Roskilde giver os programmet til at skabe de nye legender

Når jeg har talt om Roskildes fremragende program, har nogle af mine venner rynket en smule på næsen og sagt “ja ja, techno og tudeindie, det er fint nok alt sammen, men hvor er legenderne, som vi ved kan håndtere Orange Scene?”. Med det har de ment “Hvor er Neil Young/Bob Dylan/The Who/Kraftwerk/Rolling Stones” – forsæt selv listen af 60’er/70’er-artister, der har defineret de tre store hovedgenrer; rock, folk og techno. Jeg har sagt “tsk, tsk” og vendt øjne diskret. Og så er jeg kommet med en række argumenter.

For jeg synes, at kritikken er forkert. Roskilde har for vane at forvænne sit publikum, gøre dem for godt vant. Det er fra det perspektiv, mine kritiske venner har talt. På Roskilde får vi i pose og sæk. Hvert år, dette inklusiv. Både af hovednavne, der flyves ind, og de purunge, der knap nok kan krybe op på scenen. Vi får kæmpe popnavne (The Weekend), og vi får obskur country (hør lige Margo Price). Vi får den store, samlende Orange-fest (Den Sorte Skole), og vi får intime oplevelser i de mindre fællesskaber (jeg anbefaler Bicep, aYia og Kink, hvis du har brug for elektronisk, Cancer, Angel Olsen, Jenny Hval, Hamilton Leithauser og Julia Jacklin, hvis du har brug for “rocken”). Og vi får ikke mindst altid udfordrende overraskelser, der giver stor glæde, netop fordi oplevelsen ikke var forventet.
Roskilde med til at skabe musiklyttere og mennesker, som går det ukendte i måde med åbent sind, lader sig rive med af det anderledes og som tør stole på, at andre vil dem det gode – både Roskildes bookere, arrangørerne generelt, anbefalingsgivere og ens medmennesker, om det er venner eller folk man ikke kender, men som man på Roskilde er i et nært fællesskab med. Ja, Roskilde Festival lever op til sin formålsparagraf, lad os bare sige det sådan.

Når mine venner har beklaget sig, har jeg sagt, at deres reaktion er et bevis på det modige ved årets Roskilde-program. Programmet udfordrer det forvendte publikum, som mener, at der skal være en særlig type hovednavne. Det udfordrer tankegangen om, at legender var nogen, der levede for 40-60 år siden. Indflydelsesrige musikanter har også eksisteret efterfølgende (og der er flere af dem end Radiohead). De repræsenterer ofte bare mindre strømninger end de tre hovedgenrer. Det gør dem mindre altomfattende betydningsændrende, ja. Men de store, revolutionerende artisters tid, den er forbi, hence fragmenteret forbrug og så videre.

Jeg er kommet mine venners kritik i hu ved at fremhæve de artister, jeg også her vil anbefale jer – artister, som er mit Roskilde-programs moderne legender og, som i min optik skubber til genregrænser og udvikler musikken, lige nu og de sidste 25 år fra deres respektive strømninger og et stykke ind i mainstream. Ja, det er tre navne på store scener, men et par anbefalinger til de mindre ting fik i ovenfor.

Arcade Fire – Lørdag kl. 22, Orange Scene

De fleste havde nok forsvoret, at mine største Roskilde-anbefalinger ville være til Orange Scene. At det er tilfældet vidner om, at genrer til venstre for mainstream nu kan få store menneskemængder til at strømme til. Og det er i den grad gladeligt for en musikalsk diversitet. I Arcade Fire har vi 00’ernes i min optik vigtigste rockband – hvad Radiohead var i 90’erne, har Arcade Fire været i 00’erne. Da det canadiske musikerkollektiv debuterede med den Funeral i 2004 gjorde bandet orkesterinstrumenter som strygere og blæsere comme il faut i alternativ rock – behøver jeg at argumentere for, at det har haft en temmelig signifikant indflydelse?

Opfølgeren Neon Bible fra 2006 imploderede for mig lidt i sine dystopier, men rykkede en samfundsbevidsthed tilbage i rockmusikken, som den orkestrale indie måske havde glemt på himmelfarten mod utopisk skønhed. Med The Suburbs fra 2010 gik Arcade Fire på hugst i rockhistorien – titelnummeret og “Wasted Hours” svinger som et Kinks-nummer, mens “We Used To Wait”‘s strygercrescendo næsten er en selvrefleksion.

Selvom Arcade Fire er et band i konstant udvikling, og at bandet selv referer til debuten understreger på den måde dens indflydelse – og så peger netop “We Used To Wait” og det lidt aparte “Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)” med deres næsten housede rytmik frem mod Arcade Fires seneste album, Reflektor fra 2015. Her hvirvler referencerne fra de foregående fire albums kaleidoskopisk rundt i hinanden – mest fornemt på titelnummeret og min personlige favorit “Afterlife”, hvor intet andet end congas giver mig galopenergi til at gøre alt jeg kan for de fællesskaber, Arcade Fires strømmer fra, kæmper for og som Roskilde både skaber og former medlemmerne til.
Setlisterne fra Arcade Fires foreløbige festivalshows viser en forrygende samling af alle albums bedste numre, og bandet har, bl.a. på i syndfloden på Roskilde 2007, bevist sig som et fuldstændig eminent liveband. Og i mellemtiden er Arcade Fire blevet verdens største alternative rockband. Behøver jeg at sige, at Arcade Fire meget vel kunne bliver den ultimative Orangekoncert?

Moderat/Modeselektor, lørdag kl. 00:30, Orange Scene

Bliv på Orange når Arcade Fire er gået af. Eller – gå i drinksbaren til højre for scenen. Roskilde har jo alle dage været glade for traditioner, og det ser ud til, at en ny er ved at etableres: at sen lørdag aften på Orange er en elektronisk fest for de musikinteresserede, som giver programmet et ekstra tjek – sidste år tilfaldt pladsen LCD Soundsystem, i år Moderat/Modeselektor, og det er ingen Major Lazer. Men selvom Moderat/Modeselektor næppe et navn, som ringer klokker hos alle de 130.000 mennesker på pladsen, er de en fremragende booking. Derfor lad os få konstellationen på plads: Modeselektor er en berliner-technoduo af den rimelig tunge slags, både i anseelse og i indflydelse, for duoen har siden 2005 givet den rene techno baghjul med uortodokse introduktioner af glitch, breakbeat og jungle. Moderat er Modeselektor sammen med Sasha Ring, der går under kunstnernavnet Apparat. Apparat er melankolikerens techno. Det er dybt, ofte langsomt, med Rings følsomme vokal og guitar i front. Apparat er det kuldegysningsfremkaldende smukke møde mellem menneske og maskine, følelsesmættet og intenst. Og så står Apparat bag et af mine personlige top-3 elektroniske numre, Sayulita” (læs teenage-Evas beretning om det nummer her). Som Moderat smelter Modeselektors dansegulvstække og Apparats tænksomhed sammen, og artister som Sekuoia eller Av Av Av havde nok ikke lyt som de gør uden.

Moderat/Modeselektor er en genial booking af flere årsager. Lad os starte med deres Roskilde-historik: Da Moderat lukkede den hedegangne Cosmopolscene lørdag nat klokken 04:30 i 2010, gik publikum fuldstændig flyvende ud af teltet. Da de spillede søndag kl. 20 på Arena i 2014 blæste særligt det visuelle show fra Pfadfinderei, som vist nok også er med i år. Da Modeselektor bankede luften ud af den i 2012 elendige, oppustelige Apollo-scene med en dansefest af dimensioner, der blev moshet.
Til Moderat/Modeselektor får du også et af Roskildes hovednumre: at de får artister til at lave helt særlige shows – normalt spiller Moderat og Modeselektor ikke samtidig. Men det gør de til denne tre-timers seance med særligt lys- og lasershow på Orange, lørdag nat. Der er grund til at glæde sig.

Slowdive, lørdag kl. 18, Avalon

Jeg har også fremhævet at legender godt kan findes efter 70’erne. De kunne eksempelvis være Slowdive eller The Jesus And Mary Chain, som repræsentanterne til slut 80’er/stat 90’ernes støjpop, der i den grad har haft indflydelse på mangt en pjuskhåret indiemusikant, og som begge er reunion-aktuelle med gode album. Særligt for Slowdive understreger genkomsten, at Slowdive gennem sit 25 år lange fravær blot er blevet et større band end i sin først periode – måske med god grund, for leder man efter et band, som har formået at træffe musikalske valg, der gør Slowdive til et fremragende forbillede. På det aktuelle,  selvbetitlede album udvider Slowdive sin musiks univers mellem skønmalende guitareffekter og mumlevokal, mest bemærkelsesværdigt i i rytmesektionen. Her har Simon Scotts trommespil fået en mere fremtrædende rolle, som på selv en fjerlet svævende skæring som “Don’t Know Why” og årets bedste single “Sugar For The Pill” giver en distinkt grounding og bliver et prototypisk eksempel på Slowdives evne til at skrive musik så smuk, at den er tragisk.

Og så en række contenders…

Når mine venner har kritiseret legendemanglen i Roskilde-programmet og så videre, har jeg også nævnt Solange for sin clean R’n’B, som uden aggression, men med direkte italesættelse får racespørgsmål italesat. Nicolas Jaar har siden sit første hit “Mi Mujer” kombineret techno med minimalhousens melodik fra særligt vokal og skiftevis cumbia-rytmer og jazz-indfald som saxofoner. Nicolas Jaar er i min optik bedst, når han tager fra især elektroniske genrer og forener dem i et super detaljeret, men minimalistisk univers som på 2015-singlen “Fight” – læs mere om det nummer her. Til rock-folket som virkelig savner Neil, Bob og Bruce kan Hamilton Leithauser måske være et plaster på såret. Som frontmand i The Walkmen var Leithauser en af de absolut mest karismatiske frontmænd på 00’ernes alternative rockscene og i front for sit senest projekt i samarbejde med produceren Rostam, skruer Leithauser endnu mere op for de enkelte numres egne visioner – bare lyt hør 60’ernes genklang på “Rough Going”. Eller til den næsten Cohensk simple “In A Black Out”, som sammen med hele Angel Olsens koncert kan give dig din det-lyder-som-en-hvid-mand-med-guitar-genredosis på fashionabel vis.

Så: lad os summe op. Årets Roskilde-program myldrer ikke med de store legender i toppen af programmet, men er et væsentligt indspark i en bevidstliggørelse om, at legender er noget, man selv er med til at skabe gennem eksempelvis sin programlægning som festival og sin lydhørhed som publikum. Roskildes publikum er lydhørt, opbakkende og tillidsfuldt mod festivalbookernes valg. På Roskilde er de betydningsfulde musikere også nogen, der dannes i 90’erne, i 00’erne og i dag. Gå på jagt efter dem og de nye. God festival!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nicolas Jaar stærkt tilbage

Allerede med sine første udgivelser omkring 2010 positionerede Nicolas Jaar sig som en af de fornemmeste formidlere af elektronisk musiks bredde. Jaar var vidunderbarnet, der forbandt techno med jazz og minimalhouse og blev hurtigt til stjerneproduceren og labelejeren, som tog sine udgivelser i egen hånd, både musikalsk og forretningsmæssigt: udgivelse efter udgivelse blev karakteristika fra eklektiske elektroniske subgenrer omformet til Jaars altid ørerspidsende lyd.

Gennem det sidste år har Nicolas Jaar udgivet tre singler og et soundtrack. Særligt singlerne har genrejst opmærksomheden omkring Jaar som soloartist, efter han i 2013 og 2014 primært optrådte som del af duoen Darkside.
Hvor debuten Space Is Only Noise styrede helheden gennem det tilbageholdte som tematik, er Jaars 2015-udgivelser anderledes komplekse: “Mistress” er en Satie-inspireret klaversuite, “The Three Sides of Audrey And Why She Is All Alone Now” er en ambient slow-burner med messende kor som gennemgribende element, “Swim” er en punchy klubbanger. Og så er der det sidste udspil: “Fight”’s knap ni minutter samler brikker fra de sidste femten års elektronisk musik i et imponerende puslespil af breakbeatede perkussive elementer, minimale vokalsamples og dubbet bas. Jeg har prøvet at tælle referencepunkter fra forskellige genrer, hvor mange gange nummeret skifter karakter og på ny griber opmærksomheden med en helt præcist placeret detalje. Og fundet det aldeles irrelevant, for

Nicolas Jaar – The Three Sides of Audrey And Why She Is All Alone Now

Nicolas Jaar spiller på Lille VEGA den 12. november. Billetter. Event.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nicolas Jaar: overlegen opvækning

Som ung producer i den organiske og dubbede gren af housegenren, har Nicolas Jaar det seneste år lagt store dele af verdens elektronisk interesserede publikum for sine fødder. Først som usædvanligt hypet dj, derefter med februar-albummet Space Is Only Noise og siden med liveshows verden over.

Sådan et liveshow blev opvågningsmusik for det – på papiret – søvnige Roskilde publikum fredag kl. 14:30. Et koncerttidspunkt, der – (igen) på papiret – virkede som noget af en dæmper for en elektronisk producer som Jaar. Havde man af de grunde valgt andet end koncerten på Cosmopol, så gik man glip af en af festivalens hidtil bedste oplevelser.

Med lige dele ro og mod indtog Jaar og hans tre mand høje band festivalens tredje største telt. Var det fyldt op? Godt spørgsmål. For fra første gang trommestikken begyndte sin både melodisk og rytmisk overlegne dans på bækkenerne – efter en måske lidt for lang støj-intro – vendtes publikums fulde opmærksomhed mod scenen, hvor det intimitetsskabende lysshow og elegancen, hvormed musikerne betvang sig deres instrumenter skiftesvist appellerer til lytteren og danseren i enhver blandt publikum. Denne vekslen blev et af koncertens bedste kort, og understregedes af det symbiotiske forhold mellem bandmedlemmer på percussion, guitar, synth/saxofon og Nicolas Jaar himself. Numrenes grundrytmer stod Jaar (udover sang og synth) for når han dj-mixede sine grundspor over i hinanden, og den dynamiske del af rytmearbejdet tilfaldt trommeslageren, hvis arbejde fløj til højre og venstre for beatet – sublim eksperimentering med den elektroniske musiks rytmiske grænser.
Det kan virke effektsøgende, når elektroniske musikere gentagne gange bygger intensitet og tempo op for kort efter at bryde det ned igen. Det kan virke utroligt cheesy, når en saxofon hælder melodisk fløde ud over numre, der ellers ikke er udpræget soulede. Disse anklager kan rettes mod Jaar, men stille passager og rytmisk kompleksitet gjorde op med “pleaser-effekterne”, der i stedet fremstod som utroligt kloge beslutninger – særligt på en festival, hvor hovedparten af publikum til den 70-minutters lange koncert næppe har været bekendt med den 21-årige chileners debutalbum – ligesom undertegnede, i øvrigt.

Nicolas Jaars koncert skød fredagens program i gang. Med først et lille bonus-djset fra en tydeligvis overvældet Jaar solo på scenen, og efterfølgende en pragtpræstation af et nummer med gennemtrængende vokal i bandopsætningen fra nummeret “Space Is Only Noise If You Can See”, lyttede og dansede publikum sig fra første til sidste tone varme, glade og friske af den geniale opvækker Nicolas Jaar.

Nicolas Jaar – Space Is Only Noise If You Can See
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/07/08-Space-Is-Only-Noise-If-You-Can-See.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Det var så fedt!

  2. Per Röegmann says:

    Han spillede også denne: http://soundcloud.com/nicolas-jaar/heaven-nicolas-jaar-remix
    Rigtig godt koncert.

  3. Eva Regnsky says:

    Ja, det var en ret fin detalje, når han nu spillede i Danmark. Spillede han ikke også noget Kenton Slash Demon/When Saints-remix?

  4. Kurt Jensen says:

    Nej, han spillede ikke sit fine remix af Fail Forever.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Roskilde 2011: Mortens anbefalinger

Roskilde Festival er for alvor blevet sparket igang. Hegnet holdt presset fra mere end 25.000 ivrige festivaldeltagere i går eftermiddags, og da jeg sent i går aftes (for en kort stund) satte mine fødder i den første mudderpøl af mange, fik fastpløkket mit telt og fejret det med den første dåseøl, blev min tidligere Roskilde Festivals-ambivalens skyllet væk, som når samtlige regnbyger kan rydde op i urinstanken fra hækkene på Dyrskuepladsen. Omfanget af mine forventninger til musikken, menneskerne og vildskaben er nu så stor som tidligere år. Derfor er det på tide for mig at omtale højdepunkterne i mit program, samt nogle af de gnidninger som gør, at jeg ikke med sikkerhed kan beslutte mig for, hvilke kunstnere der skal opleves.

Torsdag 18.00 – Tame Impala (AUS), Odeon

De australske støjrockere Tame Impala krydrer psykedeliske guitar riffs med behagelige, melodiske undertoner. Deres bagkatalog tæller så vidt kun én LP, InnerSpeaker fra 2010, men sikke en succesfuld, både kritiker- og lytterrost plade. Selvom DMI forudser et ustadigt vejr på torsdag, skal Tame Impala garanteret gøre sit for at fremkalde en stemningssættende aftensol. Samtidigt med Tame Impala åbner danske Veto Orange Scene, men med al respekt for Veto er der her ingen tvivl; Tame Impala er et must.

Torsdag 20.00 – Foals (UK), Arena

Antidotes var en af de bedste plader for et LP-debuterende band i 2008. Her mestrerede engelske Foals supervirile guitar riffs ovenpå kompleks math rock. Forsanger Yannis Philippakis’ vokalbånd var samtidigt et helt nyt bekendtskab, aldrig før havde jeg hørt en så forceret, croonet vokal i et punk-inspireret band uden at det har føltes malplaceret.

Foals – Red Sock Pugie
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/1-03-Red-Sock-Pugie.mp3]

Fredag 14.30 – Nicolas Jaar (US), Cosmopol

Mit første bekendtskab med den elektroniske musikscene Cosmopol sker fredag, når Nicolas Jaar forholdsvis tidligt fremfører hans vidunderlige 2011-debutplade Space Is Only Noise. Den unge amerikaner er allerede blevet nævnt som den elektroniske musiks håb, men for at jeg skal kunne tilslutte mig dette postulat skal jeg først have en chance for at opleve hans lyd live.

Fredag 20.00 – Destroyer (US), Pavillion Jr

Såfremt jeg ikke er blevet hængende på Cosmopol for at opleve Matthew Dear give koncert i fællesskab med liveband, har jeg placeret mig på Pavillion Jr i god tid. For mens solen så småt er på vej ned over Dyrskuepladsen spiller et af mine personlige højdepunkter i år. Destroyer er The New Pornographers-forsangeren Dan Bejars jazzede soloprojekt, og jeg kendetegner ham som The New Pornographers-forsangeren, fordi det er herfra jeg bedst kender Bejars musikalske kunnen. Selvom Destroyer har været et projekt varetaget siden 1995 har jeg først for alvor fået stiftet bekendtskab til dette alias i år, efter udgivelsen af hans niende solo-LP Kaputt, som hos mig rangerer som et af de bedste udspil hidtil i 2011.

DestroyerSavage Night At The Opera
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/03-Savage-Night-At-The-Opera.mp3]

Fredag 23.00 – Swans (US), Odeon / Portishead (UK), Orange

Årets komplet værste planlægning finder man fredag aften, hvor det legendariske post punk-band Swans totalt overlappes sammen med det Bristol-baserede trip hop-band Portishead. Hvis man skal nævne et band fra årets line up, som i karisma, historie, stil og fanskare kommer tættest på Portishead er det netop Swans, og derfor er jeg langt fra den eneste, som står i dette dilemma. Man er garanteret at misse et af disse to massive navne, og da en halv koncert aldrig har fungeret med mig, føler jeg mig helt på herrens mark. Men, da jeg altid har følt en større kærlighed til Swans’ demotiverende arrangementer og post-punk i al enkelthed, forventer jeg at befinde mig på Odeon sent fredag.

Lørdag 15.45 – DJ /Rupture (US), Pavillion Jr / OFWGKTA (US), Cosmopol

Lørdag eftermiddag står valget imellem en velvillig blodtud fra det hypede hip hop kollektiv Odd Future Wolgang Kill Them All eller et formentligt opløftende møde med amerikanske DJ /Rupture, som udover at være en internationalt anderkendt DJ også er pladeselskabsejer, radiovært, journalist, blogger, foredragsholder, gæsteunderviser på Harvard University. Jace Klayton, som er /Ruptures borgerlige navn, har derfor rigtig mange kasketter på, hvilket også kendetegner hans dj-sets, som svinder ind og ud gennem mange genrer, der ligesom hans foredrag kan ende med at være en sand lektion. Pavillion Jr, jeg vælger dig!

Lørdag 22.30 – The Strokes (US), Orange Scene

Ja, jeg var ikke særlig glad for First Impressions On Earth, den tredje plade fra de cool New Yorkere fra The Strokes. Og ja, den fjerde plade fra i år var på ingen måde bedre for mig. Men Room On Fire og Is This It er stadigt som to funklende stjerner på den nattehimmel, som kommer til at danne tapetet denne lørdag aften. Jeg har ingen intentioner om at blive til koncerten hele vejen igennem, men muligheden for at høre nogle af de numre, der var med til at forme mine yngste teenage år, er stadig så kærkommen, at det ikke må misses. Jeg glæder mig især til numre som Reptilla, 12:51 og Someday.

Søndag 18.00 – Boi Boi (US), Arena

Big Boi er bedst kendt som den ene halvdel af succesduoen Outkast, som har været med til at forme den nymoderne udgave af east coast hip hop siden årene før årtusindeskiftet. Siden 2006 har Outkast ikke haft nogen udgivelser på samvittigheden, hvilket har givet både Big Boi og Andre 3000 muligheden for at udvikle deres individuelle solo karrierer. Sidste år udsendte Big Boi så langt om længe sin første solo LP Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty, med store roser fra både anmeldere og fans verden over. Ja, selv jeg som ikke forstrer den store hip hop know how var solgt. Chancen for, at Big Boi medbringer en masse af hans venner og samarbejdspartnere er stor, med Janelle Monae som den højest sandsynlige, da hun selv giver koncert samme søndag. Derudover vil man hos Big Boi også kunne få muligheden for at høre flere af de gamle Outkast-klassikere som So Fresh, So Clean og I Like The Way You Move.

Big Boi – Shutterbug
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/Shutterbug-New-Single.mp3]

Søndag 19.00 – Gold Panda (UK), Cosmopol

Selvfølgelig! En af de kunstnere, som vi individuelle skribenter her på bloggen udtrykker størst, fælles kærlighed for. Vi har fulgt ham i over et år, et følgeskab som i august eskalerede, da han gav en storslået koncert på Dunkel. Her er ikke så meget at sige, andet end at jeg højest sandsynligt trækker stikket ud af Big Boi-koncerten før tid, for at ramme Cosmopol i tide til numre som You, Quitters Raga og hans seneste track MPB.

Gold PandaMPB
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/MPB.mp3]

Søndag 21.00 – Desolate (GR), Gloria

Desolate aka Sven Weisemann sejler i samme minimalistiske farvande som Burial og Boards of Canada. Men hans unikke udgangspunkt, hvor også Tysklands stolte krautrock- og industrial-traditioner bidrager til den dystre atmosfære og de dynamiske beats, har gjort Desolates debut The Invisible Insurrection til et af de mest spændende og unikke udspil fra den europæiske scene.

Desolate – Pain
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/06-Pain.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nicolas Jaar udsender fuldspiller

Jeg ved virkelig ikke, hvad der er med ham Nicolas Jaar, og hvordan han har fået sit enorme talent som producer, eller hvorfra hans indiskutabelt originale ideer opstammer. Men når han går ind til et remix, hvad enten det er for Ellen Allien, DJ T eller Kasper Bjørke, så formår han at skabe noget helt uventet. Senest har hans evner været til frit skue på hans remix af Into The Night fra den canadiske disco/house-duo Azari & III, hvor Jaar, symptomatisk for remixkulturen i det 21. århundrede, har draget nytte af meget få elementer fra originalen. Men hvor en del remixes skal ses som en videreførsel eller en hyldest til den oprindelige skæring, har Nicolas Jaar gang på gang – som en anden modreaktion – gået helt nye og oftest chillede veje, med originale resultater til følge.

Ved siden af Nicolas Jaars produktivitet passer han også studierne på Rhode Island, for ikke at nævne pladeselskabet Clown & Sunset, ledet af Nicolas Jaar selv. Den 20-årige amerikaner vil på netop dette pladeselskab udsende sin debutfuldspiller 14. februar, og som en optakt til denne udgivelse har han, igen på Clown & Sunset, tidligere i år udsendt en optakt til hans kommende plade i form af det langsomt trippende og dubbede nummer Wouh. På trods af nummerets lidt for lange tilløb til de helt store bevægelser i nummeret, er det køligt og tilbagelænet på bedste Nicolas Jaar-manér. Fra det nynnende kors indhop begynder Wouh nemlig at tage form på den facon, som Jaars popularitet er bygget på.

Uden at kalde det et af Nicolas Jaars bedste numre til dato, men baseret på sit imponerende og bundsolide bagkatalog, føler jeg mig ikke alene om at have store forventninger til den kommende plade, Space Is Only Noise, som vi her på Regnsky med stor garanti vil vende tilbage på, når vi rammer den 14. februar.

Nicolas Jaar – Space Is Only Noise, Clown & Sunset. 14. februar (soul, electronica, house)

Azari & III – Into The Night (Nicolas Jaar Remix)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/01/05-Into-The-Night-Nicolas-Jaar-Remix-1.mp3]

Nicolas Jaar – Wouh (Original Mix)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/01/01-Wouh-Original-Mix-1.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Nikolaj says:

    Lækker nok opbygning og beat på Wouh, men pianosoloen lyder da ærlig talt lidt klodset, eller er det bare mig? Selv hvis det er et one-take…
    Into the night remixet er tilgengæld nice..

  2. Hej Nikolaj!

    Jeg kan godt bide mærke i det du påpeger. Jeg tør ikke udtale mig om hvor mange forsøg han har haft med klaversoloen, men som udgangspunkt synes jeg egentligt den er meget harmløs og spiller en god rolle på nummeret. Den måde som han tilfører filter-effekter på soloen undervejs kan dog godt irritere mig lidt, så helt uenig er jeg ikke.
    Dog er jeg rigtig glad for at vi er enige om hans remix af Into The Night (:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?