Året der gik – del 3: Årets nye navn

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

Så er vi nået til tredje del, som for mig nok er en af de mest interessante. Den handler nemlig om de nye artister. Det er selvfølgelig svært at sige, hvornår en artist er ny, men jeg har valgt at definere det som de nye artister, som er dukket op i mit liv i 2015. Så lad os kigge på det!

Del 1: Årets bedste koncerter
Del 2: Årets nummer

Årets nye danske navn

3. Nick Sway
Den bare 18-årige Nick Sway vandt tidligere på året Karrierekanonen, og 2015 har i det hele taget været et godt år for den talentfulde singer-songwriter. Jeg har kun haft fornøjelsen af at se opleve ham live én gang i år, men det var nok til at se et potentiale for noget virkelig stort i fremtiden.

2. Shy Shy Shy
I går afslørede jeg, at jeg er ret så vild med deres største hit Do Not Ask, og i det hele taget er jeg godt og grundigt forelsket i Shy Shy Shys Love Songs EP. Men det er nu ikke kun derfor, de har fundet vej til andenpladsen over nye danske artister. Det skyldes derimod i høj grad den udvikling, jeg har set i deres live optrædener. Det er tydeligt, at det er et ungt band, som lige har skullet finde deres udtryk, men det må man sige, at de har med en fokus på voldsomme energiudladninger og en Simon Kjeldgaard som føler sig mere og mere hjemme på scenen ved siden af Astrid Cordes.

1. Velvet Volume
…I havde nok set det komme. For mig har 2015 i høj grad været Velvet Volume-året. Jeg er simpelthen så vanvittigt imponeret over de tre århusianske piger, som har fået et langt større gennembrud, end jeg nogensinde havde forestillet mig, da jeg i foråret som en del af Uhørt Festivals lytteudvalg gav dem den absolutte topkarakter. Attituden, lyden, energien, udstrålingen – det hele holder for søstrene Lachmi, og jeg glæder mig helt ekstremt til at følge Velvet Volume næste år og forhåbentlig også mange år fremover.

Årets nye udenlandske navn

5. Oh Wonder
Jeg kunne simpelthen ikke beslutte mig for, om Oh Wonder eller Girlpool skulle have femtepladsen, men jeg endte nu alligevel på Oh Wonder – ganske enkelt fordi jeg gerne vil hylde duoens nytænkende måde at udgive på. De besluttede sig sidste år for at udgive et nummer hver måned, og hermed gjort. At de så også har formået at skabe hyggelig popmusik af så høj kvalitet, vidner om et helt unikt talent, som udsolgte koncerter i det meste af Europa kunne tyde på, at også mange andre har fået øje på.

4. Låpsley
Nogle af jer vil sikkert påstå, at Låpsley ikke er et nyt navn i 2015 men derimod hører til i 2014. Men i så fald har jeg nok bare været lidt lang tid om at komme med på vognen. Men med på vognen må man så i hvert fald sige, at jeg er kommet, for hold da helt op. Den kun 19-årige sangerinde debuterede min sin første EP som 17-årig, og siden har hun med sine lo-fi elektroniske produktioner formået at slå sit talent fast. Musikkens omdrejningspunkt er Holly Lapsley Fletchers vokal, en ordentlig omgang samples og et tungt beat. Det er simpelt, det er lækkert, og det virker.

3. Zella Day
Jeg havde nærmest ikke lyttet til Zella Day, før jeg tog til den koncert, som jeg nævnte for et par dage siden. Siden da har min forelskelse kun taget til, og sangene fra debutalbummet Kicker har for alvor fanget mig. Det er popmusik med et country-vibe og referencer til flere af tidens store sangerinder; dog med en charme som adskiller hende fra mange af hendes popsøstre i en i mine øjne nok lidt overfyldt del af musikbranchen. Hun kunne meget vel også stå foran det helt store gennembrud – hun har i hvert fald et talent, der fortjener det.

2. SOAK
En 19-årig kvinde ved navn Bridie Monds-Watson gemmer sig bag nordirske SOAK, men helt ærligt behøves hun ikke gemme sig nogen steder, for hun er på mange måder noget af det bedste, der er sket i 2015. Hun leverer en optimistisk indiepop, som man ikke kan lade være med at blive i godt humør af, selvom emnerne i teksterne til tider er tunge. SOAK adskiller sig fra de fleste andre helt unge artister ved, at hun har formået at skabe et helstøbt debutalbum, som med højdepunkter som Sea Creatures og B a noBody introducerer lytteren til en artist, man forhåbentlig kun har hørt det første til.

1. HONNE
Jeg har været forbi HONNE tidligere, og de er for mig den helt store nyhed i år. Den største ros, jeg kan give dem, er nok, at man med det samme ved, at man lytter til HONNE, når man sætter et af deres numre på. De har allerede fundet deres lyd – og hvor er det dog en fantastisk lyd! Men hvilken lyd er det så? Jeg vil tillade mig at døbe det elektronisk sexyfunk med soul elementer. Nu må de gerne snart komme med et helt album som opfølgning på deres otte 2015-udgivelser.

Bonus liste: Årets bedste debutalbum
SOAK – Before We Forget How To Dream
Jeg har vist allerede argumenteret for, hvorfor SOAK fortjener denne anerkendelse længere oppe. Jeg kan desværre ikke linke til hele albummet her, men det findes hos din foretrukne streaming-tjeneste. Lyt til det – det vil gøre dig glad!

Det var alt fra i dag. I morgen afslutter vi føljetonen med årets bedste album fra ind- og udland, hvor jeg godt kan love, at flere af artisterne fra i dag og de foregående dage vil optræde.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.