Her er årets 10 mest læste artikler på Regnsky

I sidste uge kunne Rasmus præsentere vores personlige greatest hits fra 2016, og for mig er der naturligvis intet, som kommer til at overgå mit interview med mit store idol, Wayne Coyne fra albumaktuelle The Flaming Lips.

Men et er, hvad vi selv vil huske fra 2016, men noget helt andet er, hvad I, kære læsere, havde mest lyst til at læse om i det forgangne år. Jeg har derfor her samlet en top 10 over sidste års mest velbesøgte artikler her på Regnsky.

Nummer 10: Helmet Compass PRE-RELEASE!
Mirja havde fornøjelsen af at give premiere til danske Helmet Compass‘ single “Come Into My Room”, og det ville mange rigtig gerne læse om i 2016. I hvert fald nok til at placere artiklen på 10. pladsen.

Nummer 9: Det glæder vi os til på Musik i Lejet
2017-udgaven af Musik i Lejet blev udsolgt langt inden, vi overhovedet kunne skrive 2017 i kalenderen, så der er ingen tvivl om, at den relativt lille og hyggelige nordsjællandske festival er populær. Rigtig mange af jer brugte da også fem minutter af jeres tid på at tjekke Peters anbefalinger ud, inden I tog af sted.

Nummer 8: Forever changes
Et af vores store højdepunkter har også fundet vej til listen. Vi er simpelthen så glade for vores nye design, og der var åbenbart også en del af jer, som var nysgerrige på, hvordan Regnsky ville se ud i en post-2008-udgave. Vi håber, at det har levet op til jeres forventninger.

Nummer 7: Dem skal du høre på UHØRT Festival
Jeg skal ikke gøre mig klog på, om UHØRT Festival reelt er mere populær end Musik i Lejet, men måske er der i hvert fald et større behov for at forberede sig til Danmarks – i mine øjne – bedste festival for de helt unge talenter i den danske musikbranche.

Nummer 6: Spot på SPOT – Regnsky hylder…
Måske er det et tegn på, at SPOT Festival efterhånden er blevet så kæmpestort, at man bliver nødt til at tage nogle ret svære valg, når man skal prioritere, hvilke koncerter man skal høre. Men i hvert fald ville langt flere af jer hellere læse vores nedtakt end vores optakt til 2016-udgaven af SPOT Festival, hvor man i den grad kunne få stillet sin sult efter norsk musik.

Nummer 5: Regnsky møder… Konni Kass
Der var dog ikke kun norsk musik på SPOT Festival. Færøske Konni Kass er en af vores helt store opdagelser fra det sidste år, og en stor del af Regnsky-læserne var da også nysgerrige på at finde ud af, hvem den blonde færing egentlig er. Eller måske er der bare en virkelig loyal færøsk læserskare blandt vores læsere – hvis det er tilfældet, så er vi rigtig glade for, at I gider læse os oppe i det mere nordvestlige hjørne af kongeriget.

Nummer 4: JÆRV – Et hav af vellyd
En anden af i hvert fald Peters helt store musikalske forelskelser er naturligvis JÆRV, og det hele kulminerede i starten af året, da JÆRV udgav sin debut-EP, “Dit Hav”. Vi har offentliggjort en god håndfuld artikler om Amanda Glindvads projekt, men album-anmeldelsen var altså den, vores læsere helst ville læse.

Nummer 3: Forpremiere: Konni Kass – I Lie
Regnskys læsere tog virkelig Konni Kass til sig i 2016, og det kom tydeligt til udtryk, da vi ganske eksklusivt kunne præsentere en forpremiere på nummeret “I Lie” fra debutalbummet “Haphe”. To artikler om Konni Kass i top fem tror jeg ikke, at hverken vi eller hun regnede med, da vi tog fat på 2016.

Nummer 2: Premiere: Eugenia – vildt+sødt
Et af årets mest interessante bekendtskaber var den danske duo Eugenia. Med musik afspillet fra kassettebånd og nogle vidunderlige musikvideoer har de taget os med storm. Noget kunne tyde på, at vi ikke er de eneste, for vores læsere var også særdeles nysgerrige, da vi havde premiere på duoens allerførste udspil, “vildt+sødt”.

Nummer 1: “Spis eller bli’ spist!” med DC og Fouli
Årets mest læste artikel er samtidig den første artikel, Mirja nogensinde skrev på Regnsky. Mirja var taget ud i lørdagsnatten til undergrundshiphop, og det var noget, Regnskys læsere kunne lide. Om det er et tegn på, at vi har plads til endnu mere hiphop på bloggen, skal jeg ikke kunne sige, men vi er i hvert fald glade for, at I har taget så godt imod vores to nye skribenter.

Lad mig slutte af med et genlyt til en god omgang gadehiphop fra Carmon, og så læses vi forhåbentlig ved her i 2017!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnskys julekalender 2016: 14. december

Pale Honey Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Der er 10 dage til juleaften! Det betyder samtidig, at vi så småt nærmer os enden på det her en-artikel-om-dagen-eksperiment, jeg har kastet os ud i. Er det overhovedet noget, du har lyst til at læse, eller skal vi bare holde os til de lidt længere og mere gennemarbejdede formater, som så til gengæld udkommer noget sjældnere? Smid mig en mail på peter(at)regnsky(dot)dk eller læg en lille kommentar herunder, hvis du har en holdning til det. På forhånd tak.
…og lad os så komme til sagen!

Årslisten: #11
Lige uden for top 10 finder vi en svensk duo bestående af to 24-årige kvinder fra Göteborg. Nelly Daltrey og Tuva Lodmark hedder de to, og de spiller lækker rock under navnet Pale Honey. Deres musik falder inden for den samme umiddelbare og lettilgængelige gren af energisk rock, som danske Velvet Volume også er leverandører af. Nummeret på 11. pladsen er deres nyeste single “Real Thing”, der udkom i midten af oktober. Der er egentlig ikke så meget at sige om nummeret: Det er rocket, det er lækkert, og så er det stopfyldt med koklokker. Hvad mere kan man egentlig ønske sig?

Årets nye danske navn: #3
I går kunne jeg præsentere tredjepladsen over nye udenlandske navne. I dag er det så tid til nummer tre blandt de danske navne – og det har helt ærligt været sværere for mig at skære den danske ned til tre, da jeg møder og hører langt flere spritnye danske artister end udenlandske i min daglige musikjagt. Valget er faldet på en artist, som Soundvenue tidligere har kaldt ‘den danske Tame Impala‘, og som i foråret var ugens upcoming hos vores venner på Bands of Tomorrow. Han har spillet et væld af koncerter i løbet af foråret og sommeren, herunder en helt fantastisk en af slagsen på Musik i Lejet. Det er sevlfølgelig Masasolo, jeg hentyder til. Morten Søgaard, som er manden bags, musik har været en vigtig del af soundtracket til min sommer, og hvis du endnu ikke har hørt hans lækre poppede psykadeliarytmer, så er det bestemt ikke noget dårligt tidspunkt at gøre det på – omend du formentlig får lyst til at rejse syd på mod sol og varme. Jeg ved ikke, om jeg helt kan genkende Tame Impala-sammenligningen, men der er ingen tvivl om, at Masasolo er en artist, jeg forventer mig vanvittigt store ting af det kommende år.

I morgen tager vi hul på top 10, og det gør vi sammen med en artist, som jeg ikke mener, at man har kunnet møde på dansk jord i år. Det har man kunnet for de fleste af de andre, hvilket også siger lidt om, hvor privilegerede vi egentlig er i lille Danmark i forhold til at være med på noderne rent musikalsk. Tak til festivaler, spillesteder og hvem der nu ellers får det til at ske derude!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Det glæder vi os til på Musik i Lejet

Foto: Axel Schütt
Foto: Axel Schütt

Efter et par ugers festivalpause skal jeg til det igen. Mirja holdt fanen højt med Copenhagen Psych Festival i mellemtiden, men for mig er det nu tid til igen at drage ud på en ny festivalplads. Og for mig er det en helt ny oplevelse, da jeg for allerførste gang skal besøge Musik i Lejet i det nordsjællandske. Jeg har ingen idé om, hvad jeg skal forvente af hverken publikum, festivalpladsen eller vejret for den sags skyld på festivalen, som for nylig blev kåret som landets bedste af Politikens iByen. Men jeg har til gengæld en ret god idé om, hvad jeg kan forvente af det, det hele handler om: Musikken.

Derfor vil jeg nu forsøge at give dig en lille guide til, hvor det vil være godt at befinde sig over de næste tre dage.

Velvet Volume, torsdag klokken 18.15 på Skovscenen
Min første anbefaling kommer nok ikke som nogen overraskelse for faste læsere. Ærke-aarhusianske Velvet Volume har på ganske kort tid etableret sig som et af landets ubetinget bedste livebands. Hvis du af en eller anden grund endnu ikke har oplevet dem i levende live, så må man sige, at det er ved at være på tide. De tre piger er stopfyldt med energi, og det er ganske enkelt imponerende, hvor meget bandet er vokset det seneste år rent musikalsk. Men okay, de er jo også stadig i voksealderen…

Velvet Volume – Running Wild

Blaue Blume, torsdag klokken 19.15 på Strandscenen
En anden af vores jyske yndlinge i Blaue Blume kan man også nyde i idylliske Tisvilde denne sommer, når de kort tid efter Velvet Volume indtager Strandscenen. De behøver nok ikke nogen nærmere introduktion, men jeg vil nu alligevel påstå, at de om nogen kan skabe en liveoplevelse, som kan mærkes aller inderst inde i kroppen. Det er en sanselig oplevelse, som er perfekt til en forhåbentlig dejlig sommeraften.

MNEK, torsdag klokken 01.00 på Skovscenen
Britiske MNEK er til gengæld en artist, vi aldrig tidligere har omtalt, men det fortjener han. MNEK er mest kendt som producer på blandt andre s store sommerhit “Final Song” og har arbejdet med store internationale navne som Beyonce og Zara Larsson, men han kan heldigvis også selv. MNEK er lækker og velproduceret r&b, som kan gøre enhver blød i knæene. Koncerten er MNEKs eneste på dansk grund, så det er bestemt en must-see.

MNEK – Wrote A Song About You

Teitur, fredag klokken 16.30 på Strandscenen
Færøske Teitur kommer til Musik i Lejet for at spille en helt speciel koncert. For spillelisten er kendt på forhånd. Teitur vil nemlig spille sit 13 år gamle og anmelderroste debutalbum “Poetry and Aeroplanes” fra start til slut i selskab med en strygekvartet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en helt fantastisk oplevelse, som man bare ikke må gå glip af!

Teitur – I Was Just Thinking

Batida, fredag klokken 01.00 på Skovscenen
Natten til lørdag indtager festivalens nok mest interessante navn Skovscenen. Portugisiske Batida stammer oprindeligt fra Angola, og det fremgår tydeligt af hans musik, som vel kan beskrives som traditionel angolansk elektronika, hvis en sådan genre altså findes. Festligt, dans- og lytværdigt er det i hvert fald, så hvis man har lyst til en god nattefest, vil Batida bestemt være mand for det.

CHINAH, lørdag klokken 20.30 på Skovscenen
I disse år producerer det danske vækstlag artister med massivt internationalt potentiale. og Lukas Graham er nok de mest åbenlyse, men også Liss og Alex Vargas høster anerkendelse i udlandet. Og så er der selvfølgelig CHINAH. På Heartland Festival var selveste The Flaming Lips-forsangeren Wayne Coyne oppe og rose forsangerinde Fine Glindvad efter koncerten, og hvis bandet leverer på det niveau, som de har gjort de gange, jeg har haft fornøjelsen af at opleve dem, er der bestemt flere roser i vente.

Palace Winter, lørdag klokken 23.00 på Bodegaen
Min sidste anbefaling går ud til et af mine yndlingsbands. Den dansk-australske duo Palace Winter har imponeret mig stort både på SPOT og Roskilde Festival, så jeg ser ingen grund til, at de ikke skulle fortsætte den gode stime lørdag aften. Det er lidt ærgerligt, at solen vil være gået ned, når de går på scenen, for bandet gør sig usædvanligt godt i solskin – men mon ikke det nok skal blive lækkert og opmuntrende alligevel? Det tror jeg.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ønskeøen – ‘Forcefull Bliss’

Musik I Lejet anno 2013 blev startskuddet for et nyt dansk superband, hvor medlemmer fra The Rumour Said Fire, Sleep Party People og CODY gik sammen om at danne et band, hvor det efter sigende udelukkende skulle handle om at skrive musik, de selv ønskede at lytte til.

Projektet fik et navn. Et meget fint navn. Ønskeøen blev lanceret tilbage i april, og i de næste tolv måneder vil bandet skrive, producere og udgive 12 singler, og for et par uger siden kom det fjerde udspil i rækken, den poppede shoegazerperle, Forcefull Bliss. Carsten Holm og Mikael Simpson, der i dag efter endt sommerferie langt om længe vendte tilbage på P6 Beats formiddagsprogram, var også hurtigt ude og konstatere, at dette nummer har været et af dette måneds højdepunkter. Især Niklas Skyttegaard, der også sidejobber i CODY, dominerer på Forcefull Bliss på bassen, der fortællende tilføjer en kant på nummerets bløde kurver og milde sommerstemning.

Den dertilhørende musikvideo er skabt af Paw Ager, der tidligere har haft erfaring med at skabe musikvideoer til et væld af andre danske bands, heriblandt The Kissaway Trail, Duné og Nephew.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Reportage: Musik I Lejet 2014

strand solnedgang Musik I Lejet
© Stephanie Staal

Sommerlandet åbner kulturerne. På en af Festivaldanmarks i størrelsen mindre, men i kvalitetstanken absolut store spillere, Musik I Lejet, er både generationernes og kunstens kulturer åbne for interaktion med hinanden.
Placeret på Tisvildeleje Strand, bedre kendt som paradiset for enden af Hovedgaden – sommerresidensens promenade for kunstnere og deres familiære eller professionelle vedhæng – griber den i år fem år gamle festival uhøjtideligt ind i traditionerne: Den bringer champagnen fra sommerhuset med havudsigt ud i klitterne mellem festivalplads og vandkant. Den forener debuterende bands med et eftermiddagspublikum på både deres småsøskende og bedsteforældres alder. Den tillader sig nøgenbadning og alvorsindie og festivaltoiletter og pekingandburger og nattejazz og humoristisk danserap og crowdsurfing. Til festivalen i Tisvildeleje bliver frisindet fra sommerhusejerne (68’er-generationen) udlevet på tværs af alle de følgende generationer. 65 års kulturer samlet i 5000 mennesker på Danmarks velsagtens smukkeste festival.

strandscenen Musik I Lejet
© Stephanie Staal

At lytte til festivalens første acts illustrerer omfavnelsen af forskelle ganske fint. På den store scenen foran den ret tomme, men flot indrettede festivalplads træder Christian Hjelm op til en halvsløj omgang poprock. Okay hyggeligt, især hvis man samtidig sludrer med festivalkompagnoner og drikker de første øl. For instrumenteringen griber sjældent ind i lytteren og teksterne på modersmålet fører ej heller tankerne ud af de sædvanlige riller, hverken i tematik eller i sprogbrug. Begge dele genbruger dansk sangskat rimelig uoriginalt, til tider kan man smile over gentagelserne. Eller bliver fortørnet derover. Any way, bandet er velspillende og Hjelm velsyngende, så helt fornærmet bliver man ikke over tomgangen. Ambitionerne peger heller ej i retning af revolution, for de kunstneriske af dem tynger kun Hjelm på de ganske få af debutalbummets sange, som ikke overraskende er holdt ude af dagens setliste. Men hvis man nu skal have så lette, bagstræberiske kulturelle kalorier kastet efter sig, er det nu okay at indtage dem på en af klodens mest billedskønne festivalpladser, hvor naturens substans helt af sig selv giver indsigt.

Drej 180 grader og vend blikket fra hav mod skov og gå direkte fra reproduktion til kunstneriske ambitioner, til tider forløst gennem coverversioner af sangskatten. Indenfor dansksproget rockmusik er den diamentrale modsætning til Hjelm festivalens andet band, Navneløs. I teltet finder det unge band afventende vej ind i musikkens flow, som de en for en bevæger sig op på scenen. Deres alternative rock er alvorstung, nok primært på grund af præsentationen. Debutalbummet fra i år hedder Værk – i sig selv en noget ambitiøs definition selv at give lytteren som velkomst forud for dannelsen af eget indtryk – og live præsenterer bandet sig omtrent lige så stilsikkert. Kudos for det, især fordi samtlige fem medlemmer følger den høje overligger fremragende rent musikalsk, det gør de instrumentale numre til oplevelser.
Det mest interessante ved Navneløs ligger ikke i alvorens ambitioner som en tyngende følelse. Til koncerten på Musik I Lejet når koncerten højdepunkter i vokalmelodisk stærke sange som singlen “Tænk På Et Sted” og i den ret nye coverversion af Lis Sørensens “Verden Er I Farver”. Her bliver gruppen lidt mere konkret i tekster og i melodier, og bevarer samtidig nødvendigheden. Hvor debutalbummet måske er et værk i sin sammenhæng, er disse sange fuldgyldige værker i sig selv, lidt mere appetitlige i en livekontekst end de noget abstrakte numre. Høje ambitioner er et virkelig godt udgangspunkt for at skabe musik med kunstnerisk tyngde.

Mont Oliver Musik I Lejet
Efter Navneløs messe samlede Mont Oliver publikum foran den store scene. © Stephanie Staal

Programmet til Musik I Lejet tager pulsen på de bedste nye danske bands. Det gør en del mindre, danske festivaler også (foruden Lejet, Alive Festival, Den Grimmeste og Trailerpark Festival). På stort set samtlige af disse står Mont Oliver og Julias Moon et sted på plakaten. De to electropoptrioer kan måske kaldes rivaler, de slås i hvert fald om at være deres aldersgruppes darlings på P3, men derudover stopper sammenligningerne også. Mens Mont Oliver spiller lige før torsdagssolen går ned, hvor folk begynder at vugge hofterne til de mere soulede passager, er koncerten med Julias Moon nattefestens startskud. Begge bands er vokset ekstremt gennem forårets koncerter. Mont Oliver er musikalsk selvsikre, Julias Moon er som performere børnekoncerter værdige. Publikum sluger selvsagt de to bands råt, begge optrædener emmer af kvalitetsunderholdning.

Marvelous Mosell - Musik I Lejet
Marvelous Mosell © Stephanie Staal

To dage efter spiller festivalens scoop på den lille Skovscene. Marvelous Mosell er et fænomen. Ikke blot fordi han danser vildere end alle andre. Han er forrygende sjov, en entertainer, både alene og i pingpong med den musikalske bagmand Tue Track. På festens tredjedag får han tempoet op under hits som de hysterisk morsomme og rimeligt komiske “Jeg Var Blevet Syg” og “Den Bedste Danser”. At andre festivaler ikke har set, at Marvelous Mosell faktisk kører sit flow pro nok til scenerne er sært. At han har ramt publikum allerede er det ikke. Thumbs up til Lejet!

Udsigt Strandscenen Musik I Lejet
Strandscenen © Stephanie Staal

Marvelous, Julias Moon og Mont Oliver hiver i sagens natur et yngre publikum til scenerne. Derfor er bookinger som Choir of Young Believers og When Saints Go Machine essentielle for festivalens ånd. Musik I Lejet er ikke en showcasefestival for nye bands, men en helhedsoplevelse. For familien, for ungdommen, for Tisvildebeboere. Med de mere etablerede artister samler festivalen alle aldersgrupper foran Strandscenen i solnedgangen.

Choir Of Young Believers Musik I Lejet
Choir of Young Believers © Stephanie Staal

Forståeligt nok. Det er umuligt ikke at elske Choir Of Young Believers. Med deres fantastiske ro og sangene i frigørende kontrol, er det så sindssygt smukt, når himlen over horisonten midtvejs gennem koncerten antager en rosa skygge og svæveflyet cirkler over pladsen med sin røde lampe. Og musikken afventende, med omkvædet glidende ind, aldrig fremhævet som ekstraordinært for verset, med de umærkelige overgange flyder mig umærkeligt ind i musikkens trance. Ikke til en stilstand. Til en selvfølgelig bevægelse mellem sindsstemninger. Det lette i “Patricias Thirst”, det uforklarligt tyngende i visse af “Paralyze” stykker. I selskab med Jannis Makrigiannis nok følelsesmæssigt besværede, men musikalsk ubesværede vokal. Og mine bedste festivalvenner.

Derefter går turen enten til Strandteltets fest eller hjem. Førstnævnte fortsætter indtil solen er oppe – I Tisvilde cykler man, og hvis du foretrækker lys til cykelturen, må du nyde festen indtil da. Lørdag med eksempelvis Reptile Youth. Det var overraskende intelligent rent musikalsk og så vild en fest her:

Reptile Youth Musik I Lejet
Reptile Youth © Stephanie Staal

Eller med djs som Kenton Slash Demon. De spillede blandt andet godt den her, og gjorde mig ret lykkelig, da jeg vendte mig og solopgangen netop gjorde himlen lyserød:


Og slutte årets smukkeste festival af ved at fejre fællesskabskulturen sådan her:

Nøgenbadning Musik I Lejet
Nøgenbadning © Stephanie Staal

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.