Konkurrence: Vind billetter til UHØRT Præsenterer

UHØRT Præsenterer Regnsky

UHØRT Festival er en af de festivaler, der står vores hjerter allernærest her på Regnsky. Festivalen er ofte blandt de første til at give de helt nye artister chancen for at spille på en festival og det skub bagi, der skal til, for at de kan ramme et bredere musikpublikum; først på SPOT Festival og senere på de helt store danske festivaler – og på radioens playlister. Her kan man nævne kunstnere som Velvet Volume, Baby In Vain, The Entrepreneurs og Palace Winter.

UHØRT Festival finder sted i august hvert år, så vi befinder os nærmest på festivalårets onsdag lige nu, hvor festivalerne ligger langt bag os, og der er langt til de næste. Men frygt ej! UHØRT har nemlig fundet på den helt perfekte løsning med ‘UHØRT Præsenterer’. ‘UHØRT Præsenterer’ løber af stablen på den 4. februar i Pumpehuset i København og er en intensiv udgave af moderfestivalen. Her kan man nemlig opleve syv af de bedste, nye artister på bare én aften – eksempelvis JÆRV, Electric Elephants og Sweet Tempest er på programmet. Se resten af lineuppet og læs mere på Facebook-eventet her.

Den aften har du nu mulighed for at vinde to billetter til her på Regnsky.
Konkurrencen går ganske enkelt ud på, at du kort skal beskrive din foretrukne upcoming artist i kommentarfeltet herunder (husk at oplys din mail, så vi kan komme i kontakt med dig) eller i kommentarfeltet under indlægget på Facebook. Vi trækker en heldig vinder på mandag den 30. januar.

Som inspiration vil jeg præsentere to af de nordiske kunstnere, jeg glæder mig allermest til at følge i 2017.

Første artist er duoen mono mono, som består af Karoline Elsig og Jakob Franck. Duoen laver stemningsfuld organisk electronica, som tager udgangspunkt i hjemmelavede samples og lyde, de finder ud i virkeligheden. Det er med til at give mono mono en hypnotiserende lyd, hvor man som lytter bare sidder tilbage med en følelse af, “hvad fuck skete der lige her?!” – med en nærmest meditativ kvalitet. Den enorme kreativitet bliver ledsaget af Karoline Elsigs formende vokal, som for mig er med til at fastholde en form for orden i det kreative kaos. Nummeret “Helium Balloon” er et godt eksempel på, hvad jeg mener. Alternativt kan du tjekke den lidt lettere tilgængelige “CityLights”, som vi havde premiere på sidste år, ud her.

Den anden upcoming artist, jeg vil fremhæve, kommer oprindeligt fra Island, og det er man ikke et sekund i tvivl om, når man lytter til JFDR. Hendes borgerlige navn er Jófríður Ákadóttir og har oprindeligt slået sine folder i både electronica-trioen Samaris, drømmepop-orkesteret GANGLY og i folk-duoen Pascal Pinon med sin tvillingesøster, men nu optræder hun altså også som solist under JFDR, som er en sammentrækning af hendes fornavn. Musikken er eksperimentende – noget tager udgangspunkt i hendes folkbaggrund, andet kunne lige så godt være skabt af Björk – som i øvrigt allerede har udtrykt sin uforbeholdne kærlighed til sin yngre landskvinde; større anerkendelse er nok svær at opnå i Island. JFDRs kommende debutalbum er produceret af den legendariske multiinstrumentalist Shahzad Ismaily, hvilket kun gør, at mine forventninger efterhånden har nået et absurd niveau for en “ny” artist. Tjek den electro-folkede “White Sun” og den punk-Portishead’ske “Airborne” ud her og mærk hypen sive ind i dine ører!

Konkurrencen løber indtil mandag den 30. januar klokken 12.