“Jeg har ingen drøm om at blive popstjerne”

På SPOT-festival er der altid god mulighed for at scoute nye talenter og få nogle spændende interviews i kassen. Det er i høj grad en mulighed, vi aldrig lader gå forbi os på Regnsky! Jeg fik en aftale med Molina, som jeg selv er blevet stor fan af, og jeg mødte hende lige efter hendes koncert til Tambourhinocerus’ day party i Dome of Visions til en snak om mennesket bag Molina med Århus havn som baggrund.

Vil du ikke lige introducere dig selv?

  • Jeg hedder Rebecca Molina, og jeg er skaberen bag projektet Molina, og jeg producerer og mixer alt selv. Jeg får det dog mastered. Det kan jeg ikke finde ud af. Jeg kan godt lide at være den, der laver hele processen.

Fuld kreativ kontrol?

  • Præcis!

Er det ikke svært, når man skal spille live så?

  • Jo, men jeg har faktisk fundet nogle bandmedlemmer, som forstår min musik rigtigt godt. Når vi spiller live, kommer de også med inputs, og når vi øver, så har jeg også taget nogle af deres ting med ind i mine indspilninger. Jeg laver grundidéen, og så tager vi det med i øveren, og så kommer de med nogle inputs.

Jeg så du spillede sidste år også – hvordan er det, at komme tilbage?

  • Det synes jeg er mega fedt, og jeg har faktisk glædet mig meget mere til i år, end jeg gjorde sidste år.

Hvorfor?

  • Fordi jeg skal spille med band, og jeg skal spille på Atlas, og jeg skal spille solo, og der er sket rigtigt meget, og jeg har lavet en masse nye sange, som jeg skal udgive på mit album her næste år.

Så du er generelt ret glad for SPOT-festival?

  • ELSKER Århus. Jeg synes, det er så dejligt. Noget af min familie bor her også, så dem får jeg også lige set.

Har du gjort noget anderledes i forhold til sidste år?

  • Ja, jeg har nye sange med, men så har jeg også købt en masse nyt gear, så der sker mere i mit solo-setup. Jeg spiller på lidt flere ting, fordi jeg har mest lyst til at spille frem for bare at stå og synge. Og det gør jeg også med bandet, selvfølgelig, som er med. Sidste år var det en duet med min guitarist og mig.

Men du siger, at du meget hellere vil spille end at synge?

  • Nej, jeg kan bare godt lide, at jeg også spiller, jeg har ikke bare lyst til at stå og synge. Jeg vil gerne være en del af bandet, fordi det ligesom er mig, der har lavet al musikken, så det er vigtigt for mig, at jeg også spiller med.

Er dit fokus Danmark eller internationalt?

  • Det er helt sikkert internationalt. Jeg har lige været i England i to uger og møde nogle fede mennesker og få et overblik over, hvor jeg har lyst til at spille, og hvem jeg skal kontakte. Jeg synes, de har en helt vildt fed scene, som jeg passer ind i.

Hvilken scene er det?

  • Det er den der new wave/80’er-undergrundscene.

Hvad ligger til grund for din 80’er lyd?

  • Jeg har bare lyttet rigtigt meget til den slags musik. Jeg startede selvfølgelig med Depeche Mode og New Order og alle de store bands, men jeg lytter også rigtigt meget til dark wave-bands fra 70’erne. Jeg har altid lyttet meget til det, så det er grunden til, at jeg lyder, som jeg gør. Det gør bare et eller andet i mig.

Så du har lidt engelsk fokus?

  • Ja, men jeg vil også gerne spille herhjemme!

Ja, klart. Det ene udelukker heldigvis ikke det andet. Det er bare altid interessant at vide! Nu synger du jo på engelsk.

  • Ja, og jeg har faktisk lige lavet en sang på spansk.

På spansk?

  • Ja! haha. Det er fordi, jeg er halvt chilener.

Ja ok, så giver det jo meget god mening! Så du snakker spansk?

  • Ikke særligt meget.. Men jeg har skrevet en sang på spansk. Dog meget simpelt. Det er noget, jeg længe har haft lyst til at prøve.

For at komme ind på det chilenske marked, eller?

  • Næ, bare fordi, jeg synes, det lyder flot. Jeg synes, at hvis man synger på andre sprog, som f.eks. tysk, fransk eller spansk, så udelukker det ikke at være international. Sådan virker det dog, hvis man synger på dansk.

Ja, det er et lille sprog.

  • Det er jo det. Og jeg synes bare, at spansk er virkelig flot, så det skulle jeg lige prøve!

Er det en, der lige er udkommet, eller?

  • Nej, det er bare en, jeg lige lavede i sidste uge. En lille skitse.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig, hvad drømmen er med “Molina”-projektet?

  • Jeg vil bare gerne ud og spille en del med bandet og få et set oppe og køre, som vi er trygge i. Det hele er stadig meget nyt, så det er stadig lidt shaky, og jeg glæder mig til, at vi bliver rustet mere sammen. Og så kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig at ramme det internationale markede. Især England. Og så komme ud og spille i udlandet. Egentlig vil jeg bare gerne vågne op og så vide, at mit arbejde er at sidde og skrive musik, fordi det er det, jeg elsker.

Så du vil gerne opnå så meget succes, at du kan købe dig selv fri?

  • Ja, bare arbejde med musik, men jeg har ikke en eller anden drøm om at blive en popstjerne. Det har jeg faktisk ikke lyst til. Jeg gad bare godt, at kunne leve af det, så det kørte rundt.

Hvordan vil du gerne have, at folk de tager imod din musik?

  • Når jeg laver musik, så tænker jeg ikke så meget. Jeg kommer nærmest ind i en trance, hvor jeg ikke tænker, men hvor jeg bare er i det. Det kunne jeg godt tænke mig, at de folk der lytter til min musik også kom i. Sådan så man glemmer tid og sted, men bare er i en boble, hvor man ikke tænker over alt muligt, men bare er i musikken.

Så du vil gerne sprede den følelse, du selv får, når du laver musik?

  • Ja, men det er også fint nok, hvis de ikke får den, og hvis de bare får lyst til at danse eller bevæge sig, fordi der er en puls i musikken. Bare de kommer til at føle et eller andet.

Er der forskel på Rebecca og på Molina?

  • Nej, det er bare mig. Haha. Ej, når jeg skal spille live, så bliver jeg lidt genert. Det er jeg egentlig ikke normalt.

Er der noget du har lyst til at sige til, ja, jeg vil gerne sige verden, så mange er der heller ikke, der læser Regnsky?

  • Ja, I må ikke kalde mig en sangerinde!

Nej, du er mere holistisk end det?

  • Ja præcis!

Og på den note siger jeg tak til MUSIKEREN Rebecca Molina for en god snak, og jeg ser meget frem til at følge med i din fremtidige karriere!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Rasmus guider: Tips til din SPOT-festival!

Det er tid til at Danmarks hippeste by igen indtages af undergrundsmusikhungrende mennesker! Sorry, København, men..

SPOT-festivalen er over os, og selvom man år efter år hører historier om dengang, The Raveonettes blev opdaget (eller SPOTtet), så føles det musikalske udbud altså ret etableret efterhånden, og det er ikke nødvendigvis en negativ ting. Selvom SPOT er en brancheorienteret festival, har den enormt meget at byde på for den alment interesserede musikgænger. Fra world-musik over indie-tude-rock til det nyeste hiphop. Den elektroniske fane (i år vildt dedikeret til techno) over synthpoppens caribiske rytmer til den vildeste art-pop. Puha, det er svært at finde rundt i SPOT’s udmattende program allerede. Derfor har jeg taget mig tid til at plukke nogle artister ud, som jeg synes, du skal give et ekstra lyt og prioritere, når du befinder dig på den fantastisk byfestival, som SPOT er.

En lille disclaimer: Du skal selvfølgelig se Fugleflugten, Motorique og Athletic Progression. Det er tre Regnsky-favoritter, som den trofaste læser vil bide mærke i. Netop derfor holder jeg mig fra at skrive yderligere om dem, end at de selvfølgelig burde være et obligatorisk kryds på din SPOT-liste. De spiller hhv. 19.30 lørdag på Scandinavian Congress, lørdag 18.10 på Aarhus Volume og fredag 16.30 på Aarhus Volume.

Here goes (i tilfældig rækkefølge):

Ecstasy In Order

De kære drenge fra Ecstasy In Order er noget af det bedste nye musik, jeg har opdaget i år. De er blevet booket til Roskilde Festival og SPOT, og de er værd at sætte kryds ved. Deres musik trækker på gamle genopstandne lyde fra 80 og 90’erne, og jeg vil gerne vædde med, at du ikke kan stå stille, når du hører tonerne af “Halcyon” og “Aliasing”. Jeg har desuden lavet et interview med dem, der udkommer senere denne uge.

Det sker: Fredag kl 22.45 på RADAR!

SPOTify:

Molina

Den dygtige, dygtige Molina. Det første, alle siger om Molina, er, at Elton John er vild med hendes musik! Og sikke en cadeau. En af de største i branchen bifalder musikken. Jeg vil dog lige hoppe ud over den åbenlyse vinkel og så bare lade musikken tale for sig selv. Molinas “Salvation” hang fast i mine ører med det samme, og den har ikke villet slippe siden.

“Jamen, Rasmus. Ecstasy In Order spiller jo samtidig med Molina – hvad skal jeg gøre, nu hvor jeg selvfølgelig slavisk ønsker at følge dine anbefalinger?!”

Frygt ej! Molina spiller nemlig to koncerter under SPOT. Den første er under TAMBOURHINOCEROS day party i Dome of Visions og den anden er Fredag 22.45 på Atlas.

SPOTify:

Og Molinas nyeste single “Hey Kids” slipper I ikke for:

GENTS

Theis og Niels er ikke de mest upandcoming navne på årets SPOT-festival. De har spillet på Roskilde, og de har netop spillet en meget anmelderrost koncert på Hotel Cecil efter at have afsluttet deres Europa-tur med koncerter hele vejen fra Island til Rusland. Faktisk er de brandvarme, og det er derfor en mulighed for at opleve GENTS i topform, og det vil jeg råde dig til ikke at gå glip af.

Det sker: Lørdag 16.40 i Scandinavian Congress

SPOTify:

TAN

Hvis min forelskelse i synthpop ikke var klar for enhver nu, så vil jeg lige smide TAN i bunken også. Deres musik rider på bølgen af synthwave, der startede med Kavinsky og resten af Drive-soundtracket – og de gør det godt! Jeg har ladet mig fortælle, at de har et helt fabelagtigt show til deres koncerter, og deres Roskilde-booking bakker op om, at dette er en koncert, du ikke vil gå glip af.

Det sker: Lørdag 00.15 på Atlas

SPOTify:

Århus Techno District

Er der noget bedre end at stå i en mørk kælder og høre monoton elektronisk musik, mens man vifter lidt med armene og træder frem og tilbage i en techno-induceret ekstase? NEJ – mener jeg! Andre vil måske komme med kontroversielle bud som “Fødslen af sit første barn” eller “Bryllup”. Men næææ, nej. SPOT har overordentligt meget techno på programmet i år. Faktisk har Århus Techno District fuldt program både fredag og lørdag, og det gør mig så glad at se, at der er gang i den danske technoundergrund.

Hvis du ikke kan lokalisere mig fredag & lørdag den 10-11. maj, så er Skovgaardsgade 5A et virkelig godt bud. Specielt ser jeg frem til at høre italienske Andrea Martini! Link til eventet: her.

Jeg håber, I også vil lade tilfældighederne råde på SPOT, fordi det bedste kan tit findes i det ukendte og overraskende. Dette opdagede jeg, da jeg fik forvildet mig med 30 andre til en koncert med den finske rapper Tuuttimörkö – det var den bedste oplevelse på 2017-festivalen – udover vejret.

Vel mødt! Vi ses på SPOT!

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Regnsky anbefaler: VEGAs Udvalgte 2018

Vegas Udvalgte 2018 Regnsky

Et nyt år betyder en ny omgang VEGAs Udvalgte, og traditionen tro er der lagt op til en aften i fællesskab med nogle af landets absolut største talenter fra det danske vækstlag. VEGAs Udvalgte 2018 finder sted på, surprise, Lille VEGA fredag den 26. januar, og herfra kan der kun lyde en kæmpe anbefaling om at dukke op – uanset om du kender de optrædende artister eller ej. En af dem kunne jo være den nye eller den nye CHINAH

Men hvis du alligevel gerne vil vide lidt mere om, hvad du går ind til, så vil jeg herunder guide til mine tre favoritter blandt årets seks navne.

Molina
Synthpopperen Molina er nok den artist, jeg er allermest spændt på at opleve til VEGAs Udvalgte. Jeg så hende live for første gang for snart et år siden til en showcase i Absalon, og ved den lejlighed var der både masser af gode takter og en hel del plads til udvikling i hendes livelyd. For der er absolut ingen tvivl om, at Rebecca Molina har talent, hvilket alle, der har lyttet til debut-EP’en “Corpus”, må være enige i. Nu håber jeg så bare, at hun for alvor formår at brage igennem den 26. januar, som så mange andre har gjort før hende til VEGAs Udvalgte.

Minder lidt om: Grimes

Lyt på forhånd til: Salvation

Fugleflugten
Faste læsere af Regnsky vil vide, at Fugleflugten ikke er “fucking shoegaze”, men VEGA har alligevel dristet sig til at beskrive den fænomenale danske kvartet som “klassisk shoegaze”. Jeg vil bare nøjes med at kalde dem det formentlig mest stilsikre band blandt årets seks talenter, og som dem, jeg er allermest sikker på, vil give mig en fantastisk musikalsk oplevelse til den traditionsrige showcase. De har allerede to EP’er på CV’et, og selvom den nyeste af de to – “Bølgevækker” – har givet dem mest opmærksomhed, vil jeg alligevel anbefale, at man først og fremmest tjekker “Aftenpragtstjerne” ud. Men hey, tjek nu bare begge EP’er ud!

Minder lidt om: The Cure

Lyt på forhånd til: Ensom Galakse

Drew
Jeg slutter mine anbefalinger af med årets absolut mest ubeskrevne blad i form af sangerinden Drew. Hun har endnu ikke udgivet en eneste single, men alligevel har hun allerede opbygget en ganske solid fanbase efter supportjobs for Duné og Alex Vargas samt en ganske udmærket optræden på sidste års SPOT Festival. Hendes musik lægger sig op af andre kvindelige solister som Banks, Charli XCX og Halsey og kan vel bedst beskrives som legende popmusik med attitude. Det, jeg har hørt indtil videre, er utroligt lækkert, og jeg glæder mig til at se, hvor meget hun har rykket sig siden SPOT.

Minder lidt om: Banks

Lyt på forhånd til: Runner

Det var mine tre anbefalinger forud for VEGAs Udvalgte 2018, men jeg glæder mig så absolut til at opleve alle seks optrædende. De tre resterende artister er den stærke vokalist Jada, sidste års P3-darlings Vera og TAN med det yderst seværdige sceneshow. Køb så billet og duk op den 26. januar! Det vil du ikke fortryde.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.