Månedens bedste tracks: Februar 2019

Februar er overstået, foråret står for døren, og som sædvanligt ser Regnskys skribenter tilbage på den forgangne måned med et overblik over de numre, der var med til at forme den. Denne gang er det blevet til ti numre, og man kan på listen finde alt fra Gents og Girls In Airports til Skee Mask og videre til hårdtspyttende Freddie Gibbs.

Kenton Slash Demon – Tik-Tik

Tik-tak, tiden går, og det har været svært at vente på den danske techno-duo Kenton Slash Demons nye ep, Oli. På tracket Tik-Tik opstår et elektronisk lydbillede af en skrattende græshoppesværm, der frembringer ætsende tonegnidninger med baglårene. Rytmen er repetitiv (næsten en anelse for meget) og sitrer i samtlige fem minutter – kun afbrudt af en enkelt pause, hvorefter den akkompagneres af hule ‘panfløjte-ekkoer’. Lydbilledet passer perfekt til den simple musikvideo, hvor blade badet i noget, der kunne ligne babyolie, synkront slanger sig op og ned i en ‘elektronisk dance’. Et stærkt nummer, hvor rytmen ikke kan udelukke en inspiration fra Jaars – Mi Mujer. (Laura Fromm)

Girls in Airports – Rold Skov
Har du også altid drømt at besøge Rold Skov, men aldrig fået det gjort, fordi Nordjylland simpelthen er for langt et smut på en søndagsudflugt? Så frygt ej. Det  ceremonielle og minimalistiske jazzband Girls In Airports, som gav en forrygende koncert på Hotel Cecil tidligere på måneden, tager dig med på en hypnotisk skovtur, der er ligeså skøn som optagelserne fra det himmerlandske naturområde i musikvideoen. Med en hæsblæsende saxofon og halvdystre men også lyse rytmer kommer vi helt ind i skovens mørke muld og bliver samtidig løftet højt op over trækronerne i et smukt og opbyggeligt toneunivers. (Laura Fromm)

Freddie Gibbs & Madlib – Flat Tummy Tea

Der er noget, der tyder på, at 2019 kan blive året, hvor vi får den længe ventede opfølger på Freddie Gibbs og Madlibs mesteralbum Piñata fra 2014. Flat Tummy Tea er i hvertfald en spændende teaser, der bestemt holder niveau med de tidligere skæringer. Gibbs leverer rap i maskingeværstempo over Madlibs tunge produktion, der ændrer karakter halvvejs gennem nummeret og giver mere plads til Gibbs, der klinger en anelse som DMX på nummeret. (Nikolaj Boesby Skou)

Bibio – Curls

Jeg forelskede mig i Bibio på gennembrudsalbummet Ambivalence Avenue fra 2009 og i særdeleshed den charmerende Lover’s Carvings, men så mistede jeg alt to år senere på Mind Bokeh og det fjogede, corny og tenderende åndssvage midt-00’er-ironisk-poprock-track Take Off Your Shirt, og siden da har jeg faktisk ikke givet Stephen James Wilkinson en ny chance. Indtil nu, hvor den engelske producer er aktuel med det kommende album Ribbons, hvorfra førstesinglen Curls har fanget min opmærksomhed. Bibio varsler, at albummet er en akustisk genopdagelse af 60’er- og 70’er-psykadelika, soul, ambient og field recordings, og det er præcis denne kombination, der venter lytteren på Curls – krydret med Bibios genkendelige lo-fi-skramlede guitar og et overraskende fingerspids Ringenes Herre-på-besøg-i-Herredet-violinspil. (Morten Bruhn)

Skepta – Wish You Were Here

Grime-godfatherne Skepta og Wiley har haft en mindre beef over Instagram de seneste par måneder. I et forsøg på at få talt ud, tog Skepta til Wileys fødselsdag, men Wiley dukkede ikke selv op, hvilket pissede Skepta af. Det kom der diss-tracket ‘Wish You Were Here’. Hvis nummeret er det første i en lang beef, må den godt fortsætte i lang lang tid, for det får det bedste frem i Skepta. (Nikolaj Boesby Skou)

Skee Mask– 808AB

Skee Masks 2018-album Compro blev på nærværende side hyldet som et af årets bedste albums – og måske også et af årtiets bedste – og nu er den tyske techno-producer klar med første udspil siden da med ep’en 800BB. Her er det pladens lukkenummer, 800AB, hvor Skee Mask bare fortsætter i samme stil fra Compro med sin lige dele indviklede og rørende techno-electro-breakbeat-lyd. Skee Mask kan ikke gøre noget forkert. (Morten Bruhn)

Octavian feat. Skepta & Michael Phantom – Bet

Brandvarme Octavian har fået fint besøg af Michael Phantom og den levende legende Skepta på den benhårde Bet. Et simpelt men hårdtslående beat tvinger de tre rapper til at spytte korte og præcise linjer. Videoen er også værd at tjekke ud; den er holdt i sort/hvid, og det er umuligt at lade være med at nikke med i takt med briterne. (Nikolaj Boesby Skou)

Gents – Smoke Machine

Det er svært at beskrive instrumentet, og selvom det føles ufyldestgørende, er den nærmeste beskrivelse nok, at det lyder som en form for elektronisk tuba. Catchyness’en er kun overgået af omkvædets sang, der klæber sig fast til hjernen som fluer på en lort. Hør ikke nummeret to gange, hvis ikke du er klar på at have Smoke Machine så meget på hjernen, at du har svært ved at koncentrere dig om helt almindelige samtaler og praktiske gøremål. Gents er efterhånden ret populære, men det her kan være nummeret, der i kraft at både genkendelighed – men også et produktionsmæssigt fingerspitzengefühl og elegante detaljer – giver Gents det helt store gennembrud. (Mathias Gavnholt)

Modeselektor – Wake Me Up When It’s Over

Selvom begge er elektroniske, er der langt fra Aviciis Wake Me Up til Modeselektors nummer tyskernes seneste album, Who Else. I hvad der ligner en hyldest til Aphex Twin indledes sangen med forvrængede mandlige stønnelyde som baggrund til lækre layers, der stille og roligt bygger op, som man kender det fra Modeselektors mere “rolige” numre. Nummeret peaker ved at flå lytteren ud af velværen og ind i ny lydboble af trommer i sjette gear og tunge synths, der kører i syvende eller ottende. Der er sket meget, siden tyskernes klassiske komponister dominerede musikscenen, men på trods af at lyden er anderledes, føles Wake Me Up When It’s Over langt hen ad vejen mest af alt som en storladen komposition. (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde giver os programmet til at skabe de nye legender

Når jeg har talt om Roskildes fremragende program, har nogle af mine venner rynket en smule på næsen og sagt “ja ja, techno og tudeindie, det er fint nok alt sammen, men hvor er legenderne, som vi ved kan håndtere Orange Scene?”. Med det har de ment “Hvor er Neil Young/Bob Dylan/The Who/Kraftwerk/Rolling Stones” – forsæt selv listen af 60’er/70’er-artister, der har defineret de tre store hovedgenrer; rock, folk og techno. Jeg har sagt “tsk, tsk” og vendt øjne diskret. Og så er jeg kommet med en række argumenter.

For jeg synes, at kritikken er forkert. Roskilde har for vane at forvænne sit publikum, gøre dem for godt vant. Det er fra det perspektiv, mine kritiske venner har talt. På Roskilde får vi i pose og sæk. Hvert år, dette inklusiv. Både af hovednavne, der flyves ind, og de purunge, der knap nok kan krybe op på scenen. Vi får kæmpe popnavne (The Weekend), og vi får obskur country (hør lige Margo Price). Vi får den store, samlende Orange-fest (Den Sorte Skole), og vi får intime oplevelser i de mindre fællesskaber (jeg anbefaler Bicep, aYia og Kink, hvis du har brug for elektronisk, Cancer, Angel Olsen, Jenny Hval, Hamilton Leithauser og Julia Jacklin, hvis du har brug for “rocken”). Og vi får ikke mindst altid udfordrende overraskelser, der giver stor glæde, netop fordi oplevelsen ikke var forventet.
Roskilde med til at skabe musiklyttere og mennesker, som går det ukendte i måde med åbent sind, lader sig rive med af det anderledes og som tør stole på, at andre vil dem det gode – både Roskildes bookere, arrangørerne generelt, anbefalingsgivere og ens medmennesker, om det er venner eller folk man ikke kender, men som man på Roskilde er i et nært fællesskab med. Ja, Roskilde Festival lever op til sin formålsparagraf, lad os bare sige det sådan.

Når mine venner har beklaget sig, har jeg sagt, at deres reaktion er et bevis på det modige ved årets Roskilde-program. Programmet udfordrer det forvendte publikum, som mener, at der skal være en særlig type hovednavne. Det udfordrer tankegangen om, at legender var nogen, der levede for 40-60 år siden. Indflydelsesrige musikanter har også eksisteret efterfølgende (og der er flere af dem end Radiohead). De repræsenterer ofte bare mindre strømninger end de tre hovedgenrer. Det gør dem mindre altomfattende betydningsændrende, ja. Men de store, revolutionerende artisters tid, den er forbi, hence fragmenteret forbrug og så videre.

Jeg er kommet mine venners kritik i hu ved at fremhæve de artister, jeg også her vil anbefale jer – artister, som er mit Roskilde-programs moderne legender og, som i min optik skubber til genregrænser og udvikler musikken, lige nu og de sidste 25 år fra deres respektive strømninger og et stykke ind i mainstream. Ja, det er tre navne på store scener, men et par anbefalinger til de mindre ting fik i ovenfor.

Arcade Fire – Lørdag kl. 22, Orange Scene

De fleste havde nok forsvoret, at mine største Roskilde-anbefalinger ville være til Orange Scene. At det er tilfældet vidner om, at genrer til venstre for mainstream nu kan få store menneskemængder til at strømme til. Og det er i den grad gladeligt for en musikalsk diversitet. I Arcade Fire har vi 00’ernes i min optik vigtigste rockband – hvad Radiohead var i 90’erne, har Arcade Fire været i 00’erne. Da det canadiske musikerkollektiv debuterede med den Funeral i 2004 gjorde bandet orkesterinstrumenter som strygere og blæsere comme il faut i alternativ rock – behøver jeg at argumentere for, at det har haft en temmelig signifikant indflydelse?

Opfølgeren Neon Bible fra 2006 imploderede for mig lidt i sine dystopier, men rykkede en samfundsbevidsthed tilbage i rockmusikken, som den orkestrale indie måske havde glemt på himmelfarten mod utopisk skønhed. Med The Suburbs fra 2010 gik Arcade Fire på hugst i rockhistorien – titelnummeret og “Wasted Hours” svinger som et Kinks-nummer, mens “We Used To Wait”‘s strygercrescendo næsten er en selvrefleksion.

Selvom Arcade Fire er et band i konstant udvikling, og at bandet selv referer til debuten understreger på den måde dens indflydelse – og så peger netop “We Used To Wait” og det lidt aparte “Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)” med deres næsten housede rytmik frem mod Arcade Fires seneste album, Reflektor fra 2015. Her hvirvler referencerne fra de foregående fire albums kaleidoskopisk rundt i hinanden – mest fornemt på titelnummeret og min personlige favorit “Afterlife”, hvor intet andet end congas giver mig galopenergi til at gøre alt jeg kan for de fællesskaber, Arcade Fires strømmer fra, kæmper for og som Roskilde både skaber og former medlemmerne til.
Setlisterne fra Arcade Fires foreløbige festivalshows viser en forrygende samling af alle albums bedste numre, og bandet har, bl.a. på i syndfloden på Roskilde 2007, bevist sig som et fuldstændig eminent liveband. Og i mellemtiden er Arcade Fire blevet verdens største alternative rockband. Behøver jeg at sige, at Arcade Fire meget vel kunne bliver den ultimative Orangekoncert?

Moderat/Modeselektor, lørdag kl. 00:30, Orange Scene

Bliv på Orange når Arcade Fire er gået af. Eller – gå i drinksbaren til højre for scenen. Roskilde har jo alle dage været glade for traditioner, og det ser ud til, at en ny er ved at etableres: at sen lørdag aften på Orange er en elektronisk fest for de musikinteresserede, som giver programmet et ekstra tjek – sidste år tilfaldt pladsen LCD Soundsystem, i år Moderat/Modeselektor, og det er ingen Major Lazer. Men selvom Moderat/Modeselektor næppe et navn, som ringer klokker hos alle de 130.000 mennesker på pladsen, er de en fremragende booking. Derfor lad os få konstellationen på plads: Modeselektor er en berliner-technoduo af den rimelig tunge slags, både i anseelse og i indflydelse, for duoen har siden 2005 givet den rene techno baghjul med uortodokse introduktioner af glitch, breakbeat og jungle. Moderat er Modeselektor sammen med Sasha Ring, der går under kunstnernavnet Apparat. Apparat er melankolikerens techno. Det er dybt, ofte langsomt, med Rings følsomme vokal og guitar i front. Apparat er det kuldegysningsfremkaldende smukke møde mellem menneske og maskine, følelsesmættet og intenst. Og så står Apparat bag et af mine personlige top-3 elektroniske numre, Sayulita” (læs teenage-Evas beretning om det nummer her). Som Moderat smelter Modeselektors dansegulvstække og Apparats tænksomhed sammen, og artister som Sekuoia eller Av Av Av havde nok ikke lyt som de gør uden.

Moderat/Modeselektor er en genial booking af flere årsager. Lad os starte med deres Roskilde-historik: Da Moderat lukkede den hedegangne Cosmopolscene lørdag nat klokken 04:30 i 2010, gik publikum fuldstændig flyvende ud af teltet. Da de spillede søndag kl. 20 på Arena i 2014 blæste særligt det visuelle show fra Pfadfinderei, som vist nok også er med i år. Da Modeselektor bankede luften ud af den i 2012 elendige, oppustelige Apollo-scene med en dansefest af dimensioner, der blev moshet.
Til Moderat/Modeselektor får du også et af Roskildes hovednumre: at de får artister til at lave helt særlige shows – normalt spiller Moderat og Modeselektor ikke samtidig. Men det gør de til denne tre-timers seance med særligt lys- og lasershow på Orange, lørdag nat. Der er grund til at glæde sig.

Slowdive, lørdag kl. 18, Avalon

Jeg har også fremhævet at legender godt kan findes efter 70’erne. De kunne eksempelvis være Slowdive eller The Jesus And Mary Chain, som repræsentanterne til slut 80’er/stat 90’ernes støjpop, der i den grad har haft indflydelse på mangt en pjuskhåret indiemusikant, og som begge er reunion-aktuelle med gode album. Særligt for Slowdive understreger genkomsten, at Slowdive gennem sit 25 år lange fravær blot er blevet et større band end i sin først periode – måske med god grund, for leder man efter et band, som har formået at træffe musikalske valg, der gør Slowdive til et fremragende forbillede. På det aktuelle,  selvbetitlede album udvider Slowdive sin musiks univers mellem skønmalende guitareffekter og mumlevokal, mest bemærkelsesværdigt i i rytmesektionen. Her har Simon Scotts trommespil fået en mere fremtrædende rolle, som på selv en fjerlet svævende skæring som “Don’t Know Why” og årets bedste single “Sugar For The Pill” giver en distinkt grounding og bliver et prototypisk eksempel på Slowdives evne til at skrive musik så smuk, at den er tragisk.

Og så en række contenders…

Når mine venner har kritiseret legendemanglen i Roskilde-programmet og så videre, har jeg også nævnt Solange for sin clean R’n’B, som uden aggression, men med direkte italesættelse får racespørgsmål italesat. Nicolas Jaar har siden sit første hit “Mi Mujer” kombineret techno med minimalhousens melodik fra særligt vokal og skiftevis cumbia-rytmer og jazz-indfald som saxofoner. Nicolas Jaar er i min optik bedst, når han tager fra især elektroniske genrer og forener dem i et super detaljeret, men minimalistisk univers som på 2015-singlen “Fight” – læs mere om det nummer her. Til rock-folket som virkelig savner Neil, Bob og Bruce kan Hamilton Leithauser måske være et plaster på såret. Som frontmand i The Walkmen var Leithauser en af de absolut mest karismatiske frontmænd på 00’ernes alternative rockscene og i front for sit senest projekt i samarbejde med produceren Rostam, skruer Leithauser endnu mere op for de enkelte numres egne visioner – bare lyt hør 60’ernes genklang på “Rough Going”. Eller til den næsten Cohensk simple “In A Black Out”, som sammen med hele Angel Olsens koncert kan give dig din det-lyder-som-en-hvid-mand-med-guitar-genredosis på fashionabel vis.

Så: lad os summe op. Årets Roskilde-program myldrer ikke med de store legender i toppen af programmet, men er et væsentligt indspark i en bevidstliggørelse om, at legender er noget, man selv er med til at skabe gennem eksempelvis sin programlægning som festival og sin lydhørhed som publikum. Roskildes publikum er lydhørt, opbakkende og tillidsfuldt mod festivalbookernes valg. På Roskilde er de betydningsfulde musikere også nogen, der dannes i 90’erne, i 00’erne og i dag. Gå på jagt efter dem og de nye. God festival!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde 2012 – Mortens anbefalinger

Roskilde Festival er tilbage, og alt ser ud til at være, som det altid har været. Cateringselskaberne har overtaget madboderne, allierede med de arbejdsomme (og til tider småberusede) frivillige, der blot prøver at arbejde sig frem imod den gratis festivalbillet, det kaster af sig. Priserne er i selv samme madboder urimeligt uproportionale i 80 % af tilfældende, og i campingområderne kører der i hver agora – på hvilket som helst givet tidspunkt – mindst tre numre, direkte revet ud af de seneste tyve års dance charts. Og så har vi, heldigvis, også alt det smukke ved festivalen.

Men ikke alt ser ud til at fungere ligesom tidligere år, og det er derfor jeg bliver ved med at komme tilbage. I rampelyset står det alsidige musikprogram stadigvæk som Roskilde Festivals største kvalitet og funklende stjerne, og jeg er spændt på at kunne bevæge mig fra bragende pompøse koncerter på Orange Scene, prydet af programmets absolutte topnavne, over til indendørsscenen Gloria, der med plads til 1.200 publikummer repræsenterer Roskilde Festivals alsidighed mere end festivalens seks andre scener. Dette år bliver mit femte i streg, og ligesom foregående år bør man fra torsdag til søndag udskifte de (uundgåeligt nødvendige) gummistøvler med kondisko, hvis man ønsker at nå så mange koncerter som muligt. Jeg har taget mig friheden til at præsentere, hvad der i min personlige kikkert bliver nogle af de individuelle sceners højdepunkter.

Apollo

Højdepunkter: Modeselektor (DE), Rockwell (UK), Commix (UK), Addison Groove (UK), Korallreven (SE), Blondes (US), Lone (UK), Martyn (NL)

Apollo er Roskilde Festivals seneste scenesatsning, der sammen med Pavillion Jr. er de eneste scener, der byder på musik både i opvarmningsdagene og under selve Roskilde Festival. Apollo styrke er dens mobilitet, og i opvarmningsdagene bliver scenen med den kuriøse hoppeborgsfacade trukket rundt og placeret i forskellige agoraer i campingområdet. Tirsdag giver Beastie Respond koncert, og efter at have hørt ham flere gange på mindre spillesteder i det københavnske, er jeg sikker på, at Apollo vil tage varmt imod producerens retrofuturistiske, eskapistiske og yderst vellydende drum & bass.

Dreams & Reality / Lonely Ride by Beastie Respond

Torsdag og helt frem til søndag spiller artister fra den mere veletablerede del af den elektroniske scene på Apollo, hvoriblandt flere allerede tidligere har stiftet bekendtskab med det danske publikum. Jeg ser særligt frem til at finde ud af, om Blondes, Commix og Rockwell kan genskabe den samme særlige stemning som de har gjort det på Dunkel i København, men hvis deres bagkatalog efterlader nogle spor af, hvordan oplevelsen bliver, er der utvivlsomt nogle gode koncerter i vente.

Modeselektor er langt fra at være et ubeskrevet blad, hverken i miljøet for elektronisk musik eller i miljøet omkring Dyreskuepladsen. I 2010 leverede tyskerne sammen med Sascha Ring (aka Apparat) en fænomenal koncert en sen lørdag aften, styret af både fest og dybtklingende indhold. Sidste år udsendte duoen den fænomenale LP ‘Monkeytown’, der favnede meget bredt, og det skal blive spændende at se, om placering af Modeselektor på Apollo vil være en fejlplacering eller ej.

Arena

Højdepunkter: The Shins (US), Paul Kalkbrenner (DE), M83 (FR), Friendly Fires (UK), m.fl

Med festivallens næststørste publikumskapacitet præsenterer Arena selvsagt artister, der er lige under – og i nogle tilfælde ikke langt fra – Orange Scene-artisternes renommé og historie. I modsætning til tidligere år er Roskilde Festival gået væk fra at booke den helt store folkefest indenfor EDM-scenen (tidligere med optrædener fra Deadmau5, The Chemical Brothers og Trentemøllers eklektiske DJ-set fra 2009). Skulle man som festivalgænger derfor føle sig snydt for lå lålå-festen, vil man helt sikkert finde trøst hos tyske Paul Kalkbrenner, Tysklands muligvis største eksportvare indenfor kategorien ‘bredtfavnende, melodisk techno med flair for underbeviste melankolske tendenser’. Kalkbrenner spiller sent lørdag nat, men har man set (scener fra) den lettere tåbelige spillefilm ‘Berlin Calling’ med Kalkbrenner selv i hovedrollen, ville man muligvis gerne have ønsket en koncert, som ville finde sted under skyfri himmel midt om eftermiddagen. Men da vejret ikke ser ud til at være med os på noget givent tidspunkt, vil en sen nattefest være det næstbedste alternativ.

The Shins og M83 er nærmest vanlige gæster på denne blog, og vi ved mere eller mindre, hvad begge artister står for. Sidste år udsendte franske M83 albummet Hurry Up, Where Dreaming, franskmandens hidtil bedst sælgende af slagsen. Ligesom med The Shins’ Port Of Morrow, vil det blive en kærkommen mulighed for undertegnede at dykke yderligere ned i seneste værker, jeg endnu ikke har fået udforsket til fulde. Nyere koncertanmeldelser af både The Shins og M83 allieret med et energisk liveband taler sit tydelige sprog; uforglemmelige oplevelser på dette års festival er i vente.

Orange Scene

Højdepunkter: Bruce Springsteen & The E Street Band (US), The Roots (US), The Cure (UK), Björk (ISL), m.fl

Ingen smalle steder her på bloggen. Bruce Springsteen og hans evige følgesvende The E Street Band bliver et personligt must. Ligesom alle andre mennesker har det, vil man om mindst én kunstner føle et personligt bånd, der udblomstrer af familiære relationer, og dette er også historien med Bruce og jeg. Koncerten på lørdag bliver min første med amerikaneren, hvorimod mine forældre nok kan tælle mindst 15 tilsammen og igennem min levetid tælle endnu flere situationer, hvor jeg har afvist deres ord på, at Bruce Springsteen er manden (eller bossen, om man vil). Med frygt for at dette møde bliver tårefremkaldende og personligt ømt, trasker jeg mod festivalens uden sidestykke største scene med konstateringen i baghovedet om, at jeg højest sandsynligt misser Addison Groove på Apollo, norske 120 Days på Odeon og slutteligt The Toddla T Sound på Cosmopol. Men man kan ikke altid vinde, og sådan er det nu en gang med spilleplanen på Roskilde Festival – men jeg skal nu nok vinde alligevel. Med forbehold for erkendelsen af, at Bruce Springsteen anno 2012 aldrig vil blive ligesom 80’ernes Bruce Springsteen, er denne koncert alligevel en af de allervigtigste opleveler, jeg skal have med mig fra festivalen.

Allerede torsdag kan man dog opleve engelske The Cure, der ligesom førnævnte Springsteen nyder stor, historisk anerkendelse. Bandet har ændret meget form i løbet af dets lange levetid, men der er stadig ingen tvivl om, at dette er et must see. Bandet har nærmest konsekvent udgivet et album hver fjerde år i de seneste 20 af slagsen, med 4:13 Dream som den seneste, fra 2008. Pladen modtog blandede modtagelser, men mon ikke man primært kommer til at høre bandets allerstørste schlagere. Dette ville uanset hvad være lig med mødepligt i min bog.

Er The Roots en fejlplacering på Orange Scene? Dette spørgsmål har jeg stillet mig selv de seneste par uger, men måske er min paranoia ubegrundet, også selvom at noget af det seneste, der er tilføjet bandets CV, er at være husorkester hos The Jimmy Fallon Show, hvilket ikke just er Orange Scene-materiale i sig selv. Men om de så skulle spille under broen mellem campingcenter øst og campingcenter vest, ville jeg stadig være forventningsfuld. Spørgsmålet er imidlertid, om bandet har den fornødne tiltrækningskraft hos det danske publikum. Spørgsmålet bliver besvaret lørdag, når det store band sent om eftermiddagen træder op på scenen.

Vi har at gøre med et særdeles solidt program i år – ingen tvivl. Det skal derfor blive spændende at få udforsket disse mangfoldige oplevelser, der er i vente, og jeg vil sammen med resten af Regnsky rapportere tilbage med anmeldelser fra nogle af disse fremhævede koncerter. Hav en rigtig god festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

om år 2009 og hvad det bragte med sig

Whitest Boy Alive på Roskilde 2009

Når sneen daler ned fra himlen og dækker landskabet som et tykt hvidt tæppe er det på tide at gå i vinterhi (eller bare indendøre) og i kombination med, at året 2009 er ved at gå på hæld, er det meget passende at reflektere over den forgangne år og hvad det har bragt med sig af musiske skønheder.

En tendens jeg har opdaget er, at alle de plader jeg har på min liste over årets bedste, har jeg først opdaget et betydeligt stykke tid efter deres udgivelse. Hvorfor ved jeg ikke, men mit bedste bud er, at det ligepludselig går op for mig hvor meget hype der er omkring pladerne og derfor tænker: “jamen så må jeg sgu da også lige få det tjekket ud.” – det bliver pladerne dog ikke mindre gode af, skulle jeg hilse og sige.
Om det er min mangel på aktualitet der også har gjort at jeg mere eller mindre har trukket mig tilbage fra bloggen er ikke til at sige. Det kan jeg faktisk ikke svare på. I nogle perioder ligger fokus bare helt andre steder, men derfor er det nu alligevel blevet til en lille anbefaling i ny og næ, og sådan bliver det nok også i det nye år.

moderat
Lad os få hul på festligehederne og lad mig starte med tyske Moderat, der i sensommeren slog benene fuldstændig væk under mig. Jeg købte pladen på en tur til Berlin og er stadig ikke træt af den, fordi den spænder så genremæssigt bredt. Kombinationen af Modeselektors hårde beatprogrammeringer og Apparats smukke lydbilleder åbnede mine øjne for “stille og rolig” techno, som samtidig kan fungere som bangers på en helt almindelig onsdag, hvilken Morten og jeg så ved selvsyn på Vega d. 19. august.

THE-WHITEST-BOY-ALIVE-RULES
Dernæst vil jeg nævne The Whitest Boy Alive, som ligeledes er en af de bands Morten og jeg har ‘in common’. Jeg er dybt dybt fascineret af den lyse og lette lyd, som det håndspillende houseorkester leverede såvel på albummet Rules, som på Roskilde’s Arena Scene i sommers.
En af årets sjoveste dj-oplevelser var desuden til Regnsky’s fødselsdag i sommers, hvor Erland Øye pludselig troppede op på dansegulvet og kvitterede med hans karakteristiske, slaskede discodans som kun han kan lave den.

fever-ray-cover_medium
Videre til Fever Ray, der må siges at være i en hel anden boldgade, men ligeledes en af mine 2009-favoritter.
Det er mere fordi pladen udfylder en særlig plads som også er vigtig, nemlig når man kommer hjem sent om natten og skal “varme ned” efter et job, eller en søndag, hvor tømmermændene gør det umuligt at høre andet end denne plade og Stella Polaris’ kompilationer.
Koncerten på Roskilde i sommers fik mig til at drømme mig langt væk ind i en bobbel på undervandsrejse.

mew-no_more_stories
Nu skal vi dog også have danske navne på banen, og årets danske rockalbum er efter min mening begået af Mew. Selvom forventningerne er tårnhøje, synes jeg stadigvæk de formår at være originale. De har indset, at der skal mere end et guitarriff og en rock1-trommerytme til for at lave rockmusik i 2009. Resultatet er en flot og ambitiøs plade, der pga. sin alsidighed heller ikke kommer til at kede mig det første lange stykke tid.

solrock
For at runde denne favoritrunde af, vil jeg nævne en udgivelse som fik rigtig mange tæv med på vejen. Anmelderne var ikke i tvivl om pladens kvaliteter, men i miljøet fik ElectroJuice en meget hård medfart. Det kan godt være, at Mads og Jakob ikke er så gamle endnu, men se nu bort fra det, og kig i stedet på hvad pladen kan. De er jo dygtige til deres kram, og beviser, at de mestrer en genre vi snart kommer til at se meget mere af i DK. Jeg er i hvertfald ikke i tvivl om, at de har en lys fremtid foran sig.

Dermed slut på 2009 for mit vedkommende. Fem meget forskellige favoritplader og et dejligt år at se tilbage på. Jeg glæder mig utrolig meget til at se hvad det nye år vil bringe med sig og har allerede nogle danske debutplader jeg ser meget frem til.

Tusind tak for i år
Kh Søren

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Daniel says:

    Vi glæder os allerede til at læse jer i 2010!
    – God Jul & Godt Nytår

    ElektroniskForum.

  2. alexander says:

    moderats og whitest boy alives nye album blev alt for oversete i år! så det glæder sgu at se dem her! udover det, er det sgu noget af et billede – hvem har taget det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?