Roskilde giver os programmet til at skabe de nye legender

Når jeg har talt om Roskildes fremragende program, har nogle af mine venner rynket en smule på næsen og sagt “ja ja, techno og tudeindie, det er fint nok alt sammen, men hvor er legenderne, som vi ved kan håndtere Orange Scene?”. Med det har de ment “Hvor er Neil Young/Bob Dylan/The Who/Kraftwerk/Rolling Stones” – forsæt selv listen af 60’er/70’er-artister, der har defineret de tre store hovedgenrer; rock, folk og techno. Jeg har sagt “tsk, tsk” og vendt øjne diskret. Og så er jeg kommet med en række argumenter.

For jeg synes, at kritikken er forkert. Roskilde har for vane at forvænne sit publikum, gøre dem for godt vant. Det er fra det perspektiv, mine kritiske venner har talt. På Roskilde får vi i pose og sæk. Hvert år, dette inklusiv. Både af hovednavne, der flyves ind, og de purunge, der knap nok kan krybe op på scenen. Vi får kæmpe popnavne (The Weekend), og vi får obskur country (hør lige Margo Price). Vi får den store, samlende Orange-fest (Den Sorte Skole), og vi får intime oplevelser i de mindre fællesskaber (jeg anbefaler Bicep, aYia og Kink, hvis du har brug for elektronisk, Cancer, Angel Olsen, Jenny Hval, Hamilton Leithauser og Julia Jacklin, hvis du har brug for “rocken”). Og vi får ikke mindst altid udfordrende overraskelser, der giver stor glæde, netop fordi oplevelsen ikke var forventet.
Roskilde med til at skabe musiklyttere og mennesker, som går det ukendte i måde med åbent sind, lader sig rive med af det anderledes og som tør stole på, at andre vil dem det gode – både Roskildes bookere, arrangørerne generelt, anbefalingsgivere og ens medmennesker, om det er venner eller folk man ikke kender, men som man på Roskilde er i et nært fællesskab med. Ja, Roskilde Festival lever op til sin formålsparagraf, lad os bare sige det sådan.

Når mine venner har beklaget sig, har jeg sagt, at deres reaktion er et bevis på det modige ved årets Roskilde-program. Programmet udfordrer det forvendte publikum, som mener, at der skal være en særlig type hovednavne. Det udfordrer tankegangen om, at legender var nogen, der levede for 40-60 år siden. Indflydelsesrige musikanter har også eksisteret efterfølgende (og der er flere af dem end Radiohead). De repræsenterer ofte bare mindre strømninger end de tre hovedgenrer. Det gør dem mindre altomfattende betydningsændrende, ja. Men de store, revolutionerende artisters tid, den er forbi, hence fragmenteret forbrug og så videre.

Jeg er kommet mine venners kritik i hu ved at fremhæve de artister, jeg også her vil anbefale jer – artister, som er mit Roskilde-programs moderne legender og, som i min optik skubber til genregrænser og udvikler musikken, lige nu og de sidste 25 år fra deres respektive strømninger og et stykke ind i mainstream. Ja, det er tre navne på store scener, men et par anbefalinger til de mindre ting fik i ovenfor.

Arcade Fire – Lørdag kl. 22, Orange Scene

De fleste havde nok forsvoret, at mine største Roskilde-anbefalinger ville være til Orange Scene. At det er tilfældet vidner om, at genrer til venstre for mainstream nu kan få store menneskemængder til at strømme til. Og det er i den grad gladeligt for en musikalsk diversitet. I Arcade Fire har vi 00’ernes i min optik vigtigste rockband – hvad Radiohead var i 90’erne, har Arcade Fire været i 00’erne. Da det canadiske musikerkollektiv debuterede med den Funeral i 2004 gjorde bandet orkesterinstrumenter som strygere og blæsere comme il faut i alternativ rock – behøver jeg at argumentere for, at det har haft en temmelig signifikant indflydelse?

Opfølgeren Neon Bible fra 2006 imploderede for mig lidt i sine dystopier, men rykkede en samfundsbevidsthed tilbage i rockmusikken, som den orkestrale indie måske havde glemt på himmelfarten mod utopisk skønhed. Med The Suburbs fra 2010 gik Arcade Fire på hugst i rockhistorien – titelnummeret og “Wasted Hours” svinger som et Kinks-nummer, mens “We Used To Wait”‘s strygercrescendo næsten er en selvrefleksion.

Selvom Arcade Fire er et band i konstant udvikling, og at bandet selv referer til debuten understreger på den måde dens indflydelse – og så peger netop “We Used To Wait” og det lidt aparte “Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)” med deres næsten housede rytmik frem mod Arcade Fires seneste album, Reflektor fra 2015. Her hvirvler referencerne fra de foregående fire albums kaleidoskopisk rundt i hinanden – mest fornemt på titelnummeret og min personlige favorit “Afterlife”, hvor intet andet end congas giver mig galopenergi til at gøre alt jeg kan for de fællesskaber, Arcade Fires strømmer fra, kæmper for og som Roskilde både skaber og former medlemmerne til.
Setlisterne fra Arcade Fires foreløbige festivalshows viser en forrygende samling af alle albums bedste numre, og bandet har, bl.a. på i syndfloden på Roskilde 2007, bevist sig som et fuldstændig eminent liveband. Og i mellemtiden er Arcade Fire blevet verdens største alternative rockband. Behøver jeg at sige, at Arcade Fire meget vel kunne bliver den ultimative Orangekoncert?

Moderat/Modeselektor, lørdag kl. 00:30, Orange Scene

Bliv på Orange når Arcade Fire er gået af. Eller – gå i drinksbaren til højre for scenen. Roskilde har jo alle dage været glade for traditioner, og det ser ud til, at en ny er ved at etableres: at sen lørdag aften på Orange er en elektronisk fest for de musikinteresserede, som giver programmet et ekstra tjek – sidste år tilfaldt pladsen LCD Soundsystem, i år Moderat/Modeselektor, og det er ingen Major Lazer. Men selvom Moderat/Modeselektor næppe et navn, som ringer klokker hos alle de 130.000 mennesker på pladsen, er de en fremragende booking. Derfor lad os få konstellationen på plads: Modeselektor er en berliner-technoduo af den rimelig tunge slags, både i anseelse og i indflydelse, for duoen har siden 2005 givet den rene techno baghjul med uortodokse introduktioner af glitch, breakbeat og jungle. Moderat er Modeselektor sammen med Sasha Ring, der går under kunstnernavnet Apparat. Apparat er melankolikerens techno. Det er dybt, ofte langsomt, med Rings følsomme vokal og guitar i front. Apparat er det kuldegysningsfremkaldende smukke møde mellem menneske og maskine, følelsesmættet og intenst. Og så står Apparat bag et af mine personlige top-3 elektroniske numre, Sayulita” (læs teenage-Evas beretning om det nummer her). Som Moderat smelter Modeselektors dansegulvstække og Apparats tænksomhed sammen, og artister som Sekuoia eller Av Av Av havde nok ikke lyt som de gør uden.

Moderat/Modeselektor er en genial booking af flere årsager. Lad os starte med deres Roskilde-historik: Da Moderat lukkede den hedegangne Cosmopolscene lørdag nat klokken 04:30 i 2010, gik publikum fuldstændig flyvende ud af teltet. Da de spillede søndag kl. 20 på Arena i 2014 blæste særligt det visuelle show fra Pfadfinderei, som vist nok også er med i år. Da Modeselektor bankede luften ud af den i 2012 elendige, oppustelige Apollo-scene med en dansefest af dimensioner, der blev moshet.
Til Moderat/Modeselektor får du også et af Roskildes hovednumre: at de får artister til at lave helt særlige shows – normalt spiller Moderat og Modeselektor ikke samtidig. Men det gør de til denne tre-timers seance med særligt lys- og lasershow på Orange, lørdag nat. Der er grund til at glæde sig.

Slowdive, lørdag kl. 18, Avalon

Jeg har også fremhævet at legender godt kan findes efter 70’erne. De kunne eksempelvis være Slowdive eller The Jesus And Mary Chain, som repræsentanterne til slut 80’er/stat 90’ernes støjpop, der i den grad har haft indflydelse på mangt en pjuskhåret indiemusikant, og som begge er reunion-aktuelle med gode album. Særligt for Slowdive understreger genkomsten, at Slowdive gennem sit 25 år lange fravær blot er blevet et større band end i sin først periode – måske med god grund, for leder man efter et band, som har formået at træffe musikalske valg, der gør Slowdive til et fremragende forbillede. På det aktuelle,  selvbetitlede album udvider Slowdive sin musiks univers mellem skønmalende guitareffekter og mumlevokal, mest bemærkelsesværdigt i i rytmesektionen. Her har Simon Scotts trommespil fået en mere fremtrædende rolle, som på selv en fjerlet svævende skæring som “Don’t Know Why” og årets bedste single “Sugar For The Pill” giver en distinkt grounding og bliver et prototypisk eksempel på Slowdives evne til at skrive musik så smuk, at den er tragisk.

Og så en række contenders…

Når mine venner har kritiseret legendemanglen i Roskilde-programmet og så videre, har jeg også nævnt Solange for sin clean R’n’B, som uden aggression, men med direkte italesættelse får racespørgsmål italesat. Nicolas Jaar har siden sit første hit “Mi Mujer” kombineret techno med minimalhousens melodik fra særligt vokal og skiftevis cumbia-rytmer og jazz-indfald som saxofoner. Nicolas Jaar er i min optik bedst, når han tager fra især elektroniske genrer og forener dem i et super detaljeret, men minimalistisk univers som på 2015-singlen “Fight” – læs mere om det nummer her. Til rock-folket som virkelig savner Neil, Bob og Bruce kan Hamilton Leithauser måske være et plaster på såret. Som frontmand i The Walkmen var Leithauser en af de absolut mest karismatiske frontmænd på 00’ernes alternative rockscene og i front for sit senest projekt i samarbejde med produceren Rostam, skruer Leithauser endnu mere op for de enkelte numres egne visioner – bare lyt hør 60’ernes genklang på “Rough Going”. Eller til den næsten Cohensk simple “In A Black Out”, som sammen med hele Angel Olsens koncert kan give dig din det-lyder-som-en-hvid-mand-med-guitar-genredosis på fashionabel vis.

Så: lad os summe op. Årets Roskilde-program myldrer ikke med de store legender i toppen af programmet, men er et væsentligt indspark i en bevidstliggørelse om, at legender er noget, man selv er med til at skabe gennem eksempelvis sin programlægning som festival og sin lydhørhed som publikum. Roskildes publikum er lydhørt, opbakkende og tillidsfuldt mod festivalbookernes valg. På Roskilde er de betydningsfulde musikere også nogen, der dannes i 90’erne, i 00’erne og i dag. Gå på jagt efter dem og de nye. God festival!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kommentar: Roskilde Festival drænet for det overraskende

Ovenpå gårsdagens tilføjelse af 67 nye navne til årets program er Roskilde Festival meget tæt på at præsentere sit endelige program. De største trækplastre, som festivalen i dag kunne hive op af hatten, tæller uden tvivl Stevie Wonder samt rapperen Drake, mens det alternative rocksegment kan glæde sig til at opleve koncerter med Mogwai, Connan Mockasin og Sleigh Bells på Dyrskuepladsen. Og så er der selvfølgelig Future Islands, bandet, der scorede massiv omtale ovenpå dets fornemme optræden hos David Letterman forrige måned, hvor YouTube-videoen derfra er blevet set mere end nogen af de andre musikalske optrædener, der er at finde på showets egen YouTube-kanal. Men er dagens nye navne og i sidste ende det endelige facit et produkt, der er Roskilde Festival værdig?

Beskuet fra afstand og med fokus på de individuelle navne, ser Roskilde Festival anno 2014 ud til at tilbyde et godkendt program over en bred vifte af genrer. Den legendariske hip hop-duo OutKast meldte tidligere i år ud, at de havde en masse festival-gigs i udsigt, og ganske heldigt for det danske publikum viste Roskilde Festival sig at tilkæmpe sig en af disse. Af danske trækplastre kan Trentemøller nævnes, der vender tilbage til Orange Scene, hvorfra han i 2009 leverede et mindeværdigt og anmelderrost show. De britiske elefanter fra The Rolling Stones vil tiltrække det ældre publikum, hvor det allerede er kendt, at koncerten kommer til at foregå om torsdagen. Derfor kan der allerede nu meldes udsolgt af endagsbilletterne for samme dag.

Men en lang række af disse navne, der skal agere væsentlige brikker i Roskilde Festivals fundament, er enten pensionsklare musikere, eller artister, der ikke har nyt materiale til at bakke deres forestående festivalkoncert op. Derudover kan man udpege mange fra festivalens line-up, der ikke har udgivet ny musik siden deres sidste besøg på dansk grund. Connan Mockasin, Drake, Mogwai, Future Islands, Cyril Hahn, Moderat, Haim, Darkside, Major Lazer og Forest Swords er blot et lille udpluk af de navne, der har spillet i Danmark indenfor det sidste halve års tid.

Connan Mockasin @ Bremen (fotografi af Frozen Panda)

Mange kritikere har de seneste år argumenteret, at Roskilde Festival er ved at miste sin tidligere ellers så solide plads som landets bedste musikfestival til Northside Festival i Aarhus, der i løbet af fire år er gået fra ingenting til i år at kunne præsentere Arcade Fire, The National, Franz Ferdinand og Mew. Men sammenligningen mellem disse to fejler på det grundlag, at Roskilde Festival trods alt appellerer til et mere nysgerrigt segment, mens Northside byder på musik med mere eller mindre høj genkendelighed igennem hele sit program. I den forbindelse skal Roskilde Festival roses for at satse på mindre etablerede artister som James Holden, Connan Mockasin, Future Islands og danske Cancer, der med stor sandsynlighed vil opleve en større fanskare efter sommeren.

Skåret over en bred kam mangler Roskilde Festival dog at byde på et frisk pust af det uventede og overraskende, det være sig enten særlige konstellationer til lejligheden eller store navne, der opfylder følgende kriterier:

1)   Artisten har en stor fanskare herhjemme
2)   Artisten har en aktiv karriere og har udgivet et album indenfor de seneste 12 måneder
3)   Artisten har ikke spillet i Danmark indenfor de seneste 12 måneder

Min maskine tygger ud fra ovenstående kriterier de næsten 150 annoncerede navne igennem, og kan til min egen skuffelse ikke fremvise et eneste navn, der klarer dette cut. Kun Interpol og Arctic Monkeys passer ind i denne algoritme, men sidstnævnte giver selvsagt koncert på Roskilde Festival, hver gang de har et nyt album på gaden.

Som noget nyt har hip-hop ganske vist fået en større rolle, hvilket måske/måske ikke kan tilskrives Roskilde Festivals nye musikchef Anders Wahrén, der tidligere har udtalt, at han er stor tilhænger af netop denne genre. En anden lyd, der til gengæld for andet år i træk savner tilstrækkelig albuerum, og altså ikke er blevet løftet op af Anders Wahréns tiltræden, er folk-musikken. Jovist ser jeg Hymns of Nineveh figurere, hvis musik i bedste fald kan kaldes en pop/folk-hybrid, men det ændrer ikke på, at folken er voldsomt underrepræsenteret. Det er en særdeles uoriginal og ukonstruktiv ting at nævne navne, der kunne og burde være booket, men hvor er Volcano Choir, Sharon Van Etten og San Fermin, eller nutidige genrefornyere som Courtney Barnett, Angel Olsen, Majical Cloudz, James Vincent McMorrow og Waxahatchee?

Elektronisk musik vil der på årets Roskilde Festival være rigeligt at løbe ind i, men i forhold til sidste år, der blandt andet bød på Andy Stott, Numbers-showcase, Om Unit, Sekouia, Kenton Slash Demon, Daedelus og en veludført koncertoplevelse med Crystal Castles på Arena, ser dette års program ud til at være fokuseret imod en mere poppet vinkel af den elektroniske musik. Set bort fra et par enkelte afstikkere virker årets program til at mangle meget af den originalitet, kant og plads til fordybelse, som nogle af ovennævnte navne sidste år tilbød. Her kunne jeg godt savne artister som Donato Dozzy, Jon Hopkins eller The Haxan Cloak, der sidste år alle udsendte forrygende fuldspillere.

I stedet står vi med et elektronisk program, hvor mange artister – heriblandt Cyril Hahn, Classixx, Maya Jane Coles, Chromeo og Kavinsky – peakede kunstnerisk for år tilbage. Det lyder måske ikke så grelt, men i den elektroniske musiks meget umiddelbare stil og kultur handler det som booker om at fange øjebliksbillede, hvor artisterne er på toppen. Det formåede Roskilde Festival ikke på samme måde, som det eksempelvis lykkedes dem i 2013.

Mere foruroligende er dog manglen af den boomende psykedeliske musik – hvor er den? Jovist, Connan Mockasin er der, men hans farvelade er nu mest et (helt fantastisk) popfreakshow. Hvor er Temples, Panda Bear, Avey Tare’s Slasher Flicks, Ariel Pink ft. Jorge Elbrecht, Yamantaka // Sonic Titan, Pure X, Mark McGuire eller bare Liars, som tidligere i år udgav det fine album Mess? Lige gyldigt hvad Anders Wahrén siger, er hverken The Men eller Hookworms decideret ’psych’.

Nu, hvor programmet mere eller mindre er fuldt annonceret, træder vi ind i næste fase. Her skal festivalens bagland sørge for at placere musikerne på de scener, der komplimenterer deres optrædener bedst. Der vil altid være et par svipsere, men sidste år huskes blandt andet for en lang række artister, der enten var placeret på en for stor eller lille scene, eller ud fra deres respektive udtryk placeret på et uheldigt tidspunkt af døgnet. Klumben og Raske Penge på Orange Scene bliver sikkert en festoplevelse for deres meget dedikerede følger, for hvis noget skal siges, så er de det. For os andre risikerer det dog at virke som en meget esoterisk og malplaceret fest, der ligeså vel kunne afholdes på Arena.

Spurgt til Roskilde Festivals dækning af elektronisk musik og hip hop på årets festival taler Anders Wahrén meget om den hoppeborgslignende scene Apollo. Jeg håber så sandelig ikke, han her har tænkt sig at putte Darkside, James Holden og Moderat, hvis musik til tider er bygget op omkring skrøbelig æstetik. Og det siger jeg, uden helt at kommentere på, hvor meget scenen stinker af urin, når vi rammer fredag, lørdag og søndag. Venligst find en anden løsning for disse artister, der er så meget mere end blot ‘elektronisk musik’.

 

Læg mærke til:

James Holden – Den britiske producer udgav sidste år The Inheritors, et fantastisk album primært konstrueret af englænderens fascinerende samling af modular synthesizers, der skaber et lige dele eksperimenterende, technoid og ambient svendestykke.

Warpaint – Alternativ rock møder shoegaze i et blend, der var en stor succes på kvartettens debutalbum The Fool fra 2010. Dette års selvbetitlede opfølger ændrer ikke meget på bandets opskrift, der dog stadig fungerer. Bandet skulle efter sigende fungere rigtig godt sammen live, et udtryk jeg glæder mig til at opleve.

Connan Mockasin – Connan-drengen var her, der og alle vegne, både i fysisk format og i mit news feed, der svømmede over af ekstatiske og veltilfredse kommentarer, da han med sit popfreakshow og til tider iklædt pyjamas gav koncert på Bremen i februar. Om han tager sin pyjamas med til sommer vides ikke, men man skal sikkert blive overrasket.

ModeratModerat II, trioens seneste udspil, virkede lettere uinspireret, men ændrer ikke på det helhedsindtryk, denne stjernekonstellation hidtil har vist. Sammen har Modeselektor og Apparat krydret lyst til dans og eftertænksomhed i en lækker drink, og skal til sommer se, om de kan følge op på den fantastiske nattekoncert de gav, da de i 2010 sidst var at finde på Roskilde Festival.

Future Islands – Det er din debut på amerikansk TV. Dit bands navn er noget så Pitchfork-generisk som Future Islands. Du har fire minutter til at markere dig. Hvad gør du? New wave/indie pop-bandets forsanger Samuel T. Herring valgte på Seasons, hentet fra deres nye plade, at kombinere skønsang med virtuos dans, at hamre sig på brystkassen og runde af med en perfekt, distanceret growlen. Hele verden var solgt af denne optræden, der tilsyneladende meget præcist skulle repræsentere bandets liveshow.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde – gennem mit perspektiv

Jeg indrømmer allerede nu, at det ikke blev til nogle indlæg fra min side, under dette års Roskilde Festival. Hensigten inden startskuddet på den fyrretyvende festival havde rent faktisk været, at mine lykkelige/knapt så lykkelige oplevelser ville være at finde på Regnsky, blot få timer efter deres indtruffen. Imidlertid havde nogle komplikationer mellem mediebyens presseområde og undertegnede gjort, at jeg var forment adgang under ugens mange fester og koncerter. I det positive skær kan jeg kun prise mig lykkeligt med, at jeg ingen interviewaftaler havde, hvilke ville have været ubeskriveligt pinlige at aflyse, afhængigt af størrelserne. Derfor var der ikke meget jeg kunne rapportere om, eftersom jeg havde lovet mig selv ikke at befinde mig i boderne med gratis internet, da det var som at befinde sig i et drivhus. Til gengæld lød løftet, at jeg ville vende tilbage til det hele efterfølgende, hvorfor jeg sidder her nu.

Et væld af kilometer er blevet enten kravlet, gået eller løbet for at nå den enorme mængde af interessante koncerter, som lykkeligvis ikke kan tælles på to hænder. Nogle er blevet oplevet på nært hold i pitten, andre langt derude, hvor teltene ikke kan række og hvor lyden heller ikke er noget at råbe hurra for. Heldigvis er det overvejende billede – gennem mit eget perspektiv – at Roskilde Festival anno 2010 var en god en af slagsen, uanset hvor lange toiletkøerne har været, uanset hvor mange gange dette track er blevet spillet og i særdeleshed ligegyldigt hvor mange dillermålingskonkurrencer jeg har været den ufrivillige tilskuer skråstreg dommer til.

Udelukkende gode minder
Mit jomfruår på Roskildes Dyreskueplads var i det herrens år 2008. Her foregik meget af tiden i lejren og i selskab med venner, da den nervøse viborgenser – som jeg nu engang altid vil være – skulle spendere mange timer på at lære stedet at kende. Og at lade stedet lære mig at kende. Sidste år var det seriøse år, med alt for mange selvpåduttede opgaver om reportager og interviews. I år havde jeg mere mig-tid.
Mit tredje år på Roskilde Festival har vist sig at være det år, jeg endnu har fået oplevet flest koncerter. Mange mindeværdige optrædener har brændt sig ind i hukommelsen – jeg kan i flæng nævne LCD Soundsystem, Beach House, Eim IckKings Of Convenience, Moderat og Delphic. Ja, sågar koncerter med Gorillaz, Health, Electrojuice, Prins Thomas, Mathias Aguayo, og Casiokids – optrædener, som jeg ikke troede min kalender ville give mig tilladelse til at overvære – formåede at imponere mig. Tilmed missede jeg koncerter fra kunstnere som Gonjasufi, The National, Wild Beast, Local Natives, Pavement, Japandroids og Vampire Weekend, men det var for mig blot mindre skrammer, sammenlignet med de gode oplevelser jeg havde med ovennævnte koncerter.

De personlige favoritter altafgørende
Og hvilke var så de bedste? Mine oplevelser afhænger af to faktorer: Først og fremmest hvilket tilhørsforhold jeg personligt har med de respektive bands – det er da klart – men også af ens følgeskab til koncerterne. Derfor var en koncert som Moderat sent natten til søndag, med en høj promille og i selskab med mange gode venner med en delt passion for den tyske supertrio, en af mine bedste koncerter, den forgangne uge. Det var natten før det hele var overstået, og der havde opstået en destruktiv fornemmelse i kroppen på mig. Ned med øllene, ud med ørepropperne og op for musikken. Jeg kunne ikke få det højt nok, hverken med hensyn til volume eller promille. Højdepunktet var nærmest forudbestemt til at være favoritten Rusty Nails, og så fik trioen med førstesinglen A New Error for alvor hevet publikummet med på en festrejse, understøttet af de smukke Pfanderei-visuals, som hér viste to hænder føle på et reb. Minimalt, men samtidigt voldsomt og massivt.
Jeg mindes bassen som en tand for hård og blæren presset efter for mange kander øl, men i løbet af koncertens godt 70 minutter havde jeg en rigtig god fornemmelse, tydeligvis delt sammen med 6.000 andre feststemte mennesker under Cosmopols til lejligheden alt for lille telt.

ModeratA New Error
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/A-New-Error-1.mp3]

ModeratRusty Nails
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/02-Rusty-Nails-1.mp3]

Et alt for lille telt er samtidigt et prædikat, som passer endnu bedre på amerikanske LCD Soundsystem og deres torsdagskoncert i samme telt…

Endnu en af mine darlings, James Murphy og hans LCD-gang, spillede torsdag under en bagende aftensol op til dans. Tidligere i år udsendte bandet den fantastiske og anmelderroste LP This Is Happening, og sidenhen har vedvarende rygter om et forestående endeligt for LCD Soundsystem-projektet medført, at det var blevet en “must see”-koncert for rigtig mange – i al fald for flere, end Cosmopol med sin beskedne størrelse kunne rumme. Og selvom at jeg i koncertens spæde begyndelse måtte rocke med helt ude fra pløkkerne var det en fantastisk koncert, som især peakede ved hittet Daft Punk Is Playing At My House og den råbe-i-kor-venlige Yeah. James Murphy – den dominerende og altoverskyggende frontmand – formåede på en og samme tid at holde en cool og rutineret distance til det feststemte publikum, men samtidigt kunne jeg ikke undgå at føle, at James Murphy hele tiden havde brug for publikummet, ligeså meget som tilfældet var den anden vej.

Lad os være ærlige. James Murphy kan ikke synge. Ikke at han nogensinde har prøvet det eller udgivet sig for at være en habil sanger, der kan ramme alle toner, men hvad han mangler dér besidder han til gengæld i nærvær, prædikende punch lines og smittende festglæde, hvilket, sammen med et perfekt udførende band, serverede en fest for minimum 8.000 mennesker på et sølvfad. De fleste af os tog rundhånet imod tilbuddet. Andre havde for travlt med at få en god plads til Gorillaz. Men sådan kan det også gå!

LCD SoundsystemYeah (Crass version)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/Yeah-Crass-version-1.mp3]

Besøg dr.dk/roskilde og hør fire livenumre fra torsdagens koncert med LCD Soundsystem.

Fornyet kærlighed til gamle favoritter
Roskilde Festival siges, blandt andet at levere nye musikalske kærligheder til de 75.000 festivalsgæster.
I år havde jeg slet ikke tid til at skabe nye bekendtskaber, missionen for mig var at få mit hjerte til at slå endnu hårdere for de kunstnere, jeg i forvejen nærer stor kærlighed til. Gode koncertoplevelser tæller desuden Simon & Garfunkel-nordmændene Kings of Convenience, som sluttede lørdagens tidlige og meget vellykkede koncert af med glædessprederen I’d Rather Dance With You, som medførte en ren fællessang på festivallens næststørste scene, Arena. Derudoder må jeg også huske at kredittere HEALTH, Beach House og Delphic som jeg heller aldrig vil glemme, enten pga. god plads, dejligt selskab eller fordi kunstnerne bare fyrede den RØVMEGET af.

DelphicCounterpoint
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/08-Counterpoint-1.mp3]

Kings of ConvenienceI’d Rather Dance With You
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/08-Id-Rather-Dance-With-You-1.mp3]

Besøg dr.dk/roskilde og høre fem livenumre fra lørdagens koncert med Beach House.

Og så er man ved vejs ende. Babada Lady Gaga, det røvirriterende track, er for Guds skyld blevet spillet for sidste gang, den sidste tur i dilden er blevet rundet og den sidste 10’er er gået til en alt for kedelig festivalsavis. En blanding af skunk, varm øl og urinstøv har næsten fortrængt sig fra mit tøj, og jeg savner det hele allerede!
Derfor har det været nødvendigt for mig at skitse alt dette ned, og hvis du har den samme følelse, så hold dig ikke tilbage. Giv dit besyv med i kommentarfeltet om dine bedste oplevelser, uanset om det så omhandler et afføringsfrit festivalstoilet, eller synet af mig crowdsurfe ud over 800 mennesker om tirsdagen i P41 (there, I said it, hæhæ(i øvrigt tusind tak for en fed Regnsky-fest i tirsdags!)).

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Kristian says:

    Moderat var fantastisk! Selvom jeg har enig med at bassen til tider tog overhånd, specielt på Porc#1 hvor man virkelig skulle spidse ører for at høre guitaren. Men intet kan ødelægge hvor storslået det var at høre (og mærke) A New Error mens jeg lænede mig op ad hegnet og stirrede fascineret op på de geniale visuals.

    Moderat var dog ikke ubestridt min bedste koncert på dette års Roskilde Festival. De ligger i skarp duel med Den Sorte Skole uden nogen mulighed for en klar afgørelse. Den Sorte Skole overgik simpelthen sidste års fantastiske koncert. Konceptet med “40 års musikhistorie fra Roskilde” var de gået lige i struben på, og havde finpudset med deres sædvanlige millimeter-præcision og sans for fest.

    På en klar tredjeplads ligger Die Antwoord, som man kan vælge at kalde; dette års Albertslund Terror Korps. For Die Antwoords koncert mindede på mange måde om ATKs koncert på Roskilde i 2008. Den var lige så forskruet, mind-blowing og genialt skør.

    Blandt andre nævneværdig moments er:
    Beach House-forsanger Victoria Legrands overraskende, men underligt passende headbanging.
    Min undren over Soundvenues 5-ud-af-6-stjerners-anmeldelse af Baron Criminel. Jeg synes det var så pinligt dårligt at jeg gik efter 2-3 numre; ikke for at nå noget andet. Bare for at komme væk. Der må være sket noget magisk efter jeg gik.

  2. Jens says:

    Jeg har dog ikke selv været tilstede på dette års festivitas i Roskilde, men kan intet andet end blot at se frem til næste år. Og jeg ærger mig da også grueligt meget over alle de koncerter, du så fint får skrevet om bl.a. Kings Of Convenience og Moderat, som jeg ikke selv har fået overværet; eller for den sags skyld LCD Soundsystem.

  3. Rasmus says:

    Når euforien over alle koncerterne, de kolde (og lunkne) (og varme) øl, solcremen, støvet, Meyers Deli og campingfesterne er glemt, så vil glæden over ikke at skulle høre Yolanda Be Cool mere alligevel stå tilbage som den største. Jeg vil godt sætte min sidste SU på at mindst ét anlæg i hvert ‘firkant’ spillede den sang under Roskilde. Konstant. Eller i hvert fald hver gang jeg gik forbi.
    Så var det helt rart at høre Tensnake fra Orange Camp til en forandring. Tak!

  4. Casper LT says:

    Moderat var helt klart et af højdepunkterne. Dybt, underspillet og melankolsk. Helt perfekt. Aguayos opvarmning var dog ikke særlig interessant.

    Beat Torrent imponerede mig selvom der gik hitparade i den. Deres brug af CDJ-2000 med motion graphic videoer til de fleste af deres numre (så billede og lyd kørte synkront!) kombineret med vanvittige scratch skills gjorde, at man måtte overgive sig!

    LCD Soundsystem lød godt, men måtte gå efter tre, fire numre da der simpelthen var ulideligt varmt og folk pressede så meget på udefra at det fremkaldte spontan klaustrofobi!

    Pendulum var underholdende selvom Rob Swires vokal lød som om, at den ikke altid kunne følge med.

    Prodigy var sjovt selvom de virkede ret udbrændte.

    Céu var afslappet, sexet og til tider dubbet. Mums!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

om år 2009 og hvad det bragte med sig

Whitest Boy Alive på Roskilde 2009

Når sneen daler ned fra himlen og dækker landskabet som et tykt hvidt tæppe er det på tide at gå i vinterhi (eller bare indendøre) og i kombination med, at året 2009 er ved at gå på hæld, er det meget passende at reflektere over den forgangne år og hvad det har bragt med sig af musiske skønheder.

En tendens jeg har opdaget er, at alle de plader jeg har på min liste over årets bedste, har jeg først opdaget et betydeligt stykke tid efter deres udgivelse. Hvorfor ved jeg ikke, men mit bedste bud er, at det ligepludselig går op for mig hvor meget hype der er omkring pladerne og derfor tænker: “jamen så må jeg sgu da også lige få det tjekket ud.” – det bliver pladerne dog ikke mindre gode af, skulle jeg hilse og sige.
Om det er min mangel på aktualitet der også har gjort at jeg mere eller mindre har trukket mig tilbage fra bloggen er ikke til at sige. Det kan jeg faktisk ikke svare på. I nogle perioder ligger fokus bare helt andre steder, men derfor er det nu alligevel blevet til en lille anbefaling i ny og næ, og sådan bliver det nok også i det nye år.

moderat
Lad os få hul på festligehederne og lad mig starte med tyske Moderat, der i sensommeren slog benene fuldstændig væk under mig. Jeg købte pladen på en tur til Berlin og er stadig ikke træt af den, fordi den spænder så genremæssigt bredt. Kombinationen af Modeselektors hårde beatprogrammeringer og Apparats smukke lydbilleder åbnede mine øjne for “stille og rolig” techno, som samtidig kan fungere som bangers på en helt almindelig onsdag, hvilken Morten og jeg så ved selvsyn på Vega d. 19. august.

THE-WHITEST-BOY-ALIVE-RULES
Dernæst vil jeg nævne The Whitest Boy Alive, som ligeledes er en af de bands Morten og jeg har ‘in common’. Jeg er dybt dybt fascineret af den lyse og lette lyd, som det håndspillende houseorkester leverede såvel på albummet Rules, som på Roskilde’s Arena Scene i sommers.
En af årets sjoveste dj-oplevelser var desuden til Regnsky’s fødselsdag i sommers, hvor Erland Øye pludselig troppede op på dansegulvet og kvitterede med hans karakteristiske, slaskede discodans som kun han kan lave den.

fever-ray-cover_medium
Videre til Fever Ray, der må siges at være i en hel anden boldgade, men ligeledes en af mine 2009-favoritter.
Det er mere fordi pladen udfylder en særlig plads som også er vigtig, nemlig når man kommer hjem sent om natten og skal “varme ned” efter et job, eller en søndag, hvor tømmermændene gør det umuligt at høre andet end denne plade og Stella Polaris’ kompilationer.
Koncerten på Roskilde i sommers fik mig til at drømme mig langt væk ind i en bobbel på undervandsrejse.

mew-no_more_stories
Nu skal vi dog også have danske navne på banen, og årets danske rockalbum er efter min mening begået af Mew. Selvom forventningerne er tårnhøje, synes jeg stadigvæk de formår at være originale. De har indset, at der skal mere end et guitarriff og en rock1-trommerytme til for at lave rockmusik i 2009. Resultatet er en flot og ambitiøs plade, der pga. sin alsidighed heller ikke kommer til at kede mig det første lange stykke tid.

solrock
For at runde denne favoritrunde af, vil jeg nævne en udgivelse som fik rigtig mange tæv med på vejen. Anmelderne var ikke i tvivl om pladens kvaliteter, men i miljøet fik ElectroJuice en meget hård medfart. Det kan godt være, at Mads og Jakob ikke er så gamle endnu, men se nu bort fra det, og kig i stedet på hvad pladen kan. De er jo dygtige til deres kram, og beviser, at de mestrer en genre vi snart kommer til at se meget mere af i DK. Jeg er i hvertfald ikke i tvivl om, at de har en lys fremtid foran sig.

Dermed slut på 2009 for mit vedkommende. Fem meget forskellige favoritplader og et dejligt år at se tilbage på. Jeg glæder mig utrolig meget til at se hvad det nye år vil bringe med sig og har allerede nogle danske debutplader jeg ser meget frem til.

Tusind tak for i år
Kh Søren

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Daniel says:

    Vi glæder os allerede til at læse jer i 2010!
    – God Jul & Godt Nytår

    ElektroniskForum.

  2. alexander says:

    moderats og whitest boy alives nye album blev alt for oversete i år! så det glæder sgu at se dem her! udover det, er det sgu noget af et billede – hvem har taget det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Vegas strøm

Vega
I næste uge går København amok i elektronisk musik. Den bliver trukket uden fra klubbens mørke og ind i aftensolen, hvor moderigtige børnefamilier vil mærke sidste snert af ungdommen på Enghaveplads til musik de – måske – lyttede til for mange år siden.

Men der sker stadig ting og sager de mørke lokaler.
Vegas præsenterer nemlig i de næste uger et noget nær ekstraordinært program, hvor især den amerikanske alternative scene er stærkt repræsenteret. I sidste weekend var det The Pains of Being Pure at Heart, der leverede den nærmest obligatoriske søndags-indie på de bonede gulve og spillede op med brede, støjende lydbilleder og poppede melodier.
Hvis man nu ikke nåede at være New York-hipster for en aften, kommer chancen igen allerede onsdag d. 13. med Vampire Weekend fra (big surprise) Brooklyn. De spiller deres nærmest tidstypiske blanding af indierock krydret med de fire ungersvendes helt forskellige udgangspunkter, lige fra afrikanske rytmer til hvid indie – ikke helt ulig byfællerne i TV on the Radio. Der er lagt op til en rytmisk festlig aften, med stærke melodier og intelligente tekster.

Og allerede om søndagen er vi klar igen – denne gang med støjpopperne i Deerhunter. Den seneste udgivelse Microcastle er fra sidste år – og meget højt på min liste over 2008’s bedste album. Det forener melodien, støjen og ikke mindst forsanger Bradford Cox perfekt skæve intonation i lytter vellyd – af den slags, der ikke er bange for at stryge lidt mod hårene. Live er bandet et bevis på at shoegaze-generationen ikke er glemt, mens netop Cox leverer vilde, ranglede performances. Opvarmningen står det århusianske Morningside Records band Shout Wellington Air Force for, og de leverer folket indierock af højeste kvalitet – og er tilmed snart albumaktuelle. Lyt til nogle af de nye numre her på bandets myspace.
Og allerede 3 dage efter er der igen gang i den i det gamle arbejderbevægelses hus. Denne gang med Moderat, der vel næppe behøver den store introduktion længere. Med sig tager de Pfadfinderei, der akkompagnerer acidhouse, næsebors-vibrerende bas og massive lydflader med deres visuals.

Så er der ingen gode undskyldninger for ikke at aflægge det gamle hus et visit længere.  Billetter osv. findes via Vegas hjemmeside.

Deerhunter Never Stops
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/03-Never-Stops.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.