Året der gik – del 4: Årets album

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

Så er vi ved at være ved vejs ende, og vi slutter naturligvis af med at kåre årets bedste album fra Danmark og udlandet. Det gik op for mig i processen, at jeg faktisk ikke har lyttet til voldsomt mange danske album, fordi jeg har haft så stor fokus på de helt nye artister, som af gode grunde ikke har udgivet albums endnu, så derfor har en enkelt EP fået lov til at snige sig ind på listen. Den er til gengæld god!

Del 1: Årets bedste koncerter
Del 2: Årets nummer
Del 3: Årets nye navn

Årets danske album

3. Mew – +-
Jeg er ikke Mew-fanatiker på nogen måde, men selv jeg må indrømme, at den mest rutinerede danske artist på alle mine lister har begået et virkelig, virkelig godt album. Det er på mange måder et Mew, som i mine ører er vendt tilbage til rødderne, og det klæder det i den grad. Især Water Slides og The Night Believer sidder lige i skabet.

2. Shy Shy Shy – Love Songs EP
Love Songs EP’en er ganske enkelt bare et rigtig godt stykke håndværk og en imponerende debut fra Shy Shy Shy, som dog bestemt stadig har ting at arbejde på. Lyden kan godt finjusteres, så de kommer lidt mere ud over stolekanten (eller hvor man nu lytter til EP’en), men når det er sagt, er jeg stadig dybt imponeret over, hvordan et så ungt band har formået at samle så mange højdepunkter på en EP med blot fem numre. Do Not Ask, Soft & Hard og In the Palm of My Hand. Sidstnævnte sender straks mine tanker i retning af det hedengangne Swan Lee, og det er en yderst interessant vej at vælge – mere af det, tak.

1. Blaue Blume – Syzygy
Nu når vi vist til det punkt, hvor jeg deler holdning med størstedelen af det danske anmelderkorps. For der bør ikke være nogen tvivl om, at Blaue Blume har lavet årets bedste album. Det er en rørende historiefortælling, som giver et dybt intimt indblik i Jonas Smiths liv fyldt med kærestesorger, længsel og håb. Det er gennemført – nej, det er nærmest perfekt, og det er på alle måder unikt ikke bare for dansk musik men for musik i det hele taget, hvad det koldingensiske band har skabt med Syzygy.

Årets udenlandske album

5. Braids – Deep In the Iris
Endnu et canadisk orkester gør sit indtog på en af mine årslister i form af Braids. Det er blevet mit koncentrationsalbum i 2015, som jeg har lyttet til stort set hver gang, jeg har skullet forsøge at være produktiv. Det er ikke helt oppe at ringe ligesom Flourish // Perish fra 2013 for mit vedkommende, men det er stadig eksperimenterende elektronisk shoegaze af højeste kvalitet, og jeg bliver stadig fuldstændig indsuget af Raphaelles drømmende univers.

4. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg har allerede berørt Multi-Love som single tidligere, men hele albummet er også noget af det bedste fra 2015. For mens II fra 2013 havde en række gode numre på, føles Multi-Love som en mere sammenhængende oplevelse, og det er det, jeg personligt ønsker fra et album. Samtidig har bandets newzealandske aner nok også spillet en rolle i forhold til at gøre mig ekstra opmærksom på Unknown Mortal Orchestra netop i år, men det rykker nu ikke ved, at det er en helt fortjent fjerdeplads til det snart Northside-aktuelle band og Multi-Love.

3. SOAK – Before We Forget How To Dream
Jeg kan vel nærmest ikke blive ved med at introducere dette album, efter jeg nærmest gjorde det to gange i går. Det er stadig godt, det er stadig en dybt imponerende debut fra SOAK, og du skal stadig lytte til det lige nu. Og igen i morgen. Og dagen efter.

2. Courtney Barnett – Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit
Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit (jeg forkorter det SISaTaSIJS fra nu af) er ubetinget det album, jeg har lyttet allermest til i år. Jeg kan simpelthen ikke blive træt af Courtney Barnetts finurlige tekster, og selvom jeg typisk ikke kan fordrage talesang, fungerer det bare for mig, når det er en britisk vokal. Jeg har meget svært ved at lave andre ting, når jeg lytter til albummet, fordi jeg får lyst til at lytte efter teksterne – det er meget få album, der kan det, men det kan Courtney Barnett og SISaTaSIJS.

1. Tame Impala – Currents
Jeg afslørede vist Tame Impalas placering på listen for et par dage siden, men det skal jo alligevel gøres officielt. Currents ér årets bedste album, og jeg har egentlig ikke været i tvivl, siden jeg hørte det for første gang tilbage i juni. Det er psykedelisk rock af den bedste skuffe og i et dejligt langt format, som giver lytteren mulighed for at lade sig indhylle og omfavne af hvert eneste nummer på pladen. Jeg kunne snildt have gjort en håndfuld forskellige numre på albummet til årets nummer, og det siger vist det hele.

Bonus liste: Årets mest interessante album
Shamir – Ratchet
Jeg har haft meget svært med at placere Shamirs eksperimenterende og genre-nedbrydende debutalbum, men jeg følte, at jeg var nødt til at nævne det et eller andet sted. Det er nemlig meget sjældent, at en ny artist på så gennemført manér formår at skabe et fusionsalbum, som på så elegant vis smeder disko-funk sammen med elementer af electronica, r&b og sågar gospel i en underlig men overraskende velfungerende mismask. Så hvis du her på årets sidste dage vil udfordre dine musikalske smagsløg, er Shamirs Rachet bestemt et lyt værd.

Tusind tak for et fantastisk musikår i 2015, og vi ses i 2016 kære læsere. Husk, at du stadig har mulighed for at blive en del af Regnsky-familien – du skal bare sende mig en uformel ansøgning på peter@regnsky.dk. Godt nytår!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Mew indfriede alle forventninger til hemmelig koncert på Bremen

MEW SPILLER PÅ ORANGE I AFTEN! Jeg skal fangirle igennem, for ja, danskernes nattekoncert er den, jeg glæder mig mest til på årets festival. Selvom jeg så dem i onsdags. Den oplevelse gjorde faktisk kun forventningerne større.

Der er stor forskel på at spille en hemmelig koncert for et publikum på 500 siddende mennesker og en festivalkoncert for 60.000. Der er også stor forskel på, hvordan man som publikum lytter til koncerterne – også selvom de på papiret ser ud til at være identiske.
Mew
s hemmelige koncert på Bremen onsdag aften var en generalprøve for den indtil nu største koncert i deres karriere. Den finder ganske rigtigt sted lørdag nat på Orange Scene – et noget nært perfekt tidspunkt for danskernes skiftevist monumentale og drømmende stadionrock. Peaket ligger på det tilsyneladende perfekte tidspunkt i bandets karriere. For til onsdagens koncert leverede et ufattelig tændt Mew en tour de force udi det omfattende bagkatalog, veleksekveret som aldrig før.
Ja, denne signatur har været til mange Mew-koncerter. Rigtigt mange. Over to håndfulde, fordelt nogenlunde ligeligt fra Frengers-turneer omkring 2003 til No More Stories…-ditto i 2009. Og det har aldrig været en hemmelighed, at en Mew-koncert indeholdt nogle kameler, man helst skulle have fordøjet før starskuddet, for virkelig at kunne nyde de kompleksitetsglade danskere. Eksempelvis har vokalen altid voldt Jonas Bjerre problemer, når instrumenteringen bevægede sig fra drømmepoppen til det rockede som på “Apocalypso” og “Snowbrigade”.

Men på Bremen var dette problem væk. Vokalen var blød, nærmest elastisk i sin vekslen fra de højspændte falsettoner på “Am I Wry? No”‘s omkvæd til versets noget mere rolige toneleje. Netop afvekslingen har tidligere forvoldt problemer, og at høre Bjerre glide fuldstændigt frigjort fra den ene yderlighed til den anden tog gang på gang pusten fra mig. Det musikalske overskud fortsatte i trommeslager Silas Utke Graaes spil. Det er altid overlegent, men tegner et andet, tidligere problem for Mew som liveband: at studieversionerne er umulige at improvisere over. Det var så andet problem, Mew har løst i den knap to år lange pause siden No More Stories…-turneen havde sit sidste stop. Med ulastelig timing tilføjede Graae indimellem ekstra slag, som rykkede rundt på de forventede lyde, men fulgte tempoet på nanosekundet. Det løsnede op for Mews af og til lidt for perfektionistiske og prætentiøse numre, og gav en legende facon, som sendte tanker til netop No More Stories… eksperimenter med calypsorytmer.

Legen forsatte i guitarens varierede spil og i en åbenhjertig kommunikation med publikum. Den skal vi nu næppe forvente at se noget til på Orange, hvor bandet sandsynligvis vil være mere tilknappede i deres fokus på musik frem for fest. Hvis den lyder bare næsten lige så godt som i onsdags, er jeg en lykkelig fangirl.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vend hjem.

De smukkeste numre jeg kender, er sjældent de pompøse, de overvældende eller de teknisk perfekte. Nej, de numre, jeg gang på gang på gang vender tilbage til er de enkle. De simpelt opbyggede sange, der kun eksisterer i kraft af deres melodi. Her følger tre numre fra 2002, 2003 og 2005. Sange, som jeg vender hjem til.

Vi tager tilbage til udgangspunktet. Alt starter – i mit tilfælde – med Mew. “City Voices” er egentlig en nogen undseelig sag. Den to minutter lange sang udkom som b-side til “Comforting Sounds”-singlen fra 2003, og er et sjældent stille øjeblik for bandet. Det er svært at afgøre, hvad der får musik til at fremstå udpræget ærlig. Men min definition af netop det – ærlig musik – starter med “City Voices”: En jeg-fortæller, fælles melodi for vokal og akkorder og begrænset brug af lydeffekter. Netop de få virkemidler gør “City Voices” til et nummer udenfor tid og sted – et nummer, der til trods for sine otte år kunne være skrevet i går. Eller for 30 år siden.

MewCity Voices
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/City-Voices.mp3]

Tre år efter “City Voices” spiller en pige guitar i Kongens Have. Jeg kendte hende ikke før den eftermiddag, og jeg kender hende ikke nu. Jeg kendte heller ikke Bright Eyes før. Det gjorde hun til gengæld, og med sin guitar spillede og sang hun “Lua” for os flere gange. Hver gang jeg hører Bright Eyes, så sidder hun i græsset og synger. Jeg kan egentlig stadig bedst lide hendes version. Den er om noget en hyldest til det enkle udtryk.
Bright Eyes spiller på årets Roskilde Festival.

Bright EyesLua
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/Lua.mp3]

“Consequence” er et af tyske The Notwists mest harmoniske øjeblikke. Med stroferne “Leave me paralyzed, love/leave me hypnotized, love”, er teksten en afklaret konstatering med håb om begyndelsen på noget nyt. Men “Consequence” er et bevis på, at tekst og musik hverken kan eller bør adskilles. Den konsekvent slæbende tempo gør nummeret til en tvivlende affære, og i stedet for at være en besyngelse af kærlighedens (og måske især forelskelsens) livgivende kraft, er nummeret indbegrebet af at se tilbage på netop det – fra en ganske opgivende synsvinkel. Og så er vi tilbage ved den evige tvivl, som Mew introducerede.

The NotwistConsequence
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/Consequence.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Kamilla says:

    elsker mew!!!!(:

    thewallsaroundus.blogspot.com

  2. Rasmus says:

    I havde mig ved San Francisco billedet. Tak for sangene (:

  3. wonky carton says:

    saw mew at truck festival in oxford last year, and thought they were pretty weird….!

    however, i’m loving the notwist track and that bright eyes album is one of the best noughties soundtracks :D

    wonky x

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Skyskraber

Det er roen, som gør Mew til et af (min) verdens absolut bedste bands. Hver gang jeg lytter til det ene eller andet fra det band, undres jeg over, om det virkelig kan passe, at resterne af tusinde drømme er så smukke. Ugen, der netop nu går bort, har i udpræget grad stået på Mew. Igen, igen, igen.

Hvis du er til den mest sukrede udgave af Danmarks bedste band, som anno Half The World Is Watching Me (pladen Soundvenue af urandsaglige årsager mener var sidste årtis 16. bedste), eller de mest melodisk simple og hjerteskærrende passager på 2009’s No More Stories… (hvis du lige trækker trommerne – det evigt bedste – fra, og indskrænker den brede tangentpallet lidt), vil du nok kunne lide Jonas Bjerres ultra-poppede solo-single ”Kids Don’t Fight”.

Den udkom for et par uger siden, og er den en del af soundtracket til Rune Schjøtts kommende film Skyskraber, men det ved du jo nok allerede. Jeg synes i øvrigt, at Mew burde kalde deres næste album Skyskraber. Det er i hvert fald en overraskende fuldkommen beskrivelse af en brøkdel af de ting, det band gør mig til.

Jonas BjerreKids Don’t Fight
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/03/Kids-Dont-Fight.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Trentemøller remixer Mew – Beach

Et af de større danske, musikalske øjeblikke i det forrige efterår var, da Mew udsendte No More Stories…, som også her på Regnsky blev kåret som et af de bedste plader i 2009 til ord som “årets største lytteoplevelse”. Gennem følgende plade fanger det danske band igen lytternes opmærksomhed, med den tredje single, popmelodien Beach. I den forbindelse har musikvideoen til samme nummer verdenspremiere i aften, klokken 19 (dansk tid), via Mews egen facebook-side. Til indspilningen af videoen har bandet teamet op med de tre interessante instruktører Martin De Thurah, Adam Hashemi og Lasse Martinussen, mens ditto modedesigner Henrik Vibskov står for kostumer.

Hvad der må siges at være mindst ligeså interessant, er det remix, som hele Danmarks elektroniske kæledægge Anders Trentemøller har stået for til lejligheden. Her forvandler Trentemøller det oprindeligt så muntre og poppede hit til en mere dyster – til tider psykedelisk – slasker, med et nedsat tempo og dybe synth-passager. Man kan aldrig addere Mews og Trentemøllers respektive genialiteter, for så megen genialitet findes der ikke i verden. Men er man i stand til at se bort fra det – hvilket bør være en nem sag – så er jeg sikker på, at de fleste lyttere, ligesom jeg, vil blive imponeret over dette remix.

MewBeach (Trentemøller Remix)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/04/Beach-Trentemøller-Remix.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.