Her er årets fem bedste danske album

Lowly Heba Regnsky

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke ville lave nogle toplister for 2017. Mest af alt fordi 2017 for mig i høj grad har været domineret af live musik og at genfinde noget af al den fantastiske musik, jeg har elsket gennem årene. Men nu har jeg alligevel besluttet, at jeg laver en top fem over mine yndlingsudgivelser fra danske artister i 2017. Beehype har nemlig bedt mig om at levere en oversigt, så det ville næsten være fjollet ikke også at lave en Regnsky-version. Så here goes:

Nummer fem: Masasolo – At Sixes and Sevens
Jeg havde vist også Masasolo/Morten Søgaard på en lignende liste sidste år, men den vidunderlige drømmepopper har været produktiv og fulgt hurtigt op på sit debut EP med debutalbummet “At Sixes and Sevens”. Det er stadig drømmepop a la Tame Impala, men det er tydeligt, at Masasolo anno 2017 kan noget andet – han kan fortælle historier og har på albummet skabt en komplet fortælling, der tager lytteren med på en rejse gennem et paradoksalt optimistisk univers.

“Ordinary Day”:

Stream:

Nummer fire: Baby in Vain – More Nothing
Trioen Baby in Vain var nok dem, der startede den nuværende bølge af “kvinder-spiller-rock” herhjemme – og de er stadig et hoved foran alle de andre. 2017-albummet har fået titlen “More Nothing“, men i virkeligheden ville en mere passende titel nok have været “More More” – som i: Giv mig mere, mere, mere! Det er cool, det er energisk, det er alt, hvad et klassisk punk rock album bør være.

“To Heaven and Back”:

Stream:

Nummer tre: Soleima – NO. 14
Sarah Mariegaard aka Soleima er formentlig det største kommercielle pop-talent herhjemme siden MØ, og det fremstår kun mere klart, efter jeg har skamlyttet “NO. 14” i 2017. Det er poppet pop, men det er samtidig ekstremt funky, silkeblød og sexet. Det har været mit “nu-vil-jeg-lytte-til-noget-rart”-album i det forgangne år, og det kan virkelig også noget.

“Cracks”:

Stream:

Nummer to: MØ – When I Was Young
Når man taler om … Hold nu op, hvor var det en lettelse for mig, da MØ overraskede og sendte “When I Was Young” direkte i favnen på os alle. Det var en lettelse, fordi MØ vender tilbage på rødderne på EP’en – heck, åbningsnummeret hedder “Roots“. Hun vender tilbage til den sårbare, legesyge MØ, som jeg forelskede mig i for fire-fem år siden; det er den gamle MØ med den dybde, der gjorde hende til så lysende et interessant talent. Jeg håber, at det er et tegn på, hvad vi har i vente i fremtiden.

“Roots”:

Stream:

Nummer et: Lowly – Heba
Det kom faktisk lidt som en overraskelse for mig, at “Heba” er Lowlys debutalbum. Jeg føler virkelig, at det er et band, som har eksisteret virkelig længe – og det har de også. Men hold nu kæft, Soffie Viemose og Nanna Schannongs debutudspil har været værd at vente på. De har skabt et drømmepop-univers, der overgår alt, hvad man kunne forvente. Hver eneste gang jeg har været på nippet til at have gennemskuet et nummer, tilføjer de lige et ekstra musikalsk lag, der sparker benene væk under på mig. Det er ekstremt tæt på musikalsk perfektion uden nogensinde at blive kedeligt perfekt. Godt gået!

“Deer Eyes”:

Stream:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnskys julekalender 2016: 17. december

Masasolo Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er det præcis 2513 år siden, at den første udgave af Saturnalia-festivalen blev afholdt i det gamle romerrige. Festivalen, som er en hyldest til guden Saturnus, startede som en endags-festival, men den udvidede sig senere til at vare hele syv dage. Der kan man sige, at Roskilde Festival startede lidt friskere ud som en todages-festival i 1971, inden den også udvidede sig med seks dage ekstra dage til de nu i alt otte dage. Det er da lidt sjovt, som man kan trække paralleller så langt tilbage i historien…
Men nu skal det jo ikke udvikle sig til en historielektion, så lad os få afsløret nummer otte på årslisten.

Årslisten: #8
Nogle har måske gættet det – ja, hvis du endnu ikke har opdaget det, så afslører billedet hver dag, hvem der har indfundet sig på årslisten – men til jer andre, så er det naturligvis årets tredjestørste danske talent, Masasolo, som er at finde på ottendepladsen. Det er han med åbningsnummeret fra hans lækre debut-EP “Breakup”, som udkom i september. Nummeret er “On My Own”, og det er karakteristisk sommerligt og fungerer som den optimistiske åbning på den til tider ret selvmedlidende EP. Masasolo gør i hvert fald sit bedste for overbevise både sig selv og lytteren om, at han er better off on my own.
Morten Søgaard finder en del beskæftigelse som guitarist for blandt andre Billie Van ved siden af Masasolo-projektet, og det er netop guitarspillet, som gør “On My Own” til et af mine yndlingsnumre fra 2016. Især live er det en sand nydelse at opleve en decideret ekvilibrist brillere med veltimede hooks og et nærmest legende overskud. Jeg tror på, at han er better off on his own!

Årets nye udenlandske navn: #1
Albin Lee Meldau er stemmen for 2016 for mig. Hans vokal giver mig gåsehud hver evig eneste gang, jeg lytter til den. Det er ubetinget nydelse, det er følelser uden filter, det er musik i sin reneste form. Jeg er den type musiklytter, som foretrækker følelser og inderlighed over teknik og perfektion, men når det gælder Albin Lee Meldau behøver jeg ikke at vælge. Man får nemlig hele pakken hver eneste gang, og det er virkelig, virkelig imponerende. Som jeg skrev forleden, modtog han den første ANCHOR Award nogensinde på årets Reeperbahn Festival. Prisen gives til det største talent på den internationale musikscene, og jeg er åbenlyst helt enig i, at han havde fortjent den pris. Han er et unikt talent i musikkens verden, og han fortjener et større publikum. Lad mig bare gentage mig selv: Hvis du endnu ikke har oplevet ham live, så sørg for guds skyld for at få det gjort. Det vil du absolut ikke fortryde!

Jeg har glædet mig rigtig meget til i morgen, hvor jeg endelig kan løfte sløret for årets største talent herhjemme fra. Jeg har begrænset mig til artister, som jeg har hørt live, for det er ret vigtigt for en ivrig koncertgænger som mig, at talenterne også fungerer live. Men følg med i morgen, hvor vi også skal et skridt tættere på toppen af årslisten med årets nummer syv.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnskys julekalender 2016: 14. december

Pale Honey Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Der er 10 dage til juleaften! Det betyder samtidig, at vi så småt nærmer os enden på det her en-artikel-om-dagen-eksperiment, jeg har kastet os ud i. Er det overhovedet noget, du har lyst til at læse, eller skal vi bare holde os til de lidt længere og mere gennemarbejdede formater, som så til gengæld udkommer noget sjældnere? Smid mig en mail på peter(at)regnsky(dot)dk eller læg en lille kommentar herunder, hvis du har en holdning til det. På forhånd tak.
…og lad os så komme til sagen!

Årslisten: #11
Lige uden for top 10 finder vi en svensk duo bestående af to 24-årige kvinder fra Göteborg. Nelly Daltrey og Tuva Lodmark hedder de to, og de spiller lækker rock under navnet Pale Honey. Deres musik falder inden for den samme umiddelbare og lettilgængelige gren af energisk rock, som danske Velvet Volume også er leverandører af. Nummeret på 11. pladsen er deres nyeste single “Real Thing”, der udkom i midten af oktober. Der er egentlig ikke så meget at sige om nummeret: Det er rocket, det er lækkert, og så er det stopfyldt med koklokker. Hvad mere kan man egentlig ønske sig?

Årets nye danske navn: #3
I går kunne jeg præsentere tredjepladsen over nye udenlandske navne. I dag er det så tid til nummer tre blandt de danske navne – og det har helt ærligt været sværere for mig at skære den danske ned til tre, da jeg møder og hører langt flere spritnye danske artister end udenlandske i min daglige musikjagt. Valget er faldet på en artist, som Soundvenue tidligere har kaldt ‘den danske Tame Impala‘, og som i foråret var ugens upcoming hos vores venner på Bands of Tomorrow. Han har spillet et væld af koncerter i løbet af foråret og sommeren, herunder en helt fantastisk en af slagsen på Musik i Lejet. Det er sevlfølgelig Masasolo, jeg hentyder til. Morten Søgaard, som er manden bags, musik har været en vigtig del af soundtracket til min sommer, og hvis du endnu ikke har hørt hans lækre poppede psykadeliarytmer, så er det bestemt ikke noget dårligt tidspunkt at gøre det på – omend du formentlig får lyst til at rejse syd på mod sol og varme. Jeg ved ikke, om jeg helt kan genkende Tame Impala-sammenligningen, men der er ingen tvivl om, at Masasolo er en artist, jeg forventer mig vanvittigt store ting af det kommende år.

I morgen tager vi hul på top 10, og det gør vi sammen med en artist, som jeg ikke mener, at man har kunnet møde på dansk jord i år. Det har man kunnet for de fleste af de andre, hvilket også siger lidt om, hvor privilegerede vi egentlig er i lille Danmark i forhold til at være med på noderne rent musikalsk. Tak til festivaler, spillesteder og hvem der nu ellers får det til at ske derude!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Dem skal du høre på UHØRT Festival

UHØRT Festival

Så er det ved at være den tid på året igen. Den anden weekend i august. Nej, jeg snakker ikke om Smukfest, som næste år vender tilbage til denne weekend. Det er derimod blevet tid til den festival, jeg i lang tid har kaldt min yndlingsfestival herhjemme: UHØRT Festival. Jeg må sige, at festivalen har fået skarp konkurrence fra Heartland Festival i år, men jeg glæder mig stadig helt ustyrligt meget til weekenden, hvor jeg for alvor får lov til at dykke ned i primært det danske vækstlag.

Ligesom sidste år har jeg dog tyvstartet lidt ved at være en del af UHØRT Festivals lytteudvalg – hvilket jeg stadig er meget beæret og glad for at have fået lov til. I lytteudvalget lytter vi en lang række bands igennem og giver dem karakterer, så de dygtige mennesker hos UHØRT har et kvalificeret grundlag at booke bands ud fra. I dette indlæg vil jeg guide til mine fem af mine favoritter for hver af de to dage, festivalen står på.

Diet
Fredag klokken 16.40, Hvid Scene
Diet har fået æren af at skyde årets festival i gang fredag eftermiddag, og det er helt sikkert en god grund til at være på pladsen tidligt. Jeg kommer i hvert fald helt sikkert selv til at være der, for jeg vil ikke gå glip af bandet, som i mine ører lyder som Wild Nothing burde have gjort på deres seneste plade. Sådan lød de ikke, men det gør Diet heldigvis. Det er postpunk med shoegaze-elementer, som passer perfekt til en (forhåbentlig) sommer-agtig eftermiddag.

THE ROSA
Fredag klokken 18.00, Sort Scene
Da jeg hørte THE ROSA var jeg dybt chokeret over, at jeg ikke havde hørt om hende før. Hun har nok stærkeste og mest soulfyldte vokal af alle de optrædende i år, så hvis man er til kuldegysfremkaldende soulet r&b-pop, bør man finde vej til de intime rammer (går jeg ud fra, at de er igen i år) ved Sort Scene, når eftermiddag bliver til fredag aften.

Masasolo
Fredag klokken 18.40, Royal Scenen
Jeg ved efterhånden ikke, om Masasolo behøver nogen nærmere introduktion. Det er drømmende poppet rockmusik af den ypperste kaliber, hvilket Morten Søgaard senest gav eksempler på, da jeg havde fornøjelsen af at høre ham på Musik i Lejet. Det er især Morten Søgaards evner som guitarist, som gør Masasolo til et yderst behageligt bekendtskab, hvor man helt ubekymret kan lade sig opsluge af det varme og omfavnende musikalske univers. Hvis du ikke har oplevet Masasolo før, må du ikke gå glip af denne koncert!

JÆRV
Fredag klokken 21.20, Royal Scenen
Amanda Glindvad og JÆRV er en anden artist, som heller ikke har brug for en lang beskrivelse. Søstrene Glindvad – Amandas søster Fine er forsangerinde i CHINAH – har for længst markeret sig som nogle af landets mest lovende kvindelige artister, og det skyldes især evnen til at give helt fænomenale live koncerter (se klippet nedenunder, hvis du er i tvivl). Hvis man vil se et levende bevis på det, så kan jeg kun anbefale at kigge forbi Royal Scenen fredag aften. Det er relativt enkel popmusik, som dog er så gennemført og stilsikkert, at inderligheden og oprigtigheden lyser stjerneklart igennem på en ekstremt rørende facon. JÆRV er min yndlingsartist i 2016. Det er vist den mest uforbeholdne anbefaling, jeg kan komme med.

JÆRV – Skurk (live)

Slowes
Fredag klokken 22.00, Hvid Scene
Det er ikke nemt at skulle følge lige i hælene på en af festivalens hovednavne, men hvis nogen kan gøre det, så er det helt klart Slowes. Duoen har imponeret mig helt vildt med deres interessante take på synthpoppen. De minder mig på mange måder om britiske HONNE, som de seneste par år har været en af mine yndlingsartister. Slowes har dog skiftet overfloden af r&b-elementer ud med en lidt mørkere elektronisk lyd, hvilket nok er den tydeligste markør for, at de rent faktisk er danske og ikke britiske. Tjek dem ud!

https://soundcloud.com/slowesmusic/sweet-1

AUFORI
Lørdag klokken 16.40, Sort Scene
Min lørdag begynder tidsmæssigt fuldstændig ligesom fredag, men musikalsk er det noget helt andet. Den purunge trio AUFORI laver dansksproget popmusik af den fine og enkle slags. Jeg har indtil videre kun hørt tre numre fra 16-årige Anna Ritsmar og hendes to efterskolevenner Mathilde Sten og Óliver Bernburg, men alle numrene har det til fælles, at de er ekstremt velskrevne, ekstremt nærværende og sammenhængende i en grad, man normalt ikke ville forvente af så unge artister. Jeg glæder mig – især fordi der jo sidste år var en anden ung trio, som væltede UHØRT…

Sweet Tempest
Lørdag klokken 18.00, Sort Scene
Vi bliver hængende ved Sort Scene efter AUFORI-koncerten. Her skal den dansk/engelske duo Sweet Tempest nemlig optræde. Jeg har virkelig svært ved at sætte bandet i bås rent genremæssigt, men de minder mig om old school-udgaven af Blue Foundation; måske er det egentlig mest bare Luna Kira Rud-Petersens stemme, som minder meget om Kirstine Stubbe-Teglbjærgs… Uanset hvad skal det ses som en kæmpe ros! Jeg forventer forelskelse, kærlighed og i det hele taget vildflyvende følelser, når Sweet Tempest spiller lørdag aften. Jeg får kuldegysninger bare af at tænke på det!

Mambe & Danochilango
Lørdag klokken 18.40, Royal Scenen
Lige efter Sweet Tempest SKAL alle simpelthen bevæge sig hen til Royal Scenen, hvor UHØRT Festivals måske mest eksotiske artist nogensinde skal optræde. Mambe & Danochilango stammer fra henholdsvis Colombia og Mexico, og de spiller rytmisk musik med vanvittige mængder energi. Mambe er den kvindelige frontfigur, mens Danochilango som DJ styrer slagets gang – hvis slagets gang da skal styres. Måske skal der bare gives slip? Det tror jeg. Uanset hvordan man vælger at gribe koncerten an, så må man simpelthen ikke gå glip af festivalens bedste musikfest!

The White Dominos
Lørdag klokken 21.20, Royal Scenen
Ingen anbefalingsliste uden en fuldstændig stilren rockartist fra Aarhus. Enter: The White Dominos. The White Dominos er hverken mere eller mindre. Musikken er ekstremt ligetil, men lige netop derfor fungerer den og skaber et musikalsk univers, som alle stort set uanset hvilken musik, man normalt er til, vil kunne elske. Jeg er sikker på, at The White Dominos vil give UHØRT-publikummet lige præcis den vitaminindsprøjtning, der nogle gange kan være brug for, når man så småt nærmer sig festivalens sidste timer.

The White Dominos – Like A Ghost

Alvarado
Lørdag klokken 22.40, Royal Scenen
Alvarado er født i El Salvador, men hun levede sine første i San Francisco på den amerikanske vestkyst, inden hun som 10-årig flyttede til Danmark. For mig er Alvarado et unikum i dansk musik, og hun er et af de mest lysende talenter inden for den klassiske hip hop, som på trods af opvæksten er meget Londonsk i sin lyd. Debut EP’en “Venusian” er velproduceret og giver et godt billede af Alvarado som en seriøs og dedikeret artist, som eftersigende skulle give rigtig gode koncerter. Jeg skal i hvert fald hen og se, om der er noget om snakken.

Det var de 10 navne, der blev plads til, selvom guderne skal vide, at jeg sagtens kunne have anbefalet mange flere. Men det ville måske ødelægge lidt af formålet med listen, hvis jeg anbefalede hele programmet. Min anbefaling vil selvfølgelig være at tjekke de her 10 navne ud, men ellers handler UHØRT i høj grad om bare at gå på opdagelse. Bevæg dig rundt mellem scenerne, og måske – hvis du er heldig – vil du møde et nyt yndlingsband. Det gjorde jeg selv sidste år med Velvet Volume

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.