Most of This Moment (Isolee Remix)

For halvanden måned siden udsendte Raijko Mueller under sit for de fleste velkendte produceralias Isolee LP’en Well Spent Youth, karrierens tredje af slagsen, på Pampa Records, der tidligere har distribueret musik fra kunstnere som DJ Koze, Nathan Fake og Axel Boman. For at gøre historien om denne udgivelse kort, har der siden udgivelsesdatoen tilbage i januar ikke været optræk til, at denne ville gå i historiebøgerne som et uforglemmeligt mesterværk. Det er en stærk plade på det lyttervenlige baggrundsstøjsniveau, men ingen af hans mange kreative inputs og forsøg har endnu været i stand til at blæse mig omkuld, som ellers tidligere var tilfældet.

Langt mere imponerende er til gengæld hans seneste remix af landsmanden Manuel Tur og nummeret Most of This Moment, et old school house track med Holly Backler på gæstevokal der minimalistisk på det lyriske område gentager enkelte sætninger, nummeret igennem.
Hvor originalsporet – der ligesom remixet er udkommet på Jimpsters Freerange Records – mest af alt bærer mange referencer til den samme 80’er-stilart som især Inner City og Azari & III har vundet mange fans med, får Manuel Tur i modsætning til netop sine canadiske kollegaer meget lidt ud af denne boldgade, som desforuden ligger et stykke væk fra den mere dybe, nutidige housestil der tidligere har været Manuel Turs varemærke.

Isolee, derimod, støver originalen af for overflødighedsproduktioner på sit remix, og tilføjer en lige dele industriel og funky bassline samt funklende synthlines, som skaber langt bedre rammer for Holly Backlers førnævnte gæsteoptræden. Remixet er på een og samme tid tilbagelænet og stompende, hvorfor det både kan lyttes og danses til og – måske i forhold til hans seneste LP – har potentiale til at blive et af Isolees mest markante værker.

Manuel TurMost Of This Moment ft. Holly Backler (Isolee Remix)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/03/Most-Of-This-Moment-ft.-Holly-Backler-Isolee-Remix-1.mp3]