Mammút: “Det er nemmere bare at blive sammen…”

Mammút Regnsky Roskilde Festival

Islandske Mammút udgiver i dag deres fjerde album, “Kinder Versions”, som samtidig er deres første engelsksprogede af slagsen. Jeg mødtes med de fem karismatiske nordboer inden deres koncert på Roskilde Festival. Det er muligvis det skøreste interview, jeg nogensinde har lavet, men det er, hvad der sker, når man fem dage inde i Roskilde Festival vælger at sætte en sen eftermiddagsdate op med fem personer på én gang – med hver deres øl i hånden…

Hvad vil I gerne sige med “Kinder Versions”?
Det handler om kærlighed. Men jeg tror, at det, der gør os til dem, vi er, er, at vi prøver at være så lidt verbale som muligt, når vi laver musik. Vi prøver at tale mindre og bare spille. Vi beslutter os aldrig for en bestemt rute at følge; konceptet opstår bare undervejs. I det hele taget er vi ikke så glade for at tale om musik. Vi vil hellere bare spille den.

Gør det det ikke lidt svært at give interviews?
Haha! Jo, men det er sjovt! Da vi skulle beslutte os for titlen på albummet, og vi stødte på “Kinder Versions“, vidste vi bare, at det var det rigtige. Fordi albummet går fra et mørkt sted til et lykkeligt sted. Hele ideen er kærlighed, hvor corny det end måtte lyde. Det hele er kærlighed – men fra forskellige udgangspunkter. Det koncept blev skabt undervejs.

Så kan man sige, at der er en naturlig udvikling på albummet?
Ja, men det var ikke planlagt. Nogle gange sker det bare. Du laver albummet, og så tager du et skridt væk og kigger på det – og først der kan du se, at ja, det er det, det handler om.
Men for os er hver eneste baslinje, guitarlinje og hvert eneste trommeslag vigtige. Ligeså vigtige som teksterne. Enhver stemme på albummet, også selvom den kommer fra et instrument, har en klart defineret ting, den prøver at sige. Vi prøver allesammen at sige noget med de lyde og de linjer, vi spiller. Vi prøver ikke bare på at spille; vi prøver på at leve det og mene noget med det. Til gengæld elsker vi at beskære vores sange, for vi gider ikke have noget bullshit i vores musik.

Hvorfor har I valgt at lave “Kinder Versions” på engelsk?
Jeg tror bare, at det er en del af den naturlige udvikling. Vi var nødt til at komme væk fra øen (Island, red.). Det er en vigtig pointe, for vi har været der i mange albums, og nu er vi nødt til at tage det næste skridt. Det er sundt for vores kreativitet at åbne den port.

Hvad er det næste skridt for jer?
Vi vil virkelig gerne bare lave det her. Og det kommer vi kommer til: Udgive det nye album og turnere meget. Bare spille, spille, spille! Vi vil fortsætte. Det er hårdt i musikbranchen. Virkelig hårdt. Så vi vil forsøge at gøre det lidt mindre hårdt.

Ja, I har været i musikbranchen længe nu. Sammen. Bliver I aldrig trætte af hinanden?
(Sagt på samme tid) Ja, vi gør! Overraskende nok, nej!
Hahaha! Ej, overraskende nok ikke så ofte, men selvfølgelig gør vi det. Ligesom familie. Du bliver også nogle gange træt af din søster, dine forældre eller din kæreste.

Men I har aldrig i de cirka 14 år, I har været et band, haft lyst til at splitte op?
Vi har været igennem en masse lort som band. Også lort som sikkert burde have fået os til at give op mange gange. Og vi har været lige ved, men vi gjorde det aldrig, for det giver ingen mening ikke at være et band. Det er så stor en del af vores liv. Det er nemmere bare at blive sammen.

Med andre ord er I for dovne til at sige stop?
Haha, ja, præcis. Du vokser op som et band med de samme mennesker. Vi har været i bandet i mere end halvdelen af vores liv. Faktisk nærmest hele den del af vores liv, vi kan huske, for du husker ikke rigtig noget, fra du er helt lille. Du ved ikke, hvordan du kan leve uden det. Og der er stadig passion, og vi respekterer hinanden. Det giver ingen mening at stoppe. Og hver gang vi laver en god sang eller et godt album, sker der noget meget unikt. Vi kan mærke, når det sker, og det er ikke noget, du bare kan beslutte at gøre et andet sted. Det er meget specielt. Så selv når vi er trætte af omstændighederne, vil musikken altid holde os sammen.

Er I, hvor I gerne vil være som musikere?
Vi er det rigtige sted lige nu. Der er selvfølgelig altid et mål foran dig, men lige nu føler vi, at vi er det rigtige sted. Især på den her festival. Men hvis du har nogle penge, så… især kontanter!

Det er der ikke nogen, der har fortalt mig…
Vi ruller dig efter interviewet.

Fair nok. Sådan er det vel at være en del af den hårde musikbranche… Er der noget, I gerne vil sige, inden vi slutter?
Bare at vi elsker alle jer, som har lyttet til os. Og at vi elsker jer for at holde os ud i så lang tid. Og vær søde at sende os penge. Giv os nogle penge. Kontanter! Euro! Vi foretrækker euro. Ikke kroner!

Med den opfordring vil jeg da bare opfordre dig til at tjekke “Kinder Versions” ud herunder, hvis du er til indierock med et islandsk twist. Eller hvis du bare gerne vil undgå at blive rullet af fem frejdige islændinge…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde Festival: Ikke tale, bare snakke…

Roskilde Festival Regnsky
Foto: Jonas Laurien

Det er efterhånden 13 år siden, at Peter Sommer udødeliggjorde ordene i overskriften med gennembrudshittet “Valby Bakke”, men sjældent har et citat været så on point til at beskrive min oplevelse af Roskilde Festivals fredagsprogram. Det er efterhånden ganske forudsigeligt at beklage sig over, at der er for meget snak blandt publikum til rigtig mange koncerter. Ikke bare til festivalkoncerter men også til koncerter, som folk rent faktisk har betalt penge for specifikt at høre. Måske kunne det tyde på, at der findes et uudnyttet marked for dyr baggrundsstøj til din samtale om heste, kærester eller en kombination. Iværksætteridé lige der; du tager den bare!

Men det er egentlig ikke den irriterende summen, som i går fx fik Angel Olsen til at ytre ordene: “Can I ask you something? Will you please just shut up?!” Hvilket blev modtaget med store jubelbrøl fra den frustrerede del af publikum, som var mødt i Avalon for at nyde en af verdens mest interessante singer/songwritere lige nu. Avalon er i øvrigt klart den værste synder på Roskilde Festival, da teltet tilsyneladende er designet på en sådan måde, at den også suger al udefrakommende lyd til sig. Denne vidunderlige teknologi må kunne udnyttes andre steder; fx til at få folk til at gå hjem fra fester.

Nu har jeg efterhånden selv gjort mig skyldig i at snakke frem for at tale – for god ordens skyld skal det lige siges, at min definition i dagens anledning er, at tale har indhold – det har snak ikke. Det er ligegyldigt fyld, der selvfølgelig også er vigtig i mange sociale sammenhænge. Men hvad, jeg oplevede i går, var, at nærmest alle de artister, jeg havde fornøjelsen af at lytte (igen en vigtig nuance: Lytte er aktivt, høre er passivt) til i går, var yderst snaksaglige.

Det gjorde sig gældende for både Karl William, Seun Kuti, Angel Olsen, Alex Cameron, Mammút, Foo Fighters og Lorde. Og interessant nok ikke rigtig for Father John Misty, som virkede mindre oplagt i mundtøjet end normalt. Eller for Noga Erez, som man ellers må sige har noget på hjerte, men som måske også bare havde indset, at klokken 02.00 på Gloria fredag aften ikke var det mest oplagte tidspunkt til at komme med politiske statements om forholdene i hjemlandet Israel.

Men lad os fokusere på dem, der rent faktisk forsøgte at interagere med publikum. For det kan virkelig både gå godt eller skidt. Det er muligt, at det står i Roskilde Festival-håndbogen, at man skal råbe “Roskilde” med tryk på d’et mindst fem gange i løbet af en koncert, men derudover bør man nok kun tale, hvis man har noget at udtrykke. Kort sagt skal man kende sit publikum.

Eva var inde på noget af det samme i sin anmeldelse af Rüfüs tidligere på ugen, og jeg vil sige, at især Karl William faldt i den samme fælde. Han formåede at sige “det her er så stort for os” så mange gange, at han til sidst rent faktisk tog sig selv i at være i gang med at sige det igen, hvorefter han fik mumlet noget fuldkommen meningsløst. Så er det bedre at lade musikken tale.

Dave Grohl i front for Foo Fighters er derimod en sand mester i stadiontale. Det er selvfølgelig også en fordel, når bandet direkte udstråler, at de elsker at stå på Orange Scene. Det var ikke bare et eller andet tilfældigt job. Det betød fandme noget og særligt anekdoten om, at Dave havde siddet backstage og krydset fingre inden en koncert for 25 år siden, da Danmark vandt EM i fodbold, var spot on. Det var ærligt, det var nærværende, og det talte direkte ind i den danske folkesjæl. Lidt ligesom da Romy fra The xx aftenen forinden havde fortalt om dengang, hvor hun som 16-årig var blevet droppet af sin kæreste på Roskilde Festival – det tror jeg, at de fleste på pladsen kan relatere til i en eller anden grad; alle anmelderne kunne i hvert fald.

Det er alt andet lige også en bedre anekdote, end da den ene konferencier forud for Seun Kuti-koncerten fortalte om et par, som engang havde været på Roskilde, og nu var det igen med deres børn. Man må godt prøve lidt mere. Det gjorde Seun Kuti heldigvis selv, og han leverede alle de politiske budskaber, som jeg savnede fra Noga Erez. Nogle mindre end andre. Blandt andet kastede han sig ud i en underholdende svada om, at han ikke måtte ryge sig skæv backstage, men at andre ifølge ham tilsyneladende godt måtte tage hårdere stoffer uden at få skæld ud. Det kan man selvfølgelig også undre sig over; særligt med festivalens fokus i disse år.

Mammút og Lorde er faktisk nok de mest interessante snakke/tale-cases, for de gjorde vel nærmest alt det, man kan blive irriteret over, men det blev alligevel ikke for meget. Mammút-frontkvinden Kata var tydeligvis rørt over at stå på scenen og fik formuleret den ene halvforvrøvlede sætning efter den anden. Højdepunkterne talte blandt andet “now, we will play a song” og “we will see you… the next time we see you!” Men man kan slippe af sted med meget, når man konstant tager sig til hovedet i benovelse og tydeligt viser sin taknemmelighed over at få lov til at spille på Roskilde Festival – hvilket hun da også fik sagt, er det største, man kan opnå som islandsk artist. Og det troede man på!

Jeg havde lidt frygtet, at Lorde ville være mere distanceret, da hun entrerede Arena, men hun var nærmest selvudslettende ydmyg, og jeg tror faktisk, at hun var lidt i chok over den enorme opbakning, hun oplevede. Hun var helt tydeligt alt, alt for stor til Arena, hvilket betød, at samtlige personer i teltet var fans, der kunne nærmest alle hendes sange udenad. Så det gjorde det mindre, at hun flere gange fik sagt “I love you Copenhagen” og “It’s so good to be here in Copenhagen”. Mere om det i min anmeldelse af koncerten.

Så den overordnede pointe er vel egentlig bare, at man skal have noget på hjerte, inden man kaster sig ud i de længere foredrag. Det er der ikke noget groundbreaking i. Men samtidig at det i grunden måske ikke er så vigtigt, hvad man siger, så længe man siger det på en troværdig måde. Musik handler om følelser, og hvis man samtidig finder de rette ord til at udtrykke de følelser, der opstår mellem en kunstner og et publikum, skaber man den magi, der gør koncerter mindeværdige. The xx mestrerede det torsdag, rigtig mange ramte inden for skiven fredag.

Og hold så kæft under koncerterne! Dine ord er ikke magi – medmindre du er Gandalf eller Harry Potter. Og det er du ikke.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde Festival: Her er snydekoderne til fredagens program

Den Sorte Skole Regnsky
Foto: Jesper Palermo

Fredag står for døren. Vi er halvvejs gennem Roskilde Festivals musikdage. Du er træt, jeg er træt, ham/hende, du kigger på lige nu, er med sikkerhed også træt. Programmet bliver sværere og sværere at overskue. Hvad vi alle har brug for, er en nem og indsatsløs metode til at få et overblik og finde ud af, hvad der skal ske. Det vil jeg gerne hjælpe med. Derfor præsenterer jeg her snydekoderne til fredagsprogrammet, som giver dig evigt liv og fuldt overblik over det vigtigste. I hvert fald det sidste.

Hvis din torsdag blev sen, og du ikke kan stave til iddqd, kan du bare scrolle lidt længere ned på siden. Jeg vil nemlig starte med at fortælle dig, at du bør begynde din dag med at besøge to danske kunstnere:
Først First Hate på Apollo klokken 12 og dernæst Cancer på Avalon klokken 13. Ind imellem kan du købe en cola eller en milkshake. Eller morgenmad. Milkshaken kan selvfølgelig også være din morgenmad. Dit liv, dine regler, du ved.

Både First Hate og Cancer skaber behagelig, omfavnende musik, som man godt kan overskue at stå eller sidde (i regnen) og lytte til. For First Hates vedkommende vil Anton Falcks rolige baryton skabe en slags blødt velourskjold, som kan holde de værste tømmermænd på afstand, mens du roligt rokker frem og tilbage til duoens yderst velskabte synthpop.

Så er du nemlig også helt klar til at nyde Cancer aka Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine og Kristian Finne fra Chorus Grant, når de krammer dig varm med silkeblød drømmepop. Det er noget mere eksperimenterede end First Hate, men alligevel behøver du ikke tænke så meget. Du kan bare give slip og glide ind i deres drømmende univers ledsaget af Kristian Finnes lækre guitarspil og Vonsild overjordiske vokal.

Så er det nu, at alle jer, som har behov for at sove længe, kan begynde at læse med igen!

De morgenfriske har nemlig nu fået frokost, fundet deres venner, og klokken nærmer sig der, hvor eftermiddag bliver til aften. Det betyder, at vi i samlet flok bevæger os mod Avalon (eller bliver siddende, hvis du ikke har formået at flytte dig efter Cancer – Meyers er lige ved siden af, så det er fair nok, hvis du er blevet hængende), hvor Angel Olsen giver koncert klokken 17. Det vil du gerne høre – trust me!

Angel Olsen er nemlig i al beskedenhed verdens bedste kvindelige singer-songwriter lige pt. Hvis du hørte Kevin Morby onsdag, som jeg sagde, du skulle, så vil du helt sikkert også gerne høre Angel Olsen. Hvis ikke, så er det på tide, at du tager til koncert med en vaskeægte historiefortæller. Hendes musik er vel egentlig country i genren, men med så mange finurlige twists og udefrakommende elementer, at det bare bliver til Angel Olsen. Nogle gange er det grunget, andre gange poppet – men altid er det godt!

Efter Angel Olsen står du og jeg ved en ret afgørende skillevej. Dit valg afhænger i høj grad af, hvor godt din krop har det på nuværende tidspunkt. Du har to valgmuligheder:
Enten kan du købe en drink og gå over til Gloria klokken 18.30, hvor det excentriske australske synthpopfænomen Alex Cameron holder til – ham har Angel Olsen i øvrigt sagt, at hun lytter til, mens hun træner. Du behøver derimod ikke træne for at høre ham. Eller også kan følge strømmen mod Orange Scene klokken 19, hvor entertainer og fidusmager Father John Misty er klar til at synge fjollede sange og formentlig opføre et nyt, absurd teaterstykke imens, ligesom han gjorde sidste gang han besøgte Roskilde Festival.

Dermed ikke sagt, at Alex Cameron er en mindre entertainer end Father John Misty, for det er han bestemt ikke. Han er nok bare mere selvdestruktiv og knastør i sin humor, så det er vel det, man må kalde en smagssag. Personligt er jeg nok mest til Alex Cameron-humor. Musikalsk står valget mellem bas, synths og en langsom fest hos Alex Cameron eller en mere afslappende og hyggelig start på aftenen foran Orange, hvor man – hvis vejrguderne gider – sikkert godt kan få lov til at sidde ned og grine med sine venner, mens Joshua Tillmann leverer den ene skøre karakter efter den anden. Hvis du synes, at Mac DeMarco er genial live, så vil du helt sikkert også elske Father John Mistys live-performance!

(Pst.. Nu fik jeg sat det op som et valg, men i virkeligheden kan du jo godt bruge den første halve time på at finde ud af, om Alex Cameron er noget for dig, og så ellers bevæge dig mod Orange omkring klokken 19. Det er nok min egentlige anbefaling. Ja, gør det!)

Uanset hvad du vælger, skal du naturligvis hen og høre islandske Mammút bagefter. Det vil jeg ikke skrive så meget om, for det har jeg allerede gjort her. Men det er på Pavilion, og det er klokken 20.15.

Nu er du enten nået til det stadie, hvor den første fadøl er blevet indtaget, og du vurderer, at du er klar til at tage en næstsidste tørn i natsmatten. Eller også er du på vej i seng igen. Hvis det sidste er tilfældet, vil jeg anbefale dig at prøve den der fadøl af. Eller noget andet flydende, som kan få dig på bedre tanker. For klokken 22 skal vi allesammen hen til Orange Scene og høre Foo Fighters. Det skal vi bare. Også selvom de fleste af os bare er pretenders blandt de ægte fans…

Ægte fans i Danmark har Roskilde Festival åbenbart vurderet, at Lorde ikke har så mange af, som man skulle tro. Af uransagelige årsager er kvinden, hvis nyeste album pt ligger nummer 1 i USA, Canada, Australien og naturligvis hjemlandet New Zealand, ikke stor nok til at være hovednavn på festivalen. Man kan undres over den ikke helt ædruelige beslutning, men i virkeligheden burde jeg nok være ligeglad – det er jeg bare ikke (det er endnu et fjollet pun, slap af!).

Det ændrer dog ikke ved, at hun spiller på Arena klokken 23.30, og at hun er det største scoop på årets program. Og at jeg har glædet mig til den her dag, lige siden jeg stiftede bekendtskab med den dengang 16-årige Ella Yelich-O’Connor i foråret 2013.

Hvis du stadig er i live efter Lorde, er det fordi, du har besluttet dig for at feste. Og det gør du bare bedst sammen med Den Sorte Skole, som står klar til at vælte dig, mig og Orange Scene klokken 01.15 natten til lørdag. Rygterne vil vide, at bandet har anmodet om at få lukket luftrummet over festivalen, mens koncerten står på, så jeg er spændt på at se, hvad de og deres hær af visuelle wizkids, som blandt andre tæller Dark Matters, har fundet på. Vildt bliver det i hvert fald.

…og nu vil jeg holde op med at guide dig, for du er garanteret enten for træt eller for fuld til at forstå det komplicerede koncept, som er bogstaver. God fest og/eller godnat!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde Festival: Disse nordiske artister skal du høre!

Roskilde Festival Regnsky
Foto: Stiig Hougesen

Så er det om lidt, at det er nu! Roskilde Festival 2017 er lige rundt om hjørnet, og programmet er lige så stopfyldt med kendte og ukendte musiknavne, som det plejer at være. Hvor skal man starte? Og hvem må man ikke gå glip af?

Det vil Rasmus, Eva og jeg give dig hvert vores personlige bud på de næste dage. Jeg vil – som titlen afslører – tage udgangspunkt i programmets nordiske artister og udpege de 10 artister, du absolut bør høre. For god ordens skyld skal det siges, at listen er i kronologisk rækkefølge.

ARY
Mandag d. 26/6, kl. 16.30, Countdown
Jeg hørte norske Ariadne Loinswortha – eller bare ARY – for første gang på sidste års SPOT Festival, og ved den lejlighed blev jeg blæst bagover fra første sekund. Faktisk i en sådan grad, at jeg dagen efter var nødt til at opsøge ARY’s gratis koncert ved åen for at få bekræftet, at det hele ikke bare var en drøm. Og den elverlignende lille kvinde var virkelig nok – og det var magien også! Den 21-årige trondheimbo (eller hvad man nu kalder folk fra Trondheim?) er leveringsdygtig i bastung, elektronisk popmusik efter den ret velkendte norske succesopskrift, som kredser om velskrevne og catchy tekster i et drømmende univers.

Du skal høre ARY, hvis…
…du kan lide andre norske artister som Aurora, Susanne Sundfør og Amanda Delara, eller du bare er vild med velskabt popmusik med kant.

Lyt til: “Higher”

Skott
Mandag d. 26/6, kl. 19.30, Countdown
Der er ingen grund til at rende for langt væk fra Countdown-scenen, når ARY er færdig. Cirka halvanden fadøl og en bid aftensmad senere står hendes 25-årige svenske kollega Skott nemlig klar med flere lækkerier til pophjertet. Jeg har desværre ikke hørt Pauline Skjötts projekt live endnu, men jeg forventer en bombastisk koncert fra det vaskeægte blogfænomen, som har lagt HypeMachine ned ikke mindre end tre gange med sine fantasifulde, elektroniske folkpop-fusioner. Det er dramatisk, det er storslået, og det er ubetinget Sveriges bedste bud på en ung artist, der kan matche Norges tilsyneladende utømmelige talentmasse.

Du skal høre Skott, hvis…
…du savner Bat For Lashes, og du gerne vil udfordres lidt mere, end du normalt vil blive til en popkoncert.

Lyt til: “Glitter & Gloss”

IRAH
Tirsdag d. 27/6, kl. 15.00, Countdown
Stine Grøn og co. behøver ikke nogen nærmere introduktion her på Regnsky, for faste læsere er ikke i tvivl om, at vi knuselsker danske IRAH. I min optik er IRAH landets mest interessante band lige nu, og det er kun et spørgsmål om tid, før de har vokset sig for store til både Countdown-scenen og den danske musikscene i det hele taget. Stine Grøns vokal er som en engels, og Adi Zukanovic er en vaskeægte tryllekunstner, når han lader fingrene danse på sine keys. Det giver en drømmende lyd af en anden verden, som på SPOT i april fik Gaffas anmelder til at udråbe IRAHs koncert til den måske bedste nogensinde på festivalen. Jeg er 110 procent enig!

Du skal høre IRAH, hvis…
…du har ører, der virker. Ganske enkelt. Hvis du endnu ikke har oplevet IRAH live, så er det her koncerten, du skal til. De er fede på plade, men live er de i en klasse for sig!

Lyt til: “Into Dimensions”

Farveblind
Tirsdag d. 27/6, kl. 16.30, Countdown
Lige efter IRAH kan man opleve en anden artist, som også optrådte til vores dayparty på SPOT Festival. Det er naturligvis den danske duo Farveblind, som Rasmus havde fornøjelsen af at interviewe efter selvsamme koncert i Aarhus. Jens Asger og Magnus laver – modsat mine tre første anbefalinger – ikke popmusik. De er derimod garant for bastung eletronisk musik af den slags, som gør det svært at sidde eller stå stille. Ligesom IRAH formår de at gøre deres egne indspilninger til skamme, når de optræder live, og med deres liveenergi er de uden ligemænd på den hjemlige scene.

Du skal høre Farveblind, hvis…
…du ikke er bange for at svede sammen med andre glade mennesker og gerne vil sparke din Roskilde Festival i gang med en gedigen eftermiddagsfest.

Lyt til: “Wasteful Talk” (feat. Clea)

silvester
Tirsdag d. 27/6, kl. 21.30, Countdown
Vi fuldender trekløveret med endnu en artist fra vores dayparty lineup i form af den velfortjent hypede trio silvester. Silvester består af forsanger Awinbeh Ayagiba, Ida Duelund og Malthe Rostrup, og deres musik kan bedst beskrives som eksperimentel r&b med beachpoppede elementer. Jeg krydser alle de fingre, jeg kan undvære, mens jeg skriver, for, at tirsdag aften på Roskilde Festival bliver en af de der mytiske solbeskinnede, lune sommeraftener. For det er den mest optimale ramme for silvester og deres evne til at sende lytteren mod de mere tropiske afkroge af sindet – hvis sådanne altså findes…

Du skal høre silvester, hvis…
…solen skinner, og du har lyst til noget lækkert, blødt og behageligt, som kan få dig til at glemme alt – lige fra dine sorger til, hvor dine venner mon er blevet væk henne (Det er tirsdag – alle er blevet væk til den tid).

Lyt til: “Oceans”

GANGLY
Tirsdag d. 27/6, kl. 23.00, Countdown
Nej, jeg gider ikke ændre titlen på artiklen til “Peter anbefaler hele Countdown-programmet.” Jeg vil derimod gerne anbefale den artist, som i år har æren af at lukke min yndlingsscene på Roskilde Festival: Islandske GANGLY. Frontkvinden er Jófríður Ákadóttir, som jeg havde fornøjelsen af at møde på SPOT Festival til en snak om hendes projekt JFDR. Nu er hun tilbage i Danmark med trioen GANGLY, og der er lagt op til en musikalsk udfordrende oplevelse. Lyden er umiskendelig islandsk i sin organiske og futuristiske komposition, hvor simple klange flyder sammen og skaber et storslået univers. Hold nu op, jeg glæder mig til igen at lade mig omfavne af den unge sangerinde, som selveste Bjørk ser som et forbillede.

Du skal høre GANGLY, hvis…
…du vil udfordres af musikken. GANGLY kræver enormt meget af sin lytter, men hvis man lader sig gribe af musikken, vil jeg vove at påstå, at man får sin indsats uendeligt mange gange igen.

Lyt til: “Whole Again”

Sigrid
Torsdag d. 29/6, kl. 12.30, Apollo
Det er nok en overraskelse for nogen, at jeg anbefaler norske Sigrid, for jeg var ikke begejstret efter hendes koncert på SPOT. I mellemtiden har jeg dog smaskforelsket mig i den 20-årige sangerindes smukke ballade “Dynamite”, og jeg har besluttet, at hun fortjener en chance mere. For jeg er slet ikke i tvivl om hendes talent. Jeg håber bare på, at hendes live performance har udviklet sig, for hendes tilstedeværelse på en scene er helt i top, så grundingredienserne er bestemt til stede. Nu skal hun bare sætte det hele sammen, når hun af uransagelige årsager indtager Apollo – hvilket meget vel tager prisen for årets mest aparte kunstner/scene-match.

Du skal høre Sigrid, hvis…
…du havde det fedt til ARY-koncerten i opvarmningsdagene, og du gerne vil se, om den talentfulde unge nordmand har fundet en bedre balance mellem akrobatik og sang på scenen, end hun havde for få måneder siden.

Lyt til: “Dynamite”

aYia
Torsdag d. 29/6, kl. 20.00, Gloria
Vi tager et smut tilbage til Island for at møde trioen aYia, som er det andet af i alt tre islæt fra vulkanøen. aYia laver ifølge de fleste beskrivelser, jeg er stødt på, electropop, men det er en eklatant forsimpling af bandets komplicerede univers. For mig er aYia lyden af natur. Det er lyden af tåge. Det er lyden af elektriciteten i luften inden et tordenvejr. Det er pulserende, drømmende og til tider behageligt skræmmende. aYia har bogstaveligt talt skabt overjordisk musik, og jeg glæder mig helt ustyrligt til at opleve dem transformere allerede magiske Gloria til et sansetungt inferno.

Du skal høre aYia, hvis…
…du tør. Det er lidt en skam, at de spiller allerede klokken 20, for du kommer til at være emotionelt drænet efter koncerten, hvis de formår at ramme stemningen fra deres indspilninger.

Lyt til: “Ruins”

Mammút
Fredag d. 30/6, kl. 20.15, Pavilion
Kvintetten Mammút er den sidste islandske artist, jeg vil anbefale i denne omgang. Deres musik er markant lettere at gå til end både GANGLY og aYia, men det gør den hverken mindre islandsk eller mindre fortryllende. Mammút laver indierock med et ordentligt pift islandsk natur oveni, hvilket løfter deres musik op i en sfære, hvor den transcenderer almene genrebeskrivelser og bare fremstår som følelser udtrykt gennem især Alexandra Baldursdóttirs himmelske vokal.

Du skal høre Mammút, hvis…
…du godt kunne lide de andre islandske indslag, men savnede en elektrisk guitar. Samtidig er det et godt bud til dig, som gerne vil prøve grænserne for indierocken af.

Lyt til: “Salt”

Cashmere Cat
Lørdag d. 1/7, kl. 19.30, Apollo
Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal forvente af Cashmere Cat i liveudgaven. Ud over at Magnus August Høibergs projekt virker noget mere hjemme på Apollo, end landskvinden Sigrid gør. Cashmere Cat er bedst kendt som producer for nogle af verdens største artister som Kanye West og Roskilde-aktuelle The Weeknd, men nu er han altså for anden gang i Roskilde på egen hånd. Med i den hånd – eller de hænder – har han en finurlig mix af blød dance og fræk r&b, som nok skal få de fleste formentlig ret trætte Roskildegængere til at slowdanse sig ind i festivalens sidste aften på ømmeste vis.

Du skal høre Cashmere Cat, hvis…
…du allerede har – eller har tænkt dig at finde – en at slowdanse med. Koncerten kunne meget vel blive festivalens mest behagelige oplevelse.

Lyt til: “Quit”

Det var alt fra mig for denne gang. Hold øje med Rasmus og Evas optakter, hvis du vil have flere gode bud på, hvad du bare ikke må gå glip af på årets Roskilde Festival. Og så ses vi derude på Dyrskuepladsen!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.