Pak din reptilhjerne ud af fløjlssækken med Regnsky på Radar

Regnsky elsker Århus! Derfor præsenterer vi den 22. juni på Radar en af vores yndlinge, nemlig den garvede og hypede, elektroniske musiker Machinedrum. Vi glæder os til at se en masse af vores århusianske læsere! Warm-up: Aebeloe og Odd Shapes. Tjek Facebook Event her.

machinedrum

Travis Stewart AKA Machinedrum er en hyperproduktiv elektronisk producer som har produceret et stort antal ep’er og albums siden år 2000. Et af højdepunkterne er hans album Rooms fra 2011, som kandiderede til et af det års bedste elektroniske udgivelser. Albummet indeholdt numre såsom The Statue, hvor Machinedrum kommercialiserede lyden af footwork, og gjorde den spiselig.

Machinedrum – The Statue

Machinedrums musik er umiddelbar og samtidig virtuost produceret. Den virker både henkastet og overvældende. Machinedrums musik pakker elegante menneskers reptil-hjerner ud af fløjlsækken og sætter deres hofter i rotation via en perfekt afmålt kombination af diskret idioti og repetative beats.

Sideløbende med sin solokarriere har Machinedrum haft succes som producer for Azealia Banks, hvilket har givet ham ørenlyd hos et publikum, der ikke nødvendigvis befinder sig i hans sædvanlige del af det musikalske spektrum – et spektrum der kan beskrives som et orgie af tunge hip-hop beats, der parrer sig med rave-tendenser, for derefter at afføde en medrivende og opdateret elektronisk hybrid af klassiske, elektroniske stilarter.

Til sommer udgiver han endnu et fuldlængde album. I den anledning har Regnsky i samarbejde med Radar inviteret ham til Århus og give en forsmag på goderne lørdag den 22. juni. Vi har derudover fået et par spændende og lovende elektroniske producere til at varme op, nemlig Aebeloe og Odd Shapes. Vi glæder os utrolig meget til at sætte gang i festen i Århus, ikke mindst fordi Machinedrum har stærkt ry for at levere ekstatiske live-sets. Et ry som blandt andet understøttes af en myte-skabende koncert på Dunkel i København sidst han gæstede vort lille kongerige.

Machinedrum + Aebeloe + Odd Shapes + Regnsky djs
Radar, Aarhus.
22. juni kl. 21-02.
Tjek Facebook Event her.

Og køb billetter til koncerten her.

Machinedrum – Boiler Room Set

 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Physical Therapy – internetproducer eller Frankensteins monster?

Begrebet ‘internetproducer’ er et fænomen, som irriterer mig grænseløst. Med den stigende mængde af DIY-producere (og soveværelsesproducere, velsagtens) takket været en stigende opmærksomhed rettet på sociale netværks som SoundCloud og musikengageredes evigt umættede appetit efter fortsat mindre og endnu mindre eksponerede navne fra den musikalske geschäft, er det en selvfølge, at vi må til at lære denne betegnelse udenad. Men vil vi nogensinde helt afklare, hvad betegnelsen dækker over, når vi taler om karakteristiske træk, så som en særlig stilart, genrer eller (fortsæt selv)?

Mit umiddelbare svar er genremutationer. Kaotiske blends af genrer, der uafhængigt af hinanden har dybe rødder i musikhistorien, uden nødvendigvis at tage notits af hinanden. Det kriterium indgår utvivlsomt, når man skal definere denne slags ‘internetproducer’. Derudover må medregnes – som et element af patos – at artisten har brugt lettilgængelige, omkostningsfrie platforme til at skabe sit et navn. Artistens venner eller kollegaer uploader derefter en håndfuld numre på en blog, tager det med i CD-tasken eller giver det frit væk på et østeuropæisk forum, og så kan opmærksomheden være skabt og vejen banet. Så kan det diskuteres, hvorvidt man per automatik glider over i ‘internetproducer’-betegnelsen, når denne tilgang giver pote.

Større internetmedier som Pitchfork, The Fader og Fact Mag har allerede fået øjne og ører op for den New Jersey-baserede producer Physical Therapy, og her falder samtlige musikmagasiner over hinanden, i kampen for at bruge betegnelsen ‘internetproducer’ på produceren, hvis borgerlige navn virker til at være godt hemmeligholdt fra pladeselskabet Hippos In Tanks‘ side. Det amerikanske pladeselskab har igennem dets to år lange levetid udgivet musik med kunstnere, som netop har banet sin vej til opmærksomhedens skær via internetparametre og er kendt for absurde genrekombinationer – kunstnere som Games, Laurel Halo, Hype Williams og Nguzunguzu.

Physical Therapy passer med sit levende mix af drum n’ bass-, halvfemserhouse- og soulkonturer perfekt ind i denne familie af artister. Fra ep’en Safety Net er skæringen Do It Alone udgivelsens største stjerne, hvis titel springer i øjnene, ikke kun med tanke på den tidligere berørte situation med DIY-artister, men også fordi nummeret bider hårdt i en sample af Tyree Coopers legendariske housetrack ‘I Can’t Do It Alone‘, som så dagens lys for 20 år siden, i en tid hvor artister i undergrunden ikke tilfældigt kunne opstøves på internettet. Den melodramatiske bassmelodi fra Tyree Coopers klassiker går igen på ‘Do It Alone’, akkompagneret af et heftigt kor og adskillige manipulerede vokalspor. Trommearrangementet er som taget ud af en Machinedrum-produktion, og hører hjemme i en engelsk, nymoderne fortolkning af drum n’ bass-genren – blot i et sædvanligt højere tempo end på ‘Do It Alone’, hvilket cementerer tydeligheden af Physical Therapys leg og manipulation med lyde fra letgenkendelige subgenrer indenfor det elektroniske felt. En legesyghed, som her er mærkbar, livlig og gal; gal som Frankensteins absurde forsøg med at skabe sit eget monster, og mærkbar som den første gang, man et fjernt sted på internettet stærkt imponeret lytter til en ny sang eller producer sent på natten.

Internetproducere længe leve…?
Nej, Physical Therapy længe leve.

Physical TherapyDo It Alone
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/08/04-Do-It-Alone.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Din guide til 90er-tendenserne i ny elektronisk musik

Måske har du allerede bemærket det, men 90erne sprudler frem i ny elektronisk musik. Over det seneste år er forsøget på at kombinere nye ideer med 90ernes oprindelige indsigter fra dance, rave, UK garage blevet en populær indgang til ny lyd. Et splinternyt og interessant eksempel er Dream Continuums ep Reworkz, der udkom i slutningen af sidste måned. Dream Continuum er et samarbejde mellem Machinedrum og Om Unit og deres eksperiment går ud på at bruge 90er-indsigterne i en footwork-kontekst.

Dream Continuum – Giv A Lil Luv

Et andet nyligt eksempel, som I nok allerede har lyttet til, er Burials Kindred EP, der har mange skønne rave-elementer. Ifølge en udbredt læsning af Burials musik figurerer den som en slags ”sorg over ravemusikkens død”, en sorg der udtrykkes i hans tendens til at iscenesætte rave-elementerne i en moderne ensomhed og melankoli, dvs. i en tid hvor det fællesskab, som ravekulture udgjorde, er forsvundet.

Burial – Wasp Ashtray

Den læsning er jeg ikke helt enig i. Den pådutter musikken en nostalgi, som jeg ikke kan høre. Hvad jeg derimod synes er helt tydeligt i et nummer som ”Wasp Ashtray”, er at musikken sår tvivl ved den fortid, den referer til. Frem for en egentlig længselsfuld sorg over rave-kulturens død, ser jeg det mere som vemodigt spørgsmålstegn ved selv samme kultur: Var dens emancipationsideal helt uskyldigt? Hvilken pris krævede den? ”Wasp Ashtray” er et ekstremt rigt nummer, der også handler om alt muligt andet, men dette spørgsmålstegn er en vigtig del af den måde, det kigger tilbage på 90erne på.

Det at så tvivl ved den fortid, man henviser til, er i mine øjne en afgørende del af, hvordan retro-elementer bør bruges på, hvis det samtidig skal tage et skridt ind i fremtiden. Det skaber en reflekteret musikalsk genbrug frem for en nostalgisk reproduktion. En anden som har formået at se tilbage på 90erne på en reflekteret og musikalsk enormt vellykket facon er FaltyDL med hans album fra sidste år You Stand Uncertain. Jeg vil prøve at vise, hvorfor netop hans tilgang til 90erne er frugtbar ved at dissekere et af hans bedste tracks “Lucky Luciano”.

FaltyDL – Lucky Luciano

FaltyDL har et hav af samples og referencer kørende i det nummer og jeg vil straks kaste mig ud i at præsentere dem for jer, så vi kan se, hvad han gør anderledes og hvorfor det er godt. Det mest åbenlyse 90er-element er nok det vidunderlige vokalsample. Til at starte med lyder det indelukket og frustreret, indtil det 1.18 min. inde pludselig slippes fri i en glitrende smuk solstråle. Denne kombination af indelukkethed og befrielse afspejler det afgørende greb i FaltyDLs tilgang til samplingen: Vokalsamplet, som vi straks skal på historisk dykkertur med, bærer på en emancipatorisk idé fra 90erne, men hos FaltyDL er det som om, den er lige så frustreret som befriende. Samplet stammer fra et track af Collapse fra 1991, som er ret lækkert (bered dig på 90erhed i dine øre).

CollapseHold Me In Your Arms (Pump Mix)
(I må lige bruge linket her, da indlejringen til nummeret er skjult på YouTube)

A cappella versionen af samplet er blevet brugt i et utal af ravetracks i 90erne.

Collapse – Hold Me In Your Arm (A Cappella)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/04/Hold-Me-In-Your-Arms-accapella.mp3]

Det kan bl.a. høres på dette Sunshine Productions track fra 1997, som FaltyDL har en åbenlys relation til, hvis man lytter til de iltre trommer.

Sunshine Productions – Above the Clouds (DJ Ham Remix)

Netop trommerne er enormt vigtige. FaltyDLs slagtøj er, udover at være lidt langsommere, langt mere præget af percussion end garage-trommerne hos Sunshine Productions, ligesom at en del rytmer har et lidt andet swing – noget der er karakteristisk for post-dubstep-produktioner. Igen et godt eksempel på, at FaltyDL ikke kopierer 90erne, men sætter dem ind i en ny ramme, et nyt swing.

Men der er endnu mere at hente i ”Lucky Luciano”. Hør f.eks. hvordan akkorderne og deres produktion hos FaltyDL minder om dette jungle track af Peshay fra 1995. Det er i øvrigt et super dystert og interessant nummer, som også sætter sine spor på Burials EP.

Peshay – Piano Tune

Både Peshay og FaltyDL har i øvrigt spor helt tilbage til dette legendariske 808 State track fra 1989, som FaltyDL endda sampler på ”Lucky Luciano”.

808 State – Pacific State

For nu lige at tage den til ekstremen her til sidst, kan vi også lytte til dette funky track ”Apache” (1973) af Incredible Bongo Band, som FaltyDL ligeledes har samplet trommer fra på ”Lucky Luciano”, og som også var et udbredt sample i 90ernes drum n bass, selvom de første samples af ”Apache” stammer helt tilbage fra den tidligste hip-hop. Incredible Bongo Bands ”Apache” er i øvrigt et cover af The Shadows‘ track ”Apache” fra 1960. Så blev den intertekstuelle bue også spændt til det yderste.

Incredible Bongo Band – Apache

The Shadows – Apache

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Bue says:

    Jeg sætter virkelig stor pris på de her historisk optegnende feature-posts. Det er en fornøjelse af få udfoldet noget arkæologi på lyde og samples fra nutidige tracks. En ting, jeg dog har hæftet mig ved, både her og i nogen grad også i andre posts er en terminologi, der indbefatter at musikken er noget, der kan ‘læses’ og som ‘handler om’ noget (i ovenstående er det især i drøftelsen af burial, det er på spil). Måske kunne man godt diskutere, hvilken indstilling til (danse)musik, denne måde at skrive om den på fordrede. Man kunne måske argumentere for, det var en lidt vel litterær eller semiotiseret tilgang, og at det var mere vigtigt, hvordan musikken virkede, og hvad den gjorde ved vores kroppe end hvad den betød. Selvfølgelig udelukker det ene ikke nødvendigvis det andet, og selvfølgelig er krosplighed og intellekt ikke nødvendigvis modsætninger, men alligevel kan jeg godt få en følelse af, der sker en eller anden form for indsnævring, der gør det sværere for mig at erfare musikken ved at danse til den eller blive rørt eller stemt af den, hvis jeg samtidig skal forsøge at tage stilling til dens spørgsmål eller dens behandling af problemer (jf. også http://www.regnsky.dk/2012/02/warrior-queen-vs-rnb/).
    Mvh. Bue

  2. Lasse Posborg Michelsen says:

    Hej Bue, tusind tak for din kommentar. Det er et meget vigtigt og spændende emne, du tager op. Og jeg kan godt forstå, hvorfor mine tekster får dig til at stille spørgsmålet. Jeg giver dig helt ret i, at man skal være på vagt overfor at læse musikken alt for ”litterært”, som du kalder det, forstået sådan, at man hele tiden bør have en forankring i musikken, og dvs. i oplevelsen af den. Men jeg synes også der er en begrænsning i kun at kunne udtrykke den virkning eller følelse, musikken vækker i én, vha. et ”følelsessprog”. Somme tider er det en bedre beskrivelse af den følelse, et track fremkalder, at sige den lyder som ”sorgen over rave-musikkens død” end bare at kalde den melankolsk. ”Læsningen” er lidt som en metafor, der kan udtrykke musikkens virkning mere præcist end den abstrakte betegnelse af en almen følelse. Konkret i Burial’s tilfælde, tror jeg, det har gjort sig gældende for dem, der var en del af rave-kulturen, at de oplevede, denne beskrivelse ramte ret præcist plet i forhold til de følelser, musikken vækkede i dem. Når jeg så lytter til Burial, sker der noget andet. På den ene side, har jeg aldrig selv oplevet rave-kulturen i 90erne, simpelthen fordi jeg var for ung. På den anden side ved jeg godt og hører også disse riffs, akkorder og effekter som noget, der stammer fra en anden tid. Jeg har altså en historisk bevidsthed i selve lytningen, eller virkningen af musikken indeholder en reference, som jeg ikke bare kan ignorere, fordi jeg netop hører den. Mit forslag ift. Burial var, at musikken fremkalder et forhold til denne reference, som ikke blot er melankolsk eller nostalgisk (hvilket er ideen i sorgtemaet), men som også indeholder en tvivl. Som om referencens status er uafklaret. Eller med andre ord: Burials musik er ikke melankolsk på en sentimental og nostalgisk facon (hvilket ville svare til en sorg over en musikkulturs død), den er snarere melankolsk på en lettere uhyggelig og foruroligende facon. Som når man kigger tilbage på en tid og er fanget mellem en kærlighed til tiden og en kombination af fortrængning af og bevidsthed om tidens skyggesider. For mig er dette ikke en ”semiotisering” (eller overfortolkning, som man måske kunne kalde det), men en udvidet, mere præcis og udfordrende måde at beskrive musikkens virkning på. Jeg tror også, det er en metode, der kan åbne lytningen op, også selvom den måske ikke gør det, i det øjeblik du står på dansegulvet. Det var et tilsvarende forsøg, jeg gjorde mht. Warrior Queen og James Blake. Jeg håber mit svar kunne afklare det hele lidt?

  3. Bue says:

    Hej Lasse.
    Det giver klart god mening, det med at gå ud over et rent følelsessprog. På mange måder, er det jo også meget mere interessant læsning, at se noget beskrevet som en sorg over ravemusikkens død (uagtet om man så er enig eller ej), end blot at få konstateret at det lyder melankolsk. Samtidig tænker jeg dog også, det er en balancegang, (hvilket vi jo tydeligvis heller ikke er uenige i). Personligt føler jeg nok, det er at gå for langt, eksempelvis at sige at Burials musik spørger om rave-kulturens emancipationsideal var uskyldigt (i ovenstående står det så dog egentlig lidt åbent om spørgsmålet tilskrives Burial eller dig selv i forlængelse af lytningen. Det er virkeligheden egentlig et meget cool greb, synes jeg). I knap så stærk grad har jeg det på samme måde med at sige musikken indeholder en tvivl. Jeg synes (og nu er vi medgivet på et ret fluekneppende detaljeplan) en mere fair beskrivelse ville være at sige, at Burials musik var flertydig eller ambivalent, og at den måske kunne fungere som et tilbud om at forløse eller på en eller anden måde bebo eller bearbejde de følelser eller den tvivl eller den uro, som nogle af dens eks-ravende lyttere, også uden for lytningen til Burial oplever. Måske handler det også lidt for mig om, at det at sige at musikken rummer tvivl (frem for f.eks. flertydighed), at den stiller spørgsmålstegn eller problematiserer i gang en eller anden grad antyder at musikken kan have et slags negerende, reaktivt element i sig, hvilket det i vid udstrækning ikke er min oplevelse er tilfældet, hvilket jeg umiddelbart sætter ret stor pris på, det ikke er. Jeg tror faktisk ikke, jeg synes man skal prøve at tænke musik som noget der er decideret kritisk, men det kan helt sikkert blive en længere diskussion.

    Et andet aspekt, du antyder, som jeg i øvrigt synes er ret interessant, og som du vist også har skrevet lidt om tidligere, er muligheden for en relativering (eller situering) af musikkens betydning i forhold til en, eller flere forskellige, lyttere. En mulighed, der i den sammenhæng måske kunne være spændende, var at eksperimentere med at prøve i den samme tekst at udfolde det samme stykke musik ud fra forskellige lytterpositioner/-situationer/-praksisser.

    Mvh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Her er din guide til footwork

Vi er særdeles glade for at præsentere en ny skribent på Regnsky i dag. Lasse Posborg Michelsen kender du måske som anmelder hos Soundvenue, men fremover vil også Regnskys læsere have glæde af hans velformidlede viden om elektronisk musik. Velkommen til Lasse!

Kan du forestille dig et stykke musik, der har et tempo og en styrke, der får det hele til at lette som en helikopter? Footwork er genren, der er så tung, at den virker vægtløs. I 2010/2011 satte den sine første spor i europæisk basmusik. Jeg tænkte derfor, at det var tid til en lille dansk introduktion til de fedeste tracks, den kringlede historie og de nyeste udviklinger.

I forhold til herligt uklare genrebegreber som wonky og post-dubstep, er footwork let at introducere: Den stammer fra Chicago, ligger i et usædvanligt højt tempo omkring 160 bpm, har som regel en ivrigt pulserende subbas samt high-hats, off-beat klap og trommer, der falder stramt i half-time-agtige beats. Effekten er ikke til tage fejl af, som man kan høre på dette tætpakkede track fra oktober sidste år af DJ Rashad og DJ Manny:

DJ Rashad & DJ Manny – R House

Nummeret er faktisk meget illustrativt for genren. Den frenetiske rytme ligger og vipper på et så spændingsfyldt sted, at grænsen mellem klaustrofobisk stress og det befriende vanvid bliver hårfin. Man kan godt sige, at footwork handler om at flytte denne grænse: Hvad du starter med at opleve som en stressende og kropsfjern rytme flyttes og viser sig i sin fucked-up-hed at være det bedste sted at give slip. Numrene mangler i en sådan grad ‘grounding’, at de løfter sig fra jorden.

DJ Rashad og Dj Manny opnår effektten vha. en ekstremt spændingsfyldt opbygning: De første 24 sekunder hører vi det soulede sample af Chuck Roberts “My House” fra slut firserne, hvor han snakker humoristisk-prædikende om house.

Chuck Roberts – My House

Det er et sample der dukker op mange steder, men første gang blev brugt på det berømte 80er house track “Can You Feel It”, som stadig fungerer ufatteligt godt.

Mr. Fingers – Can You Feel It?

Anyway, efter de første 24 sekunder falder bassen ind – benhårdt, uden drop. Frem for at tilfredsstille lytteren med en festlig forløsning, øger den blot spændingen. Endnu 24 sekunder går uden synet af en udvej. Pludselig svinder samplet ind til en vanvittig gentagelse af ‘hou’-lyden i ordet ‘house’, trommer og akkorder forsvinder totalt. Kun bassen og percussion står tilbage i et ægte bristepunkt. Igen går der 24 sekunder. Endelig, efter disse tre spændingstrin, præcist 1.12 min. inde, topper det med et nyt vokalsample. Forløser det? Nej, det holder og udløser på én gang spændingen og åbner dermed for resten af tracket. (Nogen der i øvrigt kan høre, hvad de har samplet? Jeg kunne ikke identificere det). Jeg ved ikke med jer, men jeg synes det er ret genialt skruet sammen.

Generelt er footwork en ret sample-tung genre, især de soulede 70er-plader fylder på en del udgivelser. Men der lånes også fra moderne popkultur. På det følgende track “Orbits” har DJ T-Why samplet intet mindre end et tema fra noget så mainstream-nørdet og vidunderligt kitsch som Lord Of the Rings!

DJ T-Why – Orbits

I mine ører holder det. De himmelvendte piv, den spændte percussion og LOTR-temaet (der går lige i mit fantasy-hjerte) passer godt sammen. Samtidig er det et interessant track, fordi det viser, at footwork godt kan have en underlig form for ro på. Violinerne farver den spændte rytme i en helt uventet retning, hvor den insisterende subbas næsten virker ufarlig. Det er klogt lavet at give en så abstrakt opbygning en så åbenlys fortællende, stemningsfyldt karakter med et filmtema, som alle kender.

Følgende track derimod har bestemt ikke ro på. Det kommer ligesom “Orbits” fra pladen Bangs and Works vol. 2, som er en (af to) footwork-compilations, det engelske pladeselskab Planet Mu har udgivet inden for det seneste års tid. Jlin er en af de få kvindelige footwork-artister, jeg indtil videre er stødt på. Tracket har ligesom “Orbits” en klar pop-kulturel reference i form af et potent Mortal Kombat-sample, men ellers er hendes tracks altid uden samples. Det her er lidt af en banger (= skru op, inden du trykker play).

Jlin – Asylum

Det, der gør “Asylum” til et specielt nummer, er den konstante afveksling. Som de fleste footwork-tracks har det en insisterende, repetitiv grundrytme, der kører i et tempo, som forhindrer enhver fornemmelse af et swingene groove. Footwork arbejder – som navnet udtaler – i fødderne, ikke i mellemgulvet. Men henover det insisterende hastværk har “Asylum” en livlig overflade, hvor slagtøjet falder som de første tunge dråber i optrækket til en storm (i et videospil…).

Som det sig hør og bør i elektronisk musik, er der selvfølgelig en lang række genrebegreber og interne differentieringer ang. footwork, som man jo absolut må kende, hvis man skal tælle som rigtig footwork fan. Nu er dette indlæg allerede blevet smånørdet, så vi kan lige så godt gå hele vejen og tage historiebrillerne på:

Som så meget andet starter det hele med Chicago house (jf. samplingen af Chuck Roberts). I halvfemserne begynder en række folk så at skrue op for tempoet, herunder DJsne Deeon, Funk, Milton, Slugo og Paul Johnson. Det her track af DJ Deeon er fra 1994 og lyder stadig ret spændstigt.

DJ Deeon – Groove Mode

Prøv at sammenlign tempoet med “Can You Fell It” ovenfor, som er fra slut 80’erne (sidstnævnte ligger på ca 118 bpm, mens førstnævnte ligger på 133 bpm).

Her er et andet track (af DJ Milton), som stammer fra 1995. Tempoet er næsten det samme, en lille smule højere, men rytmen er mere kompliceret.

DJ Milton – House-O-Matics

Denne udvikling af house blev kaldt for ghetto house. Den kan man sikkert snakke længe om, men hvis vi nu skal holde fast i den røde tråd, så er pointen at tempoet blev sat endnu mere op med tiden (til 150-160 bpm) – hvilket så blev kaldt juke. Det er ikke helt let at holde rede på forskellen mellem juke og footwork, men som jeg forstår det, så har footwork næsten aldrig kick drum, bruger half-time beats, flere synkoperinger og off-beat klap og har næsten altid en subbas, der pulserer (måske ‘i stedet’ for kick drum). Hvis man ser bort fra det tekniske går footwork for at være mere hårdt, DJ Rashad beskriver det sådan: ”The juke thing is more commercial, more dancing on girls type music. The footwork is the grimier battle tracks.”

Inden for de seneste par år, er footwork begyndt at sætte sit præg på basmusik mere generelt og specifikt i England. Kan I f.eks. huske det her mega funky track af Addison Groove, som kom i 2010?

Addison Groove – Footcrab

Kort efter samme år kom endnu et super footwork-inspireret nummer af Ramadanman (a.k.a. Pearson Sound).

Ramadanman – Work Them

Hvis man lytter til Machinedrums plade Room(s) fra sidste år, kan man også høre spor af footwork. F.eks. på nummeret “The Statue”, som har den stressede lethed, der er så karakteristisk for footwork.

Machinedrum – The Statue

Et andet prominent eksempel er Kuedo, der tidligere udgjorde den ene halvdel af Vex’d. På sin plade Severent, der kom i oktober sidste år, kan man også høre footwork-ideerne florere. Ligesom Machinedrum udkommer Kuedo på Planet Mu, der altså har sat sig godt på udbredelsen af genren. Hør f.eks. det her track, hvor Kuedo har taget konsekvensen og givet rytmen en næsten helikopter-agtig lyd.

Kuedo – Scissors

Footwork vil næppe få samme prominente status som dubstep fik. En af grundene er sandsynligvis, at det faktisk er sværere at lave footwork, der fungerer. Hvis dit track ikke holder, bliver det hurtigt belastende at lytte til. Men kigger man på 2011, er der tegn på, at footwork også kommer til at fylde i 2012. Desuden har genren et stærkt fællestræk med dubstep: Den er forfærdelig god til at være grum. Og lad os nu bare indrømme det. Grumhed er nice:

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Bue says:

    Dejligt at blive præsenteret for noget musikblogging der både tør være lidt analyserende og historisk trådtrækkende. Ser frem til mere.

  2. Bue says:

    her er i øvrigt også lidt om forskellen mellem juke og footwork:
    http://www.quora.com/Electronic-Music/Whats-the-difference-between-juke-and-footwork?q=juke+footwork

  3. Rosa Lux says:

    Det er Anita Baker der er samplet i R house. Sweet Love..

  4. Lasse Posborg Michelsen says:

    Godt hørt, Rosa Lux! Har lige lyttet – skønt nummer! Det afklarer også akkorder og instrumentering i resten af R House.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Stjerneduo udsender debut-LP på Hotflush

Sammen med Braille udgør amerikanske Machinedrum producerduoen Sepalcure, der skaber melodisk og emotiv garage, blandet med dyb bass og R&B-influeret house. I løbet af det seneste år har de to anerkendte individer udspyttet anmelderroste EP’er, blandt andet EP’en Love Pressure på det solide pladeselskab Hotflush. Selv samme label udgiver førstkommende mandag duoens selvbetitlede debut-LP, og i denne forbindelse kan man kvit og frit hente pladens seneste single den narcissistiske See Me Feel Me, som efterfølger den forgående, blot een uge gamle førstesingle Pencil Pimp.
See Me Feel Me rammer plet med sine følsomme synthflader, der akkompagneres af forvrængede guitarer, manipulerede vokaler og percussions, taget direkte ud af en episk James Blake-opbygning.

Dermed rundes årstallet 2011 af på forrygende vis for især amerikanske Travis Stewart aka. Machinedrum, efter hans solo-LP Room(s) modtog blændende roser fra en fuldstændigt enig anmelderkreds, som ind imellem udmundede sig i Resident Advisors meget sjældent uddelte karakter 5/5.
Machinedrum giver koncert i København på natklubben Dunkel den 9. december i selskab med blandt andre danske Taragana Pyjarama.

SepalcureSee Me Feel Me
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/11/04-See-Me-Feel-Me.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Jakob says:

    Oh yes, oh yes, Sepalcure!

  2. Kristian says:

    og oh yes over Machinedrum også!

    http://www.youtube.com/watch?v=hVO794jcQ8o&hd=1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?