Her er årets fem bedste danske album

Lowly Heba Regnsky

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke ville lave nogle toplister for 2017. Mest af alt fordi 2017 for mig i høj grad har været domineret af live musik og at genfinde noget af al den fantastiske musik, jeg har elsket gennem årene. Men nu har jeg alligevel besluttet, at jeg laver en top fem over mine yndlingsudgivelser fra danske artister i 2017. Beehype har nemlig bedt mig om at levere en oversigt, så det ville næsten være fjollet ikke også at lave en Regnsky-version. Så here goes:

Nummer fem: Masasolo – At Sixes and Sevens
Jeg havde vist også Masasolo/Morten Søgaard på en lignende liste sidste år, men den vidunderlige drømmepopper har været produktiv og fulgt hurtigt op på sit debut EP med debutalbummet “At Sixes and Sevens”. Det er stadig drømmepop a la Tame Impala, men det er tydeligt, at Masasolo anno 2017 kan noget andet – han kan fortælle historier og har på albummet skabt en komplet fortælling, der tager lytteren med på en rejse gennem et paradoksalt optimistisk univers.

“Ordinary Day”:

Stream:

Nummer fire: Baby in Vain – More Nothing
Trioen Baby in Vain var nok dem, der startede den nuværende bølge af “kvinder-spiller-rock” herhjemme – og de er stadig et hoved foran alle de andre. 2017-albummet har fået titlen “More Nothing“, men i virkeligheden ville en mere passende titel nok have været “More More” – som i: Giv mig mere, mere, mere! Det er cool, det er energisk, det er alt, hvad et klassisk punk rock album bør være.

“To Heaven and Back”:

Stream:

Nummer tre: Soleima – NO. 14
Sarah Mariegaard aka Soleima er formentlig det største kommercielle pop-talent herhjemme siden MØ, og det fremstår kun mere klart, efter jeg har skamlyttet “NO. 14” i 2017. Det er poppet pop, men det er samtidig ekstremt funky, silkeblød og sexet. Det har været mit “nu-vil-jeg-lytte-til-noget-rart”-album i det forgangne år, og det kan virkelig også noget.

“Cracks”:

Stream:

Nummer to: MØ – When I Was Young
Når man taler om … Hold nu op, hvor var det en lettelse for mig, da MØ overraskede og sendte “When I Was Young” direkte i favnen på os alle. Det var en lettelse, fordi MØ vender tilbage på rødderne på EP’en – heck, åbningsnummeret hedder “Roots“. Hun vender tilbage til den sårbare, legesyge MØ, som jeg forelskede mig i for fire-fem år siden; det er den gamle MØ med den dybde, der gjorde hende til så lysende et interessant talent. Jeg håber, at det er et tegn på, hvad vi har i vente i fremtiden.

“Roots”:

Stream:

Nummer et: Lowly – Heba
Det kom faktisk lidt som en overraskelse for mig, at “Heba” er Lowlys debutalbum. Jeg føler virkelig, at det er et band, som har eksisteret virkelig længe – og det har de også. Men hold nu kæft, Soffie Viemose og Nanna Schannongs debutudspil har været værd at vente på. De har skabt et drømmepop-univers, der overgår alt, hvad man kunne forvente. Hver eneste gang jeg har været på nippet til at have gennemskuet et nummer, tilføjer de lige et ekstra musikalsk lag, der sparker benene væk under på mig. Det er ekstremt tæt på musikalsk perfektion uden nogensinde at blive kedeligt perfekt. Godt gået!

“Deer Eyes”:

Stream:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

En rundtur i Aarhusiansk undergrund: Yung, Quick Quick Obey og Lowly


Snart udgiver Yung sit debutalbum, Falter. Imens svinder ungdommens ubekymrede dage for trioens mastermind, 20-årige Mikkel Holm Silkjær og hverdagens trædemølle strammer grebet. Vice’ liveoptagelse ovenfor er fra sommerens sidste suk – Smash!Bang!Pow!s endagsfestival Wasn’t Born To Follow på Pumpehuset, 9. august.
Vi er faldet ind i efteråret nu, men både live og på plade tripper Yung stadig på kanten. Mellem frihed og forpligtelser kører Yungs punkrock vildt på ungdommens højoktan efter en meningsfuld plads i samfundet – af en slingrende vej, hvor det ønskede mål blot er defineret som en antitese til ophavet.

Videoen af Yung er optaget i København, udenfor deres vante habitat. Falter slingrer gennem 20-årige Mikkel Holm Silkjærs liv som midtpunkt for Aarhus eksplosive punkrock, en af byens for øjeblikket tre dominerende musikalske subkulturer. En anden er mere traditionel for byen. På kanten mellem Midt- og Nordjylland har Indie med stort I gennem de sidste tyve år haft det fremragende. I toppen af det velvoksne træ er to grene ved at vise, om de kan bære ambitionernes vægt.

På A-siden af årets debutalbum, Bulb Days, bliver eksiljyderne Quick Quick Obey primært styrket af et højt sigte. Melodierne får lov til at folde sig fuldt ud og det er godt, men de instrumentale introer og outroer til sangene er lidt for meget. Fordi perlerne “Sunn”, “Figures” og i særdeleshed “Hold Your Breath” ikke behøver yderligere introduktion – de er skarpe nok. Maksimalismen bliver ikke et overflødighedshorn men overflødig, og man trækker lidt på smilebåndet af ungdommens storhedsideal. Derfor har vi ikke anbefalet Bulb Days, og derfor anbefaler jeg i stedet livevideoen af netop “Hold Your Breath”. Fordi den viser nummeret rent.

Ligesom Quick Quick Obey-videoen er Lowlys “Daydreamers” og “Stones In The Water” optaget til støttefesten for det kuldsejlede Kaospilot/folkefestprojekt Mejlgade For Mangfoldighed. “Daydreamers” er stadig et virkelig godt nummer. Skønhedssøgende arabesker af synth i en flerstemmig vokalhvirvel. Anderledes stakåndet er den kantede “Stones In The Water”, der ikke helt rammer førstesinglens brusende fællesskab. Det er nærmere en eksklusion. Og det er ret interessant, for det er nyt i Aarhus-indien. I’et er stadig stort, men måske skal det forstås fra Apples præmisser – også selvom det betegner et musikerkollektiv. En ambitiøs kombination. Er det godt, sådan rent musikalsk? Bedøm selv:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *