Mitski er en kunstnerisk kamæleon og en kæmpe anbefaling til næste års festivalprogram

Mitski på Lille Vega i fredags (foto: Christian Hjorth/Vega)

Den japansk/amerikanske kunstner Mitski, der netop har udsendt albummet Be The Cowboy, stråler af stærk selvironi og rå indie-rock på livescenen. Det særlige ved denne kvinde er, at hun eksperimenterer og skifter sit udtryk med elektronisk singer-songwriter-poesi og en metallisk grundklang. Den 28-årige sangerinde er opvokset i Japan, hvor hun fik folk-plader og japansk popmusik skudt ind med modermælken. Inspiration, som man tydeligt mærker at hun har taget med sig i sit lydunivers, som svæver langt fra mainstreamkulturen. Mitski Miyawaki har udgivet fem plader, hvoraf de to første er selvproducerede, og begge er resultater af afsluttende studieprojekter på Purchase College – musikkonservatoriet i New York.

Det seneste album, som blev udgivet af Dead Oceans tidligere på året, var i højsædet i Lille Vega, da hun i fredags fyldte Stauningsalen ud. Den unge kunstner gæstede allerede Ideal Bar sidste sommer, og det engelske dogme ’never change a winning team” gjorde sig i høj grad gældende, da hun trådte et skidt op ad karrierestigen og man på aftenen fik lov at mærke hendes overvældende vokale spændvidde.

Be the Cowboy er rasende anbefalelsesværdigt og tager udgangspunkt i den unge kvindes konfliktfyldte følelsesliv, hvor trediveårskrisen lurer lige om hjørnet. Et tema, der passer perfekt til Mitki Miyawakis monotone mimik og distræte distance til publikum, som i starten fik hende til at fremstå introvert og med et strejf af selvhøjtidelig kunstnerattitude. Hun mindede mig både i stil og udtryk om Björk med sit mørke pagehår, hvide kjortelskjorte og mystiske koreografier med håndfladerne, som om hun spillede på en usynlig harpe. Hun fik da hurtigt brudt isen med publikum med korte kommentarer og underspillet ironi. Dog virkede det noget komisk, da hun gentagende gange for fra den ene ende af scenekanten til den anden som en hovedløs høne, der lige har fået det dødsbringende øksehug og pisker rundt på de sidste nerver.

Mitski spillede i fem kvarter, og man mistede sjældent fokus på numrene, som i gennemsnit ikke varer meget mere end to minutter. Numre som Why Don’t You Stop Me, Remember My Name og Washing Machine Heart drog alle mine associationer til Crystal Castles’ vanvittige electropunk og synthpop. Det fungerende vildt godt – også selvom den unge japaner ikke havde taget strobelyset med på touren, eller som en anden Alice Glass vendte bunden i hovedet på en flaske vand og headbangede sit våde hår ud blandt publikum. Another night, another show…

Stemningen i Stauningsalen bevægede sig fra en metallisk rumklang til en ren diskofest på det opstemte nummer Nobody, som forvandlede publikum til et hav af hoppende hoveder. Lidt over halvanden million har været inde og se musikvideoen på Youtube, og den fortjener virkelig også et klik med sit gennemførte kunstneriske præg og eksistentialistiske grundtema.

Skal jeg komme med en lille kritik, savnede jeg en anelse mere ydmyghed og interaktion med publikum fra Mitski, men det er nok en del af hendes mystiske image at pakke det sammen. Og på studieudgaven af Be The Cowboy kunne de 14 numre også snildt være kortet ned til 10, da noget af indholdet bliver en smule overflødigt og ensformigt. Alligevel bliver jeg overbevist om albummets ret på det sidste nummer, Two Slow Dancers, som forener pladen i en smuk, stille og sfærisk afrunding og virkelig formåede at røre mig live. Nummeret ville være et oplagt sted at slutte aftenen, men valget endte i stedet i et antiklimaks med sangen Goodbye, My Danish Sweatheart, der godt nok stemte med bandets lokation, men blev for syret og overskyggede det førnævnte sjælenummer.

En ting er dog sikkert, og det er, at jeg vil være at spotte blandt publikum, hvis Mitski Miyawaki gæster Danmark igen. Det ville virkelig være oplagt at se hende på en af sommerens festivaler. Så hvis der sidder nogle bookerer derude og læser med, vil jeg bede en stille bøn: Please pick it up!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnskys julekalender 2016: 7. december

Bon Iver Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er det den 7. december og en stor dag i musikkens verden. Det er nemlig Aaron Carters fødselsdag. Det har jeg valgt at markere ved at finde to sangere, hvis musik på ingen måde minder om Aaron Carters – omend den ene trods alt deler nationalitet med det amerikanske popidol.

Årslisten: #18
Og det er herren på 18. pladsen, som stammer fra i hvert fald samme land som 29. årige Aaron Carter. Der vil jeg så stoppe sammenligningerne, inden jeg får alt for mange Carter eller Bon Iver-fans på nakken. Det er nemlig Justin Vernon og et nummer fra pladen med de mest funky sangtitler i musikhistorien, vi har fornøjelsen af i dag. Nummeret, som jeg har lyttet alt for meget til i år, er et nummer, som Benjamin Francis Leftwich fremhævede som sit yndlingsnummer, da jeg interviewede ham tidligere på året. Særlig åbningslinjen “Philosophize your figure, what I have and haven’t held” giver mig kuldegysninger hver gang, jeg lytter til “8 (circle)”. Jeg føler egentlig, at Ben Leftwich sagde det bedst: “Jeg tror, at det er sådan, det lyder i himlen.” Bon Iver er tilbage på det niveau, jeg forelskede mig i for otte år siden på “For Emma, Forever Ago”, og det er satme dejligt!

Årets udenlandske koncert: #3
Som jeg nævnte, da jeg skød gang i julekalenderen, så har jeg efterhånden rundet 170 koncerter i 2016. Det har derfor været ekstremt svært at lave lige netop denne liste, da der har været rigeligt at vælge imellem – langt flere end der eksempelvis har været på den kommende albumliste. Men jeg er alligevel lykkedes med at skære det ned til seks – tre danske og tre internationale. De vil komme på skift over de næste seks dage.

Tredjepladsen over koncerter med udenlandske navne har svenske Albin Lee Meldau indtaget efter hans koncert på VEGA i foråret til forrige udgave af VEGAs New Crush. Rigtig mange til koncerten var decideret i chok over den vokal, som kom ud af den excentriske sanger, og man kunne høre et “wauw”, hver eneste gang han hævede stemmen eller lavede en frasering. Den koncert var noget ganske særligt, og den ville nok have ligget nummer et, hvis jeg udelukkende fokuserede på den musikalske oplevelse og så bort fra alt det, som også gør en koncert til en koncert.

I morgen er det blevet tid til julekalenderens andet danske islæt efter Kill J, som jo indtog 25. pladsen sammen med HONNE. Hvilket egentlig er naturligt nok, eftersom jeg vil præsentere tredjepladsen på listen over årets bedste danske koncerter. Et hint: Det er kun halvdelen af det pågældende band, som er dansk.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnskys julekalender 2016: 2. december

Angel Olsen Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Det er anden dag i december og derfor også tid til at åbne låge nummer to i Regnskys julekalender. HONNE og Kill J åbnede i går listen på 24. pladsen med tung dansabel elektronisk r&b. Men skal vi ikke bare finde ud af, hvem der har lagt sig på pladsen lige over trioen?

Årslisten: #23
Jeg teasede i går for, at man på 23. pladsen ville kunne møde en af årets mest hypede kvindelige musikere. Og jeg skal da lige love for, at verden har fået øjnene op for amerikanske Angel Olsen i 2016. Hun udgav i september sit fantastiske fjerde album “My Woman”, og det er da også et nummer herfra, som har ramt mig lige i hjertet. Nummeret er kraftfuldt, feminint og rebelsk på den fede måde – og så var det den anden single, Angel Olsen valgte at udsende i sommer forud for albummet. Det er naturligvis “Shut Up Kiss Me”, vi skal have fat i.
“Do I need to give more attitude, or…” slutter Angel Olsen af med i musikvideoen. Til det kan jeg bare sige: Nej, du giver mig den helt perfekte mængde!

Årets spillested: #2
På andenpladsen over årets bedste spillesteder finder vi et spillested, som uden tvivl vil rangere øverst på min liste, hvis jeg skulle lave en liste over mine yndlingsspillesteder gennem alle de år, jeg har gået til koncerter. Men her må Lille VEGA altså nøjes med en sølvmedalje. Egentlig ikke fordi Lille VEGA kunne være bedre – der er bare en virkelig god grund til, at nummer et er nummer et. I mine øjne er Lille VEGA det optimale spillested, og jeg er aldrig gået derfra med en dårlig oplevelse. Blandt højdepunkterne i år er Albin Lee Meldau, Benjamin Francis Leftwich og SHELLS.

Så er der ikke andet at sige end god weekend. Og så håber jeg, at vi ses i morgen, hvor jeg kan afsløre mit yndlingsspillested – og så står den på hiphop på årslisten!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Holy Ghost! varmer op for Cut Copy

Når København og Lille Vega 10. marts åbner dørene for koncert med det australske synthpop-baserede band Cut Copy får publikum nu glæde af et ekstra navn på programmet. Den cool New Yorker-duo Holy Ghost! – som tydeligt er elsket her på redaktionen – vil agere opvarmning til koncerten arrangeret af Smash!Bang!Pow!.

Og sikke et scoop at hyre netop dette navn til opvarmning, for blot en måned efter deres koncert i København udsender Holy Ghost! deres selvbetitlede debut-LP (selvfølgelig) på det førende disco pop-label DFA Records. Den første smagsprøve på den kommende udgivelse blev udsendt fra duoen selv for et par uger tilbage, i form af nummeret Do It Again. Sikkert og vist er det dog allerede nu at Holy Ghost! vil viderføre deres populære lyd, med referencer til 80’ernes kitschede italo disco-tema, og at kunstnere som The Juan Maclean, Luke Jenner (The Rapture) og rock-ikonet Michael McDonald vil medvirke på pladen.

Det seneste udspil fra Holy Ghost byder på den kendetegnende retro-synthesizers lyd, en stilart som ligger et et sted mellem to bestemte DFA/disco-navne – !!! og LCD Soundsystem. Den rene lyd stimulerer forventningerne til den første LP fra Holy Ghost! – og hey, apropos retro-synths, så tjek det udefinerbare midterstykke i Do It Again. Nummeret kan hentes fra duoens egen hjemmeside, som man kan finde ved at klikke på billedet nedenfor.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *