Regnsky møder… Låpsley

Låpsley

Hun er kun 19 år, men hun er allerede et stort navn i hjemlandet England. Holly Lapsley Fletchers – eller bare Låpsley – karriere blev kickstartet i 2014, da hun som bare 17-årig blev booket til BBC Introducing-scenen på Glastonbury Festival. Siden da er det blandt andet blevet til en plads på BBC’s eksklusive 2015-liste over upcoming artister og et anmelderrost debutalbum i foråret, og for et par uger siden besøgte hun så Danmark for anden gang for at spille på debutudgaven af Heartland Festival.

Et besøg, som markerer Låpsleys første festivaljob efter en succesfuld album-turné, hvor Holly i øvrigt havde danske Liss med som support.

”Vi er lige ankommet på Heartland, og det her er mit første interview efter turneen, så jeg er ikke så god med ord. Men det skal nok komme,” lyder det på forhånd undskyldende fra en grinende Holly Lapsley Fletcher.

Lidt ord kommer der dog alligevel ud af den trætte brite, som sætter en stor ære i at gøre alting selv. Hun synger, producerer og skriver selv al sin musik, og det skyldes især, at musikken i høj grad bare var noget, der skete for hende.

”Jeg har aldrig prøvet andet. Da jeg begyndte at lave musik, gjorde det uden nogen intentioner om at skabe en karriere. Så derfor er projektet ikke skabt af nogle andre med det formål at tjene penge. Det er bare noget jeg gør, og så blev jeg tilfældigvis signet på et label (XL Recordings, red.),” forklarer hun.

Låpsley – Hurt Me

At Låpsley er blevet signet på et relativt stort label, har dog ikke haft nogen særlig betydning for, hvordan hun laver sin musik. For det vigtigste er musikken – ikke karrieren.

”Jeg ville stadig gøre det, selvom jeg ikke var blevet signet. Det ville så bare være i min fritid, og det ville jeg have det fint med. Det er bare en bonus, at jeg kan gøre det som en karriere. Men projektet vil altid være mig, der gør, hvad jeg har lyst til at gøre – eller også vil det slet ikke eksistere,” fastslår hun.

Netop den tilgang skinner også igennem i hendes måde at gribe livet an på. For på trods af den tidlige succes ville Låpsley ikke kunne leve et liv, hvor alt drejede sig om musikken.

”Jeg har aldrig været en af dem, som har drømt om at blive musiker, siden jeg blev født. Det var bare noget, der skete, da jeg var 17,” forklarer hun om sin eksplosive karriere.

Hvis ikke karrieren havde taget fart så tidligt, så havde Holly Lapsley Fletcher formentlig studeret fysisk geografi i dag; altså den videnskab, hvor man beskæftiger sig med vulkaner, bjerge og andre af naturens imponerende kreationer.

”Jeg var meget akademisk, jeg elskede skolen, og jeg havde en plan om at gå på universitetet. Det var dét, jeg elskede, men samtidig var jeg deprimeret, fordi jeg ikke lavede musik. Nu, hvor jeg er fuldtidsmusiker, føler jeg, at der er en del af mig, der ikke bliver stimuleret, så jeg må prøve at finde en balance,” siger Holly Lapsley Fletcher.

Ud over de akademiske og musikalske passioner er Holly Fletcher også meget sportsinteresseret, og især sejlads vil hun gerne bruge mere tid på. Og det skulle hun gerne få, når sommerens koncerter er overstået.

Låpsley – Falling Short

I første omgang vil hun dog koncentrere sig om musikken, og man kan forvente en endnu mere selvstændig Låpsley, når hun sidst på året formentlig kaster sig ud i en opfølger til debutalbummet ”Long Way Home”.

Det er blevet lidt en principsag for Holly Fletcher at understrege, at hun gør alting selv. Vi har tidligere beskrevet, hvordan Låpsley ikke blev krediteret som producer på sit debutalbum, men selvom det siden er blevet løst, irriterer det hende stadig, at hun ikke får samme anerkendelse som hendes mandlige kollegaer inden for den elektroniske del af popmusikken.

”Jeg undrer mig over, at jeg bliver kategoriseret som en singer/songwriter. Ville jeg blive det, hvis jeg var en fyr? Nej, det ville jeg ikke. Jeg er sangskriver og producer. Hvis jeg var en dreng, ville folk putte mig i samme kategori som James Blake og Caribou. Jeg forstår det ikke, for jeg kan ikke gøre for, hvilket køn jeg har, så jeg kan ikke se, hvorfor det skal have indflydelse på, hvilken slags musik jeg laver. Jeg er ikke fornærmet; jeg forstår det bare ikke. Hvis jeg var journalist, så ville jeg ikke kunne beskrive mig som andet,” lyder det meget passioneret fra Låpsley.

Men hvordan ændrer vi på det?

”Jeg ved det ikke. Jeg tror, at man skal kæmpe fra sit hjørne af ringen. Jeg har ikke lyst til at kæmpe, men indtil det er normen, bliver man bare nødt til at sige noget. Vi skal nå dertil, hvor det er fint, hvis man selv skriver det hele – men hvor det også er fint, hvis man ikke har. Man skal kunne gøre, hvad man vil. Men det er bestemt blevet bedre. Jeg tror, at folk som Christine and the Queens og Grimes har været med til at skabe et mere positivt syn på kvinder i branchen,” siger hun.

Låpsley – Station

Selvom Låpsley er god til at fremhæve andre foregangskvinder, synes jeg personligt, at hun også gør sit på en lidt mere diskret facon end eksempelvis Claire Boucher/Grimes, og trods nogle lydproblemer i starten, leverede Låpsley en pragtpræstation på Heartland Festival, hvor hun fik eksemplificeret sit enorme musikalske talent. Og jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at hun er langt mere end ”bare” en singer/songwriter.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Heartland: Regnsky anbefaler…

Blaue Blume

På fredag og lørdag løber Heartland Festival af stablen, og det vil være en underdrivelse at sige, at jeg glæder mig. Det er første gang, Heartland Festival bliver afholdt, og det kommer til at foregå ved det smukke Egeskov Slot ved Kværndrup i hjertet af Fyn. Da festivalen er spritnyt, er jeg meget spændt på at finde ud af, hvilket publikum festivalen appellerer til, og i det hele taget hvilken stemning der vil være de to dage.

Heartland Festival adskiller sig fra de største danske festivaler i den forstand, at de ud over musikken har valgt at fokusere på også at give publikum noget til mund, øjne og sågar hele kroppen i form af flere daglige yoga sessioner. Derudover vil man kunne opleve samtaler med interessante personligheder lige fra Christian Lollike til Brian Eno, som også udstiller på festivalen med installationen “The Ship”.

Men jeg vil nu alligevel her i min optakt sætte fokus på musikprogrammet, for det er nu en gang det, jeg er til for. Og det, musikprogrammet, er fyldt med så mange lækkerier, at man godt helt kunne glemme at deltage i en af de lækre middage, som festivalen også byder på.

The Flaming Lips
Fredag kl. 23:15 på Lowland Stage
For mig er fredagens helt naturlige højdepunkt de amerikanske veteraner fra The Flaming Lips. De behøver ikke nogen nærmere introduktion for de fleste, men jeg kan sige, at det er psykedelisk rockmusik, som udmærker sig ved at være musikalsk virkelig detaljeret og gennemført i en grad, som gør, at man kan lytte til det samme nummer et utal af gange og stadig opdage nye detaljer og nuancer i musikken. Det er efterhånden et stykke tid siden, at bandet udgav et decideret album, men den karismatiske forsanger Wayne Coyne udgav sidste år sammen med Miley Cyrus albummet “And Her Dead Petz”, som man kan lytte til her. Jeg er ekstremt spændt på at høre, hvad bandet har at byde på, men det ville overraske mig meget, hvis ikke der indgår en hyldest til et af bandets idoler, David Bowie, der som bekendt gik bort tidligere i år.

Blaue Blume
Lørdag kl. 12:30 på Highland Stage
Koldingensiske Blaue Blume åbner musikprogrammet om lørdagen, og jeg vil da anbefale folk at være oppe til den tid. Jeg hørte sidst Blaue Blume sidste år, da de gav en fremragende koncert i Store VEGA, så mine forventninger er vanvittigt høje til bandet, som med “Syzygy” har skabt nyere dansk musiks bedste og nok også et af de mest personlige album. Blaue Blume er inderlighed, følsomhed og storslået nærvær, og jeg tror på, at det vil passe perfekt ind i de smukke omgivelser ved Egeskov Slot.

Låpsley
Lørdag kl. 15:00 på Highland Stage
Det sidste navn, jeg vil give en ekstra stor anbefaling, er den unge britiske sangerinde Låpsley. Holly Lapsley Fletcher er blot 19 år gammel, men allerede i 2014 spillede hun på den gigantiske britiske festival Glastonbury, og hun er uden tvivl et af de største talenter til at komme ud af England. Hendes musik er elektronisk med klare tråde til RnB, og den udmærker sig især ved en gennemført produktion og en mangefacetteret vokal, som både formår at vise ømhed og kraftfuldhed på samme tid.

Jeg kunne også snildt have fremhævet artister som Asgéir, Susanne Sundfør og Chinah, men programmet er simpelthen så stopfyldt med lækkerbiskener, at jeg umuligt ville kunne få det hele med, hvis artiklen skulle holde en nogenlunde længde. Men et er at læse nogle anbefalinger, noget andet er at lytte til musikken. Så hvis du alligevel ikke har noget vigtigt for fredag og lørdag og har hjertet på det rette sted, så skal der lyde en klar anbefaling herfra til at skynde dig at købe billet og tage af sted mod Fyn og den festival, som jeg har glædet mig allermest til i år. Heartland Festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

“Oh! That guy just did it all!”

Alt burde egentlig være i den fineste orden. I fredags, den 4. marts, udsendte det britiske mega-talent Låpsley sit længeventede debutalbum til fine anmeldelser i de meste af verden. Debutalbummet “Long Way Home” indeholder Holly Lapsley Fletchers bedste kreationer fra hendes korte karriere, og det snart tre år gamle gennembrudshit “Station” sidder stadig lige i skabet; et gennembrudshit som var markant nok til at få den blot 19-årige sangerinde signet hos det hippe London-baserede label XL Recordings. Men det er lige netop dér, at det idylliske billede krakelerer en smule.

Låpsley tilhører nemlig en eksklusiv klub af artister – sammen med blandt andre Claire Boucher fra Grimes, Merrill Garbus fra tUnE-yArDs og britiske Jack Garratt for at nævne nogle af de mest aktuelle – som sætter en ære i selv at producere al deres musik. Men læser man under punktet producer på “Long Way Home”, finder man navnet Rodaidh McDonald. Rodaidh McDonald er en anerkendt skotsk producer fra XL Recordings, som blandt andre har arbejdet sammen med Adele, Vampire Weekend og Daughter. Med andre ord en mand med et ganske habilt CV. Men problemet er bare, at hvis spørger man Holly Lapsley Fletcher selv, så har Rodaidh McDonald ikke produceret hendes album. Det har hun selv.

Men hvad er problemet egentlig? Altså ud over det grundlæggende problem i, at McDonald krediteres for Fletchers arbejde, så taler det ind i en større problematik; nemlig at vi her på 102-årsdagen for Kvindernes internationale kampdag stadig har en musikbranche, hvor under fem procent af producerne ifølge 2010-tal fra Music Producers’ Guild er kvinder. Og de få kvinder, der så er, har meget svært ved at blive taget seriøst og opnå anerkendelse for deres arbejde.

Som Låpsley – løst oversat – udtrykte det i et interview med Consequence of Sound i januar: “Det er som om, at folk ikke tror på dig. Jeg føler ikke, at det er selvcentreret at sige, at jeg er stolt af mit arbejde, for mænd ville blive påskønnet for det. Klart, min produktion er ikke på niveau med Max Martin (en af verdens mest succesfulde producere, red.), men jeg har gjort et forsøg og sat mit eget aftryk. Jeg har brugt timevis på at producere dette album. At mit navn ikke er nævnt i albummets production credits er ulækkert, og det ville ikke være sket, hvis jeg var en dreng.”
Og et hurtigt kig hos kollegaerne Jamie xx (som parentes bemærket også har arbejdet sammen med Rodaidh McDonald) og Jack Garratt bekræfter den sidste påstand. For god ordens skyld skal det også lige nævnes, at Låpsleys kritik er rettet mod hendes label og musikbranchen som sådan – ikke mod Rodaidh McDonald, som hun har været glad for at samarbejde med og beskriver som “en kreativ facilitator.”

Nogle vil måske nu sidde og tænke, at det er meget at gøre ud af et navn på indersiden af et albumcover, som de færreste nok alligevel vil læse. Og hvis det var det eneste problem, ville jeg måske være på nippet til at give disse nogle ret. Men som Låpsley udtrykker det, så vil hun “hellere sige noget, ellers forbliver lortet det samme.” Og problemerne går langt ud over relativt små detaljer som en manglende kreditering trods alt må siges at være.

En anden, som bestemt ikke har været bange for at udtale sig kritisk om forholdene i musikbranchen, er canadiske Claire Boucher. I sidste måned besøgte hun under sit kunstnernavn Grimes Danmark til en udsolgt koncert i Falconersalen på Frederiksberg. Hun har gennem de seneste år været en af de skarpeste kritikere af musikbranchen og i særdeleshed koncertoplevelsen og produktionsforholdene som ung kvinde.

Allerede tilbage i 2013 skrev Claire Boucher et nu-slettet-indlæg på Tumblr under overskriften “I don’t want to compromise my morals in order to make a living.” Flere medier kaldte dengang indlægget for “et feministisk manifest” – en definition jeg ikke nødvendigvis er enig i. For mig var det snarere udtryk for en ung kvinde, som havde fået nok af sexisme i musikbranchen. Hun var træt af at blive sat i bås, fordi kvinder tilsyneladende ikke skulle kunne finde ud af at benytte teknik. Træt af at ikke-musikfaglige mennesker, der følte trang til at hjælpe hende, som om hun helt tilfældigt var kommet til at skabe et fantastisk album i form af “Visions” og havde brug for deres hjælp for at gøre det igen. Træt af at blive kaldt overfladisk, fordi hun kunne og stadig kan lide mode og popmusik. Og generelt bare træt af at blive defineret, infantiliseret og seksualiseret – og sågar seksuelt forulempet – på grund af sit udseende. Alle ting som i 2013 ikke burde være issues, men tilsyneladende har været det. Og desværre stadig synes at være det.

Claire Boucher skrev “Oblivion” for cirka fem år siden efter en situation i Montreal, hvor hun var blevet krænket seksuelt.

I et langt og i øvrigt fremragende interview i magasinet Dazed fra efteråret 2015 fortæller en nedtrykt Claire Boucher om sine oplevelser i forbindelse med den kreative proces, som senere skulle blive til hendes fjerde album, “Art Angels.” Løst citeret: “Du kunne være i studiet med en cool person, men så siger en lydmand, ‘Her er mit nummer’, og jeg ville være sådan, ‘Kan du ikke lade være med at give mig dit nummer, når jeg er på arbejde, og det er meningen, at du skal arbejde for mig? Seriøst?’ Jeg ville foretrække at kunne gå på arbejde og ikke blive inviteret ud. Jeg ville foretrække at kunne gå på arbejde og få lov til at røre computeren. Det, at jeg bliver nødt til at kæmpe for at få lov til at udføre mit arbejde, er vanvittigt,” lød det blandt andet fra Claire Boucher sidste år.
Det er svært at være uenig med hende, for det er fuldkommen vanvittigt. Og hun siger det egentlig meget rammende senere i interviewet: “Jeg vil bare være et menneske.”

Det er netop hele pointen. For selvfølgelig skal Låpsley krediteres for sit arbejde som producer på sin egen plade på lige fod med Jack Garratt og Jamie xx. Selvfølgelig skal Claire Boucher, Alice Glass (tidligere forsangerinde i Crystal Castles), Kesha og alle andre kunne kaste sig ud i publikum eller gå i studiet uden at blive forulempet. Og lige så selvfølgeligt bør det være, at Grimes primære kvalitet ikke er, at hun “en nuttet, lille pige” men en fantastisk dygtig artist, at – for lige at vende hjem til vores egen lille andedam – Velvet Volumes primære kvalitet ikke er, at de er tre unge piger, men at de gennem deres energi er et af landets pt bedste livebands; og at evnen til at betjene elektroniske værktøjer og instrumenter intet har med ens køn at gøre – for som Fader så fint udtrykte det i en anbefalelsesværdig artikel for halvandet år siden, så lytter vi ikke til musik med vores genitalier. Men alle disse ting er desværre ikke så selvfølgelige, som de burde være, og netop derfor er dagen i dag ekstremt vigtig.

Lad mig slutteligt sige, at jeg – ligesom Claire Boucher også er citeret for i stort set alle de interviews, jeg har læst – mener, at langt de fleste mennesker i musikbranchen og langt de fleste koncertgængere er skønne og fornuftige mennesker. Flere af de bedste mennesker i mit liv kender jeg gennem musikbranchen, og mange af mine bedste minder stammer fra musik og koncerter – begge ting, der også gør sig gældende for Claire Boucher og formentlig også de andre artister, jeg har nævnt undervejs. Men der er stadig meget at kæmpe for – også i musikbranchen. Glædelig kvindernes internationale kampdag!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Året der gik – del 3: Årets nye navn

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

Så er vi nået til tredje del, som for mig nok er en af de mest interessante. Den handler nemlig om de nye artister. Det er selvfølgelig svært at sige, hvornår en artist er ny, men jeg har valgt at definere det som de nye artister, som er dukket op i mit liv i 2015. Så lad os kigge på det!

Del 1: Årets bedste koncerter
Del 2: Årets nummer

Årets nye danske navn

3. Nick Sway
Den bare 18-årige Nick Sway vandt tidligere på året Karrierekanonen, og 2015 har i det hele taget været et godt år for den talentfulde singer-songwriter. Jeg har kun haft fornøjelsen af at se opleve ham live én gang i år, men det var nok til at se et potentiale for noget virkelig stort i fremtiden.

2. Shy Shy Shy
I går afslørede jeg, at jeg er ret så vild med deres største hit Do Not Ask, og i det hele taget er jeg godt og grundigt forelsket i Shy Shy Shys Love Songs EP. Men det er nu ikke kun derfor, de har fundet vej til andenpladsen over nye danske artister. Det skyldes derimod i høj grad den udvikling, jeg har set i deres live optrædener. Det er tydeligt, at det er et ungt band, som lige har skullet finde deres udtryk, men det må man sige, at de har med en fokus på voldsomme energiudladninger og en Simon Kjeldgaard som føler sig mere og mere hjemme på scenen ved siden af Astrid Cordes.

1. Velvet Volume
…I havde nok set det komme. For mig har 2015 i høj grad været Velvet Volume-året. Jeg er simpelthen så vanvittigt imponeret over de tre århusianske piger, som har fået et langt større gennembrud, end jeg nogensinde havde forestillet mig, da jeg i foråret som en del af Uhørt Festivals lytteudvalg gav dem den absolutte topkarakter. Attituden, lyden, energien, udstrålingen – det hele holder for søstrene Lachmi, og jeg glæder mig helt ekstremt til at følge Velvet Volume næste år og forhåbentlig også mange år fremover.

Årets nye udenlandske navn

5. Oh Wonder
Jeg kunne simpelthen ikke beslutte mig for, om Oh Wonder eller Girlpool skulle have femtepladsen, men jeg endte nu alligevel på Oh Wonder – ganske enkelt fordi jeg gerne vil hylde duoens nytænkende måde at udgive på. De besluttede sig sidste år for at udgive et nummer hver måned, og hermed gjort. At de så også har formået at skabe hyggelig popmusik af så høj kvalitet, vidner om et helt unikt talent, som udsolgte koncerter i det meste af Europa kunne tyde på, at også mange andre har fået øje på.

4. Låpsley
Nogle af jer vil sikkert påstå, at Låpsley ikke er et nyt navn i 2015 men derimod hører til i 2014. Men i så fald har jeg nok bare været lidt lang tid om at komme med på vognen. Men med på vognen må man så i hvert fald sige, at jeg er kommet, for hold da helt op. Den kun 19-årige sangerinde debuterede min sin første EP som 17-årig, og siden har hun med sine lo-fi elektroniske produktioner formået at slå sit talent fast. Musikkens omdrejningspunkt er Holly Lapsley Fletchers vokal, en ordentlig omgang samples og et tungt beat. Det er simpelt, det er lækkert, og det virker.

3. Zella Day
Jeg havde nærmest ikke lyttet til Zella Day, før jeg tog til den koncert, som jeg nævnte for et par dage siden. Siden da har min forelskelse kun taget til, og sangene fra debutalbummet Kicker har for alvor fanget mig. Det er popmusik med et country-vibe og referencer til flere af tidens store sangerinder; dog med en charme som adskiller hende fra mange af hendes popsøstre i en i mine øjne nok lidt overfyldt del af musikbranchen. Hun kunne meget vel også stå foran det helt store gennembrud – hun har i hvert fald et talent, der fortjener det.

2. SOAK
En 19-årig kvinde ved navn Bridie Monds-Watson gemmer sig bag nordirske SOAK, men helt ærligt behøves hun ikke gemme sig nogen steder, for hun er på mange måder noget af det bedste, der er sket i 2015. Hun leverer en optimistisk indiepop, som man ikke kan lade være med at blive i godt humør af, selvom emnerne i teksterne til tider er tunge. SOAK adskiller sig fra de fleste andre helt unge artister ved, at hun har formået at skabe et helstøbt debutalbum, som med højdepunkter som Sea Creatures og B a noBody introducerer lytteren til en artist, man forhåbentlig kun har hørt det første til.

1. HONNE
Jeg har været forbi HONNE tidligere, og de er for mig den helt store nyhed i år. Den største ros, jeg kan give dem, er nok, at man med det samme ved, at man lytter til HONNE, når man sætter et af deres numre på. De har allerede fundet deres lyd – og hvor er det dog en fantastisk lyd! Men hvilken lyd er det så? Jeg vil tillade mig at døbe det elektronisk sexyfunk med soul elementer. Nu må de gerne snart komme med et helt album som opfølgning på deres otte 2015-udgivelser.

Bonus liste: Årets bedste debutalbum
SOAK – Before We Forget How To Dream
Jeg har vist allerede argumenteret for, hvorfor SOAK fortjener denne anerkendelse længere oppe. Jeg kan desværre ikke linke til hele albummet her, men det findes hos din foretrukne streaming-tjeneste. Lyt til det – det vil gøre dig glad!

Det var alt fra i dag. I morgen afslutter vi føljetonen med årets bedste album fra ind- og udland, hvor jeg godt kan love, at flere af artisterne fra i dag og de foregående dage vil optræde.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.