Kwamie Liv leger musikalsk kamæleon på debutalbummet “Lovers That Come and Go”

Tilbage i 2014 kastede jeg min kærlighed på Kwamie Liv og særligt den populære single “Lost In The Girl” og Angel Haze-samarbejdet “Pleasure This Pain” fik en fast plads på min playliste – og har været der lige siden! Dette er da også grunden til, at jeg blev glad helt ind i maven, da det blev offentliggjort, at der rent faktisk var et album på vej fra Kwamie Liv. Nu er det sket. Nu er det ude. Og jeg er vild med “Lovers That Come and Go”.

Som en vaskeægte juleaften er jeg blevet den lykkelige ejer af hele 11 nye sange, og en ekstra gave i form af den lille akustiske perle til slut: En smuk, smuk, smuk version at hittet “Higher”. “Lovers That Come and Go” er et nuanceret album, der tager lytteren gennem alle facetter af Kwamie Livs lyd. Fra lyse, poppede P3’s Uundgåelige “Follow My Heart” til den organiske sydlandske “Sweet Like Brandy” – albummet har det hele, og det er på godt og ondt.

Når Kwamie lader hendes dybe stemme blende ind med elektroniske beats og svøber den ind i diverse vokaleffekter, mister jeg gang på gang mit hjerte til hendes fantastiske stemme og lydunivers. Særligt sange som “Last Night”, den konstant uforløsende “Blasé” og “Palm Tree Jungle” der indeholder en fantastisk outro, til dem der lytter med så langt, ligger højest på listen over yndlingssange fra udgivelsen. Åbningsnummeret “Do To You” synes jeg også var en dejlig overraskelse, der, med sin dybe, svævende lyd og Kwamies gennemtrængende vokal, på fineste vis reintroducerede mig til lyduniverset efter fires års stilhed fra sangerinden.

At Kwamie Liv har en forkærlighed for både det elektroniske og det organiske kom allerede frem på debut EP’en, og det er igen medført på debutalbummet. Der er sange der, i mine ører, lyder som om, at de bevidst er skrevet til radioen. Det er ellers noget af det anti-radio-sangskrivning, som fangede mig ved debut-EP’en, der med nedtonede og tunge produktioner viste Kwamie Livs fantastiske sangskrivning og fængende melodier frem på en anderledes måde.
“Follow My Heart” – der rent faktisk også blev P3’s Uundgåelige – og “Mama’s A Millionaire” bliver for gennemtænkte, for upersonlige og for radiopoppede til mig. Særligt sidstnævnte nummer læner sig meget op af det alt det afrobeatinspirerede, der gennem den sidste tid er blevet utroligt populært. Jeg synes, at det er en smule ærgerligt, da det er to gode sange, som pakkes ind i produktioner, der skubber dem væk fra resten af pladens materiale. Kwamie Livs vokal passer, efter min mening, ikke 100% ind i disse produktioner, og de ender aldrig der, hvor det føles som om, at de gerne vil hen.

Tekstuniverset på “Lovers That Come and Go” drejer sig endnu engang meget om nattelivet, kærligheden og relationer mellem mennesker. Jeg synes, at Kwamie Liv skriver fantastiske og dragende historier ind i sine sange, og særligt “Deep Water” og “Did” gav mig lyst til at lytte til nummeret igen med det samme, selvom produktionerne er lidt til den anonyme side. Også “New Boo” og “Last Night” er skarpe kandidater til enhver pre-party playliste.

“Lovers That Come and Go” er en blandet landhandel af alle de ting, som Kwamie ønsker at vise sine fans: det tunge elektroniske, de organiske kærlighedsballader der falder perfekt ind i enhver Tarantino-film, og de nye mere poppede skæringer, som jeg er sikker på, nok skal give hende en større – og efter min mening – velfortjent plads i folk musikalske bevidsthed. Nu vil jeg for titusinde gang sætte “Blasé” på mit anlæg, og krydse fingre for, at jeg kommer til at opleve “Lover That Come and Go” blive bragt til live på scenen en dag.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Emma says:

    Hej Regnsky
    Jeg kunne meget godt tænke mig at sende jer information og pressemateriale om Jazzhus Montmartres program for november og december. Når jeg forsøger at sende til jeres mail info@regnsky.dk, vil den ikke afsende, da jeres mailbox er fyldt.
    I må meget gerne kontakte mig på emma@jazzhusmontmartre.dk, når I har fået plads til nye mails, eller hvis I har en anden emailadresse, som jeg kan sende til.
    MVH Emma Larsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Kompilation af warm-up-dagene

Min musikuge skulle have startet i selskab med Wangel på Rising om søndagen. Jeg blev imidlertid lidt forsinket, da jeg på vejen hørte en velkendt stemme fra den nye Apollo-scene og lod mig drage et øjeblik af Jokeren, der surprise-gæstede de for mig hidtil ukendte Benal-drenge. Det var en bitter følelse at måtte løsrive mig fra hvad der lød som en yderst lovende og velproportioneret rapsceance.

Søndag: Wangel
Det glemte jeg dog hurtigt igen, da jeg kom ned ad trappen til East og Wangels melodiske klagesang og et allerede opstemt publikum. Det var en lettelse for mig at se den varme modtagelse, da mit første møde med Wangel var en lidt flødet fornøjelse til Zetland Live i Aarhus for et godt halvt års tid siden. Dengang gjorde trioen ikke synderligt indtryk på mig udover latter fra publikum og tåkrummeri, da en nervøs forsanger Peter Wangel snublede i nogle ledninger på scenen. Den generthed og ydmyghed, de udviste den gang, ydede dem ikke særlig stor fordel foran et stillesiddende publikum. Men denne gang havde de tydeligt smidt genertheden til stor glæde for et dansende publikum, der eksploderede til kendingshittet Eternal History. Kærligheden blev gengældt af en overvældet og stadig ydmyg Peter, der udbrød “Fuck, hvor er I fede” og “tusind, tusind, tusind, tusind tak”.  Kærlighedsfesten blev meget passende og forudsigeligt sluttet af med den stemningsfyldte ode til deres venner i Sydkorea, Seoul.

Mandag: Kwamie Liv
Kwamie Liv blev virkelig sat på arbejde mandag aften, da dårlig lyd og tekniske udfordringer komplet overdøvende det, der for mig et det absolut bærende element i hendes musik, nemlig den sælsomme, dragende vokal. Men ser man bort fra den tekniske udførelse, så formåede Kwamie alligevel at fange et i starten lettere genert og distræt publikum. Det er på sådan et tidspunkt, at der går lidt fan-girl i mig, når jeg kan se en kunstners personlige kvaliteter bære dem igennem på scenen. “C’est la vie, mon amour”,  og så bad hun ellers på klingende sødt københavnsk folk om at rykke sig tættere på scenen, så vi alle kunne danse sammen. Det udløste en epidemisk bølge helt ud til de tyndspredte yderkanter af publikummet, da der blev blæst op for Lost in the Girl – endelig skruet ned for druknende støj og op for tyngden på beats af den slags, der svømmer gennem hele rygradslængden og rodfæster sig i brystet til længe efter koncertens afslutning.

Jeg kunne rigtig godt have tænkt mig, at Kwamie havde fået lov at spille efter mørkets frembrud på Apollo Countdown. Enten det, eller den mørke, mystiske Gloria kunne have trukket den charmerende og dunkle storbymystik op på et endnu højere niveau. Men sådan skulle det ikke være, og om ikke for den lettere uelegante lyd i starten, så har jeg i den grad stadig vundet respekt for Kwamie Liv og hendes nærvær.

Tirsdag: Hey Elbow
Der var ikke lige så meget smidighed over svenske Hey Elbows (som jeg tidligere har anbefalet her) optræden på Rising som deres aerobic-inspirerede navn antyder. Alt det, som Kwamie Liv vandt på, var det, som Hey Elbow tabte på – personlighed, nærvær, kontakt. Det var en yderst minimalistisk triade, der kom, leverede og forlod scenen uden andet end et lavmeldt “thank you, ha’ det godt” til afslutning. De tre (ellers yndige) gæstende korister/perkussionister og trommeslager Liam Amner var de eneste, der engang imellem kastede et flygtigt nysgerrigt blik og et smil ud over det lidt porøse publikum. Uden ord eller øjenkontakt lykkedes det ikke de tre matchende jakker og pandehår at nå ud over scenekanten, og musikken blev forbeholdt dem selv og de få blandt publikum, der var fulde nok til at være ligeglade med leverancen.

For mig var højdpunktet, da forsangerinde Julia Ringdahl begyndte at eksperimentere med violinbue på elguitar samt på de numre, hvor de blev bakket op af korsang, perkussion og blæs, og musikken nærmede sig mere de triumferende big-bandlignende højder, der kendetegner deres jazzinspirerede baggrund.

Jeg vil stadig gå hjem og lytte videre til musikken og glæde mig til, at de spirer og modner lidt mere over de næste par år, men det bliver nok uden at mindes deres koncert her på Roskilde.

Hey Elbow på Rising-scenen (foto: Peter Emil-Witt)

 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *