The William Blakes udgiver single forud for ny albumudgivelse

The William Blakes‘ nye single Turn Us Into Them er en ørehængende andensingle forud for udgivelsen af det nye album 1991, der udkommer den 29. marts. Musikken af barndomslegenderne Elton John, The Beatles og Supertramp har været drivkraften for stilen på det nye album, og det slår også igennem på den nye single. Alligevel har de fire musikeres legen og nysgerrighed skabt et unikt, dynamisk og klaverbåret arrangement, der samtidig har et vigtigt politisk budskab. Turn Us Into Them er en sang om immigrationspolitik set fra en flygtnings synspunkt:

“Efter at jeg flyttede til USA — hvor de har mange helt andre store politiske problemer — blev jeg ret overvældet over, hvordan alle har lov til at være dem, de er. Hvordan det faktisk bliver set som en styrke at være fransk, dansk, yemenitisk, tyrkisk, egyptisk og så videre. Men man er stadig amerikaner. Det gør, at der er en helt anden respekt for hinandens kultur. Og selvfølgelig bliver næste generation bare endnu mere amerikansk. Det er, som om man tør stole på sin egen identitet. I Danmark er vi så bange for, at Danmark og danskhed er noget skrøbeligt, at vi kræver, at andre skal lave sig om for at være her. Ellers går det vi har åbenbart i stykker,” fortæller Kristian Leth, som har boet i New York i en årrække.

Det er ikke kun respekt og åbenheden for hinandens kultur, der har præget produktionen af nummeret, åbenheden og nysgerrigheden har også været afgørende i produktionen, hvor de fire musikere har byttet roller og på den måde afprøvet andre hovedinstrumenter, end hvad de plejer med Fridolin på guitar i stedet for bag trommesættet, Bo Rande uden flügelhorn og keyboard men med en bas hængende om halsen, Kristian bag flyglet i stedet for guitaren og Frederik på trommer. På den måde leger bandet både med principper som nyskabelse og åbenhed gennem tematikken i nummeret, men generelt også i arbejdsprocessen på resten af albummet.  Det nye og det gamle, det kendte og det fremmede, det poppede, rockede, eftertænksomme, politiske og dynamiske flettes sammen på bedste vis på denne nye single. Turn Us Into Them er en forårslegende, rock-poppet smagsprøve på den lyd, vi kan vente os af kommende album – der er noget at glæde sig til!

Den 29. marts udgiver The William Blakes albummet 1991 på bandets eget pladeselskab Speed of Sound

Foto af Nina Frifelt

TURN US INTO THEM:

Ao they said we were all the same

Nothing here but numbers and names

And we did what they said

Then we did what they said

But they just kept coming

They told us we had nothing to fear

We could live like we wanted here

And we did what they said

Then we did what they said

But they just kept coming

Oh, oh here we go

They walk straight into our homes

Pick us up at night

And then they try to

Turn us into them

Turn us into them

They kept saying it was for our best

Thought we were free but were really oppressed

So we did what they said

And we did what they said

But they just kept coming

I came here from another place

War in my bones and death in my face

Back there we did what they said

Then we did what they said

But they just kept coming

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Musikkritikkens præmisser

Kristian Leth kritiserede sidste år de danske musikanmeldere for at skrive forbrugerguides i stedet for at gå ind på værkets præmisser. I dette indlæg forklarer jeg, hvorfor god kritik revser værkets præmisser i stedet for at acceptere dem, og hvorfor god kritik er en grundig forbrugerguide.

Der er nok nogen, der husker røret i andedammen, da Kristian Leth sidste år gik til angreb på den danske stand af musikanmeldere. Det fik i hvert fald overraskende meget presseomtale i diverse dagblade og netmedier. Leth mente at danske anmeldere for en stor del var snik-snakkende, ufaglige og skematiske. Han lavede endda en blog, ”spredehagl”, hvor anmeldelser skulle anmeldes som et løbende bevis for hans kritiks sandfærdighed. Desværre lukkede bloggen efter kort tid og kun få indlæg (fire, så vidt jeg husker).

Jeg synes Leth skal genoprette sin blog! Det var en sjov idé. Både sjovt at læse Leths spydigheder og sjovt at læse reaktionerne. Men måske var projektet for ambitiøst og måske var det derfor bloggen lukkede. For hvem gider ærlig talt læse anmeldelser igennem med det formål at flå dem? Så hellere bruge tiden på at lytte til musikken eller måske selv skrive en anmeldelse. Men Leths formål var hovedsagligt negativt og polemisk: Det handlede om at kritisere og ikke om at producere. Personligt var jeg enig i mange af hans kritikpunkter, f.eks. manglen på egentlig fortolkning, samt den udbredte skematisme, hvor anmeldelserne skrives efter en letkøbt formel, der gør dem forudsigelige og trivielle. Men når Leth skulle udtale sig positivt om det, han savner, var han ofte en anelse abstrakt. For eksempel nævnte han flere steder, at den gode anmelder skal ”gå ind på værkets præmisser” – en ganske udbredt devise, der i mine ører næsten har floskelstatus. Og som alle floskler har den intet klart kriterium for, hvornår man konkret møder dens krav.

Men selv hvis det blev mere konkret, er formuleringen ”at gå ind på værkets præmisser” en sjov konstruktion. I kritisk argumentation gælder det som regel om det modsatte: Her går man netop ikke ind på argumentets præmisser, men blotlægger dem og ser dem efter i sømmene. Man afviser dem måske endda, revser og skrotter dem. Er kravet om, at kritikeren skal gå ind på værkets præmisser, i virkeligheden et krav om, at hun skal blive dogmatiker? En anmelder, der accepterer præmisserne blindt og dømmer værkets konsistens slavisk ud fra disse?

I det lys får man næsten lyst til at kræve det modsatte af, hvad Leth vil have: Kritikere, kom ud af den dogmatiske søvn og befri jer fra værkets præmisser. Stol aldrig på værket! Bevares, måske er det en skævvridning af Leths ord. Men der er noget om det. Kritikeren skal i hvert fald bekymre sig lige så meget om de præmisser, publikum sætter for musikken, som omvendt. Kritikeren skal kende og forstå det marked, musikken skriver sig ind i. Hvordan skal det forstås?

En anmelders objektivitet består i at sætte sig ud over sin personlige interesse og ind i, hvordan musikken kan være en attraktion for forskellige mennesker. Hun skal forstå lytterne godt nok til at vurdere, om musikken kan tænde dem. Om den kan føles sexet, tryg eller uhyggelig for dem. Om den tilbyder lytteren et nyt forhold til hendes kroppe, svarer til et skjold mod hendes problemer eller er et ekko af hendes dybeste bekymring. Alt sammen mulige årsager til, at musikken er tiltrækkende. God kritik må være en guide til den tiltrækning – en slags forbrugerguide med andre ord, der erkender attraktionerne og gør dem tilgængelige for forbrugeren. Både ved at åbne for nye attraktioner og ved at genkende dem, lytteren holder af.

Med litteraten Franco Moretti i baghovedet kunne man sige, at musikken kommer til syne på et marked af begær. Begær der formes af mange faktorer, ikke kun musikken selv. At forstå musikken er at forstå, hvorfor den overlever på dette marked. Dermed ikke sagt at kriteriet for god musik per se er, at den har et publikum. Men den person, som en dag påstår, at en komplet overset plade i virkeligheden er genial, hun kan kun bevise sin påstands gyldighed ved at overtale folk til at lytte selv og derefter opdage, at de finder glæde ved pladen. Så selvom publikum ikke er et kvalitetskriterium i sig selv, så er diskursen om musik (og ikke mindst musikken selv) altid bundet til et spil om publikum.

God kritik tager derfor højde for, hvordan musikken udgør en attraktion for publikum, og i denne forstand er den helt igennem en forbrugerguide. Måske er det så en mere kropsnær, bevidst og kompleks forbrugerguide, end det man normalt oplever i musikjournalistikken herhjemme – Leth og jeg er muligvis ikke uenige. Men jeg vil gerne tage Leth på ordet, fordi hans retorik benytter sig af en række værdiladede modsætninger, jeg helst vil bryde med. Modsætninger såsom ”at gå ind på værkets præmisser” vs. forbrugerguide; dyb forståelse vs. overfladisk forbrug; kunst vs. vare.

Besættelsen af at skelne ophøjet kunst fra kommerciel underholdning har gjort det svært for visse kulturkommentatorer at snakke om kunstens æstetiske ærinde: at vække publikums lyst – selv hvis det er en anden lyst end det velbehag, en god lænestol eller velkendt sitcom tilbyder. Dem, som stirrer sig blind på hvor ”dyb” musikken er, overser vigtigheden og kompleksiteten i det ”overfladiske”, dvs. berøringen med de faktiske lyttere. Men den ægte gåde ligger på overfladen, nemlig hvorfor lige netop denne lyd (ud af uendelig mange) er attraktiv for de mennesker, som lytter til den. Svaret involverer både forståelse for musikken og for lytterne. Det virker måske indlysende, men når man ser på den måde, musikkritikere beskriver genrers udviklinger på, så glemmes publikum (markedet) ofte som afgørende faktor i forklaringen. Kritikerne forklarer musikkens udvikling rent ”internt”, som om musikken altid kun er en reaktion på sig selv: Nye tendenser opstår som kontrasterende reaktioner på tidligere tendenser. I mine øjne er det langt mere plausibelt, at der konstant opstår et hav af nye lyde, hvoraf kun få overlever på markedet og bliver til tendenser. Det er dem, der overlever, som musikkritikerne snakker om, men de snakker som om, udviklingen var musikkens helt egen – eller for nu at forbinde det til Leths formulering – som om den foregik ”på musikkens egne præmisser”.

Selvom det er et sidespring, så er det interessant at bemærke, at i vores tid, hvor prisen på musik langsomt minimeres eller forsvinder, styres forholdet mellem udbud og efterspørgsel på det musikalske interessemarked i stadig højere grad af andre faktorer end økonomiske. Distributionskanaler bliver derfor endnu vigtigere, sammen med kendskab og omtale. Kritikerne får en anderledes strategisk position, fordi skridtet mellem den enkelte lytter og det, kritikeren omtaler, ikke længere er formidlet af en økonomisk prioritering fra lytterens side. Kritikeren bliver altså endnu vigtigere, fordi minimeringen af prisen betyder at magten over udbredelsen og kendskabet stiger i værdi. Men det er en anden og lang historie.

Min opfordring her til sidst må lyde: Gå aldrig ukritisk ind på værkets præmisser! Se i stedet nøje efter, hvilket socialt felt af begær musikken skriver sig ind i og se om den rammer plet. Vær din egen forbrugerguide, der blotlægger kunstens attraktioner i al deres spændende, naragtige tvetydighed. Den bedste musik er nemlig den, som griber dit begær, men overrasker dig ved at sende det på flugt langs helt nye linier ind i ukendte territorier.

(Hvis man er interesseret i at læse mere om Franco Morettis teorier, kan man tage et kig i det kommende nummer af tidsskriftet Trappe Tusind, hvor litteraten Ulf Houe giver en kort og præcis introduktion.)

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Kære Lasse,

    Tak for et både fint, omfangsrigt og konstruktivt indlæg! Du når vidt omkring, og du har en overbevisning og en holdning, som du vil ud med – det er altid inspirerende, og jeg nød at læse indlægget. Jeg har selv skrevet flere essays om det både før og siden Leths lancering af ‘Spredehagl’.

    I forhold til at gå ind i værket på dets egne præmisser tænker jeg imidlertid ikke, at det menes så ukritisk, som man kunne klandre det for. Tværtimod tænker jeg det som en klassisk fænomenologisk tilgang, hvor man fokuserer på værket an sich (kursiveret og i kantiansk forstand) og netop tilsidesætter både egne og andres forventninger. Vi ved naturligvis, at dette ikke er muligt fuldt ud, og idealet inden for denne form for fænomenologi er derfor at stræbe efter en fordomsfri lytning. Dermed “værkets præmisser”. Problemet med dette i moderne musikjournalistik er, at de færreste har tid og dedikation til at gøre dette, da det alt andet lige er nemmere at kontekstualisere end at sætte sig ind i et værk an sich. Jeg er enig med Leth i, at dette er et problem, men jeg anerkender også, at man skal være i stand til at foretage yderligere refleksioner samt være sig bevidst om sine begrænsninger i forhold til denne plæderede interesseløshed (igen qua Kants smagsdom).

    Fokus på den potentielle lytter retter sig mod en receptionsæstetik, der i sig selv også er interessant men netop risikerer at tabe fokus af das ding an sich. Idéen om objektivitet kender vi jo som en farlig størrelse, og det farlige ved “anmelderens objektivitet” er bevidstheden (og nogle gange mangel på samme) om den som tilstræbt frem for latent eller ligefrem manifest. Vi bør selvfølgelig ikke bilde os ind, at vi besidder objektivitet, men jeg finder det interessant, at du taler for denne anerkendelse af, hvorledes der bør formuleres en vægtning af graden af attraktion for publikum i så tydelig form. Jeg er ikke helt enig, men jeg vil gerne give stor ros for modet til at tage ordet “forbrugerguide” i din mund. Det er alt andet lige meget nemmere at tale idealistisk, teoretisk og flyvsk som en neo-frankfurterskole, der ville afskrive det som markedsprincipper og ikke som del af en æstetisk dom. Jeg er som sagt ikke helt enig, men det er oprigtigt cool, at du tør præsentere den holdning!

    Jeg er helt enig i, at man kan stirre sig blind på eksklusiviteten (eller ‘dybden’), og det kan ofte blive en stædig kamp, hvor det til tider kan synes mere et romantisk forsvar end en anerkendelse af, hvad det er, der udgives (netop til et publikum). Vi er ofte tabt et sted imellem disse holdninger, og problemet er i høj grad, at der ikke bliver reflekteret over det.

    Reaktionerne fra publikum i forbindelse med genrers udvikling er selvfølgelig uundgåelig, og synspunktet kan næsten minde om en forlænget feedback-sløjfe, hvis vi skal låne et udtryk fra dramaturgiens verden.

    Jeg er interesseret i, hvad du mener ift. den strategiske position hos kritikeren i dag. Kan du uddybe det?

    Tak for et rigtig fint indlæg!

    Mange gode hilsner,
    Martin // Börneblogger

  2. Lasse Posborg Michelsen says:

    Kære Martin,

    så fik jeg endelig tid til at svare på din interessante kommentar! Tusind tak for dine tanker og komplimenter. Det er godt at høre, at interessen for de her spørgsmål er stærk. Men nu til sagen: Jeg er for det første helt enig i, at ideen om ”at gå ind på værkets præmisser” kan have mange betydninger og ikke nødvendigvis skal forstås så ukritisk som jeg antyder. Formålet med min antydning var at gøre opmærksom på, hvilken sammenhæng formuleringen skriver sig ind i, dvs. de modsætninger, som den typisk (og specifikt hos Leth) støtter sig op ad, og som jeg gerne vil bryde med. Du har helt ret i, at spørgsmålet knytter sig tæt til ideen om fænomenologiske beskrivelser af musikken. Men når man opsætter en kontrast mellem f.eks. fænomenologi vs. kontekstualisering, så tror jeg man er på glatis igen (hvis vi nu derudover ser bort fra, at det at namedroppe bands i en anmeldelse er en ret dårlig kontekstualisering). Min pointe i indlægget er lige præcis, at den fænomenologiske oplevelse af musikken sker på et ”marked” og at de to ting – når man snakker om kunst – ikke blot kan skilles ad, og måske endnu vigtigere: Ikke kan sættes i hierarki à la ”fænomenologi er godt”, ”marked er dårligt”. Man kan måske sige det sådan, at hvis man vil forstå, hvorfor musikken danner en bestemt (lystig) fænomenologisk oplevelse hos en lytter, så er man nødt til at kontekstualisere en hel del. En receptionsanalyse ville kun kunne konstatere, hvorvidt noget musik modtages som godt eller dårligt. Jeg mener, at inddragelsen af lyttere og et begærsmarked er noget andet, nemlig at forstå, hvorfor musikken modtages eller kan modtages hhv. opleves som god. Med andre ord: At erkende hvorfor musikken vil kunne vække folks begær. I den forstand er anmeldelsen en forbrugerguide. Hvis man skulle relatere til Kant, kunne man sige noget i retning af, at muligheden for et frit spil mellem forstanden og indbildningskraften eller fantasien, som man måske ville sige i dag, ikke er uafhængig af, hvad folk har fantasi til. Jeg håber det afklarede sagerne en smule?
    Jeg kunne rigtig godt tænke mig at uddybe spørgsmålet om kritikerens strategiske position, men jeg tror desværre det bliver en for lang smøre her. Måske kan det blive et indlæg på et tidspunkt. Men grundideen er, at musikkens forhold til publikum eller udbuddets forhold til efterspørgslen kan være reguleret på forskellig vis, og at denne regulering har indflydelse på musikkens udvikling. Dvs. når musikken f.eks. er finansieret via staten, som det har været tilfældet med en hel del musik i Europa i det 20. århundred, så finder den og overbeviser sit publikum på andre måder, end hvis den finansieres ved direkte køb af f.eks. koncertbilletter, hvilket i højere grad har gjort sig gældende i f.eks. USA. De to forskellige reguleringer af forholdet mellem efterspørgsel og udbud skaber også en lille smule forskellig musik. Nu er der så sket det, at der (på ny) har forskudt sig en hel masse i reguleringen mellem efterspørgsel og udbud pga. internettet, hvor prisen minimeres eller forsvinder, eller man f.eks. betaler en fast pris og har adgang til det hele (Spotify). Jeg tror at i denne nye regulering får kritikeren også en ny position, ligesom at kritikere i Europa og USA i det tyvende århundrede har spillet lidt forskellige roller pga. markedets struktur. Det giver måske en idé om, i hvilken retning mine tanker går?
    Venlig hilsen,
    Lasse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Here’s another one for the lovers

Morten bliver nok sur på mig, når han læser dette indlæg, tænkte jeg. I hvert fald siger han, at jeg skriver alt for meget om indie. Men jeg kan altså ikke gøre for det. Jeg elsker det. Og så er der lige en lille ting… Dette pladeaktuelle projekt er nemlig ikke helt indie. Heller ikke helt psykedelisk. Eller helt pop. Det er intet af det og det hele, og den kollision gør det til… ja, indie. Jeg tror nu, The Informations er okay alligevel.

William Blakes guitaristen Frederik Nordsøs første soloplade som The Informations bærer titlen Noah’s Ark og udkom den 1. november. Her spiller Nordsø næsten samtlige instrumenter, og bliver kun afbrudt, eller snarere hjulpet på vej, af navne som Mikkel Holtoug, Jannis Noya Makrigiannis fra Choir Of Young Believers og (selvfølgelig) Kristian Leth. Pladens skæve tilgang til den efterhånden alt for indoktrinerede indiescene, bidrager med noget ganske nyt, der får en til at lytte øre og bide mærke i Nordsøs catchy popmelodier.

Pladens to absolutte højdepunkter, ifølge mig, er numrene “Strange Habits”, der indledes af finurlige guitarriffs og afbrydes af Frederiks næsten skrigende vokal, som i omkvædet bliver synthet ned til vokalopbrud. På niende nummer, “Lion’s Hands”, forsødes kompositionen af evigt fantastiske Jannis Noya Makrigiannis‘ fantastiske vokal. Med konstante klaplyde, en tung basgang  og små minimalistiske synth beats kombineret vokalen er “Lion’s Hands” intet mindre et lille dansk mesterværk. Der er noget nærmest Animal Collective’sk over The Informations legende lydunivers, og man tager sig selv i at glemme både tid og sted gang på gang. Jeg har ikke særligt meget andet at sige, end at det er nytænkende og solidt produceret indie – og at jeg fucking elsker det.

The Informations Strange Habits

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/02-Strange-Habits.mp3|titles=The Informations – Strange Habits]

The Informations – Lion’s Hands (Ft. Jannis Noya)

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/09-Lions-Hand.mp3|titles=09 Lion’s Hand]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. http://www.regnsky.dk/2009/01/the-informations/

    al magt til the informations, mads :)

  2. Jonas Q Hansen says:

    Sindsygt spændende projekt. Går imod alt andet der kommer ud fra dette lille land. Fandt et live klip med The Informations’ nummeret Fela man.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?