Okay Kaya – Intim debutkoncert med norsk nattergal

Køen på Enghavevej summer i forårsskumringen og strækker sig fra krydset ved Pasha Kebab til Ideal Bar. Rækken af håbefulde koncertgængere er så lang, at man skulle tro, at det er Lille Vega, aftenens kunstner gæster, men køen fortsætter og ender på hjørnet ved det lille gadeplansspillested. Koncertgængerne er kommet for at opleve Kaya Wilkins, der i 2015 brød igennem som musiker med singlen Damn Gravity med King Krule og Sampha-samarbejdspartneren Rodiadh McDonald bag produktionen. Kaya Wilkins går under kunstnernavnet Okay Kaya, og det er hendes første danske (udsolgte!) optræden.

Den unge nordmand har lavet hudløst ærlig indie-pop siden 2014, hvor hun først begyndte at udgive musik på Soundcloud, og sideløbende arbejdede som model i New York for mærker som Calvin Klein og Balenciaga. – En karriere der giver god mening, da Kaya træder frem på scenen med sine fyldige læber, høje kindben og brune dådyrøjne, der vidner om et yndefuldt ydre. Kaya er iført sorte Air Force sneaks, mørke jeans og en t-shirt med teksten ”MADE IN SPACE”. En ”dritkul” påklædning, der går i ét med spillestedets uformelle facon.

På scenegulvet ligger en lille seddel skrevet med blokbogstaver, som får et smil frem på mine læber. – Selvom spillelisten er kort, afslører den, at sættet består af syv solide sange fra debutalbummet Both, der udkom sidste år samt en lille surprise i bunden. Jeg kender ikke det sidste nummer STILL THE ONE, der senere viser sig at være et covernummer af Shania Twain.

Kaya gør sin entré som en membran på grænsen mellem stilhed og en let støjende skælven. Hun griber teksten på t-shirten, og indleder med at sige, at hun er ”spaced out” over at stå i det lilla rampelys foran de 200 mennesker, der kigger forventningsfuldt op på hende. Foruden en flaske vand, en drink og en brun Gibson SG er der intet andet. Ingen backing tracks eller perkussion. Intet smart og artsy lys-lir.

Nordmanden emmer af forsigtighed og nervøsitet i den halv time, hun står på scenen. Selvom hendes stemmeregister er mindst lige så smukt som på pladen, fremstår hun flere gange som en undskyldning for sig selv. Hun ender stort set alle numre med tøven, små smil og skæve grimasser, hvilket er ærgerligt, for hun gør det virkelig godt. – Samtidig er det også en del af charmen; særligt hvis man kender baggrunden for debutpladen, der kredser om personlige temaer som psykisk sygdom, alkoholmisbrug og sex.

Koncerten er indbegrebet af intim, og den spartanske scene passer perfekt til set-up’et. Hvis man er typen, der bedst kan lide, at numrene minder om dem på pladen, ville man nok tænke: ”Okay… Kaya, det her kan du sgu gøre bedre!” – Men vil man have den samme lyd som i øre-bøfferne, kan jeg egentlig ikke se det store formål i at gå til koncert…

På nummeret Dance Like U taber Kaya tråden, men bliver hurtigt samlet op af publikum, der kender teksten og i kor synger med  på det intime omkvæd ”Do you dance like you fuck? Do you dance like you make love?” Et par herretrusser flyver da også op på scenen og bliver svunget rundt som en lasso af Kaya, der for et øjeblik glemmer alt om tøven og forsigtighed.

Der er applaus efter hvert endt nummer, og Kaya har en fin egenskab til at skabe kontakt med sit publikum. Jeg er vild med hendes ærlighed og dialog. Man kan mærke, at hun er et menneske, og trods undskyldningerne og den lidt dirrende guitar overbeviser hun publikum med sin silkebløde harmoniske stemme, der både mestrer de lyse og de dybe vokaler.

Okay Kaya var klart bedst på modersmål på det længselsfulde nummer La Meg, der lyder som en blid vuggevise, og får de nostalgiske klokker til at ringe for alle SKAM-fans.

Ideal Bar var i lørdags en sjælelig nudiststrand og den nøgne koncertoplevelse går direkte i gemmebogen. Jeg savnede dog det jazzede og lavmælte cover af Chers Believe og storhittet Habital Love, som på stående fod har 1.310.432 afspilninger på Spotify. Desværre var der ingen ekstra numre, men publikum fik da Shania Twain i stedet for Cher. Habital Love ville til Kayas forsvar også kræve mere rytmisk assistance end en enkelt guitar.

Heldigvis er Okay Kaya en af de mest håbefulde skud på indie-stammen lige nu, så lur mig om muligheden for at høre et af numrene live, og muligvis flere nye, ikke opstår igen?

Indtil da vil jeg anbefale at tjekke debutalbummet ud og holde godt øje med, hvornår den norske nattergal spreder sine vinger, og igen lander i Danmark. Det bliver nok ved siden af i en af Ideal Bars ældre søskende.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

MANILA får publikum, kabler og knapper til at danse

Der er stille på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Fem unge håbefulde mænd går rundt mellem hinanden og roder med kabler og pedaler. Luften sitrer af koncentration og nervøsitet, og det er som om de mørkegrønne og lilla gardiner, der er trukket for omkring scenen, sluger al lyd i rummet. Svagt i baggrunden kan jeg høre larmen fra publikum og musikken fra baren, der inviterer til latter og torsdagsskåle med venner. Klokken er 20:35 og om femogtyve minutter skal mændene i MANILA spille deres største koncert i bandets historie på Hotel Cecil i indre by i København.

Pitstop. På kort tid skal instrumenterne på scenen skiftes mellem Theo X’ og MANILAs koncerter

Bandet har allerede været her i fire timer, og nerverne har haft god tid til at spire fra små stiklinger i maven til at være plukmodne uden på tøjet. Det er en speciel koncert, som de har brugt lang tid på at forberede, fortæller de mig i backstage-lokalet:

”Vi har øvet næsten hver dag i den seneste halvanden uge i hvert fald,” siger Gustav Lahrmann, der spiller bas. De andre stemmer i og fortæller, at de har arbejdet meget med at gøre deres nye musik mere live-venlig, bl.a. ved at inkorporere en ny form for backing track. ”Efter vi har fået vores eget studie, er vores musik blevet mere elektronisk med flere synth-lyde og bittesmå detaljer. For eksempel bruger vi risers, som er hvid støj, der vokser gennem nummeret og skaber en stemning, og dem er vi begyndt at bruge i backing tracket,” forklarer forsanger Julius Amdisen.

Sømmet i bund. Fra venstre: Tuner, Delay, yndlingspedalen Reverb, Overdrive

Selvom de tekniske muligheder kan skabe forbedringer, er MANILA stadig opmærksom på faldgruberne ved at være afhængig af backing tracket. Det kan virke stift og mekanisk når teknik skal blive til musik. ”Vi har prøvet at jagte den nerve, der er i vores musik, mens vi øvede.” fortæller Andreas Grønne, der spiller trommer, og manden på keys, Mads Boldt, fortsætter: ”Nogle af vores numre ville virke sterile, hvis vi bare spillede studieversionen live, på trods af det måske er det bedste billede af, hvad vi vil med sangen. Derfor tager vi f.eks. de funkede elementer og fremhæver dem, så det bliver mere live-venligt og akustisk.”

Finjusteringer. De sidste monitors indstilles med det rette forhold af bas og guitar

Under lydprøven er det tydeligt at mærke både sol- og skyggesiden af de nye tiltag. Det er udfordrende at få instrumenterne til at harmonere med backing tracket i de forskellige musikeres monitors. Men så snart musikken starter, kan guitarist Mikkel Strandberg ikke lade være med at hengive sig til de skæve rytmer, og kanaliserer sin kærlighed til musikken ud gennem en svingom med Gustav Lahrmann. Med computeren gaffatapet til synthesizeren, som sidste forberedelse, hopper bandet ned fra scenen, med blikke der siger, at de alle krydser fingre indvendigt for at teknikken holder. De går ud backstage for at hilse på Sherpa og Theo X, som er de to andre bands, der spiller til aftenens Limelight showcase for upcoming dansk musik.

Efter en bagel, en kold øl og et par vindruer er det blevet tid til en hurtig smøg på gaden foran Helligaandskirken i Niels Hemmingsens Gade. Det er blevet hurtigt mørkt og det snelag, der om formiddagen var drysset sirligt ud over byen, er nu smeltet. Min ånde bliver til en grøn dis i skæret fra Gasoline Grills grønne neonskilt lidt længere oppe ad gaden. De fem musikere ringer rundt for at finde ud af, hvem af deres venner, der kommer og støtter, og stemningen er høj efter de finder ud af, at nogle efterskolevenner også støder til. Herefter bliver det dog hurtigt alvor igen, når Julius Amdisen starter setliste-ritualet, hvor bandet står i en cirkel, og i rækkefølge siger sangene så alle er på samme bølgelængde.

Af kommer det varme vintertøj og på kommer fem kortærmede farvestrålende skjorter. Klokken 21 træder de fem venner en ad gangen de fire trin op på scenen i aftalt rækkefølge ledsaget af klapsalver. Selvom de går ind hver for sig, er jeg ikke i tvivl om, at det er en sammentømret gruppe.

”Vi har spillet sammen så længe, at vi har opbygget en fælles referenceramme,” forklarede Mikkel Strandberg tidligere. Andreas Grønne beskrev sin producerrolle, som ham, der skal koge suppen af alle de mange fælles idéer. Essensen og grundlaget for bandet definerer Gustav Lahrmann: ”Det, vi gør, er at dele musik med hinanden, som vi griber.”

De fem venner er ikke ens, men de overlapper på mange områder, og det er i det overlap, at MANILA eksisterer. Det er en fælles vision, som alle kan indgå i på fælles præmisser, og det er som om, hvert medlem får lov til at shine i forskellige sange under koncerten. Heldigvis svigter teknikken ikke og de indøvede overgange mellem numrene er elegante og ikke forcerede. Scenen bliver epicenter for MANILAs vibe, der sender rystelser ud i Hotel Cecil, og får publikum til at bounce og smile.

Triumf. Fra venstre: Mads Boldt, Mikkel Strandberg, Julius Amdisen, Andreas Grønne og Gustav Lahrmann

Sveddryppende, udmattede og lettede møder jeg bandet efter koncerten. De smiler alle fem stolt fra øre til øre, og er helt euforiske efter showet. Nu står menuen på kolde øl og varme kram fra familierne, der er kommet for at bakke op. Hurtigt dukker forskellige branchefolk op for at få en snak med bandet, og medlemmerne tager dem med storm uden tøven med samme charme, som de indtog scenen. Jeg efterlader MANILA siddende i en bås i foyeren med venner og kærester til, hvad der har udsigt til at blive en lang og dejlig danseaften.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.