Tyske househoveder imponerer på ambient kollaboration

Vermont, debutalbummet fra de to tyske deep house-producere Marcus Worgull og Danilo Plessows projekt af samme navn, udkom i sidste uge via Kompakt, og ser duoen gå i en helt ny og mere ambient retning.

Det var over en række oprindeligt uformelle jam sessioner, at tyskerne Marcus Worgull og Danilo Plessow skulle ende med at finde sammen som Vermont, et nyt ambient-rettet projekt, som ligger langt fra producernes respektive bagkataloger, og som tilmed er de to producers første samarbejde. Både Marcus Worgull og Danilo Plessow kan ellers præstere et CV, der først og fremmest bærer præg af en succesfuld karriere som deep house-producere. Marcus Worgull for sine perfektionistiske og dermed også lidet produktive outputs på det anerkendte Innervisions-label, mens Danilo Plessow har slået sine folder under en lang række aliaser, dog bedst kendt som Motor City Drum Ensemble.

Adderer man de tos karriere sammen til en sum, tæller den mere end tyve år i house-branchen. Alligevel var det først i 2013, i Danilo Plessows studie i Köln, at de to veteraner skulle finde sammen om et projekt, der lå meget fjernt fra tidligere musikalske græsgange. Et projekt der sidenhen skulle resultere i debutalbummet af samme navn, som i sidste udkom via Kompakt, det toneangivende tyske pladeselskab, hvis bagkatalog også primært bærer præg af et mere dansegulvs-funderede retninger.

Det er altså en ny start for alle. Og hvilken start det blev. Der var intet musikmedie med respekt for sig selv – det skulle da lige være os – der ikke samlede nyheden op, da Kompakt i januar for første gang sendte en pressemeddelelse ud om det nye projekts forestående albumdebut. Nyheden var på mange måder en kulmination på en trend, som efterhånden har verseret i en årrække, hvor visse artister med rødder i techno- og house-scenen har skabt produktioner, der kan takseres for at være mere og mere esoteriske. Trommerne og synthesizerlydende blev som modsvar til midt-00’ernes fascination af rene og yderst velpolerede lyd gjort mere skramlede, for ikke at sige udfordrende på lytteren.

Klubmusikken blev hurtigt mere kryptisk og for de særligt indviet, og med pladeselskaber som LIES, Workshop, The Trilogy Tapes og senest Mood Hut som frontløberne for denne nye drejning i house- og techno-musikken, står det i dag klart, at klubfolket mere end nogensinde før er modtagelig for ambience og anden støj i den musik, de vrider deres kroppe til. Dette kan også spejles hos artister som Brian Eno, The Tangerine Dream og Can, kunstnere som flere af nutidens aktører indenfor klubmusikken har udpeget som deres inspirationskilder. Og vupti! Pludselig oplevede krautrock- og ambient-pioneerene en tilstrømning af nye tilhængere, uden tvivl fra en noget yngre målgruppe end fra deres hidtidige fanbase.

Vermont – Vermont LP, ude nu via Kompakt.

Lad os passende vende tilbage til Vermont. Her er referencerne på debutalbummet også til at føle på fra albummets første skæring. Åbningsnummeret Yaiza leder på intet tidspunkt over de knapt tre minutter, nummeret varer, tankerne hen imod duoens musikalske baggrund. I stedet sender nummeret med sin rungende basgang, luftig arpeggio og science fiction-esque støj lytteren i alle andre mulige retninger, eksempelvis Vangelis’ filmiske kompositioner på Blade Runner-soundtracket. I et kort øjeblik forventer man på Übersprung, albummets tredje nummer, at blive mødt med et 120 bpm trommedrevet klimaks, men i stedet disker de to tyskere op med en strygersolo, der flot komplimenterer de høje toner.

Og sådan er tonen og præmissen for albummet også lagt. Hele vejen igennem albummets i alt 14 numre præsenterer Vermont et meget modent udtryk, milevidt fra dansegulvet. Det samme kan siges om Majestät, der var den første smagsprøve fra debutalbummet. Ekkoende vibrafoner sætter nummeret i gang, som overlappes af lange synthlines og en luftig basgang, der kun i glimt viser sit fulde ansigt.

Vermont er ikke kommet for at sende lytterens krop ud i bevægelse. I stedet beder de om din fulde opmærksomhed, hvilken de gør sig fortjent med et meget varierende album, der alligevel holder en klar rød tråd. Cocos og Katzenjammer er et glimrende eksempel på to numre, der stilistisk ligger bredt fra hinanden, men som alligevel danner to grundsten for dette ambiente samarbejde. Ligesom Brian Eno formår det på sit Apollo-soundtrack, sender Vermont mig ud på en hypnotisk rejse, der både smager, føles og lyder godt. Hvor Cocos er underlagt en 75 bpm-trommegang med subtile og crispy hits på andenslaget, er Katzenjammer (som ja, har samplet en miavende kat) voldsomt omfavnende, lidt på samme måde som Enos An Ending, med stikkende synth stabs, der intensiveres og for hvert sekund rammer lytteren hårdere og hårdere.

Danilo Plessow og Marcus Worgull har med Vermont skabt et album, der har alle muligheder for at blive anset som et helstøbt værk. Tiden vil nu afgøre, om jeg også om et år eller to vil se således på albummet, før det kan kaldes et mesterværk. Men ligesom albummet og duoen blev til under tilfældigheder, er det umiddelbarheden, der gør Vermont til et særligt positivt bekendtskab. Vermonts sammenvævede musik er langt fra uden inspirationer, men de har sat deres klare aftryk på ambient-scenen. De to tysker tog tre skridt væk fra deres vante rammer, og skabte fjorten nummer, der alle passer ind, og jeg håber – selv med deres succesfulde solokarrierer in mente – det ikke bliver den eneste gang, vi skal høre fra Vermont.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Spot Cast: Taragana Pyjarama – LO NG


Der er lang tid til udgivelsen af Taragana Pyjaramas debutalbum d. 18. juni.
Til gengæld er årets udgave af Spot Festival lige om hjørnet. Det er godt at tænke på, hvis du også synes det er svært at klare ventetiden før Nick Kold Eriksens evigt foranderlige lydunivers udfolder sig på Tipped Bowls. Taragana Pyjarama spiller nemlig sin anden koncert med nyt materiale på Aarhus-festivallen lørdag kl. 24 på Katapult-scenen (del af det nye område Godsbanerne).

Det er også Spot Festival som står bag videoen ovenfor, et livetake af nummeret “LO NG”, som til sommer kan findes på albummets trackliste. Med inspiration fra forbilledet The Field har Taragana Pyjarama opgraderet livesettet gevældigt – simpelthen med to personer, så Kold Eriksens soloprojekt nu er en trio i koncertsammenhæng. Og det gør altså noget ved lyden, at trommerne er live i stedet for programmerede. Det organiske har siden udgivelsen af sidste års selvbetitlede ep været højt prioriteret, men udførelsen matcher først for alvor intentionerne på det over syv minutter lange nummer, hvis særdeles levende struktur trækker sig sammen og udvider sig indtil et ganske berusende klimaks oprinder og får lov til at svulme op i ren synth-vellyd – en del mere opulent end den første og mere søgende smagsprøve “Growing Forehead ft. Kicki Halmos”.

I hvilken retning albummet går står endnu hen i det uvisse for os, men få personer har allerede lyttet, hvilket åbenbart er en fornøjelse. Pitchfork/The Guardian-anmelderen Laura Snapes uddeler i hvert fald begejstrede gloser på sin Twitter med ordene; “The Taragana Pyjarama album is one of the loveliest, softest electronic records I’ve heard in an age.” Så skruer man ikke lige frem forventningerne ned.

Taragana Pyjarama – Growing Forehead ft. Kicki Halmos

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Hard Mix klipper i Rainbow Arabia

Jeg har endnu ikke givet mig selv en reel chance for at dykke ned i Rainbow Arabia, det hypede, amerikanske vielses/indisk og libanesisk musikkultur-inspirerede/funktronica-band, og deres lydunivers. Det skyldes primært at de ligesom hundredevis af andre Kompakt-signede bands får deres EP- og LP-udgivelser spyttet ud i øst og vest, uge efter uge, og på denne måde er et pladeselskab, der kan være meget vanskeligt at holde sig opdateret med.

Imidlertid har jeg endelig givet mig selv den frihed, i det mindste at tjekke Noah Smith aka. Hard Mix’ vidunderlige tag på Rainbow Arabias førstesingle Boys and Diamonds, der samtidigt er titlen på duoens debutplade fra marts. Remixet, der ramte pladehandlen for to uger siden, tilfører et dyrisk klubappel som originalen ikke besidder, takket være 4/4-trommer, 2-step arrangementer og klippede, pitchede vokaler som vi blandt andet kender det herhjemme fra Taragana Pyjarama.

Rainbow ArabiaBoys And Diamonds (Hard Mix Mix)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/09/02-Boys-And-Diamonds-Hard-Mix-Mix.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Walls: utålmodighed er en drivkraft

Walls er den musikalske karnation af dine, mine og vores børn. Med debuten fra sidste sommer omfavnede duoen både en analog bandkultur og den elektroniske scene, da Alessio Natalizia kommer fra Banjo or Freakout og Sam Willis har dyrket elektronisk musik længe under blandt andet sit Snoretex-alias og som dj. Med Walls surfer de to elegant mellem stilarterne – ambient-støj-electronica-kraut beskrives Walls’ musik oftest som, og det er måske ikke helt forkert. For som Sam siger, da vi mødes kort før duoens uhyggeligt sent programsatte optræden på årets Roskilde Festival, opstår den bedste musik i kollisionspunktet mellem funklende melodier på den ene side, støj på den anden og beats på den tredje:
“Du får ikke de samme komplekse og til tider uidentificerbare harmonier fra en computer, som du får fra stemmer og guitarer, der både har forsinkelser og rumklang. Musikken skal føles menneskelig og organisk, som om det var til at tage og føle på. Jeg synes, at meget elektronisk musik mangler det og derfor virker syntetisk.”

Kiggede du op på scenen, da Walls smeltede nat og morgen sammen på festivalens tredje dag? Så undrede du dig måske over, hvor den normalt uomgængelige MacBook mon var gemt. Men du kunne have kigget herfra og til evigheden. I modsætning til de fleste elektroniske acts, spiller Walls alt live, hvorfor duoens instrumentpark inkluderer både guitar, vokal og en masse effektpedaler, som Alessio bruger, mens Sam står for beats, anden slagtøj og samples.

“Når vi spiller live eksisterer vores loops kun i netop det øjeblik og så er de væk igen. Det er virkelig magisk, fordi det føles så umiddelbart. Samtidig gør det, at numrene ikke fastlåses i en endelig form, men kan blive ved med at udvikle sig. Et nummer som A Virus Awaits har muteret meget, siden det blev udgivet på debuten, hovedsageligt fordi vi ikke bruger backtrack og derfor slet ikke kan spille numrene live i præcise gengivelser. Det er faktisk blevet til et dance-track, selvom den originale version mest var støj,” forklarer Sam.
Af og til kan loops godt udvides, men som regel er numrene ligeså korte live som på plade. Et pulserende beat må ikke hypnotisere et dansende publikum så meget, at det stjæler opmærksomhed fra koncertens struktur. Walls koncerter er opbygget omkring “sangen” som koncept – altså enkelte, afsluttede numre, der muligvis glider over i hinanden, men som i kraft af markante melodier og ændringer i rytme angiver en begyndelse og et slutpunkt.

Walls – Sunporch

“Det skal blive ved med at være friskt og interessant. Vi bliver let utålmodige, forstået som at vi ønsker, at vores musik på plade såvel som live er rig på melodier og struktur. Derfor er vi også inspirerede af mange forskellige ting – både samtidige som Caribou og Nathan Fake, men også Detroit-techno og på den helt anden front Spacemen 3 og My Bloody Valentine. Vi ville kede os, hvis vi ikke kunne benytte os af træk fra mange stilarter i vores musik, for vi oplever det som en nødvendighed for at beskrive komplekse følelser.” Det høres på Sunporch, førstesinglen fra Walls kommende album, der udgives på Kompakt i løbet af efteråret. Her knitrer guitaren, mens et halvdovent beat slentrer afsted og en forvrænget vokal ligger sig over nummeret som en konstant vekslende spændingskurve. Nummeret er særlig bemærkelsesværdigt, for med sine seks minutter og tyve sekunder, er Sunporch det længste nummer, Walls nogensinde har udgivet.

“Vi vil gerne have, at folk danser til vores koncerter. Men det skal ikke være på bekostning af lytteoplevelsen af nummeret. Efter man holdt op med rigtigt at lave dance-, radio- og albumversioner af numre, opleves elektroniske tracks, f.eks. Four Tet’s Love Cry som utroligt lange, når de høres i høretelefoner, men når det høres på en klub er det perfekt,” fortæller Sam. Ham og Alessio forsøger at forene de tre versioner i en enkelt, som både skal få et koncertpublikum til at danse, lytteren foran anlægget til at tænke og løberen med høretelefoner til konstant at følge et skiftende tempo, og afslutter “Vi er sjældent interesserede i at skabe en tilstand af trance til vores koncerter, men håber i stedet, at vores længere numre skifter så tilpas meget hele tiden, at man ikke får en utålmodige “kom nu videre”-følelse.”
Afprøv om det lykkes for Walls at forene de mange erfaringer og inspirationskilder i intelligent dans, når de fredag d. 29. juli kl. 22. spiller på Trailerpark Festival, som vi stadig udlodder billetter til festivalen. Se mere her.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. wonky carton says:

    so so good. texturally brilliant band, and really interesting to watch. hope they were good!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

I Don’t Smoke

Rebolledo, du you have a cigarette?
No, I don’t smoke, I don’t smoke.

Matias Aguayos seneste udgivelse på Kompakt bærer titlen I Don’t Smoke, og det er titelnummeret fra den seks numre store ep, som tager alle kegler i aftenen. Udgivelsen faldt i mandags efter massiv opbakning til nummeret I Don’t Smoke, efter at Matias Aguayo for måneder tilbage luftede dette i sit set Tim Sweeneys amerikanske radioshow Beats In Space, hvor han live sang ovenstående citat om og om igen.

På indspilningen kører lige præcis disse ord også i loop i fem af trackets syv minutters varighed, hvilket igen sætter rammerne for den klassiske Matias Aguayo-stil; beatsproduktioner som ved første øjenkast fremstår simple – nærmest dårlige – krydret med Aguayos vokal, der kan synge om alt i øst og vest. Nummeret I Don’t Smoke er ikke anderledes, og læg især mærke til hvordan den loopede synthline spacer ind og ud over sydamerikanske percussions, for sidst at forvandle sin lyd til et gammelt orgel.

Det har aldrig været nogen mission for sydamerikaneren at bryde med housemusikkens konventionelle rammer, men det lykkes alligevel gang på gang for Aguayo, når han tilføjer en produktion den slags udefinerbare charme, som han blandt andet er kendt for på numre som Walter Neff, hittet Minimal og Kylie Minouge-coveret Slow – skabt i samarbejde med Kompakt-bossen Michael Mayer. For når ret skal være ret, så lyder de fleste lag på I Don’t Smoke som standardelementer taget direkte ud af en analogmaskine eller et softwareprogram, men når man har med Matias Aguayo at gøre kan han – som sagt – bringe det hele op på et højere, bedre og større niveau med sin minimale extrawaganza.

Matias AguayoI Don’t Smoke
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/03-I-Dont-Smoke-1.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.