Kakkmaddafakka holdt Bergen-indiedisco-anno-2007-fanen højt

Kakkmaddafakka er seks drenge fra den nabolejr, du altid frygter at få, men som går hen og bliver dine bedste nye festivalvenner.
Med en fanesvinger, hårbånd og cap på tværs til at styre de lyse krøller og lå lå lå-kor er Kakkmaddafakka prototypen på den lidt irriterende, men elskværdige norsk/svenske nabolejr – den nabolejr, som du ikke ved om er svensk eller norsk, før de siger tvivlomme kønsstereotype udsagn som “stop acting like a girl” og “the only question is: is she old enough for me?”, og svensk bliver afskrevet.

Og så er Kakkmaddafakka fra Bergen nok det mest Roskilde-agtige band i hele verdenen – og derfor også de perfekte til at åbne festivalens Avalon-scene onsdag kl. 17:30. Eller hvad? Kakkmaddafakka-kenderen Rasmus og Kakkmaddafakka-skeptikeren Eva mødtes lige efter koncerten for at finde ud af, hvorfor bandet havde publikum i deres hule hånd.

Luftens helte giver den blege indieprut elastik i knæene

Eva: “Det band kan jo give selv den blegeste indieprut elastik i knæene, det er jeg vidst beviset på… men jeg forstår ikke helt, hvordan de gør det, for min hjerne bliver ved med at sige til mig, at de er ret uoriginale og ikke skriver helt gode nok sange til den form for overgivelse – selvom jeg morede mig gevaldigt. Rasmus, du har hørt Kakkmaddafakka spille koncert tidligere, interviewet bandet i din egen stue, og må siges at være lidt af en kender i det hele tage: hvad er det, de kan?

Rasmus: “Grundlæggende, så ved Kakkmaddafakka, hvad man vil som publikum. De ved, at man vil have en fest, og de ved, hvordan de skal give os den. De siger ja til alt. Også til at spille til sådan noget som RUCs årsfest”

Eva: “Ja, de tager bare børnene med, som vi kan se, da de havde overvundet alle i Avalon-teltet til at blive fans, og derefter kom ud på scenen med børnene for at modtage publikums hyldest. Men helt ærligt: faner, Cher-covers og koklokke – bruger de ikke lolleriet for at kompensere for noget?”

Rasmus: “Det, tror jeg, afhænger af, hvordan man går til koncerter – jeg synes, det skal være sjovt og underholdende og festligt. Jeg har det sværere ved at tage til koncerter, hvor det kun er musikken det handler om. Det gør det virkelig ikke hos Kakkmaddafakka, der handler det om at give publikum en kæmpe fest. Så kan det godt være, at de rammer nogle toner forkert og ikke har verdens stærkeste bagkatalog, men for mig var det virkelig definitionen af en livekoncert, hvor bandet virkelig nyder det.”.

Eva: “Helt klart. Altså, de kommer jo løbende ind på scenen som luftens helte eller sådan noget, fuldstændigt overgearede, og efter første eller andet nummer, da de to guitarister og bassisten løfter deres instrumenter over hovedet, må keyboardspilleren bare være med – med klaverbænken. Det satte virkelig rammerne for koncerten som en hands-in-the-air-indiefest.” 

Den perfekte åbning af Avalon

Rasmus: “Jeg vidste godt, de var enormt glade for Roskilde, men ikke at Roskilde havde været et mål for dem, da de startede bandet, sådan som konferencieren fortalte inden koncerten. Men man kunne bare mærke på dem, at de var oprigtigt glade for at være der og havde den samme glæde ved koncerten som publikum.”

Eva: “Ja, inden koncerten var vi begge i tvivl om, hvorvidt de kunne fylde Avalon ud. Men teltet var fyldt fuldstændigt, og folk gik ikke midt i koncerten – tværtimod.”

Rasmus: “Det har måske også overrasket bandet, selvom det også er typisk, at det er først er når man ser et band på Roskilde, at det går op for en, at det er blevet stort. Der kan være 8.000 på Avalon, og der var jo pakket.”

Eva: “Kakkmaddafakka var perfekt programsatte til netop at ramme det publikum, som nok ikke har høvlet fuldstændigt igennem i alle opvarmningsdagen. Publikum var ret gammelt for Roskilde-standarter – når man er i trediverne, så er man altså 10 år ældre end Roskildes gennemsnitspublikum. Kakkmaddafakka er nostalgisk og trygt for dem, der også hørte The Whitest Boy Alive i 2007 eller 2009 – man kan tydeligt høre fællesskabet med The Whitest Boy Alive i Kakkmaddafakkas jangly guitar og dansable, håndspillede beats.

Rasmus: “Erlend Øye fra The Whitest Boy Alive har produceret Kakkmaddafakkas seneste album “Hus”.

Eva: “Så giver det jo meget god mening. Det var som om, der var noget virkelig folkeligt over koncerten, og jeg forestillede mig, at det kunne være sådan noget, den 30-årlige roskildegænger hører på revyen som 70-årig. For mig peakede koncerten med deres cover af Chers “Believe”, hvor percussion-spilleren kom frem og sang med størst indlevelse. Det var ekstremt kikset og virkelig nice på en og samme tid, fordi det understregede, at bandet er i det for the fun of it og ikke skal tages særligt seriøst som andet end en god oplevelse. Det var gode lette festivalkalorier, og så er man ligesom klar Nine Inch Nails sent på Arena – eller Roskilde-stemningen i det hele taget.”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

“Vi leverer den dannelse, som danskerne mangler”

Pål og Axel fra Kakkmaddafakka

For knap en måned siden havde jeg besøg på hjemmeadressen af to norske gutter. De lignede til forveksling hinanden, men det gør de fleste brødre jo. De fleste brødre spiller dog ikke dansabel indierock sammen, men det har Pål og Axel valgt at gøre under navnet Kakkmaddafakka. De er efterhånden ikke helt ukendte i det danske land, og de har spillet på både Smukfest og Roskilde – og for nylig i Vega. I onsdags blev det annonceret, at de vender tilbage til Roskilde Festival til sommer. I den anledning er det jo perfekt at bringe et interview med de kække nordmænd!

DISCLAIMER: Interviewet blev gennemført på en blanding af dansk med ømålsdialekt og norsk med bergensk dialekt, hvorfor nogle ordstillinger måske er spøjse.

Jeg studerer faktisk ude på Roskilde Universitet, hvor I var ude og spille til Årsfesten.

  • Nå, ja! Så du koncerten?

Ja! Det var derfor, jeg tænkte, det ville være sjovt at skrive noget om jer, efter jeg så den.

  • Ahh! Fedt!

Ja, jeg har lige nogen spørgsmål, som jeg tænkte, vi lige kunne køre igennem. Jeg har lagt mærke til, at I har spillet rigtigt meget i Danmark. I har spillet Roskilde sidste år, Smukfest i år, koncerter i Aarhus og København og RUC’s Årsfest. Hvad er jeres forhold til Danmark?

  • Vældig godt! Danmark er vores satsningsland, fordi vi elsker Danmark. Der er kort til Danmark. Vi har været i Tyskland, Holland og Frankrig, men vi kan virkelig godt lide Danmark. Med Kakkamaddafakka er det sådan, at det har taget nogen år at bygge os op, og så kommer vi til det niveau, vi er. Vi er stadig i opbygningsfasen.

Hvorfor har I valgt at satse på Danmark?

  • Det er et fantastisk land, vi elsker Danmark på mange måder. Der er god mad her, der er kort rejse, der er vældig morsomme folk, og der er en god “talk”, folk er rationelle, smukke piger! Haha. Og så er der selvfølgelig brug for Kakkamaddafakka i Danmark.

Der er simpelthen behov for det?

  • Ja, det føler vi!

Hvad opstår det behov af?

  • Der trænger den perfekte blanding mellem dannelse og party! For danskerne elsker party, men de må også have en dannelse, og den får de i Kakkamaddafakka, spørger du mig.

Så I kan levere den dannelse, som danskerne mangler?

  • Ja, vi gør faktisk det. Så det ikke bare er Aqua. Jeg har faktisk oplevet, at den musik jeg hører rundt omkring i Danmark i dag, har ikke været overfladisk, som har været min kritik tidligere. Paradise Hotel-kulturen er slut. Og indie-kulturen er tilbage. I hvert fald føler jeg, at vi i Kakkmaddafakka kan være her med indie-kulturen. Der trænger ikke silikone for, at det er fedt.. Eller selvbruningscreme.

Ja, der er allerede et par gode rubrikker. “Kakkmaddafakka leverer den dannelse, som danskerne mangler”. 

  • Haha. Men det er faktisk det danskerne liker!

Den skal nok blive læst, det er helt sikkert.. haha. Fedt! Hvordan kan det være, at I valgte at spille til RUC’s Årsfest – det var da sådan en ret lille koncert i forhold til, hvad I ellers har været ude at spille?

  • Vi spiller, når folk vil have os. Vi prøver, og specielt hvis det er satsningsland som Danmark, at sige ja til næsten alt, vi kan. Vi er ikke snobbede. Hvis du vil have et folkeligt band med dannelse, så er det Kakkamaddafakka, og så siger vi ja til at spille for smilende folk. Vi dømmer ingen folk. Folk er folk.

I er det første internationale navn nogensinde derude. Ellers har det kun været danske kunstnere, så det var ret stort.

  • Er det sandt? Wauw! Var det på den Roskilde, vi spillede på nu? Vi var de første internationale? Der ser du! Det jeg snakker om! Og det var jo fantastisk! Det var fedt at gå rundt på campus og høre, at nogle steder spillede de rock. De spillede Nirvana og Metallica. Og det sker ikke i Norge! Overhovedet ikke.

Hvorfor ikke? Hvad hører de så?

  • Det er yt! Nu hører man hiphop.

Og I kan ikke lide hiphop?

  • Jo, jo.

Jeg kan ret godt lide Lars Vaular.

  • Ja! Han er jo fra vores by!

Men der er jo virkelig meget god musik, der kommer ud af Bergen. Kings of Convenience, Aurora og ja, Kygo, han er jo meget populær.

  • Det er så fedt, man! (Oppe at køre på norsk)

Hvorfor tror I, der kommer så meget god musik ud af Bergen?

  • Det er umuligt at få svar på.. Vi har jo faktisk problemer med det, fordi vi ikke kan få stor succes. Men vi er jo ingen news længere i Norge, fordi der er så mange andre hele tiden. Men nej, det er helt fantastisk, men ubeskriveligt hvorfor.

Men I har også arbejdet sammen med Kings of Convenience?

  • Ja, de er vores gode venner! Det var Erlends idé at kalde vores nye album “Hus”.

Har I selv følt Bergen som en faktor i jeres musik?

  • Alle vores album handler jo meget om Bergen.

Bor I der stadigvæk?

  • Ja, ja. Vi bor der.

Lars (Vaular) har jo eksempelvis lavet en sang, der hedder Bergen Bergen. Har I det lige så lokalromantisk?

  • Ja. For os er det jo vigtigt, fordi vi føler et mindreværdskompleks i forhold til Oslo. Og alle som bestemmer, hvad der skal i radioen, de sidder i Oslo. Det er ikke en to timer lang togtur som Århus til København. Der er syv timer i toget. Så vi har ganske langt. Så vi føler os vældig isoleret. Lars han blev ikke accepteret i Oslo før langt hen i sin karriere. Det er det samme med Kakkamaddafakka og Kings of Convenience. Altså ikke sammenlignet med hvor stor succesen er i udlandet, Kings of Convenience er jo de musikere i Norge, som tjener masser af penge. Og de får udsolgt i Hamborg på fem minutter og i Sydney, men i Norge, når de spiller, så er det noget andet.

Skal jeg forstå det som, at I føler, at I ikke kunne opnå stor succes i Norge, og så har I satset internationalt?

  • Ja, vi har meget succes i Norge, men Danmark er næsten allerede oppe på norsk niveau. Der er ikke stor forskel på billetsalget i Oslo og København. Vi har også mange flere interviews i København. I Norge vil det altid være en kamp mellem Bergen og Oslo. Lars sidder alene på hiphop-tronen. Der sker meget fedt i norsk hiphop, men det hele sker i Bergen.

Hvordan har I det med, at I har større succes i udlandet end jeres eget land?

  • Hvordan vi har det med det? Nej, men vi er vant til det, man. Vi begyndte jo at turnere i 2010. Vi er vant til at have en underdog-rolle, og vi kan også bedst lide en underdog-rolle.

Hvorfor?

  • Fordi man er vant til det. Man har altid været en underdog. Det er vældig uvant at komme i en situation, hvor man er on top of things. Det er vi dog efterhånden oftest, så vi er nødt til at lære at kunne lide det også. Det er dog bedst at være i angrebsposition.

Ligesom i fodbold..

  • Ligesom i fodbold.. Det er ikke fedt at være i toppen af tabellen, men at være nummer to, det er fedt!

Er I bedst live eller på album?

  • Der er mange, der siger, at vi er vældig gode live. Der er ikke så mange, der siger, at vi er gode på album.. Men det bedste er at lytte til albummet og så komme og høre os live. Det kommer til at ske lidt med Kakkmaddafakka, som det sker med The Smiths, tror jeg..

Altså at du (Axel) går solo?

  • Nej, det tror jeg ikke. Haha. Det er mere det, at vi tror, folk vil høre vores musik fremover. Det kommer til at tage lidt længere tid, men det vokser på dem. The Smiths er mit favoritband. Min ven kom til mig og sagde, “The Smiths er bedre end Beatles”. Og jeg spurgte, om han overhovedet havde hørt Beatles.. Men så hørte jeg Smiths, og så blev det også mit favoritband. Det er også derfor, vi lavede albummet “Six months is a long time”.

Så The Smiths er en stor inspirationskilde?

  • Ja, det burde det jo være for alle, som laver musik. De er lige så stor en inspirationskilde som Beatles eller Michael Jackson. Pointen er, at de var store, da de spillede, men de er større nu, fordi nu lytter alle til The Smiths. Det er blevet lidt en mainstream ting, men da det kom, var det underground.

Så måske blive I også mainstream en dag?

  • Ja, det er det, jeg prøver at lugte lidt, men jeg kan ikke garantere nogen ting.

Men bryder man så ikke lidt med den der indiepersonlighed, hvis man pludselig bliver mainstream?

  • Nej, det ved jeg ikke. Det handler om jo, om musikken var mainstream, da man lavede den for 10 år siden. Det er noget andet, hvis vi bliver dommere i Xfactor. Så kan du komme med din mainstreamfinger! Men så længe vi spiller i sjov og vi er ude og rocke uden backingtrack, så er vi underground.

På jeres wikipedia-side står der, at I er kendte for “Pioneering use of social media”. Hvad betyder det?

  • Vi var ligesom dem, der tog social media to the next level.

Haha, hvordan gjorde I det?

  • Vi var jo ekstremt tidligt ude. Vi var på Youtube i 2006. Det var vigtigt for, hvordan vi har opbygget en fanbase. Det var der heller ikke så mange andre, der gjorde.

I var måske heller ikke så gamle i 2006, så det har været ungt og hipt.

  • Ja, vi forstod heller ikke selv, hvor vigtigt, det var. Vi skulle have gjort det mere og have fortsat med at gøre det hver dag. Pioner og pioner, det er også en joke.

I sagde, at Erlend havde valgt, jeres nye album skulle hedde Hus. Hvorfor “hus?”

– Fordi det er indspillet i et hus.

Okay?

  • Har du set coveret? Det er inde i det hus.

Så der er ingen dybere mening..

  • Nej.

Det er lige som det skal være så.

 Ja, det skal være sådan!

Og sådan blev det. Jeg glæder mig til at genopleve Kakkmaddafakka på Roskilde, og jeg siger tak for besøget til de flinke nordmænd.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.