De syv bedste koncerter fra Reeperbahn – Tysklands svar på Spot og by:Larm

Reeperbahn Festival (Foto: Roberto Kai Hegeler)

Reeperbahn Festival er Tysklands svar på SPOT, by:Larm, SXSW og Great Escape; festivaler, som udover et hav af koncerter med hovedsageligt upcoming bands har et omfattende konference- og netværksprogram. Efter at have besøgt SXSW fik festivalens grundlægger Alexander Schultz den idé, at der også skulle holdes en lignende festival i Hamburg, og således blev Reeperbahn født. Det er i år trettende gang, at festivalen afholdes, og der er over årene blevet føjet flere og flere ting til programmet, der nu – foruden et hav af musik – rummer kunsttiltag, filmvisninger og en lang række tech-fokuserede oplæg – sådan som man også finder det på SXSW, men selvfølgelig i meget mindre skala.

Det er anden gang, at jeg er på Reeperbahn, og i løbet af de fire dage, festivalen varede, blev det til et hav af koncerter, talks og events. Jeg vil spare jer for den slaviske opremsning af bands og i stedet give jer mine syv favoritkoncerter – værsågod:

Hope

I 2016 lancerede Reeperbahn sin egen talentpris, Anchor Award, og blandt de otte nominerede i år kunne man finde Berlin-bandet Hope, som jeg fangede på den lille bar Sommersalon på festivalens første dag. Hopes musik er både dyster, pulserende og hårdtslående, og forsangeren Christine balancerede perfekt på den flydende linje mellem det skrøbelige og det nærmest maniske. Sommersalon var fyldt til randen, og musikken, der bankede ud af de åbne vinduesfacader bag scenen, tiltrak mange nysgerrige ører ude på gaden. Hope vandt ikke Anchor-prisen på trods af, at flere jurymedlemmer (blandt andet Sky Edwards fra Morcheeba og stjerneproduceren Linda Perry) fremhævede dem i løbet af awardshow’et, som fandt sted lørdag aften – men det skulle undre mig meget, hvis vi alligevel ikke kommer til at høre mere fra dem.

Jungle

Det tog et godt stykke tid, før britiske Jungle gik op for mig. Jeg kan godt huske at være gået forbi Avalon-scenen på Roskilde for nogle år siden og tænkt, at det var en virkelig svedig lyd, der kom derinde fra, men jeg var på vej til noget andet og stoppede ikke rigtig op. Det var faktisk først, da jeg fangede dem på Falls Festival i Vestaustralien i januar i år, at jeg blev mindet om dem. Jeg er stadig ikke helt fanget af pladerne, men live sætter det syv mand store band og deres yderst dansable neo-soul altså gang i en fest. Udover at det nærmest var umuligt at stå stille, så er der noget dragende og virkelig smittende ved den spilleglæde og kemi, der er mellem de to frontmænd, Tom MacFarland og Joshue Lloyd-Watson, og deres nærmest flirtende kontakt med publikum. Så, ja, jeg var godt og grundigt glad i låget, da jeg gik fra spillestedet Docks onsdag nat.

Carey

Carey er et nyt navn for mig på trods af, at han har flere album bag sig, og, nårh ja, så spiller han trommer i Bon Iver. Det var da også det faktum, der fik mig til at gå til hans koncert torsdag aften – altså Bon Iver-forbindelsen. Jeg tænkte, at det ikke jo ikke kunne være helt ved siden af. Og det var det heller ikke. Fra balkonen på det smukke jazz-spillested Mojo Club lod jeg mig i knapt en time tryllebinde af den beskedne amerikaners ambiente univers, som næsten selvfølgeligt bringer tankerne hen på særligt det tidlige Bon Iver, men også navne som Sufjan Stevens og Fleet Foxes. En helt igennem lækker afslutning på festivalens andendag.

Tempesst

Der var propfyldt, da jeg ankom til det underjordiske spillested Bahnhof Pauli fredag aften, og jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle droppe at mase mig ind i det aflange lokale. Heldigvis blev jeg hængende. Kernen i det fem mand høje band Tempesst udgøres af brødrene Toma og Andy Banjanin, som egentlig er fra Australien, men nu er bosat i London, og de laver indie-rock med psykedeliske tendenser. Jeg kendte ikke rigtig musikken på forhånd, men det var svært ikke at rocke med, og efterhånden fik jeg også arbejdet mig så langt frem, at jeg også kunne se scenen – momentvis i hvert fald. Det var ikke en koncert, som blæste mig bagover, men jeg var rigtig godt underholdt, og den har gjort mig nysgerrig på bandet.

Dizzy

Hvis du ikke allerede har fået ørerne op for canadiske Dizzy, så kan det kun gå for langsomt. Bandet består af brødrene Charlie, Alex og Mackenzie Spencer samt Katie Munshaw, som står for den fine vokal, og de er nok det band, som jeg var allermest ærgerlig over at gå glip af på Great Escape Festival i engelske Brighton i maj. De har siden udgivet det virkelig lækre debutalbum ’Baby Teeth’, og mine forventninger til bandet er bestemt ikke blevet mindre siden da. Heldigvis blev jeg heller ikke skuffet, da de gik på scenen på Nochspeicher fredag aften. Det eneste, der var galt med koncerten, var, at den ikke var længere – 40 minutter er simpelthen alt for kort tid i Dizzys drømmende elektropop-univers.

 Parcels

Jeg opdagede dette band, da jeg var på Reeperbahn første gang for to år siden. De fem unge australiere, som er bosat i Berlin, var nomineret til føromtalte Anchor Award, og jeg blev med det samme fanget af deres legende funk-univers. Og der er altså sket meget, siden jeg så dem på en propfyldt Molotow-bar, hvor der er plads til ca. 150 personer, til nu, hvor de spillede for fuldt hus på ikoniske Große Freiheit 36, der har en kapacitet på 2.000. Kvintetten lagde ud med en af mine favoritter, nemlig det super funkede track ’Hideout’, og jeg kunne simpelthen ikke holde op med at smile – og danse. Daft Punk har produceret nummeret ’Overnight’, og i de lange instrumentaler undervejs i koncerten var det tydeligt, at kvintetten er store fans af den franske duo. Bandets debutalbum kommer på gaden i midten af oktober, og jeg kan godt bekymre mig for, om lyden kommer til at blive lidt for ensformig på plade – men live fungerer det altså.

Christof van der Ven

En af mine sidste koncerter på årets Reeperbahn blev med hollandske Christof van der Ven (som også er del af Bear’s Dens liveband). Singer-songwriteren spillede et akustisk set på Hamburger Schulmuseum lørdag aften, og det var en af den slags koncerter, hvor man virkelig føler, at man kommer tæt på en artist. Vi var nok omkring 60 mennesker, måske lidt flere, i lokalet, hvoraf størstedelen sad ned på de bonede trægulve, og stemningen var afslappet, men også meget respektfuld – der var musestille under numrene. Christofs ’jeg tuner lige min guitar’-smalltalk blev leveret med en lidt akavet charme, som flere gange fyldte rummet med latter, og det var blot med til at lette stemningen yderligere. Alt i alt bare en rigtig fin koncert i et lidt anderledes format.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Jungle og Hot Chip havde ingen problemer med at skabe dansen

Jungle, ledet af barndomsvenner 'J' og 'T' viste endnu en gang, hvor dygtige de er live (foto: Peter Emil-Witt)
Jungle, ledet af barndomsvenner ‘J’ og ‘T’ viste endnu en gang, hvor dygtige de til at få deres neo-soul ud over scenekanten (foto: Peter-Emil Witt)

Der er ikke bare halvtreds år og et helt atlanterhav til forskel fra soulmusikkens udspring af afroamerikansk musikkultur til britiske Jungles neo-soul. Med inspirationer fra sydamerikansk bossanova og Nile Rodgers-guitarriffs vil Jungle have dig til at smile, elske og danse. Der er ingen sekulære sangtekster eller dyb smerte, og derfor kunne jeg på forhånd gisne om, hvorvidt duoen, der på livescenen folder sig ud til en septet, kunne holde gejsten hos publikum oppe i en lille time med kun ét album i baghånden. Det selvbetitlede debutalbum fra 2014 viser ikke mange udsving på temposkalaen og kommer sjældent over de 100 beats i minuttet.

Alligevel var forventningerne til Jungle tydeligvis store på Avalon-scenen i går, hvor der var fyldt godt ud i gruset med meget lille mulighed for bevægelse. Rygtet om deres sublime evner som liveband og dets fire fornemme singleudspil var tydeligvis kommet dem i forvejen, for da korpiger, bassist, trommeslager, synthmand samt hovedpersonerne ‘J’ og ‘T’ havde gjort deres entré på scenen, var de allerede ti minutter forsinket.

Publikum tilgav imidlertid bandet med det samme takket være åbningsnummeret Platoon, badet i grønt scenelys. Ligesom det er tilfældet på albummets øvrige 11 numre, er varigheden på Platoon skåret ud efter bedste radiovenlighed med tre til fire mintuters spilletid. På scenekanten folder bandet numrene ud i extended cuts, hvilket giver Jungle rig mulighed for at charmere og flirte det efter deres eget udsagn ‘det bedste publikum, de har spillet for hele sommeren’.

Kollektiv fest til sidst
Ligesom monotonien lurer i baggrunden på nogle af albummets fillers opstod der også sekvenser, hvor intensiteten sammen med publikums hænder kom et stykke ned mod grusunderlaget. Efter den fine The Heat skulle bandet arbejde sig igennem Accelerate og Lucky I Got What I Want, og i et kort øjeblik kunne man frygte, at det ville være for sent at hive begejstringen tilbage i publikum på numrene Busy Earnin’ og Time, som de har for vane at slutte deres koncerter af med.

Men noget ganske uventet skete på det tredjesidste nummer, DropsMed inspirationer helt tilbage til Beach Boys’ vokalharmonier synger J og T “So come down from the clouds“, og det var mere en følelse af comedown efter en lang nats rus, end det var af den tilbagevendte jord under fødderne. Men så tog bandet lyden længere ned end på de forgående numres break, indhalerede stilheden, inden en arpeggieret akkord sendte publikum tilbage op mod skyerne. Vejen var derefter banet for en kollektiv fest, som trods høje forventninger og et begrænset bagkatalog efterlod et positivt indtryk.

Hot Chip – Dansefest for nørder

Hot Chip (foto fra anden begivenhed)

En helt anden danseoplevelse var nattens sidste koncert med det engelske dance/punk-outfit Hot Chip. Med seks album på bagen trækker Hot Chip på langt flere strenge end landsmændene fra Jungle, blandt andet med samhørigheden fra Chicago house-inspirationerne på Need Your Love og avantgarde-disco á la Arthur Russell på Don’t Deny Your Heart.

Hot Chip gjorde rigtig meget for at underholde og for at holde publikum vågne til den sene nattekoncert, som da de oppe på scenekanten fremførte en nørdet dansekoreografi på Flutes. Ansvaret for kontakten til publikum var rigeligt fordelt mellem Al Doyle (der også huserede i LCD Soundsystem), Joe Goddard (The 2 Bears) og frontmand Alexis Taylor.

Hot Chip høster vanligt rosende anmelderkritik for deres albumudspil, men der er stadig et stykke til det danske publikums hjerter. Deres image som nørder, der leger med elektroniske instrumenter og blandt andet sampler First Choices discoklassiker Let No Man Put Assunder rammer ikke rigtig ned i noget P3- eller P6 Beat-segment.

Parade af hits og undervurderede skæringer
Til gengæld blev Arena ramt af bandets lyst til at skabe en fest. Her var Over & Over, der hyller repetitionens kunst, overgangen fra Ready For The Floor til den smukke danseballade I Feel Better samt lukkenummeret, bandets cover-udgave af Bruce Springsteens Dancing In The Dark, iklædt electro-klæder, aftenens højdepunkter. Hot Chip har ligeså mange hits, som de har undervurderede skæringer. Sent i går nat miksede de begge blokke sammen, hvilket skabte det, de var kommet for; dansen. Tilfredsheden var tydeligt printet i folks ansigter omkring mig, men der manglede måske lige det sidste. Det kunne blandt andet komme fra A Boy From School, bandets absolutte hit, som ikke havde fundet vej til setlisten. Ikke desto mindre en større anledning til at hive dem tilbage en anden gang; for underholde, det kan de, de nørder.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kort tid til åbningen: Mortens fem Roskilde-anbefalinger

Om ganske få timer slår Roskilde Festival dørene op til syv dage med musik og mere end 175 kunstnere. Men hvad skal Regnsky-redaktionen høre? I dag kommer Morten med fem anbefalinger (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Scanpix)
Om ganske få timer slår Roskilde Festival dørene op til syv dage med musik og mere end 175 kunstnere. Men hvad skal Regnsky-redaktionen høre? I dag bringer Morten som den sidste i Roskilde-redaktionen sine fem anbefalinger (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Scanpix)

Allerede for halvanden uge siden kunne Roskilde Festival melde udsolgt af samtlige 80.000 partout-billetter. Det er andet år i træk, at festivalen sælger den sidste billet forud for opstarten.

Hvordan sælger man så en festival? Kan det virkelig betale sig, at vi på Regnsky påtager os ansvaret for at promovere de bedste, mest interessante artister lige nu? Roskilde Festival har tilsyneladende ingen problemer med at omsætte udbuddet af festivalbilletter til et publikum, der hungrer efter livekoncerter, øl-bowling og orange feber.

Svaret er ja. For mens mange planlægger deres program helt ned til detaljerne, så er der også mange, der på spontan vis risikerer at løbe ind i en koncert, der helt uventet udvikler sig til en ny, hed kærlighed mellem musiker og festivalgæst.

Det er også sket for mig. Fra Tokyo Police Club på Pavilion Junior i 2008 til Apollo-koncerten med James Holden sidste år. Men risikoen for, at man overser en kunstner på det 175 navne store program, som ellers ville have været det perfekte Tinder-match, er i ligeså høj grad til stede.

Fem anbefalinger 
Og her har jeg også stirret mig så blind på et navn, at jeg har misset nogle artister, som jeg i dag ville have skrevet på min must hear-liste. Derfor er det vigtigt for mig, at hele listen, måske lige foruden Kygo, Pharell Williams og Suspekt, bliver lyttet igennem for at give kunstnerne – og mig selv – en chance.

Jeg har nu været hele listen igennem, og inden jeg pakker de sidste vådservietter, rene strømper og dåser leverpostej ned i idrætstasken og drager ud på Dyrskuepladsen, så vil jeg anbefale fem navne, som jeg glæder mig rigtig meget til at opleve for første, om end ikke sidste gang.

Communions – Pavilion, onsdag, 18.00

Danske Communions har utvivlsomt vundet en masse hjerter med den selvbetitlede ep, der udkom tilbage i maj – herunder mit. Forud for opfølgeren til 2014-debuten ’Cobblestones’ var det mit indtryk, at de danske drenge blot var en popdestilleret udgave af kollegerne og vennerne Iceage og Lower (tak for det udtryk, Adam Thorsmark). Men Communions har med deres nyeste udspil ramt en nerve og fundet sin helt egen hylde med lige dele new wave, post-punk og balearica, som eksempelvis fosser ud af åbneren Forget It’s a Dream. Og så er Summer’s Oath, So Long Sun og især Out Of My World fantastisk post-punk med den rette mængde pop som krydderi.

Communions – Out Of My World (fra Communions EP)

Jungle – Avalon, torsdag 21.00

Briterne Tom McFarland og Josh Lloyd-Watson har kendt hinanden siden barndommen, og spillet musik sammen igennem en årrække. I 2013 fandt de deres hylde som Jungle, hvori de henholdsvist indtager pseudonymenerne J og T. Som Jungle leverer de popovertrukken neo-soul, der charmerer og smitter af på danselysten. Deres selvbetitlede debutalbum fra 2014 er en solid hitparade, og selvom der ikke sker den store variation over albummets 12 numre, så bliver det interessant at se, når festlighederne folder sig ud live. Og når de indtager livescenen, sker det i selskab med en masse musikalske venner fra hjemstavnen.

Deres musik er fyldt med glæde, og Avalon kommer til at stå overfor en vaskeægte dansefest, når de på torsdag lægger vejen forbi Roskilde Festival.

Run The Jewels – Arena, fredag, 21.00

Samarbejdet mellem producer/rapperen El-P og rapper/aktivist Killer Mike som Run The Jewels er de senere år blevet betragtet som en af de mest hypede hip hop-duoer netop nu. Samarbejdet har indtil videre kastet to anmelderroste albums af sig, og sidste år blev hypen omsat til en anmelderrost første koncert på dansk grund, da de i december 2014 gæstede Pumpehuset.

Min baggrund i hip hop og i Run The Jewels-medlemmernes historie er på et lille sted. Alligevel ser jeg frem til en hip hop-lektion fra den anden side af Atlanten, når El-P’s projektilskarpe produktioner skyder sig ud over Arena.

Run The Jewels – Oh My Darling Don’t Cry (fra Run The Jewels 2)

Nils Frahm – Avalon, lørdag 20.00

Nils Frahm gæstede faktisk Roskilde Festival i 2012, men en uopmærksom Morten endte med fuldstændig at overse den tyske pianist på musikprogrammet. I mellemtiden har et enkelt nummer åbnet op for en hel verden indtil en pianist, der i et moderne udtryk kombinerer klassiske ritualer med synthesizers, de-tuners og midi-trommekicks. Det er selvfølgelig Says fra livealbummet Spaces fra 2013, hvor også ravers og klubgængerne fik slået øjnene og ørerne op for tyskerens evne til at forene repetition, epos og jagten på et klimaks.

Hvis man skal indstille forventningerne til Nils Frahm gør man klogt i at tjekke den tyske pianists åbningskoncert på kroatiske Dimensions Festival fra 2014 ud. Hvis man vil tryllebindes og hypnotiseres på dette års Roskilde Festival, kan Nils Frahm meget vel være din heksedoktor.

Clark – Apollo, lørdag, 21.30

Britiske Clark er alt det, den elektroniske headliner Kygo fra Norge ikke er. Og så alligevel ikke. For mens deres forskelle er symboliseret i den typiske kategorisering – medierne kan godt lide at bruge det elitære label IDM (intelligent dance music) på Clark, mens Kygos lyd oftest kaldes EDM eller ’electronic dance music’ som et symbol på den poppede appel til den laveste fællesnævner) – så jager Clark og Kygo de samme følelser, tilflugt og epos.

Clarks musik knitrer og buldrer og sender hyldester ud til ambiente kolleger som Boards of Canada og Aphex Twin, inden britens formel indtager en helt nye klæder på den næste skæring. Alene albummet Body Riddle fra 2006, et af mine absolutte favoritter og første åbenbaringer ind imod IDM-lyden, bør være grund nok til at lægge vejen forbi koncerten på Apollo, som ifølge Roskilde Festival kommer til at være en hel ny skikkelse i forhold til tidligere år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.