Regnskys julekalender 2016: 24. december

David Bowie Regnsky
Foto: Jimmy King

Vi er endelig nået til juleaften, og ventetiden er forbi, så i dag vil Peter åbne den sidste låge i Regnskys julekalender. De seneste 24 dage har han afsløret sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og set nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. Tjek dem alle ud her. Rigtig glædelig jul fra alle os på Regnsky!

Glædelig jul! Det er juleaften – dagen, mange af os har ventet på. Nogle glæder sig til, at den er overstået, mens andre ser frem til endelig at kunne hygge sig i familiens skød. Dagen i dag betyder samtidig, at vi – meget naturligt – er nået til enden på Regnskys første rigtige julekalender. Den har været virkelig sjov at lave, og jeg håber også, at du, kære læser, har nydt at følge med undervejs. Jeg tror, at de færreste har kunnet lide alle numrene, men forhåbentlig har du opdaget et enkelt eller to nye numre undervejs. Eller måske fået lyst til at tjekke et album ud. Kom endelig med feedback, hvis der er noget, du synes, at jeg skulle have gjort anderledes. Og sig da også gerne til, hvis alt bare har været helt fantastisk!
Nå, vi har nok alle ret meget at se til i dag, så jeg må hellere forsøge at være lidt effektiv. Vi starter dog lidt alternativt ud…

Årslisten: #1
Jeg har haft vildt svært ved at vælge årets bedste nummer, og det har jeg, fordi musik for mig også handler rigtig meget om den fortælling, som musikken er en del af. Jeg mener ikke, at man kan se på musik uden at se på den kontekst, den er opstået i. Derfor er jeg faktisk endt ud med at placere hele tre numre på førstepladsen, omend de hænger sammen i ånden. Eller mere præcist hænger de sammen i David Bowies ånd.
De tre numre er David Bowies egen “Lazarus” fra “Black Star”, The Flaming Lips’ cover af “Space Oddity” og ikke mindst The Flaming Lips’ nyeste single “Sunrise (Eyes of the Young)”. Tre numre som for så vidt er fuldkommen forskellige, men som alligevel hænger sammen på et dybere plan.
Da jeg interviewede Wayne Coyne under Heartland Festival, var det helt åbenlyst, at David Bowie på mange måder har været afgørende for The Flaming Lips musikalske udvikling gennem tiden, og de har langt hen af vejen fulgtes ad op igennem musikhistorien. Derfor synes jeg egentlig også, at det er meget passende, at de får lov til at flyde sammen i en skøn toenighed på toppen af årslisten.

“Lazarus” er for mig det stærkeste nummer fra “Black Star”, og det nummer, som allertydeligst understreger Bowies selvbevidsthed omkring sin forestående død. Rent bibelsk og symbolsk er selve titlen en nærmest uhyggelig anerkendelse af Bowies evne til at leve videre i rigtig mange af os efter sin død, hvilket blandt andet eksemplificeres i The Flaming Lips’ enestående cover af Bowies måske mest karakteristiske nummer, “Space Oddity”. Jeg har det normalt virkelig svært med covernumre, men The Flaming Lips har på rørende vis formået både at fange deres og Bowies ånd i deres fortolkning af nummeret, og når man samtidig kender historien om bandets kærlighed og passion for Bowies musik og person, skaber det en uimodståelig stærk hyldest, som jeg i hvert fald ikke har oplevet andre steder i de mange andre i øvrigt for det meste fine hyldester til Ziggy.

Og så kan jeg bare ikke lade være med at omtale “Sunrise (Eyes of the Young)”, som for mig er det stærkeste The Flaming Lips har lydt i mange år. Wayne Coyne virker til at være tilbage i storform, og jeg har allerede nu en forventning om, at det snart forestående album “Oczy Mlody” kan nå samme højder som “Soft Bulletin” og “Yoshimi Battles The Pink Robots” – hvis lyd nummeret i øvrigt lægger sig tæt op af.

Årets danske udgivelse: #1
Årets danske udgivelse er den udgivelse, som jeg har lyttet suverænt mest til i 2016. Og det naturligvis JÆRV og hendes vidunderlige EP “Dit Hav”. Da EP’en udkom, kaldte jeg den for “den bedste og mest formfuldendte debutudgivelse, siden Blaue Blume udsendte “Beau & Lorette”” tilbage i sommeren 2014 – og det mener jeg egentlig stadig. Jeg vil egentlig ikke gennemgå EP’en alt for nøje, for det kan man læse i min anmeldelse fra marts her, men blot konstatere, at fremtiden tegner helt vildt lys for den mere eksperimenterende del af den dansksprogede popmusik. Jeg glæder mig rigtig meget til at lytte til JÆRVs kommende anden EP, som snart skulle være klar til at se offentlighedens lys. For lur mig om den ikke godt kunne gå hen og blive noget af det, der kommer til at få en plads i mit musikalske hjerte anno 2017.

Det var så enden på årets julekalender. Jeg håber som sagt, at du har nydt den. Hvis du skulle have misset nogle afsnit, kan de alle findes lige her. Vi har stadig en lille smule opsamling fra året, der snart er forbi, i denne kommende uge her på Regnsky, men hvis vi ikke læses ved inden da, vil jeg gerne ønske dig og dine en glædelig jul og et godt nytår!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnskys julekalender 2016: 23. december

Palace Winter Regnsky
Foto: Daniel Buchwald

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Så er vi ved at være der. Lillejuleaften er oprunden, og min juleforelskede hjerne er ved at være klar til den store dag. Men inden har vi lige et par hængepartier. Vi skal have kåret årets to bedste numre, og så skal vi have afsløret, hvem der har stået bag årets bedste henholdsvis udenlandske og danske udgivelser. Der er ingen grund til at holde mere på spændingen, så lad os kaste os ud i det!

Årslisten: #2
Vi lyttede til de her to drenge i går, da vi hyldede deres fremragende debutalbum, “Waiting for the World to Turn”. Men vi mangler stadig at afsløre det bedste nummer fra Palace Winter, selvom jeg hintede kraftigt til det i går. Nummeret er et, som vi havde premiere på her på Regnsky tilbage i april, og det er naturligvis “H.W. Running”.
“H.W. Running” er ud over at være et fantastisk nummer et af de numre, som for mig definerer Palace Winter som band. Det har den karakteristiske drømmende og sommerlige lyd, som gør bandet til så behageligt et bekendtskab, samtidig med at det er vanvittigt velproduceret. Netop den lyd er ekstremt populær i disse år med internationale stjerner som Wild Nothing og Real Estate som nogle af de mest åbenlyse eksponenter for det, men det, der gør Palace Winter og “H.W. Running” til noget helt særligt, er den tydelige inspiration i filmmusikkens noget mere storladne verden. Det er en spændende kontrast, som jeg synes, at Palace Winter mestrer til noget nær perfektion.
Tekstuniverset kunne også sagtens være taget fra en film. Den er stærkt patosbåret, uden at det dog tager overhånd, og fortæller historien om en søns svære og kontrastfyldte kærlighed til sin far.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Carl Coleman og Caspar Hesselagers projekt har udviklet sig til at være et af mine yndlingsbands – og uden tvivl mit yndlingsband, hvis vi kun kigger på de hjemlige artister.

Årets udenlandske udgivelse: #1
På toppen af den udenlandske albumliste finder vi en artist, som jeg interviewede her i efteråret. Jeg sagde til Benjamin Francis Leftwich under interviewet, at jeg mente, at han havde lavet årets bedste album, og det mener jeg egentlig stadig.
“After The Rain” er et vaskeægte mesterværk og fremstår for mig som årets mest gennemførte og sammenhængende konceptuelle værk. Albummet er et af den type album, som bør høres i sin fulde længde i den tænkte rækkefølge, da numrene fremstår markant stærkere som helhed, end de gør individuelt, hvilket også er blevet illustreret på vores årsliste, hvor Ben Leftwich må “nøjes” med en 14. plads.
Grundlaget for albummet af faderens al for tidlige død, og det er nok netop styrken ved albummet: Benjamin Francis Leftwich har formået at overføre disse stærke følelser til sin musik, og derfor giver albummet lytteren en ret kompleks og åbenlyst ærlig indførelse i Bens enorme personlige krise, som han har gennemlevet de senere år.
Jeg glemmer nogle gange, at Ben Leftwich er et par år yngre end mig selv, når jeg lytter til hans alt for modne refleksioner, som hans livssituation og ekstremt tænkende personlighed har kastet ham ud i. “After The Rain” illustrerer tydeligt hans ønske om at finde svar og et håb, mens han konstant rammes af frustrationer og vrede – primært over sin egen manglende evne til at opnå den perfektion, som egentlig er umulig.
Jeg kunne skrive romaner om dette album, men jeg vil i stedet nøjes med at opfordre dig til at lytte til det – allerhelst alene og uden distraktioner, så du for alvor kan lade dig omslutte af et stærkt og følelsestungt univers, som vel nærmest kun matches af The Antlers helt eminente “Hospice”-plade fra 2009.

I morgen når vi enden på julekalenderen, og forhåbentlig kan vi tematisk slutte lidt mere positivt af. Omend jeg dog vil sige, at Ben Leftwichs album om noget netop rammer essensen af den næstekærlighed, som for mig er et afgørende element af den danske jul. For nogle gange er det de ting, der rammer os hårdest, som giver os allermest i sidste ende. Det tror jeg på.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnskys julekalender 2016: 22. december

Car Seat Headrest Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er det Basshunters fødselsdag, hurra hurra hurra! Det er samtidig også dagen, hvor Meghan Trainor fylder år – og hun har som bekendt lavet et megahit med titlen “All About That Bass”. Mon det i virkeligheden er en hyldest til den navnkundige Basshunter? Det finder vi nok aldrig ud af. Til gengæld kan vi ret nemt finde ud af, hvem der indtager tredjepladsen på årslisten.

Årslisten: #3
I mandags skrev jeg, at vi endnu havde til gode at møde Car Seat Headrests bedste nummer fra “Teens of Denial”, men det kommer her. For mig er “Drunk Drivers/Killer Whales” et af de bedste indie rocknumre nogensinde. Det er i hvert fald årets bedste og måske også årtiets bedste. Det er et skræmmende selvbevidst og selvinvolverende nummer, hvor en hudløst ærlig Will Toledo kort sagt sammenligner fulde billister med dræberhvaler i deres ustoppelighed og uforudsigelighed. Han åbner med linjerne ‘In the backseat of my heart / My love tells me I’m a mess’, og så er linjen ligesom lagt for den ambivalente selvbevidste/selvignorante tirade, hvor det nærmest messende nødråb ‘It doesn’t have to be like this’ bliver et smertensskrig fra en forvirret mand, som på det helt banale niveau er fuld og egentlig bare gerne vil hjem. “Drunk Drivers/Killer Whales” er et af den type numre, som både har mange lag, men som på samme tid bare beskriver en virkelig simpel problemstilling. Du får her lyrikversionen af videoen, så du selv kan dykke ned i teksten.

Årets danske udgivelse: #2
På tredjepladsen over årets udgivelser havde vi en færing, og her på andenpladsen finder vi en australier. Det er nemlig Carl Coleman og Caspar Hesselager i Palace Winter med “Waiting for the World to Turn”, som har lavet årets næstbedste danske album. Jeg har sagt det før, men det her album er for mig lyden af sommer, lyden af festival og lyden af frihed. Hvor Konni Kass“Haphe” er albummet, jeg sætter på, når jeg har lyst til at være alene med mig selv, så er “Waiting for the World to Turn” det album, jeg lytter til, når jeg har lyst til at tage på eventyr ude i den virkelige verden.
Albummet indeholder højdepunkter som “Soft Machine” og “H.W. Running”, men det er et komplet og sammenhængende værk, som jeg kan høre på repeat uden nogensinde at blive træt af det – og uden nogensinde at miste den følelse af uforbeholden glæde, som albummet betingelsesløst indgyder i mig. Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange album der nogensinde har formået at gøre det, og derfor har Palace Winters debutalbum fortjent denne hyldest.

Vi er snart ved vejs ende, og i morgen løfter jeg sløret for mit yndlings internationale album. Hvis man går arkiverne igennem, kan man ret nemt finde svaret, men alle jer andre må vente spændt til i morgen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnskys julekalender 2016: 21. december

JÆRV Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Vi er officielt på vej mod sommer! Det er årets korteste dag, og fra nu af vil det kun blive lysere og lysere, så for en gennemført optimist som mig er det årets bedste dag. Lad os fejre årets korteste dag med årets korteste intro.

Årslisten: #4
Faste læsere har sikkert bare siddet og ventet på, hvornår den ville komme, og det gør den så i dag: Mit yndlingsnummer fra JÆRV. Her i vores lille Regnsky-familie har vi snakket lidt om, om jeg skulle have karantæne mod at omtale JÆRV, ligesom Eva fik det for nogle år siden med Niels Bagge og Vinnie Who, men når det kommer til stykket, så har jeg nok snakket om og lyttet markant mere til Amanda Glindvads musik, end jeg har skrevet om den. Men i dag skal det være. “Skurk” er nummeret, som jeg vil betragte som mit yndlings JÆRV-nummer, og forklaringen skal egentlig nok findes i koncerten på SPOT Festival, som jeg omtalte for snart mange dage siden. Nummeret er alt det, jeg elsker ved JÆRVs musik. Det er den malende lyrik med de sproglige finurligheder (Sætningen “Gå foran mig langsommere” er jeg særligt forelsket i.), det er den fuldstændig stilrene vokalpræstation fra Amanda Glindvad, det er den genreudfordrende produktion med de små, skæve elementer.
Vi er i øvrigt nået dertil, hvor jeg bliver nødt til at genbruge et lydklip, men Skurk-klippet fra SPOT Festival er simpelthen bare det mest passende i den her sammenhæng, så bær over med mig. Og hey, det er jo godt, så nyd det også!

Årets udenlandske udgivelse: #2
Jeg teasede lidt for det forleden, og nu kommer bekræftelsen så: Honeyblood og “Babes Never Die” er årets næstbedste internationale udgivelse. Det er en hymne for feminisme anno 2016, og selve titlen på albummet er en kæmpe fuckfinger til en mandsdomineret branche, som til tider kan være ret tung at danse med for selvstændige og viljefaste kvinder. Viljefast må man også kalde Stina Tweeddale, som efter det selvbetitlede debutalbum fra 2012 måtte se bandets andet medlem Shona McVicar forlade bandet. Hun blev siden afløst af Cat Myers, og det er den nye konstellation, som har skabt dette fantastiske album. Lyden er hårdere end på debutten, men den er samtidig også mere udfordrende og mere genresøgende. For mig står albummet som et resultat af den vrede, som Cat Myers må have følt, da hun blev forladt, men når vreden på den måde kan blive konverteret til en kampvilje og vilje til at overleve, så kan der ske fantastiske ting – og det er der i sandhed gjort her. “Ready For The Magic” er albummets klart bedste nummer, men også den grungede “Sea Hearts” og det rasende titelnummer kan noget helt særligt. Albummet falmer desværre lidt mod slutningen, men når man nærmer sig perfektion inden for genren i de første totredjedele af albummet, kan jeg godt leve med det. Så selvom det måske kan være hårdt at sige, har McVicars exit på rigtig mange måder været en kæmpe gevinst for det skotske band.

Vi har kun tre dage tilbage, men hvilke tre dage. I morgen skal vi lytte til en sang, som egentlig ligeså godt kunne have indtaget førstepladsen. Og måske burde den også have gjort det. Det vil jeg lade være op til andre at bedømme.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnskys julekalender 2016: 20. december

Honeyblood Regnsky
Foto: Amira Fritz

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er det international solidaritetsdag. Det synes jeg, at vi alle skal prøve at have i tankerne i dag. Det mener jeg ikke som et politisk budskab, for jeg vil lade det være op til den enkelte at finde sin egen forståelse af solidaritet, men for mig handler det egentlig bare om fællesskab. Om at tage hensyn til hinanden. I livet. I den paniske sidste-sekunds-julegaveshopping. Og når vi mødes til koncerter. Det handler om at lade være med at føre samtaler midt i en crowd, når de omkringstående rent faktisk er der for at høre musikken. Det handler om at lade være med at tænke, at ham den høje idiot har stillet sig langt frem i salen for at være irriterende – han er måske bare fan af det pågældende band og er kommet tidligt for at få en god plads. Og så handler det om netop det: At lade være med at tro, at man kan komme i sidste øjeblik og mase sig forbi alle dem, som rent faktisk har gjort sig den umage at komme tidligt for at få en god plads. #rantover

Årslisten: #5
‘Sparks ignite when we collide / I can’t seem to get you off my mind’ synger Honeyblood i omkvædet på årets 5. bedste nummer “Ready For The Magic” – og det er lige præcis sådan, jeg har det, når jeg lytter til nummeret. Det er en eksplosion af glæde, kærlighed og positiv energi, som de to skotske kvinder Stine Tweeddale og Cat Myers fremmaner i deres fusionerede univers af drømmepop, garagerock og punk. For mig er det ganske enkelt den perfekte sang at gå på weekend på, hvilket gør det lidt ærgerligt, at den er endt med en placering på listen, som tvinger den ud på en tirsdag – men hey, det er vel aldrig for tidligt at komme i weekendstemning, vel?
For en uges tid siden lyttede vi til Pale Honey her på listen, og for mig er Honeyblood bandet, som lige bygger en lille smule ovenpå og løfter musikken op på et niveau, hvor den bliver en manifestation af den kvalitet, som begge bands sammen med artister som Hinds og danske Velvet Volume har været udtryk for de seneste par år.

Årets danske udgivelse: #3
Jeg lover, at det er sidste gang, at vi kommer til at møde Konni Kass i årets julekalender. Men det er ikke til at komme udenom, at “Haphe” er et helt fantastisk debutudspil. Jeg ved egentlig ikke, hvor mange flere ord jeg kan komme på hverken albummet eller Konni Kass, men jeg må bare konkludere, at det er en både homogen og musikalsk udfordrende debut, som den unge færing har skabt. I disse tider, hvor mange tager på deres årlige kirkebesøg, så er “Haphe” en nærmest himmelsk opvarmning til den oplevelse. Særligt nummeret “Time” emmer af eventyr og drømme, og det er et af de numre, jeg selv sætter på, når jeg har lyst til at bevæge mig væk fra virkeligheden og ind i et univers, hvor jeg kan være alene med mine tanker. Det er det, jeg tror, at albummet kan for mig; det kan tage mig væk til et trygt sted, hvor jeg for en stund kan ignorere den travle hverdag, som omgiver os alle. Det er rørende (Haphe er meget passende det græske ord for berøring), det er unikt, og det er desværre alt for sjældent. Så tak for det.

Vi er nået til det sted på listen, hvor jeg konstant kommer i tvivl om, jeg har præsenteret tingene i den rigtige rækkefølge. Det er udfordringen ved musik – der er så meget af den, og den berører os på vidt forskellige måder og i vidt forskellige situationer. Så i stedet for at se på listen som en endelig størrelse, så se det hellere som en gennemgang af nogle af de numre, som har betydet noget for mig i år. Og så ses vi i morgen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.