Journey.indie blev en opvisning i genrens diversitet

Foto: Matias Flensborg

Indiegenren kan hurtigt blive stemplet som noget relativt ensartet. Det kan godt være, det er noget, jeg selv tænker, fordi jeg ikke altid hører så meget, der passer på den betegnelse, men Journey.indie beviste i den grad, hvor forskellig lyden af indie kan være, da Schultz & Forever, Communions og Homeshake lod guitarene tale på Pumpehuset onsdag den 20. februar.

Størst var kontrasten mellem danske Communions og canadiske Homeshake. For Communions er i høj grad dét, jeg kender som den klassiske indie. Der er godt gang i både guitar, bas og trommer, uden at det på noget tidspunkt kammer over og nærmer sig metal. Forsangerens stemme er tight under hele koncerten – ikke fordi den spænder vidt i toneleje og form. Den sidder bare, hvor den skal og flankerer de hyppige strengelyde, der dominerer numrene. Snak med publikum er der ikke noget af. I stedet kommer bandet ind på scenen og fyrer den af i omkring 40 minutter. Alt i alt ikke så meget bullshit – bare klassisk, velspillet indierock.

Foto: Matias Flensborg

At beskrive Homeshake som indie er en cirka lige så nøjagtigt beskrivelse af bandets lyd som at beskrive en vin som værende rød. Peter Sagar, der er tidligere guitarist for Mac DeMarco, er manden bag Homeshake. Med sig har han blandt andet en vocoder, som han insisterer på at snakke igennem, når han taler til publikum. Det får hurtigt smilebåndene frem, når han med musestemme beder folk om ikke at råbe af ham. Det virker måske en anelse fjollet at snakke til folk på den måde. Det virker til gengæld meget kraftfuldt, når han på nogle numre peaker skifter til vocoderen, der får intensiteten i nummeret til at sprænge skalaen.

Han har også et tre mand stort og sindssygt skarpt band med. Især bassisten er i hopla og brillerer blandt andet ved at starte et nummer med en fremragende slap bass. Skiftevis er det bas, keys eller guitaren, der i hypnotisernde stil kan få publikum til at forsvinde helt ind i sig selv. Jeg tog eksempelvis mig selv i at tænke over noget så underordnet, som hvor populær beanien egentlig er blevet (halvdelen af bandet, bartenderne og Regnskys udsendte var iført beanie). Men selvom man kan tage sig selv i at være et helt andet sted, er det en styrke, at musikken er bygget sådan op, for med sig har numrene de mest elegante skift, så man pludselig ryger tilbage fra sin egen verden og er endnu mere til stede, end man var før.

Homeshake gav mig lyst til at danse og huje, men hvis Homeshake på Pumpehuset den 20. februar var et album, så ville jeg også smække det på en søndag formiddag på sofaen med tæmmermænd.

Foto: Matias Flensborg

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Octavian og Slowthai reddede JOURNEY fest.

Octavian rapper inden en moshpit. Foto: Johannes Bruun Andersen

De to unge britiske rappere Slowthai og Octavian viste lørdag aften deres høje klasse til JOURNEY fest.s afslutningsbal i Den Grå Hal. De måtte kæmpe med et publikum, der bar præg af at have været en hel aften på Christiania. Pusher Streets funklende lamper havde givetvis lokket en del gæster til sig under de, mildt sagt, knap så heldige koncerter fra Bob Moses og Health. De to nordamerikanske bands var som taget ud af stock photos, du finder, hvis du googler henholdsvis pop rock og metal. Skuffende tandløst udtryk og de var da også genstande for utallige jokes blandt de fremmødte.

Bob Moses spillede desværre ordinær rock denne aften. Foto: Johannes Bruun Andersen

Heldigvis var en stor del af publikum blevet i den kølige hal til aftenens sene lækkerbiskner. Scenen sydede efter at være blevet varmet grundigt op af den britiske upcoming rapper, Flexlikekev, og Slowthai startede med at hælde en kæmpe dunk musikalsk benzin på bålet. Sammen med sin elefanthue-klædte DJ/Hypeman fyrede han den fuldstændigt af med sin intense punkede hiphop. Jeg må indrømme, jeg blev lidt intimideret, da han skreg ’KODAK MOMENT POLAROID PICTURE SHAKE IT YEAH YEAH YEAH’ ind i fjæset på mig med fuldt udspilede pupiller.

Slowthai har en punket og ekstremt direkte attitude, der manglede lidt modspil fra publikum. Rapperen åbnede flere gange op for moshpits, og deltog selv flittigt i dem. Men det var som om gnisten aldrig rigtig blev tændt, på trods af tunge sange som ’Doorman’, ’Drug Dealer’ og ’T N Biscuits’. Jeg tror Slowthai fungerer bedre på et lidt mindre spillested med lavere til loftet, hvor kondensen kan drive ned ad væggene og den aggressive stemning er mere klaustrofobisk, end tilfældet var i Den Grå Hal.

Slowthai sender salver ud mod publikum. Foto: Johannes Bruun Andersen

Så var det blevet tid til den koncert, jeg har glædet mig mest til i dette år; Octavian. Det var tydeligt at mærke, at han spiller i en anden liga end aftenens andre artister. Fra et gennemført stærkt visuelt sceneshow til de knivskarpe shuffle-agtige dansetrin, så sad det hele lige i skabet. Jeg synes ofte, at rap-koncerter handler om at se giraffen og høre ham forsøge at holde trit med et backing track. Octavian havde kun et par ad-libs, men ellers rappede han fuldstændig live og lå stramt på beatet.

Det der adskiller Octavian fra andre fremstormende rappere er hans alsidighed. Han kan gå op og ned i tempo, og springer ubesværet rundt i forskellige genrer, så man aldrig kan gætte, hvad der kommer i næste sang eller vers. Han croonede sjælefuldt på ’Move Faster’ og var helt rå på ’Bet’. Koncerten var endnu en bekræftelse på, at der ikke er nogen begrænsninger for, hvor stor han kan blive, for han har hele pakken. Hvis man var så uheldig at gå glip af briten, kan man heldigvis få rådet bod på det, når han spiller på sommerens Roskilde Festival.

Octavian indhyllet i galaksefarver. Foto: Johannes Bruun Andersen

Tidligere på aftenen viste norske Varnrable og Erika de Casier spændende smagsprøver på talent, der skal blive spændende at følge fremover. De Casier indtog scenen blot med en trommeslager og sin naturlige charme, og delte soleklart ud af sine tågede og mystiske popsange.

Erika de Casier under sin koncert. Foto: Johannes Bruun Andersen

Mystik var der også rigelig af da rockens Young Thug, Yves Tumor spillede. Efter at have smidt fotograferne væk fra fotograven, gav han stort set hele sin koncert på hegnet foran publikum. Hans unikke genreblandinger er svære at sætte ord på, så jeg vil anbefale at høre hans, efter min mening, bedste nummer ’Noid’. Det blev også leveret ekstremt stærkt, og det er mig en gåde, hvordan en næsten to-meter-høj mand kan vogue så nænsomt, mens han brøler sine tekster ud.

Alt i alt var JOURNEY fest. i Den Grå Hal en pose blandede bolsjer. De navne jeg havde glædet mig mest til leverede 100%, men de positive overraskelser udeblev desværre. Måske havde det gavnet at lægge arrangementet i en lidt mindre venue, der havde givet plads til mere nærvær og intensitet mellem publikum og kunstnerne. Men det var også fedt at kunne skeje ud på forreste række som kæmpe uk-fanboy.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

HJÆLP! Hvad skal jeg høre på JOURNEY fest.?

Der er 23(!) navne på plakaten, når smash!bang!pow! afvikler JOURNEY fest. i denne uge. Det kan være lidt uoverskueligt at tage stilling til hvilke aftener, man skal tage afsted til, så her kommer de seks koncerter, du ikke må gå glip af.

Octavian – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Jeg har glædet mig sindssygt meget til at opleve den britiske rapper for første gang i Danmark. Han måtte desværre aflyse sidste gang Journey løb af stablen, men nu skulle alt være klar til, at man kan få lov til at høre hans unikke blanding af grime og house live. Briten er ekstremt dygtig til at indfange alle facetter af byen og klubben, op- såvel som nedture. Hans tekster og omkvæd er catchy uden at blive for poppede. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at han bliver en af fremtidens helt store stjerner. Hør ‘Lightning’, hvor han udvælger elementer fra forskellige genrer, og sammensætter dem til netop hans dybt originale udtryk.

Slowthai – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Endnu en meget spændende ung uk-rapper, der har et lidt mere råt udtryk end Octavian. Tempoet er højere og generelt mere punket og direkte. Den lidt skingre stemme har en utrolig intensitet, der griber lytteren ved første lyt. Jeg synes at kunne høre en snert af The Streets en gang i mellem, men for det meste bliver jeg bare slynget rundt i Slowthais fråde-om-munden, aggressive univers. Se bare den Trainspotting-inspirerede musikvideo til hans seneste single ‘Doorman’:

Homeshake – Hvor? Pumpehuset – Hvornår? Onsdag d. 20/2

Canadiske Homeshake kommer til København med et dugfrisk album ‘Helium’ i bagagen. Peter Sagars soloprojekt er et finurligt et af slagsen. Her er der plads til søde melodier og brede synthflader, mens Sagar synger sine skrøbelige tekster. Musikeren kommer fra Montreal, og han indfanger den kulde, vi kender fra de mørke måneder, men krydrer det med det lys vi inderligt længes efter.

Varnrable – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Varnrable har kun udgivet tre numre, men de holder allesammen højt niveau. Det er spændende at se, hvad den norske sangerinde har at byde på i forhold til at skabe et liveshow, men hvis det bare er i nærheden af singlerne, kan man godt begynde at glæde sig. ‘On/Off’ pulserer lidt som en lampe, der står og flimrer, så man bliver lidt irriteret, men samtidigt draget ind og vil se nærmere.

Yves Tumor – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Sidste efterår udgav Yves Tumor albummet ‘Safe In The Hands of Love’, der var en af årets stærkeste og mest interessante plader i min bog. Pladen svingede rundt i mange forskellige genrer og tempi, og det er svært at klassificere Yves Tumors stil. Jeg glæder mig til at lade mig suge ind i malstrømmen, og lade mig snurre rundt til fx ‘Honesty’. Amerikaneren har også arbejdet sammen med bl.a. Blood Orange, så måske man også kunne forvente noget fra den skuffe?

Obongjayar – Hvor? Store Vega – Hvornår? Fredag d. 22/2

En glat blanding af afrobeat, soul og elektroniske beats giver nigerianske Obongjayar en unik lyd. Modsætningerne mellem de forskellige genrer har skabt en lille oase, hvor sangeren har sat sit telt op for en stund, før han drager videre mod nye indflydelser. Men mens han er, hvor han er, spiller han heldigvis en koncert, man helst ikke skal gå glip af.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette skulle ikke have været en anmeldelse af Octavians mixtape ‘Spaceman’

Den britiske kunstner Oliver Godji går under navnet Octavian, som er en 22-årig rapper, der trods sin opvækst i det sydlige London er født i byen Lille i Frankrig. Han blev tidligere i år signet af Sony/ATV og Stellar Songs til en verdensomspændende kontrakt.

Dette skulle egentlig have været en tekst om Octavians forestående koncert til den stort anlagte Journey-festival, der finder sted på lørdag i Den Grå Hal, og som også byder på koncerter med Jimothy Lacoste, Nilüfer Yanyar, First Hate og mange flere. Men desværre har briten netop meldt sit afbud, så dette er i stedet en anmeldelse af hans debut-mixtape, ‘Spaceman‘, der udkom for to uger siden.

Octavian spiller grime i slowmotion, krydrer lyden med Jamie xx-agtige beats og en af de sprødeste og mest originale kunstnere, der debuterer i år. Han har for to uger siden udgivet sit debut-mixtape ’Spaceman’. Mixtapet er en perfekt anledning til at springe på Octavian-vognen, men hvis du gerne vil have en god indføring i den 22-åriges stil kan du passende varme op med at høre rapperens første, og efter min mening bedste, single ’Party Here’.

’Party Here’ er produceret af J. Rick og lyder som en privatfest, hvor der er plads til at snakke følsomt i et mørklagt rum, mens der i stuen er fuld drøn på højtalerne. Alle på dansegulvet bliver badet i tropiske farver af lavalamper og lyskegler.

Det dunkle rum er møbleret af grime-agtige synths, og Octavians vokal og lyrik står meget tydeligt frem i mixet. I omkvædet buldrer et eksotisk beat med olietønder, der minder om noget, Jamie xx kunne stå bag.

De indadvendte og ærlige tekster kombineret med en eksperimenterende blanding af beats giver tilsammen nummeret en blanding af melankoli og feststemning, som får mig til at sætte nummeret på repeat.

Octavians musik er tiltrækkende, for den fransk-engelske rapper har noget på spil. Han tager ikke sit fancy poolbord i sin lejlighed for givet. Han kan huske, hvordan det føles at sove på gaden. Han vil gerne være have succes, men er også klar over, at han ikke kommer sovende til det. Det sætter dog ikke en stopper for, at det er vigtigt at have det sjovt, mens man knokler, og det kan man især mærke på førstesinglen fra Spaceman, ’Revenge’.

’Revenge’ er en kort tune, på under 2 minutter, hvor Octavian autotunerapper med sin karakteristiske raspe, hæse røst. Beatet er luftigt og minder om produktionen på sange som ’Pick up the phone’ af Travi$ Scott og Young Thug eller Kesis seneste single ’Ekstra’. Octavian rammer altså lige ned i tidsånden, men formår at bevare originaliteten især i kraft af stemmen, men også i sangens format, der er kortere end radio edits.

Ligesom den romerske kejser Octavian, regerer Oliver Godji også over et stort imperium af musikalske genrer. Han siger selv, at han er meget inspireret af Bon Iver og James Blake, og deres ambiente tilgang til musikken kan godt spores, bl.a. på nummeret ’Hands’. Specielt den autotunede vokal på dette nummer minder om den måde, Frank Oceans vokal forvrænges på ’Lens’, eller vokaleffekterne på Bon Ivers ’The Wolves (Act I and II).

Og så må vi ellers håbe, at Octavian snart kommer til Danmark i en anden forbindelse. Det har han allerede lovet efter sit afbud til Journey. Det vil formentlig blive et brag af en fest.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *