The kings and queens of dark disco

Ny single fra amerikanske Glass Candy og smagsprøver fra danske Rosemarys kommende udgivelse. Tilmed indenfor samme uge!

Som medejer af det genredefinerende label Italians Do It Better, har Johnny Jewel en stor del af æren for discoens genkomst de seneste 10 år – vel at mærke neodiscoen, den dystre, langsomme udgave af den glittede genre, der henter sin inspiration i italodiscoen, og som for nogle vel kan synes en kende enslydende. Genrens mest prominente repræsentant er uden tvivl Glass Candy, og som ankermand der såvel som hos Chromatics og Desire, kan Johnny Jewel med rette kalde sig kongen af neodisco, og sidekick’et Ida No for dronning.
Siden udgivelsen af Deep Gems, har vi kun hørt fra Glass Candy i forbindelse med koncerter og alle mulige andre projekter. Nu er konstellationen Johnny Jewel og Ida No endelig aktuelle i dit iTunes-bibliotek igen. Singlen hedder “Warm in the Winter” og ledsages af “Beautiful Objects”. Ligesom på Glass Candys tidligere produktioner er “Warm in the Winter”s stamme simple rytmer og Ida Nos vokal, som skiftevis smyger sig ind i øregangene med sin skønsang og skifter til en fortællende, dreven, nærmest snakkede stemmeføring, der giver mindelser om  hittet “Beatific”.

Glass Candy – Warm In The Winter

Glass Candy – Beautiful Object

Rosemary er Danmarks kort til udfordring af Glass Candys status. Duoen vakte opsigt med de iskolde og glasklare produktioner “Sleep Alone” og “Old Old Persian Tale” tilbage i 2009, og bortset fra et par koncerter har der været stille omkring dem siden. Hvis ikke Johnny og de andre amerikanere netop havde udgivet nyt, burde de ryste i bukserne – eller i det mindste bare overveje, om de to danskere burde lukkes ind i folden. Med en tør, hektisk lyd rammer “Everything” og “Orange Tastes Different” en indestænk energi på grænsen mellem pophittet og klubfavoritten, og skønt det blot er previews på to minutter hver, er der ingen tvivl om Rosemarys placering på den danske disco-tronfølgerrække.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Glass Candy @ Brooklyn Bowl

Glass Candy @ Brooklyn Bowl

Livestemning: Ligesom support dj’ens udstyr, ligner Glass Candys live setup ikke den vildeste fest. To personer, den ene dybt begravet i sine maskiner, den anden som festligt indslag. Men skindet bedrager, for de beskedne rammer indeholder en imponerende leveret fest.
Rammerne dannes af noget så hippe Williamsburg, med det sædvanlige crowd. Og dog. Italians Do It Better hostede festen i et af de kæmpe warehouses bydelen er så kendt for, men som for nyligt er omdannet til bowlingcenter. Eamon Harkin og Justin Carter fik derfor noget af en udfordring som opvarmning. Dj-set som opvarmning til koncerter har jeg generelt dårlige oplevelser med, og oftest ender hele festen enten i baren eller rygerummet med tomt dansegulv. Men når opvarmningen tryller med konstant 3-4 pladespillere, kører numrene perfekt omkring, ind i, forbi hinanden, har diversitet og en udvikling, der fæstner publikums opmærksomhed, så det er præcis ligeså imponerende som et absurd godt liveband.
Så imponerende, at da Glass Candy indtog scenen, stod publikum allerede dansende foran scenen (hvis de da ikke bowlede, selvfølgelig).


Johnny Jewel er mastermind bag Glass Candy, såvel som Desire og Chromatics. Med aftenens industrielle, distancerede og alligevel dybt vedkommende forklædning, blev der distanceblændet på alle punkter.
En bedre og mere overlegen bestyrer af et helt lydbillede har jeg næppe oplevet tidligere. Med kontrol over både vokalen, der fik tilføjet effekter uden at blive effekt-sovset, men i stedet havde perfekt timing på beatet, med kontrol over trommemaskinen som man på ingen måde kunne hævde “bare var et backtrack”, med synthen, der samples om og om, så man på “Candy Castle” ender med 7 forskellige riff, perfekt synkroniseret.
Men hvordan undgår en koncert, der er så imponerende at blive elitær og uden kontakt med publikum, når troldmanden gemmer sig bag pandehår og maskineri? Man kan måske være så sikker på sine instrumenter og i sine numre, at man samtidig kan stå og danse, lige finde nogle ting under keyboardet, køre tempoet helt ned – konstant overraske.
Man kan også invitere en lille, smækker og guldskinnende sangerinde som Ida No med og give hende blot to opgaver: lav en fest. Syng som vi har aftalt. Og det er faktisk nok, for begge opgaver løses til UG.
Ballet åbnes med en tour de force i brilliante singeler; “Digital Versicolor” med dreven, smygende vokal og kølig, sylespids synth, “Beatific” med de syntetiske horn som svimlende tema og som numrene afløste hinanden blev begejstringen for duoens tekniske kunnen blandet med en fysisk begejstring, hvor musikken konstant fastholdt tankerne, men samtidig spredte liv i kroppen.

Hvorvidt bowlerne i den anden ende af lokalet begyndte at fokusere på andet end keglerne, står hen i det uvisse. Men imponeret til helt nye højder er det svært at tro andet – for sjældent har et band ramt kombinationen af nærvær, perfektionisme og glasklare melodier så rent.

Glass Candy spiller med Desire og Mike Simonetti (dj) på Vega Natklub 14. november. Billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Desire, I don’t care about winning.

Desire

I virkeligheden bryder jeg mig ikke særlig meget om disco. Genren, hvis storhedstid er long gone og ligger på inderverende 126 bpm er nok noget af det, der kvæler mig mest, hvis jeg ufrivilligt skal lægge ører til den.
Men den nuværende italo-disco bølge vandt alligevel mit småmelankolske hjerte med Chromatics frostbidte debutalbum “Night Drive” i 2008.
Chromatics udkommer på det toneangivende label Italians do it better – det gør Glass Candy og Desire også.

Desire har hidtil været et ubeskrevet blad for mig, men det er egentlig mærkeligt. Johnny Jewel fra netop Glass Candy (og Chromatics) tager nemlig også del i Desire, hvor samarbejdet er med den hidtil ukendte sangerinde Megan Louise. Det har resulteret i en lyd, der er betragtelig mindre dyster end hos Glass Candy og varmere end hos Chromatics – men tilgengæld nogenlunde ligeså fortabt smuk. Chromatics karakteristiske, staccato-ringlende signaturguitar går igen – bare lyt til “Dans Mes Reves”, der snildt kunne passe ind på debuten.

De sortrandede, romantiske synthlandskaber fra Glass Candy hjemsøger også Desire. Men det som kombinationen Johnny, Natty (Nat Walkers) og Megan kan, som du ikke kan finde i de andre projekter, er en gennempoppet vokal og de spektakulært legende rytmespor, Desire er bygget op omkring.
Desire har i Natty nemlig noget så sjældent som en trommeslager, og det hæver numrene betragteligt. De er ligeså lidt organiske som genren generelt er, men tilgengæld med en helt anden, skæv præcision end trommemaskinen leverer. Det dobbelte lilletrommeslag på
“Under Your Spell” høres sjældent med samme store lyd fra computeren.
Også skriver bandet jo nogle dumt gode melodier, hvis kombination af længsel og drømme rammer plet.

Glass Candy besøgte Danmark tidligere i år i forbindelse med Soundvenue-festen til Distortion Festival. Nu vender Ida No og Johnny Jewel tilbage igen, og de tager Desire med. Vega Natklub er host for dette drømme-lineup d. 14.11., hvor de kompagneres af Italians Do It Better-founder (og yderst respekterede dj) Mike Simonetti, der ligeledes vil akkampagneres af evige Kasper Bjørke og Waqar.

DesireUnder Your Spell
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/Desire-Under-Your-Spell.mp3]

DesireDans Mes Reves
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/Dans-Mes-Reves.mp3]

Desire Don’t Call
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/Don_t-Call.mp3]

Glass Candy Candy Castle
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/04_glass_candy-candy_castle.mp3]

Glass CandyDigital Versicolor
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/09-Digital-Versicolor.mp3]