Enghave Lys – første udspil fra Henrik Lindstrands nye album

Foto: Bjørn Bertheussen

Den salte fornemmelse i luften fra tangdyngerne langs havet og den lille lykke i de fire smut fra stenen, du lige har sendt ud i det krusede vand. Duften fra et ny-plukket æble og smagen af solmodne brombær. Vi har nok alle et sted eller en ting, vi vender tilbage til, enten i tankerne eller fysisk, når vi skal finde ro. Et sted hvor tid, forandringer og bekymringer er irrelevante i momentet. Du er bare til, som en del af det hele, og for blot en stund er alt, som det skal være.

Det var den fornemmelse, som jeg sad tilbage med efter at have lyttet til “Enghave Lys”, der er første udspil fra Henrik Lindstrands soloalbum “Leken”. Med “Enghave Lys” lader Henrik Lindstrand klaveret være centrum, og derigennem opstår et meget smukt og enkelt udtryk, som giver plads til at dvæle, og lader musikken tale for sig selv.

Henrik Lindstrand er måske bedst kendt her i Danmark som guitarist og keyboardspiller i Kashmir, men han har også komponeret musikken til flere film; blandt andet danske “Steppeulven” fra 2015. “Leken” er Henrik Lindstrands første soloalbum; et album med inspiration fra den svenske skogssjö han voksede op i nærheden af – Lindstrand fortæller:

“’Leken’-søen har en særlig plads i mit hjerte. For mig er den en slags metafor for et lille sted, hvor der er rart at være. Et frirum og en plads hvor det er ok at trække stikket. Det nye album er stærkt inspireret af dette sted.”

“Leken” udkommer fredag den 6. oktober. I forbindelse med udgivelsen kan du opleve Henrik Lindstrand på Jazzhouse torsdag den 12 oktober.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Proton præsenterer: Morphosis x To\To

Det københavnske spillested Jazzhouse har igennem en årrække skillet sig ud med nogle af de modigste og mest progressive bookinger – bare tænk på Nisennenmondai i 2011, Black Dice i 2012 og sidste år med Julia Holter på scenekanten. Derfor er det ingen overraskelse at det er netop hér, det nye klubkoncept Proton – hvis bagland består af bookerne bag den eksperimenterende musikfestival Phono i Odense – har valgt at slå pløkkerne ned.

I starten af 2014 søsatte Proton programmet med sin første aften, der bød på musik fra Felix Kubin i selskab med det ni mand høje polske big band Mitch and Mitch, og på lørdag fortsætter Jazzhouse og Proton med de eksperimenterende kollaborationer, når Morphosis, den libanesiske dj og producer af psykedelisk, modulær synth-dreven techno, giver klubkoncert side om side med den danske trommeduo To\To.

Morphosis aka Rabih Beaini havde allerede været dj i seks år, da han som 20-årig flyttede fra Libanon til Italien, hvor han hurtigt blev et varmt navn på den europæiske elektroniske scene med sin eklektiske tilgang. Han henter inspiration i alt fra libanesisk folkemusik og kosmisk krautrock til Chicago-house, og nok så vigtigt henter han stor inspiration i nogle af jazzens pionerer som Sun Ra og Miles Davis.

Med andre ord passer Morphosis perfekt ind i Protons program, der over foråret også byder på koncerter med blandt andre Tim Hecker, Moritz Van Oswald Trio og Andreas Tillianders sideprojekt TM404 – og der offentliggøres stadig navne! Hele programmet kan ses på Protons Facebook-side.

Proton: Morphosis x To\To
Lørdag, 1. marts, 22.00.
Jazzhouse, Niels Hemmingsensgade 10.
Billetter til lørdagens koncert kan købes via Billetlugen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *