Roskilde Festival: Overlegne Jamie xx gik forrest i the xx magtdemonstration

The xx Regnsky

Jamie FUCKING xx! Her kunne min anmeldelse af the xx på Roskilde Festival egentlig fint stoppe, for alle, der var til stede i regnen foran Orange Scene, ville forstå budskabet til fulde.

Det var en vaskeægte magtdemonstration, vi var vidne til i går aftes, hvor the xx slog fast, at dygtige musikere sagtens kan tilpasse musikken til tid og sted uden at gå på kompromis med sine kunstneriske værdier og kvaliteter. Trioen havde klogt ladet Jamie “xx” Smith styre slagets gang, og det gjorde han med så sikker hånd, at det nærmest var uforståeligt. For han skabte fandme stort set hele skidtet live!

Det virker til, at årets Roskilde Festival har været stopfyldt med artister, som nærmest har lagt hele pakken klar på forhånd, så der bare skal trykkes play på den obligatoriske Macbook Pro. Men ikke Jamie FUCKING xx. Dette var en præstation præget af både overskud og overlegenhed. Overskud til at improvisere og det overlegne talent til nærmest at spille trommer, klaver og lege med synths på samme tid. Alt imens han styrede tempoet efter forgodtbefindende som en anden general. Og hey, findes der nogen, der er bedre til at spille trommer i slowmotion?

Inden min Jamie xxgasme tager overhånd, må jeg også lige nævne, at hverken Romy Croft og Oliver Sim måtte stå tilbage for maestroens genialiteter. Romy Crofts guitarspil var on point, Oliver Sim var mere udadvendt og charmerende, end jeg har oplevet ham tidligere, og i fællesskab komplementerede de hinanden og Jamie som tankelæsende trillinger. Særligt bandets brug af breaks var dybt imponerende. Timingen var absolut perfekt hver evigt eneste gang, og det vidner om et band, der virkelig gjorde sig umage for at være den bedste udgave af sig selv. Og det var de.

Jeg har efterhånden set the xx en del gange, men aftenens optræden var uden tvivl den bedste, jeg endnu har været vidne til. Fra den faste åbning “Intro”, som flød lækkert over i “Crystalised”, over til lejligheden ekstremt dansable udgaver af “VCR” og “Fiction” til Jamies eget megahit “Loud Places” dominerede the xx Orange Scene i en sådan grad, at jeg faktisk ikke kan huske at have haft så stærk en oplevelse på den legendariske scene. Det hele orkestreret af Jamie FUCKING xx!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Hvordan fungerede NorthSides elektroniske program?

Et af de mest omdiskuterede punkter i festivalsregi de sidste fem år er den nye tendens med såkaldte DJ-koncerter. Kan man virkelig tillade sig at smække en DJ op på en stor scene og kalde det en koncert, når man lige så godt kunne have tilsluttet en iPhone med Spotify, og det ville give den samme oplevelse?

Jeg kan huske diskussionen for alvor tog fart omkring Deadmau5’ koncert på Roskilde tilbage i 2011, hvor Politiken gav koncerten 1 ud af 6 stjerner. Status her fem år efter er, at tendensen er blevet umulig at ignorere. Når man kigger på årets Northside-program, så er nogle af de tungeste trækplastre helt sikkert de elektroniske navne. De sidste to år har der også været elektronisk på programmet, men det var i form af “sikre” navne som Röyksopp feat. Robyn og Underworld sidste år, der dog begge formåede at få noget live-stemning ind over med sang fra scenen. I år har opbudet af elektroniske navne gjort sit indhug i plakaten, og derfor er det relevant at diskutere og kigge på, om den satsning har været en succes fra arrangørernes side, fordi det i høj grad er en udvikling fra de tidligere års indierock-prægede programmer.

Digitalism

13467858_10153724217016705_1978822385_o
Foto: Hjördís Jónsdóttir

Jeg nåede desværre aldrig selv til Digitalism. Derfor bad jeg min enormt entusiastiske ven Thomas Laumark om at fortælle, hvad han synes om koncerten:

“Hvor The Chemical Brothers holdt sig fuldstændig anonyme gennem et overvældende sceneshow valgte Digitalism at hænge et halv-gennemsigtigt gardin op, der slørede deres tilstedeværelse på scenen. Det fungerede godt til formålet: at lade fokus være på musikken og publikum, som havde en fest sammen. Der opstod en trancestemning i de mindre drop-baserede numre, mens man rigtig kom i håndgemæng med sin svedige sidemand til numre som “Wolves” og den nye “Utopia” – de to stod helt klart ud som de største publikumsfavoritter.
Drengene spillede oveni Lukas Graham, hvilket gjorde det til en lukket fest for de indviede, som ikke valgte det ‘kendte’ og ‘mainstream’ over en til tider krævende techno-fest. Men det gjorde samtidig, at det var en ren pølsefest, mens kæresten var parkeret til fællessang på Grøn Scene.”

The Anonymous Brothers

13453145_10153724217011705_632514187_o
Foto: Thorsten Iversen

I mine øjne er The Chemical Brothers den absolutte sværvægter af de elektroniske bookings. Vi har at gøre med en gruppe, som har domineret den elektroniske scene siden 90’erne, og som så sent som sidste år udsendte albummet “Born in the echoes”, der affødte flere sublime numre som “Go” og “Wide Open”. Vi snakker om en gruppe, som har headlinet Roskilde Festivalen i 2008, og som altid er højaktuelle. Jeg er ikke enig i tesen om, at de skulle være has-beens og et par år for sent ude som f.eks. Underworld måske var det. Publikum på Northside har alligevel alderen til at huske dengang, hvor de rigtigt store hits blev udsendt.

Derfor var forventningerne til fredagens koncert da også absolut de højeste fra min side af. Jeg forventede, at så stærke hitmagere og rutinerede DJ’s kunne levere et act på højde med Underworld sidste år.

Det kunne de desværre ikke.

Hvor Underworld var tilstedeværende og frontman Karl Hyde sang fra scenen og talte til publikum, var The Chemical Brothers til dato det mest anonyme, jeg har set. Det var som om, at vi ikke måtte se, hvem der var på scenen. Der var slukket for storskærmen, og man blev forsøgt distraheret med sindssyge visuals i stedet. Det kan godt være, det bare er mig, men jeg var altså kommet for at se The Chemical Brothers spille. Det blev dog så anonymt, at det lige så godt kunne have været DJ Palle Pis fra den lokale i Skanderborg, de havde hevet ind og givet en setliste i hånden. Det er problematisk, fordi oplevelsen af at det var live-musik vi havde med at gøre overhovedet ikke var til stede.

Vi fik dog serveret alle klassikerne som “Block rockin’ beats” og “Galvanize” over “Hey Boy Hey Girl”, og jeg kunne da ikke holde mig fra at begynde at svinge mine 198 cm i den mest akavede facon, jeg har lært, fordi det jo bare ER god musik, de har lavet. Det kunne bare lige så godt have foregået hjemme på mit Marshall-anlæg via Spotify, som det kunne have foregået i Ådalen.

Jamie XXX-rated

13467723_10153724216951705_974884075_o
Foto: Hjördís Jónsdóttir

Det er virkelig svært at vide, hvad man skal forvente, når et DJ-sæt starter med Joy Divisions “Atmosphere”, men man ved hurtigt, at det bliver noget helt andet, end man har oplevet før. Det fungerede som en perfekt teaser til den kommende koncert, fordi det hurtigt gjorde, at folk ikke vidste, hvad de skulle forvente, og dermed brød Jamie XX alle forhåndsforventningerne op. Han kunne gøre præcis, hvad han ville herfra. Anonymiteten var ingensteds at spore, og vi fik lov til at se på Jamie XX og hans sublime DJ-skills fra scenen. Vi så ham også rode sine vinyler igennem, næsten for lige at markere at han ikke helt på forhånd havde besluttet, hvad der skulle spilles. Hvis det var tilfældet, så får han kun endnu flere point her fra, fordi en god DJ skal kunne spille op til sit publikum. Det udløste sig i musik med så lækre beats, at det gjorde sommernatten et par grader varmere.

Jeg må indrømme, at når der bliver mikset så meget, som Jamie gjorde, så er det svært at høre, hvilke numre der bliver spillet, og jeg kendte ikke hans egen musik så godt på forhånd ud over The XX, men det fungerede så fint som den lørdagsfest, det skulle være, og det var ikke nødvendigt at kunne synge med på sangene, det var mere relevant, om der kunne danses til beatsne. Og det kunne der i aller højeste grad. Jamie er en fantastisk dygtig DJ, og det var det, han var kommet for at vise. Jeg har ikke en finger at sætte på ham, og jeg synes det var det elektroniske højdepunkt fra årets program.

Flumes orbassme

Flume
Foto: Hjördís Jónsdóttir

Flume, Flume, Flume… Hvor skal vi starte?
Jeg elsker Flume, og jeg har skamhørt hans nyeste album “Skin”. Han er så uendeligt dygtig til at skabe nogle helt unikke lyde, og man kan se, hvordan han er gået fra at være endnu et mærkeligt navn på programmet på Roskilde i 2013 til at være et must see på Northside i 2016. Han har kun udgivet to albums (og en millard remixes), men de er begge to så nyskabende og gennemførte, at det var svært ikke at klappe i sine fedtede fingre, da NorthSide havde booket ham.

Harley Edward Streten, som Flumes borgerlige navn lyder, er en ung mand både aldersmæssigt men også musikalsk, men han vidste præcis, hvad publikum ville have. De ville have ham. Han er en flot mand, og han kom selvsikkert ind på scenen med sine solbriller på og et kækt smil på læben. Han er en superstjerne, og han ved det godt. Den attitude passer godt overens med hans musik, der svinger fra ultrapoppet til uudhørligt eksperimenterende. Publikum fik ham, og publikum fik lov til at høre alle de sange, de havde håbet på fra både gammelt og nyt album. Der var “Never be like you” og “Holding On”, og der var selvfølgelig en afslutning med Disclosures “You and Me”, som Flume lavede et ok succesfuldt remix af…

Der var heller intet forsøg på at være andet end en DJ, og musikken lød præcis som på pladen. Faktisk lød musikken så meget, som på pladen, at jeg forsøgte at “Shazamme” et nummer, jeg ikke kendte. Bare for at vi er på samme side, så er Shazam en app, du kan holde op til din radio, hvis du er i tvivl om hvad en sang hedder. Den kan genkende musikalske mønstre og dermed fortælle dig, hvad nummeret hedder. Netop derfor burde det ALDRIG være muligt at kunne Shazamme noget til en live-koncert, men det fangede sgu uden problemer det nummer, jeg ikke kunne genkende:

IMG_3336

Og pga. den detalje, så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal mene om Flumes koncert.

Han kom, han spillede sine hits direkte fra albummet og han skred igen. Det var historien om Harley Edward Stretens besøg i Ådalen.

Cari-boss

Foto: Hjördís Jónsdóttir
Foto: Hjördís Jónsdóttir

Peter kunne ikke skjule sin begejstring over Caribous søndagskoncert, og blev nødt til at skrive en anmeldelse af koncerten. Jeg er så uendeligt enig med Peter. Det var en helt anden tilstedeværende oplevelse. En magtdemonstration som Peter pointerede. Måske endda en underspillet fuckfinger til de andre elektroniske musikere, fordi Dan Straith spillede elektronisk musik med orkester. Alle var klædt i hvidt, og så uformelt som det kunne være, havde Dan ikke engang sko på. Til gengæld havde han lilla sokker på med store huller i. Det var så nede på jorden, og det klædte programmet at slutte af med Caribous tightness og talent. Det var en perfekt blanding af alt det, som de andre navne gjorde rigtigt.

Honorable mention skal gå til AV AV AV og Den Sorte Skole, som jeg ikke var til stede hos, da de lå oven i Jamie XX og The Chemical Brothers. Af erfaring ved jeg dog, at de begge er så dygtige, at det sikkert også har været en oplevelse. Gode alternativer hvis man ikke var i hovednavns-humør!

Konklusionen på Northsides elektroniske program må være den, at det i høj grad har været et sats fra arrangørernes side, men at der dog alligevel har været en enorm alsidighed navnene imellem, hvilket gjorde, at ikke to af koncerterne på nogen måde var ens. Og det er den største styrke, jeg kan komme på, fordi netop kritikpunkterne af DJ-koncerter oftest er, at de jo bare står og vender plader. Nu var det dog (heldigfuckingvis) ikke David Guetta, der var booket, og alle acts passede fint ind i årets program. Cadeau til NorthSide for at tage hånd om DJ-tendensen, som efterhånden må kunne konkluderes at være kommet for at blive. Husk på succesen, når I skal sammensætte næste års program. I sælger sikkert også flere fadøl, hvis der er rave kl. 1 fremfor en tudekoncert med et melankolsk indieband, og Ådalen kan sagtens håndtere en endnu større fest.

Man kunne også sagtens begynde at satse på navne, der ikke er sikre. Folk går alligevel bare efter lyden af bass, når klokken er kvart i fadøl om natten.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Hør Jamie xx surfe en nostalgibølge på nyt nummer, ‘All Under One Roof Raving’

Det var en længere verdensturné med The xx i 2013, der første gang sendte trykbølger af hjemve igennem kroppen på Jamie xx. Med afsavnet til hjembyen London og inspirationer fra Mark Leckeys minidokumentar Fiorucci Made Me Hardcore, satte briten sig for at producere et nummer, der kunne omfavne denne sentimentalitet.

Resultatet findes i skæringen All Under One Roof Raving, der første gang blev præmieret i fredags hos Annie Mac på BBC1. All Under One Roof Raving, der er nostalgisk i både tid og sted, sampler flere samtaler fra den førnævnte dokumentar fra 1999, og ser Jamie xx fortsætte samme stil fra split-12″eren Girl / Sleep Sound, med implementering af olietynder, originale percussion-ideer og nærmest Burial-esque vokalsamplinger. Jamie xx kunne også overfor Annie Mac offentliggøre, at han i år vil færdiggøre sit debutalbum, hvor All Under One Raving også efter planen vil være at finde. I første omgang er dette nummer ude senere på måneden, via Young Turks.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Trackudveksling mellem Lasse og Morten (vol. 1)

Owen Pallett er aktuel i en særegen konstellation med Daphni (aka Dan Snaith aka Caribou). Sammen har de netop udsendt 12″eren ‘Julia / Tiberius’, og i den forbindelse har Morten afspillet nummeret for Lasse.

Regnskys fire skribenter – Lasse, Peter, Morten og Eva – har hver sine musikalske præferencer, og sammen er de i stand til at dække det meste af den undergrund, skribenterne finder både fristende og pulserende. Men hvad sker der, når to af bloggerne sætter sig ned og i en fredsceremoni deler hovedtelefoner og musik med hinanden? Morten og Lasse, denne sides to skarpeste bloggere udi elektronisk musik, valgte hver at spille tre nye numre for hinanden, for at finde både modsætninger og ligheder.

Daphni & Owen Pallett – Julia [Jialong]

Morten: Daphni (aka Dan Snaith aka Caribou) er ikke bange for at udforske nye musikalske veje. Senest har han produceret denne 12”er Julia / Tiberius sammen med den skønne baroque pop-komponist Owen Pallett (modsætninger mødes!). Kan man godt blande house og violin, synes du?

Lasse: Man kan prøve alt, men det er ikke sikkert, man lykkes med det! Jeg synes ikke, det er et dårligt track, men det lyder lidt stift i mine ører. Det er en typisk konsekvens af at blande elektronisk komposition med levende instrumenter: Instrumentet kommer til at tilpasse sig maskinernes kantethed, hvilket kan lyde forkert. Og så synes jeg måske, at det er et lovlig kedeligt melodistykke, de har fundet som tema. Men på den anden side kan jeg godt lide den lidt hårde komposition, som egentlig ligger langt fra både Daphni og Pallett. Man må give dem, at overgangen 1.30 virkelig holder med det lille break efter opbygningen. Jeg er lidt splittet her.

Not Waving Future Rain [Emotional Response]
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/05/04-Future-Rain.mp3]

Morten: Jeg skrev i slutningen af 2013 om det her forestående album, Human Capabilities, der kommer fra den italienske producer Not Waving. Pladeselskabet bag, britiske Emotional Response, tog sig ret god tid med at få albummet ud, men ud kom det endelig tilbage i marts. Det er en udefinerbar blanding imellem ambient møder krautrock møder non-dance music møder you-name-it. Hvis jeg skulle spille ét nummer for dig, som jeg synes fungerer som en solid præsentation af albummet, så skulle det være Future Rain. Ville du få lyst til at høre resten af albummet, baseret på dit indtryk af dette numer?

Lasse: Ja, jeg bliver helt klart nysgerrig. Det giver en lækker afventende atmosfære og leger med et lidt hypnotisk harmonispil. Det bærer også præg af en filmisk stil, hvor man i højere grad stilles i et rum end i en rytme. Jeg kan godt lide, at det tør at være relativt minimalistisk. Måske kunne det bruge lidt drama? Jeg kommer til at tænke på et nyt track af Oberman Knocks med navnet Dilankex, som også er non-dance, og som er lidt mere dramatisk i sin opbygning og lydflade.

Jamie xx Sleep Sound [Young Turks]

Morten: Engelske Jamie xx udkom i april med sin nye 12”er Girl / Sleep Sound, som jeg personligt når samme højder som hans solodebut Far Nearer. Egentlig ville jeg spille Girl for dig, men Sleep Sound har en Beyonce-sample gemt et sted, og så tænkte jeg, det måske ville fange din interesse. Virker det for dig?

Lasse: Det er i sandhed en lise for sjælen. Mmmm… melankolsk, sexet, sommerligt. Fyldt med nænsomhed og bløde hooks. Specielt starten minder mig meget om det, jeg plejer at kalde ”varm house”. Det tæller f.eks. Taragana Pyjaramas tidlige arbejde, eller Pantha du Prince og Gold Panda. Nummeret har en helt særlig, vidunderligt navlebeskuende stemning, og jeg er vild med overgangen 1.30-1.40. Det sidste halvandet minut er guld værd: Jeg håber nogen spiller det meget højt en sen aften under Distortion. Alt i alt kan nummeret godt være bekendt at bruge et Beyoncé-sample.

Minor Science Foggy Situation [The Trilogy Tapes, februar]

Lasse: Så er det blevet min tur. Jeg synes dette track har en dejlig kombination af saglighed og uro. Fuglekvidder og flotte harmonier i diskrete korstemmer møder urolige rytmer og en plagsom telefon, der ringer. Det minder mig om en linje fra Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det Værste og Det Bedste som lyder: ”Det værste er telefoner der ringer om natten så blodet standser og styrter den anden vej rundt”. Kan du genkende følelsen?

Morten: Først og fremmest er jeg glad for, at nogle kan udpege numre fra The Trilogy Tapes’ bagkatalog, der er værd at lytte igennem, for det er jo helt sindssygt, hvor kort tid der går mellem hver udgivelse. Jeg har svært ved selv at følge med. Om jeg følte mig urolig mens jeg lyttede til Foggy Situation, er jeg derimod langt mere usikker på. Jeg var i de første to minutter usikker på, hvilken retning, nummeret ville gå, fordi tråden var så utydelig, men jeg kan skidegodt lide nummerets afveksling mellem det metalliske og det organiske.

Nummeret giver ikke meget af sig, så det er de små belønninger, der tæller, som når beatet stopper op og trækker vejret, og når de høje vokalsamples i få tilfælde træder ind i lydbilledet og lægger sig til at hvile over produktionen. Jeg ser skove, havestole og sol for mig. Jeg vil have dette nummer med i mit sommer-soundtrack.

Beneath One Blings [PAN, marts]
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/05/03-One-Blings.mp3]

Lasse: Mange mener at dubstep er endegyldigt begravet. Men jeg synes faktisk, jeg hører en del tracks rundt omkring, der henter gyldne indsigter i blandt andet den tidlige dubstep. F.eks. synes jeg at LogosCold Mission var et af 2013’s bedste album. Beneath er et andet godt eksempel: Det er spændstigt, har masser af percussion og lækker subbas. Hvad synes du? Er jeg bare sentimental eller har det fremtidsperspektiver?

Morten: Jeg kan godt lide, hvordan de to YouTube-kommentarer hidtil henholdsvis går ”HEAVY” og ”boring”. Noget siger mig, at det er et nummer, der kan skille vandene. Jeg synes også, jeg for tiden ser og hører lidt mere til dubstep, som man kender den fra genrens heydays, dog stadig i en moderne fusion med elementer af eksempelvis footwork. Personligt er jeg dog lidt skuffet over, hvor direkte ud af dubsteppens gyldne år, dette nummer har afsæt i. Det bliver lidt en kliché med ”nobody knows I’m here”-vokalsamplingen. Den tunge bas gør mig ingenting, men jeg tror den havde haft det bedre, hvis den var blevet sat op med percussion, der fremstod mere luftigt. Ellers ender man med en produktion, man har hørt – ikke identisk – men tilsvarende fra tidligere. Dette er et nummer for nostalgikeren.

DJ Clent Don’t Go Down [Planet Mu, april]
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/05/04-dj_clent-dont_go_down.mp3]

Lasse: Den ekstremt triste og chokerende nyhed om footwork-geniet DJ Rashads død er svær at komme sig over. En anden klassisk footwork-producer, DJ Clent, har netop udgivet en ny EP på Planet Mu. Dette er et meget klassisk, sample-baseret footwork-track, næsten et skoleeksempel. Jeg kan lide det, selvom jeg savner lidt af Rashads vildskab. Hvad synes du?

Morten: DJ Clent skylder ret meget til artister som DJ Rashad, som jeg også mener tidligere er blevet udpeget som en kæmpe footwork-inspirationskilde af DJ Clent selv. Jeg er en sucker for den klassiske ”footwork møder soul”-opskrift, og introen gav mig også høje forventninger, men det hele står lidt i stampe herefter, og der bliver ikke leget tilpas med vokalen, der gentagende bliver loopet igennem hele tracket. Piano-delen fungerer virkelig godt, men drukner lidt i den rodebutik, han har foldet ud for lytteren. Nej, jeg synes han mangler mod, pondus og freakyness til at Don’t Go Down bliver et nummer, jeg vil vende tilbage til.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

The XX i ny indpakning

Den ever-so-hypede London trio, The XX, er nok et af de bands der i løbet af det seneste års tid har fået absolut mest omtale. – Og det med god grund. Siden bandets debutalbum “XX” (2009), er det bestemt ikke gået stille for sig for de tre medlemmer af band. Jeg tror ikke at der  er ét eneste nummer fra pladen, der ikke er blevet remixet på den ene eller den anden vis. Det er som sådan også nemt nok at forstå, da Romy Madly Crofts & Jamie Smiths tilbagelænede, nærmest ligeglade og falske, stemmer passer perfekt til tunge basgange, og ligeledes til dubstep og techno baserede beats. Jeg har her samlet mine favorit remixes af The XX’s dejlige popmelodier.

Engelske Four Tet har givet nummeret “VCR” et makeover, og er ifølge mig sluppet rigtig godt fra resultatet, der uden tvivl er en sikker vinder både på dansegulvet og hjemme på værelset i de sene nattetimer, inden den der danskaflevering skal afleveres til morgenen efter.

The XXVCR (Four Tet Remix)

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/7JrFevQIEZGo.128.mp3|titles=The XX – VCR (Four Tet Remix)]

Jaja, we get it. “Hjerte Rimer På Smerte” og det har The XX helt sikkert ikke været bange for at give udtryk for, da de skrev nummeret “Shelter” . Det bliver her remixet til mørk og sexet dubstep af C.R.S.T. der perfekt formår at holde melankolien og skrøbeligheden fra originalen og har lavet et nummer der giver visse assosiationer  til dubstep yndlingen, Burial.

The XXShelter (C.R.S.T Remix)

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/Shelter-C.R.S.T-Remix.mp3|titles=Shelter (C.R.S.T Remix)]

På en måde må Jamie XX virkelig elske hans eget musik, og det han selv laver, for her, har han i hvert fald givet en helt ny fortolkning af nummeret “Island”.

The XX Island (Jamie XX Remix)

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/26-Islands-Jamie-XX-Remix.mp3|titles=Islands (Jamie XX Remix)]

Sidst, men absolut ikke mindst, har percussionisten, hitmageren og remix-maskinen Jamie Smith/Jamie XX netop leaket et lille fint lydspor på hvordan The XX’s kommende sange kunne komme til at lyde. Vi taler calypso, olietønder, dubstep-beats og vokalopbrud, der kun kan få dig til at glemme det kolde danske efterår. Nummeret er kaldt “Far Nearer”, og er så vidt jeg har kunne læse mig til, blot et projekt Jamie har lavet for sjov og som måske ikke engang vil blive udgivet. Vi elsker det!

Jamie XXFar Nearer

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/Far-Nearer.mp3|titles=Far Nearer]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Nicolas says:

    Four Tet remixet er så lækkert – venter stadig på en clean studie version!
    Btw, så er Jamie Smith percussionisten i bandet, og ikke forsangeren. Men rigtig godt indlæg Mads!

  2. Mads Regnsky says:

    Hej Nicolas. – Det er også rigtigt. Hurtig tastefejl! Det er hermed rettet :) God mandag!

  3. Bue says:

    Shelter-remixet er virkeligt dejligt.
    Et andet the XX remix, jeg sætter meget pris på er Dark Sky’s trykkende, post-dubsteppede version af crystalised

  4. Mathias says:

    Er helt enig, ‘Far Nearer’ er vildt fedt. Og så er det heldigvis ret sikkert, at det bliver udgivet.
    Datoen er endnu ikke offentliggjort, men det skulle eftersigende blive på pladeselskabet Numbers, der senest udgav Roska og Untolds samarbejde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?