Roskilde 2018 – et af vores bedste år

De Underjordiske x Fribytterdrømme på Roskilde Festival (Foto: Flemming Bo Jensen)

Der var en rodet bunke af hovednavne, en usædvanligt tam afslutningsdag og en for stor mængde uaktuelle indie-navne. Alligevel markerer Roskilde Festival 2018 sig som et af de bedste år, Regnsky har dækket.

Går man ind på Regnskys forside, bliver man mødt af et syn, der ganske perfekt indkapsler ånden af Danmarks sødeste musikblog, som vi for et årti siden kaldte os selv med et glimt i øjet, og som er et slogan, der har hængt ved siden.

Synet er af de fem seneste artikler, som læserne kan læse eller scrolle igennem efter forgodtbefindende. De er der bare. Foldet ud til fri afbenyttelse, uden at læseren skal begunstige skribenterne bag med et klik som et bevis på, at her er noget, jeg gerne vil læse. Det ser sådan ud, fordi vi ikke bekymrer os om læsertal. Eller, det er ikke det, der afgør, hvad vi dækker og hvordan vi vinkler dækningen.

Og går man ind på Regnskys forside netop nu, vil man ikke være et sekund i tvivl om, at Roskilde Festival netop har været over os. Igen, fristes man at sige.

For her sidder vi endnu en gang i uge ét efter Roskilde Festival og filosoferer over den oplevelse, det har været. De første par dage er altid fyldt med søvn- og salathungren i håb om at få kroppen på rette spor igen. Langsomt men sikkert bliver vi mennesker igen, og vi begynder at fordøje indtryk og oplevelser med lynets hast.

Regnsky har netop haft sit tiende år på Roskilde Festival, og vi kan roligt og uden at blinke kalde dette år for et af de bedste. Intet år, vi har været på, har kunnet hamle op med årets vejr (eller støv), og Roskilde gør sig bare bedst i solskin. For vejret er en del af totaloplevelsen. Om det var de lovende vejrudsigter i foråret eller udsigten til at høre Eminem, der sikrede, at Roskilde havde sit næst-hurtigste udsolgte nogensinde, er svært at sige. Men det står som et rekordår, kun overgået af 1996. Interessant nok havde 1996 også Nick Cave og Massive Attack på plakaten.

Men hvordan kan vi kalde dette år for et af de bedste, når programmet bar præg af en tam en rodet bunke hovednavne, en tam afslutningsdag og alt for mange uaktuelle indie-navne? Lad os kigge på et andet element, der indfanger Regnsky-ånden.

Vi skriver sobert om musikken, men ellers har vi frie hænder til at skrive om det, vi gerne vil, og om det, der betyder noget for os. Vi håber alle på gode oplevelser, når vi går til en koncert, men vi er ikke blinde for de skønhedspletter eller plamager, der kan opstå undervejs. Men vi søger omvendt at finde de positive elementer, selv når programmet og bookingerne efterlader mere at ønske. Vi leder efter de mindste sprækker, der kan folde en stor og begejstret anmeldelse eller stemningsreportage ud, og vi lever på Regnsky for at dele vores subjektive holdninger med nogen, om de så er enige eller ej.

Og dem har der været så mange af på dette år. Blandt andet når Rasmus kalder koncerterne med St. Vincent og The Minds Of 99 for to af de bedste, han har oplevet. Eller da Eva og Morten talte sig frem til en forståelse af, hvorfor en mand som James Holden  har opofret en unik placering i klubmusikken til fordel for Terry Riley-lignende ekskursioner udi folk-trance.

Roskilde Festival byder på mange fragtmenter af betingelsesløst kærlighed, og det gælder om at indfange dem, mens de opstår. Festivalen er et unikum i det danske festivalslandskab. Vi skal sætte pris på festivalen, og vi skal huske, at den næsten lukkede i 2000 efter Pearl Jam-ulykken. Hvert år Roskilde igen afholder festival, skal vi minde os selv om, at den kunne have været lukket og dermed ikke fundet sted. I år slog Orange Scene angiveligt tilskuerrekord til Eminem – uden ulykker. Det vidner om, at vi heldigvis har lært, og at Roskilde bliver ved med at udvikle sig i takt med publikum.

Og vi har udviklet os takket være en festival som Roskilde. Det gør vi hvert år, og i år er ingen undtagelse. For det er vi den evigt taknemmelige for, og vi glæder os til, at vi ses igen næste år.

  • Rasmus Stegmann og Morten Bruhn

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Sympatien og troværdigheden sejrede for James Holden

James Holden (foto: Laura Lewis)

Den mand, de kalder James Holden, har slået sig på Indien og såkaldt Terry Riley-agtig folktrance, siden han i 2014 leverede en jazzet og krautrocket toppræstation på Roskilde Festival. Nu er håret blevet længere, melodierne mere syrede og sværere at tilgå, ligesom distancen til fortiden som klubproducer er blevet større. Så vil den ægte James Holden være sød at rejse sig? 

Nej, han sidder ned. Det gjorde han hele den time, han fredag eftermiddag vendte tilbage til Roskilde Festival og Apollo med sit nye “band”, The Animal Spirits. Efter koncerten satte Eva og Morten hinanden stævne for at finde ud af, hvor 2018-James Holden placerer sig i forhold til sin fire år ældre udgave.

Morten: Eva, vi havde begge en fremragende oplevelse, da James Holden sidst gæstede Roskilde Festival i 2014. Kunne du her fire år senere genkende noget fra den koncert, selvom der var andre lyde, temaer og instrumenter i spil?

Eva: Ja, helt klart. Han spillede også en del af numrene fra The Inheritors, og nærmest heldigvis for det. Jeg synes, The Inheritors var et rimeligt eksperimenterende album, da det udkom i 2013, men så udgav han The Animal Spirits i 2017, og dét er fandme et syret album. Så jeg var egentlig meget glad for, at han spillede nogle af The Inheritors-numrene, som til sammenligning virker helt poppede. Men jeg tror helt klart, der er en del af publikummerne fra 2014, som er kommet tilbage, for han har fået en ret enestående position i musikverden. James Holden har placeret sig mellem “verdensmusikken” og elektronisk musik, men på en måde, hvor man ikke kan danse til den, selvom folk forsøgte. Han står som en one of a kind-karakter.

Morten: Men hvordan klarede denne karakter så koncerten?

Eva: Jeg må sige, at jeg helt umiddelbart synes, at koncerten i 2014 var betydeligt bedre end denne, desværre.

Morten: Jeg er enig. Jeg følte heller ikke, at jeg kom så meget ind i et groove eller en trance, som jeg gjorde det for fire år siden. Jeg tror, det til dels skyldes, at han netop zappede frem og tilbage mellem The Inheritors og The Animal Spirits-pladerne. Hvis han konsekvent og udelukkende spillede sit seneste album, ville det have været en større prøvelse at blive taget med på en rejse. Men så havde jeg til gengæld også været fastlåst et bestemt sted, hvorimod jeg blev taget frem og tilbage mellem nogle numre fra 2014, eksempelvis Blackpool Late Eighties, som jeg har et meget stærkt forhold til, og så frem til en plade, som er sværere at tilgå.

Eva: Helt sikkert, det er jeg ret enig med dig i. Han brød med trancen, og jeg stod og spekulerede over deres valg om at have pauser imellem numrene. Det kan jeg godt forstå, fordi numrenes rytmik afviger meget fra hinanden, men det gjorde det også svært at komme ind i et mode. Og der skulle jeg være kommet, for at det skulle blive en helt fed koncert for mig. Der var lidt for meget fløjtegøgl til min smag.

Morten: Men jeg vil også gerne give dem pluspoint for forsøget og for intentionerne. De var jo meget tydeligt udfordret undervejs i koncerten af nogle tekniske problemer. Men jeg står tilbage med en fornemmelse af, at de gerne ville lukke os ind i deres univers. Jeg følte ikke, de prøvede at støde os væk.

Eva: Helt sikkert. Grunden til, at jeg kan lide James Holdens musik i forhold til så meget andet er, at den i sin grundessens er venlig. Og hvad, der præcis gør det, ved jeg sgu ikke, men jeg opfatter den som velkommende og inviterende i stedet for afvisende og fremmedgørende. Men han har nok været lige lidt for meget i Indien de seneste par år til min smag.

Morten: Der er også noget andet, som vi formentlig begge kan lide ved James Holden, og som på en eller anden måde gør ham til essensen af Roskilde Festival. Manden lavede indledningsvist White Sensation-agtig progressiv house, som han bare har lavet på en bærbar computer. Efterfølgende starter han pladeselskabet Border Community, der favner en både harmonisk og leftfield techno-lyd, inden han går videre og laver progressiv krautrock på The Inheritors og slutteligt folktrance med The Animal Spirits. Jeg synes, det virker som en udvikling, der er unaturligt naturlig, ligesom han fortæller sit publikum, “jamen, hvis I kan lide dette, så kan I måske også lære at lide dette”.

Eva: Og det synes jeg, man kan mærke i den måde, han rent melodisk laver progressioner. Også i de ting, han spillede i dag. Men der er klart noget i det, at de spiller på rigtige instrumenter. Jeg ville gerne have haft flere pauser, der tydeliggjorde intentionen bag de forskellige instrumenter. Det blev nogle gange rodet for mig, for det hele fyldte rigtig meget hele tiden. Og det rod ødelagde noget af den trance for mig.

Morten: Uden at vide det, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at James Holden og hans band i løbet af deres turné har lært nogle ting, heriblandt at det vil være en god idé at spille Blackpool Late Eighties og The Inheritors fra den foregående plade, for at de kan komme lidt længere ud over den scenekant, de står på.

Eva: Eller sidder på! James Holden er virkelig blevet en technoguru, men der er måske ikke så meget techno tilbage over ham længere. Der er lidt ‘spirituel leder’ over ham efterhånden, og det synes jeg egentlig er en rolle, der passer ham meget godt. Jeg synes måske, han er blevet lidt for langhåret.

Morten: Men det virker troværdigt, det han har gang i.

Eva: Det virker meget troværdigt. Der er sgu ikke noget eksotisme eller kolonialisering af andre fremmedegnes musikkultur overhovedet ved Holdets tilgang. Jeg noterede mig følgende under koncerten: James Holden vender vrangen ud på de elektroniske genrer, han kommer fra, når han går ind i verdensmusikken for at komponere sine bevidsthedsudvidende sange. Det er er analog humanisttrance, posteksotisme og -kolonialisering. Det er super 2018-agtigt. Jeg var lynhurtigt blevet træt af det, hvis han havde inviteret sine indiske venner op på scenen, for at de kunne være lidt shaman-agtige. Men her synes jeg faktisk, det var fint og fungerede godt.

Morten: Jeg synes stadig, jeg bemærkede den hvide mands klubmusik i det, han laver, både i beatstrukturens fire fjerdedele, der var mange af de samme akkordprogressioner fra de gode, gamle dage. Der var et mellemspil, som leder op til noget af det, man kan genkende fra klubmusikken. Jeg føler ligesom du, Eva, at koncerten ikke levede op til de forventninger, som er formet efter min koncertoplevelse med ham fra 2014. Men jeg synes virkelig, at den tilgang, James Holden har, hvor han giver en anderledes og vidtrækkende oplevelse til folk, der kender klubmusik, er en helt vildt sympatisk tilgang.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Podcast: Regnsky om Roskilde Festival – de store højdepunkter og de svære valg

Roskilde Festival 2018 (foto: Christian Hjorth)

Roskilde Festival, aaaaaaare yoooou reaaaaady?
… hvis ikke, og du stadig ikke helt ved, hvad du skal høre, eller hvis du føler dig klar og gerne vil bekræftes i, at du har spottet de fede navne på programmet, så kommer Regnsky dig til undsætning med denne podcast.

I anledningen af Regnskys tiende år på den med afstand største musikfestival herhjemme giver bloggens tre skribenter på årets Roskilde Festival dig en gennemgang af årets program og højdepunkter – ligesom vi kommer forbi de helt store clashes og svære valg i spilleplanen.

I podcasten anbefaler vi blandt andet følgende artister (musik kan afspilles under Soundcloud-playeren):
Emil Kruse, Ecstasy In Order, First Aid Kit, The Weather Station, David Byrne, Four Tet, James Holden & The Animal Spirits, Nathan Fake, Regelbau, Stormzy, Wilkinson, Kedr Livanskiy, My Bloody Valentine, Ø [Phase].

ECSTASY IN ORDER @ Countdown, mandag, 21.30

NATHAN FAKE @ Apollo, onsdag, 21.30

The Weather Station @ Pavilion, torsdag, 14.00

REGELBAU (feat. DJ Central, DJ Sports, Manmade Deejay & CK) @ Gloria, torsdag, 22.00

STORMZY @ Arena, torsdag, 23.45

Ø [PHASE] @ Apollo, torsdag (natten til fredag), 02.45

JAMES HOLDEN & THE ANIMAL SPIRITS @ Apollo, fredag, 17.45

 Four Tet @ Apollo, fredag (natten til lørdag), 00.00

KEDR LIVANSKIY @ Apollo, lørdag, 19.00

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Fem ting, vi lærte af Roskilde Festivals endelige line-up

Så skete det omsider. Torsdag løftede Roskilde Festival sløret for årets endelige program. Vi har sat luppen på lineuppet og spottet fem af de vigtigste pointer iblandt de 170 navne, der spiller til det 48. år med Roskilde Festival.

1. Roskilde Festival siger farvel til den grå headliner – og goddag til en ny generation
Siden en vrissen og gammel udgave af Neil Young spillede regn og torden ind med en pragtpræstation på Orange i 2016, har Roskilde Festival været tømt for hovednavne, der taler direkte til det ældste segment på Dyrskuepladsen. Og i 2018 glimter de musikalske elefanter endnu en gang ved deres fravær. 60-årige Nick Cave kommer sammen med sit band, The Bad Seeds, tættest på at være den ‘grå headliner’ i 2018, men australieren har i Danmark dedikerede fans i begge ender af aldersspektret. En ære, der til dels kan tilskrives de mange koncerter, Nick Cave i forvejen har leveret på Roskilde Festival. 2018-udgaven bliver således hans sjette koncert på Danmarks største musikfestival siden debuten i 1990.

På bekostning af de legendariske navne har Roskilde Festival i stedet gjort plads til to nye internationale, kvindelige stjerner: 25-årige Cardi B, der fredag udgiver debutalbummet Invasion of Privacy, og 22-årige Dua Lipa. Selvom kendskabet herfra til de to kvinders musikalske udspil fortsat er begrænset, har både Cardi B og Dua Lipa et godt tag i ungdommen. Dua Lipa var i 2017 den mest streamede kvindelige musiker på Spotify, mens Cardi B har fem millioner følgere på Facebook og 20 millioner på Instagram. En følgerskare, som Roskilde Festival være bevidst om.

2. Årets hovednavne roder og har ikke lyst til at dø
Med over 170 navne på plakaten har Roskilde Festival i årtier været en festival for mange mennesker og med mange genrer på menuen. Det kommer hvert år til udtryk i både toppen og bunden af festivalplakaten, men i år synes det sværere at få øje på den røde tråd, der væver festivalens helt store trækplastre sammen. Jo, det skal selvfølgelig nævnes, at Eminem og Bruno Mars foruden et samarbejde på 2011-nummeret Lighters har det tilfældes, at de i 2012 begge (sammen med Linkin Park) var i top tre over de mest ønskede navne til Skive Festival. Hvis det ikke fortæller noget om deres tilstedeværelse på Roskilde-plakaten anno 2018, så ved jeg ikke, hvad gør.

Selvom Eminem i 2017 udsendte et album, der hedder Revival, har den amerikanske rapper fra Michigan ikke udgivet noget, der bonner ud hos hverken metakritikkens eller lytterskarens skalaer. Og denne ‘jeg har ikke lyst til at dø’-mentalitet omkring den musikalske karriere deler Eminem med dansk(-engelsk)e Nephew. Bandet udsendte ganske vist tre nye numre tidligere i år, de første siden YouTube-singlen Statusopdaterer at jeg statusopdaterer fra 2013, men det tilbagevendte band havde sine bedste år i 00’erne. Nephew har tidligere leveret flotte og roste koncerter på Orange i både 2007 og 2010, og det er meget muligt, det sker igen i 2018, men det er fortsat bagkataloget, der skal berettige Nephew en plads på festivalens største scene.

Og det samme gør sig gældende for de banebrydende, britiske triphoppere fra Massive Attack. Selvom gruppen er hyperrelevant under det nuværende politiske klima og selvom de udsendte et par single- og ep-udspil i 2016, kan det ikke ændre på det faktum, at det i år er 15 år siden, vi har set det sidste solide pladeudspil fra gruppen. Vi har med andre ord ikke et topnavn, der både befinder sig på toppen af karrieren og evner at favne bredt. Det kan heller ikke Nine Inch Nails eller David Byrne (hvis nye album, American Utopia, er lavet i samarbejde med 24 mandlige og 0 kvindelige artister), prale af.

Selv med en afslutningsfest med Gorillaz kan lørdagsprogrammet på Roskilde Festival gå hen og blive en langtrukken affære.

3. Lørdag bliver en halvtam afslutningsdag
Mange festivalgæster vil formentlig få god tid til at pakke deres telte og soveposer sammen om lørdagen, festivalens afslutningsdag. Programmet slutter efter alt at dømme af med et potentielt brag på Orange med Gorillaz på scenen, men indtil da er det op til navne som Kelly Lee Owens, John Maus, Juana Molina, Vince Staples og Anderson.Paak at levere de overraskende indslag på festivalens notorisk længste dag. Programmet har tidligere år haft for vane at slutte med et proverbialt festfyrværkeri på stort set samtlige scener den sidste dag. I stedet er der tilsyneladende mere musikalsk energi i vente allerede torsdag og fredag.

4. Det bedste elektroniske program i mange år
Og netop på disse to dage er man i et fremragende selskab med nogle af de mest interessante elektroniske artister netop nu. Laurel Halo, Equiknox, James Holden & The Animal Spirits, Nathan Fake, Juju & Jordash og Four Tet har alle udgivet stærke albums inden for det seneste år, Regelbau er det stærkeste aktiv på den danske house-scene i adskillige år, og de er alle fremragende tilføjelser til Roskilde Festival. Der er både elektronisk musik til fødderne og til hovedet. Festivalen skal desuden have ros for at have modet til at satse på de grænsesøgende navne til fordel for mere todimensionelle EDM-artister. 2018 er det bedste år for elektronisk musik på Roskilde Festival i mange år.

5. Valget af SAVEUS som Orange-åbner er en fin fortælling – men langt fra det bedste valg
For festivalnostalgikere er det af stor betydning, at åbningsnavnet på Orange Scene har et dansk pas. Det vil historien også have dig til at mene. VETO, Kellermensch, The Minds of 99, Vinnie Who og senest Phlake har alle haft æren af at skyde (‘den rigtige del af’) festivalen i gang. Opgaven er i senere år imidlertid også blevet tildelt Outkast og The Orchestra of Syrian Musicians ft. Damon Albarn, mens festivalen har understreget, at det aldrig har været alfa og omega, at det var eet dansk navn, der skulle åbne Orange.

Ser man bort fra sidstnævnte kendsgerning og foretrækker dansk musik fra festivalens største scene, er SAVEUS vel et glimrende valg, som blev offentliggjort i tirsdags. Bag SAVEUS finder man den tidligere X-Factor-vinder Martin Hedegaard, der egentlig ikke er meget for at blive (gen)kendt som ‘den tidligere X-Factor-vinder Martin Hedegaard’. Fem singler som SAVEUS siden 2016 er imidlertid ikke nok til at udviske fortællingen om talentet fra Ørum, der som blot 15-årig vandt en sangkonkurrence på tv. Valget af SAVEUS indikerer ikke desto mindre en længe ventet musikalsk blåstempling for Martin Hedegaard fra en af Danmarks største kulturinstitutioner, og det er en god fortælling og derfor også et godt valg. Men han er ikke det bedste.

Dertil er han endnu ikke i nærheden af at besidde den samme kvalitet og opbakning som eksempelvis The Minds of 99 besad i 2015 og som Phlake gjorde i 2017. Og skeler man eksempelvis til P3 Guld-vinderne Benal – der rent faktisk spiller på årets festival – havde de også været et mere passende bud på en Orange-åbner anno 2018. Men så er der altid et nyt år næste år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

James Holden spiller forklædningscountry

“It’s not filed in the country section, but it should be.” Citat James Holden i sit radioshow på NTS for et par uger siden. Verdens bedste James har smurt vores øregange med eksperimenter, techno, Luke Abbott-gæsterier (hey, verdens bedste Luke spiller på Jazzhouse den 13. februar!), inspirationsindie og ja, forklædningscountry som Dean Blunt-nummeret “100”, til stor fryd for Morten og jeg, som ugentligt har haft højst ukritiske facebookchats overflydende af begejstring.

James Holdens radioshow har sendt for sidste gang nu, men alle de fire episoder kan genhøres på Mixcloud. De kan anbefales. Lyt her.

Del og kommentér

  1. Ikke helt dumt….

    festivalnoerden.wordpress.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?