Fem ting, vi lærte af Roskilde Festivals endelige line-up

Så skete det omsider. Torsdag løftede Roskilde Festival sløret for årets endelige program. Vi har sat luppen på lineuppet og spottet fem af de vigtigste pointer iblandt de 170 navne, der spiller til det 48. år med Roskilde Festival.

1. Roskilde Festival siger farvel til den grå headliner – og goddag til en ny generation
Siden en vrissen og gammel udgave af Neil Young spillede regn og torden ind med en pragtpræstation på Orange i 2016, har Roskilde Festival været tømt for hovednavne, der taler direkte til det ældste segment på Dyrskuepladsen. Og i 2018 glimter de musikalske elefanter endnu en gang ved deres fravær. 60-årige Nick Cave kommer sammen med sit band, The Bad Seeds, tættest på at være den ‘grå headliner’ i 2018, men australieren har i Danmark dedikerede fans i begge ender af aldersspektret. En ære, der til dels kan tilskrives de mange koncerter, Nick Cave i forvejen har leveret på Roskilde Festival. 2018-udgaven bliver således hans sjette koncert på Danmarks største musikfestival siden debuten i 1990.

På bekostning af de legendariske navne har Roskilde Festival i stedet gjort plads til to nye internationale, kvindelige stjerner: 25-årige Cardi B, der fredag udgiver debutalbummet Invasion of Privacy, og 22-årige Dua Lipa. Selvom kendskabet herfra til de to kvinders musikalske udspil fortsat er begrænset, har både Cardi B og Dua Lipa et godt tag i ungdommen. Dua Lipa var i 2017 den mest streamede kvindelige musiker på Spotify, mens Cardi B har fem millioner følgere på Facebook og 20 millioner på Instagram. En følgerskare, som Roskilde Festival være bevidst om.

2. Årets hovednavne roder og har ikke lyst til at dø
Med over 170 navne på plakaten har Roskilde Festival i årtier været en festival for mange mennesker og med mange genrer på menuen. Det kommer hvert år til udtryk i både toppen og bunden af festivalplakaten, men i år synes det sværere at få øje på den røde tråd, der væver festivalens helt store trækplastre sammen. Jo, det skal selvfølgelig nævnes, at Eminem og Bruno Mars foruden et samarbejde på 2011-nummeret Lighters har det tilfældes, at de i 2012 begge (sammen med Linkin Park) var i top tre over de mest ønskede navne til Skive Festival. Hvis det ikke fortæller noget om deres tilstedeværelse på Roskilde-plakaten anno 2018, så ved jeg ikke, hvad gør.

Selvom Eminem i 2017 udsendte et album, der hedder Revival, har den amerikanske rapper fra Michigan ikke udgivet noget, der bonner ud hos hverken metakritikkens eller lytterskarens skalaer. Og denne ‘jeg har ikke lyst til at dø’-mentalitet omkring den musikalske karriere deler Eminem med dansk(-engelsk)e Nephew. Bandet udsendte ganske vist tre nye numre tidligere i år, de første siden YouTube-singlen Statusopdaterer at jeg statusopdaterer fra 2013, men det tilbagevendte band havde sine bedste år i 00’erne. Nephew har tidligere leveret flotte og roste koncerter på Orange i både 2007 og 2010, og det er meget muligt, det sker igen i 2018, men det er fortsat bagkataloget, der skal berettige Nephew en plads på festivalens største scene.

Og det samme gør sig gældende for de banebrydende, britiske triphoppere fra Massive Attack. Selvom gruppen er hyperrelevant under det nuværende politiske klima og selvom de udsendte et par single- og ep-udspil i 2016, kan det ikke ændre på det faktum, at det i år er 15 år siden, vi har set det sidste solide pladeudspil fra gruppen. Vi har med andre ord ikke et topnavn, der både befinder sig på toppen af karrieren og evner at favne bredt. Det kan heller ikke Nine Inch Nails eller David Byrne (hvis nye album, American Utopia, er lavet i samarbejde med 24 mandlige og 0 kvindelige artister), prale af.

Selv med en afslutningsfest med Gorillaz kan lørdagsprogrammet på Roskilde Festival gå hen og blive en langtrukken affære.

3. Lørdag bliver en halvtam afslutningsdag
Mange festivalgæster vil formentlig få god tid til at pakke deres telte og soveposer sammen om lørdagen, festivalens afslutningsdag. Programmet slutter efter alt at dømme af med et potentielt brag på Orange med Gorillaz på scenen, men indtil da er det op til navne som Kelly Lee Owens, John Maus, Juana Molina, Vince Staples og Anderson.Paak at levere de overraskende indslag på festivalens notorisk længste dag. Programmet har tidligere år haft for vane at slutte med et proverbialt festfyrværkeri på stort set samtlige scener den sidste dag. I stedet er der tilsyneladende mere musikalsk energi i vente allerede torsdag og fredag.

4. Det bedste elektroniske program i mange år
Og netop på disse to dage er man i et fremragende selskab med nogle af de mest interessante elektroniske artister netop nu. Laurel Halo, Equiknox, James Holden & The Animal Spirits, Nathan Fake, Juju & Jordash og Four Tet har alle udgivet stærke albums inden for det seneste år, Regelbau er det stærkeste aktiv på den danske house-scene i adskillige år, og de er alle fremragende tilføjelser til Roskilde Festival. Der er både elektronisk musik til fødderne og til hovedet. Festivalen skal desuden have ros for at have modet til at satse på de grænsesøgende navne til fordel for mere todimensionelle EDM-artister. 2018 er det bedste år for elektronisk musik på Roskilde Festival i mange år.

5. Valget af SAVEUS som Orange-åbner er en fin fortælling – men langt fra det bedste valg
For festivalnostalgikere er det af stor betydning, at åbningsnavnet på Orange Scene har et dansk pas. Det vil historien også have dig til at mene. VETO, Kellermensch, The Minds of 99, Vinnie Who og senest Phlake har alle haft æren af at skyde (‘den rigtige del af’) festivalen i gang. Opgaven er i senere år imidlertid også blevet tildelt Outkast og The Orchestra of Syrian Musicians ft. Damon Albarn, mens festivalen har understreget, at det aldrig har været alfa og omega, at det var eet dansk navn, der skulle åbne Orange.

Ser man bort fra sidstnævnte kendsgerning og foretrækker dansk musik fra festivalens største scene, er SAVEUS vel et glimrende valg, som blev offentliggjort i tirsdags. Bag SAVEUS finder man den tidligere X-Factor-vinder Martin Hedegaard, der egentlig ikke er meget for at blive (gen)kendt som ‘den tidligere X-Factor-vinder Martin Hedegaard’. Fem singler som SAVEUS siden 2016 er imidlertid ikke nok til at udviske fortællingen om talentet fra Ørum, der som blot 15-årig vandt en sangkonkurrence på tv. Valget af SAVEUS indikerer ikke desto mindre en længe ventet musikalsk blåstempling for Martin Hedegaard fra en af Danmarks største kulturinstitutioner, og det er en god fortælling og derfor også et godt valg. Men han er ikke det bedste.

Dertil er han endnu ikke i nærheden af at besidde den samme kvalitet og opbakning som eksempelvis The Minds of 99 besad i 2015 og som Phlake gjorde i 2017. Og skeler man eksempelvis til P3 Guld-vinderne Benal – der rent faktisk spiller på årets festival – havde de også været et mere passende bud på en Orange-åbner anno 2018. Men så er der altid et nyt år næste år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

James Holden spiller forklædningscountry

“It’s not filed in the country section, but it should be.” Citat James Holden i sit radioshow på NTS for et par uger siden. Verdens bedste James har smurt vores øregange med eksperimenter, techno, Luke Abbott-gæsterier (hey, verdens bedste Luke spiller på Jazzhouse den 13. februar!), inspirationsindie og ja, forklædningscountry som Dean Blunt-nummeret “100”, til stor fryd for Morten og jeg, som ugentligt har haft højst ukritiske facebookchats overflydende af begejstring.

James Holdens radioshow har sendt for sidste gang nu, men alle de fire episoder kan genhøres på Mixcloud. De kan anbefales. Lyt her.

Del og kommentér

  1. Ikke helt dumt….

    festivalnoerden.wordpress.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Phono Festival tilføjer tunge navne til årets program

Britiske James Holden, der forrige måned gav en gennemført koncert på Roskilde Festival, vender senere på året tilbage på dansk grund med en ny koncert.

Den elektroniske musikfestival Phono Festival, der løber af stablen næste måned fra 10. til 14. september, kunne i går præsentere de sidste femten navne til årets program. Blandt dem finder man Regnsky-favoritter som James Holden, der i juli gav en anmelderrost koncert på Roskilde Festival, og Fuck Buttons, der senest gæstede et udsolgt Pumpehuset i efteråret 2013. Udover udsigten til et gensyn med disse britiske aktører kan Phono Festival også byde på Torn Hawks første optræden på dansk grund. Torn Hawk er et pseudonym for den Brooklyn-baserede audio-visuelle kunstner Luke Wyatt, der også opererer under sit borgerlige navn. Indenfor ganske kort tid har amerikaneren gjort sit navn kendt igennem adskillige udgivelser på toneførende labels som L.I.E.S.Not Not FunEmotional Response og No Pain In Pop, hvor han især rammer plet for sin filmisk lo fi-nostalgi, båret både af elektronisk guitar og synth. Det er hypnotiserende og til tider dansabel chillwave, uden det tendentiøse ekko, der ofte følger med betegnelsen. 

Også svenske The Field, der sidste år udgav det anmelderroste album The Cupid’s Head, vil være at finde på årets program. Axel Willner har siden 2005 holdt et stift rettet blik på luftig techno med hypnotiserende virkemidler, hvilket indtil videre har budt på fire studiealbums, alle udgivet via tyske Kompakt.

Gårsdagens tilføjelser er en af mest ambitiøse pakker, Phono igennem sin otteårige levetid endnu har budt på. James Holden, Fuck Buttons, Torn Hawk og 12 andre artister slutter sig til Phonos hidtil største program, både målt i kvalitet og kvantitet, der også tæller artister som Pantha Du Prince & The Bell Laboratory, pladeselskabsfest med Opal Tapes, Stellar Om Source, rum-udforskende detroit techno fra Aux 88 og electro-funk fra The Egyptian Lover.

Billetter kan købes hér.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

James Holden – Krautrock, støj og electronica i en højere enhed

James Holden med sin modular synth (billede taget fra anden live-sammenhæng)

Min forudindtagede frygt for Apollo, Roskilde Festivals scene for åbne, elektroniske koncerter, har i høj grad hængt sammen med de høje forventninger til James Holden, scenens absolut mest imødesete booking. Ugen igennem har selv samme frygt dog fået et godt nøk over hovedet, takket være en lang række forbedringer og foranstaltninger, der viser, at Roskilde Festival godt tør tage sin scene for elektronisk musik seriøst – som elektronisk musik fortjener. Allerede i mandags, den første af festivalens tre opvarmningsdage, ydede scenen med den orange, hoppeborgslignende facade god støtte for finske Jaakko Eino Kalevis funkede koncert, både indenfor visuelle såvel som lydmæssige rammer. Tirsdag kunne man til tonerne af danske Unknowns sløve electronica og ordløse hip hop-beats lukke øjnene og føle sig taget ind i langt mere intime rammer, på trods af den bagende sol, der sendte varme stråler ned på et mestendels siddende eller liggende publikum. Det nye Function 1-højtalersystem, der i 2014 for første gang er sat op på scenen, har skabt en altomfattende og solid lyd, der virkelig pryder de elektroniske artisters musik med bravour.

Derfor var min tidligere udtalte skepsis for scenens berettigelse overfor elektroniske producere, der besidder en snært utilgængelighed og knapt så buldrende og bragende lyde, skrumpet en del ind over den seneste uge. I særdeleshed havde jeg ytret utilfredshed over Apollo-placeringen af britiske James Holden, denne signaturs på forhånd mest imødesete navn. En del artister, her nævner jeg i flæng Korallreven, African Hi-Tech, Rewolmer og Laurel Halo, har siden scenens start i 2012 leveret hvad må anses som værende stabile koncerter, uden at scenen kunne yde artisternes flernuancerede lyde den opbakning, de gør krav på. Sidste års koncert med Andy Stott på indendørsscenen Gloria viste, at det mørklagte og ganske renlige rum kan yde en eskapistisk rejse, Apollo grundet problemer med vind, affald og urindunst ikke har kunnet hamle op med. Også urinproblemerne har Apollo i år indledt en kamp imod, med forflyttelsen af urinalerne fra de indersiden af væggene, der indrammer scenen, til ydersiden, væk fra scenens græstæppe.

De tydelige forbedringer så dog ikke ud til at være nået ud til særligt mange forud for koncerten med James Holden, der sidste år udgav det kritikerroste og krautrock-inspirerede album, The Inheritors. Derfor kunne man også i ro og mag navigere sig rundt på græsstæppet for en ideel placering. I modsætning til tidligere år, hvor det vitterligt var alpha og omega at stå i den helt rigtige kvadratmeterplads, er anlægget og de nytilkomne, massive bundkasser dog blevet så indkapslende, at lydkvaliteten i år ikke har haft den store afvigelse, hvor end man har været placeret.

Der var derfor også rig mulighed for en optimal koncertoplevelse med briten, der igennem det seneste år har turnéret med materiale fra det seneste album, akkompagneret af trommeslager Tom Page, der ved siden af også slår på trommer for RocketNumberNine og Neneh Cherry. Duoen var placeret overfor hinanden, frem for ud mod publikum, hvilket skabte gode arbejdsmuligheder for en tæt forståelse af hinanden. Der florerede da også igennem hele koncerten en synergi imellem James Holdens modular synthesizer, der proppet med ledninger emulerede en lydkollage på størrelse med Det Sixtinske Kapel, og Tom Pages rolige polyrytmik og temposkift. Renata, der efterfulgte indledningsnummeret Rannoch Down, voksede netop på grund af dette samarbejde sig væk fra albumversionen, hvilket gav plads til langt større acid-lignende indblandinger, hvor James Holden lænende over sit synth-rack og sin laptop udsendte spontane støjflader.

James Holden har tidligere udtrykket en stor kærlighed for de netop spontane muligheder, som hviler i den medbragte modular synth, der også var grundlaget for The Inheritors. Live afprøver produceren uden større forvarsel sit gears muligheder og chokreaktioner, mens han trækker i kabler og drejer på de fire store knapper, der er plantet ovenpå. Tom Page ser ud til at være en herre sat på hårdt slidende overarbejde, men hans reaktioner er ligeså umiddelbare som den nådesløse maskine overfor ham, og han præsterer til perfektion at indramme og pynte på James Holdens melodiske støj, hvilket fremkalder stedvis dans omkring publikum. Trods få fejl i indledningen af titelnummeret The Inheritors bliver der skudt en hypnotiserende salve ud til publikum, hvor flere nu står og danser for sig selv, lukker øjnene og mindes om, at det er tidlig lørdag aften. Det er okay at danse. Selv på den meget introverte Gone Feral, der indledes med melankolske, næsten dystre 8 bit-lyde, bliver der iblandt en lille gruppering danset i dobbelttempo i forhold til nummerets 75 bpm. Krautrock-elementer oser ud af nummeret, og selvom James Holden med sine evigt bevægende hænder ligner en, der ikke helt ved hvad han foretager sig, lever nummeret langt fra på tilfældigheder. Et støjinferno syder og bobler hen imod nummerets klimaks, og endnu engang bliver James Holden gjort en tand bedre af Tom Page, denne gang med mere aggressivitet og kraft i trommerne.

Lyden ved denne scene er til lejligheden rigtig høj, og selvom flere personer omkring os med to pegefingre forsøger at lukke ørene til, kan man stadig skimte et smil på læberne hos dem med de skrøbelige ører. Græsset runger og skælver under os, og når man lukker øjnene kan man snildt drømme sig væk fra Apollo, den åbne scene jeg tidligere har været ganske hård ved. Lukkede har mine øjne også oftest været, når jeg har lyttet til Blackpool Late Eighties, der med sin filmiske og farverige melodi sender tankerne hen på Vangelis’ Blade Runnder-soundtrack. Albumversionens bævende percussion, hvor to snares kontinuerligt løber fra hinanden og mødes i et kick, bliver på liveformat til fulde opfyldt af Tom Pages mildest talt imponerende egenskaber bag trommerne. Pages hihats løber i to retninger, mens Holdens smukke melodi når et klimaks lig det, man også kan fange på albumudgaven.

The Caterpillar’s Intervention, lukkenummeret, der konkluderer en timelang koncert, starter samme sted som Blackpool Late Eighties sluttede – ganske identisk med albumversionerne. De indledningsvise guitarstrenge, der sampler de stødende guitarer i 2007-skæringen Atlas fra math-bandet Battles, folder sig dog hurtigt ud til en kuriøs og extended version, der strækker sig over mere end 10 minutter. En salve af krautrock-modulerende lyde mødes med et taktfast beat fra trommerne, og til syvende og sidst er den let rokkende dansen frem og tilbage ikke længere stedvis, men udbredt imellem publikummet. Taknemmelige klapsalver sendes i de to briters retning, der indtil koncertens afslutning næsten uafbrudt havde stirret på hinanden.

The Inheritors er et skrøbeligt album, der uden den rette scene kan være svær at videreudvikle på live-format, men lørdag gjorde Apollo med fantastisk lyd og ikke mindst oplagte musikere på scenen min oprindelige frygt til skamme. Dertil indgik alt i en højere enhed; rette doser krautrock, Vi kan være ganske tilfredse med Apollo, og Apollo kan være meget tilfreds med James Holdens koncert, der med afstand er den bedste, scenen til dato har lagt græs til.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival 2014 – Fem anbefalinger fra Morten

Endnu et stock photo af Orange Scene, Roskilde Festivals ultimative slagskib. Men vil der i år være noget at finde på festivalens største scene, som Morten finder anbefalelsesværdigt?

“Jeg kan ikke holde til det her længere, nu vil jeg gerne prøve noget andet. Næste år bliver uden mig. Jeg er simpelthen ikke gearet til det længere. Kunne det ikke være mere fornuftigt, hvis jeg sparede pengene og de hårde slag, festivalen giver mig og min krop, og få sovet godt om natten, måske på et hotel et sted”? Det er en trussel, jeg gentagende gange har viftet rundt med i luften, når jeg på den sidste musikdag slukøret har forladt festivalpladsen og ladet den årlige lukkefest på Arena i stikken. Det er kolossale, musikalske tømmermænd blandet med en stakåndet bankkonto, et par smadrede sko og en decideret mangel på søvn, der igennem de seneste par år har fået mig til at overveje, om jeg burde finde på noget andet at lave, når alle valgfarter til Roskilde Festival, som skydes i gang igen på søndag og varer en uge frem.

Tilbage i april, samtidig med at Roskilde Festival løftede sløret for sit næsten endelige program, skrev jeg et kritisk blogindlæg om musikprogrammet og den retning, festivalen igennem en årrække med små skridt ad gangen har taget. Det gælder både kvaliteten af musikudvalget såvel som en række logistiske elementer, herunder scenerne og styrkeforholdet imellem de individuelle genrer. Jeg er ikke stærk udi konstruktive afhandlinger, og det var da også første gang, jeg forud for en sommer med Roskilde Festival var decideret negativ i min tone. Nogle fandt min kritik værende for hård, andre roste den for at ramme hovedet på sømmet, mens en tredje gruppe sikkert ville påstå, at denne kritik allerede var relevant for år tilbage. Men jeg vender alligevel tilbage, til trods for at kvaliteten i årets musikudvalg er ikke i samme liga som det har været. Det kunne end ikke tilføjelsen af Liars til årets program, hvilket jeg var ganske tilfreds med, rykke særlig meget på i det store billede.

Jeg vender tilbage, selvfølgelig fordi Roskilde Festival stadig har en masse godt at byde på, men primært fordi det at tage på lige præcis festival været en fasttømret del af mit musik-DNA, siden min personlige debut i 2008. Jeg associerer den dag i dag stadigvæk festivalen med (organiseret) ungdom og kådhed, og muligheden for langt om længe at kunne opleve en eller flere af sine yndlingsartister på dansk grund. Og så er der stadigvæk dem, der rent faktisk får slået øjnene og ørerne op for nyt musik, når de med åbne arme og nysgerrigt sind bliver revet med af et band, en sanger eller en guitarist. Jeg tilhører nok ikke så meget den sidste kategori, så meget som at jeg er en gammel nostalgiker i en ung mands krop, der er bange for at bryde sit sommermønster og slippe for mudder, vilde koncerter og euforiske mennesker. Der er stadigvæk en række koncerter, der særligt trækker i mig, og i denne artikel, der mere og mere ligner dét essay, jeg på forhånd havde planlagt at jeg ikke ville skrive, vil jeg udpege seks artister, jeg ser mest frem til at høre.

Outkast – Torsdag, 18.30 @ Orange

At det er Outkast, der åbner Orange Scene tidligt torsdag aften, er der blevet sagt, skrevet og ment meget om. Det bryder uanset hvad noget der med årene er blevet en tradition, at det er et skandinavisk navn med nyvunden succes på kontoen, der åbner ballet. I år er valget imidlertid faldet på den amerikanske hip hop-duo Outkast, hvor medlemmerne Big Boi og Andre 3000 tidligere i år vendte tilbage på scenen sammen, for første gang i mere end ti år. Det gik langt fra godt, og blev faktisk kaldt en lettere katastrofe af The Guardian, der havde en udsendt tilstede på Coachella, hvor indstuderede replikker hurtigt faldt fra hinanden. Showet føltes opdelt mellem de to, og Andre 3000 lignede i mere end halvdelen af showet en person, der brændende ønskede at stå alle andre steder end foran de tusindvis af mennesker, der i løbet af koncerten var gået fra at være nervøst spændte til svært skuffede.

Duoen har heldigvis spillet mere end tyve koncerter siden denne blamage, og man kan håbe at duoen har fundet noget af den gamle magi tilbage, der er at finde på Outkasts i alt fem studiealbums. Publikum vil uden tvivl vendte spændt på numre som Hey Ya, Ms Jackson og So Fresh, So Clean, som duoen indtil videre har gemt godt hen til slutningen af deres koncerter.

Mogwai – Fredag, 23.00 @ Arena

Arena er nok min yndlingsscene på hele Roskilde Festival. Igennem årene har jeg været til knepsekoncert med Kings of Convenience, potent math rock-sejrsgang med Foals og smuk post rock-skrøbelighed med Sigur Ros. Sidstnævnte koncert var sidste år, og i år skal Mogwai tage over, hvor islændinge slap. Den skotske kvintet udgav tilbage i oktober sidste år bandets ottende studiealbum, Rave Tapes, og selvom bandet ved flere lejligheder har gæstet både København og Roskilde, bliver det første gang, at jeg når at fange Mogwai. Flere af bandets gamle albums skal gennemterpes inden koncerten på næste fredag, så jeg ved endnu ikke helt, hvad jeg kan forvente mig. Jeg er dog klar på at se bandet folde sig ud både i skrøbelige og mellow stykker, såvel som i de mere højtråbende og angribende sekvenser. Must see-koncerten for post rock-fans.

Future Islands – Fredag, 01.00 @ Avalon

Det amerikanske band fra Baltimore, Maryland har herhjemme været på alles læber i 2014. Dette postulat er lige så vovet som at hævde, at bandet ikke var på nogens læber i 2013 eller tidligere. For selvom Future Islands med den karismatiske sanger Samuel T. Herring som frontmand scorede massive roser og masser af danske fans for albummet Singles, der udkom på 4AD tidligere i år, så er det faktisk bandets fjerde album siden debuten i 2008. Det vidner om et band, der har skulle bruge mere end et halvt årti på at bryde igennem horden af synth-drevne alternative rock bands, men det har de for alvor klaret i år. Singles er et gennemført album og måske det, jeg har lyttet til mest i år, og så bliver det ikke værre af at frontmand Herring på scenen har været aldeles ekstatisk at se på, der ikke har været bleg for at growle, danse akavet eller sende fellatio-lignende håndbevægelser. En god kombination, der lover godt for en gedigen live-oplevelse.
Som den frontløber Eva er, skrev hun allerede i 2009 om bandet. Læs og få et gyldent indblik i, hvordan det var at være et band, ingen i Danmark for alvor har hørt om endnu.

Tip! Bandet er stadig glade for at spille en del fra bagkataloget, så lyt gerne til mere end blot Singles forud for Roskilde-koncerten.

James Holden – Lørdag, 20.00 @ Apollo

Den vakse læser vil måske kunne huske, hvor jublende lykkelig jeg tidligere på året var, da Roskilde Festival kunne tilføje Border Community-pladeboss, dj, producer og all-out gear-nørd James Holden til årets program. I mellemtiden er briten blevet placeret på den lidet imponerende koncertscene Apollo, der bedst af alt gør sig til elektroniske fester. For selvom James Holden med sine tidligere produktioner er tæt beslægtet med klubscenen er han på turné med albummet The Inheritors, mit absolutte yndlingsalbum fra 2013. The Inheritors ser James Holden arbejde med helt andre virkemidler end det pulserende beat, den hypnotiske trance eller den vuggende bas. Albummet kræver koncentration og indlevelse når Holden akkompagneret af trommeslager og saxofonist fremfører albummet lørdag aften, og der kan koncerten godt blive udfordret af scenens rammer. Alligevel bliver koncerten den mest ventede for mig, og jeg lader min tvivl komme Apollo, den oppustelige scene, til gode.

Interpol – Lørdag, 24.00 @ Arena

Når det amerikanske post rock-band træder ind på Arena natten til søndag, bliver det for mange mennesker et gensyn med et band, der i start- og midt-00’erne helt sikkert agerede soundtrack til mange akavede og hormonelle menneskers teenage-liv. Sådan er det i hvert fald for mig, og derfor står bandets to første album da også stærkest i min hukommelse. Efterfølgende kom den fine treer, Our Love To Admire, efterfulgt af den selvbetitlede firer i 2010, som langt fra en succes. Bandet har netop offentliggjort et femte album, der udkommer til efteråret, og gæster også festivalen ATP senere på året. Og hvis man kigger på ATPs historie igennem årene er der meget langt mellem artisterne, der ikke giver fantastiske livekoncerter. Så kan man måske godt tillade sig at glæde sig lidt, og håbe på noget stort.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *