James Ferraro supporter Ariel Pink i Vega

Begges musik skuer tilbage i tiden. Og bevæger sig oftest i de mere diskante toner. Ja, selvom den ene er en elektronisk troldmand med kærlighed til eksperimenter, og den anden holder fast ved sin guitar, er det mange ligheder mellem amerikanske James Ferraro og den pladeaktuelle landsmand Ariel Pink’s Haunted Graffiti.

Derfor giver det fuldt ud mening, at førstnævnte varmer op, når sidstnævnte besøger Store Vega den 19. november. Ariel Pink’s Haunted Graffiti udgav i mandags Mature Themes, opfølgeren til succesen Before Today fra 2010, som skrev den tidligere så eksperimenterende lo-fi-artist ind i en poptradition, hvor det bagudskuende og på mange måder retrofikserede bliver opdateret og gjort relevant i et altid effektsøgende lydbillede. Det fører til både storartede, blåøjede popnumre som “Only In My Dreams” og titelnummeret, samt de mere udsyrede og til tider fjollede “Schnitzel Boogie” og “Symphony Of the Nymph”. Popharmonien rammer magien i Ariel Pinks univers, og når Pink pludseligt, som en forsikring om mening med den krøllede hjernes aparte struktur, synger “I will always have Paris” med den fineste, velproducerede stemme, bevæger Mature Themes sig fra lytterens “what the fuck”- til “for the win”-kategori.

Ariel Pink – Only In My Dreams

De to kategorier kommer tankerne også til at pendle mellem, når supporten til Ariel Pinks koncert spiller. James Ferraro begejstrede med sidste års udgivelse Far Side Virtual, hans første på et mere kendt pladeselskab. Og de hippe LA-folk fra Hippos In Tanks gjorde ret i at satse på Ferraro, hvis über-syntetiske, samplebaserede kompositioner i sine elementer er så langt fra Pink’s organiske (men ofte manipulerede) instrumenter som muligt. Far Side Virtual beskrev Lasse dybdegående i sit (i øvrigt fremragende) indlæg om hukommelse i musik, og pladen lyder unægteligt som en blanding af introen til en tv-serie fra 90’erne og en gammel reklame for ferier i Florida. Så selvom Ferraros musik både er analytisk og referencemæssigt tung, forbindes elementerne til en særligt fornøjelig sammenhæng, hvor de på overfladen fjollede indspark samler sig til dybt meningsfulde kompositioner. Ganske som hos Ariel Pink.

James Ferraro – Adventures In Green Foot Printing

Ariel Pink’s Haunted Graffiti + James Ferraro, 19. november, Store Vega. Billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Maksimalisme anno 2012

Sidste år blev der snakket en del om maksimalisme i elektronisk musik; en tendens der betegner de kunstnere, som går efter den overloadede, genre-lemfældige og tætpakkede lyd, hvor alt kan ske (og helst skal ske). Rustie, Hudson Mohawke, Flying Lotus, James Ferraro og Thundercat er gode eksempler, der på hver deres måde dyrker kompositioner, som er usædvanligt koncentrerede, effektfulde og omskiftelige. Den konkrete musikalske virkning kan være vidt forskellig alt efter stil. Hvor Flying Lotus’ album fra 2010, Cosmogramma, er som at se et high-definition BBC Life program om insekter, lyder Rustie som en solstråle, der spektakulært brydes i en bloddiamant. Jeg er mildest talt fan af maksimalisme. I mine øjne er det den vej i elektronisk musik, der har åbnet flest døre de sidste to-tre år. Men det er heller ikke en genre så meget som en tidsånd eller stil. Man kan f.eks. høre samme tendens hos et ikke-elektronisk navn som Gang Gang Dance, hvis seneste (suveræne) album Eye Contact åbner med konstateringen ”I can hear everything. It’s everything time”, hvilket den britiske musikjournalist Simon Reynolds ganske korrekt udpegede som et slags motto for maksimalismen.

Her et par måneder inde i det nye år er det derfor med fornøjelse, at jeg har bemærket et par nye maksi-børn i skødet på ”everything time”. Lyt f.eks. til følgende komplet overdrevne, men komplet morsomme track af Ital fra hans ep Hive Mind, der kom i februar. Bemærk hvordan han trækker sin pop-gun og skyder både Lady GaGa og Whitney Houston på klods hold.

Ital – It Doesn’t Matter (If You Love Him)

Det er god gammeldags dumdristighed at sample numre som ”Born This Way” og ”I Will Always Love You”. Men som det ofte gør sig gældende med de dumdristige, er også Ital født under en heldig stjerne. Med en usædvanlig koncentration, charme og selvironi spankulerer han planken ud. Jeg indrømmer det gerne: Jeg er komplet sucker for hans behandling af Houston 1.27 min. inde i tracket – alt løfter sig simpelthen så effektfuldt med den interessante harmonik bag hendes frasering, det hele tilspidset af det fine break.

Itals stil peger på et afgørende element i maksimalismen, som ikke er blevet diskuteret så ofte i pressen eller blogosfæren, nemlig det essentielt humoristiske greb om musikken, som disse kunstnere dyrker. På Itals track har musikken åbenlyst en dame under hver arm, og begge lyder både veltilpasse og forvirrede: GaGa plaprer insisterende derudaf, som om hun ikke tror på det hun siger (GaGas ultimative skrækscenarie) og Houston er frataget al melankoli. Hun lyder vitterligt som om hendes ører dirrer af bar forelskelse og får hende til at lette på ren Disney-manér. At det er komplet uklart om musikken selv er en herre eller dame gør kun trekløveren mere spraglet.

Et andet spraglet og maksimalistisk nummer, der netop er udkommet, er følgende remix af Archie Pelago fra Distal & HxdB‘s ep Booyant, der ramte markedet i sidste uge. Åbningen med de hakkende blæsere og nummerets gennemgående akustiske swing placerer sig klart i den alternative musikhistorie for elektronisk musik, som maksimalismen skriver for tiden udenom 90ernes minimalisme og Kraftwerks arv.
Distal & HxdB – Booyant (Archie Pelago Remix) [Tectonic] by Sonic Router

Maksimalisterne henter gerne deres inspiration fra 70erne og 80ernes jazz fusion. Prøv f.eks. at sammenligne Pelagos remix med måden rytme og lyd konciperes på i det her track fra 1984 af det britiske band Man Jumping. Læg specielt mærke til forholdet mellem de indledende takter og åbningen, når bassen kommer på cirka 1 minut inde. Her får den melodiøse og den rytmiske kurs et samspil, der i høj grad er forløber for et track som “Booyant”.

Et andet nummer man får lyst til at spille i den sammenhæng er Weather Reports herlige ”Herandu” fra albummet Black Market anno 1976, der stilistisk er oplagt at sammenligne med Flying Lotus.

Super svedigt track hvis du spørger mig. Det virker rytmisk intuitivt, men viser sig at være sofistikeret og overraskende; det er ekstremt melodiøst, men fyldt med komplekse omveje, og så selvfølgelig et par herlige 70er soloer, som klart er det mest fremmede element i forhold til elektronisk musik, hvor begrebet solo er et fremmedord. Hør nu til sammenligning ”MmmHmm” fra Flying Lotus’ Cosmogramma (og nyd den lækre video). En direkte sidestilling er svær, men tjek alligevel hvordan musikken søger mange af de samme billeder og effekter.

Det sidste nye skud på maksi-stammen, jeg gerne vil præsentere, kommer fra den hollandske Dave Huismans, der både arbejder under pseudonymerne A Made Up Sound og 2562. Med sidstnævnte navn (eller ciffer) udgiver han i næste uge ep’en Air Jordan, hvor man kan høre det følgende track “Jerash Hekwerken” (lyder hollandsk, ik?).

2562 – ‘Jerash Hekwerken’ by BOILER ROOM

Det er mindre tætpakket end Fly-Lo, men mindst lige så klart og varmt i sine farver. Læg mærke til de på én gang tætte og skramlede trommer. Det er en rigtig fin og livlig fornyelse af en efterhånden gammel tendens, der mindst går tilbage til Burials første udgivelser, hvor percussion er produceret sådan, at det samtidigt lyder skrattede og intenst: På den ene side med en snert af lo-fi, på den anden side helt fremme i lyden med et klart nærvær, der ikke er spor lo-fi (med den konsekvens at Bruial opnår en perfekt afspejling af bylivets ambivalent sofistikerede og beskidte (hi-fi/lo-fi) verden). 2562’s version er mere rummelig i lyden, mere live om du vil, og “Jaresh Hekwerken” skal klart bevirke en mere forløst og rejselysten stemning. God tur!

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. nicolas says:

    glimrende indlæg! de sidste posts fra din side har virkelig været spændende læsning

  2. Lasse Posborg Michelsen says:

    Tusind tak, Nicolas! Det giver mod på mere af samme skuffe.

  3. Tobias says:

    Hvor finder man noget af Man Jumpings musik???

  4. Lasse Posborg Michelsen says:

    Hej Tobias, der er ikke særlig god digital adgang til Man Jumpings udgivelser. Men du kan høre noget af deres musik på myspace-siden http://www.myspace.com/manjumping
    Du kan også høre et par numre på denne playlist. Ellers kig i dine forældres LP-samling…

  5. Søren Stenager says:

    Virkelig fedt indlæg_
    Fedt at du en så historisk bevidst vinkling på den musik som du linker til_

    Tak :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Hukommelse version 2.0

2011 blev på mere end én facon året, hvor hukommelse stod i centrum for den musikalske diskurs. Ideer som retro, nostalgi og muligheden for genuin ny musik blev diskuteret ekstensivt, især efter at den berømte britiske musikjournalist Simon Reynolds udgav sin bog Retromania og argumenterede indgående for, at moderne popkultur er blevet fanget i en tendens til tilbageskuen og reproduktion af tidligere tiders ideer.

Det var dog ikke kun i diskursen om musik, men også i musikken selv, at forholdet til fortiden blev eksplicit tematiseret. Fra at retro var den direkte vej til subkulturel kapital (hiphed), blev det noget, man var nødt til at omgås med refleksion og humor. Nogen af de plader, som det tema lykkedes bedst for var James Ferraro med Far Side Virtual og Oneohtrix Point Never med Replica. Men hvordan fungerer det rent musikalsk, det her med at tematisere hukommelse? Jeg vil i dette indlæg lade diskussionen om Reynolds og retro ligge (vi kan tage den en anden dag) og i stedet kigge nærmere på, hvordan ny musik kan sætte vores måde at lytte til fortiden fri.

Lidt firkantet kan man sige, at hvis retro er tendensen til reproduktion, så skal denne reproduktion forvanskes og muteres, hvis den skal gælde som en tematisering af hukommelse. Hukommelse handler ikke om at reproducere fortiden, men om at sætte den i perspektiv. I musikken (eller kunsten generelt) behøver dette perspektiv imidlertid ikke være vores eget. Et stykke musik kan f.eks. udsætte fortiden for et fiktivt eller overdrevet perspektiv.

Tag for eksempel tracket ‘Sleep Dealer’ fra Oneohtrix Point Nevers Replica.

Oneohtrix Point Never – Sleep Dealer by Mexican Summer

Oneohtrix’ strategi går ud på at kombinere lydelementer lidt som var det forskellige tegn. Jeg vil prøve at vise hvordan ved at inddele trackets lyde i tre forskellige kategorier, der tilsammen udgør en helt speciel hukommelsesfigur.

Den første kategori består af overgangslyde: Lyde som i deres oprindelige kontekst har været relativt tilfældige og som er opstået i underlige overgange i lydfiler til en video. Det er de lyde du kan høre i starten af tracket, og som udgør grundelementet i beatet – et underligt ‘dump’ og et ‘pling’. Oneohtrix’ samler disse restlyde som en slags auditiv skrald og organiserer dem. Indimellem, næsten ubemærket, kan man også høre små hvin eller sære gnidelyde.

Den anden kategori består af menneskelige lyde. Der er et ‘tsk’, der lyder som starten på en ytring og et fornøjeligt ‘ah’, der afslutter noget – muligvis en velfortjent kaffetår. Dertil kommer en del mumlen eller snak. Åbenlyst frarøvede deres oprindelige sammenhæng fungerer de som spor af en betydning, de har mistet.

Den tredje kategori er en slags kosmisk/komisk kategori. Den består dels af en gennemgående dronelyd, men også af korstemmer og violiner, der lander i baggrunden. Og der er de pludseligt sprudlende, lyse klange, der dukker op som små springvand.

Sidst men ikke mindst er der den klare melodilinie, der dukker op et par gange og samler stykket. Hvordan udgør denne kombination en hukommelsesfigur?

Først har vi skraldet, restlydene, der burde være døde og borte, men som er organiseret nøjsommeligt og dermed har fået en ny, uforudset betydning. Som modvægt har vi menneskelydene, der har mistet kontakten til den vilje, der lå bag dem. De kæmper for at beholde deres betydning: Det ‘ah’ gør alt, hvad det kan, for ikke at blive skrald, selvom at både kaffen og mennesket er long gone. Midt i disse betydningskampe kommer kor og violiner for (forgæves) at skabe stemning og kosmisk udsyn, men ingen ved hvis udsyn, der er tale om. Situationen virker fortabt, og dog! Med ét gør en smuk jingle-agtig melodi sin entré og pludselig synes alle lyde at hygge sig med hinanden. For et øjeblik bliver de afstumpede stemmeudbrud endda til talende mumlen. Ingen ved hvorfor eller på hvilken baggrund denne hygge foregår – men måske var der engang nogen, der havde drukket kaffe, og er det ikke hyggeligt? Det er som om musikken prøver at huske stemningen omkring det at drikke kaffe, uden nogensinde selv at have prøvet det. Genistregen rent kunstnerisk er, at denne absurde hukommelsesfigur ligger i den musikalske effekt: Den er noget man oplever ved lytningen, den er ikke et koncept eller en reference.

James Ferraros album Far Side Virtual er et andet godt eksempel på en reflekteret behandling af fortid og hukommelse, men med en nærmest modsat strategi af Oneohtrix. Lad mig forklare hvordan.

James Ferraro – Global Lunch by Hippos In Tanks

Som du måske kan høre er nummeret ‘Global Lunch’ (ligesom resten af albummet) konstrueret af lyde fra computerens verden: Et ‘svup’ fra Skype, når du logger på, glemte Windows-jingler, samples fra Second Life og lignende. Tracket lyder som en blanding af introen til en tv-serie fra 90erne og en gammel reklame for ferier i Florida. Hvis Oneohtrix’ strategi er at opfinde et fiktivt perspektiv på fortiden, så finder Ferraro et allerede eksisterende og overdriver det: ‘Global Lunch’ er en ond fælde, hvor du samtidigt hader alle de sleske substitut-lyde (intet, virkelig intet, lyder som et ægte instrument her), men også – ufrivilligt og i afsky – gribes af samme velbehag og glædelige spænding som da du i teenageårene, dovent i sofaen, følte en kildren i maven ved lyden af en velkendt tv-series kendingsmelodi.

Hvilket af de to følgende filer er en ringetone og hvilket et Ferraro-track?

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/02/sunset.mp3]

Okay, du kunne nok godt gætte, at Ferraro-tracket er nummer to. Men pointen er klar. Disse numre er som ringetoner du i et stenet øjeblik (og nok i smug) hører til ende, fordi de tiltaler dig på en eller anden spøjs facon. Ferraros kunstgreb er at puste dem op til kompositioner.

Man kan se Oneohtrix’ og Ferraros musik som to perspektiver på fortiden, to refleksioner over hukommelse. Oneohtrix giver et splintret og betydningsforvirret perspektiv, mens Ferraro tilbyder en overstilisering. Det interessante er, at Oneohtrix er den mest romantiske (som en vampyr der ser sig i spejlet i et patetisk håb om at opdage antydningen af hans tabte menneskelighed, jf. coveret til Replica). Ferraros perspektiv er ikke sci-fi, men kynisk realisme. Han omfavner verden af emotionelt kunstige og til groteskhed betydningstunge lyde, som vores medieliv er fyldt med. Disse lydes betydninger (som at logge på, være glad, få information, glemme kedsomhed) puster han op og eksponerer. Oprindeligt er de designet til, at du aldrig skal glemme dem, men heller aldrig forbinde dem med andet, end det de vil. De tager magten – du får ikke lov at tolke på dem. Den mulighed giver James Ferraro dig. Han giver dig mulighed for at huske dem på en anderledes måde.

Midt i en tid, hvor retroen er kommet i krise, byder de to anderledes perspektiver på fortiden en ny måde at gå til den historiske bevidsthed på. Det er kun misforstået fremtidsiver, der tror, at den kan befri sig fra de betingelser, fortiden sætter. Men fortidens betingelser er ikke entydige og ubestridelige, de kan diskuteres og fortolkes. Det er netop det, kunstnere som Oneohtrix og Ferraro sætter sig for ved at forstyrre fortiden og dermed sætte den fri i vores fantasi og hukommelse på nye måder.

Som afslutning kan vi passende høre denne 7-sekunders start-up-melodi til Windows 95, som ingen ringere end Brian Eno har komponeret. Den udfylder sin egen funktion (tegnet på at alt fungerer, glæden derved og indbydelsen til at bruge maskinen) så godt, at det næsten er uhyggeligt. Sådanne lyde sidder utrolig dybt i os. Jamens Ferraro bringer dem frem i lyset.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.