James Blake @ Orange (og lidt om Rihanna)

James Blake / Foto af Getty Images
James Blake / Foto af Getty Images

Forleden gav Soundvenue seks sterner til Rihanna. Jeg er oprigtigt misunderlig på anmelderen over, at han øjensynligt havde en fed oplevelse – selv var jeg pænt skuffet. Hvorfor? Håndværket var ikke i orden. Rih’ sang måske halvdelen af tiden (måske, det er jo reelt set svært at afgøre), resten var et præindspillet backing track. Dansernes tøj lignede noget de havde lånt af TLC i 90erne og deres koreografi så meget af tiden ud som om, den var på alder med Rihanna selv (det var som knive i øjnene, når man lige har været til Beyoncé-koncert). Rih’ leverede (eller hendes backing track gjorde) hits som ”Man Down”, ”Umbrella” og ”Only Girl (In The World)” i uopfindsomme versioner, der absolut intet bidrog til oplevelsen af de ellers fantastiske popsange.  Det er alt sammen ikke godt nok på Roskilde. Publikum ser for mange stjernegode musikere til at glemme, hvordan det lyder, når et band eller en sanger gør sig umage og spiller live.

Det sås blandt andet i dag, hvor James Blake og band med usvigelig præcision, dynamik og opfindsomhed tog vare på 60.000 ømme festivalgæster ved Orange. Sidst han spillede på Roskilde foregik det på Cosmopol, mens himlen faldt ned udenfor under torden og lynild, intimt og intenst. Med papvin som eneste proviant stimlede folk sammen på hans følsomme ø. Jeg var derfor spændt i dag: Kan han opretholde den lille øs tiltrækningskraft, når solen brager ned over støvede og tømmermændsramte mennesker i den orange fadølsdal? Ja. Blake var i vokal topform – og gjorde dermed Rih’s dovenskab til skamme – og fik med sin særlige kombination af sensitiv vemod og rytmisk kompleksitet stablet den helt rigtig Roskilde-søndags-blues på benene: Den vidunderlige, sociale sæbebobbel af kærlighed, man lever i med sine dejlige venner på festivalen, synger på sidste vers, inden hverdagen vender tilbage.

Som live act er James Blake særlig, fordi hans kompositioner med deres loops og rytmiske mønstre i høj grad har sine strukturer fra elektronisk musik, men reproduceres live på instrumenter (og lidt maskiner, selvfølgelig). Det var f.eks. en fryd for øret at høre hans trommeslager ”imitere” de maskindrevne beats med stor præcision og dynamik. Igen et eksempel på nydelsen ved godt håndværk, hvilket står i skarp kontrast til Rihannas trommeslager, der virkede anstrengt. James Blakes stemme, der lyder som smør på sprødt knækbrød, blev holdt konstant i ave af den heftige bas og de livlige beats. Det er også her Blake har sin styrke – som band. Han synger himmelsk, men når han er alene ved klaveret, kan han stedvist få en lidt pæn ensidighed i udtrykket, der ellers fungerer så godt i samspil med de to andre musikere. Igen fristes man til at kontrastere til Rihanna-koncertens komplet intetsigende guitarist og hans småkomiske AOR-soloer, der måske kunne have været retfærdiggjort af et kostumeskift i en af Rih’s mange pauser. Men hun skiftede aldrig sin beduin-dragt ud (hvilket jeg i princippet godt kan forstå, den var sej), og det var derfor med utålmodig undren, at jeg måtte lytte mig igennem den vest-klædte mands platte tirader, som i mine øjne ellers har sin sære ret på et numer som ”What Now”.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Mortens anbefalinger til Roskilde Festival 2013

Fuck Buttons på Astoria i 2008, Tokyo Police Club samme år på Pavilion, hviske- og knepsekoncerten med Kings of Convenience på Arena i 2010 (som blev efterfulgt af smørrebrød i det skandinaviske køkken), et veltimet festfyrværkeri af lydmæssige såvel som visuelle proportioner med 2manydjs i 2009, en overberuset aften med Portishead og ‘drengene’ på Orange Scene i 2011 og en ditto overberuset forsanger med en gudsbenådet sangstemme fra Destroyer dagen forinden. Disse seks koncertoplevelser er mine største igennem de seks år, jeg har været på Roskilde Festival, og meget tydeligt maler det et billede af Roskilde Festivals musikalske diversitet, som ingen anden dansk festival har præsteret at konkurrere imod. Jovist har aarhusianske Northside Festival udfordret Roskilde med bookinger af bands, der nyder stor anerkendelse iblandt det danske publikum, men det er i forvejen veletablerede artister, som allerede tidligere har slået et smut forbi Roskilde Festival. Man kan gå til en festival, hvor man kan synge med, eller en, hvor man skal lytte efter. I modsætningen til Northside ser vi Roskilde udfordre dets publikum og direkte motivere de titusindvis af festivalgængere til at prøve, høre og forelske sig i noget nyt – en af de største bevæggrunde bag denne blog.

Og det skal også være min plan i år. Guderne vil vide, hvor lang tid jeg har brugt på at abstrahere fra alle de for mig velkendte navne, som figurerer på dette års festivalprogram, og givet de for mig ukendte artister en kærkommen chance. Årets program virker til at være underrepræsenteret på indie- og folkscenen, men til gengæld er programmet for elektronisk musik af en acceptabel mængde, og allerede tidligere kunne man læse min anbefalingen af lørdagens klubkoncert med det skotske pladeselskab Numbers. Det er nu på tide at fuldende mine anbefalinger til årets Roskilde Festival, blot få minutter fra scenernes åbning.

Torsdag kl. 18:00 – Vinnie Who, Orange Scene

Ingen kunstners udvikling gør mig mere stolt at have fulgt fra de spæde skridt, end den af Vinnie Who. Fra de idérige demoer i 2009 fremtil de mange fantastiske livekoncerter, der altid har fået mig til at forlade dem med høj optimisme og tro på livet hérefter. Danmarks discoprins, som mange herhjemme med rette ynder at kalde ham, udgav tidligere i år sit andet studiealbum Midnight Special, hvorfra særligt det seneste radiohit “39” formår at vælte benene under mig. En kunstner fyldt af mange forskellige udtryk og inspirationer, og når først solisten Vinnie Who bliver til bandet Vinnie Who ved koncerterne, kan man helt sikkert regne med et festfyrværkeri. Dermed er det passende, at Roskilde Festivals største scene i år skal sparkes i gang med en god spandfuld disco-pop.

Torsdag kl. 22:00 – Animal Collective, Arena

Når jeg netop snakker om at Roskilde Festival skal skabe nye forhold mellem artister og nye fans, er det præcist det, jeg håber at opnå med det populære psych/folk-band Animal Collective. Med ni studiealbums på samvittigheden og en stor fanskare herhjemme modtager jeg tit rynkede næser, når jeg, med ben i musikbranchen, ikke rigtig forstår det amerikanske band. Jeg har ellers i årevis stræbet efter en åbenbaring overfor Animal Collective, der da også repræsenterer en række genredefinitioner, jeg finder meget betagende, så måske kan torsdagens koncert skabe en bro, jeg har manglet længe – blot så jeg inviteret og velinformeret kan deltage i mine venners begejstring, når snakken falder på kvartetten. Der vil ikke blive sunget med, men lyttet intensivt, i håbet om at koncerten vil fremført i en kontekst, der viser sig mere tilgængelig end de gange, jeg frustreret har kastet CD’en med Merriweather Post Pavilion ud af anlægget.

Fredag kl. 14:00 – Andy Stott, Gloria

De færreste technoproducere modtager så megen anerkendelse som den, Manchester-baserede Andy Stott modtager for tiden. Hans seneste plade, Luxury Problems fra 2012, var et af årets bedste overhovedet, der rig på throwbacks til hjembyens legendariske ravescene igennem 80’erne og 90’erne refereres i stenhårde og kolde bidder. På trods af det meget modige træk fra programplanlæggernes side, om at placere så fokuseret dubtechno tidligt på dagen, er mine forventninger tårnhøje, og hvis man finder sig et ubelyst hjørne under Glorias telt kan det være, at man kan danne sig en illusion om klubstemning og beruselse, der oftest først træder ind sent på aftenen.

Fredag kl. 15:30 – Om Unit, Apollo

Sidste år modtog Roskilde Festival mange negative kommentarer ovenpå afviklingen af 2012-udgaven. Kritikken var møntet på Apollo, festivalens nyeste scene, som havde til hensigt at skabe en scene, der var fuldkommen fokuseret på elektronisk musik med element af klubappel. Scenen var i festivalens egentlige musikdage placeret ved broen imellem agoraerne B og C, hvilket medførte en overdrevet afslappet stemning iblandt publikum. Godtnok var stemningen til koncerten med Modeselektor yderst positiv, hvor alles øjne var rettet imod den orange, hoppeborgslignende scene. I år har scenen med de imponerende visuelle virkemidler fået den placering, den fortjener, et ambitiøst stenkast væk fra Pavilion, hvor rammerne i langt højere grad end forrige år giver et indtryk af, at Apollo er en seriøs scene. Den radikale ændring kommer forhåbentligt Om Unit til gode tidligt fredag eftermiddag, når englænderen træder frem på scenen. Igen satser Roskilde Festival hele butikken, når de programsætter et navn, hvis musik appellerer til indadskuning, hvilket kan være svært når man står i klart dagslys. Om Unit har dog i løbet af de seneste år bevist, at man for alt i verden ikke må misse den London-baserede producer, der i sin lyd inkorporerer alt fra techno over til engelsk garage-house, reggae, drum and bass og i særdeleshed dubstep.

Fredag kl. 23.59 – Daedelus – Archimedes Show, Apollo

Hvis der er noget, Apollo i sine countdown-dage har fået bevist, er det de imponerende visuelle rådemuligheder, scenen er i besiddelse af: meterhøje LED-lamper, der panorerer over hele græsplænen, farverige lyskanoner, hvis stråler vækkes til live når røgmaskinernes afkom passerer forbi, og lamper, stærke nok til at skabe liv på scenens orange facade. Alt dette bliver fuldstændig overgået natten til lørdag, når den amerikanske sampletroldmand Daedelus, kendt for sine højimproviserede livesets, ligger vejen forbi. Over årene har Daedelus været akkompagneret af en fysisk stor sampler, en brug som han var med til at pionere får snart et årti tilbage. Det har gjort for netop at understøtte sine improviserede shows, der blander glitchy hip hop, et væld af synthlag og samples, der blander alt fra gamle videooptagelser fra amerikanerens skoletid, til nutidens pop og hip hop.
I år kan man opleve Daedelus med sit såkalde Archimedes Show, der kort forklaret består af et visuelt element, en roterende spejlskulptur i flere dele, der sammen med Apollos setup vil forsøge at skabe et show, der visuelt vil tage vejret fra det opmærksomme publikum.

 Lørdag kl. 15:30 – Kenton Slash Demon, Apollo

De fleste vil måske kende de unge, danske mænd Jonas Kenton og Silas Moldenhawer fra deres forbindelse til det så udanske band When Saints Go Machine, men ved siden af hovedprojektet brygger halvdelen af kvartetten deres fritid på det klubfokuserede projekt Kenton Slash Demon. Med risiko for at træde forkert vil jeg coine duoen for at være en af de populæreste indenfor deres house-mindede felt herhjemme, hvilket tydeligt også kunne ses på fremmødet til sidste års koncert til Strøm i Enghaveparken. Nu vender de tilbage på Apollo, en scene som Strøm havde lånt af netop Roskilde Festival, og selvom vi ikke har hørt meget nyt materiale fra Kenton Slash Demon, i det år der er gået, kan man forvente at høre hits som “Sun”, “Khattabi” og “Daemon” blive mixet op med uudgivet materiale, der muligvis vil kunne give os et indtryk af, hvad vi kan forvente i fremtiden. Når alt kommer til alt kan man håbe, at der nu vil være mere tid til at dyrke dette projekt, efter at When Saints Go Machine udgav albummet Inifinty Pool, tidligere i år.

Søndag – Holy Other & Laurel Halo, Apollo

Søndag, når alt det sjove er forbi, og jeg fortvivlet render rundt og synger Beatles’ “Yesterday” for mig selv, er det min plan at campere modløst foran Apollo. Hvis jeg kan få taget mig sammen vil jeg gerne slå et smut forbi Orange Scene, hvor James Blake tester det sidste rum af energi i festivalspublikummet. Jeg vil gerne råbe ud i det offentlige, at jeg tilgiver Blake for det kedelige debutalbum, han udgav, for med opfølgeren Overgrown viste han en klar forbedring i det lyriske univers, der dog stadig i typisk James Blake-stil repeteres og moduleres.

Men hvor jeg ikke er sikker på at fange James Blake, føler jeg mig overbevist om at få et skud leftfield electronica fra artister med forskellige inspirationskilder og udtryk, når både Holy Other og Laurel Halo gæster Apollo. Begge artister har jeg kun et svagt forhold til, men jeg føler mig overbevist om, at det jeg har hørt er godt, så jeg satser på at forlade Roskilde Festival søndag aften, efter Kraftwerks show selvfølgelig, med et forstærket forhold til disse to. I sand Roskilde Festival-stil.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Hvid synæstesi

En yndet musiker-kritik af musikjournalistik er følgende:

”Writing about music is like dancing about architecture”

Om end der i nogle tilfælde er en sandhed i det udsagn, er musikjournalistikken også en gave til musikken. Musikjournalistik har mulighed for at åbne det abstrakte, decifrere det kryptiske og italesætte en kontekst og et forhold mellem musik og samtid som den intuitive musiker måske ikke altid har gjort sig bevidst.

I kompositionsprocessen, på den anden side af journalistens tekst, i tiden før skriften, i processen ved klaveret eller ved sampleren, anvender nogle musikere farver eller andre abstraktioner for at kommunikere til hinanden, for at kunne italesætte lyden. De giver den tekstur og farve for at navigere i det abstrakte og magiske rum, som går unden betegnelsen musik.

Når en musiker sanser en farve i lyden, gør denne brug af en evne, som inden for psykologien kaldes synæstesi. Synæstesi er en sammenblanding af sanseindtryk og betyder sam-sansning. Synæstesi kan antage mange former, men en mild og hyppig afart af evnen er, at lytteren sam-sanser farve og lyd.

Jeg vil bruge denne synæstesi vinkel til at præsentere musik, hvis klanglighed gør, at den fremstår gennemlyst og hvid. Lad os kalde det følgende en essayistisk autobahn, der fører dig milevidt omkring i abstraktionens kamre. Indlægget er ledsaget af den her WiMP-playliste med en god portion af den omtalte musik:

Jesu transfiguration og en ordenligt portion blegemiddel

Fra en optisk vinkel er hvid den farve som det menneskelige øje sanser, når det er rettet imod lys. En overflade fremstår hvid, fordi den reflekterer lyset som rammer den, samtidig med at den ikke absorberer farver. Den hvide farve har en neutraliserende kvalitet, og skabes ved at kombinere passende intensiteter af de tre primære farver rød, grøn og blå. Den neutraliserende kvalitet og tilknytningen til lys, giver farven hvid en puritansk overtone. Farven hvid forbindes med det rene, det uskyldige, det perfekte og har en kulturel vægt som er ganske umiskendelig. Det er vel formentlig en af årsagerne til, at den hvide farve symboliserer Jesus’ transfiguration. Spørg Paven – hvordan vasker de mon hans klæder, skal der blegemiddel til, åh, så mange spørgsmål –  vi begraver os i hvide toner.

Jocelyn Pook – Dionysus

I det første stykke hvide musik er vi i selskab med en sorgfuld uskyldighed i skikkelse af en kønsløs stemme, der over et repeterende kor fraserer i et formløst sprog. Den hvide association kommer af uskyldigheden i stemmeføringen, men det er måske især det formløse sprog, som er interessant. Et sprog, hvor ordlyden angiver emotion uden at formidle et egentligt budskab. Det er en velsignet kompositorisk beslutning at undgå den semantiske tyngde, som et ord kan iklæde en komposition. Pook undgår den friktion, som kan opstå, når musikken forenes med et betydningsmættet fælles sprog, og hun åbner for et tolkningsrum frigjort fra sprogets vægt. Musikken får lov til at udfolde sin egen mening, selvom den er vokalbåret, og det er væsentligt, fordi vokaler ellers har en særegen evne til altid at placere sig i centrum af musikken.

Hans Otte – Wassermanmusik

http://youtu.be/2TmB-SYduYw

Elegante gevandter – den hvide elegance

Den hvide sanseoplevelse af musik er ofte et tegn på en særlig elegance. Måske fordi kunsten at afklæde musikken til dens essens – instrumentet og instrumentalisten – kræver, at de grundlæggende musikalske ideer er stærke og udførelsen ligeså. Måske foreligger elegancen i dette samspil mellem menneske, instrument og komposition. I “Wassermanmusik” er der ikke anvendt de effekter og redigeringsmuligheder, som en moderne musikteknologi tilbyder, og således bliver farveoplevelsen af musikken heller ikke kandiseret eller forvredet af ændringer i klangen eller i musikkens tekstur. Den hvide farves tilknytning til det rene er den åbenlyse pointe.

Ligesåvel er der en mærkbar balancering mellem simplicitet og kompleksitet i “Wassermanmusik”. “Wassermanmusik” er nemlig simpelt instrumenteret men samtidig et enormt komplekst stykke musik. Det er derfor både mini – og maksimalistisk, og fremstår som et balanceret værk, der rummer den lethed og tyngde som kendetegner egentlig substans.

Detour; den hvide musik i relation til samtidsmusikken – det digitale rums konstruerede stilhed

Den hvide musik, med dens elegante og klare fremtræden, står i kontrast til det man med et vagt ord kan kalde samtidsmusikken. Med samtidsmusikken forstås det effekterede og nano-redigerede. En tilstand, hvor musikkens undfangelsesrum er blevet overvejende digital. Musikkens rumfornemmelse konstrueres digitalt eller med samplinger af fysiske rumklange. Syntetisk ambience er ikke noget nyt fænomen. Det kan Bon Jovis diskografi bevidne, men ligesom i den periode, synes jeg at spore en bevægelse iblandt musikere og musik-forbrugere lige nu. Man lader sig ikke mætte af gigantiske computeriserede konstruktioner og vender sig i stedet mod plader såsom Spirit of Eden af Talk Talk, der synes at fremstå som computermusikkens antitese. I det egentlige fysiske rum kan musikkens nærvær blomstre. Det er en reaktion, som udarter sig til en puritanisk indstilling til musikken, der ikke er direkte sammenlignelig med folk-musikkens klangbund af værdier. Og netop denne puritanisme er så tydeligt tilknyttet den gennemlyste musik.

Den modsatrettede bevægelse er også en mulighed. En bevægelse ind det digitale.

En af de mest begavede eksempler på dette er højaktuelt. “Infinity Killer” fra When Saint Go Machines nye album Infinity Pool rummer en begavet musikalsk pointe. Arrangementet består primært af digitaliserede, pitchede og forvredne variationer af forsanger Nikolaj Manuels Vonsilds stemme. Musikkens genialitet består i, at den evner at gengive den (sen)moderne tilstand, hvor vores menneskelighed konstant er omsluttet af digitale variationer af os selv. Mails, Facebook, smartphones, Instagram, Twitter, Vine – en evig rumklang af et menneskes digitale spejlinger.

Hm, i relation til synæstesien.

Efter en kort stund i radioens nærvær føles det som om, hver eneste tone vibrerer i klaustrofobisk afmagt overfor de binære koder som omslutter alting og giver det farve. Musikken afspejler vores tilstand. Elektronisk musik har igennem de sidste 10 år været en progressiv kraft, hvis energiudladning har fået rockmusikken til at virke tilbageskuende og blodfattig, så dette er ikke en kritik af digitalt konstrueret musik, derimod er det blot en pointering af, at den hvide musik har den afvæbnende kvalitet, at den kan henføre lytteren til det rum, hvor musikken bliver fremført. Man er i selskab med det skabende menneske i det fysiske rum, som bliver musikkens undfangelsesrum. Tonerne indkapsles af et egentligt fysiske rum

Et samtids-eksempel kunne være forskellen på at høre Nils Frahm og James Blake. Selvom Blake er en mester i at skabe musikalsk nærvær, formidle emotion og arrangere med en simplistisk begavelse, er hans kanvas digitalt, og stilheden han komponerer i er digitalt konstrueret.

Og hvad så, tænker du! Hvad er forskellen på at formulere sig i egentlig stilhed i tid og rum kontra digitalt konstrueret stilhed af binære koder. Se, det er jo det frække spørgsmål.

Maurice Ravel – Miroirs: Les Oiseaux tristes

Fra 2013 til 1905 – en akustisk rejse i tid

Med Frahm, Pook og Otte som repræsentanter for den hvide musik, står det klart, at den hvide musik har en impressionistisk og for så vidt minimalistisk undertone. Impressionismen var en kunstform, som var farverig i malerkunsten, men også en kunstform som yndede at skildre lysets flakkende karakter med stor akurattese – det er selvsagt en grov forsimpling.

I musikken tog den form som en magisk klanglighed, der brød med de dengang herskende harmoniske dogmer. Maurice Ravel, en af impressionismens store mestre, bidrog til harmonikkens evolution med Miroirs fra 1905, og hans harmoniske tone har uden tvivl påvirket en af vor tids store ”pop”kunstnere: Björk. En påvirkning som især er tydelig på albummet Homogenic fra 1997 – tjek hyperlinks for audio eksempler. (Dette er for nørderne, men bemærk, hvordan Björk i sin moderne klassikker “Joga” rent faktisk citerer Ravel i stryger-arrangementet i omkvædet)

Björk – Undo

Før du lukker fanen og vender tilbage til din Twitter-scroll

“Undo” er fra Bjørks plade fra 2001, Vespertine. En plade, som ifølge Bjørk, portrætterer følelsen af at gå ud i sin have i vinternatten. I tilfældet “Undo” antydes det hvilke karakteristika, der knytter sig til den hvide musik. Det musikalske nærvær, som her kommer til udtryk i Björks vokalpræstation og det skarpe kompositoriske fokus, som kendetegner sig ved at alle elementer har en klar funktion og er særlige i deres egen ret. Rytmiseringen er enten fraværende eller underspillede. I hvid musik forsager man det kraftige energiudladning og formulerer sig subtilt. Bemærk fraværet af mærkbare basfrekvenser og af forvrængning. Det gennemtrumfer den hvide oplevelse. Slutteligt finder du det elegante kor-arrangement, som har en andægtig og religiøs undertone. For den hvide musik har netop denne religiøse undertone. Farven genereres ved hyppig brug af rumklang. Katedralens primære effekt.

Jeg vil slutte denne fabuleren med et citat fra en mand der yndede at skildre det religiøse i de dyre katedraler.

“Simplicity is the ultimate sophistication”

Leonardo Da Vinci

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Warrior Queen vs. R’N’B

Noget af det, jeg savner ved dengang, man konstant faldt over ny god dubstep, er lyden af Warrior Queen a.k.a. Annette Henrys formidable vokal. Hun var kendt for sit rå udtryk, som hun hentede fra reggae og dance hall traditioner og blev brugt på mange prominente dubstep-udgivelser fra bl.a. Skream, Kode9, The Bug og Vex’d. Hun var desuden en af de få kvindelige figurer i dubstep-kulturen, som brændte igennem. I dag er interessen for den dubbede, grove og swingende rap trådt i baggrunden til fordel for en udbredt fascination af r’n’b blandt de såkaldte post-dubsteppere. Det er en sjov og kontrastfuld udvikling. Hvad siger den om musikkens interesser og fokus mere generelt?

På den ene side er der den ældre dubstep, hvor Warrior Queens fraseringer glider fra den ene falske tone til den anden.

Sarantis feat. Warrior Queen (Starkey Remix) – More Than Money

På den anden side finder vi post-dubsteppens sampling af r’n’b, hvor falske toner er absolut tabu. Det en sangstil baseret på perfektionering af intonation og størst mulig transparens i fraseringerne. Samtidig auto-tuner post-dubsteppere uden lige og forvasker deres samples til en nærmest fremmedgørende renhed.

Blawan – Getting Me Down (sampling af Brandy – I Wanna Be Down)

Jeg tror at kontrasten mellem den grove og beskidte Warrior Queen og den til afsyring rensede r’n’b-sampling siger noget om hvilke ideer, der interesserede folk dengang og nu.

Skream feat. Warrior Queen – Check It

Hvis man lytter til et gammelt Skream nummer som “Check It”, hvor Warrior Queen plaprer selvsikkert derudad, er konceptet grundlæggende, at en rå eller usleben kombination løftes igennem tracket af en subtil elegance, ultimativt opsummeret i dub-slaget. Er det helt forkert at sige, at meget af den ældre dubstep handler om at lade en hård grundvold gå som en fuld linedanser på en elegant tråd? Med post-dubsteppen skifter interessen fra koblingen mellem det grove og elegante hen mod mere rene linier og deres interaktion. Her f.eks. James Blakes sampling af Aaliyah“I’ll Stay”, hvor samplet først udfolder sig rigtigt lidt over to minutter henne, og hvor formålet er at sætte hvert eneste skridt på linen under lup, snarere end at nyde synet af kurrer på tråden.

James Blake – I’ll Stay (Sampling af Aaliyah – Try Again)

Hver enkel tone og dens status isoleres og undersøges grundigt. Blake er ikke ude på at fortælle en historie, men vil hellere afsløre historiens forudsætninger. En pointe der i øvrigt er ironisk understreget af titlen “I’ll Stay”, der er et humoristisk svar på den konflikt, som udspiller sig i Aaliyahs “Try Again” (der begynder med ordene: ‘It’s been a long time, we shouldn’t have left you, without a dope beat to step to’).

Måden at bruge vokal på giver helt klart et indblik i, hvilke udtryk, der har popularitet. Grundigheden og finessen i Blakes vokalbehandling taler til et sted i dit sind, hvor problemer er noget, man binder sin identitet op på. På det næste nummer forsøger Warrior Queen og The Bug på det modsatte, nemlig at ryste problemerne ud af kroppen. Her skal bassen ikke overvælde dig som sjælens dyb, men derimod opmuntre dig til at skide på din sjæl. Det er det, man kalder bad-ass.

The Bug feat. Warrior Queen – Poison Dart

Det handler ikke om at glemme sine problemer, men om at se musikken som et våben imod dem snarere end et udtryk for dem. En ultimativ kontrast til den idé er næste track, hvor problemerne i dén grad skal tages med et gran salt. James Blake har under navnet Harmonimix undelagt Destiny’s Child’s “Bills Bills Bills” en helt vidunderlig og humoristisk modernisering, der både svælger skamløst i fraseringerne og afbryder dem nådesløst. Det værste problem, man her kan forestille sig, er en kæreste der nasser, og Blake grejer denne luksusproblematik ganske ironisk ved at understrege luksuriøsiteten med en velsmurt, overskudsagtig gennemarbejdning.

Harmonimix (James Blake) – Bills Bills Bills

Synes I det er en god metode til musikforståelse at beskrive, hvordan musikalske udtryk ændrer deres omgang med de problemer, musikken behandler? Kan I bedre lide Warrior Queens grovfil eller den (af)syrede r’n’b?

Lad os til sidst høre et track af Vex’d, hvor det for alvor ramler. Alt triller som store metalliske skrotmonstre ned ad en bakke, mens Warrior Queen danser suverænt hen over herligheden og topper i en frase, som hun afslutter med en herligt krukket levering af ordet ‘melancholi’. Måske er Warrior Queen slet ikke så bad-ass endda?

Vex’d feat. Warrior Queen – Take Time Out

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

James Blake på Cosmopol


At James Blake er en af de absolut mest anmelder- og lytteranerkendte kunstnere lige for tiden, kommer nok ikke bag på nogen. Derfor var forventningerne da også skruet helt op, da det purunge dubstep geni indtog et fuldstændigt tætspækket Cosmopol lørdag aften sammen med sine to backingmusikere. En ganske ydmyg og dybt fokuseret James Blake åbnede herlighederne med den skæve Unluck, der var det perfekte springbræt for den næste times tids intense og voldsomme lytteoplevelse. Med næsten samtlige numre fra den selvbetitlede debutplade, samt et par geniale afstikkere i form af CMYK fra EPen af samme navn og et cover af dubstep klassikeren Anti-War Dub, præsterede James Blake at lave noget, der i min lille verden, var ganske tæt på en helt perfekt og helstøbt koncert, og grundet publikums konstante begejstring og tilfredsstillelse, tør jeg godt sige, at jeg ikke var den eneste med netop denne opfattelse.

Med sublim vekslen mellem den dybe sentimentalitet, det stille klaverspil og basgangen, der efter sigende skulle være så tung, at den kunne høres  helt på Orange Scene, var det svært ikke at lade sig rive helt og aldeles med – og det var da også hvad publikum gjorde. Med intense lydflader og en fremragende setliste, spillede James Blake og medmusikanter lørdag aften perfekt i gang. Her var ikke tale om én eneste forkert tone eller off-key frasering, og under dobbelt-nummeret Lindesfarne blev det bevidst, hvor forrygende en vokalist vidunderbarnet ganske rigtigt er.

Niende nummeret, Limit To Your Love, der vist ikke behøver nogen yderligere introduktion, udledte et massivt og voldsomt bifald fra publikum, der ikke ville tage nogen ende. Det var svært at få sine arme ned igen, og lynhurtigt udviklede Cosmopol sig til en gyngende og dansende sauna, fyldt op med solbrændte, halvfulde og glade festivalgængere, der absolut ikke havde tænkt sig at gå nogen som helst steder. Det kunne tydeligt mærkes, at kærligheden var gengældt, da Blake takkede nummeret af med “This is the craziest thing I have ever seen!”, og i flere minutter ikke kunne få et ord indført, blot for begejstring fra publikum. Ganske passende sluttede James Blake af med en forlænget version af det fantastiske nummer, The Wilhelms Scream, der sloges om kap med både silende regnvejr og bulrende tordenskrald. Med sin eksplosive dubstep og sit indiskutable talent, sendte James Blake på vidunderlig vis festivalgængerne ud i regnen med en ‘larger-than-life’-følelse, en rørende melankoli og en uovertruffen helhed, der skulle vise sig at hænge fast.

Der er delte meninger om James Blake, men jeg var tydeligvis meget, meget tilfreds og begejstret for koncerten. Og her efter Roskildes afslutning, står James Blakes magtdemonstration stadig tilbage som et af de absolut klareste og bedste minder, jeg har fra dette års festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.