Soon er altid i synk: “Vi kan ikke lave musik, hvis vi ikke er på samme level”

Fra venstre: August Møller Fogh og Andreas Bendix Wilson

Den ene er rød. Den anden er blå. Den ene hedder August. Den anden hedder Andreas. Sammen er de popduoen Soon, og arbejder på at slå igennem på den sprudlende danske popscene. I september udgav de deres debut-ep ’Red // Blue’. Regnsky har mødt de unge mænd for at forstå, hvad der gør Soon til Soon.

Regnsky: Forestil jer, at I sidder i en biograf om 40 år og skal se filmen om Soon. Hvad hedder filmen? Og hvad er åbningsscenen?

Andreas Bendix Wilson: Jeg synes filmens titel egentlig godt kunne være ‘Red/Blue’ ligesom ep’en. Fordi det afspejler vores musik og personligheder. August er rød, og jeg er den blå. Rød er varme, temperament, følelser og at være impulsiv og eksplosiv.

August Møller Fogh: Og så er rød selvfølgelig også sang og inderlighed. Jeg tror kernen i vores musik, dynamik og hele vores relation er, at vi egentlig er to mega forskellige personer. Vi startede ikke med at være venner. Det er musikken, der har ført os sammen, og den har fået os til at udforske hinandens personligheder. En sjov åbningsscene til filmen ville helt sikkert være da vi spillede i Royal Arena som opvarmning for Phlake, fordi det er et af højdepunkterne.

En anden scene der kunne åbne filmen er, da vi var en uge i London for halvandet år siden, hvor vi var ovre og snakke med et engelsk pladeselskab, Method Music, som vi faktisk var tæt på at signe med. Det var vores første rigtige oplevelse, hvor Andreas og jeg virkelig bare var os to. Jeg husker at stå i Hammersmith i elevatoren på et cheap hotel og se dørene lukke i, og tænke at nu er Andreas og jeg på vej op både bogstaveligt og symbolsk. På vej op til værelset, før ugen startede, hvor vi skulle have sessions hver dag og møder med pladeselskabet.

Siden Englandsturen har Soon fundet sig til rette på det store pladeselskab Warner, der udgav ep’en. Det engelske og internationale islæt er dog ikke forsvundet, selvom pladeselskabet har kontorer på Frederiksberg. Deres sange trækker på indflydelser fra forskellige genrer, men når man hører Soon første gang, er det formentlig deres R&B-klang man falder pladask for, selvom der også er strejf af hiphop eller house.

Hvorfor er jeres sange på engelsk?

August: Jeg er vokset op med engelsksproget musik. Selv de danske artister jeg lyttede meget til som Tina Dickow, Tim Christensen eller Agnes Obel synger allesammen på engelsk. Når jeg skriver, er det også afspejlinger af ting jeg har hørt og inspireret af brudstykker fra sange jeg godt kan lide, som jeg sætter sammen på min egen måde, så det lå lige til højrebenet, at det skulle være på engelsk. Så er det samtidigt også en kæmpe drøm, at musikken skal ud i verden.

Risikerer man ikke at miste noget inderlighed og ærlighed, når man ikke synger på det sprog man føler på?

August: Hvis man ikke gør noget ekstra, så mister man det. Engelsk er ikke vores modersmål, og selvom vi er gode til det, så kan vi ikke lige så mange ord og vi har ikke lige så mange nuancer på engelsk, som danskere. Men vi er bevidste om, at når vi synger på engelsk så der kommer automatisk en distance til andre danskere, og derfor tænker vi over, hvad vi kan gøre ekstra, for alligevel at få det ind under huden på folk. Det er sådan noget som virkelig at tænke over, hvordan man leverer det og virkelig synge det med indlevelse og på sin egen måde. Det kan godt give en distance for mig, hvis jeg hører nogen synge med en påtaget accent for eksempel.

Andreas: Jeg har især tænkt meget over, at vi ikke bare skal vælge nogle ord, der er et synonym for et eller andet, bare fordi det er mere specielt end at sige fx ‘feelings’ eller ‘emotions’. Hvis englænder eller en amerikaner ikke ville bruge det ord i en sang, hvorfor skulle vi så bruge det?

Lige før koncerten i Royal Arena

Hvilken sang er sværest at spille?

Andreas: Det er når vi skal spille ’28 thoughts’. Det er aldrig en af de sange, hvor vi kan slappe lidt mere af, for den går rigtig stærkt og det er ikke de nemmeste toner, der bliver sunget på i melodien. Derudover er der meget kor i, som mig og Søren Breum (guitarist) synger. Samtidigt er den meget synkoperet og meget rytmisk, samtidigt med at selve melodien og sangen er meget straight og ligefrem.

August: Ja, der står vi altid og sveder. Jeg har faktisk ikke en eneste sang, når vi spiller live, hvor jeg føler, at jeg altid kan naile den. Jeg er ikke en skolet sanger, og har prøvet at lære det undervejs. Jeg spiller guitar og er fra guitaren vant til, at der ikke er nogen toner man ikke kan gå hen til fordi det hele er frit, fordi det ikke er hårdere at spille de forskellige steder på guitarhalsen. Det ender tit med, at de sange jeg skriver, bliver vildt udfordrende for mig at synge. Det er lidt hårdt at være nervøs på den måde nogen gange, men det gør også, at jeg lever mig meget ind i det og det betyder rigtig meget for mig, hver gang jeg står på scenen, fordi jeg skal levere 100% for at kunne synge det, som jeg gerne vil. For hvis jeg har en dag på 70%, så kan jeg ikke de ting, jeg virkelig gerne vil. Så for mig er det at stille sig op og synge mega grænseoverskridende, og det er det fedeste når det lykkes, og man får ros. Jeg kan huske, at Jada kom ud efter Royal Arena koncerten og sagde ‘Du synger pissehamrende godt’ og så stod jeg bare og måtte samle min kæbe op fra gulvet.

I lægger meget fokus på, at I er gode til at snakke meget og åbent sammen. Hvor kommer evnerne til det fra?

Andreas: August er en meget åben person, og det prøver jeg også at være. Det tror jeg måske ikke altid, at jeg har været. Men fordi vi skulle flytte til København sammen, inden vi var bedste venner, og har skullet finde på den bedste musik sammen, så var det vigtigt for os, at det var sjovt at være sammen. For hvis vi skulle se hinanden hver dag i studiet, så skulle vi også kunne snakke sammen hver dag. Vi kan ikke finde ud af at lave musik sammen, hvis vi ikke er på samme level.

August: Vi har lært meget af hinanden på de punkter, hvor vi er forskellige. Min far er coach og arbejder med samtaler, der er rygraden i hans arbejde. Så jeg kommer fra en familie og et hjem, der er meget vant, at man snakker, føler og stiller mange spørgsmål. Men noget jeg har lært rigtig meget af Andreas er, det der med også at lytte og give plads og bruge de der ekstra sekunder på at prøve at forstå, hvad der lige er blevet sagt og være tålmodig. Vi kan godt afbryde hinanden i min familie, fordi alle hele tiden har noget, de gerne vil sige. Andreas har vist mig, hvor vigtigt det er at få den anden del med, hvor man tager tempoet lidt ned, lytter og mærker efter.

Andreas: Jeg er nemlig rigtig dårlig til bare at snakke og fyre derudaf. Jeg er nødt til at afbryde August nogle gange for at sige noget, og sådan er det bare. Og samtidigt er August nødt til at holde nogle pauser en gang i mellem for at jeg kan komme ud med det jeg gerne vil.

August: Vores styrke er også, at jeg vil se Andreas vinde. Jeg vil se ham spille i Royal Arena. Fordi jeg kender så meget til hans passion og hans lyst. Jeg ved hvor meget han ofrer, hvor mange aftaler med venner og kæresten han dropper for at være i studiet for at arbejde på det han elsker. Det er motiverende, at hvis jeg gør mine ting ordentligt, så kan jeg hjælpe Andreas med at nå derhen, hvor han gerne vil og den anden vej rundt.

Hvad bliver den næste yndlingssang til folk fra Soon?

August: Jeg tror den næste yndlingssang fra Soon bliver en ret simpel sang uden alt for mange elementer. Hvor det bare er sangen, der er i fokus, med få udvalgte signaturlyde og så bare en nærværende vokal.

Andreas: Men vi er også i gang med at skrive en masse forskellige sange. Vi prøver en masse forskellige ting af lige nu, fordi vi som sagt ikke har opskriften på, hvad der er perfekt for os, eller hvordan den perfekte Soon-sang er. Vi har ikke indsnævret endnu, hvad det er, der kommer til at ske.

August: Det der rykker i vores musik, er nærværet og det umiddelbare, nerven, vokalen, inderligheden og produktionerne. Så vi har snakket med om at skære lidt ind til benet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Podcast: Den ultimative jagt på årets Roskilde-highlights

Foto: Tobias Nicolai / Roskilde Festival

Der er mange måder at finde frem til de bedste koncerter på Roskilde Festival på. Og selvom det aldrig bliver helt objektivt, så har vi forsøgt at gøre det så neutralt som muligt. Her får du både de helt umiddelbare reaktioner fra trætte festivalgæster på vej hjem fra pladsen og de velovervejede synspunkter fra udhvilede festivalgængere, der har haft tid til at tænke over tingene.

I denne podcast har Mathias blandt andet sat en ‘metaller’ i stævne for at finde ud af, om de kan finde årets højdepunkt på trods af deres meget forskellige musikalske udgangspunkter. Lyt med og hør om alt fra Power Trip og Testament til Jada, Jon Hopkins og Sons of Kemet.

Indslaget er produceret og redigeret af Laura Fromm og Mathias Gavnholt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

JADAs tudefest var lige det Roskilde Festival havde brug for

Danmarks bedste liveshow. Længere er den ikke. JADA har det mest rørende, sjoveste, smukkeste, overraskende og hjertelige show, man kan få fornøjelsen af at opleve i vores lille kongerige. Alle omkring mig, fædre, mødre, venner, veninder, døtre og sønner græd til koncerten. Jeg måtte også lige finde lomeletterne frem, da JADA fortalte en rørende historie om lysten til at være der for ens venner, men at blive forhindret af en travl hverdag. Jeg tror folk græd af lettelse af at få lov til at dele ud af sig selv og få lov til at svede kærlighed, mens de dansede til JADAs virtuose melodier.

Men hvad er det JADA gør, for at retfærdiggøre titlen som Danmarks bedste show? Her kommer en hurtig opremsning af de stunts sangerinden havde med til publikummet på Avalon-scenen:

  • Et gennemført farvetema i lyseblå og en sart nuance af pink
  • Det meste af publikum i Avalon-teltet var blevet udstyret med signatur-viften, der blev brugt flittigt til at hylde og holde hovedet koldt
  • Minimum tre kostumeskift, som hver markerede en ny fase i showet.
  • En eventyrlig gynge pyntet med blomster og fint silkestof, så JADA kunne gynge ud over sit publikum, mens hun performede
  • Gæsterne på scenen var hendes faste samarbejdspartner på el-spade og hendes mor, der gav det vildeste skrig, der er hørt på Dyrskuepladsen til dato
  • Bevæge sig ud til lydteltet i midten for at holde fællessang på storhittet ‘Keep Cool’ og derefter lade sig crowdsurfe hele de godt og vel 25 meter op til scenen
  • Hylde sine venner og bekæmpe ensomhed ved at synge med hænderne sammenflettede med sine dygtige korsangere

Man fristes jo til at spørge, om der er noget JADA ikke kan klare? Hvis hun har mulighed for at rive to uger ud af kalenderen er jeg sikker på, at global opvarmning og uro i Mellemøsten ville være en saga blot. Men jeg har egentlig ikke lyst til at bede hende om at lave andet end det hun gør, for hun giver så meget fantastisk energi via hendes vidunderlige musik.

Kort lige to linjer om musikken. Det er pop i verdensklasse. JADA synger som en kvindelig Pavarotti og bandet akkompagnerede hende til perfektion.

Sådan slutter man et show af med manér! Tak JADA!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Spot på SPOT Festival: Peters anbefalinger

Ea Kaya SPOT Festival
Danske Ea Kaya er én af Peters 10 anbefalinger til årets SPOT Festival. Foto: Pressefoto

Så er vi der endelig! SPOT Festival – festivalen, som traditionen tro sparker gang i den travle festivalsæson herhjemme på behageligste vis. Det er her, man ofte kan opleve dem, som de kommende år vil optræde på Orange Scene, Bøgescenen, og hvad de store, danske festivalscener ellers hedder. Rasmus har allerede anbefalet sine favoritter på årets festival, og jeg vil nu forsøge at gøre ham kunsten efter med mine 10 favoritter fra SPOT 18-programmet.

White Dominos
Torsdag kl. 22.00 på Headquarters
Hvem andre end rockkongerne af Aarhus kan være min første anbefaling? For snart to år siden anbefalede jeg The White Dominos forud for det års UHØRT Festival – og det var ubetinget en af de bedste oplevelser, jeg har haft på den københavnske mini-SPOT. White Dominos er rockmusik, der er både umiddelbar, ligetil og fuldstændig gennemført, og det er umuligt ikke at komme i godt humør af. De er forrygende live, så hvis man er i Aarhus allerede torsdag, må man ikke snyde sig selv for White Dominos!

Lyt til: “Everybody’s Watching”

Skylar Fri
Fredag kl. 16.00 på SPOT Royal & kl. 21.15 på Atlas
Danske Skylar Fri er en af den slags sangerinder, hvor man bliver blæst bagover fra allerførste sekund. Hendes vokal læner sig op af sangerinder som Lana Del Rey og Adele, og den bliver pakket ind i et velproduceret dramatisk, elektronisk univers, som fastholder lytterens opmærksomhed fra start til slut. Skylar Fri kan opleves to gange på SPOT, og umiddelbart vil jeg anbefale koncerten på Atlas, da lyden alt andet lige er bedre på den indendørs scene end på den ofte noget vindblæste SPOT Royal.

Lyt til: “Man Is Strange”

FRUM
Fredag kl. 17.30 på Voxhall
Jeg tror sjældent, at jeg har gennemlyttet mere, end jeg har med færøske FRUM og hendes debutsingle “Birdstone” fra sidste år. Jenný Augustudóttir Kragesteen hedder kvinden bag FRUM; et projekt, som i hvert fald har taget mig med storm. FRUM er atmosfærisk og grunddramatisk med Jennýs vokal som det helt store omdrejningspunkt. Hvis du er til artister som GANGLY, Highasakite og Aurora, bør du tjekke FRUM ud, når hun giver koncert på Voxhall fredag eftermiddag.

Lyt til: “Birdstone”

Jada
Lørdag kl. 14.20 på Aarhus Volume & kl. 19.00 på Voxhall
Da Morten og jeg var til VEGAs Udvalgte i januar, lavede vi en voxpop efter arrangementet. Vi spurgte gæsterne, hvem der havde været deres favorit. Alle svarede det samme: Jada. Hvis ikke det er anbefaling nok, så ved jeg sgu ikke. Emilie Molsted skriver og producerer selv sin musik, som er en form for soulet pop. Hun var et af Redbulls nye talenter i 2017, og hvis man har oplevet hende live, forstår man hvorfor. Hendes vokal er allerede lækker digitalt, men live er det som noget fra en anden verden.

Lyt til: “Sure”

Aufori
Lørdag kl. 17.00 på Radar
Det har været et vildt år for unge Anna Ritsmar og hendes band Aufori. På egen hånd var hun et mulehår fra at vinde Dansk Melodi Grand Prix 2018, men hun måtte (heldigvis) nøjes med andenpladsen. Heldigvis, fordi hun ellers ville have befundet sig i Lissabon netop nu for at deltage i Eurovision. Nu er hun i stedet i Aarhus på SPOT Festival som en af finalisterne i Karrierekanonen sammen med sine efterskolevenner Mathilde Sten Nielsen, Oliver Bernburg og Bjarke Mathiasen i Aufori. Aufori er noget så sjældent som et dansksproget band, der formår at skrive tekster, som synger sig helt ind under huden. Det er hjerteskærende ærligt og poetisk på samme tid – og naturligvis fuld af aforismer. Aufori var i øvrigt også blandt mine anbefalinger på UHØRT i 2016, så der begynder at tegne sig et billede…

Lyt til: “Runddans”

Ea Kaya
Lørdag kl. 19.15 på Godsbanens åbne scene
Byd velkommen til den danske Sigrid! 22-årige Ea Kaya laver melodisk elektronisk pop, og med debutsinglen “Remedy” har hun skabt en banger af et pophit, som har skudt hendes spæde karriere i gang med et brag. I disse år vælter det frem med nordiske popsangerinder af international kaliber med , Zara Larsson og, ja, Sigrid som de nuværende frontløbere for henholdsvis Danmark, Sverige og Norge. Jeg tror dog, at der stadig er plads til flere, og Ea Kaya er umiddelbart det bedste bud herhjemme til at følge i Karen Marie Ørsteds efterhånden ret markante fodspor.

Lyt til: “Remedy”

Takykardia
Lørdag kl. 19.15 i A-Huset
Nu ramler vi ind i det første planlægningsproblem. Drømmepopperne i Takykardia spiller nemlig på præcis samme tid som Ea Kaya. Men man kan jo passende lade humøret bestemme: Er man i festhumør, eller er man mere i det eftertænksomme hjørne? For hvis det sidste gør sig gældende, er det en god idé at søge mod danske Takykardia, som jeg havde fornøjelsen af at præsentere sidste år, da de udgav deres debutsingle “Immortalized”. Takykardi betyder hurtig hjerterytme, og der er da også et gevaldigt højt tempo undervejs på bandets selvbetitlede debut-EP. Men det er nok snarere evnen til at variere tempoet med en unik sans for timing, som gør Takykardia til noget helt særligt i mine øjne – og ører. Slå et smut forbi A-Huset, hvis du har behov for et behageligt pusterum lørdag aften.

Lyt til: “Immortalized”

Ane Monsrud
Lørdag kl. 20.00 på Klubscenen i Musikhuset
Sidste år gav norske Siv Jakobsen en af de smukkeste koncerter, jeg til dato har oplevet på SPOT. Hvis jeg skal pege på en artist, som har potentialet til at give mig en lignende oplevelse i år, må det være Sivs landskvinde Ane Monsrud. Hun er mere jazzet end Siv, men vokalen har de samme atmosfæriske kvaliteter, der – formentlig – kan være med til at skabe en gennemført behagelig og hyggelig oplevelse, som man godt kan have brug for efter en festival med utroligt mange nye indtryk.

Lyt til: “Confess”

Hajk
Lørdag kl. 23.15 i Rytmisk Sal i Musikhuset
Det norske indiepopband Hajk er mit internationale hovednavn på SPOT 2018. Sigrid Aase og Preben Sælid Andersen hedder de to frontpersoner i det anmelderroste band, og de supplerer hinanden på helt eminent vis, når de skaber, hvad jeg nok bedst kan beskrive som energisk feel good pop. Uden at det dog nogensinde bliver overgearet eller irriterende – det er simpelthen bare lækkert og perfekt til en varm sommerdag. Solen er nok gået ned klokken 23.15, men solen skinner alligevel sjældent i Rytmisk Sal, så mon ikke det nok skal gå alt sammen. Hajk er uden tvivl den lørdagsfest, der skal til for at runde festivalen godt af.

Lyt til: “Magazine”

Nelson Can
Søndag kl. 00.45 i Scandinavian Congress Center
Okay, Hajk får ikke helt lov til at lukke SPOT Festival anno 2018 for mit vedkommende. Det gør den danske rocktrio Nelson Can derimod. De behøver ingen nærmere introduktion for de fleste, for de har efterhånden syv år og en lang række koncerter rundt i landet på bagen. Nelson Can er en (fjollet) oversættelse af Niels På Dåse, men deres musik er alt andet end fjollet. Den er knivskarp og forrygende god rock, som heldigvis har fået de fleste til at se ud over den irriterende klicheagtige begejstring for kvinder, der spiller rock. For Nelson Can er ganske enkelt et fremragende rockband, der har skabt noget unikt ikke bare herhjemme men også internationalt. Det er beskidt og lækkert på samme tid – så tag nu bare til koncerten. Du har formentlig ikke noget bedre at give dig til klokken et om natten alligevel.

Lyt til: “Break Down Your Walls”

Der er selvfølgelig også en masse andet lækkert, som jeg ikke har fået plads til – eller som Rasmus allerede har anbefalet. Og herfra skal der da også lyde en opfordring til at gå på opdagelse, når du har et ledigt slot i dit program. Man kan opdage så mange fantastiske nye artister på SPOT, og det er ofte der, de bedste oplevelser gemmer sig. Så gå rundt, prøv nogle nye genrer af, og måske støder du på dette års Athletic Progression eller KOPS.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?