En reportage fra Reeperbahn Festival 2012: Ny musik og en gammel luder

GÆSTEINDLÆG: Vi sendte Rasmus Damsholt til Hamborgs Reeperbahn Festival. Bevæbnet med blok, kuglepen og et sæt ører med en fandens god evne til at spore talentfulde upcoming bands, har han vurderet 2012-udgaven af den tyske festival.
Rasmus er til dagligt manager for bandet Schultz & Forever, praktikant på pladeselskabet Tambourhinoceros og har tidligere været tilknyttet Volcano og Frost Festival.

Jeg går spejdende ned af Reeperbahn, jeg kigger efter et skilt eller et andet tegn, som kan hjælpe mig med at finde spillestedet, jeg leder efter. Jeg er som så mange gange før denne weekend på jagt efter et lille koncertsted på den berømte gade i Hamborg.
På vejen passere jeg både en sexbutik, et casino, en ølstue, en karaokebar og pludselig midt mellem en blanding af sexturister, fodboldtilhængere fra klubben St. Pauli og unge hipstere finder jeg det venue, jeg er på udkig efter.
Sådan er det hver gang, man skal finde et af de godt 30 koncertsteder på Reeperbahn Festival, festivalen som igen i år er rykket ind i Hamborgs lumre red light district. Alle beværtninger, som kan presse en scene og et lydanlæg ind, har livemusik fra Reeperbahn Festivals officielle program på menuen. Over 200 koncerter byder de tre dage på, så der er nok at se til for de mange internationale musikbranchefolk, journalister og almindelige musikentusiaster, som strømmer til Reeperbahn Festival for at finde fremtidens stjerner. Den ambitiøse festival har nemlig fået ry for at være en af de festivaler i verden, der er allerbedst til at præsentere morgendagens stjerner.

Derfor er det meget eftertragtet at få lov at optræde på Reeperbahn Festival, og mange håbefulde bands ansøger hvert år for at komme med i den tyske festivals program, der kan være netop den døråbner og øjenåbner i forhold til den opmærksomhed fra koncertarrangører, bookingagenturer, festivaler, pladeselskaber m.fl. fra hele verden, som nye bands har brug for.

I år er Danmark også rigtig fint repræsenteret med Rangleklods, Vinnie Who, Indians, Boho Dancer, Let Me Play Your Guitar, Veto, The Floor Is Made Of Lava, Veto, Asbjørn, Lukas Graham, I Got You On Tape, Dad Rocks!, Spleen United, The Asteroids Galaxy Tour, The Rumour Said Fire, The Eclectic Moniker og Reptile Youth. Lørdag aften viste det sig tydeligt, at vi har god grund til at være stolte af den spirende danske musikscene i øjeblikket, da en meget lang kø på flere hundrede mennesker hurtigt etableret sig foran stopfyldte Indra, der dannede rammen om ”Danish Night”, hvor en håndfuld af de Danske band får lov til at vise det tyske publikum, hvad de er lavet af, hvorfor de har succes herhjemme og selvfølgelig bevise, at de er klar til at slå igennem internationalt.

La Femme – Sur La Planche


Jeg finder endelig frem til Knust, som er et af de mere almindelige spillesteder Reeperbahn Festival har indtaget. Her spiller François and the Atlas Mountains. Jeg er spændt på samme måde til denne koncert, som jeg har været det til de foregående jeg har været til på dette års Reeperbahn Festival. Jeg er spændt, fordi jeg ikke aner, hvad der venter mig. Som da jeg fredag aften gik på opdagelse i den trashede Molotow Bars stopfyldte kælder og blev blæst bagover af det unge franske band La Femmes charmerende og skramlede indiepop.
Med al deres energi, legesyghed og spilleglæde kom La Femme virkelig til deres ret live og jeg blev straks forelsket i den mystiske og dybt sexede forsangerinde, hvis navn jeg ikke har kunne researche mig frem til efter jeg er kommet hjem, men som tog teten og førte forestillingen an.
Det meste fungerede denne aften for La Femme, som det ene øjeblik kunne lade et nummer gå op i dobbelttempo på få sekunder og kort efter lave en fuldstændig uventet overgang mellem to numre. En overgang, der egentlig ikke burde kunne lade sig gøre. Men La Femme havde publikum i deres hule hånd, og de opstemte koncertgæster forsøgte at mase sig frem i den bagende ovn af en kælder. Festen ville ingen ende tage og med ”Sur La Planche” som det retro-catchy højdepunkt, kogte de unge tyskere næsten over og leverede i hvert fald eftervarme nok til at baren kunne køre videre mange timer efter koncerten.

Netop denne følelse af at kunne blive overrasket så positivt er det, der driver mig til at gå til et tocifret antal koncerter hver dag på Reeperbahn. Men ligeså imponeret man kan blive, ligeså skuffet kan man også blive, når man træder ind til et band som Last Dinosaurs, der mest af alt lød som et utight efterskoleband, som lige var trådt ud af øvelokalet. Og det er en af de åbenlyse faldgrupper ved at hyre unge og uprøvede bands, uden den store liveerfaring, og som måske skal bruge flere år på at opbygge deres evner på en scene. Men også mere etablerede navne som Jonathan Boulet skuffede fælt ved en punkteret og rå liveudgave af de ellers legende og opfindsomme kompositioner, han er kendt for. Hvis man lyttede rigtig godt efter kunne man høre de fængende melodier, men de forsvandt hurtigt i et lydhelvede på natklubben Moondoo, hvor også publikum ret hurtigt forduftede. Det store rum var næsten tomt, da den ellers så formidable ”A Community Service Announcement” blev leveret på samme uinspirerede vis som resten af settet.

Joathan Boulet – A Community Service Announcement

Andre acts som Islands optræden fejlede ved ikke helt at have forstået, at en koncert på Reeperbahn Festival ikke bare er endnu en koncert på turnéen, men rent faktisk en branche-showcase koncert, hvor man ikke bør spille en mere end en time plus to ekstra numre, hvor det ene endda var et kikset cover af Ray Charles, indledt med ordene ”Sorry if we fuck it up”.

Ligesom med Islands faldt også de amerikanske überhypede Best Coast ned i den farlige grøft af ligegyldighed, hvor man som publikum føler, at det optrædende band har sat deres koncert på autopilot. Det blev illustrativt for min oplevelse af Reepebahn Festival, som har mantraet at der ikke bliver differentieret på samme måde mellem store og små navne som andre festivaler normalt gør. Således er der ikke en hierarkisk fordeling af navnene i forskellige størrelser på plakaten eller fremhævet nogle navne specifikt i presse for at trække publikum til.
Den nærhed og nerve som jeg manglede i de etablerede navne, fik jeg så til gengæld leveret af de upcomming navne, heriblandt tidligere nævnte, men så sandelig også Francios and the Atlas Mountains, Charlie XCX og Electric Guest.

Førstnævnte spillede selvsikkert sange, primært hentet fra deres nyeste album E Volo Love fra 2012, men med spændende elementer lagt ovenpå albumudgaverne. Man følte sig hele tiden godt underholdt af bandets sjove livedetaljer, som bl.a. var at medbringe en række ret særprægede instrumenter, som underlige rasleæg og bongotrommer, og hele tiden at skifte instrumenter bandmedlemmerne internt. Publikum var også henrykte, da de franske drenge brød ud i charmerende synkronhop- og dans.

Francios and the Atlas Mountains – Les Plus Beaux

Charli XCX er den meget karismatiske 19-årige Charli, der mest af alt ligner et gadekryds mellem Alice Glass fra Crystal Castles og Marina and the Diamonds med det pæne pige-look indkapslet i sort make-up. En pæn vokal, som står i kontrast til det dystre electrounivers Charlie XCX ellers bevæger sig i. Selvom det tydeligt var Charlis show, så havde hun medbragt en meget kompetent trommeslager og en synthmager, som fik Charli XCXs slæbende electro til at fremstå meget reelt. Efter en lidt sløv start fik Charli virkelig sunget sig selv og publikum op under koncerten, det var som om, at hendes selvtillid og mod fik et løft for hvert vellykket nummer og bifald. Koncerten kulminerede således i et vanvittigt cover af Gold Pandas ”You” samt egne indiehits som ”You’re The One”, ”Nuclear Seasons” og ”Stay Here”, hvor Charli XCX virkelig trak stikket hjem, især med sætningen ”I’m going to dance like you have never seen anyone dance before” ytret mellem de to sidste numre, fik hun publikum til at stemme i med dans. Alt i alt en dejlig forløsende oplevelse at se et band, der live kan leve op til de gode produktioner på udgivelserne.

Charlie XCX – Nuclear Season

Electric Guest lukkede og slukkede Reeperbahn Festivals musikprogram lørdag aften på Uebel & Gefärhlich, der udefra mest af alt ligner en høj grå klods af en gammel bunker, hvor der på 4. sal ligger et stort spillested, som Electic Guest denne aften fyldte med indiepop af bedste skuffe.
Frontmand Asa Taccone ligner lidt en ung og meget lille udgave af Enrique Iglesias og indtog faktisk også scenen med ligeså stor selvtillid, og det kan man godt forstå, når man har et så tight band med sig. Det kræver ellers noget at holde tungen lige i munden, imens de ret komplicerede popkompositioner i et højt tempo drøner derud af. For mig blev koncerten højdepunktet for Reeperbahn Festival 2012, og jeg glemte næsten at tage min blok op og notere noget, fordi jeg ikke kunne lade være at danse med til Electric Guests latterlig catchy sange fra debutalbummet Mondo, som jeg ikke synes indeholder en eneste dårlig sang.

Og på den måde sluttede mit Reeperbahn med et af de bands som festivalen måske i fremtiden vil kunne profilere sig på at have været med til at skyde ud over rampen, eller i hvert fald have opdaget dem på vej op.

Electric Guest – This Head I Hold

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Don’t back down in your wedding gown

Forleden blev nummeret No You Don’t, førstesinglen til Islands‘ tredje album, Vapours, iklædt en ret hektisk, sød og samtidigt relativt psykadelisk musikvideo – dette godt fire måneder efter albummet ramte butikkerne. Det mest mærkværdige ved denne historie er ikke, at nummeret er godt, varmt og ligefrem typisk indie sødt på den canadiske agtige måde – Broken Social Scene, Tokyo Police Club, anyone?

Det der er den største sensation er, at man i musikvideoen ser den populære skuespiller og landsmand til Islands, Michael Cera – som ifølge mig kun kan lave to ansigtsudtryk -, valse hallucinerende og vaklende rundt, høj på stoffer. Musikvideoen er til tider ligefrem flot og veludført, nogle gange i stil med, men for alvor aldrig i nærheden af, A Community Service Breakdown. Dog er den stadig flot at se på og lytte til, op til flere gange i træk.

IslandsNo You Don’t
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/01/02-No-You-Dont-1.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. alexander says:

    er helt vild med videoen.. men det har nok også lidt med cera at gøre.

  2. Ulf Aslak says:

    Mortenmortenmorten, det er jo ikke Michael Cera, vel!

    http://bit.ly/8KLheR

  3. Hehe, Ulfie, du skal sgu nok regne med at hele den udtalelse er en stor joke.

  4. ida says:

    den er jo såå nice morten!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?