Benjamin Francis Leftwich: “Min sangskrivning er mit testamente”

Benjamin Francis Leftwich

De fleste har prøvet at miste en, de holder af; en som har udfyldt en vigtig rolle i ens liv, som pludselig ikke er der længere. De fleste af dem, jeg selv har mistet, har jeg heldigvis mistet til alderdom, så selvom jeg selvfølgelig blev ked af det, var det på en måde en glædelig omend sentimental sorg.

En helt anden ubehagelig sorg ramte den britiske singer/songwriter Benjamin Francis Leftwich tilbage i 2013, hvor han mistede sin far og store inspirationskilde til kræft. To år forinden havde Ben Leftwich udgivet debutalbummet “Last Smoke Before The Snowstorm” til strålende anmeldelser, og siden da havde han turneret verden tynd. Men faderens sygdom betød, at den dengang blot 24-årige Ben Leftwich valgte at tage en pause fra rejserne og musikken.

“Jeg følte, at jeg var nødt til at tage noget tid væk fra musikken, for jeg var ved at blive skør. Det var i den periode, hvor jeg mistede min far, og jeg havde behov for at bruge tid sammen med ham derhjemme,” fortæller Ben Leftwich, da jeg mødtes med ham før hans koncert på Lille VEGA tidligere på efteråret.

Benjamin Francis Leftwich – Maps
Maps var den afdøde fars yndlingsnummer fra debutpladen “Last Smoke Before The Snowstorm”.

Ben Leftwich er nemlig endelig klar til at vise opfølgeren til debutalbummet frem. Det nye album har fået titlen “After The Rain“, og det er efter min mening det bedste album, som er blevet udgivet indtil videre i 2016. Og for Ben Leftwich var der da heller ingen tvivl om, at pausen kun skulle være netop det – en pause.

“Min deal som sangskriver – som musiker – er, at jeg bliver nødt til at gøre det her. Det er en spirituel udtryksform for mig. Jeg vil aldrig dele musik, medmindre jeg synes, at det er ærligt og ægte nok. Med “After The Rain” nåede jeg til et punkt, hvor jeg følte, at jeg havde et svendestykke, jeg var stolt af. Som, jeg synes, er en præcis sonisk visualisering af alt det, jeg har været igennem,” forklarer Ben Leftwich, som har indspillet albummet sammen med den Brit Award-vindende producer Charlie Andrew, der tidligere har arbejdet med artister som Alt J og Matt Corby.

Musikken på “After The Rain” er ligesom på debutten smedet omkring Ben Leftwichs inderlige vokal, men der er for mig en tydelig forskel og udvikling i britens musik, som i dag er langt mere sammenhængende, og albummet fremstår derfor som en klar helhed.

“Det er det (mere sammenhængende, red.). Det er mere modent. Budskabet og teksterne er langt mere ligetil. Min far var en akademiker, og nogle af de ting, han var virkelig optaget af, var ord, og at der var en klar mening med ordene. Det har jeg med i ånden som kreativt udførende. Samtidig synes jeg, at det nye album er mere farverigt; produktionsmæssigt og sonisk. Det afspejler, at jeg er vokset som mand og som musiker. Når man bliver ældre, bliver ens musiksmag bredere og mere divers. Du bliver lidt mindre hipster,” griner Ben Leftwich.

Benjamin Francis Leftwich – Summer
Summer er uden tvivl mit yndlingsnummer på den nye plade. Nummerets største styrke er dog kontrasten til de foregående numre på pladen og bør derfor nydes i den kontekst.

Livet er den største inspiration

Om Ben Leftwich nogensinde har været en rigtig hipster, skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg sidder i hvert fald over for en jævnaldrende fyr, som både i sin musik og i sin fremtræden fremstår ekstremt moden og eftertænksom. Med en intensitet og følelsesmæssigt nærvær, som gør det tydeligt for mig, at mennesket og musikken i denne sammenhæng er to alen af samme stykke.

“For mig er der ingen adskillelse mellem mit personlige liv og mit musikalske liv. Ingen overhovedet. Det hele hænger sammen. Alt, hvad du oplever, påvirker din sjæl, you know. Lidelse, glæde, intense følelser af kærlighed, romantik, seksualitet, tab, vrede, vold, ALT! Jeg tror, at alle mennesker – og musikere er ikke anderledes her – vi er alle inspireret af de samme ting. Den unikke del er, når det senere kommer ud igen som en original sang,” siger han, inden han uddyber:

“For mig er alle sange originale, selvom vi selvfølgelig refererer tilbage til gudfædrene og gudmødrene, som har været der før os som musikere. For mig er det Fionn Reagan, Damien Rice, Jose Gonzalez, Bat For Lashes, PJ Harvey, The Beatles og så videre. Jeg er inspireret af al musik, der rører mig. Jeg er ligeglad med alle de der hipstertanker og alt det bullshit. Jeg har det sådan, at for alle, der elsker musik og engagerer sig i det, vil musik være en velsignelse, mens mennesker, som er negative, opgivende eller bitre, vil dø.”

Du havde været igennem meget, da du skrev “After The Rain“, og for mig er albummet stopfyldt med forskellige følelser fra håb til sorg…
“Ja, sorg, savn… Og det er det, jeg mener, når jeg siger, at det er en mere farverig plade. Jeg er lige stolt af “Last Smoke Before The Snowstorm” og “After The Rain“, men… Der er flere bølger på det nye, men bølgerne fungerer som en sammenhængende bevægelse.”

Benjamin Francis Leftwich – Tilikum
Tilikum er Bens eget yndlingsnummer fra “After The Rain” lige nu. Det var samtidig første single fra albummet.

Det gør det virkelig. Men hvordan var din sindstilstand, imens du skabte pladen?
“Jeg forsøgte at være så ærlig som muligt og repræsentere… Dit syn på ærlighed ændrer sig, efterhånden som du bliver ældre. Du lærer at redigere dig selv, kritisere dig selv og tvinge dig selv til at lide for at kunne velsigne menneskerne omkring dig gennem dit kreative værk. Så min sindstilstand var blandet. Du ved, nogle dage var meget triste, andre meget glade, nogle dage håbefulde, mens jeg følte mig som en faker andre dage. Nogle dage havde jeg lyst til at skyde folk, andre dage havde jeg lyst til at skyde mig selv… Jeg bifalder alle de følelser i den kreative proces, for på en meget brutal, utilitaristisk måde har vi et ansvar for at redde mennesker fra dem,” filosoferer Ben Leftwich, som har en klar idé om, hvilken sindsstemning han vil gå i studiet med næste gang.

“Jeg har nogle uger fri i januar, så der vil jeg gå i studiet og se, hvordan jeg har det kreativt, og om jeg kan få noget ud, som føles ærligt og ægte, og som jeg føler en forbindelse til. Jeg ser min sangskrivning som mit testamente. Hvad nu hvis der sker noget forfærdeligt? Hvad nu hvis jeg bliver spist af en krokodille i morgen?”

Ja, det er der jo en vis risiko for…
“De der danske krokodiller – de er overalt! Det er fucking crazy! Men helt ærligt: Ville jeg have sagt alt det, jeg havde behov for at sige? Det vil være min sindstilstand næste gang, jeg går i studiet.”

Føler du, at du har noget, du gerne vil sige?
“Bestemt. Mange, mange, mange, mange ting. Om mig selv. Det er altid om mig selv. Jeg føler som sagt, at jeg er nødt til at skrive ud fra et ærligt udgangspunkt. Jeg vil aldrig skrive direkte om nogle andre, for det rager ikke mig. Men hvis nogen påvirker min sjæl og sindstilstand, så er det mit ansvar at tage det med på scenen,” understreger Ben Leftwich.

Musik skal føles dejligt i ørerne og i hovedet

Jeg har efterhånden lavet en del interviews, men jeg har aldrig mødt nogen, som i så høj grad er en del af sin musik som Ben Leftwich. Hver eneste af mine tænkepauser går med at nynne små tekststykker – jeg genkender blandt andet Bon Ivers8 (circle)” og Marc Cohn-klassikeren “Walking in Memphis“, som Ben senere fortæller mig, at han – tro det eller ej – hørte for allerførste gang på den nuværende turné. Det kan ikke gøres tydeligt nok, hvor voldsom en sammenhæng der er mellem Ben Leftwich og musik. Det er det klokkeklare omdrejningspunkt i hans liv.

“Du har ikke spurgt mig om det, men folk plejer at spørge mig om, hvad jeg laver ved siden af musikken. Der er jeg altid sådan: ‘Fucking ingenting!’ Jeg lytter til musik, tænker musik… Jeg elsker det! Jeg har altid været musikalsk. Jeg kan huske, at jeg som tre eller fire år gammel hørte min far spille Beatles og Nina Simone i huset. I den alder forstår du ikke, hvad melodi og sangtekster er, eller hvorfor du er oppe at køre over det, men det føles bare dejligt i dine ører og i dit hoved. Og det elsker jeg!”

Det vil dog alligevel være forkert at påstå, at musikken er det eneste omdrejningspunkt i Ben Leftwichs liv. Hans familie og særligt hans søster fylder ekstremt meget.

“Min søster inspirerer mig helt vildt. Hun er fantastisk. Hun er min største kritiker, og hun holder sig aldrig tilbage. Jeg var lige ved ikke at putte “Kicking Roses” på albummet, men hun sagde, at det skulle jeg gøre. Tak til hende for det!”

Benjamin Francis Leftwich – Kicking Roses
Kicking Roses var det andet nummer, Ben fremhævede, da vi snakkede om albummet. Nummeret er albummets mest personlige og er henvendt til én bestemt person. Hvem ved kun Ben, personen selv og få andre…

Hvordan inspirerer hun dig?
“Ved at være en smuk, intelligent, uafhængig, stærk kvinde. Hun arbejder i Australien som taledrama-terapeut i et kvindefængsel. Det er en måde at rehabilitere de indsatte på, hvilket er virkeligt ædelt, smukt og uselvisk. Hver aften, når jeg er på scenen, har jeg et billede af hende ved mine fødder.”

Og Ben Leftwichs far? Han er også altid med på scenen – lige ved siden af Bens søster.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

En ydmyg verdensstjerne skifter ham

Hun er i det store udland nok bedst kendt for “Eyes on Fire,” som var at finde på soundtracket til filmatiseringen af teenagefænomenet Twilight.

Blue Foundation – Eyes on Fire

I Danmark stiftede vi for første gang for alvor bekendtskab med hende, da hun og Blue Foundation udsendte den første single fra gennembrudsalbummet, “Sweep of Days.”

Blue Foundation – As I Moved On

Da jeg møder Kirstine Stubbe Teglbjærg under årets SPOT Festival, har “Sweep of Days” snart 10 år på bagen, og det er fire år siden, at hun forlod de to drenge i Blue Foundation.

“Jeg er virkelig glad og taknemmelig for, at du har lyst til at snakke med mig,” er de første ord ud af hendes mund. Det er tydeligt, at dagene med de store filmhits er langt væk. Nu er Kirstine på egen hånd. Alene med sit helt eget album; den ganske fremragende solodebut, “Hamskifte.”

Og ikke nok med, at det er hendes første soloalbum, så er det også første gang siden tiden før Blue Foundation i midten af 90’erne, at hun skal formidle på dansk. Et sprogligt skifte, som har givet hende nye muligheder.

“Det har været utroligt spændende at arbejde med det danske sprog. Jeg føler, at sproget har åbnet sig for mig,” fortæller hun.

Hvad har været anderledes?

“Det er jo anderledes, fordi det er et sprog, som sidder i kroppen. Jeg kender vendingerne. Jeg kender billederne. Jeg kender det landskab, som jeg synger og skriver om. Det, som sproget sætter ord på. Den erfaring, der ligger bag. Det hele kender jeg, fordi det er mit land og mit sprog. Jeg har mærket, at jeg har kunnet sige mere mellem linjerne, og jeg har kunnet proppe flere betydninger ind på mindre plads. Der har været plads til flere kontraster, og mine tekster indeholder en flertydighed, som kun er opstået, fordi jeg kender sproget så godt.”

bf2d432urpux6b2o

Hun er undervejs i processen blevet overrasket over, hvor let det har været at lege med sproget og skabe stærke billeder. Men det er ikke kun legen med sproget, der har motiveret hende til at udgive solodebuten på dansk.

“Jeg har haft lyst til at slippe jagten på det internationale gennembrud. Det handlede det meget om i Blue Foundation. Og det gør det for rigtig mange danske bands; man skal anerkendes udenfor Danmark, og så kan man hive den med hjem og blive store herhjemme,” siger hun.

“Jeg har haft lyst til at gå den anden vej. For selvom vi havde nogle store filmhits i Blue Foundation, så var vores platform hele tiden Danmark. Så det har været en befrielse for mig nu at kunne sige: ‘Jeg ranker min ryg og synger for mit eget land. Jeg vil få gang i en stolthed herhjemme i stedet for hele tiden at skulle til udlandet og hente den.’ Det er det, jeg har haft lyst til at manifestere.”

Som titlen på albummet, “Hamskifte,” lægger op til, er det en selvbevidst Kirstine Stubbe Teglbjærg, som har kastet sig ud i noget nyt. Hun er ikke længere ‘Kir fra Blue Foundation.’ Nu er hun Kirstine Stubbe Teglbjærg. Punktum.

“Det har været et kæmpe, vildtvoksende projekt, som har taget længere tid og er blevet meget større, end jeg havde regnet med. Jeg startede i et lille hjørne, og så er det bare vokset ud over alle grænser.”

Hun har selv skrevet og produceret det hele. Og det har været en stor udfordring for hende at sidde med det hele alene.

“Når man er flere, kan man rykke på flere planer på én gang, men hvis jeg for eksempel gik i stå med en tekst, så gik jeg bare i stå. Der skete ikke mere. Men det har været inspirerende at skulle hoppe rundt i de forskellige roller. På den måde har jeg hele tiden kunnet lave noget, selvom jeg er gået i stå i én rolle. Det har været en stor fryd og dybt inspirerende, men det har også været helt vildt hårdt. Der er da indimellem, hvor jeg har tænkt: ‘Ah shit, jeg kan ikke overskue det,'” siger Kirstine Stubbe Teglbjærg.

Kirstine Stubbe Teglbjærg – Drømmenes Lyd

Men igennem kom hun, og hun står nu med et resultat, som hun er yderst tilfreds med.

“Man bliver selvfølgelig aldrig helt færdig, men jeg synes, at jeg har fået lavet en lyd, som svinger med den oplevelse, jeg har indeni. Og som jeg kan tage med ud live. Der sker nogle andre ting live, men det snakker fuldstændig med pladen.”

Det er tydeligt at høre på hende, at hun ser pladen som en helhed, da jeg beder hende om et yndlingsnummer fra albummet.

“Jeg har jo flere, der er mine yndlingsnumre. ‘Broerne brænder‘ er en milepæl for mig, fordi den er så ond og dyster. Jeg går ud ad en tangent, jeg ikke er gået ud ad før. Det er ekstremt spændende for mig. ‘Tæppet er faldet‘ og ‘Hamskifte‘ er mega fede at spille, fordi det er uptempo. Hvis jeg skal vælge et nummer, som opsummerer pladen, så må det være ‘Levende igen,’ for den har både det skæve, det vilde og det poetiske. Det var et meget bredt svar,” siger hun grinende.

Kirstine Stubbe Teglbjærg – Levende Igen

Vores samtale finder sted, få timer inden hun skal spille til årets SPOT Festival i Musikhusets Rytmiske Sal. Få dage tidligere har hun spillet sin releasekoncert i København, hvilket var hendes første reelle koncert i flere år. Men står det til hende, bliver koncerten på SPOT bestemt ikke den sidste.

“Jeg vil gerne ud at spille en hel masse. Jeg elsker det, og jeg har savnet det rigtig meget. Det er en stor fryd for mig. Så jeg håber, at vi får booket nogle koncerter.”

Hvis man skal tro reaktionerne på hendes koncert på SPOT, skal hun nok få sit ønske opfyldt. Men hun har også ambitioner på længere sigt.

“På et tidspunkt havde jeg det sådan, at nu skulle jeg bare lave denne ene plade, og så havde jeg aftjent min værnepligt over for mig selv. Men nu smager det helt sikkert af mere. Jeg har ikke opgivet det engelske sprog helt endnu, men i første omgang tror jeg, at jeg har lyst til at lave nogle samarbejder. Med hvem, vil jeg ikke sige noget om,” lyder det lidt kryptiske svar fra Kirstine Stubbe Teglbjærg.

Her vil Blue Foundation i manges øjne være et oplagt samarbejde, og Kirstine Stubbe Teglbjærg er da heller ikke helt afvisende.

“Jeg savner det, som vi skabte sammen dengang omkring ‘Sweep of Days’-pladen. Det har jeg sat utrolig stor pris på, men i de senere år ville vi noget meget forskelligt, så det har været helt naturligt for mig, at det var forbi. Jeg er stolt af det, jeg har lavet i Blue Foundation, og det var en vigtig periode for mig. Om vi kommer til at lave noget sammen igen? Det vil tiden vise…”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *