“At få et visum til en sydafrikaner det er kraftedeme svært”

Jens og Magnus fra Farveblind demonstrerer deres gode venskab. Foto: Marie Louise Takibo Kaspersen

Under weekendens SPOT-festival spillede Farveblind til vores dayparty lørdag på HeadQuarters. Efterfølgende fangede Rasmus drengene til en lille snak om at spille fem koncerter på samme festival og få sindssyge idéer, som at flyve en Sydafrikaner uden pas til Århus for ét nummer, og så rent faktisk føre dem ud i livet.

Rasmus: Tak fordi I gad at komme og spille. Det var en fornøjelse lige at se jer. Jeg har ikke fået lov til at se jer før.

Jens: Det var pisse sjovt.

Rasmus: Ja, I ser også nærmest sådan lidt orgasmiske ud, når I står der på scenen. Er det bare for showets skyld?

Jens: Det er faktisk ikke noget, vi tænker over, tror jeg.

Magnus: Vi har snakket rigtigt meget om de sidste par dage, at uden for scenen er vi bare to kæmpe store spader. Og så er der bare sådan en switch, der slår til, så snart vi går på scenen.

Jens: Ja, fem minutter før.. Nogle gange lige når vi går på.

Magnus: Så stopper vi med at være spader på den måde, og bliver lidt arrogante spader i stedet for. Men jeg tror, det er meget intuitivt. Det er ikke forceret. Hvis det havde været staget, så tror jeg ikke, vi havde nydt det så meget.

Rekordjagt

Rasmus: Jamen I må fandme da nyde at spille live med alle de koncerter, I har på SPOT. Er der en rekord for, hvor mange gange man kan nå at spille på SPOT?

Magnus: Vi prøver virkelig på at slå den. Vi ved ikke, om der er en. Vi ved, at The Entrepreneurs i 2015 spillede fem koncerter, men det var inklusiv Offspot-koncerter, og de gælder jo ikke.

Jens: Vi har fem. Vi har tre i dag og vi havde to i går.

Rasmus: Hvordan balancerer I det?

Jens: Hver koncert er sin egen ting. Den koncert vi lige har spillet var jo en rigtig showcase-koncert. 20 minutter. Bum. Høj energi — ned fra scenen igen. Mens vi f.eks. havde Radar klokken kvart over 2 i går. Det er noget helt andet. Det var 45 minutter med dynamiske kurver.

Rasmus: Spillede I 45 minutter i går? Har I materiale nok til det?

Magnus: Ja, ja. Til Roskilde skal vi spille en time. Så til Roskilde har vi en times materiale. Det er meningen i hvert fald.

Rasmus: Så har I også lidt tid at løbe på…

Jens: Ja, vi mangler lige et kvarter, haha.

Rasmus: Jeg tænker bare, at når man spiller så mange koncerter på en festival, går der så ikke en smule inflation i det?

Jens: Både ja og nej. Fordi SPOT-festival er virkelig blitzkrieg. Det handler om at få dit ansigt og dit navn ud. Det skal “buzze”. Det er i hvert fald vores tilgang. Den måde vi gør det på, det er ved at vise, at vi kan fungere i alle formater. Vi har den største scene i aften, der er på SPOT-festival, og det er sin egen ting, mens vi også spillede til et fashionshow i går, og det var noget helt andet. Det er vigtigt for os, at der bliver lagt den samme autenticitet i det.

Magnus: Det er totalt forskellige koncerter, men når man er elektronisk musiker, så ligger sættene meget faste. Det er lidt svært lige at sige, så laver vi en dobbelt så lang guitarsolo. Man skal forsøge at læse det lidt på forhånd. Man kan opleve, at man skyder helt forbi, og man ikke rammer publikum, der hvor de er, og der har vi haft en enkelt koncert, hvor vi startede forkert ud, og folk ikke er blevet taget med op, og så bliver det lidt en flad fornemmelse, så der har vi lagt størstedelen af vores arbejde op til for at finde ud af, hvordan vi rammer de her folk bedst.

Jens: Det er nærmest blevet en spirituel ting for os. Hvordan leverer vi festen, fordi folk regner med at have en fest, når de kommer til os.

Dansemusik med dybde

Rasmus: Hvordan klassificerer I jeres egen musik?

Magnus: Det er svært at genrebestemme det. Det er det for alle artister. Det er der gerne andre, der skal gøre. Festmusik er måske bare sådan en overordnet betegnelse. Vi vil gerne have folk til at danse.

Jens: Men der er også lidt mere dybde til det.

Rasmus: Det er også det, jeg tænker. Du (Jens red.) spiller jo trommer som en vanvittig.

Jens: Ja, jeg tæsker!

Rasmus: Og er det så ikke svært at blive taget alvorligt som musiker, hvis man bare laver festmusik?

Magnus: Det er det. Det er også derfor, vi bliver nødt til at vise det til folk. EDM er mange ting. Det er ikke kun Avicii og Hardwell. Det hele er bare en hybrid. Nogle gange kalder vi det technopop og nogle gange technopunk. Det kommer virkelig an på, hvem der spørger, og hvordan der bliver spurgt. Det er virkelig svært for os at sige, det er det her, det er, men jeg tror, technopop er ret godt, fordi det er virkelig rough, men det er også melodisk.

Jens: Vi er både inspireret af den tyske punkscene og den tyske technoscene. Det har altid været det, vi visualiserede os, når vi producerede vores sange. Laserlys på en meget dunkel tysk undergrundsklub klokken skod om morgenen.

Magnus: Ja! Også selvom vi ikke rigtigt har været der.

Jens: Ja, vi har været der én gang, men du var faktisk for fuld til at komme ind..

Magnus: That’s another story for another time.

Rasmus: Yes. Hvor kender I hinanden fra?

Jens: Fra gymnasiet hvor vi havde hver vores musikalske projekt, og vi var tæskekonkurrenter.

Magnus: Der var kun plads til ét cool gymnasieband, og sådan er det bare.

Rasmus: Hvordan bliver man så venner?

Magnus: Mit band gav op, og så overgav jeg mig bare og sagde OKAY. Vi ville gerne lave noget sjovt, der fik folk igang. Det måtte ikke stå stille på noget tidspunkt. Vi spillede vores debutkoncert tre uger efter, vi fandt ud af, vi skulle arbejde sammen.

Jens: Det var også ovre mod det mere ordinære EDM. Det var noget med at sample forskellige internetting.

Magnus: Vi fik hurtigt blod på tanden for, at nu skulle vi bare banke det her afsted. Vi spillede bare en masse koncerter. På et tidspunkt kom vi i tanke om, at vi nok også hellere måtte få produceret noget, vi kunne udgive.

Internationale tråde

Rasmus: Hvornår I den her proces, besluttede I jer for at kalde jer Farveblind?

Magnus: Det kom, fordi vi skulle spille en koncert tre uger efter, vi startede, så det var sådan øhøhøhøhh….. FARVEBLIND.

Rasmus: Der er ikke nogen af jer, der er farveblinde?

Magnus: Nej, overhovedet ikke. Det er simpelthen dødsygt, altså. Vi har fundet ud af, at der er nogle sproglige barrierer, når man kalder sig noget SÅ dansk, der er så umuligt at udtale andre steder. Vi har mange, der kommer op til os.. Ehhh flarve? Father???

Jens: Yes, I know blind! Haha.

Rasmus: Tror I, det bliver en international barriere for jer, at I hedder noget så dansk?

Jens: Jeg tror det ikke. Det skulle være det mindste problem.

Rasmus: Ja, okay. Hvis man kan hedde Röyksopp, så er det måske det mindste problem..

Jens: Præcis.

Magnus: Tiden må vise, om det bliver et problem! Vi prøver det bare..

Jens: Det har været mentaliteten i Farveblind hele tiden. Få en idé og så forsøg at være så go-getter som muligt. Det har heldigvis virket indtil videre. Nogle gange er det også nogle høje risikoer, vi tager.

Rasmus: Hvad tænker du på, når du siger “høj risiko”?

Jens: F.eks. SPOT-festival koncerten i aften. Det er en klassiker.

Magnus: Vi har en special guest med i aften. Vi har sgu fløjet en Sydafrikaner ind.

Jens: At få et visum til en sydafrikaner det er kraftedeme svært.

Magnus: Specielt fordi han aldrig nogensinde har været uden for Sydafrika før, så han har aldrig haft et pas.

Rasmus: Hvordan er I kommet i kontakt med ham så?

Magnus: Det har bare været over internettet. Vi har talt sammen over Skype, sendt demoer frem og tilbage. Lige pludselig havde vi bare en sang.

Rasmus: Og så skulle han til Danmark?

Magnus: Ja, vi spillede en del koncerter sidste år og havde sparet nogen penge sammen.

Jens: Så tænkte vi, nu skal vi gøre et eller andet. Så vi fandt hul i budgettet til at flyve ham til Danmark. Det var lidt kompliceret, men det gik, og han er her, og det er næste single, så det er fedt.

Rasmus: Havde det ikke bare været nemmere at finde en dansk sanger?

Jens: Der er ikke noget sjovt ved at have det for nemt.

Magnus: Nej, og han har en sindssyg vokal. Den er soulet og r’n’b’et.

Jens: Ja, jeg er forelsket i en mand for første gang… Og jeg har en kæreste.

Rasmus: Hvor har I lært at spille musik?

Jens: Jeg byttede engang en scooter for et trommesæt.

Magnus: Jeg gik til orgel. Det kan man godt gå til.

Rasmus: Hvad laver I, når I ikke er Farveblind?

Magnus: Vi er sammen 24 timer i døgnet. Vi arbejder samme sted, og når vi er færdige med at arbejde, så går vi i studiet. Så tager Jens hjem til sin kæreste, og nogle gange tager jeg med.

Rasmus: Men I bor ikke sammen?

Jens: Nej.. Ikke endnu..

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pale Honey: ”Lad bedstemor blive derhjemme”

Pale Honey Regnsky

Den 15. marts indtager den svenske duo Pale Honey Huset-KBH i København. Jeg tog en hurtig snak med Tuva Lodemar og Nelly Daltrey op til koncerten, hvor de vil gøre alt for, at hele publikum føler sig velkomne. Deres første tip: Lad bedsteforældrene blive derhjemme.

”Når vi spiller live, kan vi godt lide, at det er lidt højt og beskidt, og vi kan ikke ønske os mere, end at publikum lader sig gribe af stemningen. Vi opfordrer alle til at danse, headbange eller synge med – alt er velkomment. Men måske skal du lade din gamle bedstemor blive derhjemme, hvis hun ikke har lyst til at starte moshpits og bade andre mennesker i øl,” griner pigerne.

Nyt, modigt album på vej
Bandet er netop nu ved at færdiggøre opfølgeren til det succesfulde selvbetitlede debutalbum fra 2015. Her på Regnsky fandt en af de første singler fra det album, ”Real Thing”, vej til 11. pladsen på vores årsliste i december, og for mig personligt er “Pale Honey” et af de album, jeg lytter allermest til for tiden. Spørger man Pale Honey selv, kan man forvente et mere modigt andet album.

”Vi har været bedre til at lade sangene tage den tid, de skulle tage, denne gang. Vi har haft perioder, hvor vi ikke har fokuseret på andet end musikken, mens vi andre gange har vi lagt den helt fra os. Det har givet os muligheden for at lære vores egne værker bedre at kende og tiden til at udforske, prøve nye ting og finde ud af, i hvilken retning vi kunne tage vores sange – og hvor vi har lyst til at tage dem hen. På den måde har vi været lidt mere modige i vores bestræbelser på at lave noget, vi er stolte af,” forklarer Tuva og Nelly, som dog samtidig understreger, at de både var stolte og tilfredse med debutpladen.

”Vi synes, at det gik rigtig godt. Vi er stolte af, at det lykkedes os at lave et debutalbum, som var gennemtænkt. I stedet for at haste det igennem for at vise os frem til pladeselskaber eller bookere. Det var en fantastisk følelse, at vi havde lavet noget så gennemført for os selv, og det varmede virkelig vores hjerter, at så mange mennesker tog så godt imod albummet.”

Finder inspiration i rastløshed og gode bøger
Processen med at skrive tekster er noget, der betyder meget for Tuva og Nelly, og ud over at de naturligvis lader sig inspirere af andre musikere – Pale Honey er ofte blevet sammenlignet med både PJ Harvey og den amerikanske rocktrio Sleater-Kinney – men inspirationen til deres tekster skal ofte findes et andet sted.

”Vi er begge læseheste, så at læse er en evig kilde af inspiration for os. Det bedste, vi ved, er at finde en sætning, der bare vækker genklang hos os, og som så senere bliver omdrejningspunktet for en sang. Så sætter vi sætningen ind i en kontekst, som giver mening for os, og det inspirerer så musikken. Ikke at have noget at lave – altså bare være rastløs – er også med til at fremprovokere kreativitet hos os.”

I det hele taget er det et meget tæt forbundet kreativt univers, Tuva og Nelly har fået skabt sammen. De har prøvet at spille sammen med andre, men i sidste ende giver det bare mest mening, at Pale Honey er en duo.

“Vi er ikke fuldstændig ens, når det kommer til musik, men vi foretrækker mange af de samme ting, og vi er tiltrukket af de samme koncepter og lyde, vi har skabt som band. Så vi arbejder godt sammen og er meget opmærksomme på hinandens ideer. Vi lærte at spille vores instrumenter sammen i et andet band, så vi er på mange måder vokset og udviklet os sammen. Det har givet os muligheden for at søge ud af øvelokalet og finde inspiration andre steder, så vi kan udforske mere i forhold til sangskrivning og vores kreativitet.”

Man kan som sagt opleve Pale Honey i Huset-KBH på onsdag (sammen med danske Darling Don’t Dance) – eller i Lund i Sverige på torsdag, hvis man har mod på en tur over Sundet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Benjamin Francis Leftwich: “Min sangskrivning er mit testamente”

Benjamin Francis Leftwich

De fleste har prøvet at miste en, de holder af; en som har udfyldt en vigtig rolle i ens liv, som pludselig ikke er der længere. De fleste af dem, jeg selv har mistet, har jeg heldigvis mistet til alderdom, så selvom jeg selvfølgelig blev ked af det, var det på en måde en glædelig omend sentimental sorg.

En helt anden ubehagelig sorg ramte den britiske singer/songwriter Benjamin Francis Leftwich tilbage i 2013, hvor han mistede sin far og store inspirationskilde til kræft. To år forinden havde Ben Leftwich udgivet debutalbummet “Last Smoke Before The Snowstorm” til strålende anmeldelser, og siden da havde han turneret verden tynd. Men faderens sygdom betød, at den dengang blot 24-årige Ben Leftwich valgte at tage en pause fra rejserne og musikken.

“Jeg følte, at jeg var nødt til at tage noget tid væk fra musikken, for jeg var ved at blive skør. Det var i den periode, hvor jeg mistede min far, og jeg havde behov for at bruge tid sammen med ham derhjemme,” fortæller Ben Leftwich, da jeg mødtes med ham før hans koncert på Lille VEGA tidligere på efteråret.

Benjamin Francis Leftwich – Maps
Maps var den afdøde fars yndlingsnummer fra debutpladen “Last Smoke Before The Snowstorm”.

Ben Leftwich er nemlig endelig klar til at vise opfølgeren til debutalbummet frem. Det nye album har fået titlen “After The Rain“, og det er efter min mening det bedste album, som er blevet udgivet indtil videre i 2016. Og for Ben Leftwich var der da heller ingen tvivl om, at pausen kun skulle være netop det – en pause.

“Min deal som sangskriver – som musiker – er, at jeg bliver nødt til at gøre det her. Det er en spirituel udtryksform for mig. Jeg vil aldrig dele musik, medmindre jeg synes, at det er ærligt og ægte nok. Med “After The Rain” nåede jeg til et punkt, hvor jeg følte, at jeg havde et svendestykke, jeg var stolt af. Som, jeg synes, er en præcis sonisk visualisering af alt det, jeg har været igennem,” forklarer Ben Leftwich, som har indspillet albummet sammen med den Brit Award-vindende producer Charlie Andrew, der tidligere har arbejdet med artister som Alt J og Matt Corby.

Musikken på “After The Rain” er ligesom på debutten smedet omkring Ben Leftwichs inderlige vokal, men der er for mig en tydelig forskel og udvikling i britens musik, som i dag er langt mere sammenhængende, og albummet fremstår derfor som en klar helhed.

“Det er det (mere sammenhængende, red.). Det er mere modent. Budskabet og teksterne er langt mere ligetil. Min far var en akademiker, og nogle af de ting, han var virkelig optaget af, var ord, og at der var en klar mening med ordene. Det har jeg med i ånden som kreativt udførende. Samtidig synes jeg, at det nye album er mere farverigt; produktionsmæssigt og sonisk. Det afspejler, at jeg er vokset som mand og som musiker. Når man bliver ældre, bliver ens musiksmag bredere og mere divers. Du bliver lidt mindre hipster,” griner Ben Leftwich.

Benjamin Francis Leftwich – Summer
Summer er uden tvivl mit yndlingsnummer på den nye plade. Nummerets største styrke er dog kontrasten til de foregående numre på pladen og bør derfor nydes i den kontekst.

Livet er den største inspiration

Om Ben Leftwich nogensinde har været en rigtig hipster, skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg sidder i hvert fald over for en jævnaldrende fyr, som både i sin musik og i sin fremtræden fremstår ekstremt moden og eftertænksom. Med en intensitet og følelsesmæssigt nærvær, som gør det tydeligt for mig, at mennesket og musikken i denne sammenhæng er to alen af samme stykke.

“For mig er der ingen adskillelse mellem mit personlige liv og mit musikalske liv. Ingen overhovedet. Det hele hænger sammen. Alt, hvad du oplever, påvirker din sjæl, you know. Lidelse, glæde, intense følelser af kærlighed, romantik, seksualitet, tab, vrede, vold, ALT! Jeg tror, at alle mennesker – og musikere er ikke anderledes her – vi er alle inspireret af de samme ting. Den unikke del er, når det senere kommer ud igen som en original sang,” siger han, inden han uddyber:

“For mig er alle sange originale, selvom vi selvfølgelig refererer tilbage til gudfædrene og gudmødrene, som har været der før os som musikere. For mig er det Fionn Reagan, Damien Rice, Jose Gonzalez, Bat For Lashes, PJ Harvey, The Beatles og så videre. Jeg er inspireret af al musik, der rører mig. Jeg er ligeglad med alle de der hipstertanker og alt det bullshit. Jeg har det sådan, at for alle, der elsker musik og engagerer sig i det, vil musik være en velsignelse, mens mennesker, som er negative, opgivende eller bitre, vil dø.”

Du havde været igennem meget, da du skrev “After The Rain“, og for mig er albummet stopfyldt med forskellige følelser fra håb til sorg…
“Ja, sorg, savn… Og det er det, jeg mener, når jeg siger, at det er en mere farverig plade. Jeg er lige stolt af “Last Smoke Before The Snowstorm” og “After The Rain“, men… Der er flere bølger på det nye, men bølgerne fungerer som en sammenhængende bevægelse.”

Benjamin Francis Leftwich – Tilikum
Tilikum er Bens eget yndlingsnummer fra “After The Rain” lige nu. Det var samtidig første single fra albummet.

Det gør det virkelig. Men hvordan var din sindstilstand, imens du skabte pladen?
“Jeg forsøgte at være så ærlig som muligt og repræsentere… Dit syn på ærlighed ændrer sig, efterhånden som du bliver ældre. Du lærer at redigere dig selv, kritisere dig selv og tvinge dig selv til at lide for at kunne velsigne menneskerne omkring dig gennem dit kreative værk. Så min sindstilstand var blandet. Du ved, nogle dage var meget triste, andre meget glade, nogle dage håbefulde, mens jeg følte mig som en faker andre dage. Nogle dage havde jeg lyst til at skyde folk, andre dage havde jeg lyst til at skyde mig selv… Jeg bifalder alle de følelser i den kreative proces, for på en meget brutal, utilitaristisk måde har vi et ansvar for at redde mennesker fra dem,” filosoferer Ben Leftwich, som har en klar idé om, hvilken sindsstemning han vil gå i studiet med næste gang.

“Jeg har nogle uger fri i januar, så der vil jeg gå i studiet og se, hvordan jeg har det kreativt, og om jeg kan få noget ud, som føles ærligt og ægte, og som jeg føler en forbindelse til. Jeg ser min sangskrivning som mit testamente. Hvad nu hvis der sker noget forfærdeligt? Hvad nu hvis jeg bliver spist af en krokodille i morgen?”

Ja, det er der jo en vis risiko for…
“De der danske krokodiller – de er overalt! Det er fucking crazy! Men helt ærligt: Ville jeg have sagt alt det, jeg havde behov for at sige? Det vil være min sindstilstand næste gang, jeg går i studiet.”

Føler du, at du har noget, du gerne vil sige?
“Bestemt. Mange, mange, mange, mange ting. Om mig selv. Det er altid om mig selv. Jeg føler som sagt, at jeg er nødt til at skrive ud fra et ærligt udgangspunkt. Jeg vil aldrig skrive direkte om nogle andre, for det rager ikke mig. Men hvis nogen påvirker min sjæl og sindstilstand, så er det mit ansvar at tage det med på scenen,” understreger Ben Leftwich.

Musik skal føles dejligt i ørerne og i hovedet

Jeg har efterhånden lavet en del interviews, men jeg har aldrig mødt nogen, som i så høj grad er en del af sin musik som Ben Leftwich. Hver eneste af mine tænkepauser går med at nynne små tekststykker – jeg genkender blandt andet Bon Ivers8 (circle)” og Marc Cohn-klassikeren “Walking in Memphis“, som Ben senere fortæller mig, at han – tro det eller ej – hørte for allerførste gang på den nuværende turné. Det kan ikke gøres tydeligt nok, hvor voldsom en sammenhæng der er mellem Ben Leftwich og musik. Det er det klokkeklare omdrejningspunkt i hans liv.

“Du har ikke spurgt mig om det, men folk plejer at spørge mig om, hvad jeg laver ved siden af musikken. Der er jeg altid sådan: ‘Fucking ingenting!’ Jeg lytter til musik, tænker musik… Jeg elsker det! Jeg har altid været musikalsk. Jeg kan huske, at jeg som tre eller fire år gammel hørte min far spille Beatles og Nina Simone i huset. I den alder forstår du ikke, hvad melodi og sangtekster er, eller hvorfor du er oppe at køre over det, men det føles bare dejligt i dine ører og i dit hoved. Og det elsker jeg!”

Det vil dog alligevel være forkert at påstå, at musikken er det eneste omdrejningspunkt i Ben Leftwichs liv. Hans familie og særligt hans søster fylder ekstremt meget.

“Min søster inspirerer mig helt vildt. Hun er fantastisk. Hun er min største kritiker, og hun holder sig aldrig tilbage. Jeg var lige ved ikke at putte “Kicking Roses” på albummet, men hun sagde, at det skulle jeg gøre. Tak til hende for det!”

Benjamin Francis Leftwich – Kicking Roses
Kicking Roses var det andet nummer, Ben fremhævede, da vi snakkede om albummet. Nummeret er albummets mest personlige og er henvendt til én bestemt person. Hvem ved kun Ben, personen selv og få andre…

Hvordan inspirerer hun dig?
“Ved at være en smuk, intelligent, uafhængig, stærk kvinde. Hun arbejder i Australien som taledrama-terapeut i et kvindefængsel. Det er en måde at rehabilitere de indsatte på, hvilket er virkeligt ædelt, smukt og uselvisk. Hver aften, når jeg er på scenen, har jeg et billede af hende ved mine fødder.”

Og Ben Leftwichs far? Han er også altid med på scenen – lige ved siden af Bens søster.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

En ydmyg verdensstjerne skifter ham

Hun er i det store udland nok bedst kendt for “Eyes on Fire,” som var at finde på soundtracket til filmatiseringen af teenagefænomenet Twilight.

Blue Foundation – Eyes on Fire

I Danmark stiftede vi for første gang for alvor bekendtskab med hende, da hun og Blue Foundation udsendte den første single fra gennembrudsalbummet, “Sweep of Days.”

Blue Foundation – As I Moved On

Da jeg møder Kirstine Stubbe Teglbjærg under årets SPOT Festival, har “Sweep of Days” snart 10 år på bagen, og det er fire år siden, at hun forlod de to drenge i Blue Foundation.

“Jeg er virkelig glad og taknemmelig for, at du har lyst til at snakke med mig,” er de første ord ud af hendes mund. Det er tydeligt, at dagene med de store filmhits er langt væk. Nu er Kirstine på egen hånd. Alene med sit helt eget album; den ganske fremragende solodebut, “Hamskifte.”

Og ikke nok med, at det er hendes første soloalbum, så er det også første gang siden tiden før Blue Foundation i midten af 90’erne, at hun skal formidle på dansk. Et sprogligt skifte, som har givet hende nye muligheder.

“Det har været utroligt spændende at arbejde med det danske sprog. Jeg føler, at sproget har åbnet sig for mig,” fortæller hun.

Hvad har været anderledes?

“Det er jo anderledes, fordi det er et sprog, som sidder i kroppen. Jeg kender vendingerne. Jeg kender billederne. Jeg kender det landskab, som jeg synger og skriver om. Det, som sproget sætter ord på. Den erfaring, der ligger bag. Det hele kender jeg, fordi det er mit land og mit sprog. Jeg har mærket, at jeg har kunnet sige mere mellem linjerne, og jeg har kunnet proppe flere betydninger ind på mindre plads. Der har været plads til flere kontraster, og mine tekster indeholder en flertydighed, som kun er opstået, fordi jeg kender sproget så godt.”

bf2d432urpux6b2o

Hun er undervejs i processen blevet overrasket over, hvor let det har været at lege med sproget og skabe stærke billeder. Men det er ikke kun legen med sproget, der har motiveret hende til at udgive solodebuten på dansk.

“Jeg har haft lyst til at slippe jagten på det internationale gennembrud. Det handlede det meget om i Blue Foundation. Og det gør det for rigtig mange danske bands; man skal anerkendes udenfor Danmark, og så kan man hive den med hjem og blive store herhjemme,” siger hun.

“Jeg har haft lyst til at gå den anden vej. For selvom vi havde nogle store filmhits i Blue Foundation, så var vores platform hele tiden Danmark. Så det har været en befrielse for mig nu at kunne sige: ‘Jeg ranker min ryg og synger for mit eget land. Jeg vil få gang i en stolthed herhjemme i stedet for hele tiden at skulle til udlandet og hente den.’ Det er det, jeg har haft lyst til at manifestere.”

Som titlen på albummet, “Hamskifte,” lægger op til, er det en selvbevidst Kirstine Stubbe Teglbjærg, som har kastet sig ud i noget nyt. Hun er ikke længere ‘Kir fra Blue Foundation.’ Nu er hun Kirstine Stubbe Teglbjærg. Punktum.

“Det har været et kæmpe, vildtvoksende projekt, som har taget længere tid og er blevet meget større, end jeg havde regnet med. Jeg startede i et lille hjørne, og så er det bare vokset ud over alle grænser.”

Hun har selv skrevet og produceret det hele. Og det har været en stor udfordring for hende at sidde med det hele alene.

“Når man er flere, kan man rykke på flere planer på én gang, men hvis jeg for eksempel gik i stå med en tekst, så gik jeg bare i stå. Der skete ikke mere. Men det har været inspirerende at skulle hoppe rundt i de forskellige roller. På den måde har jeg hele tiden kunnet lave noget, selvom jeg er gået i stå i én rolle. Det har været en stor fryd og dybt inspirerende, men det har også været helt vildt hårdt. Der er da indimellem, hvor jeg har tænkt: ‘Ah shit, jeg kan ikke overskue det,'” siger Kirstine Stubbe Teglbjærg.

Kirstine Stubbe Teglbjærg – Drømmenes Lyd

Men igennem kom hun, og hun står nu med et resultat, som hun er yderst tilfreds med.

“Man bliver selvfølgelig aldrig helt færdig, men jeg synes, at jeg har fået lavet en lyd, som svinger med den oplevelse, jeg har indeni. Og som jeg kan tage med ud live. Der sker nogle andre ting live, men det snakker fuldstændig med pladen.”

Det er tydeligt at høre på hende, at hun ser pladen som en helhed, da jeg beder hende om et yndlingsnummer fra albummet.

“Jeg har jo flere, der er mine yndlingsnumre. ‘Broerne brænder‘ er en milepæl for mig, fordi den er så ond og dyster. Jeg går ud ad en tangent, jeg ikke er gået ud ad før. Det er ekstremt spændende for mig. ‘Tæppet er faldet‘ og ‘Hamskifte‘ er mega fede at spille, fordi det er uptempo. Hvis jeg skal vælge et nummer, som opsummerer pladen, så må det være ‘Levende igen,’ for den har både det skæve, det vilde og det poetiske. Det var et meget bredt svar,” siger hun grinende.

Kirstine Stubbe Teglbjærg – Levende Igen

Vores samtale finder sted, få timer inden hun skal spille til årets SPOT Festival i Musikhusets Rytmiske Sal. Få dage tidligere har hun spillet sin releasekoncert i København, hvilket var hendes første reelle koncert i flere år. Men står det til hende, bliver koncerten på SPOT bestemt ikke den sidste.

“Jeg vil gerne ud at spille en hel masse. Jeg elsker det, og jeg har savnet det rigtig meget. Det er en stor fryd for mig. Så jeg håber, at vi får booket nogle koncerter.”

Hvis man skal tro reaktionerne på hendes koncert på SPOT, skal hun nok få sit ønske opfyldt. Men hun har også ambitioner på længere sigt.

“På et tidspunkt havde jeg det sådan, at nu skulle jeg bare lave denne ene plade, og så havde jeg aftjent min værnepligt over for mig selv. Men nu smager det helt sikkert af mere. Jeg har ikke opgivet det engelske sprog helt endnu, men i første omgang tror jeg, at jeg har lyst til at lave nogle samarbejder. Med hvem, vil jeg ikke sige noget om,” lyder det lidt kryptiske svar fra Kirstine Stubbe Teglbjærg.

Her vil Blue Foundation i manges øjne være et oplagt samarbejde, og Kirstine Stubbe Teglbjærg er da heller ikke helt afvisende.

“Jeg savner det, som vi skabte sammen dengang omkring ‘Sweep of Days’-pladen. Det har jeg sat utrolig stor pris på, men i de senere år ville vi noget meget forskelligt, så det har været helt naturligt for mig, at det var forbi. Jeg er stolt af det, jeg har lavet i Blue Foundation, og det var en vigtig periode for mig. Om vi kommer til at lave noget sammen igen? Det vil tiden vise…”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *