Regnsky møder… August Rosenbaum

Nu hvor Northside er færdig, kan vi kigge lidt tilbage. Under årets Heartland Festival fik jeg mulighed for både at opleve og efterfølgende interviewe debutanten August Rosenbaum. 30-årige August har tidligere lavet musik med bl.a. Quadron og Mø, men har nu besluttet sig for at gå solo. Koncerten på Heartland var hans første solokoncert – nogensinde. Jeg fangede ham efterfølgende til en snak om at få debut på Heartland og hans nye album, han har lavet sammen med Robin Hannibal.

Vil du ikke bare starte med at fortælle lidt om August Rosenbaum?

  • Jeg er pianist og laver musik. Jeg har spillet med Quadron i nogle år, så har jeg udgivet nogle plader selv, men mest bevæget mig i jazz-verdenen. Det her jeg laver nu, er egentlig bare for at lave noget musik, der er tættere på, hvor jeg er nu. Jeg har brugt mange år på at turnere med andre folk og lave musik til andre folk, så nu vil jeg gerne lave solo. Jeg har en plade færdig, som jeg har lavet sammen med min ven Robin Hannibal, som jeg har brugt mange år på. Den betyder meget for mig, og den har taget lang tid, og nu er den færdig, så nu skal den bare have det liv, som jeg synes, den fortjener.

År ligefrem?

  •  Ja, der har bare været så meget andet også. Og han bor i USA, og jeg bor her, så vi har bare kunnet arbejde på den, når vi havde tid til det. Nu er den done!

Hvornår udkommer den, og hvad hedder den?

  • Den udkommer til november, og den hedder Vista.

Hvordan forløb din debutkoncert?

  • Jeg synes, det forløb virkelig fucking dejligt. Det er klart, når man har brugt så lang tid på at forberede sig, så kan tingene godt stige en lidt til hovedet, og man bliver sådan lidt nerveagtigt, men sådan var det bare ikke. Det var totalt dejligt at spille med mine venner og bandet, og folk lyttede. Det er jo sådan noget instrumentalt musik, så hvordan fa’n får man folk fanget?

Ja, jeg så, folk sad ned?

  • Det er totalt fint. Bare de lytter, så er det gået godt.

Du synes også, publikum tog godt imod det?

  • Det synes jeg helt bestemt.

Jeg tænker, det kan vel godt være en udfordring at skulle spille ukendt instrumentalt musik for folk?

  • Det er nærmest en umulig udfordring, så jeg synes virkelig, jeg er meget overrasket og glad. Jeg håbede, det ville være sådan.

Hvordan har du så forberedt dig, nu hvor der er lidt udfordringer ved den her koncert?

  • Jeg har fundet præcis de mennesker, jeg gerne ville lave et band med. Det er jo noget med at komme med noget musik til folk og sige “Hey, nu skal vi gøre det her sammen. Vil I gøre det med mig?” uden det bliver sådan noget, nu hyrer jeg lige jer. Jeg ville gerne bruge tid på, at finde de rigtige. Det er musik, der er lidt svær at få hovedet omkring.

Hvem synes du, din musik henvender sig til?

  • Jeg synes, min musik henvender sig til mig selv – og mine venner. Det er det, jeg fokuserer på. Det betyder ikke, jeg laver musik til mig selv på sådan en kig-dig-selv-i-spejlet-måde, men jeg er glad, hvis den rammer så bredt som muligt. Jeg er totalt overbevist om, at det kan ramme ung som gammel, at alle kan finde noget i det, de kan lide. Der er eksempelvis mange akkorder i min musik. Det er der ikke i så meget musik i dag.

Er din musik måske ikke lidt for musik-aficionadoer, der kan sætte pris på det?

  • Det tror jeg ikke. Måske er det?

Altså jeg tænker bare, det er instrumentalt, og allerede der er det udfordrende at lytte til, så jeg mener, at man skal have noget bevidsthed omkring musikken for at forstå det?

  • Det er også fuldstændig rigtigt. Det er jo ikke radio-musik på den måde. Man skal finde det, fordi man er interesseret i det. Det er måske også bare derfor, jeg siger, det er mig selv, fordi jeg er nysgerrig og leder efter musik.

Kan man overhovedet genrebestemme din musik?

  • Det er svært. Jeg tror, soundtrack-musik er meget godt. Det rummer mange genrer.

Men et soundtrack kræver vel, at det bliver holdt op mod et eller andet? En film, eller?

  • Jo, men vi kalder ligesom hele projektet “Score in search of a movie”. Der er nogen, der siger, jeg er klassisk musiker, og der er nogen, der kalder det jazz, og det har jeg heller intet problem med. Jazz er fedt, altså!

Men det er alt sammen noget, der kræver, at man er enormt dygtig?

  • Ja, og det er bare det, jeg gerne vil kommunikere, at det kræver ikke en speciel musikalsk kunnen eller viden at blive rørt af ting, og det er det, jeg synes, der er fedt ved filmmusik, det er det eneste rum, man hører musik, hvor man ikke har de der ører skruet på, og man ikke skal være mega dygtig for at høre det. Musikken i Stanley Kubricks film er et eksempel. Man ville ikke høre det for sig selv, eller jo måske ens 65-årige morfar ville gå ind og høre avantgarde klassisk musik, men det fungerer vildt godt til billeder.

Men er det så ikke også svært, når du netop ikke har den visuelle side?

  • Min egen idé med det er, at hvis du har været 16 år og kørt på cykel og været forelsket, så har jeg hørt AIR f.eks. Og AIR’s plade Moon Safari osv. har jeg hørt enormt meget. Den er ikke til nogen film, men jeg får en eller anden vibe. Det er et soundtrack til mit liv og til min cykeltur. Det er også vildt god musik at køre bil til. Man får den der “rejse”. Det er selvfølgelig også totalt fedt at have noget visuelt til. Prxjects-samarbejdet giver vildt god mening, fordi jeg gerne vil have nogen, der kan hjælpe mig med at lave noget mere end en video, man går ud og skyder med sine venner, men man behøver altså ikke at skulle høre det live.

Hvordan var det at have så priviligeret en scene som Heartland til sin debut?

  • Det var rimelig sindssygt.

Var du nervøs?

  • Ja, jeg var meget nervøs!

Hvorfor tror du, at du var nervøs?

  • Jamen det er nok noget med, at man sagtens kunne have startet et mindre sted. Al begyndelse er bare begyndelse, der er nogle erfaringer, man først får sig med tid, og derfor havde det jo været svedigt at spille på Stengade eller noget. Det her er bare mange mennesker at præsentere det for første gang. Det er mega nervepirrende.

Det er ret vildt at starte på Heartland..

  • Det er mega fucking sindssygt at starte på Heartland!

Hvad synes du om Heartland generelt?

  • Jeg er lige kommet i dag, og har ikke hørt musik og sådan noget, men jeg kan godt lide blandingen af musik og talks. Jeg kan vildt godt lide, at eksempelvis Werner Herzog bare sidder og fortæller.

Nu er du jo gået solo. Du har lavet noget med andre før. Hvad er dine forventninger til fremtiden?

  • Jeg prøver at holde fast i, at jeg gerne vil lave ting, jeg synes er sjove. Jeg synes, det var vildt fucking optur at lave den her plade med Robin, som jeg så godt kan lide og deler så meget musik med. Han er et af de sjoveste mennesker, jeg nogensinde har lavet musik med. Det er altid sjovt. Derfor har jeg også bare så meget kærlighed og energi omkring det her projekt. Jeg vil gerne gøre alt det, der skal til. Spille live og rejse med det. Jeg har en kommende turné i 18 og lidt koncerter i efteråret. Mine forventninger til fremtiden er også, at det er ok, at min musik er lidt forvirrende, og at jeg er lidt ukendt. Jeg tror, det var David Byrne, der sagde: “Hvis du gerne vil tjene penge, så gør en ting, og så sørg for, den er så bred som muligt, og blive ved med at gøre det, fordi så bygger du et publikum op, og så ved de, hvad de kan forvente”. Jeg har egentlig ikke specielt meget lyst til at folk skal vide, hvad de kan forvente.

Så du vil gerne overraske?

  • Ja. Jeg vil gerne gøre det, jeg selv synes er fedt, men kun gøre det, hvis jeg synes, jeg er god til det og gør det godt.

Der er vel også noget økonomisk, der skal køre rundt?

  • Det er der, men jeg er vokset op i en familie, hvor min mor er skuespiller og min morfar er musiker, og tilgangen er, at “Du tager de jobs, du kan få”, der har jeg lidt prøvet at sige, at jeg gør det her, jeg gør, og hvis folk synes, det er fedt, holder jeg fast i det.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

JFDR interview: Musik handler om magien i det uperfekte

JFDR Regnsky interview
Foto: Marie Stotz

I næsten en generation har regnestykket Island plus musik været lig med Bjørk. Men måske skal den bredere offentlighed snart til at vænne sig til et nyt navn. Jófríður Ákadóttir. Eller bare JFDR.

Nyt bør nok sættes i anførselstegn, for den 22-årige islænding har allerede været en del af den islandske musikscene i otte år. Først i Pascal Pinon med sin tvillingesøster Ásthildur, senere i den elektroniske trio Samaris og det legende kollektiv GANGLY – og nu altså som JFDR.

Frygten og jagten på det perfekte
Jeg mødtes med Jófríður på SPOT Festival tidligere på måneden til en snak om perfektionisme, forandring og forgængelighed. Det var egentlig ikke det, jeg havde planlagt at tale med hende om, men da hun under koncerten fik sagt ”I love change”, blev jeg nysgerrig. For i min verden er Jófríður en del af en særlig klub af artister, som i sin karriere konstant har været i bevægelse og udfordret musikkens til tider noget fastlåste rammer.

”Jeg elsker forandring! Eller det gør jeg ikke… Jeg har lyst til at elske forandring. Det er, hvad Yoko Ono skrev på sin Instagram. Hun er genial!” udbryder Jófríður, inden hun holder den første af sine mange eftertænksomme pauser.

”Jeg har læst en del om forgængelighed; at vi lider, fordi ting er forgængelige: Når personer bliver født, dør de også. Når noget begynder, ender det. Det gælder også følelser; de forsvinder. Det er en del af at være et menneske, at alt er forgængeligt, men vi prøver at holde fast i ting som sindssyge. Vi gør det uden at vide hvorfor, fordi det gør ondt at lade være. Jeg kom til at tænke på det, fordi den sang, jeg skulle til at spille, handler om netop det,” forklarer hun.

Sangen, hun skulle til at spille, er at finde på det eminente JFDR-debutalbum “Brazil”, som udkom tidligere på året. “Brazil” er – modsat de fleste af Jófríður tidligere udgivelser – på engelsk, og omdrejningspunktet er en ret foranderlig periode i den unge islændings liv.

”Sangene på Brazil var nødt til at være på engelsk. De er en samlet helhed, som handler om en tid, hvor jeg var ved at forlade Island, og hele processen gik ud på at frigøre mig fra hjemlandet og afvise det og hade det og have lyst til at forlade det. Det er også derfor, albummet hedder “Brazil”; fordi det var det fjerneste sted, jeg på nogen måde kunne forestille mig. Det gav bare mening for mig. Men jeg kan sagtens se mig selv vende tilbage til islandsk; det handler bare om at finde det rigtige projekt eller den rigtige vej derhen,” forklarer Jófríður.

Et organisk dogme
Det er dog ikke kun det sproglige, som adskiller JFDR fra Jófríðurs tidligere projekter (som i øvrigt alle fortsat er aktive i forskellig grad). For mens Pascal Pinon i høj grad handlede om to unge kvinder, som var ved at finde deres ben musikalsk, og hvor man tydeligt kan mærke udviklingen, hvis man lytter til eksempelvis albummene “S/T” og “Sundur”, så er både Samaris og JFDR klarere i deres udtryk fra starten. Men der ender lighederne så også.

For for mig har JFDR en helt anden intensitet end Samaris, som jeg ellers er ret vild med. Særligt i en live setting kommer den organiske og legende opbygning af musikken klart til udtryk.

”Med Samaris er alting inden for skiven. Alt er lavet i Ableton Live, og de fleste lyde er ikke organiske; de er ikke akustiske instrumenter på nær vokalen og klarinetten. I JFDR er der næsten ingen elektroniske lyde. Jeg elsker, at der er så mange impro-elementer i min musik. Det er meget loop-baseret og flydende. Tempoet skifter ofte, så det handler mere om dynamikken og stemningen, og hvornår jeg har det, når jeg spiller musikken. Hvis jeg fx er stresset, laver jeg flere fejl, og det er også en vigtig del af det,” forklarer hun.

Den markant anderledes måde at skabe musikken på har også betydet, at Jófríður har måtte tage en helt anden tilgang personligt. Som mange andre musikere har hun jagtet det perfekte, men det kan ikke på samme måde lade sig gøre, når man ikke sidder foran en computer, hvor perfektion er relativt nem at opnå.

”Jeg tror, at intensiteten kommer fra detaljerne og det uperfekte og fejlene. Det var hårdt for mig at nå til det punkt. Shahzad Ismaily (som har produceret “Brazil”, red.) fik mig derhen gennem sit smukke take på musik. Han jagter altid magien frem for perfektionen. Det hæftede jeg mig virkelig ved, og vi gik efter magien. Det betød, at jeg tit var nødt til at sidde og tænke, at det kunne jeg godt gøre bedre, men det gør jeg ikke, for det her er den rigtige lyd,” siger Jófríður, som i det hele taget gerne vil gøre op med jagten på det perfekte.

Alting er foranderligt
”Vi lever i en verden, hvor alt bare er perfekt og forventes at være det. Og musik bør være perfekt, fordi det er så nemt at gøre det perfekt. Især popmusik er blevet så præcist og detaljeorienteret og så fastlåst i sin form. Folk bliver slaver af deres egne kompositioner og forventninger. Forventningen er, at det skal være perfekt. Det er nok det, jeg gerne vil frigøre mig selv fra og bare spille det, jeg føler, jeg skal spille. Måske er det, det jeg prøver på. Jeg ved det ikke. Det ændrer sig måske. Jeg elsker forandringer!” griner Jófríður.

JFDR er Jófríðurs første soloprojekt, og antallet af aktive projekter er nu oppe et sted omkring fire eller fem, hvis man tæller et sidste hemmeligt projekt med, som hun leverer sange til. Men hvad er egentlig målet for det islandske wunderkind?

”At fortsætte. Ordet succes betyder at bevæge sig videre til den næste ting. Vi er så fokuserede på destinationen, men selv hvis vi når vores mål, skal vi stadig videre. Så jeg vil fortsætte med at lave musik, så længe jeg er glad og rask og kan leve af det – og ikke bliver skør af at rejse hele tiden. Og jeg vil lave flere albums, og jeg vil spille flere koncerter; jeg vil møde flere mennesker! Det er virkelig svært at se mit slutmål, for ting er forgængelige. Og de ændrer sig altid.”

Mine tre yndlingsalbum fra Jófríður Ákadóttir i kronologisk rækkefølge:
Pascal Pinon – Twosomeness (2013): Titlen på albummet kan måske snyde, men det er både på engelsk og islandsk. “Twosomeness” fik mine øjne op for Jófríður i sin tid og har derfor en ganske særlig plads i mit hjerte.

Samaris – Silkidrangar (2014): Hvis jeg skal koncentrere mig, så er det nok mit go-to album lige for tiden. Det er muligt, at Jófríður lige nu bevæger sig væk fra perfektionen, men det kan nu stadig noget.

JFDR – Brazil (2017): Det giver lidt sig selv. 2017s mest interessante udgivelse efter min smag. Hvor “Silkidrangar” hjælper mig til at koncentrere mig om andre ting, afkræver Brazil mig min koncentration for at kunne forstå albummets meget levende lyd.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Interview: Amanda Delara trodser bedstemor og blomstrer på SPOT

Amanda Delara Regnsky

Det kører for norsk musik i disse år. En hel hær af især unge kvindelige artister er væltet ind over de danske grænser de sidste par år anført af blandt andre Aurora, Susanne Sundfør og Fay Wildhagen. Og tak for det!

Et af de nyeste skud på den norske stamme er den 19-årige Amanda Delara fra den lille landsby Nes, der ligger knap tre timers kørsel nordvest for Oslo. Hun varmede op for Phlake ved deres koncert i Store VEGA i februar og bragede kort tid efter igennem på den norske pendant til SPOT, by:Larm, hvor hun eftersigende gav en af festivalens bedste koncerter.

Apropos SPOT, så var det netop der, at jeg selv havde fornøjelsen af at høre den unge norsk-iraner live for første gang. Og hold nu kæft, hun sparker røv!

Hun fylder ikke meget på scenen, men hun optræder til gengæld med en helt utrolig energi og tilstedeværelse, som formår at hive publikum helt ind i hendes elektroniske urbanpop univers, der trækker tydelige tråde til hendes iranske rødder – en inspirationskilde hun i øvrigt ikke lægger skjul på.

”Så du mit bagtæppe? Det var ligesom et persisk tæppe. Det er jeg virkelig stolt af, det betyder meget for mig,” fortæller Amanda Delara, da jeg møder hende i omklædningsrummet efter koncerten.

Koncerten er gået, som den skulle, og Amanda er i rigtig godt humør.

”Jeg er altid supernervøs inden mine koncerter, men det var ren glæde! Jeg elsker Danmark og danskerne. Jeg glæder mig helt vildt til, at jeg skal spille på Lille VEGA i efteråret,” lyder det fra den storsmilende nordmand, som giver koncert i København den 26. oktober.

Lynkarriere på ryggen af to singler
Amanda Delara har pt kun udsendt to numre – debuthittet ”Paper Paper” og senest den virkelig lækre r&b-banger ”Dirhamz”; to numre som i øvrigt begge handler om penge – men hun er allerede ved at blive lidt af et navn på den norske musikscene.

Og hvis karrieren fortsætter i samme tempo som nu, behøver Amanda Delara nok ikke nøjes med at synge om værdifuldt papir. Det er dog ikke noget, der fylder noget særligt for den unge nordmand, som bare vil synge og udvikle sig.

”Det her er, hvad jeg vil, og jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg har fået muligheden. Men jeg er ikke i nærheden af at have nået mine mål endnu. Så på den måde er det skræmmende at være mig, men det er også en fornøjelse,” siger hun.

Men hvad er målet så?

”Jeg synes, det ville være trist at have et slutmål, for hvad skal der så ske, når man når det? Men mit første mål er at fylde en stor arena som O2 (i London, red.). Det kan lyde urealistisk, men jeg tænker, at hvis jeg skal gøre den her ting, hvorfor så ikke drømme stort?”

I første omgang skal der dog produceres mere musik, og Amanda Delara glæder sig meget til resten af 2017, hvor den blandt andet står på flere store festivaljobs i Norge og så naturligvis koncerten i Lille VEGA.

”Jeg skal, hvad siger man, gi ut min musikk og bare bygge videre på min karriere. Jeg kan ikke avsløre for meget, men det bliver godt!” siger Amanda Delara på en charmerende blanding af norsk og engelsk.

Skyggen af medaljen
Hvad det næste bliver fra den norske teenager, må vi altså vente i spænding på, men helt sikkert er det, at jeg er overbevist om, at hun har ret, når hun siger, at det bliver godt. En person, som til gengæld har været noget sværere for Amanda Delara at overbevise, er hendes bedstemor i Iran.

”Min bedstemor stopper mig!” griner Amanda Delara og uddyber: ”Hun var virkelig bekymret. Hun blev ved med at sige, ’er du nu sikker? Skulle du ikke hellere blive læge eller advokat?’” Det var en kæmpe diskussion. Men hun er sød; jeg elsker hende meget højt!”

Begge Amanda Delaras forældre er fra Iran, men det er alligevel næsten 10 år siden, hun besøgte sit andet hjemland for første og hidtil eneste gang. Og næste gang bliver nok ikke i den nærmeste fremtid.

”Jeg må ikke tage dertil nu. Det er en konsekvens, jeg har været nødt til at leve med, efter jeg besluttede at lave musik. Det er hårdt, men vi har WhatsApp og imo, så vi taler sammen tit. De støtter mig så meget, og jeg elsker dem simpelthen så højt,” siger Amanda Delara.

Du kan som sagt opleve den norsk-iranske komet på Lille VEGA i København den 26. oktober.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“At få et visum til en sydafrikaner det er kraftedeme svært”

Jens og Magnus fra Farveblind demonstrerer deres gode venskab. Foto: Marie Louise Takibo Kaspersen

Under weekendens SPOT-festival spillede Farveblind til vores dayparty lørdag på HeadQuarters. Efterfølgende fangede Rasmus drengene til en lille snak om at spille fem koncerter på samme festival og få sindssyge idéer, som at flyve en Sydafrikaner uden pas til Århus for ét nummer, og så rent faktisk føre dem ud i livet.

Rasmus: Tak fordi I gad at komme og spille. Det var en fornøjelse lige at se jer. Jeg har ikke fået lov til at se jer før.

Jens: Det var pisse sjovt.

Rasmus: Ja, I ser også nærmest sådan lidt orgasmiske ud, når I står der på scenen. Er det bare for showets skyld?

Jens: Det er faktisk ikke noget, vi tænker over, tror jeg.

Magnus: Vi har snakket rigtigt meget om de sidste par dage, at uden for scenen er vi bare to kæmpe store spader. Og så er der bare sådan en switch, der slår til, så snart vi går på scenen.

Jens: Ja, fem minutter før.. Nogle gange lige når vi går på.

Magnus: Så stopper vi med at være spader på den måde, og bliver lidt arrogante spader i stedet for. Men jeg tror, det er meget intuitivt. Det er ikke forceret. Hvis det havde været staget, så tror jeg ikke, vi havde nydt det så meget.

Rekordjagt

Rasmus: Jamen I må fandme da nyde at spille live med alle de koncerter, I har på SPOT. Er der en rekord for, hvor mange gange man kan nå at spille på SPOT?

Magnus: Vi prøver virkelig på at slå den. Vi ved ikke, om der er en. Vi ved, at The Entrepreneurs i 2015 spillede fem koncerter, men det var inklusiv Offspot-koncerter, og de gælder jo ikke.

Jens: Vi har fem. Vi har tre i dag og vi havde to i går.

Rasmus: Hvordan balancerer I det?

Jens: Hver koncert er sin egen ting. Den koncert vi lige har spillet var jo en rigtig showcase-koncert. 20 minutter. Bum. Høj energi — ned fra scenen igen. Mens vi f.eks. havde Radar klokken kvart over 2 i går. Det er noget helt andet. Det var 45 minutter med dynamiske kurver.

Rasmus: Spillede I 45 minutter i går? Har I materiale nok til det?

Magnus: Ja, ja. Til Roskilde skal vi spille en time. Så til Roskilde har vi en times materiale. Det er meningen i hvert fald.

Rasmus: Så har I også lidt tid at løbe på…

Jens: Ja, vi mangler lige et kvarter, haha.

Rasmus: Jeg tænker bare, at når man spiller så mange koncerter på en festival, går der så ikke en smule inflation i det?

Jens: Både ja og nej. Fordi SPOT-festival er virkelig blitzkrieg. Det handler om at få dit ansigt og dit navn ud. Det skal “buzze”. Det er i hvert fald vores tilgang. Den måde vi gør det på, det er ved at vise, at vi kan fungere i alle formater. Vi har den største scene i aften, der er på SPOT-festival, og det er sin egen ting, mens vi også spillede til et fashionshow i går, og det var noget helt andet. Det er vigtigt for os, at der bliver lagt den samme autenticitet i det.

Magnus: Det er totalt forskellige koncerter, men når man er elektronisk musiker, så ligger sættene meget faste. Det er lidt svært lige at sige, så laver vi en dobbelt så lang guitarsolo. Man skal forsøge at læse det lidt på forhånd. Man kan opleve, at man skyder helt forbi, og man ikke rammer publikum, der hvor de er, og der har vi haft en enkelt koncert, hvor vi startede forkert ud, og folk ikke er blevet taget med op, og så bliver det lidt en flad fornemmelse, så der har vi lagt størstedelen af vores arbejde op til for at finde ud af, hvordan vi rammer de her folk bedst.

Jens: Det er nærmest blevet en spirituel ting for os. Hvordan leverer vi festen, fordi folk regner med at have en fest, når de kommer til os.

Dansemusik med dybde

Rasmus: Hvordan klassificerer I jeres egen musik?

Magnus: Det er svært at genrebestemme det. Det er det for alle artister. Det er der gerne andre, der skal gøre. Festmusik er måske bare sådan en overordnet betegnelse. Vi vil gerne have folk til at danse.

Jens: Men der er også lidt mere dybde til det.

Rasmus: Det er også det, jeg tænker. Du (Jens red.) spiller jo trommer som en vanvittig.

Jens: Ja, jeg tæsker!

Rasmus: Og er det så ikke svært at blive taget alvorligt som musiker, hvis man bare laver festmusik?

Magnus: Det er det. Det er også derfor, vi bliver nødt til at vise det til folk. EDM er mange ting. Det er ikke kun Avicii og Hardwell. Det hele er bare en hybrid. Nogle gange kalder vi det technopop og nogle gange technopunk. Det kommer virkelig an på, hvem der spørger, og hvordan der bliver spurgt. Det er virkelig svært for os at sige, det er det her, det er, men jeg tror, technopop er ret godt, fordi det er virkelig rough, men det er også melodisk.

Jens: Vi er både inspireret af den tyske punkscene og den tyske technoscene. Det har altid været det, vi visualiserede os, når vi producerede vores sange. Laserlys på en meget dunkel tysk undergrundsklub klokken skod om morgenen.

Magnus: Ja! Også selvom vi ikke rigtigt har været der.

Jens: Ja, vi har været der én gang, men du var faktisk for fuld til at komme ind..

Magnus: That’s another story for another time.

Rasmus: Yes. Hvor kender I hinanden fra?

Jens: Fra gymnasiet hvor vi havde hver vores musikalske projekt, og vi var tæskekonkurrenter.

Magnus: Der var kun plads til ét cool gymnasieband, og sådan er det bare.

Rasmus: Hvordan bliver man så venner?

Magnus: Mit band gav op, og så overgav jeg mig bare og sagde OKAY. Vi ville gerne lave noget sjovt, der fik folk igang. Det måtte ikke stå stille på noget tidspunkt. Vi spillede vores debutkoncert tre uger efter, vi fandt ud af, vi skulle arbejde sammen.

Jens: Det var også ovre mod det mere ordinære EDM. Det var noget med at sample forskellige internetting.

Magnus: Vi fik hurtigt blod på tanden for, at nu skulle vi bare banke det her afsted. Vi spillede bare en masse koncerter. På et tidspunkt kom vi i tanke om, at vi nok også hellere måtte få produceret noget, vi kunne udgive.

Internationale tråde

Rasmus: Hvornår I den her proces, besluttede I jer for at kalde jer Farveblind?

Magnus: Det kom, fordi vi skulle spille en koncert tre uger efter, vi startede, så det var sådan øhøhøhøhh….. FARVEBLIND.

Rasmus: Der er ikke nogen af jer, der er farveblinde?

Magnus: Nej, overhovedet ikke. Det er simpelthen dødsygt, altså. Vi har fundet ud af, at der er nogle sproglige barrierer, når man kalder sig noget SÅ dansk, der er så umuligt at udtale andre steder. Vi har mange, der kommer op til os.. Ehhh flarve? Father???

Jens: Yes, I know blind! Haha.

Rasmus: Tror I, det bliver en international barriere for jer, at I hedder noget så dansk?

Jens: Jeg tror det ikke. Det skulle være det mindste problem.

Rasmus: Ja, okay. Hvis man kan hedde Röyksopp, så er det måske det mindste problem..

Jens: Præcis.

Magnus: Tiden må vise, om det bliver et problem! Vi prøver det bare..

Jens: Det har været mentaliteten i Farveblind hele tiden. Få en idé og så forsøg at være så go-getter som muligt. Det har heldigvis virket indtil videre. Nogle gange er det også nogle høje risikoer, vi tager.

Rasmus: Hvad tænker du på, når du siger “høj risiko”?

Jens: F.eks. SPOT-festival koncerten i aften. Det er en klassiker.

Magnus: Vi har en special guest med i aften. Vi har sgu fløjet en Sydafrikaner ind.

Jens: At få et visum til en sydafrikaner det er kraftedeme svært.

Magnus: Specielt fordi han aldrig nogensinde har været uden for Sydafrika før, så han har aldrig haft et pas.

Rasmus: Hvordan er I kommet i kontakt med ham så?

Magnus: Det har bare været over internettet. Vi har talt sammen over Skype, sendt demoer frem og tilbage. Lige pludselig havde vi bare en sang.

Rasmus: Og så skulle han til Danmark?

Magnus: Ja, vi spillede en del koncerter sidste år og havde sparet nogen penge sammen.

Jens: Så tænkte vi, nu skal vi gøre et eller andet. Så vi fandt hul i budgettet til at flyve ham til Danmark. Det var lidt kompliceret, men det gik, og han er her, og det er næste single, så det er fedt.

Rasmus: Havde det ikke bare været nemmere at finde en dansk sanger?

Jens: Der er ikke noget sjovt ved at have det for nemt.

Magnus: Nej, og han har en sindssyg vokal. Den er soulet og r’n’b’et.

Jens: Ja, jeg er forelsket i en mand for første gang… Og jeg har en kæreste.

Rasmus: Hvor har I lært at spille musik?

Jens: Jeg byttede engang en scooter for et trommesæt.

Magnus: Jeg gik til orgel. Det kan man godt gå til.

Rasmus: Hvad laver I, når I ikke er Farveblind?

Magnus: Vi er sammen 24 timer i døgnet. Vi arbejder samme sted, og når vi er færdige med at arbejde, så går vi i studiet. Så tager Jens hjem til sin kæreste, og nogle gange tager jeg med.

Rasmus: Men I bor ikke sammen?

Jens: Nej.. Ikke endnu..

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pale Honey: ”Lad bedstemor blive derhjemme”

Pale Honey Regnsky

Den 15. marts indtager den svenske duo Pale Honey Huset-KBH i København. Jeg tog en hurtig snak med Tuva Lodemar og Nelly Daltrey op til koncerten, hvor de vil gøre alt for, at hele publikum føler sig velkomne. Deres første tip: Lad bedsteforældrene blive derhjemme.

”Når vi spiller live, kan vi godt lide, at det er lidt højt og beskidt, og vi kan ikke ønske os mere, end at publikum lader sig gribe af stemningen. Vi opfordrer alle til at danse, headbange eller synge med – alt er velkomment. Men måske skal du lade din gamle bedstemor blive derhjemme, hvis hun ikke har lyst til at starte moshpits og bade andre mennesker i øl,” griner pigerne.

Nyt, modigt album på vej
Bandet er netop nu ved at færdiggøre opfølgeren til det succesfulde selvbetitlede debutalbum fra 2015. Her på Regnsky fandt en af de første singler fra det album, ”Real Thing”, vej til 11. pladsen på vores årsliste i december, og for mig personligt er “Pale Honey” et af de album, jeg lytter allermest til for tiden. Spørger man Pale Honey selv, kan man forvente et mere modigt andet album.

”Vi har været bedre til at lade sangene tage den tid, de skulle tage, denne gang. Vi har haft perioder, hvor vi ikke har fokuseret på andet end musikken, mens vi andre gange har vi lagt den helt fra os. Det har givet os muligheden for at lære vores egne værker bedre at kende og tiden til at udforske, prøve nye ting og finde ud af, i hvilken retning vi kunne tage vores sange – og hvor vi har lyst til at tage dem hen. På den måde har vi været lidt mere modige i vores bestræbelser på at lave noget, vi er stolte af,” forklarer Tuva og Nelly, som dog samtidig understreger, at de både var stolte og tilfredse med debutpladen.

”Vi synes, at det gik rigtig godt. Vi er stolte af, at det lykkedes os at lave et debutalbum, som var gennemtænkt. I stedet for at haste det igennem for at vise os frem til pladeselskaber eller bookere. Det var en fantastisk følelse, at vi havde lavet noget så gennemført for os selv, og det varmede virkelig vores hjerter, at så mange mennesker tog så godt imod albummet.”

Finder inspiration i rastløshed og gode bøger
Processen med at skrive tekster er noget, der betyder meget for Tuva og Nelly, og ud over at de naturligvis lader sig inspirere af andre musikere – Pale Honey er ofte blevet sammenlignet med både PJ Harvey og den amerikanske rocktrio Sleater-Kinney – men inspirationen til deres tekster skal ofte findes et andet sted.

”Vi er begge læseheste, så at læse er en evig kilde af inspiration for os. Det bedste, vi ved, er at finde en sætning, der bare vækker genklang hos os, og som så senere bliver omdrejningspunktet for en sang. Så sætter vi sætningen ind i en kontekst, som giver mening for os, og det inspirerer så musikken. Ikke at have noget at lave – altså bare være rastløs – er også med til at fremprovokere kreativitet hos os.”

I det hele taget er det et meget tæt forbundet kreativt univers, Tuva og Nelly har fået skabt sammen. De har prøvet at spille sammen med andre, men i sidste ende giver det bare mest mening, at Pale Honey er en duo.

“Vi er ikke fuldstændig ens, når det kommer til musik, men vi foretrækker mange af de samme ting, og vi er tiltrukket af de samme koncepter og lyde, vi har skabt som band. Så vi arbejder godt sammen og er meget opmærksomme på hinandens ideer. Vi lærte at spille vores instrumenter sammen i et andet band, så vi er på mange måder vokset og udviklet os sammen. Det har givet os muligheden for at søge ud af øvelokalet og finde inspiration andre steder, så vi kan udforske mere i forhold til sangskrivning og vores kreativitet.”

Man kan som sagt opleve Pale Honey i Huset-KBH på onsdag (sammen med danske Darling Don’t Dance) – eller i Lund i Sverige på torsdag, hvis man har mod på en tur over Sundet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *