Regnsky møder… Mando Diao!

Interviewet er lavet af vores gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen

Efter deres koncert søndag på Northside Festival lykkedes det os at fange Björn Dixgård, Jens Siverstedt, Daniel Haglund og Patrik Heinkipieti fra det svenske rockband Mando Diao til en lille snak om deres optræden på festivalen og deres helt nye album Good Times, der eftersigende skulle være deres bedste album nogensinde.

First of all, how did the concert go? 

Very, very well. We haven’t played here for like eight years or something so we didn’t know what to expect. But it was better than we expected actually. We knew that we had like the first slot on the Sunday so we thought: “Oh, we’re gonna be the underdogs”. You know, it’s like the Swedish football team. Suddenly we can win over France. Or the Danish football team, same shit – two terrible teams that sometimes win over the mighty dinosaurs. So it’s challenging and fun to be out here. And the crowd and audience, come on, it was great! Kept us going. We sort of have this newborn love in the group right now after everything that happened to us doing last year, so we really go to places where we haven’t been in decades, so it’s nice.

Is it just Århus or is it entire Denmark you haven’t been in, in a decade? 

In Denmark in general. Oh no!

But you live so close! You’re like our neighbours, come on. 

We’re gonna start now!

Björn: We’ll come back for Vega in October.

Resten af bandet: DECEMBER! The 2nd of December!

So was it ok playing so early? You had to play around 1 o’clock. 

Yeah. You just have to simulate that it’s evening. Like Danish people do. No problem.

What do you think of getting the 1 o’clock slot on the Sunday? 

We didn’t expect anything bigger. We’re just happy to play here. We haven’t been here for a while, so that the festival wants to have us is like ruiihh (so great!). When we think back on the show we didn’t have any expectations, as we said, but we started playing and people were coming to the show and there came more people and they were singing along and we really felt it. The audience was really ‘vibing’ to the music, so it was wonderful. But we didn’t expect that. That’s why we are so happy right now.

Why didn’t you expect that? 

Because of the slot! Haha! Sunday 1 o’clock come on!

Jens: I’m not sure that we would go to a show that early. I’m just thinking about myself, and my own awful behaviour. I’m more like a night person you know.

What do you think about the festival in general – about Northside? 

Patrik: We actually went out to see Prodigy yesterday me and Jens. It was very muddy. We didn’t bring any shoes and stuff, so we got stocked there, and when we came back to the hotel it was like… (ryster på hovedet). But whatever we saw from there was nice. I mean lots of people and a good vibe.

Jens: I fucked up my sneakers.

It’s a very good line-up here. We’re sorry that we have to miss Radiohead tonight. That sucks. And Franck Ocean, that would’ve been amazing.

You’ve just released your new album? How would you describe that? 

Oi, how do you describe your child? It’s perfect! It’s really versatile. We got this from out of journalism and fans and people. It’s kinda like back to the roots of being a band. During the weeks of promotion that we did this spring, we reflected on the album, and we understand that this is straightforward, you can hear the drums and you can hear the guitars. It’s not that polished, it’s raw, something like that. Focus on the vibe.

Jens: I see our album Good Times more like a movie you know. You have all the different vibes, the ballads, the up-tempo songs, and the soulful songs. So it’s diverse and versatile I guess.

If you do a playlist on Spotify or whatever you don’t want to have the same kind of songs over and over again, you want to make it a road trip you know. That was a bigger thing we thought about. On this album we didn’t use that many musical references, we used mainly mood-based stuff – talking about different moods. And we didn’t let anybody else into the process, we did it all in the band, so that’s what defines the record. Us as a group doing it ourselves like a team – team effort. We didn’t have a producer, we produced it ourselves, and so it’s a lot of ‘us’, a lot of emotions from this group of people.

What is the message of the album? 

The title comes from the song obviously; it’s called Good Times. We took the title and made something different about it, because when you listen to the lyrics of the song Good Times it’s about the devil on your shoulder, your darkest feelings and emotions, but then we took the title and made a really weird epic fucked up cover coming to like Eden, Paradise and it has nothing to do with the song, but we used the title and it became something different. It grew in another direction. And we had such a good time recording the album. If you take like every lyric on the album it’s kind of depressing, hahah! It’s the Nordic melancholy and you can feel the darkness. But at the same time the title… Because we had such a good time recording it, we want to come with the good times and the good vibes, because now we are in such a good place and we are so happy with our music so it became something different.

Good Times has been called your best album, why do you think that is? 

Patrik: I didn’t know that.

It said so in the press release we got. 

HAHAHA! Somebody wrote it! Caught us – Caaaught us!

Well okay it’s called ‘perhaps’ your best album. 

Ahh perhaps, perhaps! No but the last baby you give birth to is the best. It’s the best for now anyways. Ask us again in two years and maybe it’s not, but right now everybody says that.

Jens: This is our best album, come on. Don’t be shy.

Björn: In the end it’s really up to us and we are really proud of it.

Jens: It’s the best album man, come on. Just listen to it.

Björn: I don’t listen to it man.

Resten bandet: You should, haha!

Your former guitarist Gustaf left the band. Do you miss him? 

NO. Haha! Simple as that. Next question.

Why did he leave? 

We don’t know actually, but he didn’t wanted to do this kind of stuff: the tour life, the music life. Being in a band is a problem for him, we think, but you’ll have to ask him. The political stuff with releasing music was a problem for him. We wanted to release only free music. He wants to become a music teacher and he is doing different stuff. Hope he is happy, absolutely.

What will the future look like? 

Bright! Good times! We are doing this over and over again we just love this.

Patrik: I think we grew together now the last two years as well; we’ve never had such a good mood in the band as we have right now and hopefully we can do it another 20 years, 30 years. 40 maybe? 50?

Jens: Arh, don’t push it.

We will keep making and writing music, recording, playing live. We are really living in the moment. That’s the best thing of being in this band; you just look to the next day and schedule. You don’t need to think about the future, because you are like: “Okay, we are going to Denmark tomorrow, that’s gonna be fucking fun, let’s do it! Berlin Tuesday!” That’s the beauty of this and we are really privileged to have this kind of life and we cherish it and we are making the best out of it. We are not fucking around. We really tried to make a really good album and it was blood, sweat and tears, and it turned out to be the best album. Here we are in Denmark.

Do you have anything that you want to tell us now that you have us here? 

Jens: My name is Jens, it’s a Danish name. I’m the new guy in the band. I really feel connected to Denmark and I feel really glad to be here.

We ranked the Nordic countries earlier today; we’ve been in Finland, Norway and Denmark and Denmark came in first place even though we had to play at an early slot on Sunday. So we love Denmark. We looove Denmark. The end. Really, you have the ‘Gammel Dansk’ you have the ‘Smørrebrød’ and everything and you’re smoking a lot of cigarettes. Funny cigarettes! Haha!

Thank you for the interview!

Thank you!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“Du sidder jo og snakker med os nu, kan man sige”


Det lykkedes mig at fange Troels Abrahamsen og David Krogh Andersen fra VETO på årets Heartland Festival til en snak inden deres første liveoptræden i fire år.

Hvorfor er I stadig relevante?

  • Det spørger vi jo også jævnligt os selv om. Det ved jeg ikke. Relevante i hvilken sammenhæng?

Jamen det virker lidt som om, I har været ude af rampelyset i nogle år.

  • Ja, vi har i hvert fald været ude af sådan en hypernostalgisk branche, der ikke kan gi’ folk to minutter til at slappe af, før de skal komme med noget nyt. Men ja, det kan du godt sige, vi har. Og når man gør, så hedder det et comeback, ik?

Er det så et comeback, I laver her senere?

  • Nej, det synes vi jo ikke. Vi har jo arbejdet, imens de fire år er gået. Selvom vi ikke har spillet koncerter, har vi stadig lavet musik. Jeg ved sgu ikke… Relevans? Hvem er relevante? Og hvorfor er de det?

Bisse er måske relevant? (Spillede koncert samtidig med interviewet, red.)

  • Men hvad er det for en sammenhæng, du mener relevant i?

Jeg tænker det i forhold til…

  • Det er jo sådan en præmis, hvor det skal være nogle nye artister hele tiden.

Det er jo lidt sådan, at når man er journalist, så har man et aktualitetskriterie, man lidt skal leve efter…

  • Det SKAL man ikke… Men det gør man.

Nej, okay, det SKAL man ikke, men det gør man for at gøre redaktøren glad. Så… Man har ikke hørt noget fra jer længe, og I har ikke udgivet noget ny musik siden ’13; I har ikke spillet koncerter de sidste mange år, så det er på baggrund af det, jeg spørger, om I stadig er relevante.

  • Vi føler jo ikke, at vi tilraner os noget som helst; det er jo jer, der afgør det. Det er dig, der afgør, om vi er relevante. Du sidder jo og snakker med os nu, kan man sige.

Og der må jeg sige touché.

  • Det er meget, meget svært at svare på pga. præmissen om relevans, fordi jeg forstår godt, hvad du mener, når du siger det, men det er også et spørgsmål, der ligger i en branche, der er så total hyper, at det er helt sindssygt, fordi enten skal man være (mumlende amerikansk accent) Brews Springstream og være en evergreen. Det kører bare, og der er ingen, der stiller spørgsmål. Der er jo ingen, der spørger ham, om han er relevant. Men så kommer den der underlige alder, som vi er i nu, hvor vi ligger sådan midt i det hele. Vi er ikke helt nye, vi er ikke helt gamle. Og hvis du er helt ny, så har du også automatisk en relevans, så det kommer an på, hvad præmissen er. Er det ud fra et kunstnerisk synspunkt? Eller er det ud fra, at der er en vis størrelse kage af opmærksomhed til folk, og der er nogen, der ikke har ret til at tage et stykke af den kage, fordi de er for irrelevante?

Jeg kan godt lide din kage-analogi…

  • Jeg kan sagtens finde masser af kunstnere, som, jeg også synes, er irrelevante i nogle sammenhænge, men som i andre ikke er det.

Jamen så tænker jeg, hvorfor skal man tage at komme til jeres koncert i aften?

  • Fordi vi er de eneste, der spiller på det tidspunkt. Åndssvagt at stå nede i den anden ende med en fadøl, når man kan stå her. Ej, det skal man gøre, fordi man selvfølgelig gerne vil høre, hvad vi laver. Det der med relevansen, det er også sådan lidt – altså hvem fanden gør noget relevant? Hvis der er et publikum, så er man vel relevant for dem.
  • Det er stadig også den der præmis med, at vi skal sælge os selv hele tiden. Vi skal hele tiden være i sådan en “sale-mode”, hvor vi hele tiden skal forklare, hvorfor vi er så skide meget mere interessante end alle de andre. Og det er vi ikke. Vi er bare et band, og vi har lavet en plade, og vi elsker at spille sammen, og vi har lavet noget musik, som vi synes er ret fedt, og vi har nogle folk omkring os, som umiddelbart også synes, det er fedt, og de hjælper os med at få det ud. Jeg ved sgu ikke…

Jeg synes, jeg har fået svar på spørgsmålet, så lad os hoppe videre!

  • Jeg synes, det er mega fedt at snakke om. Det kan også blive sådan noget navlepille noget, hvor man sidder og snakker om ingenting og ens processer og sådan noget, og det er jo dybest set ikke særlig interessant for særligt mange… Dét er irrelevant! Hvis noget er irrelevant, så er det det… Men det er bare, der er også en eller anden grundlæggende præmis, som alle bare køber, og som er svær ligesom at komme ud af. Den der måde at tænke musik på. Hvad er det, der er relevant, og hvad er det, der er irrelevant.
  • Man er vel relevant for nogen, og så er man irrelevant for andre. Sådan er det vel for helvede altid med alting. Det giver jo mening for nogle mennesker. De kommer så og hører nogle koncerter med os; det er jo bare dejligt. Og så er der nogle, der ikke gider komme, og ved du hvad – så er vi nok irrelevante for dem. Det kan man jo for helvede ikke gøre noget ved.
  • Spørgsmålet er jo egentlig, om hvorvidt man er relevant nok. Hvis man er relevant nok, så kommer man vel på en festival, hvor man kan blive spurgt af en journalist, der har taget sig tid til at booke et interview: Er I relevante? Så er det jo selvbesvarende. JA, det må vi jo så være.


  • Ja.

Hvorfor er det lige nu, I vælger at komme tilbage?

  • Det er fordi, vi er færdige med vores plade. Vi har brugt tiden på at gå rundt i et sommerhus og spille alt muligt, og så har vi brugt en del af de sidste to år på at få raffineret det, vi har lavet der, sammen med vores producer Mikkel, som har hjulpet os rigtig meget med at få styr på det og få fundet en eller anden form, som også giver mening, og som har en relevans. Så har vi så brugt noget krudt på selve indspilningen her i den sidste fase, og nu er den i gang med at blive mikset.
  • Og ind imellem alt det er vi blevet spurgt, om vi vil spille på den her festival. Så havde vi det sådan, at det kunne være meget sjovt, og det er også en anden slags festival at spille på, end hvis nu vi f.eks. spillede en af de mere etablerede festivaler. Så ville det måske være sværere at træde ind i den lige pludselig. Her er der ligesom en anden præmis, som er noget med, at der sker noget nyt hele tiden; der står hele tiden nogen med skum i hovedet eller et eller andet kunst-agtigt, så der er en præmis om, at her må man gerne få en ny oplevelse. Her skal man måske lige lytte lidt mere, så det tænkte vi bare var et godt sted at få lov til at prøve at spille noget af det nye materiale sammen med det gamle og se, om vi overhovedet kan sætte det sammen og få tingene til at fungere sammen.

Er der noget, I selv ser frem til at se på Heartland Festival?

  • (Troels) Jeg ville faktisk rigtig gerne ned og se The Cinematic Orchestra, som spiller lige nu, mens jeg sidder her og snakker med dig. Så hvilken relevans har du lige nu i forhold til det?

Jeg kan forhåbentlig skaffe jer noget god PR… 

  • Ej, det gad jeg faktisk rigtig godt at have set, og så gad jeg godt se Cat Power.
  • Ja, det gad jeg også godt. Jeg gad godt rundt og se nogle flere ting, men når man selv skal spille klokken 12 (midnat, red.), så bliver det hele sådan lidt ødelagt for mig. Så er det det, der er i fokus, og så har jeg svært ved at leve mig ind i andre ting, må jeg erkende. Jeg synes, de har et mega interessant program, og der sker en masse spændende ting, og jeg gad godt høre nogle af de der talks, men jeg kan simpelthen ikke fokusere på det nu.

Nu her næste uge, når Frank Ocean aflyser Northside – står I så klar?

  • Nej.
  • Nej. Vi afløste jo for Mumford & Sons i sin tid. Det var et utaknemmeligt job på mange planer, og vi oplevede også, at vi blev bedømt meget anderledes, end vi havde prøvet tidligere, og det var faktisk ret ubehageligt. Det er ikke, fordi vi er tyndhudede, men der var sådan en fornemmelse af, at så var der et eller andet ekstra, man skulle vise, og så skulle VI have skylden for en hel masse og skuffelsen og sådan…
  • Ja, det var en meget underlig præmis. Vi kan jo kun komme og være os. Vi kan jo ikke komme og være Mumford & Sons.
  • Men hvor vil du hen med det?

Jeg vil bare høre, om I skal spille på Northside.

  • Det skal vi ikke. Ikke som afløsere i hvert fald.

Jeg tror kun, jeg har fået set jer én gang, faktisk. Det var til Nykøbing Falster festuge.

  • HAHA NÅ JA, det var dernede på torvet. Det var en koncert, ik’?
  • Vi har spillet mange mystiske steder, hvor man droppede ind og tænkte, ja, så spiller vi her.
  • Et center i Brasilien og en eller anden mærkelig byfest i Tyskland.

Jeg har ikke flere spørgsmål.

  • (Troels) Nej, jeg synes, det er en god idé at gå til folk. Det kan jeg godt lide. Det synes jeg, man skal gøre. Det var meget lødigt, synes jeg.

Tak skal I haveJeg glæder mig til koncerten senere.

  • Det er godt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnsky møder… August Rosenbaum

Nu hvor Northside er færdig, kan vi kigge lidt tilbage. Under årets Heartland Festival fik jeg mulighed for både at opleve og efterfølgende interviewe debutanten August Rosenbaum. 30-årige August har tidligere lavet musik med bl.a. Quadron og Mø, men har nu besluttet sig for at gå solo. Koncerten på Heartland var hans første solokoncert – nogensinde. Jeg fangede ham efterfølgende til en snak om at få debut på Heartland og hans nye album, han har lavet sammen med Robin Hannibal.

Vil du ikke bare starte med at fortælle lidt om August Rosenbaum?

  • Jeg er pianist og laver musik. Jeg har spillet med Quadron i nogle år, så har jeg udgivet nogle plader selv, men mest bevæget mig i jazz-verdenen. Det her jeg laver nu, er egentlig bare for at lave noget musik, der er tættere på, hvor jeg er nu. Jeg har brugt mange år på at turnere med andre folk og lave musik til andre folk, så nu vil jeg gerne lave solo. Jeg har en plade færdig, som jeg har lavet sammen med min ven Robin Hannibal, som jeg har brugt mange år på. Den betyder meget for mig, og den har taget lang tid, og nu er den færdig, så nu skal den bare have det liv, som jeg synes, den fortjener.

År ligefrem?

  •  Ja, der har bare været så meget andet også. Og han bor i USA, og jeg bor her, så vi har bare kunnet arbejde på den, når vi havde tid til det. Nu er den done!

Hvornår udkommer den, og hvad hedder den?

  • Den udkommer til november, og den hedder Vista.

Hvordan forløb din debutkoncert?

  • Jeg synes, det forløb virkelig fucking dejligt. Det er klart, når man har brugt så lang tid på at forberede sig, så kan tingene godt stige en lidt til hovedet, og man bliver sådan lidt nerveagtigt, men sådan var det bare ikke. Det var totalt dejligt at spille med mine venner og bandet, og folk lyttede. Det er jo sådan noget instrumentalt musik, så hvordan fa’n får man folk fanget?

Ja, jeg så, folk sad ned?

  • Det er totalt fint. Bare de lytter, så er det gået godt.

Du synes også, publikum tog godt imod det?

  • Det synes jeg helt bestemt.

Jeg tænker, det kan vel godt være en udfordring at skulle spille ukendt instrumentalt musik for folk?

  • Det er nærmest en umulig udfordring, så jeg synes virkelig, jeg er meget overrasket og glad. Jeg håbede, det ville være sådan.

Hvordan har du så forberedt dig, nu hvor der er lidt udfordringer ved den her koncert?

  • Jeg har fundet præcis de mennesker, jeg gerne ville lave et band med. Det er jo noget med at komme med noget musik til folk og sige “Hey, nu skal vi gøre det her sammen. Vil I gøre det med mig?” uden det bliver sådan noget, nu hyrer jeg lige jer. Jeg ville gerne bruge tid på, at finde de rigtige. Det er musik, der er lidt svær at få hovedet omkring.

Hvem synes du, din musik henvender sig til?

  • Jeg synes, min musik henvender sig til mig selv – og mine venner. Det er det, jeg fokuserer på. Det betyder ikke, jeg laver musik til mig selv på sådan en kig-dig-selv-i-spejlet-måde, men jeg er glad, hvis den rammer så bredt som muligt. Jeg er totalt overbevist om, at det kan ramme ung som gammel, at alle kan finde noget i det, de kan lide. Der er eksempelvis mange akkorder i min musik. Det er der ikke i så meget musik i dag.

Er din musik måske ikke lidt for musik-aficionadoer, der kan sætte pris på det?

  • Det tror jeg ikke. Måske er det?

Altså jeg tænker bare, det er instrumentalt, og allerede der er det udfordrende at lytte til, så jeg mener, at man skal have noget bevidsthed omkring musikken for at forstå det?

  • Det er også fuldstændig rigtigt. Det er jo ikke radio-musik på den måde. Man skal finde det, fordi man er interesseret i det. Det er måske også bare derfor, jeg siger, det er mig selv, fordi jeg er nysgerrig og leder efter musik.

Kan man overhovedet genrebestemme din musik?

  • Det er svært. Jeg tror, soundtrack-musik er meget godt. Det rummer mange genrer.

Men et soundtrack kræver vel, at det bliver holdt op mod et eller andet? En film, eller?

  • Jo, men vi kalder ligesom hele projektet “Score in search of a movie”. Der er nogen, der siger, jeg er klassisk musiker, og der er nogen, der kalder det jazz, og det har jeg heller intet problem med. Jazz er fedt, altså!

Men det er alt sammen noget, der kræver, at man er enormt dygtig?

  • Ja, og det er bare det, jeg gerne vil kommunikere, at det kræver ikke en speciel musikalsk kunnen eller viden at blive rørt af ting, og det er det, jeg synes, der er fedt ved filmmusik, det er det eneste rum, man hører musik, hvor man ikke har de der ører skruet på, og man ikke skal være mega dygtig for at høre det. Musikken i Stanley Kubricks film er et eksempel. Man ville ikke høre det for sig selv, eller jo måske ens 65-årige morfar ville gå ind og høre avantgarde klassisk musik, men det fungerer vildt godt til billeder.

Men er det så ikke også svært, når du netop ikke har den visuelle side?

  • Min egen idé med det er, at hvis du har været 16 år og kørt på cykel og været forelsket, så har jeg hørt AIR f.eks. Og AIR’s plade Moon Safari osv. har jeg hørt enormt meget. Den er ikke til nogen film, men jeg får en eller anden vibe. Det er et soundtrack til mit liv og til min cykeltur. Det er også vildt god musik at køre bil til. Man får den der “rejse”. Det er selvfølgelig også totalt fedt at have noget visuelt til. Prxjects-samarbejdet giver vildt god mening, fordi jeg gerne vil have nogen, der kan hjælpe mig med at lave noget mere end en video, man går ud og skyder med sine venner, men man behøver altså ikke at skulle høre det live.

Hvordan var det at have så priviligeret en scene som Heartland til sin debut?

  • Det var rimelig sindssygt.

Var du nervøs?

  • Ja, jeg var meget nervøs!

Hvorfor tror du, at du var nervøs?

  • Jamen det er nok noget med, at man sagtens kunne have startet et mindre sted. Al begyndelse er bare begyndelse, der er nogle erfaringer, man først får sig med tid, og derfor havde det jo været svedigt at spille på Stengade eller noget. Det her er bare mange mennesker at præsentere det for første gang. Det er mega nervepirrende.

Det er ret vildt at starte på Heartland..

  • Det er mega fucking sindssygt at starte på Heartland!

Hvad synes du om Heartland generelt?

  • Jeg er lige kommet i dag, og har ikke hørt musik og sådan noget, men jeg kan godt lide blandingen af musik og talks. Jeg kan vildt godt lide, at eksempelvis Werner Herzog bare sidder og fortæller.

Nu er du jo gået solo. Du har lavet noget med andre før. Hvad er dine forventninger til fremtiden?

  • Jeg prøver at holde fast i, at jeg gerne vil lave ting, jeg synes er sjove. Jeg synes, det var vildt fucking optur at lave den her plade med Robin, som jeg så godt kan lide og deler så meget musik med. Han er et af de sjoveste mennesker, jeg nogensinde har lavet musik med. Det er altid sjovt. Derfor har jeg også bare så meget kærlighed og energi omkring det her projekt. Jeg vil gerne gøre alt det, der skal til. Spille live og rejse med det. Jeg har en kommende turné i 18 og lidt koncerter i efteråret. Mine forventninger til fremtiden er også, at det er ok, at min musik er lidt forvirrende, og at jeg er lidt ukendt. Jeg tror, det var David Byrne, der sagde: “Hvis du gerne vil tjene penge, så gør en ting, og så sørg for, den er så bred som muligt, og blive ved med at gøre det, fordi så bygger du et publikum op, og så ved de, hvad de kan forvente”. Jeg har egentlig ikke specielt meget lyst til at folk skal vide, hvad de kan forvente.

Så du vil gerne overraske?

  • Ja. Jeg vil gerne gøre det, jeg selv synes er fedt, men kun gøre det, hvis jeg synes, jeg er god til det og gør det godt.

Der er vel også noget økonomisk, der skal køre rundt?

  • Det er der, men jeg er vokset op i en familie, hvor min mor er skuespiller og min morfar er musiker, og tilgangen er, at “Du tager de jobs, du kan få”, der har jeg lidt prøvet at sige, at jeg gør det her, jeg gør, og hvis folk synes, det er fedt, holder jeg fast i det.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

JFDR interview: Musik handler om magien i det uperfekte

JFDR Regnsky interview
Foto: Marie Stotz

I næsten en generation har regnestykket Island plus musik været lig med Bjørk. Men måske skal den bredere offentlighed snart til at vænne sig til et nyt navn. Jófríður Ákadóttir. Eller bare JFDR.

Nyt bør nok sættes i anførselstegn, for den 22-årige islænding har allerede været en del af den islandske musikscene i otte år. Først i Pascal Pinon med sin tvillingesøster Ásthildur, senere i den elektroniske trio Samaris og det legende kollektiv GANGLY – og nu altså som JFDR.

Frygten og jagten på det perfekte
Jeg mødtes med Jófríður på SPOT Festival tidligere på måneden til en snak om perfektionisme, forandring og forgængelighed. Det var egentlig ikke det, jeg havde planlagt at tale med hende om, men da hun under koncerten fik sagt ”I love change”, blev jeg nysgerrig. For i min verden er Jófríður en del af en særlig klub af artister, som i sin karriere konstant har været i bevægelse og udfordret musikkens til tider noget fastlåste rammer.

”Jeg elsker forandring! Eller det gør jeg ikke… Jeg har lyst til at elske forandring. Det er, hvad Yoko Ono skrev på sin Instagram. Hun er genial!” udbryder Jófríður, inden hun holder den første af sine mange eftertænksomme pauser.

”Jeg har læst en del om forgængelighed; at vi lider, fordi ting er forgængelige: Når personer bliver født, dør de også. Når noget begynder, ender det. Det gælder også følelser; de forsvinder. Det er en del af at være et menneske, at alt er forgængeligt, men vi prøver at holde fast i ting som sindssyge. Vi gør det uden at vide hvorfor, fordi det gør ondt at lade være. Jeg kom til at tænke på det, fordi den sang, jeg skulle til at spille, handler om netop det,” forklarer hun.

Sangen, hun skulle til at spille, er at finde på det eminente JFDR-debutalbum “Brazil”, som udkom tidligere på året. “Brazil” er – modsat de fleste af Jófríður tidligere udgivelser – på engelsk, og omdrejningspunktet er en ret foranderlig periode i den unge islændings liv.

”Sangene på Brazil var nødt til at være på engelsk. De er en samlet helhed, som handler om en tid, hvor jeg var ved at forlade Island, og hele processen gik ud på at frigøre mig fra hjemlandet og afvise det og hade det og have lyst til at forlade det. Det er også derfor, albummet hedder “Brazil”; fordi det var det fjerneste sted, jeg på nogen måde kunne forestille mig. Det gav bare mening for mig. Men jeg kan sagtens se mig selv vende tilbage til islandsk; det handler bare om at finde det rigtige projekt eller den rigtige vej derhen,” forklarer Jófríður.

Et organisk dogme
Det er dog ikke kun det sproglige, som adskiller JFDR fra Jófríðurs tidligere projekter (som i øvrigt alle fortsat er aktive i forskellig grad). For mens Pascal Pinon i høj grad handlede om to unge kvinder, som var ved at finde deres ben musikalsk, og hvor man tydeligt kan mærke udviklingen, hvis man lytter til eksempelvis albummene “S/T” og “Sundur”, så er både Samaris og JFDR klarere i deres udtryk fra starten. Men der ender lighederne så også.

For for mig har JFDR en helt anden intensitet end Samaris, som jeg ellers er ret vild med. Særligt i en live setting kommer den organiske og legende opbygning af musikken klart til udtryk.

”Med Samaris er alting inden for skiven. Alt er lavet i Ableton Live, og de fleste lyde er ikke organiske; de er ikke akustiske instrumenter på nær vokalen og klarinetten. I JFDR er der næsten ingen elektroniske lyde. Jeg elsker, at der er så mange impro-elementer i min musik. Det er meget loop-baseret og flydende. Tempoet skifter ofte, så det handler mere om dynamikken og stemningen, og hvornår jeg har det, når jeg spiller musikken. Hvis jeg fx er stresset, laver jeg flere fejl, og det er også en vigtig del af det,” forklarer hun.

Den markant anderledes måde at skabe musikken på har også betydet, at Jófríður har måtte tage en helt anden tilgang personligt. Som mange andre musikere har hun jagtet det perfekte, men det kan ikke på samme måde lade sig gøre, når man ikke sidder foran en computer, hvor perfektion er relativt nem at opnå.

”Jeg tror, at intensiteten kommer fra detaljerne og det uperfekte og fejlene. Det var hårdt for mig at nå til det punkt. Shahzad Ismaily (som har produceret “Brazil”, red.) fik mig derhen gennem sit smukke take på musik. Han jagter altid magien frem for perfektionen. Det hæftede jeg mig virkelig ved, og vi gik efter magien. Det betød, at jeg tit var nødt til at sidde og tænke, at det kunne jeg godt gøre bedre, men det gør jeg ikke, for det her er den rigtige lyd,” siger Jófríður, som i det hele taget gerne vil gøre op med jagten på det perfekte.

Alting er foranderligt
”Vi lever i en verden, hvor alt bare er perfekt og forventes at være det. Og musik bør være perfekt, fordi det er så nemt at gøre det perfekt. Især popmusik er blevet så præcist og detaljeorienteret og så fastlåst i sin form. Folk bliver slaver af deres egne kompositioner og forventninger. Forventningen er, at det skal være perfekt. Det er nok det, jeg gerne vil frigøre mig selv fra og bare spille det, jeg føler, jeg skal spille. Måske er det, det jeg prøver på. Jeg ved det ikke. Det ændrer sig måske. Jeg elsker forandringer!” griner Jófríður.

JFDR er Jófríðurs første soloprojekt, og antallet af aktive projekter er nu oppe et sted omkring fire eller fem, hvis man tæller et sidste hemmeligt projekt med, som hun leverer sange til. Men hvad er egentlig målet for det islandske wunderkind?

”At fortsætte. Ordet succes betyder at bevæge sig videre til den næste ting. Vi er så fokuserede på destinationen, men selv hvis vi når vores mål, skal vi stadig videre. Så jeg vil fortsætte med at lave musik, så længe jeg er glad og rask og kan leve af det – og ikke bliver skør af at rejse hele tiden. Og jeg vil lave flere albums, og jeg vil spille flere koncerter; jeg vil møde flere mennesker! Det er virkelig svært at se mit slutmål, for ting er forgængelige. Og de ændrer sig altid.”

Mine tre yndlingsalbum fra Jófríður Ákadóttir i kronologisk rækkefølge:
Pascal Pinon – Twosomeness (2013): Titlen på albummet kan måske snyde, men det er både på engelsk og islandsk. “Twosomeness” fik mine øjne op for Jófríður i sin tid og har derfor en ganske særlig plads i mit hjerte.

Samaris – Silkidrangar (2014): Hvis jeg skal koncentrere mig, så er det nok mit go-to album lige for tiden. Det er muligt, at Jófríður lige nu bevæger sig væk fra perfektionen, men det kan nu stadig noget.

JFDR – Brazil (2017): Det giver lidt sig selv. 2017s mest interessante udgivelse efter min smag. Hvor “Silkidrangar” hjælper mig til at koncentrere mig om andre ting, afkræver Brazil mig min koncentration for at kunne forstå albummets meget levende lyd.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Interview: Amanda Delara trodser bedstemor og blomstrer på SPOT

Amanda Delara Regnsky

Det kører for norsk musik i disse år. En hel hær af især unge kvindelige artister er væltet ind over de danske grænser de sidste par år anført af blandt andre Aurora, Susanne Sundfør og Fay Wildhagen. Og tak for det!

Et af de nyeste skud på den norske stamme er den 19-årige Amanda Delara fra den lille landsby Nes, der ligger knap tre timers kørsel nordvest for Oslo. Hun varmede op for Phlake ved deres koncert i Store VEGA i februar og bragede kort tid efter igennem på den norske pendant til SPOT, by:Larm, hvor hun eftersigende gav en af festivalens bedste koncerter.

Apropos SPOT, så var det netop der, at jeg selv havde fornøjelsen af at høre den unge norsk-iraner live for første gang. Og hold nu kæft, hun sparker røv!

Hun fylder ikke meget på scenen, men hun optræder til gengæld med en helt utrolig energi og tilstedeværelse, som formår at hive publikum helt ind i hendes elektroniske urbanpop univers, der trækker tydelige tråde til hendes iranske rødder – en inspirationskilde hun i øvrigt ikke lægger skjul på.

”Så du mit bagtæppe? Det var ligesom et persisk tæppe. Det er jeg virkelig stolt af, det betyder meget for mig,” fortæller Amanda Delara, da jeg møder hende i omklædningsrummet efter koncerten.

Koncerten er gået, som den skulle, og Amanda er i rigtig godt humør.

”Jeg er altid supernervøs inden mine koncerter, men det var ren glæde! Jeg elsker Danmark og danskerne. Jeg glæder mig helt vildt til, at jeg skal spille på Lille VEGA i efteråret,” lyder det fra den storsmilende nordmand, som giver koncert i København den 26. oktober.

Lynkarriere på ryggen af to singler
Amanda Delara har pt kun udsendt to numre – debuthittet ”Paper Paper” og senest den virkelig lækre r&b-banger ”Dirhamz”; to numre som i øvrigt begge handler om penge – men hun er allerede ved at blive lidt af et navn på den norske musikscene.

Og hvis karrieren fortsætter i samme tempo som nu, behøver Amanda Delara nok ikke nøjes med at synge om værdifuldt papir. Det er dog ikke noget, der fylder noget særligt for den unge nordmand, som bare vil synge og udvikle sig.

”Det her er, hvad jeg vil, og jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg har fået muligheden. Men jeg er ikke i nærheden af at have nået mine mål endnu. Så på den måde er det skræmmende at være mig, men det er også en fornøjelse,” siger hun.

Men hvad er målet så?

”Jeg synes, det ville være trist at have et slutmål, for hvad skal der så ske, når man når det? Men mit første mål er at fylde en stor arena som O2 (i London, red.). Det kan lyde urealistisk, men jeg tænker, at hvis jeg skal gøre den her ting, hvorfor så ikke drømme stort?”

I første omgang skal der dog produceres mere musik, og Amanda Delara glæder sig meget til resten af 2017, hvor den blandt andet står på flere store festivaljobs i Norge og så naturligvis koncerten i Lille VEGA.

”Jeg skal, hvad siger man, gi ut min musikk og bare bygge videre på min karriere. Jeg kan ikke avsløre for meget, men det bliver godt!” siger Amanda Delara på en charmerende blanding af norsk og engelsk.

Skyggen af medaljen
Hvad det næste bliver fra den norske teenager, må vi altså vente i spænding på, men helt sikkert er det, at jeg er overbevist om, at hun har ret, når hun siger, at det bliver godt. En person, som til gengæld har været noget sværere for Amanda Delara at overbevise, er hendes bedstemor i Iran.

”Min bedstemor stopper mig!” griner Amanda Delara og uddyber: ”Hun var virkelig bekymret. Hun blev ved med at sige, ’er du nu sikker? Skulle du ikke hellere blive læge eller advokat?’” Det var en kæmpe diskussion. Men hun er sød; jeg elsker hende meget højt!”

Begge Amanda Delaras forældre er fra Iran, men det er alligevel næsten 10 år siden, hun besøgte sit andet hjemland for første og hidtil eneste gang. Og næste gang bliver nok ikke i den nærmeste fremtid.

”Jeg må ikke tage dertil nu. Det er en konsekvens, jeg har været nødt til at leve med, efter jeg besluttede at lave musik. Det er hårdt, men vi har WhatsApp og imo, så vi taler sammen tit. De støtter mig så meget, og jeg elsker dem simpelthen så højt,” siger Amanda Delara.

Du kan som sagt opleve den norsk-iranske komet på Lille VEGA i København den 26. oktober.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *