JFDR interview: Musik handler om magien i det uperfekte

JFDR Regnsky interview
Foto: Marie Stotz

I næsten en generation har regnestykket Island plus musik været lig med Bjørk. Men måske skal den bredere offentlighed snart til at vænne sig til et nyt navn. Jófríður Ákadóttir. Eller bare JFDR.

Nyt bør nok sættes i anførselstegn, for den 22-årige islænding har allerede været en del af den islandske musikscene i otte år. Først i Pascal Pinon med sin tvillingesøster Ásthildur, senere i den elektroniske trio Samaris og det legende kollektiv GANGLY – og nu altså som JFDR.

Frygten og jagten på det perfekte
Jeg mødtes med Jófríður på SPOT Festival tidligere på måneden til en snak om perfektionisme, forandring og forgængelighed. Det var egentlig ikke det, jeg havde planlagt at tale med hende om, men da hun under koncerten fik sagt ”I love change”, blev jeg nysgerrig. For i min verden er Jófríður en del af en særlig klub af artister, som i sin karriere konstant har været i bevægelse og udfordret musikkens til tider noget fastlåste rammer.

”Jeg elsker forandring! Eller det gør jeg ikke… Jeg har lyst til at elske forandring. Det er, hvad Yoko Ono skrev på sin Instagram. Hun er genial!” udbryder Jófríður, inden hun holder den første af sine mange eftertænksomme pauser.

”Jeg har læst en del om forgængelighed; at vi lider, fordi ting er forgængelige: Når personer bliver født, dør de også. Når noget begynder, ender det. Det gælder også følelser; de forsvinder. Det er en del af at være et menneske, at alt er forgængeligt, men vi prøver at holde fast i ting som sindssyge. Vi gør det uden at vide hvorfor, fordi det gør ondt at lade være. Jeg kom til at tænke på det, fordi den sang, jeg skulle til at spille, handler om netop det,” forklarer hun.

Sangen, hun skulle til at spille, er at finde på det eminente JFDR-debutalbum “Brazil”, som udkom tidligere på året. “Brazil” er – modsat de fleste af Jófríður tidligere udgivelser – på engelsk, og omdrejningspunktet er en ret foranderlig periode i den unge islændings liv.

”Sangene på Brazil var nødt til at være på engelsk. De er en samlet helhed, som handler om en tid, hvor jeg var ved at forlade Island, og hele processen gik ud på at frigøre mig fra hjemlandet og afvise det og hade det og have lyst til at forlade det. Det er også derfor, albummet hedder “Brazil”; fordi det var det fjerneste sted, jeg på nogen måde kunne forestille mig. Det gav bare mening for mig. Men jeg kan sagtens se mig selv vende tilbage til islandsk; det handler bare om at finde det rigtige projekt eller den rigtige vej derhen,” forklarer Jófríður.

Et organisk dogme
Det er dog ikke kun det sproglige, som adskiller JFDR fra Jófríðurs tidligere projekter (som i øvrigt alle fortsat er aktive i forskellig grad). For mens Pascal Pinon i høj grad handlede om to unge kvinder, som var ved at finde deres ben musikalsk, og hvor man tydeligt kan mærke udviklingen, hvis man lytter til eksempelvis albummene “S/T” og “Sundur”, så er både Samaris og JFDR klarere i deres udtryk fra starten. Men der ender lighederne så også.

For for mig har JFDR en helt anden intensitet end Samaris, som jeg ellers er ret vild med. Særligt i en live setting kommer den organiske og legende opbygning af musikken klart til udtryk.

”Med Samaris er alting inden for skiven. Alt er lavet i Ableton Live, og de fleste lyde er ikke organiske; de er ikke akustiske instrumenter på nær vokalen og klarinetten. I JFDR er der næsten ingen elektroniske lyde. Jeg elsker, at der er så mange impro-elementer i min musik. Det er meget loop-baseret og flydende. Tempoet skifter ofte, så det handler mere om dynamikken og stemningen, og hvornår jeg har det, når jeg spiller musikken. Hvis jeg fx er stresset, laver jeg flere fejl, og det er også en vigtig del af det,” forklarer hun.

Den markant anderledes måde at skabe musikken på har også betydet, at Jófríður har måtte tage en helt anden tilgang personligt. Som mange andre musikere har hun jagtet det perfekte, men det kan ikke på samme måde lade sig gøre, når man ikke sidder foran en computer, hvor perfektion er relativt nem at opnå.

”Jeg tror, at intensiteten kommer fra detaljerne og det uperfekte og fejlene. Det var hårdt for mig at nå til det punkt. Shahzad Ismaily (som har produceret “Brazil”, red.) fik mig derhen gennem sit smukke take på musik. Han jagter altid magien frem for perfektionen. Det hæftede jeg mig virkelig ved, og vi gik efter magien. Det betød, at jeg tit var nødt til at sidde og tænke, at det kunne jeg godt gøre bedre, men det gør jeg ikke, for det her er den rigtige lyd,” siger Jófríður, som i det hele taget gerne vil gøre op med jagten på det perfekte.

Alting er foranderligt
”Vi lever i en verden, hvor alt bare er perfekt og forventes at være det. Og musik bør være perfekt, fordi det er så nemt at gøre det perfekt. Især popmusik er blevet så præcist og detaljeorienteret og så fastlåst i sin form. Folk bliver slaver af deres egne kompositioner og forventninger. Forventningen er, at det skal være perfekt. Det er nok det, jeg gerne vil frigøre mig selv fra og bare spille det, jeg føler, jeg skal spille. Måske er det, det jeg prøver på. Jeg ved det ikke. Det ændrer sig måske. Jeg elsker forandringer!” griner Jófríður.

JFDR er Jófríðurs første soloprojekt, og antallet af aktive projekter er nu oppe et sted omkring fire eller fem, hvis man tæller et sidste hemmeligt projekt med, som hun leverer sange til. Men hvad er egentlig målet for det islandske wunderkind?

”At fortsætte. Ordet succes betyder at bevæge sig videre til den næste ting. Vi er så fokuserede på destinationen, men selv hvis vi når vores mål, skal vi stadig videre. Så jeg vil fortsætte med at lave musik, så længe jeg er glad og rask og kan leve af det – og ikke bliver skør af at rejse hele tiden. Og jeg vil lave flere albums, og jeg vil spille flere koncerter; jeg vil møde flere mennesker! Det er virkelig svært at se mit slutmål, for ting er forgængelige. Og de ændrer sig altid.”

Mine tre yndlingsalbum fra Jófríður Ákadóttir i kronologisk rækkefølge:
Pascal Pinon – Twosomeness (2013): Titlen på albummet kan måske snyde, men det er både på engelsk og islandsk. “Twosomeness” fik mine øjne op for Jófríður i sin tid og har derfor en ganske særlig plads i mit hjerte.

Samaris – Silkidrangar (2014): Hvis jeg skal koncentrere mig, så er det nok mit go-to album lige for tiden. Det er muligt, at Jófríður lige nu bevæger sig væk fra perfektionen, men det kan nu stadig noget.

JFDR – Brazil (2017): Det giver lidt sig selv. 2017s mest interessante udgivelse efter min smag. Hvor “Silkidrangar” hjælper mig til at koncentrere mig om andre ting, afkræver Brazil mig min koncentration for at kunne forstå albummets meget levende lyd.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Interview: Amanda Delara trodser bedstemor og blomstrer på SPOT

Amanda Delara Regnsky

Det kører for norsk musik i disse år. En hel hær af især unge kvindelige artister er væltet ind over de danske grænser de sidste par år anført af blandt andre Aurora, Susanne Sundfør og Fay Wildhagen. Og tak for det!

Et af de nyeste skud på den norske stamme er den 19-årige Amanda Delara fra den lille landsby Nes, der ligger knap tre timers kørsel nordvest for Oslo. Hun varmede op for Phlake ved deres koncert i Store VEGA i februar og bragede kort tid efter igennem på den norske pendant til SPOT, by:Larm, hvor hun eftersigende gav en af festivalens bedste koncerter.

Apropos SPOT, så var det netop der, at jeg selv havde fornøjelsen af at høre den unge norsk-iraner live for første gang. Og hold nu kæft, hun sparker røv!

Hun fylder ikke meget på scenen, men hun optræder til gengæld med en helt utrolig energi og tilstedeværelse, som formår at hive publikum helt ind i hendes elektroniske urbanpop univers, der trækker tydelige tråde til hendes iranske rødder – en inspirationskilde hun i øvrigt ikke lægger skjul på.

”Så du mit bagtæppe? Det var ligesom et persisk tæppe. Det er jeg virkelig stolt af, det betyder meget for mig,” fortæller Amanda Delara, da jeg møder hende i omklædningsrummet efter koncerten.

Koncerten er gået, som den skulle, og Amanda er i rigtig godt humør.

”Jeg er altid supernervøs inden mine koncerter, men det var ren glæde! Jeg elsker Danmark og danskerne. Jeg glæder mig helt vildt til, at jeg skal spille på Lille VEGA i efteråret,” lyder det fra den storsmilende nordmand, som giver koncert i København den 26. oktober.

Lynkarriere på ryggen af to singler
Amanda Delara har pt kun udsendt to numre – debuthittet ”Paper Paper” og senest den virkelig lækre r&b-banger ”Dirhamz”; to numre som i øvrigt begge handler om penge – men hun er allerede ved at blive lidt af et navn på den norske musikscene.

Og hvis karrieren fortsætter i samme tempo som nu, behøver Amanda Delara nok ikke nøjes med at synge om værdifuldt papir. Det er dog ikke noget, der fylder noget særligt for den unge nordmand, som bare vil synge og udvikle sig.

”Det her er, hvad jeg vil, og jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg har fået muligheden. Men jeg er ikke i nærheden af at have nået mine mål endnu. Så på den måde er det skræmmende at være mig, men det er også en fornøjelse,” siger hun.

Men hvad er målet så?

”Jeg synes, det ville være trist at have et slutmål, for hvad skal der så ske, når man når det? Men mit første mål er at fylde en stor arena som O2 (i London, red.). Det kan lyde urealistisk, men jeg tænker, at hvis jeg skal gøre den her ting, hvorfor så ikke drømme stort?”

I første omgang skal der dog produceres mere musik, og Amanda Delara glæder sig meget til resten af 2017, hvor den blandt andet står på flere store festivaljobs i Norge og så naturligvis koncerten i Lille VEGA.

”Jeg skal, hvad siger man, gi ut min musikk og bare bygge videre på min karriere. Jeg kan ikke avsløre for meget, men det bliver godt!” siger Amanda Delara på en charmerende blanding af norsk og engelsk.

Skyggen af medaljen
Hvad det næste bliver fra den norske teenager, må vi altså vente i spænding på, men helt sikkert er det, at jeg er overbevist om, at hun har ret, når hun siger, at det bliver godt. En person, som til gengæld har været noget sværere for Amanda Delara at overbevise, er hendes bedstemor i Iran.

”Min bedstemor stopper mig!” griner Amanda Delara og uddyber: ”Hun var virkelig bekymret. Hun blev ved med at sige, ’er du nu sikker? Skulle du ikke hellere blive læge eller advokat?’” Det var en kæmpe diskussion. Men hun er sød; jeg elsker hende meget højt!”

Begge Amanda Delaras forældre er fra Iran, men det er alligevel næsten 10 år siden, hun besøgte sit andet hjemland for første og hidtil eneste gang. Og næste gang bliver nok ikke i den nærmeste fremtid.

”Jeg må ikke tage dertil nu. Det er en konsekvens, jeg har været nødt til at leve med, efter jeg besluttede at lave musik. Det er hårdt, men vi har WhatsApp og imo, så vi taler sammen tit. De støtter mig så meget, og jeg elsker dem simpelthen så højt,” siger Amanda Delara.

Du kan som sagt opleve den norsk-iranske komet på Lille VEGA i København den 26. oktober.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Benjamin Francis Leftwich: “Min sangskrivning er mit testamente”

Benjamin Francis Leftwich

De fleste har prøvet at miste en, de holder af; en som har udfyldt en vigtig rolle i ens liv, som pludselig ikke er der længere. De fleste af dem, jeg selv har mistet, har jeg heldigvis mistet til alderdom, så selvom jeg selvfølgelig blev ked af det, var det på en måde en glædelig omend sentimental sorg.

En helt anden ubehagelig sorg ramte den britiske singer/songwriter Benjamin Francis Leftwich tilbage i 2013, hvor han mistede sin far og store inspirationskilde til kræft. To år forinden havde Ben Leftwich udgivet debutalbummet “Last Smoke Before The Snowstorm” til strålende anmeldelser, og siden da havde han turneret verden tynd. Men faderens sygdom betød, at den dengang blot 24-årige Ben Leftwich valgte at tage en pause fra rejserne og musikken.

“Jeg følte, at jeg var nødt til at tage noget tid væk fra musikken, for jeg var ved at blive skør. Det var i den periode, hvor jeg mistede min far, og jeg havde behov for at bruge tid sammen med ham derhjemme,” fortæller Ben Leftwich, da jeg mødtes med ham før hans koncert på Lille VEGA tidligere på efteråret.

Benjamin Francis Leftwich – Maps
Maps var den afdøde fars yndlingsnummer fra debutpladen “Last Smoke Before The Snowstorm”.

Ben Leftwich er nemlig endelig klar til at vise opfølgeren til debutalbummet frem. Det nye album har fået titlen “After The Rain“, og det er efter min mening det bedste album, som er blevet udgivet indtil videre i 2016. Og for Ben Leftwich var der da heller ingen tvivl om, at pausen kun skulle være netop det – en pause.

“Min deal som sangskriver – som musiker – er, at jeg bliver nødt til at gøre det her. Det er en spirituel udtryksform for mig. Jeg vil aldrig dele musik, medmindre jeg synes, at det er ærligt og ægte nok. Med “After The Rain” nåede jeg til et punkt, hvor jeg følte, at jeg havde et svendestykke, jeg var stolt af. Som, jeg synes, er en præcis sonisk visualisering af alt det, jeg har været igennem,” forklarer Ben Leftwich, som har indspillet albummet sammen med den Brit Award-vindende producer Charlie Andrew, der tidligere har arbejdet med artister som Alt J og Matt Corby.

Musikken på “After The Rain” er ligesom på debutten smedet omkring Ben Leftwichs inderlige vokal, men der er for mig en tydelig forskel og udvikling i britens musik, som i dag er langt mere sammenhængende, og albummet fremstår derfor som en klar helhed.

“Det er det (mere sammenhængende, red.). Det er mere modent. Budskabet og teksterne er langt mere ligetil. Min far var en akademiker, og nogle af de ting, han var virkelig optaget af, var ord, og at der var en klar mening med ordene. Det har jeg med i ånden som kreativt udførende. Samtidig synes jeg, at det nye album er mere farverigt; produktionsmæssigt og sonisk. Det afspejler, at jeg er vokset som mand og som musiker. Når man bliver ældre, bliver ens musiksmag bredere og mere divers. Du bliver lidt mindre hipster,” griner Ben Leftwich.

Benjamin Francis Leftwich – Summer
Summer er uden tvivl mit yndlingsnummer på den nye plade. Nummerets største styrke er dog kontrasten til de foregående numre på pladen og bør derfor nydes i den kontekst.

Livet er den største inspiration

Om Ben Leftwich nogensinde har været en rigtig hipster, skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg sidder i hvert fald over for en jævnaldrende fyr, som både i sin musik og i sin fremtræden fremstår ekstremt moden og eftertænksom. Med en intensitet og følelsesmæssigt nærvær, som gør det tydeligt for mig, at mennesket og musikken i denne sammenhæng er to alen af samme stykke.

“For mig er der ingen adskillelse mellem mit personlige liv og mit musikalske liv. Ingen overhovedet. Det hele hænger sammen. Alt, hvad du oplever, påvirker din sjæl, you know. Lidelse, glæde, intense følelser af kærlighed, romantik, seksualitet, tab, vrede, vold, ALT! Jeg tror, at alle mennesker – og musikere er ikke anderledes her – vi er alle inspireret af de samme ting. Den unikke del er, når det senere kommer ud igen som en original sang,” siger han, inden han uddyber:

“For mig er alle sange originale, selvom vi selvfølgelig refererer tilbage til gudfædrene og gudmødrene, som har været der før os som musikere. For mig er det Fionn Reagan, Damien Rice, Jose Gonzalez, Bat For Lashes, PJ Harvey, The Beatles og så videre. Jeg er inspireret af al musik, der rører mig. Jeg er ligeglad med alle de der hipstertanker og alt det bullshit. Jeg har det sådan, at for alle, der elsker musik og engagerer sig i det, vil musik være en velsignelse, mens mennesker, som er negative, opgivende eller bitre, vil dø.”

Du havde været igennem meget, da du skrev “After The Rain“, og for mig er albummet stopfyldt med forskellige følelser fra håb til sorg…
“Ja, sorg, savn… Og det er det, jeg mener, når jeg siger, at det er en mere farverig plade. Jeg er lige stolt af “Last Smoke Before The Snowstorm” og “After The Rain“, men… Der er flere bølger på det nye, men bølgerne fungerer som en sammenhængende bevægelse.”

Benjamin Francis Leftwich – Tilikum
Tilikum er Bens eget yndlingsnummer fra “After The Rain” lige nu. Det var samtidig første single fra albummet.

Det gør det virkelig. Men hvordan var din sindstilstand, imens du skabte pladen?
“Jeg forsøgte at være så ærlig som muligt og repræsentere… Dit syn på ærlighed ændrer sig, efterhånden som du bliver ældre. Du lærer at redigere dig selv, kritisere dig selv og tvinge dig selv til at lide for at kunne velsigne menneskerne omkring dig gennem dit kreative værk. Så min sindstilstand var blandet. Du ved, nogle dage var meget triste, andre meget glade, nogle dage håbefulde, mens jeg følte mig som en faker andre dage. Nogle dage havde jeg lyst til at skyde folk, andre dage havde jeg lyst til at skyde mig selv… Jeg bifalder alle de følelser i den kreative proces, for på en meget brutal, utilitaristisk måde har vi et ansvar for at redde mennesker fra dem,” filosoferer Ben Leftwich, som har en klar idé om, hvilken sindsstemning han vil gå i studiet med næste gang.

“Jeg har nogle uger fri i januar, så der vil jeg gå i studiet og se, hvordan jeg har det kreativt, og om jeg kan få noget ud, som føles ærligt og ægte, og som jeg føler en forbindelse til. Jeg ser min sangskrivning som mit testamente. Hvad nu hvis der sker noget forfærdeligt? Hvad nu hvis jeg bliver spist af en krokodille i morgen?”

Ja, det er der jo en vis risiko for…
“De der danske krokodiller – de er overalt! Det er fucking crazy! Men helt ærligt: Ville jeg have sagt alt det, jeg havde behov for at sige? Det vil være min sindstilstand næste gang, jeg går i studiet.”

Føler du, at du har noget, du gerne vil sige?
“Bestemt. Mange, mange, mange, mange ting. Om mig selv. Det er altid om mig selv. Jeg føler som sagt, at jeg er nødt til at skrive ud fra et ærligt udgangspunkt. Jeg vil aldrig skrive direkte om nogle andre, for det rager ikke mig. Men hvis nogen påvirker min sjæl og sindstilstand, så er det mit ansvar at tage det med på scenen,” understreger Ben Leftwich.

Musik skal føles dejligt i ørerne og i hovedet

Jeg har efterhånden lavet en del interviews, men jeg har aldrig mødt nogen, som i så høj grad er en del af sin musik som Ben Leftwich. Hver eneste af mine tænkepauser går med at nynne små tekststykker – jeg genkender blandt andet Bon Ivers8 (circle)” og Marc Cohn-klassikeren “Walking in Memphis“, som Ben senere fortæller mig, at han – tro det eller ej – hørte for allerførste gang på den nuværende turné. Det kan ikke gøres tydeligt nok, hvor voldsom en sammenhæng der er mellem Ben Leftwich og musik. Det er det klokkeklare omdrejningspunkt i hans liv.

“Du har ikke spurgt mig om det, men folk plejer at spørge mig om, hvad jeg laver ved siden af musikken. Der er jeg altid sådan: ‘Fucking ingenting!’ Jeg lytter til musik, tænker musik… Jeg elsker det! Jeg har altid været musikalsk. Jeg kan huske, at jeg som tre eller fire år gammel hørte min far spille Beatles og Nina Simone i huset. I den alder forstår du ikke, hvad melodi og sangtekster er, eller hvorfor du er oppe at køre over det, men det føles bare dejligt i dine ører og i dit hoved. Og det elsker jeg!”

Det vil dog alligevel være forkert at påstå, at musikken er det eneste omdrejningspunkt i Ben Leftwichs liv. Hans familie og særligt hans søster fylder ekstremt meget.

“Min søster inspirerer mig helt vildt. Hun er fantastisk. Hun er min største kritiker, og hun holder sig aldrig tilbage. Jeg var lige ved ikke at putte “Kicking Roses” på albummet, men hun sagde, at det skulle jeg gøre. Tak til hende for det!”

Benjamin Francis Leftwich – Kicking Roses
Kicking Roses var det andet nummer, Ben fremhævede, da vi snakkede om albummet. Nummeret er albummets mest personlige og er henvendt til én bestemt person. Hvem ved kun Ben, personen selv og få andre…

Hvordan inspirerer hun dig?
“Ved at være en smuk, intelligent, uafhængig, stærk kvinde. Hun arbejder i Australien som taledrama-terapeut i et kvindefængsel. Det er en måde at rehabilitere de indsatte på, hvilket er virkeligt ædelt, smukt og uselvisk. Hver aften, når jeg er på scenen, har jeg et billede af hende ved mine fødder.”

Og Ben Leftwichs far? Han er også altid med på scenen – lige ved siden af Bens søster.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *