Interpol på Orange var en tilforladelig tur på rockmuseum

I vores Roskilde-podcast talte vi om, hvorvidt en indieelsker kunne tage direkte på Roskilde Festival efter ti år i koma og stadig have en god festival med sine yndlingsbands. Interpol var et af de nostalgi-indiebands, som vi i podcasten hentydede til – og som vi kritiserede Roskilde for at have booket, til trods for, at alle de tre Regnsky-skribenter på Roskilde har en stor kærlighed til New Yorker-bandets første to album, Turn on the Bright Lights (2002) og Antics (2004). For har Interpol leveret gode sange de sidste ti år? Er nostalgi et carte blanche til Nordeuropas største scene? Og kan Interpol – og Orange – overleve en halvtom plads?

Rasmus og Eva mødtes efter Interpols koncert for at evaluere bookingen og finde ud af, om de 00’er-cool New Yorkere stadig kan levere en god koncert.

Eva: Jeg har et modsætningsfuldt forhold til Interpol. Antics og Turn on the Bright Lights er to af mine yndlingsalbum, og de var et af de første bands jeg forelskede mig i. Derfor har de haft en stor indflydelse på min musiksmag i dag. Men samtidig er jeg ikke rigtigt fan, da de for mig stoppede med at være et cool band, da de udgav deres tredje album “Our Love To Admire” i 2007. Derfor var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skulle tage til koncerten – men endte med at gå til den for nostalgiens skyld. Og fordi jeg var spændt på, hvordan bandet og Orange ville fungere sammen. Jeg fik, hvad jeg kom for og smuttede efter 45 minutters nostalgitrip. Rasmus, mens jeg stod omme bag pitten og overvejede at smutte, så stod du oppe i forreste pit. Hvordan oplevede du koncerten? Normalt plejer du og jeg at være ret uenige om, hvad der gør en god koncert – du er meget orienteret omkring entertainerfaktoren, hvor jeg mest lytter til, hvordan sangene bliver fremført?

Rasmus: Jeg synes først, at Interpol for alvor kom i gang i den sidste halve time af koncerten. Der talte Paul Banks lidt til publikum for første gang, og de midaldrende mænd havde hinanden på skuldrene og svingede med deres trøjer. Bar overkrop og dad-bod til Interpol er så stille og roligt, at Orangevagterne ikke en gang gad bede dem hoppe ned. Men så sluttede koncerten så også. Interpol er den diametrale modsætning til et underholdende liveband som Kakkmaddafakka. Interpol har et stærkt bagkatalog, og det bruger de i stedet for at gøre noget som helst-liveagtigt. Det mest gøjlede, der skete til koncerten var, at lyset på kanten af teltdugen blev tændt et par gange under “Rest My Chemestry”. De har valgt at bruge deres coolness som deres fede livefaktor fremfor alt muligt gejl.”

Eva: I min optik redede Interpols coolness dem fra den til tider ubarmhjertigt store Orange Scene. Der var vitterligt ikke særligt mange mennesker, men bandet var fuldstændigt ligeglade, og nød nok egentligt bare at at deres musik blev blæst ud på det gigantiske anlæg. Og så fremtræder de altså 16 år efter deres debut med en imponerende selvtillid, som afgjort var med til at gøre koncerten til en fin oplevelse for mig. De troede stadig på det.
Heldigt for bandet brød solen igennem fredagens tykke skydække netop som koncerten startede. Det retfærdiggjorde sanger og guitarist Paul Banks ikoniske solbriller, og gjorde bandets fremtoning i skarpe blazere cool fremfor komiske. Hvad tror du bandet havde de gjort, hvis det var helt overskyet?

Rasmus: Så havde de stadig haft solbriller på. For mig skabte deres coolness en lidt for stor distance til publikum og selve koncertsituationen. De bliver lidt for cool, når den eneste afveksling er et “thank you”. Der var intet live-agtigt over koncerten, hverken i deres kommunikation med publikum eller i deres livelyd, der er identisk med deres albumlyd. Og helt seriøst, hvis man skal være så cool, så skal man ikke tage hvide solbriller på, vel Paul Banks? Og dog – han har jo scoret Helena Christensen, så måske han er klogere end mig…”

Eva: Undervejs i koncerten kom jeg til at tænke på, om det at spille på Orange Scene har forandret betydning. Før peakede du, når du stod på Orange. Nu peaker du, når du spiller på et helt fyldt Arena – og så spiller du på Orange en eftermiddag et par år efter, hvor du er way past your prime. Men det ændrer jo ikke på, at det er muligt at spille gode koncerter for rutinerede bands på Orange om eftermiddagen. Orange har bevist for mig, at scenen kan have en intimitet til de her halvtomme eftermiddagskoncerter. Have Interpol spillet Arena, havde teltet været temmelig tomt, og det havde været værre end en sløjt besøgt Orange-koncert.

Rasmus: Sikkert. Og på de to nye numre, herunder singlen “The Rover”, kunne man høre, at de virkelig er past their prime. De tog dog både publikums manglende reaktion på nye numre og det halvsløje fremmøde med ophøjet ro, og en af de få ting, Banks faktisk sagde til publikum var “That’s what success sounds like”. Godt nok efter de havde spillet sangen “Success”, men ordspil eller ej, så kræver det alligevel en solid gang selvtillid at sige det.

Eva: Ja, og sangskrivning eller ej, så har Interpol virkelig stadig selvtilliden til at stille sig op på de store scener. Og ikke mindst et bagkatalog af fremragende sange, som de gavmildt delte med publikum på en efter mine præferencer dejligt Antics-præget setliste. At de spillede “C’mere”, “Not Even Jail” og “Take You On a Cruise” tilfredsstillede i hvert fald min nostalgi, og bekræftede mig i bandets evne til at skrive skarpe, signaturlydende numre med en personlig struktur. De er elegante, ofte er omkvædene ikke særligt prangende, og overraskelsen ligger i forrygende breaks fra trommerne, der leder til drømmende c-stykker, som udfordrer rockens firkantede coolness. De numre var glædelige genhør, men de havde også en slagside, da de fremhævede de nyere numres manglende musikalske vision og på den måde gjorde koncerten til en rockmuseums oplevelse for mig – tryg efter 10 års koma.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Interpol teaser nyt nummer fra ‘El Pintor’

Der har hersket en stædig evne til at hemmeligholde detaljerigdomme fra post punk-bandet Interpols kommende album, El Pintor. Bandet har sammen med pladeselskabet Matador Records indtil videre kun givet forsmag på nummeret All The Rage Back Home samt en vellydende liveversion af Anywhere, der for alvor har vækket spørgsmålet, om bandet er tilbage på topniveauet fra gamle, næsten glemte dage.

Nu er der til gengæld endnu en gang nyt fra det kommende album, der udkommer om tre uger, den 9. september. Nummeret Ancient Ways kan nu streames forud for albumudgivelsen, og her kan man høre forsanger Paul Banks på vanlig esoterisk facon erklære “fuck the acient ways”. Stilen, de mange guitarer og det høje tempo vækker minder om bandets to første albums, de anmelderroste Turn On The Bright Lights og Antics, og minder dig om, hvorfor du første gang forelskede dig i Interpol.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde Festival 2014 – Fem anbefalinger fra Morten

Endnu et stock photo af Orange Scene, Roskilde Festivals ultimative slagskib. Men vil der i år være noget at finde på festivalens største scene, som Morten finder anbefalelsesværdigt?

“Jeg kan ikke holde til det her længere, nu vil jeg gerne prøve noget andet. Næste år bliver uden mig. Jeg er simpelthen ikke gearet til det længere. Kunne det ikke være mere fornuftigt, hvis jeg sparede pengene og de hårde slag, festivalen giver mig og min krop, og få sovet godt om natten, måske på et hotel et sted”? Det er en trussel, jeg gentagende gange har viftet rundt med i luften, når jeg på den sidste musikdag slukøret har forladt festivalpladsen og ladet den årlige lukkefest på Arena i stikken. Det er kolossale, musikalske tømmermænd blandet med en stakåndet bankkonto, et par smadrede sko og en decideret mangel på søvn, der igennem de seneste par år har fået mig til at overveje, om jeg burde finde på noget andet at lave, når alle valgfarter til Roskilde Festival, som skydes i gang igen på søndag og varer en uge frem.

Tilbage i april, samtidig med at Roskilde Festival løftede sløret for sit næsten endelige program, skrev jeg et kritisk blogindlæg om musikprogrammet og den retning, festivalen igennem en årrække med små skridt ad gangen har taget. Det gælder både kvaliteten af musikudvalget såvel som en række logistiske elementer, herunder scenerne og styrkeforholdet imellem de individuelle genrer. Jeg er ikke stærk udi konstruktive afhandlinger, og det var da også første gang, jeg forud for en sommer med Roskilde Festival var decideret negativ i min tone. Nogle fandt min kritik værende for hård, andre roste den for at ramme hovedet på sømmet, mens en tredje gruppe sikkert ville påstå, at denne kritik allerede var relevant for år tilbage. Men jeg vender alligevel tilbage, til trods for at kvaliteten i årets musikudvalg er ikke i samme liga som det har været. Det kunne end ikke tilføjelsen af Liars til årets program, hvilket jeg var ganske tilfreds med, rykke særlig meget på i det store billede.

Jeg vender tilbage, selvfølgelig fordi Roskilde Festival stadig har en masse godt at byde på, men primært fordi det at tage på lige præcis festival været en fasttømret del af mit musik-DNA, siden min personlige debut i 2008. Jeg associerer den dag i dag stadigvæk festivalen med (organiseret) ungdom og kådhed, og muligheden for langt om længe at kunne opleve en eller flere af sine yndlingsartister på dansk grund. Og så er der stadigvæk dem, der rent faktisk får slået øjnene og ørerne op for nyt musik, når de med åbne arme og nysgerrigt sind bliver revet med af et band, en sanger eller en guitarist. Jeg tilhører nok ikke så meget den sidste kategori, så meget som at jeg er en gammel nostalgiker i en ung mands krop, der er bange for at bryde sit sommermønster og slippe for mudder, vilde koncerter og euforiske mennesker. Der er stadigvæk en række koncerter, der særligt trækker i mig, og i denne artikel, der mere og mere ligner dét essay, jeg på forhånd havde planlagt at jeg ikke ville skrive, vil jeg udpege seks artister, jeg ser mest frem til at høre.

Outkast – Torsdag, 18.30 @ Orange

At det er Outkast, der åbner Orange Scene tidligt torsdag aften, er der blevet sagt, skrevet og ment meget om. Det bryder uanset hvad noget der med årene er blevet en tradition, at det er et skandinavisk navn med nyvunden succes på kontoen, der åbner ballet. I år er valget imidlertid faldet på den amerikanske hip hop-duo Outkast, hvor medlemmerne Big Boi og Andre 3000 tidligere i år vendte tilbage på scenen sammen, for første gang i mere end ti år. Det gik langt fra godt, og blev faktisk kaldt en lettere katastrofe af The Guardian, der havde en udsendt tilstede på Coachella, hvor indstuderede replikker hurtigt faldt fra hinanden. Showet føltes opdelt mellem de to, og Andre 3000 lignede i mere end halvdelen af showet en person, der brændende ønskede at stå alle andre steder end foran de tusindvis af mennesker, der i løbet af koncerten var gået fra at være nervøst spændte til svært skuffede.

Duoen har heldigvis spillet mere end tyve koncerter siden denne blamage, og man kan håbe at duoen har fundet noget af den gamle magi tilbage, der er at finde på Outkasts i alt fem studiealbums. Publikum vil uden tvivl vendte spændt på numre som Hey Ya, Ms Jackson og So Fresh, So Clean, som duoen indtil videre har gemt godt hen til slutningen af deres koncerter.

Mogwai – Fredag, 23.00 @ Arena

Arena er nok min yndlingsscene på hele Roskilde Festival. Igennem årene har jeg været til knepsekoncert med Kings of Convenience, potent math rock-sejrsgang med Foals og smuk post rock-skrøbelighed med Sigur Ros. Sidstnævnte koncert var sidste år, og i år skal Mogwai tage over, hvor islændinge slap. Den skotske kvintet udgav tilbage i oktober sidste år bandets ottende studiealbum, Rave Tapes, og selvom bandet ved flere lejligheder har gæstet både København og Roskilde, bliver det første gang, at jeg når at fange Mogwai. Flere af bandets gamle albums skal gennemterpes inden koncerten på næste fredag, så jeg ved endnu ikke helt, hvad jeg kan forvente mig. Jeg er dog klar på at se bandet folde sig ud både i skrøbelige og mellow stykker, såvel som i de mere højtråbende og angribende sekvenser. Must see-koncerten for post rock-fans.

Future Islands – Fredag, 01.00 @ Avalon

Det amerikanske band fra Baltimore, Maryland har herhjemme været på alles læber i 2014. Dette postulat er lige så vovet som at hævde, at bandet ikke var på nogens læber i 2013 eller tidligere. For selvom Future Islands med den karismatiske sanger Samuel T. Herring som frontmand scorede massive roser og masser af danske fans for albummet Singles, der udkom på 4AD tidligere i år, så er det faktisk bandets fjerde album siden debuten i 2008. Det vidner om et band, der har skulle bruge mere end et halvt årti på at bryde igennem horden af synth-drevne alternative rock bands, men det har de for alvor klaret i år. Singles er et gennemført album og måske det, jeg har lyttet til mest i år, og så bliver det ikke værre af at frontmand Herring på scenen har været aldeles ekstatisk at se på, der ikke har været bleg for at growle, danse akavet eller sende fellatio-lignende håndbevægelser. En god kombination, der lover godt for en gedigen live-oplevelse.
Som den frontløber Eva er, skrev hun allerede i 2009 om bandet. Læs og få et gyldent indblik i, hvordan det var at være et band, ingen i Danmark for alvor har hørt om endnu.

Tip! Bandet er stadig glade for at spille en del fra bagkataloget, så lyt gerne til mere end blot Singles forud for Roskilde-koncerten.

James Holden – Lørdag, 20.00 @ Apollo

Den vakse læser vil måske kunne huske, hvor jublende lykkelig jeg tidligere på året var, da Roskilde Festival kunne tilføje Border Community-pladeboss, dj, producer og all-out gear-nørd James Holden til årets program. I mellemtiden er briten blevet placeret på den lidet imponerende koncertscene Apollo, der bedst af alt gør sig til elektroniske fester. For selvom James Holden med sine tidligere produktioner er tæt beslægtet med klubscenen er han på turné med albummet The Inheritors, mit absolutte yndlingsalbum fra 2013. The Inheritors ser James Holden arbejde med helt andre virkemidler end det pulserende beat, den hypnotiske trance eller den vuggende bas. Albummet kræver koncentration og indlevelse når Holden akkompagneret af trommeslager og saxofonist fremfører albummet lørdag aften, og der kan koncerten godt blive udfordret af scenens rammer. Alligevel bliver koncerten den mest ventede for mig, og jeg lader min tvivl komme Apollo, den oppustelige scene, til gode.

Interpol – Lørdag, 24.00 @ Arena

Når det amerikanske post rock-band træder ind på Arena natten til søndag, bliver det for mange mennesker et gensyn med et band, der i start- og midt-00’erne helt sikkert agerede soundtrack til mange akavede og hormonelle menneskers teenage-liv. Sådan er det i hvert fald for mig, og derfor står bandets to første album da også stærkest i min hukommelse. Efterfølgende kom den fine treer, Our Love To Admire, efterfulgt af den selvbetitlede firer i 2010, som langt fra en succes. Bandet har netop offentliggjort et femte album, der udkommer til efteråret, og gæster også festivalen ATP senere på året. Og hvis man kigger på ATPs historie igennem årene er der meget langt mellem artisterne, der ikke giver fantastiske livekoncerter. Så kan man måske godt tillade sig at glæde sig lidt, og håbe på noget stort.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kommentar: Roskilde Festival drænet for det overraskende

Ovenpå gårsdagens tilføjelse af 67 nye navne til årets program er Roskilde Festival meget tæt på at præsentere sit endelige program. De største trækplastre, som festivalen i dag kunne hive op af hatten, tæller uden tvivl Stevie Wonder samt rapperen Drake, mens det alternative rocksegment kan glæde sig til at opleve koncerter med Mogwai, Connan Mockasin og Sleigh Bells på Dyrskuepladsen. Og så er der selvfølgelig Future Islands, bandet, der scorede massiv omtale ovenpå dets fornemme optræden hos David Letterman forrige måned, hvor YouTube-videoen derfra er blevet set mere end nogen af de andre musikalske optrædener, der er at finde på showets egen YouTube-kanal. Men er dagens nye navne og i sidste ende det endelige facit et produkt, der er Roskilde Festival værdig?

Beskuet fra afstand og med fokus på de individuelle navne, ser Roskilde Festival anno 2014 ud til at tilbyde et godkendt program over en bred vifte af genrer. Den legendariske hip hop-duo OutKast meldte tidligere i år ud, at de havde en masse festival-gigs i udsigt, og ganske heldigt for det danske publikum viste Roskilde Festival sig at tilkæmpe sig en af disse. Af danske trækplastre kan Trentemøller nævnes, der vender tilbage til Orange Scene, hvorfra han i 2009 leverede et mindeværdigt og anmelderrost show. De britiske elefanter fra The Rolling Stones vil tiltrække det ældre publikum, hvor det allerede er kendt, at koncerten kommer til at foregå om torsdagen. Derfor kan der allerede nu meldes udsolgt af endagsbilletterne for samme dag.

Men en lang række af disse navne, der skal agere væsentlige brikker i Roskilde Festivals fundament, er enten pensionsklare musikere, eller artister, der ikke har nyt materiale til at bakke deres forestående festivalkoncert op. Derudover kan man udpege mange fra festivalens line-up, der ikke har udgivet ny musik siden deres sidste besøg på dansk grund. Connan Mockasin, Drake, Mogwai, Future Islands, Cyril Hahn, Moderat, Haim, Darkside, Major Lazer og Forest Swords er blot et lille udpluk af de navne, der har spillet i Danmark indenfor det sidste halve års tid.

Connan Mockasin @ Bremen (fotografi af Frozen Panda)

Mange kritikere har de seneste år argumenteret, at Roskilde Festival er ved at miste sin tidligere ellers så solide plads som landets bedste musikfestival til Northside Festival i Aarhus, der i løbet af fire år er gået fra ingenting til i år at kunne præsentere Arcade Fire, The National, Franz Ferdinand og Mew. Men sammenligningen mellem disse to fejler på det grundlag, at Roskilde Festival trods alt appellerer til et mere nysgerrigt segment, mens Northside byder på musik med mere eller mindre høj genkendelighed igennem hele sit program. I den forbindelse skal Roskilde Festival roses for at satse på mindre etablerede artister som James Holden, Connan Mockasin, Future Islands og danske Cancer, der med stor sandsynlighed vil opleve en større fanskare efter sommeren.

Skåret over en bred kam mangler Roskilde Festival dog at byde på et frisk pust af det uventede og overraskende, det være sig enten særlige konstellationer til lejligheden eller store navne, der opfylder følgende kriterier:

1)   Artisten har en stor fanskare herhjemme
2)   Artisten har en aktiv karriere og har udgivet et album indenfor de seneste 12 måneder
3)   Artisten har ikke spillet i Danmark indenfor de seneste 12 måneder

Min maskine tygger ud fra ovenstående kriterier de næsten 150 annoncerede navne igennem, og kan til min egen skuffelse ikke fremvise et eneste navn, der klarer dette cut. Kun Interpol og Arctic Monkeys passer ind i denne algoritme, men sidstnævnte giver selvsagt koncert på Roskilde Festival, hver gang de har et nyt album på gaden.

Som noget nyt har hip-hop ganske vist fået en større rolle, hvilket måske/måske ikke kan tilskrives Roskilde Festivals nye musikchef Anders Wahrén, der tidligere har udtalt, at han er stor tilhænger af netop denne genre. En anden lyd, der til gengæld for andet år i træk savner tilstrækkelig albuerum, og altså ikke er blevet løftet op af Anders Wahréns tiltræden, er folk-musikken. Jovist ser jeg Hymns of Nineveh figurere, hvis musik i bedste fald kan kaldes en pop/folk-hybrid, men det ændrer ikke på, at folken er voldsomt underrepræsenteret. Det er en særdeles uoriginal og ukonstruktiv ting at nævne navne, der kunne og burde være booket, men hvor er Volcano Choir, Sharon Van Etten og San Fermin, eller nutidige genrefornyere som Courtney Barnett, Angel Olsen, Majical Cloudz, James Vincent McMorrow og Waxahatchee?

Elektronisk musik vil der på årets Roskilde Festival være rigeligt at løbe ind i, men i forhold til sidste år, der blandt andet bød på Andy Stott, Numbers-showcase, Om Unit, Sekouia, Kenton Slash Demon, Daedelus og en veludført koncertoplevelse med Crystal Castles på Arena, ser dette års program ud til at være fokuseret imod en mere poppet vinkel af den elektroniske musik. Set bort fra et par enkelte afstikkere virker årets program til at mangle meget af den originalitet, kant og plads til fordybelse, som nogle af ovennævnte navne sidste år tilbød. Her kunne jeg godt savne artister som Donato Dozzy, Jon Hopkins eller The Haxan Cloak, der sidste år alle udsendte forrygende fuldspillere.

I stedet står vi med et elektronisk program, hvor mange artister – heriblandt Cyril Hahn, Classixx, Maya Jane Coles, Chromeo og Kavinsky – peakede kunstnerisk for år tilbage. Det lyder måske ikke så grelt, men i den elektroniske musiks meget umiddelbare stil og kultur handler det som booker om at fange øjebliksbillede, hvor artisterne er på toppen. Det formåede Roskilde Festival ikke på samme måde, som det eksempelvis lykkedes dem i 2013.

Mere foruroligende er dog manglen af den boomende psykedeliske musik – hvor er den? Jovist, Connan Mockasin er der, men hans farvelade er nu mest et (helt fantastisk) popfreakshow. Hvor er Temples, Panda Bear, Avey Tare’s Slasher Flicks, Ariel Pink ft. Jorge Elbrecht, Yamantaka // Sonic Titan, Pure X, Mark McGuire eller bare Liars, som tidligere i år udgav det fine album Mess? Lige gyldigt hvad Anders Wahrén siger, er hverken The Men eller Hookworms decideret ’psych’.

Nu, hvor programmet mere eller mindre er fuldt annonceret, træder vi ind i næste fase. Her skal festivalens bagland sørge for at placere musikerne på de scener, der komplimenterer deres optrædener bedst. Der vil altid være et par svipsere, men sidste år huskes blandt andet for en lang række artister, der enten var placeret på en for stor eller lille scene, eller ud fra deres respektive udtryk placeret på et uheldigt tidspunkt af døgnet. Klumben og Raske Penge på Orange Scene bliver sikkert en festoplevelse for deres meget dedikerede følger, for hvis noget skal siges, så er de det. For os andre risikerer det dog at virke som en meget esoterisk og malplaceret fest, der ligeså vel kunne afholdes på Arena.

Spurgt til Roskilde Festivals dækning af elektronisk musik og hip hop på årets festival taler Anders Wahrén meget om den hoppeborgslignende scene Apollo. Jeg håber så sandelig ikke, han her har tænkt sig at putte Darkside, James Holden og Moderat, hvis musik til tider er bygget op omkring skrøbelig æstetik. Og det siger jeg, uden helt at kommentere på, hvor meget scenen stinker af urin, når vi rammer fredag, lørdag og søndag. Venligst find en anden løsning for disse artister, der er så meget mere end blot ‘elektronisk musik’.

 

Læg mærke til:

James Holden – Den britiske producer udgav sidste år The Inheritors, et fantastisk album primært konstrueret af englænderens fascinerende samling af modular synthesizers, der skaber et lige dele eksperimenterende, technoid og ambient svendestykke.

Warpaint – Alternativ rock møder shoegaze i et blend, der var en stor succes på kvartettens debutalbum The Fool fra 2010. Dette års selvbetitlede opfølger ændrer ikke meget på bandets opskrift, der dog stadig fungerer. Bandet skulle efter sigende fungere rigtig godt sammen live, et udtryk jeg glæder mig til at opleve.

Connan Mockasin – Connan-drengen var her, der og alle vegne, både i fysisk format og i mit news feed, der svømmede over af ekstatiske og veltilfredse kommentarer, da han med sit popfreakshow og til tider iklædt pyjamas gav koncert på Bremen i februar. Om han tager sin pyjamas med til sommer vides ikke, men man skal sikkert blive overrasket.

ModeratModerat II, trioens seneste udspil, virkede lettere uinspireret, men ændrer ikke på det helhedsindtryk, denne stjernekonstellation hidtil har vist. Sammen har Modeselektor og Apparat krydret lyst til dans og eftertænksomhed i en lækker drink, og skal til sommer se, om de kan følge op på den fantastiske nattekoncert de gav, da de i 2010 sidst var at finde på Roskilde Festival.

Future Islands – Det er din debut på amerikansk TV. Dit bands navn er noget så Pitchfork-generisk som Future Islands. Du har fire minutter til at markere dig. Hvad gør du? New wave/indie pop-bandets forsanger Samuel T. Herring valgte på Seasons, hentet fra deres nye plade, at kombinere skønsang med virtuos dans, at hamre sig på brystkassen og runde af med en perfekt, distanceret growlen. Hele verden var solgt af denne optræden, der tilsyneladende meget præcist skulle repræsentere bandets liveshow.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Summertime is Coming

“Summertime is coming so get out!”

Synger Paul Banks“Summertime Is Coming”, og præcis sådan har jeg det lige nu. Ganske passende ramte hans nye single, “Summertime Is Coming”, internettet i går, på dagen, der føltes omtrent som første troværdige sommerdag. Hvilket faktisk er mere end passende eftersom Roskilde venter henne om hjørnet.

Hvor festivalen kickstarter mangt en teenagers sommerferiefornemmelse, er det første gang Paul Banks starter min. Som forsanger i Interpol og med solodebuten Julian Plenti is… Skyscraber har han egentligt mest været en mere energisk fætter til The Nationals indesluttede og melankolsk rock – mere efterårsegnet end +20 grader venligt. Det er nu ikke fordi, at han med “Summertime Is Coming” pludselig har set lyset og deponeret melankolien sammen med vinterfrakken. Nummerets tunge trommer og altid desperate vokal er langt fra sommersynth og r’n’b-døsige rytmer. Men larger-than-life-følelser og storslåede kompositioner kender ingen årstider, og derfor er “Summertime Is Coming” et fint kompromis mellem den sommerkulredes ønske om identifikation i tekstens referent og den evige melankolikers søgen efter et følelses-afløb i nummerets desperation. Det er en bedrift at opfylde begge behov.

“Summertime Is Coming” er første single fra ep’en Julian Plenti Lives… som netop er udkommet i eget navn – altså som Paul Banks, og ikke Julian Plenti. Resten af ep’en er ligegyldige cover-versioner af b.la. Frank Sinatra og J Dilla, så glem dem og hør i stedet singlen på repeat, mens du glæder dig til fuldlængdealbummet, som kommer til oktober.

Paul BanksSummertime Is Coming
[audio:http://www.matadorrecords.com/mpeg/paul_banks/paul_banks_summertime_is_coming.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.