Horquillas – hjemløshed, forhåbninger og drømme

Man må være en klejn sociopat for at gå i krig med nutidens mest udmarvede musikgenre – dén dér spraglede, skramlede lo-fi pop med sørgmodig, forfalden rockattitude tilsat masser af støj og reverb. I al fald en sociopat, hvis man kan skille sig ud fra den massive mængde! Det gør den (for mig og mange blogosfære-medlemmer) totalt ukendte Horquillas, der, så vidt jeg hører, lige godt kunne være en solist som et band, grundet den manglende information omkring artisten.

På nummeret Yo My Life Away har indspilningen formentlig foregået på soveværelset hos forældrenes nabos frisør – ligesom det for i øvrigt er tilfældet for alle andre nutidige genrekollegaer til Horquillas – og selvom man også kan drage paralleller til bands som blandt andre Girls, hviler der sig et originalt skær over førstnævnte. Den udtrykkede, tænderskærende flygtighed på Yo My Life Away fremstår storladen i samspil med den tydeligt desperate vokal og de borende guitararrangementer, som om følelserne fremføres i en åben kirke, der netop har sendt Horquillas på porten – en situation som musikken associerer mig henimod. Og uanset hvad Yo My Life Away fortæller os om, er det noget vi alle et sted i livet bør kunne referere til; et stænk af hjemløshed, krydret med eskapistiske forhåbninger og drømme, ingredienser som på førstehåndsindtryk er toksiske men nødvendige i vores ungdommelige sind.
Muligvis er dette forklaringen på, hvorfor denne musikalske stilart bliver omfavnet af en så bred lytterskare og hvorfor mange musikere prøver at ramme denne guldgrube, som det er blevet til. Men for Horquillas forekommer det ikke som noget forsøg, men som den eneste mulige udtryksform og musikalske destination. Lige i hjertet.

HorquillasYo My Life Away
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/07/01-Yo-My-Life-Away.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *