Holbek – Træk stikket ud

Danske Steen Holbek alias Holbek er til september klar med debutalbummet Frit Løb, som udkommer på Sonny B Recordings. Fra dette album er første singleudspil klar. Nummeret hedder Træk Stikket Ud og her agerer Turboweekend-forsangeren Silas Bjerregaard gæstevokalist, hvor han på sit danske moderssprog rent faktisk imponerer. Nummeret pumper god electronica og bass, og musikken fra dette nummer kan i nogle sammenhænge snildt sammenlignes med lyden fra andre danske kunstnere som Lulu Rouge og Mikael Simpson, som inden længe vil være klar med sit eget remix af dette nummer.

Ringer navnet Steen Holbek ingen klokke hos læseren, så vækker hans tidligere pseudonym måske minder. For Holbek har tidligere gået under navnet Steen Rock, og iført sig aliaser som blandt andet DJ Pladespiller, mens han gennem årene har spillet og tourneret med bl.a. Klart Dér, Nobody Beats The Beats, Hvid Sjokolade, Malkin Zany og The Crooked Spoke.

Frit Løb er Steen Holbeks strategi tydelig: Holbek har lavet musikken, mens et væld af forskellige gæster har skrevet og sunget teksterne. Udover føromtalte Silas Bjerregaard vil musikere som blandt andet Steen Jørgensen, Signe Marie Schmidt-Jacobsen (The Sherry Moon og Paula Newwoman) og Peter Sommer gæsteoptræde på pladen, som altså udkommer en gang i september.

Holbek – Træk Stikket Ud
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/01-Træk-Stikket-Ud.mp3]