Regnskys julekalender 2016: 4. december

Highasakite Regnsky
Foto: Tonje Thilesen

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er anden søndag i advent, og vi er efterhånden fire dage inde i december. Det er tid til at tage hul på rangeringen af det, som jeg brugte det meste af foråret og sommeren på; nemlig festivaler. Men inden vi når dertil, skal vi et smut til Norge og møde nummer 21 på listen over mine yndlingsnumre fra 2016.

Årslisten: #21
Det sidste navn uden for top 20 er en artist, som var festival-aktuel i den danske sommer, nærmere bestemt på Avalon-scenen på Roskilde Festival. Dengang blev koncerten forsinket godt et kvarter på grund af tekniske problemer, men tekniske problemer er der heldigvis ingen af på et af mine ubetingede yndlings popnumre fra i år. For med “Samurai Swords” har Highasakite skabt et nummer, som både er dramatisk, rytmisk og skrig-med-venligt – alt sammen elementer, som jeg forventer af en god popballade. Jeg kunne egentlig have valgt en række numre fra bandets stærke album “Camp Echo”, men valget faldt alligevel på det nummer, som undervejs i sommerens koncert var den bedste undskyldning for at fyre op for det lysshow, som forsinkede det hele til at begynde med.

Årets festival: #3
Jeg synes altid, at den her liste er ekstremt svær at lave. For stort set alle festivaler har hver deres individuelle charme, og hvordan sammenligner man lige korte byfestivaler som SPOT Festival og Trailerpark Festival (R.I.P.) med ugelange overnatningsfestivaler som Roskilde Festival? Jeg ved det ikke, men jeg prøver alligevel.
Så på tredjepladsen har jeg endt med at placere aarhusianske NorthSide Festival, som jeg – før i år – af forskellige årsager ikke har været af sted på siden 2013. Det var i den grad et glædeligt gensyn med festivalen, som i den grad prægede det halvandet år, jeg boede i Aarhus fra 2012 til 2013. Og som stadig den dag i dag har stillet med det ubestridt stærkeste lineup i min festivaltid – det skete i 2013, hvor programmet blandt andre indeholdt The Flaming Lips, Nick Cave, Portishead og svenske The Knife.
I år var dog ikke langt efter, og jeg havde helt fantastiske oplevelser med Beck, Sigur Rós, Iggy Pop, Velvet Volume og flere andre. Jeg glæder mig allerede til næste år.

Det var alt fra denne adventssøndag. I morgen kommer det på flere måder til at handle om fremtiden…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Slut, plut, finale: Årets opture fra Roskilde Festival

Highasakite

Den er mandagen derpå. Mandagen efter den 46. udgave af Roskilde Festival, og mine sædvanlige Roskilde-blues er begyndt at indfinde sig. Jeg sidder tilbage med en følelse af en festival med meget få hovednavne – og de få, der så var, virkede fejlcastede eller leverede ganske middelmådige oplevelser. Og hvor de største kunstneriske oplevelser var henvist til Avalon og Arena. Neil Young undtaget i begge tilfælde, naturligvis.
2016-udgaven af Roskilde Festival vil også stå tilbage som året, hvor den irriterende tendens med urimelige mængder af småsnak, som har plaget mange andre festivaler rundt i landet, også ramte landets største festival. Det var især håbløst på Gloria (omend Avalon og Pavilion heller ikke gik fri), hvor de intime rammer blot virker forstærkende på folks idioti. Jeg ved ikke, hvordan man løser det, men det kunne være dejligt med lidt større respekt for både artisterne og ens medmennesker, som rent faktisk er kommet for at høre musikken. Man skulle jo mene, at der er plads nok andre steder til at vende verdenssituationen uden at ødelægge andres festivaloplevelse.
Men den her artikel var egentlig tænkt som en hyldest til alt det gode på årets festival, så lad mig slutte opsangen her og i stedet fokusere på det bedste blandt de 32 koncerter, jeg nåede at høre i år.

Palace Winter, Rising
Jeg er helt tosset med den dansk/australske-duo, og det er især deres evne til altid at levere nærværende og begejstrede koncerter, som har fanget mig. Frontmand Carl Coleman besidder al den charme, man kunne forvente sig af en australier, og den charme i smuk duet med Palace Winters musik matchede den solbeskinnede søndag aften til perfektion.

Reykjavíkurdætur, Countdown
De seneste uger har været en lang sejrsparade fra vores islandske overboer. Først skøn-smadrede Sigur Rós Northside Festival med den bedste koncert i Ådalen i år, dernæst HU-smadrede deres fodboldhold blandt andre England i Frankrig, og tirsdag var det så de på dagen 15 kvinder fra Reykjavíkurdæturs tur til at femi-smadre den spritnye Countdown-scene. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente på forhånd, men jeg fik en hiphop-fest med klare budskaber mod sexisme, diskrimination og manglende solidaritet – leveret på et islandsk, som ligger meget langt fra det, de fleste af os kender fra blandt andre Sigur Rós og Ásgeir.

Aurora, Pavilion
Åbningskoncerten på den første musikdag viste sig også at være en af de bedste. Aurora var i absolut topform og med en inderlighed og en sårbarhed, som er de færreste forundt, tryllebandt hun Pavilion i den lille time, koncerten varede. Der var vanvittigt mange nordmænd til den koncert, og det forstår man jo godt. De kan godt være stolte af deres lille landskvinde med den store stemme!

Courtney Barnett, Avalon
Courtney Barnett var mit ubetingede must see, inden jeg tog af sted på festivalen. For mig er “Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit” et af de bedste albums, der er udkommet de senere år, og jeg havde set meget frem til at opleve australierens tvetydige og ironiske lyriske univers i levende live. Og jeg blev ikke skuffet. Efter en lidt blød start foldede Courtney Barnett sig ud med en fantastisk energi og hit som “Avant Gardener”, min yndlingssang “Elevator Operator” og nummeret med den bedste linje i moderne musik – “Give me all your money // and I’ll make some origami honey” – “Pedestrian At Best”. Summen af det blev en koncert, som for mig står som årets højdepunkt.

Blood Orange, Avalon
Denne koncert kunne lige så godt have været årets bedste, hvis bare bandet havde leveret en lige så overbevisende indsats som hovedpersonen Dev Hynes/Blood Orange – som Shy Shy Shy også var inde på, da vi snakkede med dem dagen efter koncerten. For Dev Hynes er fandme talentfuld! Hans produktioner og hans sangskrivning fås ikke meget bedre, og selv hans dansemoves er svære at hamle op med. Lyden svigtede hans vokal lidt et par gange undervejs, når han gik helt ned og nærmest talte til publikum, men ellers er der ikke mange fingre at sætte på manden, som netop har udsendt sit tredje album – “Freetown Sound”. Herfra skal der i øvrigt lyde en klar anbefaling til at lytte til det album, som allerede nu fremstår som et ekstremt stærkt politisk værk.

Blood Orange – Augustine

Highasakite, Avalon
Hvorfor er Norge så fantastiske i disse år? Jeg ved det ikke, men det er virkelig en fornøjelse. Highasakite gav os den koncert, som både CHVRCHES aftenen forinden og M83 senere på dagen gerne ville: En komplet elektropopfest, som indeholdt en tilpas variation til, at den ikke virkede ensformig. CHVRCHES gjorde det også fremragende, og man kan nok med rette argumentere for, at deres hits er lidt mere syng-med-bare end Highasakites ditto, men Highasakites musikalske dybde sejrede alligevel til sidst. For når man på den ene side kan lave et cover, som forbedrer et i forvejen godt Bon Iver-nummer, mens man på den anden side kan sætte gang i en popfest, så ved man, at ens musikalske spekter både er utroligt bredt og kvalitetsmættet.

https://soundcloud.com/propellerrecordings/indian-summer

Car Seat Headrest, Pavilion
Jeg har egentlig allerede sagt, hvad der skal siges om koncerten med Car Seat Headrest i denne artikel, så jeg vil bare konkludere, at det bestemt godt kan betale sig at blive sent oppe på Roskilde Festival og tage til nogle af de mindre koncerter. Will Toledo belønnede i hvert fald de trofaste fans denne aften med en virkelig solid koncert i bedste lo-fi grunge stil.

Dillon, Gloria
Mens de fleste andre tog hjem efter -koncerten eller stillede sig i kø til LCD Soundsystem, tog jeg et smut forbi min gamle kærlighed, Gloria. I jagten på en oplevelse, som for alvor kunne blæse benene væk under mig. Tyske Dillon gjorde ubetinget sit bedste, men de førnævnte udfordringer med for meget småsnak var særligt udbredt under netop denne koncert. Det var vanvittigt ærgerligt og synd for Dillon, som i den grad havde besluttet sig for at lade sig blotte og dedikere sig fuldstændig til sit publikum. Højdepunkterne kom i form af fællessang på den hyggelige “Tip Tapping” og så naturligvis hendes helt store hit “Thirteen Thirtyfive”. På disse numre formåede hun endelig at få (det meste af) publikums fulde opmærksomhed.

https://soundcloud.com/dillonofficial/dillon-thirteen-thirtyfive

Der er selvfølgelig flere andre koncerter, jeg kunne have nævnt her. Tame Impala var fremragende, Mac Demarco var pissesjov, og Qwanqwa var både rørende og livsbekræftende. Det er heldigvis et luksusproblem, som jeg også håber at have, når jeg om et år forhåbentlig igen har mulighed for at gøre status efter endnu en udgave af Roskilde Festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Året der gik – del 2: Årets nummer

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

I går så jeg nærmere på årets bedste koncerter, og her i anden del er tiden så kommet til de enkelte numre. Hvem har lavet lige præcis det nummer, som har sat sig fast i min øregang i 2015? Find svaret herunder.

Del 1: Årets bedste koncerter

Årets danske nummer

3. Faunea – Cope
Faunea mangler stadig det store gennembrud herhjemme, men hvis hun bliver ved med at levere numre på niveau med Cope, går der formentlig ikke lang tid, før det sker. Hun er da også i studiet for at arbejde på sit debutalbum, som jeg glæder mig meget til. Men indtil videre må vi nøjes med Cope, som med et tungt elektronisk beat og et nærmest manisk vokalt udtryk trækker lytteren mod et mørke, der gør lytteren nysgerrig på mere. Jeg føler mig indhyllet, jeg føler mig varm, og det er nok til en flot tredjeplads.

2. Shy Shy Shy – Do Not Ask
På andenpladsen finder vi endnu et ungt orkester, som optrådte på Uhørt Festival, i form af Shy Shy Shy. Do Not Ask er velsagtens det længste, man kan bevæge sig væk fra Faunea, og det er for mig ubetinget lyden af sommeren 2015. Jeg kan ikke lade være med at nynne med på de hyggelige toner fra Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard, og jeg kan ærligt sige, at jeg gerne må danse til den sang! Og på trods af at have hørt nummeret tæt på 100 gange, er jeg endnu ikke blevet træt af det. Det må trods alt være et godt tegn…

1. Blaue Blume – Thinking of Roxy
Vi tager et smut tilbage til den mere dystre ende af det musikalske spektre i selskab med Blaue Blume for at finde årets ubetinget bedste danske nummer efter min mening. Thinking of Roxy rører ganske enkelt bare noget, fordi den rammer noget helt personligt i mig. Det gør nummeret tydeligvis også for forsanger Jonas Smith, som har skrevet et helt album nærmest dedikeret til denne Roxy og en skæbnesvanger nytårsaften – og det mærker man i den underspillede opbygning mod et klimaks, som er det mest elegante, der er at finde på bandets fantastisk debutalbum Syzygy.

Årets udenlandske nummer

5. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg elsker, når bands eksperimenterer med deres lyd, og det må man sige, at Unknown Mortal Orchestra har gjort med titelnummeret fra deres 2015-album. Ruban Nielsons hæse og til tider afgrundstruede vokal kommer virkelig til udtryk på Multi-Love, og det er med til at skabe en unik kontrast mellem de nærmest musikal-inspirerede vokalstykker og de mere funky instrumentale afsnit af det velkomponerede nummer.

4. Ducktails – Headbanging In The Mirror
Havde I virkelig regnet med, at jeg kunne gå en hel liste uden en lille smule shoegaze? Nej vel? Ducktails har med Headbanging In The Mirror lavet et nummer, som nok beskriver min musiksmag bedre end noget andet nummer i år. Matt Mondanile inviterer igen ind i sit vidunderlige drømmende univers, hvor man med det samme bliver sendt af sted ned af en highway i det sydlige Californien. Det er der, jeg vil hen, og Matt leverer altid – uanset om det så er som Ducktails eller Real Estate.

3. HONNE – Warm On A Cold Night
Jeg tror ikke, at der er et band, jeg har lyttet mere til i år end HONNE. De to britter har hele året igennem sendt det ene mesterværk af en EP ud efter den anden, og deres elektrofunkede soul-lyd har ganske enkelt bare ramt plet hos mig. Der har derfor været hele otte udgivelser at nyde i år, men deres hidtil bedste nummer finder man på deres anden EP i form af Warm On A Cold Night, som på sin vis giver et godt øjebliksbillede af producerduoens virke. Det er velproduceret, det er sexet, og det er ikke mindst bare utroligt fængende for øret.

2. Courtney Barnett – Pedestrian at Best
2015 har været året, hvor kvinder, der laver rock, har været over det hele. Og øverst blandt dem står britiske Courtney Barnett, som jeg godt kan love, at vi kommer til at møde et par gange mere på årslisterne. Alle hendes numre er karakteriseret ved eminente tekster om relativt basale hverdagsemner, og selvom talesang kan være ekstremt anstrengende at lytte til i mange tilfælde, formår Courtney Barnett alligevel at gøre det spiseligt – måske netop på grund af de simple budskaber. Jeg kunne have valgt blandt mange numre, men især Pedestrian at Best har sat sig fast hos mig med linjer som “give me all your money and I’ll make some origami honey // I think you’re a joke but I don’t find you very funny”.

1. Tame Impala – New Person, Same Old Mistakes
Eventually, Let It Happen og The Less I Know The Better er alle tre numre, som snildt kunne have fundet plads på denne liste, men for variationens skyld har jeg valgt at begrænse mig til ét nummer per artist. Derfor bliver årets udenlandske nummer i min bog et af de mere oversete af slagsen på Currents i form af New Person, Same Old Mistakes, som sætter punktum for årets suverænt bedste album (hov, det var vist en spoiler).

https://www.youtube.com/watch?v=qjWs-lVa8Oc

Bonus liste: Årets bedste covernummer
Highasakite – Heavenly Father (Bon Iver cover)
Hvis der er én ting i verden, jeg virkelig er imod, så er det covers af Bon Iver-numre. Det er ganske enkelt umuligt at forbedre numrene, og det ender ofte med et meget tvivlsomt forsøg, som gør helt ondt ind i hjertet. Derfor er det blot endnu mere imponerende, hvad Highasakite har formået med deres cover af Heavenly Father. De har ikke bare formået at skabe et fornuftigt resultat – nej, de har overgået Bon Ivers egen version med længder. Det er formentlig et af de eneste numre, som stadig i dag kan give mig kuldegysninger, når jeg lytter til det.

Det var alt for denne gang. Læs med i morgen, når jeg kigger nærmere på de nye ansigter i musikbranchen anno 2015.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Susanne Sundfør – Den norske sejrsgang fortsætter

Det er efterhånden fem år siden, at norske Susanne Sundfør på en varm mandag Roskilde-debuterede på det daværende Pavilion Junior. Dengang var der tale om en noget forsigtig optræden fra en kunstner, som dog voksede med opgaven, som koncerten skred frem. Og det var da i den grad også en fuldvoksen artist, som trådte frem på Avalon fredag eftermiddag til lyden af storslåede trommer og dramatiske violiner. For hvor den norske artist i 2010 havde svært ved at definere sit eget udtryk, var man ikke i tvivl i 2015: Susanne Sundfør var kommet for at markere, at hun bestemt tilhører den nye generation af fantastiske kvindelige norske artister, som de sidste par år med stor succes har indtaget dyrskuepladsen. Her tænker jeg især på Emilie Nicolas sidste år og Fay Wildhagen i år. Tilføj mine personlige favoritter fra Highasakite til gruppen, og Norge har et meget stærkt musikalsk firkløver, som vi nok ikke har set det sidste til på de danske festivalscener.

Men tilbage til fredagens koncert, som på alle måder stod i dramatisk kontrast til Broken Twin‘s introverte og følsomme koncert få minutter forinden på Pavilion. På knap en time bragede Susanne Sundfør et for mig overraskende talstærkt publikum bagover med en vokal, som meget vel kan være den stærkeste på årets program. Koncertens omdrejningspunkt var Sundførs 2015-album Ten Love Songs, som dog blev suppleret med det fremragende åbningsnummer “The Brothel” fra 2010 og mit yndlingsnummer “White Foxes” fra 2012-albummet The Silicone Veil. For mig peakede koncerten dog cirka halvvejs, da Susanne Sundfør leverede en dramatisk version af “Memorial“, som på mange måder understregede, præcis hvor stort et talent Sundfør besidder. Jeg stod tilbage med den samme fornemmelse, som jeg havde efter The Knife-koncerten på Northside for et par år siden – en fornemmelse af at have været vidne til noget magisk.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Reeperbahn Festival 2013 – Retning: Hamborg. Destination: Norge

Spielbudenplatz
Vi er musikalsk forslugne. Det starter allerede i bilen på vej til Hamborg og Reeperbahn Festival 2013. Det er torsdag eftermiddag, og snakken går om alle de små og større bands, vi hver især har udpeget i det absurd store program. Rygtet siger, at der i løbet af festivalens fire dage spiller over 350 på spillestederne i området omkring Reeperbahn. Hovedparten af bandsene har jeg aldrig hørt om, og hovedparten af de ukendte kommer jeg næppe til nogensinde at kende. Men en brøkdel bryder igennem efter festivalen. Det er derfor, at hver og en festivalgænger spørger den anden “hvad skal du se?”.

Det er umuligt at finde rundt i den store mængde af bands. For at forvirringen, under festivalen som i de efterfølgende tanker, ikke skal blive alt for kaotiske, udser jeg mig et par særlige retninger, jeg vil høre musik efter. Det ene er anbefalings-retningen. At spørge alle, som krydser min vej, hvad de skal høre. Mere om fundne på den rute senere.

I dag handler det om den anden retning. På Reeperbahn undersøger jeg et musikområde: Norge. Måske absurd at tage på en tysk festival for at undersøge sin nabo i den modsatte retning, og ikke bare tage pulsen på den norske musik på by:Larm. Men alligevel er det ikke helt dumt. Reeperbahns udvælgelseskriterium forklarer det meste: festivalen præsenterer bands fra hele verden på lige grundlag. Der er et kriterium: kvaliteten. Derfor er det kun de absolut bedste ansøgere fra hvert land, som spiller.

Torsdag står i Norges tegn. Vi ankommer til Molotov, det sygt autentiske rockspillested lige i starten af Reeperbahn, og vi får akkurat mast os ind i den bette bar. Så går Dråpe på scenen. Støjpopkvintetten er ikke helt ukendt i Danmark – de spillede på årets Roskilde Festival (læs mere her) – og i hjemlandet tælles de som et af de mest lovende navne. Den norske musikscene er for øjeblikket et ret fantastisk sted, hvis hovedingredienserne i din nye, musikalske livret er effekter, androgyne vokaler, udflydende guitarer og knivskarp melodiøsitet. Dråpe og stærkt beslægtede Highasakite repræsenterer bølgen på Reeperbahn, og jeg ser begge bands. Vi står helt oppe ved den intermistiske scene i det pakkede lokale. Dråpe spiller fremragende, et set primært bestående af sange fra debuten Canicular Days. Bedst er de, når Ketil Myhre og Hanne Solem deles om sangtjansen og når guitar og vokal sammen farer til himmels – allerbedst er de, når kaos titter frem i faldende rytmer og melodierne stikker af fra hinanden. Denne aften veksler Dråpe mellem at være bedst og allerbedst – ikke en dårlig dag at være i topform!

Et par timer senere spiller Highasakite i anderledes prominente omgivelser. Hvor Molotov emmer af rockautencitet (hallo, The White Stripes og The Black Keys ha spillet i lokalerne), er Imperial Theater som en rolig cigarkasse. Bløde sæder, god lyd. Kulisserne fra sæsonens skuespil står stadig på scenen, i denne koncerts anledning pyntet med Highasakites karakteristiske fjer. Anført af en absurd velsyngende Ingrid Håvik er Highasakite et nærmest færdigudviklet indiepopband. De har ganske rigtigt også et internationalt imødeset andet album på gaden ganske snart, og spiller både numre derfra og fra sidste års debut, All That Floats Will Rain, med en usvigelig sikkerhed. Highasakites musikalske ambitioner er tårnhøje og veludførte, men performancen mangler en smule i at være helt gennemført nok. Det virker asymmetrisk og fejlagtigt tolket, når guitaristen rocker helt ud på samtlige numre. Resten af bandet er behersket og fokuseret ligesom det siddende publikum. Musikken er såmænd fabulerende nok i de legesyge vers og instrumentalstykker, der omgiver de hamrende stærke omkvæd. Lyt bare til den nye single “Since Last Wednesday”:

Highasakite – Since Last Wednesday
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/10/Highasakite-Since-Last-Wednesday.mp3]

Fredag starter vantesæsonen til intermistisk impro-koncert med en umiddelbart ganske anderledes norsk konstellation. På den lille udendørsscene midt på Reeperbahn stiller to fine kvinder sig op. Sammen er de Farao, nyeste signing fra Dråpes pladeselskab Riot Factory (som også udgav Highasakites første album). Riot Factory kan andet end effekter og storladne melodier. Faraos korte koncert får andre grundsten til at træde frem. Vel at mærke elementer, der også indgår i Dråpe og Highasakites fundament. En særlig åbensindet naivitet ligger i alle tre bands lyd: trods shoegazeelementer kigger Dråpe altid mod den blå himmel med åbne øjne, og Highasakites melodier er intuitive som det legende barn. Faraos sange er denne dag for leadvokal, akustisk guitar og andenstemme. Den nedbarberede version gør Faraos sange meget umiddelbare – teksterne står så nøgent frem, at de synes lidt for tynde og ja, naive. Alligevel rammer den rene sang og de simple strukturer min nysgerrighed. Hjemkommen kan jeg høre, at Farao ikke er helt så skrøbelige, når de ikke står midt i Reeperbahns mylder uden andet forsvar end deres umiddelbare elskelighed og en akustisk guitar. Farao, Dråpe og til dels Highasakites grundtone er den samme: lyseblå, åbensindet, men en smule tilbageholdende.

Sådan ender min første udflugt i Reeperbahns vildtvoksende skov af bands – med at jeg hører noget nyt, jeg er blevet tændt på til festivalen derhjemme. Missionen om at høre det bedste norske er lykkedes. De kommende dage dykker vi ned i alle de andre overraskelser.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *