Her er årets 10 mest læste artikler på Regnsky

I sidste uge kunne Rasmus præsentere vores personlige greatest hits fra 2016, og for mig er der naturligvis intet, som kommer til at overgå mit interview med mit store idol, Wayne Coyne fra albumaktuelle The Flaming Lips.

Men et er, hvad vi selv vil huske fra 2016, men noget helt andet er, hvad I, kære læsere, havde mest lyst til at læse om i det forgangne år. Jeg har derfor her samlet en top 10 over sidste års mest velbesøgte artikler her på Regnsky.

Nummer 10: Helmet Compass PRE-RELEASE!
Mirja havde fornøjelsen af at give premiere til danske Helmet Compass‘ single “Come Into My Room”, og det ville mange rigtig gerne læse om i 2016. I hvert fald nok til at placere artiklen på 10. pladsen.

Nummer 9: Det glæder vi os til på Musik i Lejet
2017-udgaven af Musik i Lejet blev udsolgt langt inden, vi overhovedet kunne skrive 2017 i kalenderen, så der er ingen tvivl om, at den relativt lille og hyggelige nordsjællandske festival er populær. Rigtig mange af jer brugte da også fem minutter af jeres tid på at tjekke Peters anbefalinger ud, inden I tog af sted.

Nummer 8: Forever changes
Et af vores store højdepunkter har også fundet vej til listen. Vi er simpelthen så glade for vores nye design, og der var åbenbart også en del af jer, som var nysgerrige på, hvordan Regnsky ville se ud i en post-2008-udgave. Vi håber, at det har levet op til jeres forventninger.

Nummer 7: Dem skal du høre på UHØRT Festival
Jeg skal ikke gøre mig klog på, om UHØRT Festival reelt er mere populær end Musik i Lejet, men måske er der i hvert fald et større behov for at forberede sig til Danmarks – i mine øjne – bedste festival for de helt unge talenter i den danske musikbranche.

Nummer 6: Spot på SPOT – Regnsky hylder…
Måske er det et tegn på, at SPOT Festival efterhånden er blevet så kæmpestort, at man bliver nødt til at tage nogle ret svære valg, når man skal prioritere, hvilke koncerter man skal høre. Men i hvert fald ville langt flere af jer hellere læse vores nedtakt end vores optakt til 2016-udgaven af SPOT Festival, hvor man i den grad kunne få stillet sin sult efter norsk musik.

Nummer 5: Regnsky møder… Konni Kass
Der var dog ikke kun norsk musik på SPOT Festival. Færøske Konni Kass er en af vores helt store opdagelser fra det sidste år, og en stor del af Regnsky-læserne var da også nysgerrige på at finde ud af, hvem den blonde færing egentlig er. Eller måske er der bare en virkelig loyal færøsk læserskare blandt vores læsere – hvis det er tilfældet, så er vi rigtig glade for, at I gider læse os oppe i det mere nordvestlige hjørne af kongeriget.

Nummer 4: JÆRV – Et hav af vellyd
En anden af i hvert fald Peters helt store musikalske forelskelser er naturligvis JÆRV, og det hele kulminerede i starten af året, da JÆRV udgav sin debut-EP, “Dit Hav”. Vi har offentliggjort en god håndfuld artikler om Amanda Glindvads projekt, men album-anmeldelsen var altså den, vores læsere helst ville læse.

Nummer 3: Forpremiere: Konni Kass – I Lie
Regnskys læsere tog virkelig Konni Kass til sig i 2016, og det kom tydeligt til udtryk, da vi ganske eksklusivt kunne præsentere en forpremiere på nummeret “I Lie” fra debutalbummet “Haphe”. To artikler om Konni Kass i top fem tror jeg ikke, at hverken vi eller hun regnede med, da vi tog fat på 2016.

Nummer 2: Premiere: Eugenia – vildt+sødt
Et af årets mest interessante bekendtskaber var den danske duo Eugenia. Med musik afspillet fra kassettebånd og nogle vidunderlige musikvideoer har de taget os med storm. Noget kunne tyde på, at vi ikke er de eneste, for vores læsere var også særdeles nysgerrige, da vi havde premiere på duoens allerførste udspil, “vildt+sødt”.

Nummer 1: “Spis eller bli’ spist!” med DC og Fouli
Årets mest læste artikel er samtidig den første artikel, Mirja nogensinde skrev på Regnsky. Mirja var taget ud i lørdagsnatten til undergrundshiphop, og det var noget, Regnskys læsere kunne lide. Om det er et tegn på, at vi har plads til endnu mere hiphop på bloggen, skal jeg ikke kunne sige, men vi er i hvert fald glade for, at I har taget så godt imod vores to nye skribenter.

Lad mig slutte af med et genlyt til en god omgang gadehiphop fra Carmon, og så læses vi forhåbentlig ved her i 2017!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Helmet Compass PRE-RELEASE!

Det koger og bobler i den danske syre og støj post-rock undergrund. Papir, Deadpan Interference og De underjordiske er blot nogle af mange navne på bands, som er spiret op fra den danske psykedeliske undergrundsmuld, så det er vel kun på sin plads, at vi nu kan præsentere en ny sort i urtehaven.

Med førstesinglen “Come Into My Room” bevæger det nystartede band Helmet Compass sig over i en ”syre-poppet” verden, hvor det er svært at klistre en bestemt genreetiket på bandet, der selv betegner sig som “en elektronisk udgave af Happy Mondays badet i talløse dance-associationer”.

Helmett Compass

Når “Come Into My Room” tonser ud af mine hørebøffer, rutsjer jeg over i en verden af 90érnes Cartoon-Network-serier i et energisk hoppende sukkertrip, men samtidig tilsat en insisterende karakteristisk gennemskærende vokal, der kontrasterer godt til musikken og sørger for at give passende tyngde til de eklektiske og dansende baggrundsbeats.

Come Into My Room” emmer af den berusende sommereskapisme, som vi har i vente lige om lidt; det perfekte supplement til din trippede tutti-frutti drink, når du danser dig ud på de asfaltbelagte gader i de sene-sommer-nattetimer…

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/253800812″ params=”auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false&visual=true” width=”100%” height=”450″ iframe=”true” /]

Singlen udgives på det nystartede undergrundslabel Seaworld Records, der er et spin-off på rave-klubben af samme navn, hvor Helmet Compass sideløbende har fyldt klubben med nødvendig natlig damphammer lige i mellemgulvet af de techno-tørstige nørrebrogensere.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *