INTERVIEW: Skal GENTS vare for evigt? “Du kan ikke være kærester med nogen, du ikke tror på, du skal dø sammen med.”

Drengedrømmen om albumudgivelse og Roskilde-koncert er allerede gået i opfyldelse for GENTS. Så hvordan kommer man videre derfra? Skal GENTS vare for evigt, og hvordan føles det at sidde i sauna-gus i Moskva? Vi har mødt den unge synthpop-duo.

GENTS er efterhånden ikke just et ukendt navn i det danske musiklandskab, men de er heller ikke up-and-coming længere. De befinder sig et sted, hvor de har udgivet et album, spillet på Roskilde og netop været på Europa-tourné, men de er heller ikke blevet folkelige. Netop dette ville jeg gerne snakke med Theis og Niels om, så det var med stor fornøjelse, at jeg mødte dem på årets Heartland Festival.

Hey, drenge. I har lige været på sådan en mega svedig Europa-tour, og I spillede også rigtigt meget i Rusland?

Niels: Vi spillede tre koncerter i Rusland!

Det er for sejt. Hvordan gik jeres Europa-tour?

Niels: Jamen, det gik godt. Koncerterne i Rusland var bare sådan en weekend for sig, vi tog.

Theis: Sådan en halv uge, ja. Det lå oven i Mors Dag, som åbenbart er gigantisk i Rusland. Man tænker, at det bare er sådan en oldschool kønsopdeling i Rusland, men Mors Dag er dagen, hvor alle holder fri og ferie, og alle blomsterbutikkerne har udsolgt. Men det er så nok bare fordi, at resten af året, der er hun så bare i køkkenet, tænker jeg.

Er det sådan noget med, at man kan se det på gaden?

Theis: Fuldstændig. Altså, vi spillede jo onsdag aften klokken 01.00 om natten, men folk havde ferie, så det var okay.

Men Mors Dag er da en søndag, er det ikke?

Theis: Nej, det var faktisk slet ikke Mors Dag. Det var kvindernes kampdag, men de brugte det som en Mors Dag.

Niels: Ja, de har bare kaldt det mors dag. det er ikke sådan en dag med “lad os tage en samtale om, hvordan vi synes det går med ligestillingen”. Det er mere sådan en “Mor, du er så dejlig, du skal have en buket blomster”.

Det er måske heller ikke lige Rusland, jeg tænker, når jeg tænker ligestilling..

Theis: Nej, det er meget sådan en machokultur. Vi har også oplevet det i sådan et mande-saunagus i Moskva, hvor der kun måtte være mænd. Så sad man bare og spiste pil-selv rejer og drak fadøl og vodka, og så havde folk businessmøder derinde. Så kunne man leje et bord og sådan noget. Så handlede det lidt om, hvem der kunne holde varmen ud længst og sådan. Det var meget macho-agtigt.

I forhold til hvor bange, de er for homoseksuelle, så synes jeg da, at det er fascinerende, at man kan sidde i sådan en mandesauna og så bare være en mand.

Niels: Jeg tror, det er fordi, der er noget super macho-agtigt over at udholde varmen. Så jeg tror, det kommer det sted fra. Det er sådan noget, man ser. Jeg har også været til saunagus i Valby Svømmehal. Jeg tænkte, at det var mere sådan Politiken Plus-mennesker, der tager til det. Men det er det nok også inde på brokvartererne, men her var det folk med Dannebrog tatoveret, der snakkede om Brøndby IF. Så det var også lidt om udholdenhed. Saunakulturen er super tvedelt. Der er både noget med wellness, og så er der noget med macho.

Når jeg kigger på jer to, så ligner I ikke umiddelbart to russiske mafiabosser, så hvordan tog de imod jer i forhold til jeres looks?

Niels: Vi var jo nøgne, kan man sige.. Såå…

Ja, OK, men nu tænker jeg mere til koncerterne, haha. 

Niels: Pisse god stemning.

Theis: Der var ikke så meget machostemning. Det var mere young.

Niels: De russiske indiekids.

Er der sådan en glødende subkultur, der synes, at det alternative er fedt?

Niels: Det tænker jeg. Der var jo mennesker. Og der var mennesker, der kendte det. Vi kender også mange, der har været ovre og spille. First Hate-drengene har spillet rigtigt meget eksempelvis. Jeg ved ikke, om vi bliver skrevet ind i en eller anden fortælling om at være en del af en gruppe eller en scene.

Altså synthpop-scenen eller dansk musik-scenen?

Niels: Jeg tror, det er synthpop-scenen.

Theis: Jeg tror, de holder meget øje med København.

Hvordan endte I med at skulle spille i Rusland?

Niels: Vi fik sgu bare en mail, du.

Theis: Fra en fyr der hed Sasha, som satte det hele op. Det er også ham, der har booket First Hate og sådan.

Fedt. Jeg så jeres koncert på SPOT-festival. Det var et imponerende opbud. Man kunne slet ikke komme til. Så tænkte jeg, de der GENTS-drenge, de er lige på randen af et stort gennembrud. Hvordan har I det i forhold til jeres placering lige p.t.?

Theis: Vi har følt en eller anden form for overgang på det seneste. Der har været et eller andet skifte fra at være et up-and-coming-act, som folk skal have forklaret, til noget hvor man i nogen fora bliver taget mere seriøst, når man er mere etableret. Det er en stor tilfredsstillelse og en motiverende faktor for ens arbejde.

Ja, I havde et lidt tarveligt tidspunkt midt på eftermiddagen, men alligevel var der helt pakket på Scandinavian.

Theis: Ja, det var meget overvældende. Det er helt klart de fleste mennesker, vi har stået over for.

Niels: Det og så Roskilde. Det er svært at sige, præcis hvor mange der har været. Måske omkring 3.000. Andreas (Vi ved ikke, hvem Andreas er, red.) sagde, der var omkring 3-4.000. Og han har gået på CBS, så han kan regne.

Theis: Haha!

Men nu går det jo meget godt med jeres karriere og jeres musik, så jeg er faktisk lidt interesseret i at høre, om I skal være GENTS resten af jeres liv?

Theis: Det er sjovt, du spørger.

Niels: Det skal man jo ikke udelukke! Jeg vil sige det sådan her. Jeg synes ikke, at det giver mening at investere så meget i noget, hvis man ikke synes, det skal være for evigt. 99% af ens forhold er jo ikke evige, men den fedeste måde at gå til verden på, er, at nu går jeg den her vej.

Theis: Det er fucking rigtigt. Det er ligesom med parforhold. Du kan ikke være kærester med nogen, du ikke tror på, du skal dø sammen med.

Niels: Nej, lige præcis. “Så kan jeg lige gøre det i to år, og så kan jeg finde på noget nyt”.

Theis: Hvis du har en kæreste, hvor du siger, at du ser hende “for tiden”, så er det jo ikke et sundt forhold. Men altså, da vi startede for fire år siden, havde jeg det måske sådan, at det var noget vi lige prøvede af. Det var et sjovt afbræk. Men jo længere tid der går, jo mere tænker jeg, at det jo ikke skal ende. Der er ikke nogen ting, som jeg føler, at jeg ikke kan leve ud i det projekt, så jeg bliver nødt til at have noget andet.

Har I noget, hvor I tænker, at nu har I “made it”?

Niels: Der kommer naturlige identitetskriser i løbet af sådan en karriere, som vi har og som vi har forfulgt og bliver ved med at forfølge. Jeg tror, man kan mærke det, når man ikke kan mere, men vi har det ikke sådan, at når vi har spillet Wembley, så stopper vi.

Theis: Sådan var det jo meget, da vi startede. Den der drengedrøm med at lave en plade og at spille på Roskilde.

Niels: Det afføder en kæmpe stor identitetskrise, fordi vi var så heldige, at vi fik lov til at opleve de to ting tidligt i vores karriere. Så hvad så nu? Så skal man bruge noget tid på at mærke efter, om man er noget mere end det.

Theis: Det bliver i hvert fald nogle mindre konkrete ting, man snakker om.

Så I er lidt inde i en udviklingsproces, hvor I også udvikler jer personligt?

Niels: Jeg synes ikke, der er nogen forskel mellem at snakke om personlig krise og professionel krise, når man gør det her. Det er det samme for mig. Man lægger hele sin person over i det, og det gør jo så, at man også selv er enormt skrøbelig. Men jeg tror hele tiden, det er sådan en revurdering af én selv, og det er ret hårdt at være i. Men jeg føler, at lige nu er vi et sindssygt godt sted, hvor vi bare skal gøre vores ting, og det er fucking dejligt.

Theis: At det hele er eskaleret gør, at der er en anden ro. Vi er mere selvsikre og har det fint med bare at gøre det, vi gør. Og så er det ikke fordi, det står og falder med, om man er booket til den og den festival. Vi er ret sikre på, at vi synes, det er fedt, det vi har gang i.

Da jeg så jer på SPOT, der virkede det også som om, I var i jeres es. I brændte bare igennem og var tilstede. I er jo ikke længere et up-and-coming-bands, men I er heller ikke Minds of 99 og fuldstændigt folkelige. Det synes jeg er ret fascinerende, hvor I befinder jer lige nu, sådan midt i mellem det hele.

Niels: Det er sådan et svært sted at være. Det er svært, fordi der er mange bands, og der er mange fucking gode bands. Og ikke alle får lov til at spille Roskilde, men i det mindste, når man ikke har prøvet den slags, så har man noget at hige efter. Lige nu bevæger vi os ind i et eller andet felt, hvor vi ikke ved, hvem vi skal sammenligne os med.

Theis: Det er jo svært at vide. Det skal man nok være musikanalytiker for at vide. Man kan mærke, at der er folk, der gerne vil høre det. Når man står i Moskva, og der står en fyr og har det for vildt over et nummer, man har skrevet oppe i et sommerhus, det er ret sygt. Det er det, der motiverer mig meget lige for tiden.

Cool. Er det første gang, I er på Heartland?

Niels: Ja.

Hvad synes I om det? Det er jo en lidt anderledes festival.

Niels: Ja, både og. Fordi et eller andet sted, så er det jo også bare folk, der drikker bajere og har det dejligt i solen.

Theis: Den er lidt mere voksen, hvilket passer meget fint, fordi man får gået i seng om natten og et bad om morgenen. Så er det jo bare et smukt område her.

Bor I også på campingområdet?

Theis: Ja, vi har lejet en campingvogn dernede.

Niels: Ja, vi har strøm og et kæmpe fortelt. Så sidder man bare der og chiller.

Ja, I er vel også bare på festival nu så (interviewet er fra dagen efter GENTS-koncert red)?

Niels: Ja, det må man jo tage med, så man også har det lidt sjovt, så det ikke bare er business det hele.

Jeg har ikke sådan flere spørgsmål, men er der noget, I har lyst til at sige til Regnskys læsere?

Niels: Mjaaah… Pas på jer selv! Husk at drikke vand! Ikke glem hvor du kommer fra! Keep it real!

Den bedste afslutningsreplik, jo. Tak for det, drenge.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

“Being a loser has a lot to do with wanting to be a winner too much”

Alex og jeg konkurrerer lige om, hvem der har den hurtigste brille på

Smuk magi opstår på Heartland. Det fandt Peter ud af, da han for to år siden fik et interview med Flaming Lips-forsangeren Wayne Coyne. I år var det min tur. Og jeg ved godt, der er en verden til forskel mellem Wayne Coyne og Alex Cameron, men det er en mand på vej frem, og det er mit første rigtige internationale interview, så det var en stor oplevelse. Næste gang bliver det Morrissey. Jeg siger det bare med det samme!

I’m glad you had the time to have a small talk.

  • I appreciate you taking the time to talk to me!

Yeah, I’d love to. I think you are quite an interesting persona and I loved the concert. It was really great. I also saw you at Roskilde last year.

  • Oh! Nice! I like that. Roskilde was fun.

It’s your fifth concert in Denmark in a year

  • Is it?

Yeah, you played five concerts. So what’s the appeal?

  • If you are an artist that knows what they are doing, you can tell when you play a show and the audience responds to your music. You feel included and you get motivated. You get a feeling that you want to get back to a place. So we’ve had a really good time playing here. And people have been really sweet to us. It’s one thing to go to one place, and there is a lot of people, it’s another thing to go to a place, and there is a good vibe. The spirit is great here.

So it’s more important to have the right crowd than a lot of people?

  • Yeah, and if you do it right then you get both, but that can take some time.

How are you received in Australia?

  • Australia has been a little bit behind Europe but that’s my home, so I’ve got a lot of fondness for Australia. We went back recently and did some nice sized rooms in Brisbane, Sydney, Melbourne and Perth. It felt really nice and it’s coming together there. The work is consistent and if I’m working, then I’m happy.

I have to ask. Do you like the Danes as much as they apparently like you?

  • I really like the Danes, man. Every now and then someone will pop up that really blows my mind. Today there was a security guard riding a segway and he was the most serious gentleman and he was deadly serious about his job, but that was obviously a little bit deflated by him choosing to ride a segway. That’s just a bit of seasoning. Every now and then you get somebody like that in Denmark, which makes me believe that there is something complex going on inside the minds of Danes.

What do you mean by complex?

  • I mean that in European countries it is sometimes easy to generalize between the cultures. You know. There’s something interesting going on here.

So you’ve visited two Danish festival, Roskilde and Heartland, what is your general impression of these?

  • They are really well run. People know how to do their thing. When you are a part of it as an artist it’s nice when it’s fluid and there’s no stress involved, and you don’t have to do any other thing than what your job is. Well, there’s a reason why Roskilde is popular internationally. It’s not a mystery. I always want to go back to where I have experienced a good spirit and vibes, you know?

Yeah, so if you were a spectator, what would you think?

  • Later I will walk around have drink and listen to some music, but I haven’t yet.

What do you want to hear?

  • I really want to hear The The!

Yeah, I just bought the t-shirt.

  • That’s a great t-shirt. Where did you buy that?

Merchandise right next to the big stage!

  • Cool. How much was it?

250 kr.

  • How much is that in Euros?

35 I think.

  • And what size is it?

Well, how tall are you?

  • How tall are YOU?

Erhm, 198 cm.

  • Yeah, me too. I might be one nine five. But I buy small because I like the fit. It fits you though. You look good, man.

I’m glad we had this discussion. In Denmark you are becoming quite popular with your onstage persona, so I’m curious as to, when you gain more succes, is it difficult to maintain your onstage persona as a failed entertainer?

  • What happens to me when I’m on stage…

(Vi bliver pludselig afbrudt af kvinden med mindst situationsfornemmelse i hele verden, og hun namedropper alle mulige nordmænd og noget med en eller anden festival, lige som jeg skal til at stille mit præmiespørgsmål. Det gør mig heldigvis ingenting, det er jo bare mit første internationale interview)

  • Erhm… What where we talking about?

(Passivt aggressivt *hehe*) The stage persona.

  • All that happens on stage to me is an amplification. And you kind of have to go with the gut instinct and take your mind of.

Yeah, that makes sense, but I was more curious about you onstage persona as a failed entertainer. What happens when the failed entertainer actually becomes succesful? 

  • Ahh, I see! Well, there’s many ways to fail. I could have money in the bank and still be a complete failure. Right now I don’t have any money, so that’s my failure. So if you want to investigate all the reasons a person can fail it has nothing to with financial succes or notoriety.

And how do you fail?

  • I fail a lot. Emotionally I’m still learning about my self.

Is learning about yourself failing?

  • It takes multiple failures. If I have a brain explosion and get angry at the wrong thing or if I feel as if I’ve made the wrong choice in a social interaction with someone. These are what I’m exploring.

How would you define a loser?

  • Being a loser has a lot to do with wanting to be a winner too much.

In Denmark you would never be considered a loser as long as you keep on trying and never give up.

  • I like that. Persistence is important.

Are you persistent? 

  • Yes but I don’t think it’s concious. Maybe other people would think so, but to me I am never doing as much as I should be doing. But in retrospective.. Holy shit I’ve put in a lot of work and a lot of hours. And for some reason it’s starting to pay off. I believe it’s my ability and my persistence that helps it pay off. So I agree with the persistent quality of the Danes.

Do you know the concept of the Danish “jantelov” or “The law of Jante”? 

  • In Australia we have a thing called “Tall poppy syndrome”. So when a flower outgrows the rest of the poppies, you snip it. Because you don’t want it outgrowing. So if somebody gets too arrogant and loses vision of work ethics and beliefs except their own. Like they buy tickets for their own shows, is what we say. Then we chop them. So I like the idea of a level playing field.

How would your onstage persona fit into this concept of jante?

  • I think a lot of my songs are about delusion and about thinking you deserve to be a tall poppy, but in reality I don’t think that wanting to be a tall poppy is a good mentality. I don’t necessarily agree with snipping it, but it’s case by case, but I do think that my songs do involve that sense of thinking you deserve more than you have.

So the core concept is thinking that you deserve something you can’t gain?

  • I think it’s about thinking you deserve something just because of who you are and not because of the work you’ve done. You feel like you are owed privilege.

And that’s what your persona thinks?

– For sure.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Rosévin, forrygende vejr og et forsøg på at disrupte kultureliten iført Adidas-sæt – Tak for årets Heartland!

Et billede siger mere end tusind ord

ARH men for helvede Heartland. Du er sgu virkelig det hele værd. Og med det hele mener jeg blandt andet de 2.000-2.500 kroner, man bruger på fadøl, mad og transport. Jeg mener også andendagstømmermændene på kontoret om mandagen, og jeg mener den gennemgående smerte, jeg har i knæ og hofter efter at have sovet på et 6 mm tykt liggeunderlag og løbet beruset rundt på Egeskov Slot i tre dage.

Heartland er noget helt særligt, og jeg synes ikke, det bliver sagt nok, hvor priviligerede vi er i Danmark over, at nogen har taget initiativ til at omdanne de fantastisk smukke omgivelser på Egeskov Slot til en endnu mere overdådig festival.

Udover at – uden sammenligning – være Danmarks smukkeste festival, hvor passer Heartland så ind i det danske festivalslandskab? Det er ligesom det spørgsmål, jeg har brug det sidste par dage på at rationalisere mig frem til.

Publikum:

Hvis du havde bedt mig om i sidste uge at definere den stereotypiske Heartland-gænger, ville jeg nok have beskrevet det sådan her:

Mellem 35 og 40 år gammel. Købestærk. Kulturinteresseret – i hvert fald i “den rigtige” kultur. Vild med Van Morrison. Kvalitetsbevidst. Oppe at køre over Svend Brinkmann. Københavner.

Der er lavet mange jokes om Heartlands publikum – og måske med god grund. De gjorde det i hvert fald ikke nemmere for sig selv med Mercedes-stuntet, som Morten og jeg vendte i vores podcast.

Det er eliten. Kultureliten, om man vil.

Det er sjovt at mænge sig lidt med eliten, og det er sjovt at falde i snak med folk og så efterfølgende finde ud af, at de er musikere. Dét elsker jeg Heartland for. Når man er der, er man virkelig en del af det rigtige crowd, og der er ingen snobberi at finde.

Jeg vil dog slå et slag for, at den stereotypiske Heartland-gænger, jeg har beskrevet, slet ikke har rod i virkeligheden. Der er fyldt med unge og glade mennesker. De fleste af dem er frivillige, og det gider de gamle jo ikke – de har penge nok til at løbe rundt og lege bon vivant med dertilhørende rosévin og skaldyrsbuffet. Det er nok Danmarks mest alsidige publikum i forhold til alder, og det er dejligt at være til fest med de “voksne”. At de så ikke er mere voksne, end at de fyrer den af, fordi de kun kommer ud én gang om året, er bare med til at gøre det hele meget bedre, og man kan møde hinanden i øjenhøjde – ung som gammel!

Folk dyrker yoga. Hvorfor har de ikke tømmermænd?!

Omgivelser:

Egeskov Slot er smukt, og parken og haven løfter Heartland op til et hidtil uset niveau af æstetik. Og det er fedt. Det er også fedt, at netop parken med hække og så videre gør, at der rent faktisk var relativt mange stedet at finde et skyggespot, hvor man kunne gemme sig for solens insisterende stråler. Det var ca. 30 grader, og der var ikke en sky at se på himlen. Hvis det havde været Roskilde Festival, var man brændt op levende, mens man kæmpede om de få pladser, agoraen tilbyder.

Koncerter:

Det bedste ved at være til C.V. Jørgensen-koncert er de kommentarer, man overhører fra publikum. Min favorit er “Spiller han ikke snart Costa del Sol?”. Nej, det gør C.V. Jørgensen ikke. Som i aldrig. Han spiller heller ikke “I en blågrå kupé” eller “Entertaineren”. Når C.V. en sjælden gang tager på tur, så gør han det på sine egne præmisser, og det må fans bare rette sig ind efter. Han er ikke til for dig – du er til for ham!

Der var også en gang, hvor tanken om, at jeg aldrig kunne komme til at høre nogle af mine yndlings-sange live, irriterede mig. Men hey, sådan er det jo også, hvis man er The Doors-fan. Forskellen er selvfølgelig, at Jim Morrison ligger på Pére Lachaise-kirkegården i Paris, og der bliver han sgu nok liggende. (Indsæt tam joke om zombier). C.V. lever i bedste velgående, og han kunne godt servere en hitparade for dig – hvis han gad. Men det gør han ikke. Han har taget det på sin kappe at belære nye som gamle fans om, hvilke af hans sange der er de bedste. Som resultat af det er det gået op for mig, hvor fantastisk et album, “Sjælland” fra 1994 er. Det har langt fra den samme hit-faktor som “Tidens Tern” og “Storbyens Små Oaser”, men det er til gengæld uden sammenligning et stykke dansk musikhistorie fra øverste hylde. Tak, C.V, fordi du belærer mig om, hvad jeg burde høre af din musik, og tak fordi du er taget på turné igen, så jeg kunne opleve min tredje (og måske fjerde på Roskilde) koncert med dig.

Ja, jeg mødte Alex Cameron. Det – og hans sandaler(!) – er jeg naturligvis lige nødt til at vise hele verden

En anden mand, der overraskede mig positivt, var Alex Cameron. Jeg var til lidt af hans koncert på Gloria sidste sommer, og jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor folk var oppe at køre over det. Det forstår jeg nu. Med bundironiske tekster om elskerinder, der er 16 år gamle (og næsten 17, hvilket er den seksuelle lavalder i Australien) og et 45-minutters turboshow har Alex Cameron nu overbevist mig om, det han laver, er bundsolidt. Den persona, han optræder som, bliver supportet af vennen Roy Molloy på horn, som pludselig kastede sig ud i en anmeldelse af den stol, han sad og spillede på. Fantastisk i starten – super tåkrummende og akavet til sidst – ufatteligt morsomt hele vejen igennem.

Nu har vi snakket meget om Heartland som den her pæne festival, og netop derfor klædte Omar Souleyman-koncerten virkelig festivalen. Det var måske en ægte knald eller fald-booking, fordi det er lidt mere end joke, end det er en stor musikalsk oplevelse. Personligt elsker jeg manden med en ironisk distance, men hans indslag til den pæne festival, som Heartland er, var helt fantastisk. På en ikke-ironisk måde. Der var godt pakket foran Highland-scenen til årets sidste koncert, og det endte med, at der blev crowdsurfet, folk tog bukserne af, og der var en gut, der kravlede op i kablerne – den opførsel passer nok bedre til Distortion end til Heartland, men engang imellem er det godt, at der bliver revet lidt op i normerne.

Regnsky siger tak for i år til Heartland, men vi kan godt afsløre, at der kommer til at følge et par interviews i den nærmeste fremtid. Vi kan også godt afsløre, at vi bliver ved med at komme tilbage, så længe Heartland vil have os. Det er kun tredje år, festivalen kører, og det er spændende at se, hvordan det ender næste år. Forhåbentlig med mere bredde i hovednavnene, men ellers synes jeg bare, at Heartland skal fortsætte med at udvikle sig og turde prøve ting af. Det klæder en festival, og det virker til at være parolen på hjertelandet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Strømmen svigtede for Grizzly Bear

Grizzly Bear (foto: Tom Hines)

Grizzly Bear er ikke så meget et indierock-band fra USA, som det er et sammenvævet plaid af fire lige så store størrelser, der af en uforklarlig årsag stadig hænger sammen efter 15 år.

De fire bandmedlemmer er både hver for sig og sammen dygtige musikere, der rammer hver eneste tone, tangent, riffs og rytmiske krummelurer lige i røven. Men Grizzly Bear virker samtidig til altid at være én kunstnerisk uoverensstemmelse væk fra at blive splittet til atomer.

Derfor virker Heartland Festival-publikummets modtagelse af kvartetten fra New York ikke til at stå mål med den nærmest imponerende bedrift, det er, at bandet fortsat spiller koncerter og udgiver flotte albumudspil. Helt uden at rive hovederne af hinanden i processen. Bandets femte album, Painted Ruines fra 2017, og en efterfølgende verdensturné bragte torsdag bandet forbi Heartland Festival ved Egeskov Slot, og det blev modtaget med spredte klapsalver fra et mageligt og velbefindende publikum midt i aftensolen.

Jeg stod stadig og ventede på en falafel, da bandet gik på scenen klokken 21.00, og det var som om, at alle tilhørerne stod og ventede på et eller andet andet. Åbningsnummeret, Losing All Sense fra det ellers fine album fra sidste år, var ikke dét, de ventede på, lyder det til baseret på publikumsreaktionen, da sangen kommer til sin afslutning.

Mens jeg får min falafel, som ikke skulle have været med chili, minder jeg mig selv på, at nogle musikere bruger publikums ansigtsudtryk, bevægelser og lyde som en måde at afstemme sig selv på. Det ser imidlertid ikke ud til at være tilfældet for Grizzly Bear, der spiller ufortrødent videre.

Og det gør de godt, og de virker taknemmelige for at spille, selvom de aldrig har været et band, der helt elektrisk kommer ud over den famøse scenekant. Mellem numrene tager bandet sig tid til at hylde festivalen (“what an amazing festival, we’ve been walking around here all day) og til at mindes deres danske koncerter og alle de byer, der har besøgt igennem halvandet årti. “Our first gig in Europe was in Denmark. We’ve been in Copenhagen, Aarhus, Kolding, O-den-se” (med tryk på d).

Det danske publikum har altså historisk haft et godt øje til disse fire indie-rockere, men begejstringen kommer aldrig rigtig til syne her ved skumringstid på Fyn. En stærk sidevind rusker i lyden, da bandet efter et kvarters tid endelig åbner op for bagkataloget og i særdeleshed det populære og fremragende album VeckatimestReady, Able bliver fremført ubesværet og næsten fuldkommen uændret i forhold til den oprindelige version, inden bandet spiller deres med afstand største hit, Two Weeks. Den havde publikummet ventet på at høre, indikerer en omgående tiljubling.

Men så, efter en halv times spilletid og midt i opførelsen af Two Weeks, ryger strømmen fuldstændig fra festivalens næststørste scene. Publikum klapper og hujer som reaktion på strømsvigtet, mens bandmedlemmerne kigger på hinanden. Selvom jublen emmer af ironi og nervøsitet, må det være frustrerende for en musiker at kunne konstatere, at dette jubelbrøl bliver koncertens største.

Bandet tager sig tre-fire minutters pause bag scenen, kommer tilbage og siger et par enkelte, men rammende ord om det nummer, de ikke nåede til vejs ende med.

“We’ve played this song too much, anyway. It was God’s way of telling us to stop playing this song. What? I can’t talk about God? It’s a Christian country, right?”.

Bandet slutter meget passende af med While You Wait For The Others. Men det bliver strømsvigtet, koncerten huskes for. Et hårdt kæmpende Grizzly Bear fik aldrig sat strøm til publikummet eller sig selv.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnsky lancerer podcast-serie – første udsendelse om Heartland Festival

I Danmark går der to podcastværter til en podcastlytter.

Til trods for det store og flotte udbud af podcasts indenfor alle tænkelige kategorier er vi på Regnsky glade for omsider at hoppe med på bølgen.

I Regnsky Podcast vil lytterne både stifte bekendtskab med bloggerholdet, der på skift sætter spot på tendenser og festivaler, samt nogle af landets mest spændende musikere.

I vores første udsendelse er Heartland Festival omdrejningspunktet, som vores bloggere Morten og Rasmus går igennem, inden festivalen løber af stablen torsdag. Her kommer de forbi anekdoter om tårer ved skumringstid og om midaldrende mænd, der drikker gajolshots om morgenen og vin i glas om aftenen, ligesom de fortæller, hvad man bare må høre på årets festival.

Hele udsendelsen varer knap 20 minutter og kan afspilles i Soundcloud-appen eller nedenfor.

Musik: Birch – Idjsiuany (Infinite Waves)
Tilrettelægger og klipper: Morten Bruhn

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.