Octavian og Slowthai reddede JOURNEY fest.

Octavian rapper inden en moshpit. Foto: Johannes Bruun Andersen

De to unge britiske rappere Slowthai og Octavian viste lørdag aften deres høje klasse til JOURNEY fest.s afslutningsbal i Den Grå Hal. De måtte kæmpe med et publikum, der bar præg af at have været en hel aften på Christiania. Pusher Streets funklende lamper havde givetvis lokket en del gæster til sig under de, mildt sagt, knap så heldige koncerter fra Bob Moses og Health. De to nordamerikanske bands var som taget ud af stock photos, du finder, hvis du googler henholdsvis pop rock og metal. Skuffende tandløst udtryk og de var da også genstande for utallige jokes blandt de fremmødte.

Bob Moses spillede desværre ordinær rock denne aften. Foto: Johannes Bruun Andersen

Heldigvis var en stor del af publikum blevet i den kølige hal til aftenens sene lækkerbiskner. Scenen sydede efter at være blevet varmet grundigt op af den britiske upcoming rapper, Flexlikekev, og Slowthai startede med at hælde en kæmpe dunk musikalsk benzin på bålet. Sammen med sin elefanthue-klædte DJ/Hypeman fyrede han den fuldstændigt af med sin intense punkede hiphop. Jeg må indrømme, jeg blev lidt intimideret, da han skreg ’KODAK MOMENT POLAROID PICTURE SHAKE IT YEAH YEAH YEAH’ ind i fjæset på mig med fuldt udspilede pupiller.

Slowthai har en punket og ekstremt direkte attitude, der manglede lidt modspil fra publikum. Rapperen åbnede flere gange op for moshpits, og deltog selv flittigt i dem. Men det var som om gnisten aldrig rigtig blev tændt, på trods af tunge sange som ’Doorman’, ’Drug Dealer’ og ’T N Biscuits’. Jeg tror Slowthai fungerer bedre på et lidt mindre spillested med lavere til loftet, hvor kondensen kan drive ned ad væggene og den aggressive stemning er mere klaustrofobisk, end tilfældet var i Den Grå Hal.

Slowthai sender salver ud mod publikum. Foto: Johannes Bruun Andersen

Så var det blevet tid til den koncert, jeg har glædet mig mest til i dette år; Octavian. Det var tydeligt at mærke, at han spiller i en anden liga end aftenens andre artister. Fra et gennemført stærkt visuelt sceneshow til de knivskarpe shuffle-agtige dansetrin, så sad det hele lige i skabet. Jeg synes ofte, at rap-koncerter handler om at se giraffen og høre ham forsøge at holde trit med et backing track. Octavian havde kun et par ad-libs, men ellers rappede han fuldstændig live og lå stramt på beatet.

Det der adskiller Octavian fra andre fremstormende rappere er hans alsidighed. Han kan gå op og ned i tempo, og springer ubesværet rundt i forskellige genrer, så man aldrig kan gætte, hvad der kommer i næste sang eller vers. Han croonede sjælefuldt på ’Move Faster’ og var helt rå på ’Bet’. Koncerten var endnu en bekræftelse på, at der ikke er nogen begrænsninger for, hvor stor han kan blive, for han har hele pakken. Hvis man var så uheldig at gå glip af briten, kan man heldigvis få rådet bod på det, når han spiller på sommerens Roskilde Festival.

Octavian indhyllet i galaksefarver. Foto: Johannes Bruun Andersen

Tidligere på aftenen viste norske Varnrable og Erika de Casier spændende smagsprøver på talent, der skal blive spændende at følge fremover. De Casier indtog scenen blot med en trommeslager og sin naturlige charme, og delte soleklart ud af sine tågede og mystiske popsange.

Erika de Casier under sin koncert. Foto: Johannes Bruun Andersen

Mystik var der også rigelig af da rockens Young Thug, Yves Tumor spillede. Efter at have smidt fotograferne væk fra fotograven, gav han stort set hele sin koncert på hegnet foran publikum. Hans unikke genreblandinger er svære at sætte ord på, så jeg vil anbefale at høre hans, efter min mening, bedste nummer ’Noid’. Det blev også leveret ekstremt stærkt, og det er mig en gåde, hvordan en næsten to-meter-høj mand kan vogue så nænsomt, mens han brøler sine tekster ud.

Alt i alt var JOURNEY fest. i Den Grå Hal en pose blandede bolsjer. De navne jeg havde glædet mig mest til leverede 100%, men de positive overraskelser udeblev desværre. Måske havde det gavnet at lægge arrangementet i en lidt mindre venue, der havde givet plads til mere nærvær og intensitet mellem publikum og kunstnerne. Men det var også fedt at kunne skeje ud på forreste række som kæmpe uk-fanboy.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde – gennem mit perspektiv

Jeg indrømmer allerede nu, at det ikke blev til nogle indlæg fra min side, under dette års Roskilde Festival. Hensigten inden startskuddet på den fyrretyvende festival havde rent faktisk været, at mine lykkelige/knapt så lykkelige oplevelser ville være at finde på Regnsky, blot få timer efter deres indtruffen. Imidlertid havde nogle komplikationer mellem mediebyens presseområde og undertegnede gjort, at jeg var forment adgang under ugens mange fester og koncerter. I det positive skær kan jeg kun prise mig lykkeligt med, at jeg ingen interviewaftaler havde, hvilke ville have været ubeskriveligt pinlige at aflyse, afhængigt af størrelserne. Derfor var der ikke meget jeg kunne rapportere om, eftersom jeg havde lovet mig selv ikke at befinde mig i boderne med gratis internet, da det var som at befinde sig i et drivhus. Til gengæld lød løftet, at jeg ville vende tilbage til det hele efterfølgende, hvorfor jeg sidder her nu.

Et væld af kilometer er blevet enten kravlet, gået eller løbet for at nå den enorme mængde af interessante koncerter, som lykkeligvis ikke kan tælles på to hænder. Nogle er blevet oplevet på nært hold i pitten, andre langt derude, hvor teltene ikke kan række og hvor lyden heller ikke er noget at råbe hurra for. Heldigvis er det overvejende billede – gennem mit eget perspektiv – at Roskilde Festival anno 2010 var en god en af slagsen, uanset hvor lange toiletkøerne har været, uanset hvor mange gange dette track er blevet spillet og i særdeleshed ligegyldigt hvor mange dillermålingskonkurrencer jeg har været den ufrivillige tilskuer skråstreg dommer til.

Udelukkende gode minder
Mit jomfruår på Roskildes Dyreskueplads var i det herrens år 2008. Her foregik meget af tiden i lejren og i selskab med venner, da den nervøse viborgenser – som jeg nu engang altid vil være – skulle spendere mange timer på at lære stedet at kende. Og at lade stedet lære mig at kende. Sidste år var det seriøse år, med alt for mange selvpåduttede opgaver om reportager og interviews. I år havde jeg mere mig-tid.
Mit tredje år på Roskilde Festival har vist sig at være det år, jeg endnu har fået oplevet flest koncerter. Mange mindeværdige optrædener har brændt sig ind i hukommelsen – jeg kan i flæng nævne LCD Soundsystem, Beach House, Eim IckKings Of Convenience, Moderat og Delphic. Ja, sågar koncerter med Gorillaz, Health, Electrojuice, Prins Thomas, Mathias Aguayo, og Casiokids – optrædener, som jeg ikke troede min kalender ville give mig tilladelse til at overvære – formåede at imponere mig. Tilmed missede jeg koncerter fra kunstnere som Gonjasufi, The National, Wild Beast, Local Natives, Pavement, Japandroids og Vampire Weekend, men det var for mig blot mindre skrammer, sammenlignet med de gode oplevelser jeg havde med ovennævnte koncerter.

De personlige favoritter altafgørende
Og hvilke var så de bedste? Mine oplevelser afhænger af to faktorer: Først og fremmest hvilket tilhørsforhold jeg personligt har med de respektive bands – det er da klart – men også af ens følgeskab til koncerterne. Derfor var en koncert som Moderat sent natten til søndag, med en høj promille og i selskab med mange gode venner med en delt passion for den tyske supertrio, en af mine bedste koncerter, den forgangne uge. Det var natten før det hele var overstået, og der havde opstået en destruktiv fornemmelse i kroppen på mig. Ned med øllene, ud med ørepropperne og op for musikken. Jeg kunne ikke få det højt nok, hverken med hensyn til volume eller promille. Højdepunktet var nærmest forudbestemt til at være favoritten Rusty Nails, og så fik trioen med førstesinglen A New Error for alvor hevet publikummet med på en festrejse, understøttet af de smukke Pfanderei-visuals, som hér viste to hænder føle på et reb. Minimalt, men samtidigt voldsomt og massivt.
Jeg mindes bassen som en tand for hård og blæren presset efter for mange kander øl, men i løbet af koncertens godt 70 minutter havde jeg en rigtig god fornemmelse, tydeligvis delt sammen med 6.000 andre feststemte mennesker under Cosmopols til lejligheden alt for lille telt.

ModeratA New Error
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/A-New-Error-1.mp3]

ModeratRusty Nails
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/02-Rusty-Nails-1.mp3]

Et alt for lille telt er samtidigt et prædikat, som passer endnu bedre på amerikanske LCD Soundsystem og deres torsdagskoncert i samme telt…

Endnu en af mine darlings, James Murphy og hans LCD-gang, spillede torsdag under en bagende aftensol op til dans. Tidligere i år udsendte bandet den fantastiske og anmelderroste LP This Is Happening, og sidenhen har vedvarende rygter om et forestående endeligt for LCD Soundsystem-projektet medført, at det var blevet en “must see”-koncert for rigtig mange – i al fald for flere, end Cosmopol med sin beskedne størrelse kunne rumme. Og selvom at jeg i koncertens spæde begyndelse måtte rocke med helt ude fra pløkkerne var det en fantastisk koncert, som især peakede ved hittet Daft Punk Is Playing At My House og den råbe-i-kor-venlige Yeah. James Murphy – den dominerende og altoverskyggende frontmand – formåede på en og samme tid at holde en cool og rutineret distance til det feststemte publikum, men samtidigt kunne jeg ikke undgå at føle, at James Murphy hele tiden havde brug for publikummet, ligeså meget som tilfældet var den anden vej.

Lad os være ærlige. James Murphy kan ikke synge. Ikke at han nogensinde har prøvet det eller udgivet sig for at være en habil sanger, der kan ramme alle toner, men hvad han mangler dér besidder han til gengæld i nærvær, prædikende punch lines og smittende festglæde, hvilket, sammen med et perfekt udførende band, serverede en fest for minimum 8.000 mennesker på et sølvfad. De fleste af os tog rundhånet imod tilbuddet. Andre havde for travlt med at få en god plads til Gorillaz. Men sådan kan det også gå!

LCD SoundsystemYeah (Crass version)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/Yeah-Crass-version-1.mp3]

Besøg dr.dk/roskilde og hør fire livenumre fra torsdagens koncert med LCD Soundsystem.

Fornyet kærlighed til gamle favoritter
Roskilde Festival siges, blandt andet at levere nye musikalske kærligheder til de 75.000 festivalsgæster.
I år havde jeg slet ikke tid til at skabe nye bekendtskaber, missionen for mig var at få mit hjerte til at slå endnu hårdere for de kunstnere, jeg i forvejen nærer stor kærlighed til. Gode koncertoplevelser tæller desuden Simon & Garfunkel-nordmændene Kings of Convenience, som sluttede lørdagens tidlige og meget vellykkede koncert af med glædessprederen I’d Rather Dance With You, som medførte en ren fællessang på festivallens næststørste scene, Arena. Derudoder må jeg også huske at kredittere HEALTH, Beach House og Delphic som jeg heller aldrig vil glemme, enten pga. god plads, dejligt selskab eller fordi kunstnerne bare fyrede den RØVMEGET af.

DelphicCounterpoint
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/08-Counterpoint-1.mp3]

Kings of ConvenienceI’d Rather Dance With You
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/08-Id-Rather-Dance-With-You-1.mp3]

Besøg dr.dk/roskilde og høre fem livenumre fra lørdagens koncert med Beach House.

Og så er man ved vejs ende. Babada Lady Gaga, det røvirriterende track, er for Guds skyld blevet spillet for sidste gang, den sidste tur i dilden er blevet rundet og den sidste 10’er er gået til en alt for kedelig festivalsavis. En blanding af skunk, varm øl og urinstøv har næsten fortrængt sig fra mit tøj, og jeg savner det hele allerede!
Derfor har det været nødvendigt for mig at skitse alt dette ned, og hvis du har den samme følelse, så hold dig ikke tilbage. Giv dit besyv med i kommentarfeltet om dine bedste oplevelser, uanset om det så omhandler et afføringsfrit festivalstoilet, eller synet af mig crowdsurfe ud over 800 mennesker om tirsdagen i P41 (there, I said it, hæhæ(i øvrigt tusind tak for en fed Regnsky-fest i tirsdags!)).

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Kristian says:

    Moderat var fantastisk! Selvom jeg har enig med at bassen til tider tog overhånd, specielt på Porc#1 hvor man virkelig skulle spidse ører for at høre guitaren. Men intet kan ødelægge hvor storslået det var at høre (og mærke) A New Error mens jeg lænede mig op ad hegnet og stirrede fascineret op på de geniale visuals.

    Moderat var dog ikke ubestridt min bedste koncert på dette års Roskilde Festival. De ligger i skarp duel med Den Sorte Skole uden nogen mulighed for en klar afgørelse. Den Sorte Skole overgik simpelthen sidste års fantastiske koncert. Konceptet med “40 års musikhistorie fra Roskilde” var de gået lige i struben på, og havde finpudset med deres sædvanlige millimeter-præcision og sans for fest.

    På en klar tredjeplads ligger Die Antwoord, som man kan vælge at kalde; dette års Albertslund Terror Korps. For Die Antwoords koncert mindede på mange måde om ATKs koncert på Roskilde i 2008. Den var lige så forskruet, mind-blowing og genialt skør.

    Blandt andre nævneværdig moments er:
    Beach House-forsanger Victoria Legrands overraskende, men underligt passende headbanging.
    Min undren over Soundvenues 5-ud-af-6-stjerners-anmeldelse af Baron Criminel. Jeg synes det var så pinligt dårligt at jeg gik efter 2-3 numre; ikke for at nå noget andet. Bare for at komme væk. Der må være sket noget magisk efter jeg gik.

  2. Jens says:

    Jeg har dog ikke selv været tilstede på dette års festivitas i Roskilde, men kan intet andet end blot at se frem til næste år. Og jeg ærger mig da også grueligt meget over alle de koncerter, du så fint får skrevet om bl.a. Kings Of Convenience og Moderat, som jeg ikke selv har fået overværet; eller for den sags skyld LCD Soundsystem.

  3. Rasmus says:

    Når euforien over alle koncerterne, de kolde (og lunkne) (og varme) øl, solcremen, støvet, Meyers Deli og campingfesterne er glemt, så vil glæden over ikke at skulle høre Yolanda Be Cool mere alligevel stå tilbage som den største. Jeg vil godt sætte min sidste SU på at mindst ét anlæg i hvert ‘firkant’ spillede den sang under Roskilde. Konstant. Eller i hvert fald hver gang jeg gik forbi.
    Så var det helt rart at høre Tensnake fra Orange Camp til en forandring. Tak!

  4. Casper LT says:

    Moderat var helt klart et af højdepunkterne. Dybt, underspillet og melankolsk. Helt perfekt. Aguayos opvarmning var dog ikke særlig interessant.

    Beat Torrent imponerede mig selvom der gik hitparade i den. Deres brug af CDJ-2000 med motion graphic videoer til de fleste af deres numre (så billede og lyd kørte synkront!) kombineret med vanvittige scratch skills gjorde, at man måtte overgive sig!

    LCD Soundsystem lød godt, men måtte gå efter tre, fire numre da der simpelthen var ulideligt varmt og folk pressede så meget på udefra at det fremkaldte spontan klaustrofobi!

    Pendulum var underholdende selvom Rob Swires vokal lød som om, at den ikke altid kunne følge med.

    Prodigy var sjovt selvom de virkede ret udbrændte.

    Céu var afslappet, sexet og til tider dubbet. Mums!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Get color!

HEALTH

Første gang jeg bemærkede dem, var i forbindelse med vennerne i Crystal Castles’ succesremix af deres nummer Crimewave. Siden da har det Los Angeles-baserede band, HEALTH, fået rig mulighed for at vise deres hitpotientale på egen hånd. De er lige nu aktuelle med deres, hvis man ser bort fra remixalbummet HEALTH/DISCO fra 2008, andet album Get Color som de fleste medier dog af uvisse grunde kalder bandets debut.

Hvis man har det mindste kendskab til HEALTH, ved man at støj og eksperimenter er nøgleord for bandets lyd. Derfor kommer det ikke bag på mig at de har valgt et nummer som Die Slow til førstesingle, da det både indbegreber gruppens stil ret godt, men også et af de mere tilgængelige numre, og samtidig lidt af en ørehænger. De har selvfølgelig pyntet ekstra godt på det eksperimenterende element i videoen, som kan ses herunder.

Jeg smider lige et par numre op som opsamling. Her får du Die Slow + et rigtig fedt Tobacco remix, og som en bonus også Crimewave i begge de omtalte versioner.

HEALTHDie Slow
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/09/Die-Slow.mp3]

HEALTH Die Slow (Tobacco Remix)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/09/Die-Slow-Tobacco-Remix.mp3]

HEALTHCrimewave
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/09/Crimewave.mp3]

Crystal CastlesCrimewave (Crystal Castles vs. HEALTH)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/09/Crimewave-Crystal-Castles-vs.-HEALTH.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.