Haven Festival: The National var en forbandet forvirrende og forrygende forestilling

The National Haven Regnsky
Foto: Peter Kirkegaard

Jeg var temmelig skrupforvirret, da jeg forlod min post i menneskemængden foran Meadow-scenen lørdag nat. Aftenens værter, The National, havde lige revet mig igennem en rutsjebanetur, jeg ikke på noget tidspunkt, heller ikke undervejs i koncerten, havde set komme. Men var det galt eller genialt? Jeg har stadig min tvivl.

Efter åbningsnummeret ”Don’t Swallow the Cap” peb guitarist og festivalarrangør Aaron Dessner en genert tak og proklamerede, at de ville spille en del nye numre fra deres endnu uudgivne syvende album. Da Matt Berninger herefter var ved at kløjes i første linje af det næste nummer, var jeg lige ved at blive nervøs for, hvad der skulle til at udspille sig foran mig. At dømme ud fra fremmødet og publikums begejstring, har det været weekendens måske mest ventede koncert. Det sløje førstehåndsindtryk vendte sig dog til et comic relief, da Berninger efterfølgende forklarede, at han, no joke, havde slugt en flue. Han var tilgivet for nu.

At publikum ikke kendte en stor del af numrene fra det kommende album, fik de gjort op for ved at invitere en håndfuld af weekendens artister på scenen for at jamme med. Det kildede især i publikums fædrelandsstolthed og udløste et helt ekstatisk bifald, da danske Kwamie Liv fik lov at synge duet med Berninger på singlehittet ”I Need My Girl”. Også Bon Ivers Justin Vernon og Kate Stables fra This Is The Kit spicede et par numre op, hvilket holdt publikum stangen for en stund. Men det var stadig de mere kendte numre som ”Afraid of Everyone”, nyeste single ”The System Only Dreams in Total Darkness” og naturligvis ”Bloodbuzz Ohio”, der fik folk på deres tåspidser.

Halvvejs inde i koncerten havde de som sådan ikke gjort noget forkert. Sætlisten varierede fint mellem nyt og gammelt, gæsterne på scenen gjorde deres ting, og publikum blev sweettalket lidt ind imellem numrene. ”How cool that we can all just bike home tonight”, siger Aaron Dessner mellem to numre. Alligevel manglede der noget. Berningers vokal sad ikke helt i skabet; han kvækkede lidt engang imellem og havde ikke den dragende, dybe gennemslagskraft, jeg normalt elsker The National for. Lyden var heller ikke særligt taknemmelig over for trommerne og guitaren, der er så bærende i deres musik. Men publikum lod til at være særligt tilgivende på denne sidste sene aften, så jeg lod mig rive med af stemningen.

Hovedsættet sluttede lidt uforløst efter ”England” og ”Fake Empire”, og bandet forlod scenen. Men rutsjebanen havde tilsyneladende først nået sin øverste bakketop. Efter hvad der føltes som adskillige minutter, og en del publikummer var faldet fra, kom bandet tilbage på scenen. Aaron Dessner, der havde iført sig værtsrollen under hele koncerten, takkede igen og dedikerede på meget smuk vis det næste nummer, ”Carin at the Liquor Store”, til sin kone. På det tidspunkt kunne jeg ikke undgå at få lidt fugtige øjne, mens adskillige stjerneskud skød over den stjerneklare nattehimmel lige oven for scenen.

Mit dybsindige øjeblik blev dog brat afbrudt ved nummerets slutning, da der pludselig var en tumult på scenen, og Ragnar Kjartansson kom spankulerende med armene i vejret iført sailor-hat og et stort, fjoget grin. Der lod til at være total forvirring på scenen såvel som iblandt de nærmeste medtilskuere, jeg kunne se omkring mig, indtil bandet sparkede gang i en løssluppen fællesskrål af Kim Larsens ”De smukke unge mennesker”. Der blev udvekslet forvirrede blikke omkring mig, før der blev opnået konsensus om bare at skråle med og kaste hænderne i vejret. Ragnar Kjartansson sprang rundt på scenen og nærmest growlede de sidste par omkvæd i et uforståeligt dansk-islandsk remix af den folkekære klassiker, mens Berninger fløjtede til.

Heldigvis stoppede det ikke efter denne gakkede omgang. Efter et par lettere uelegante overgange fik koncerten endelig sin forløsning med ”Mr. November” og til sidst ”Terrible Love”. Matt Berningers stemme havde tydeligt nået bristepunktet, og selvom det efterhånden lød decideret uskønt, så gav han den alt, hvad han havde. Han gemte sig ikke længere bag den ualmindeligt høje krave på sin jakke med bøjet nakke. Jeg ville bare ønske, han havde løftet blikket lidt tidligere i koncerten. Den introverte facon, de havde lagt for dagen det meste af koncerten, harmonerede slet ikke med deres udskejelser under de sidste fire ekstranumre.

Jeg gik derfra og studsede længe over, hvad deres plan for den halvanden time lange seance egentlig havde været. Om der overhovedet havde været en plan, og om den i så fald havde virket på mig. Lige nu er jeg tilbøjelig til at konkludere, at det må tale for sig selv, hvis man ikke er 100% overbevist. Og så vil jeg ellers bruge et par dage mere på at ombestemme mig, ligesom jeg har gjort det hundrede gange allerede, siden jeg stod dér i publikum.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Haven Festival: Bon Iver tog magi med på festival

Bon Iver Haven Regnsky
Foto: Morten Rygaard

Lørdagens hovednavn på Haven Festival var den amerikanske hulemand Justin Vernon og hans band Bon Iver. Mindst. For målt på mængden af mennesker foran Meadow-scenen var Bon Iver sgu nok egentlig festivalens hovednavn. Punktum.

Det stillede store krav til den beskæggede amerikaner på scenen, og det stillede især krav til, at han havde formået at sammensætte en sætliste, der var festivalsegnet. Og at lyden var bedre end om fredagen. Spoiler: Det havde han, og det var den. Det første betød så også, at der ikke var blevet plads til gamle klassikere som Skinny Love, Beth/Rest og Blood Bank for at nævne nogle få.

Det gjorde mig bare ingenting. Bon Iver leverede nemlig i stedet lige præcis den koncert, som enhver magibegejstret musikelsker kunne ønske sig. Han tog det musiknørdede med sig ud i virkeligheden og gjorde det tilgængeligt for 20.000 mennesker. Så gør det mindre, at han havde sammensat en sætliste, som var absurd svær at tage noter til, da jeg i første omgang skulle forsøge at stave til titlerne.

Eksempel: De seks første numre var “22 (OVER S∞∞N)”, “10 d E A T h b R E a s T ⚄ ⚄”, “715 – CRΣΣKS”, “33 “GOD””, “29 #Strafford APTS” og “666 ʇ”.

Det var egentlig en ret forudsigelig sætliste på den måde, at han nærmest spillede hele sidste års album, “22, A Million” fra ende til anden, inden han pleasede de mere old school blandt publikum med blandt andet “Perth” og underskønne “Holocene” fra “Bon Iver”-pladen og en helt fantastisk liveudgave af “Creature Fear” fra pladen, der startede det hele: “For Emma, Forever Ago”.

Forudsigeligheden i sætlisten blev dog fuldstændig gjort til skamme af en særdeles veloplagt Justin Vernon, der fra første sekund legede sig igennem de komplicerede kompositioner på “22, A Million”-numrene og tog dem så langt væk fra albumuniverset, at de smagte nye og forfriskende. Særligt på mit ubetingede yndlings Bon Iver-nummer, “8 (circle)”, var publikums fulde opmærksomhed rettet mod scenen, hvilket gjorde, at Bon Ivers brug af breaks i musikken kom til at stå som buldrende udråbstegn, der bare skreg: Hold kæft, det her er magi! Og det gjorde vi så.

Jeg havde inden i aftes aldrig hørt Bon Iver live, men hvis alle første gange kunne være ligesom denne, ville verden fandme være et lækkert sted at være. Det er den heldigvis for det meste. Og det var den især på den regnvåde græs-/mudder-/grusplæne lørdag aften på Haven Festival.

Her til sidst vil jeg udføre lidt public service. Under koncerten bar Justin Vernon og resten af bandet t-shirts med påskriften “People”. Mange har sikkert undret sig over hvorfor. Svaret finder du her. Selv tak, I sender mig bare to millioner.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Haven Festival: Geniale Perfume Genius besejrede regnvejret

Perfume Genius Regnsky

Amerikanske Perfume Genius er en artist, som jeg altid har haft et lidt ambivalent forhold til, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig af hans koncert på Haven Festival. Jeg overvejede sågar for en stund at høre Danish String Quartet i stedet. Men hold nu kæft, hvor er jeg glad for, at jeg endte med at bruge en time i det silende regnvejr i selskab med enigmatiske Mike Hadreas og Perfume Genius!

Perfume Genius udgav lige inden sommeren (eller hvad vi nu skal kalde de seneste regnfulde måneder) et nyt album, “No Shape”, og det var da også numre fra det album, der dominerede koncerten på Mindfield-scenen.

Allerede fra åbneren “Otherside” kunne man mærke, at det her ville blive en særlig oplevelse. Lyden fungerede, Hadreas havde fundet sine bedste og mest sensuelle dansemoves frem, og på grund af regnen var det kun den hårde kerne blandt publikum, som var mødt op. Måske er regnvejr slet ikke så skidt igen…

Koncertens første højdepunkt kom med “Longpig” fra “Too Bright”-pladen, hvor Hadreas gav prøver på sin helt vilde vokal, der skar sig gennem regnens trommen og helt ind i sjælen på de regnvåde gæster. “Longpig” flød langsomt over i “Fool” fra samme plade, inden Perfume Genius besluttede sig for at hoppe tilbage til nutiden.

De næste fire numre var en helt eminent session, der viste styrkerne ved “No Shape”-albummet. På “Wreath” viste han sin melodiske forståelse og tog i hvert fald mig på en rejse tilbage til 80’erne, mens han nærmest messende sang “I see the sun go down”.

“Just Like Love” kravlede han igen helt ind under huden på festivalgæsterne, inden han på den selvsikre og selvtillidsboostende “Go Ahead” fastslog, hvem der var dronningen af Mindfield. Nummeret blev da også afsluttet med et meget sigende statement: “I don’t play games anymore!”

Det var dog især med koncertens sidste seks numre, at Perfume Genius gjorde sig fortjent til ovenstående proklamering om genialitet. En nærmest eksplosiv udgave af “Slip Away” gik over i hjerteskærende og smertensskrigende versioner af “My Body” og “Grid”, hvor en sensuelt dansende Mike Hadreus for alvor lod sig rive med af sin egen musik og lukkede sig inde i den boble, hvor magi opstår. Den boble, hvor mennesket træder i baggrunden, og musikken får lov til at sejre.

“I Decline” blev koncertens sidste eksplosive højdepunkt, inden “Die 4 You” desværre fik taget luften lidt ud af ballonen. Nu var folk ellers lige ved at have danset regnen væk. Heldigvis gjorde Perfume Genius det godt igen og afsluttede den 15-numre lange tour de force med den helt fantastiske “Queen”, der stillede spørgsmålet, alle tilstedeværende godt kendte svaret på:

“Don’t you know your queen?”

I do. Perfume Genius var den ubestridte dronning af Mindfield. Både denne aften men også på festivalen som sådan.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Haven Festival: Nelson Can holdt solid rockfest for de indviede

Nelson Can Haven Regnsky
Foto: Mathias Bak Larsen

Da jeg i mit frikvarter mellem Band of Horses og Iggy Pop besluttede mig for at tjekke Nelson Can ud, var det ærlig talt på baggrund af et ret begrænset kendskab til bandet. Udover min overfladiske research forud for festivalen havde jeg kun sporadisk rocket med til singlerne ”Miracle” og ”Talk About it”, når de blev luftet på P6 Beat, og oftest halvt overdøvet af bruserens larm.

Derfor var min første overraskelse, da forsanger Selina Gin hilste på publikum på pæredansk (selvom hun senere skiftede til engelsk, da der, som hun pointerede, lod til også at være mange ikke-danskere mødt op). Så måske var jeg lidt biased fra starten, fordi jeg øjeblikkeligt fik vild optur over, at nogen, jeg ubevidst havde dømt til uden tvivl at være et større, internationalt navn, var et produkt af vores eget lille Danmark. Senere kunne jeg da også forstå på Peter, at jeg må have været temmelig late to the show i at opdage dem. Det håber jeg, I kan tilgive.

Som det desværre har været tilfældet ved samtlige koncerter, jeg foreløbigt har set, satte vinden sit hårde præg på lyden. I koncertens første del var det svært at holde koncentrationen. Vinden forvrængede lyden, ligesom den havde gjort til Band of Horses, hvor man ind imellem blev i tvivl, om det var forsanger Ben Bridwells stemme, der knækkede, eller blot vinden, der slugte den. Men efterhånden som folk omkring mig omrokerede, kom jeg et godt stykke op foran, hvor vinden glimtvis fik en besynderligt gåsehudsfremkaldende og intensiverende effekt på Selinas i forvejen enormt kraftfulde vokal. Ikke nok med, at hun uden undtagelse ramte plet på de højeste, lange toner, så blev lyden på nogle tidspunkter hængende i luften og kastet frem og tilbage af vinden på en måde, så man følte sig komplet omsluttet af den skingrende inderlighed i Selinas stemme i flere sekunder efter, at musikken var fortsat videre foran én.

Hele bandet, der inkluderede dobbelt-op på bassist og en gæsteoptræden fra Aaron Dessner, der er guitarist i The National, var veloplagte og velspillende. Det skinnede tydeligt igennem trods den dårlige lyd. Enkeltheden i at skrue op for bassen og trommerne, der i forvejen er kendetegnende for deres lyd, fremfor at tilsætte alt muligt overflødigt, fungerede rigtig godt på de store bangere. Men der var flere numre, der lod en del tilbage at ønske, fordi de blot blev spillet efter bogen og back-to-back. Jeg savnede, at der blev leget mere, for eksempel med optrapningen af de numre, der ikke starter lige så ’lige på og hårdt’, som førstnævnte singler gør. Især fordi ingen af deres numre, når de først er i gang, nogensinde bliver for kedelige til at kunne bære en lang intro, hvis det bidrager til at bygge nummeret op. For mig virkede det oplagt at udfolde sig kreativt her, så publikum måske også havde skænket de numre, de ikke kendte så godt, lige så stor opmærksomhed som de kendte numre. For da først der blev spillet op for de uptempo numre, så foregik festen hele vejen ned gennem publikum og ikke kun på de første rækker som så ofte.

Jeg er ikke i tvivl om, at denne koncert havde været en noget ringere oplevelse, hvis jeg var blevet stående bagved, men også tilsvarende bedre, hvis jeg havde befundet mig på de forreste rækker. Det varierer altid, hvordan man oplever en koncert, alt efter hvor man står. Men på en blæsende dag som denne i et helt fladt landskab er forskellen uden tvivl mange gange forstærket. Det må foreløbigt være min lektie på denne festival: party in the front. Vil man have nok ud af koncerten, så må man op foran for som minimum at opleve sceneshowet, for man kan ikke stole på, at lyden når én, hvis man står for langt bagude. Og så bliver det altså en lang koncert, hvis man som mig og mine korte ben tilmed sjældent kan se scenen i andet end glimt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Haven Festival: Band of Horses var som en halvkedelig begravelse

Band of Horses Haven Regnsky
Foto: Peter Kirkegaard

Sjældent har et band anmeldt sig selv så passende, som Band of Horses præsterede under deres koncert på Haven Festival. Anmeldelsen gik således:
“At every occasion I’ll be ready for the funeral.”

Det er egentlig ret ærgerligt, at jeg står tilbage med fornemmelsen af, at jeg lige har været vidne til et band, som gravede sin egen grav. Stærkt hjulpet på vej af en helt absurd dårlig lyd under størstedelen af koncerten.

De åbnede koncerten med klassikeren “Is there a ghost?”, men det var næsten ikke til at høre, hvis man ikke vidste det, for den i øvrigt vanvittigt veloplagte forsanger Ben Bridwells vokal druknede fuldstændig i den samme mudrede lyd, der plagede Conor Oberst under de første par numre.

Forskellen her var bare, at det fortsatte nærmest ind til det, der skulle vise sig at blive temasangen for koncerten: Megahittet “The Funeral”, som var bandets næstsidste nummer. Og som sammen med “The General Specific”, der ligeledes stammer fra gennembrudsalbummet “Cease to Begin”, blev det de to største og nærmest eneste højdepunkter i en koncert, som nok hurtigt vil gå i glemmebogen for det talstærke publikum.

Jeg vil dog ikke være alt for negativ, for Band of Horses fortjener absolut ros for deres tilstedeværelse på scenen. Jeg har sjældent set et band være så smilende og åbenlyst glade for at være til stede, og deres sætliste sad også lige i skabet med en overvægt af de velkendte nyklassikere fra førnævnte gennembrudsplade. Det gør det så bare endnu mere ærgerligt, at forholdene ikke kunne matche begejstringen.

Da jeg gik fra koncerten, hørte jeg en pige sige, at de lige “manglede de sidste 10 procent”. Jeg vil nok snarere sige, at de manglede de første 90 procent. Eller for at sige det på Band of Horses’sk:
“We’re reeling through an endless fall.”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *