Yasuaki Shimizu viste, at ungdommen er i trygge hænder

Indtil for ganske få år siden havde de færreste uden for Japan hørt om den 62-årige jazz-, new wave- og artpop-musiker Yasuaki Shimizu. Men takket være en genudgivelse i 2017 af mesterværket Kakashi fra 1982 har en helt ny og ung generation fået øjnene op for japaneren.

Yasuaki Shimizu kvitterer denne sommer for den genopståede interesse i ham med fire koncerter i Europa; en af dem var på Roskilde Festival, der satte fredagsprogrammet i gang med en varm og fugtig middagskoncert i Gloria.

Og synet, der mødte mig, da jeg efter fem minutters søgen havde fundet mig en nogenlunde kølig placering nærmest omme bag scenen, var slående for den nye skare af lyttere, der det seneste år er strømmet i Yasuaki Shimizus retning. Og samtidig et af de mest bevægende øjeblikke i mine 11 år på Roskilde Festival. Hele vejen rundt om scenen er de fire-fem forreste rækker indtaget af purunge ansigter, der nysgerrigt sugede japanerens ekskursioner ud i freejazz, ambience, popmelodier og Steve Reich-agtige repititioner.

Yasuaki Shimizu havde på scenen selskab af den noget yngre landsmand Ray Kunimoto, der bag en computer og et keyboard modulerede og loppede Shimizu instrumenter, primært en saxofon, og modsvarede dem med luftige synths og finurlige samples.

Jeg gik ind til koncerten med mange forventninger om en stor og eklektisk oplevelse, som også blev indfriet. Men jeg havde aldrig regnet med, at det unge publikum ville udvise så stor respekt og lystrende kærlighed for så relativt svært tilgængelig lyde, som de to japanere leverede over en time-lang koncert. Fremtiden er i trygge hænder hos denne ungdom, og det kan vi blandt andet takke albumgenudgivelser som den af Kakashi, så disse meserværker aldrig vil gå i glemmebogen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Noura Mint Seymali – Stemmen i centrum

Noura Miny Seymali (billede fra anden begivenhed)
Noura Miny Seymali (billede fra anden begivenhed)

Roskilde Festival byder hvert år på navne, som få kender til, før de sætter deres ben på Dyrskuepladsen. I år var et af disse navne nordvestafrikanske Noura Mint Seymali, som spillede på Gloria onsdag aften.

Klædt i et turkis og blomstret tørklæde indledte Noura koncerten siddende, hvor hun spillede på en 9-stringet harpe kaldet en ardine. Med sig havde hun et band på tre medlemmer, som undervejs lod Noura være stjernen i midten. Efter 3 sange rejste Noura sig og overlod alle anstrengelser til sin sang, som skulle være den største kilde til bifald denne aften.

En ellers ganske vestligt præget musikstil blev gjort til Nouras egen, da hun med en enorm kraft og nogle gange messende vokal ruskede op i alle tilskuere i den mørke Gloria-lade. Flere gange stod den på fællesklap fra publikum, som virkede ligeså opsatte på at give Noura en god oplevelse, som hun gav dem.

Smilende og med let gestikulerende, guldbesatte hænder gled Noura og band gennem koncerten, der havde tiltrukket tilskuere nok til at fylde tre fjerdedele af Gloria. Noura henvendte sig også flere gange til publikum, som velvilligt gentog hendes afrikanske ord.

Noura Mint Seymali er sådan en oplevelse, der er med til at gøre Roskilde Festival til noget helt særligt. For mens programmet ellers byder på velkendte navne som Pharrell Williams, Muse og Paul McCartney, tilbyder Noura noget helt andet og ikke kun i kraft af sin ukendthed. Hun præsenterer nemlig en kultur, som vi ikke kender meget til i Danmark. Og derfor var det også noget helt særligt at opleve Noura Mint Seymali.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Andy Stott – dagstechno på Roskildes smukkeste scene

Andy Stott (billede fra anden begivenhed)
Andy Stott (billede fra anden begivenhed)

Lasse: Gloria er en forvandlingsscene. Det er stedet hvor man kan forlade The Orange Feeling og forsvinde ind i andre verdner. I går tog Fairfield publikum med til 1800-tallets USA, i dag gjorde Andy Stott scenen til et rumskib af stål, der buldrende og knagende sigtede efter det store mørke. Nederst i musikken lå et baldret orgelpunkt af en bas, der materialiserede sig lejlighedsvis til et hårdtpumpet 4/4-beat. På en skala fra 1-5, hvor techno var koncerten, Morten?

Morten: Den var så meget techno, og jeg er mest af alt imponeret over den måde, Andy Stotts musik så varmt blev modtaget. Jeg var op til koncerten længe bekymret for kombinationen af mørk techno, der langsomt men aggressivt steg i tempo og intensitet, og det tidlige tidspunkt for koncerten. Jeg mener, der skal mindst et par gode øl eller drinks ned i mit system, før jeg kan slippe tøjlerne, men det lykkedes og min frygt blev gjort til skamme. Hvad med dig, Lasse, fik du rykket dig lidt?

Lasse: Helt klart. Især fordi han tog sig god tid til at bygge sine strukturer op. Starten var rå og abstrakt med et sært sample af en heavy-metal-agtig vokal. Senere kom han ind på de mere afslappede lydbilleder fra Luxury Problems med kor og lidt skæve rytmelag, hvorefter han, som du bemærker, lod tempo og udtryk blive støt mere direkte og hårdt. Det gode ved at se Andy Stott midt på dagen er, at hans rytmer ofte tilbyder to forskellige tempi: Nederst ligger takten i et relativt højt tempo, mens de ledsagende rytmer i de overliggende lag ofte opfører sig som om, musikken faktisk gik i et mere roligt tempo. Du siger koncerten var meget techno, men hvad skete der hen mod slutningen, hvor han pludselig slog over i drum’n’bass? Gav det mening?

Morten: Jeg ved ikke, om det var et forsøg på at skabe et mere alsidigt udtryk, for drum’n’bass var tidligere en naturlig del i Andy Stotts lyd. Jeg følte mig ret tidligt hypnotiseret, og det var så berusende, at Andy Stott kunne have fået mig til hvad som helst, og så lød det jo på ingen måde dårligt – det lød faktisk til, at folk gerne ville rykke til lidt langsom drum’n’bass! Men man kan godt sige, at det pillede en smule ved helhedsindtrykket. Det var en helt ny oplevelse at gå ind til en så technoid og klubbet koncert så tidligt på dagen, men han skulle måske have forsøgt at holde et mere fokuseret udtryk, når man tænker på, hvor sent i settet det skete. Det svarede lidt til, at Vinnie Who kom tilbage på Orange i går og spillede nogle ekstranumre, og det så var ren ballerock. Kan du følge mig?

Lasse: LOL, du har ret. Det lød godt, men var lidt sært placeret, især fordi han kort inden afslutningen vendte tilbage til technoen for en kort bemærkning. Det var som om, han ikke havde tid til at runde af på samme gennemarbejdede måde, som resten af settet virkede. Men uanset hvad, var jeg meget taknemmelig over koncerten. Dagstechno holder, når den følges af stjerneskud på Glorias vidunderligt geometriske projektionsskærm.

 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Åbning af Gloria: Frank Fairfield

Frank Fairfield

Støv i håret. Ømme fødder og beskidt rejsetøj. Roskilde har helt klart noget tilfælles med forestillingen om livet i det vilde vesten. I Glorias mørke åbnede Frank Fairfield med traditionel, sydamerikansk folkemusik festivalens mest intime scene med programmets muligvis mest intime koncert. Alene på scenen fortalte han historierne om længslen hjem, om den tragiske kærlighed, om ensomhed, udstyret udelukkende med violin, banjo, guitar og en usædvanlig virtuositet.

Settet var fyldt med hjerteskærende, instrumentale passager, hvor de melodiske linjer vandrede fra tør grund til luftig bjergtop, mens rytmer og taktart skiftede kryptisk undervejs, hvilket stedvist havde komiske konsekvenser for publikums begejstrede klappen i takt. Fairfields indadvendte stemme trillede sagte gennem de traditionelle melodier, der skævt og skærende trodser akkorder og tempo, så fremdrift og vemod får lov at stå side om side i dyb autenticitet.

Hele opstillingen stræbede grådigt mod denne autenticitet med Fairfields amish-agtige påklædningen og projektionernes old-school farvesætning – som om man så en film om slut-1800-tallets USA. Det var skønt at træde ind i et så fjernt univers midt i Roskilde-stemningen. Men det stod også klart, at for danskere som os er den tradition og autenticitet, som Fairfield ville præsentere, evigt formidlet gennem det mest eksplicit, uautentiske, der findes, nemlig populærkulturens film og drømmebilleder. Det var således både pinligt og rammende, når publikum råbte ”yiha” i desperate forsøg på at blive en del af fortællingen. Dermed vendte ideen om den ærlige, indadvendte og ramte mand på scenen sig til et slags skuespil. Det er både prisen og præmien ved Roskildes kulturelt mangfoldige program. Man ved ikke altid, hvad det betyder, det man ser. Men så længe violinen tjørnede derudad, mens buens strenge sprang på ræd og række, var man også ligeglad. Det var desværre især de netop tempofyldte og stærke passager, der fungerede, mens de sagte druknede i – jeg er ked af at sige det – publikums snakkechartoller. Man kan håbe på, at lydmanden fremover sørger for, at volumen skrues tilpas op. God start på Roskilde, og god start på Gloria.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.