Farverige teksturer på ‘Arterial’, nyt nummer fra Lusine

Den amerikanske producer Lusine er en af mine absolutte favoritter, primært for den Seattle-baseredes evne til at kombinere electronica med eventyrlige melodier, både i varme og omfavnende kroge, såvel som på mere minimalistiske, kølige skæringer. Kontrasterne mellem numre som Two Dots fra 2009-albummet A Certain Distance og Wasteland fra 2001 er til at føle på, men trækker alligevel på en del fællesparametre. Med andre ord er Lusine, med det borgerlige navn Jeff McIlwain, en original producer med en klar, distinktiv lyd, der om nogen mestrer de farverige teksturer, som udfolder sig på amerikanerens produktioner.

Selvsamme teksturer er nu tilbage på nye flasker på Lusines kommende ep, Arterial, hvor titelnummeret agerer første smagsprøve. På Arterial er Lusine tilbage i det varme, højmelodiske hjørne, hvor minimalistiske trommer og synth vibrerer sammen med opklippede vokalsamples. Det hele eksploderer når teksturerne sammen med flere lag af synth udfolder sig. Dette nummer hører uigenkaldeligt til den mest inderlige og varmeste side af Lusine, og jeg venter spændt, næsten utålmodigt, på mere fra ep’en, der udkommer 5. august på Ghostly International.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Stay / True: Esoterisk house fra Fort Romeau

I takt med teknologiens udvikling og et forstærket ønske fra musikproducenters side efter total uafhængighed fra musikdistribution og A&R-managers, har soveværelsesproducenter igennem rundt regnet de sidste fem år været en betegnelse som både musikjournalister, læsere og, ironisk nok, musikdistributører har omfavnet og gjort til en fast del af deres ordforråd. I de spæde år blev dette label i særdeleshed plantet på soloproducere med begrænset tilgængelighed til hardwareinstrumenter og – i særlige tilfælde – musikalsk forståelse, og dette blev hurtigt et synonym for umiddelbar hype og høj produktivitet, når en ny sang kunne gå i A-rotation på internettet blot få timer efter dets sidste touch.

Dette er forhistorien for en helt ny bølge af kunstnere, med bevidst valg af ordet ‘bølge’, i stedet for det mere skrøbelige og pastiche ord ‘trend’. For med bølge menes der, i ordets bogstaveligste forstand, et skvulp af artister uden noget egentligt geografisk epicenter, der hver for sig producerer elektronisk musik, med inspirationer fra Chicago house – uden at det nogensinde bliver house. Fællesnævneren ligger ganske vidst i den elektroniske instrumentering, mens denne nye, u-housede generation af artister bærer en tydelig intimitet uden på tøjet, en introvert nuance der gør det svært at komme helt ind på artisten, og som i nogle tilfælde opererer uden nogensinde at røbe sin egen identitet.

Hvis vi skal lede efter et skoleeksempel på en producer, der bruger house-skabeloner og blander det med sin egen esoterisme og producerer musik, der trods sin dansabiltet hører bedre hjemme i stuen eller i høretelefonerne, er Fort Romeau en kunstner man i disse dage ikke bør undgå. Fort Romeau er muligvis ikke et synderligt kendt navn herhjemme, men britten har igennem det sidste år vidst sig fra en meget yderst produktiv side – først med debutalbummet Kingdoms fra 2012, efterfulgt af ep’er på både Ghostly International og Spectral Sound, samt sidste måneds remix af Gold Pandas Community. Som den store tilhænger af kunstnerisk tålmodighed, bliver det nogle gange svært for mig at tro på en kombination af hyperproduktivitet og et fortsat højt niveau, men ikke desto mindre har Fort Romeau problemfrit sammensat disse to faktorer, hvilket nogle gange gør det vanskeligt for Fort Romeau-fans at følge med i hans eget tempo.

Nu er han tilbage på det Detroit-baserede label Ghostly International med ep’en Stay / True, hvor titelnummeret er som hevet ud af lærebogen om, hvordan introvert dansemusik i sin bedste form lyder. Med en tonesættende arpeggieret disco-lyd i introen, som bærer en tydelig homeage til nogle af house-forfaderen Giorgio Moroders største hits, mærker man i nummeret en tydelig jagt efter et klimaks eller det episke moment, en jagt der understøttes af en taktfast og ihærdig basgang. Alligevel foregår det hele i et langsomt og kontrolleret tempo, og når først breaket udfolder sig med sin store rumklang og vokalsamples, der næsten umærket messer sangens titel ind i øregangen på lytteren, mærker man hvorfor denne musik, i modsætning til house, ikke behøver dansegulvet. House er muligvis mere end nogensinde før en udtrykt inspirationskilde iblandt unge og nyetablerede artister, men når den bruges til at motivere og udtrykke andet end blot bevægelse i kroppen – intimitet og den vanskelige indadvendthed – er det, at dens mange facetter for alvor eksponeres.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Gold Panda udsender ny single, ‘Financial District’

Hvornår har (de gode) musikere sidst været de mest psykiske stabile? Nogle gange er en mental ustabilitet den altafslørende faktor, der afgør en musikers kvalitet og relevans på scenen. For holder vi ikke alle lidt af de skæve, smågale, karikerede personligheder, hvis selvforarg ikke kan lægges låg på, så det udvikler sig til en ren farce, en Oscar-nominering værdig? Jeg gør. Og når det kommer til engelske Gold Panda, den charmerende producer af left-field electronica, bliver jeg særligt bundet.

Igennem de seneste par måneder har det øjensynligt virket som om, at Gold Panda har drænet sin sjæl og kreativitet på andet end tvivl på egne evner – udstillet til offentlig skue på brittens Twitter-profil – for i stedet at sammenskrue og producere nogle ret så solide, lovende beats; senest i form af Financial District, en fire minutter lang, nærmest apatisk skæring, der i vanlig Gold Panda stil bærer stærke, emotionelle ladninger, krydset af lette hip hop beats, varme synths og luftig drone. Forhåbentligt er der snart en ny opfølger til debutalbummet Lucky Shiner i vente, men i mellemtiden må vi tage til takke med introverte tweets og forløsende singleudspil. Se videoen nedenfor, og køb udgivelsen digitalt eller på vinyl hér.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Varm op til Choir of Young Believers

Om en uge udgiver Ghostly International et album med et dansk band. Udgivelsen hedder Rhine Gold og er ingen ringere end Choir of Young Believers‘ andet album, som følger op på debuten This is for the White in Your Eyes fra 2008. Pausen fra udgivelsen af debuten til den nye kommende plade er nogenlunde lige så stor som forventningerne til denne.

Og de er ikke blevet mindre af de smagsprøver, vi de seneste måneder har fået. Først var der “Patricia’s Thirst”, et uudgrundeligt popnummer, som understregede, at Choir’s ubetingede frontmand Jannis Noya Makrigiannis, er en melodiskaber af Guds nåde – det er ren “Action/Reaction” letsindighed, skamløst stoppet med synth, bizarre lydlige referencer til PC-spil anno slut-halvfemserne og et legende melodisk sprog, som mange må være misundelig på. Men i modsætning til den refererede single fra debuten, er tungsindigheden her fra helt væk på “Patricia’s Thirst”. Og åh, hvor jeg dog savnede den, de første par gange nummeret løb gennem høretelefonerne! Det gør jeg sådan set stadig. Jeg savner det nervøst spørgende, som både indeholder det håbefulde og det dybt melankolske. Afvisninger findes jo altså i rimelig stort omfang. Men ikke på “Patricia’s Thirst”.
Men jeg fik min efterlyste tungsindighed lidt efter, da Det Elektriske Barometer testede albumforløber – men bestemt ikke single – nr. to, “The Third Time”. Langsomt, tynget ned i tristessen af slæbende trommer, faretruende strygere og ikke mindst af vokal og tekst. Men den legende lethed, som gør Choir of Young Believers til et indiepop og ikke indierock bekendtskab er stadig intakt – trods hjertet på “The Third Time” slår endnu tungere end normalt. For en tredjedel inde i det seks minutter lange nummer popper en bas op. Den er prægnant og fører nummeret videre uden at ryste på hænderne. På det kommende album er “The Third Time” første nummer, og den langsomme udvikling er som skrigende efter mere.

Det mere har vi til dels fået. Og nu bliver det rigtigt godt. Hvor “Patricia’s Thirst” var midsommergrønne græsstepper og “The Third Time” kulkælderen, er den deciderede andensingle, “Nye Nummer Et” den rette kombination herimellem. Melodisk stof og fylde, der stiger til himmels som et andet guddommeligt afkom i lykkelig forening med en sær elektronisk boblen, Choir ikke tidligere har dyrket i bunden. Det til trods hviler de enkelte instrumenter i sig selv, og bliver vist frem på skift med al den pomp og pragt, som Choir ynder at smykke sine melodier i. “Nye Nummer Et” er ingen undtagelse, og power-balladen har allerede gået sejrsgang over internettets ustyrlige folde. Regnsky skal ingen undtagelse være – vi kipper med flaget for, at Choir of Young Believers stadig er stedet for foreningen af det tunge og det lette, det dybe og det lyse, det som rammer toppen og det som skraber bunden. Hurra, hvor vi glæder os til Rhine Gold!

Choir of Young BelieversNye Nummer Et
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/02/06-Nye-Nummer-Et.mp3]

Choir of Young BelieversPatricia’s Thirst
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/02/02-Patricias-Thirst.mp3]

Lyt til “The Third Time” her.

Rhine Gold udkommer på mandag d. 27. februar i Danmark via Tigerspring. Pladen udkommer internationalt d. 20. marts via Ghostly International.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *