Maksimalisme anno 2012

Sidste år blev der snakket en del om maksimalisme i elektronisk musik; en tendens der betegner de kunstnere, som går efter den overloadede, genre-lemfældige og tætpakkede lyd, hvor alt kan ske (og helst skal ske). Rustie, Hudson Mohawke, Flying Lotus, James Ferraro og Thundercat er gode eksempler, der på hver deres måde dyrker kompositioner, som er usædvanligt koncentrerede, effektfulde og omskiftelige. Den konkrete musikalske virkning kan være vidt forskellig alt efter stil. Hvor Flying Lotus’ album fra 2010, Cosmogramma, er som at se et high-definition BBC Life program om insekter, lyder Rustie som en solstråle, der spektakulært brydes i en bloddiamant. Jeg er mildest talt fan af maksimalisme. I mine øjne er det den vej i elektronisk musik, der har åbnet flest døre de sidste to-tre år. Men det er heller ikke en genre så meget som en tidsånd eller stil. Man kan f.eks. høre samme tendens hos et ikke-elektronisk navn som Gang Gang Dance, hvis seneste (suveræne) album Eye Contact åbner med konstateringen ”I can hear everything. It’s everything time”, hvilket den britiske musikjournalist Simon Reynolds ganske korrekt udpegede som et slags motto for maksimalismen.

Her et par måneder inde i det nye år er det derfor med fornøjelse, at jeg har bemærket et par nye maksi-børn i skødet på ”everything time”. Lyt f.eks. til følgende komplet overdrevne, men komplet morsomme track af Ital fra hans ep Hive Mind, der kom i februar. Bemærk hvordan han trækker sin pop-gun og skyder både Lady GaGa og Whitney Houston på klods hold.

Ital – It Doesn’t Matter (If You Love Him)

Det er god gammeldags dumdristighed at sample numre som ”Born This Way” og ”I Will Always Love You”. Men som det ofte gør sig gældende med de dumdristige, er også Ital født under en heldig stjerne. Med en usædvanlig koncentration, charme og selvironi spankulerer han planken ud. Jeg indrømmer det gerne: Jeg er komplet sucker for hans behandling af Houston 1.27 min. inde i tracket – alt løfter sig simpelthen så effektfuldt med den interessante harmonik bag hendes frasering, det hele tilspidset af det fine break.

Itals stil peger på et afgørende element i maksimalismen, som ikke er blevet diskuteret så ofte i pressen eller blogosfæren, nemlig det essentielt humoristiske greb om musikken, som disse kunstnere dyrker. På Itals track har musikken åbenlyst en dame under hver arm, og begge lyder både veltilpasse og forvirrede: GaGa plaprer insisterende derudaf, som om hun ikke tror på det hun siger (GaGas ultimative skrækscenarie) og Houston er frataget al melankoli. Hun lyder vitterligt som om hendes ører dirrer af bar forelskelse og får hende til at lette på ren Disney-manér. At det er komplet uklart om musikken selv er en herre eller dame gør kun trekløveren mere spraglet.

Et andet spraglet og maksimalistisk nummer, der netop er udkommet, er følgende remix af Archie Pelago fra Distal & HxdB‘s ep Booyant, der ramte markedet i sidste uge. Åbningen med de hakkende blæsere og nummerets gennemgående akustiske swing placerer sig klart i den alternative musikhistorie for elektronisk musik, som maksimalismen skriver for tiden udenom 90ernes minimalisme og Kraftwerks arv.
Distal & HxdB – Booyant (Archie Pelago Remix) [Tectonic] by Sonic Router

Maksimalisterne henter gerne deres inspiration fra 70erne og 80ernes jazz fusion. Prøv f.eks. at sammenligne Pelagos remix med måden rytme og lyd konciperes på i det her track fra 1984 af det britiske band Man Jumping. Læg specielt mærke til forholdet mellem de indledende takter og åbningen, når bassen kommer på cirka 1 minut inde. Her får den melodiøse og den rytmiske kurs et samspil, der i høj grad er forløber for et track som “Booyant”.

Et andet nummer man får lyst til at spille i den sammenhæng er Weather Reports herlige ”Herandu” fra albummet Black Market anno 1976, der stilistisk er oplagt at sammenligne med Flying Lotus.

Super svedigt track hvis du spørger mig. Det virker rytmisk intuitivt, men viser sig at være sofistikeret og overraskende; det er ekstremt melodiøst, men fyldt med komplekse omveje, og så selvfølgelig et par herlige 70er soloer, som klart er det mest fremmede element i forhold til elektronisk musik, hvor begrebet solo er et fremmedord. Hør nu til sammenligning ”MmmHmm” fra Flying Lotus’ Cosmogramma (og nyd den lækre video). En direkte sidestilling er svær, men tjek alligevel hvordan musikken søger mange af de samme billeder og effekter.

Det sidste nye skud på maksi-stammen, jeg gerne vil præsentere, kommer fra den hollandske Dave Huismans, der både arbejder under pseudonymerne A Made Up Sound og 2562. Med sidstnævnte navn (eller ciffer) udgiver han i næste uge ep’en Air Jordan, hvor man kan høre det følgende track “Jerash Hekwerken” (lyder hollandsk, ik?).

2562 – ‘Jerash Hekwerken’ by BOILER ROOM

Det er mindre tætpakket end Fly-Lo, men mindst lige så klart og varmt i sine farver. Læg mærke til de på én gang tætte og skramlede trommer. Det er en rigtig fin og livlig fornyelse af en efterhånden gammel tendens, der mindst går tilbage til Burials første udgivelser, hvor percussion er produceret sådan, at det samtidigt lyder skrattede og intenst: På den ene side med en snert af lo-fi, på den anden side helt fremme i lyden med et klart nærvær, der ikke er spor lo-fi (med den konsekvens at Bruial opnår en perfekt afspejling af bylivets ambivalent sofistikerede og beskidte (hi-fi/lo-fi) verden). 2562’s version er mere rummelig i lyden, mere live om du vil, og “Jaresh Hekwerken” skal klart bevirke en mere forløst og rejselysten stemning. God tur!

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. nicolas says:

    glimrende indlæg! de sidste posts fra din side har virkelig været spændende læsning

  2. Lasse Posborg Michelsen says:

    Tusind tak, Nicolas! Det giver mod på mere af samme skuffe.

  3. Tobias says:

    Hvor finder man noget af Man Jumpings musik???

  4. Lasse Posborg Michelsen says:

    Hej Tobias, der er ikke særlig god digital adgang til Man Jumpings udgivelser. Men du kan høre noget af deres musik på myspace-siden http://www.myspace.com/manjumping
    Du kan også høre et par numre på denne playlist. Ellers kig i dine forældres LP-samling…

  5. Søren Stenager says:

    Virkelig fedt indlæg_
    Fedt at du en så historisk bevidst vinkling på den musik som du linker til_

    Tak :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Fantastiske fredag – The Field & Gang Gang Dance

Gang Gang Dance

Så blev festen skudt i gang. Fredag kl. 21:15, The Field har netop spillet første nummer færdig, og den mest oplagte festaften er skudt i gang. Det er frækt, det her. Viser en modig kunstner, der nærmest arrogant rydder gulvet, før han langsomt opbygger melodierne, instrumenternes tema hver for sig. Live er en knivskarp trommeslager og potent bassist med til at give musikken endnu større sprødhed, selvom numrene ikke afviger synderligt fra liveversionerne.
Hypnosen indfindes sig langsomt, men overbevisende. Det under halvt fyldte telt er en mindre kerne dedikerede fans, der ikke er opsatte på at have en fest, men på at lytte til musikken. Lade den oversvømme kroppen, stimulere hjernen og derfra udsende impulserne hele vejen gennem kroppen. Den fysiske oplevelse er sekundær, men uundgåelig med et set, der så stabilt holder samme tårnhøje niveau. Genremæssigt bliver The Field oftest betegnet som neo-psy-trance. Det har undret mig lidt, for trance forbinder jeg med mange hæsligheder. Men en trance findes i flere former. Hvis vi snakker musikalsk er den vel oftest forbundet med Ibizas mere eller mindre interessante dansegulve med hakkende rytmer og ligeledes lemmer. Men den trance, som The Field opbygger er en anden, en dybere tilstand, hvor bevidsthed og kroppen adskilles, og bliver til bevidsthed, musik og krop. En trance, hvor det dynamiske tempoarbejde udfordrede publikums trance – lokkede folk ind i den for derefter at vende det hele på hovedet, og ryste publikum fysisk og i særdeleshed mentalt. 
En rammende totaloplevelse, der efterlod mig forunderligt udmattet, veltilpas og i næsegrus beundring.

Halvdelen af publikum gør, som halvdelen af festivalens publikum altid gør. Løber videre til næste koncertoplevelse, for vi må ikke gå glip af noget. Halvdelen slår sig ned udenfor teltet og nyder aftenens sidste mulighed for at flashe kulsorte raybans. For mig er der ingen særlig grund til at storme over til Cosmopol og høre de første 20 minutter af 2manydjs. Så hellere puste lidt ud.


23:00 stod amerikanske Gang Gang DancePavillion scenen. Og det viste sig at have været en rigtig fornuftig beslutning, det med at slappe lidt af. Bentøjet blev i hvert fald tvunget til engagement endnu engang gennem New Yorkernes rytmeglade koncert. Og det var velfortjent, det engagement det ellers lidt hemmelige band blev mødt af. Gang Gang Dance er endnu ikke blevet det helt store talk of town, sådan som de halvt beslægtede Animal Collective er det. Bare en del mere håndgribeligt, med nogle langstrakte bevægelser i numrene. De langstrakte bevægelser flød i dele af koncerten numrene ud i hinanden – stemningen blev det vigtigste, mens melodierne gled ind og ud af hinanden og skiftevis dominerede. Det kunne have været ufokuseret, men blev i stedet dragende og ambitiøst.
Bandet spiller aldrig samme koncert to gange. Numrene bæres af improvisationen, det skæve indfald, af at instrumenterne nærmest løber efter hinanden og skiftes til at bære melodien videre. “Vacuum” fra sidste års Saint Dymphna var en svævende, mens “House Jam” fra samme plade med indbydende, snublende beat indbød til discodans, med Liz Bougatsos halvt skingre, helt særegnede vokal i front.

Gang Gang Dance formåede at balancere perfekt mellem festen og det musikalsk komplekse. Og forene disse to i en spiselig cocktail, der også appellerede til andre, end freak-folk-symfoni-elskere.

The Field Over The Ice
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/The_Field_-_Over_The_Ice.mp3]

Gang Gang Dance Vacuum
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/04-Vacuum1.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Pernille says:

    Husk at The Field også kommer på årets Strøm festival, yay!

  2. Strøm-indlæg kommer senere, baby!

  3. Ulf Aslak says:

    Hvor er Analogik på jeres fantastiske fredag? Det var vildt mand!

  4. Jeg tror det skyldes at der vistnok ikke var nogle fra Regnsky til den koncert. Nu blev koncerten jo så også afholdt klokken 3 om natten og efter 2manyDJs og Royksöpp var der ikke nok energi tilbage i mig til at gå et smut forbi Astoria.

    Men hvordan var det? Jeg ville også rigtigt gerne have været til Analogik.

  5. Ulf Aslak says:

    Det var nok min vildeste om ikke bedste koncertoplevelse i år. Du kender vel musikken, så hvis du forestiller dig dét live foran et fyldt, men ikke proppet, Astoria hvor alle var glade og dansede har du den vidst nogenlunde. Og så lavede de desuden et fantastisk sceneshow, dels fordi de bare er sjove og se på, men også fordi der hele tiden skete noget nyt og underligt.

    “Nu skal det ikke handler om musik. Nu skal det handle om stoffer. Hårde stoffer!! Og frimærker…”, hvorefter en gammel nisse i morgenkåbe begynder at kaste tusindvis af frimærker ud til publikum. Vidunderligt!

  6. Eva Regnsky says:

    Haha, det lyder helt fantastisk! Hårde stoffer og frimærker! Yes! Endnu mere ærgerligt at gå død kl 02:15.

  7. Kristian says:

    De sagde faktisk “Nu skal det handle om stoffer: men de gode stoffer: Pot og frimærker!”.
    Analogik ville aldrig lægge sige ud med noget der ikke kommer fra naturen ^^

  8. Ulf Aslak says:

    Undskyld mig hvis jeg ikke citerer korrekt, klokken var 3 om natten og jeg var høj på øl og kaffe :P

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Meget New Yorker-hipt, Roskilde

yeah-yeah-yeahs

Smilet kunne dårligt blive bredere igår onsdag, da Roskilde Festival præsenterede seneste portion navne til årets festivalprogram, der endelig begynder at ligne noget.
Igår tog Roskilde Festival os med til New York, og en oplæring i tre versioner af ultimativ New York-hipsterness. Single-aktuelle Yeah Yeah Yeahs, Brooklyn freak-popperne i Gang Gang Dance (der også er annonceret til PopRevo-festivalen) og ikke mindst Regnskys indiepop-darlings The Pains of Being Pure At Heart, giver hver især en opvisning i de 3 mest dominerende bevægelser på den alternative musikscene de seneste 8 år.

Yeah Yeah Yeahs er afgjort det navn, der vil vække genklang hos flest. Med debuten “Fever To Tell” (fra 2003) vakte trioen med stilikonet Karen O. i front opmærksomhed verdenen over – ikke mindst på baggrund af deres tæt på legendariske liveshows, i hvilke musikkens intesitet mangedobles og det punkede i Yeah Yeah Yeahs udtryk for alvor træder frem. Yeah Yeah Yeahs spiller en blanding af kantet punk, skrape guitarriffs, en cooler-than-cool attitude kombineret med et veludviklet øre for popmelodien, der stilmæssigt ligger sig som en mere poppet og energisk del af den postpunk, som The Strokes med debuten “Is This It” i 2001 kickstartede.   
Seneste plade “Show Your Bones” byggede videre på debutens form, men var et kvalitetsmæssigt meget svingende album. På numre som den knivskarpe single “Gold Lion”, det gennemført enkle stilistiske mesterstykke “Way Out” og den rammende “Cheated Hearts” ramte de plet. Dog var der tale om en kvalitetsmæssigt ujævn plade, og indtil nu er det kun live, Yeah Yeah Yeahs har levet fuldt op til deres potientiale. Men måske ændres det på “It’s Blitz!” der udkommer i fysisk format d. 6.4, altså på mandag.

Polydor (YYY’s label) er kendt for at slagte blogs, derfor får I ikke singlen “Zero”, men et MSTRKRFT remix af den. I stedet kan I jo følge linket og tag et studie i ultimativ coolness med Karen O. som lærer.

Yeah Yeah Yeahs Zero (MSTRKRFT remix)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/zero_mstrkrft_remix.mp3]

Dagens anden version af hipsterness bliver fra Gang Gang Dance. Deres musik er inspireret af alt, og det giver faktisk god mening at karakteriserer den sådan. Både inspiration fra hiphoppen, electronicaen, orientalsk verdensmusik kombineres i bandets fængende popsange, der tager lytteren med på en drømmerejse af fremmedartede indtryk – både til at læne sig tilbage i, men også til at studere grundigt. Bandet kunne være en mindre rocket udgave af Battles og mindre syret udgave af Animal Collective, og det lyder ret godt, ikke? Jeg håber inderligt på, at de får lov til at spille deres hypnotiserende rock sent om natten på Pavilion scenen.

Gang Gang DanceVaccum
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/vaccum.mp3]

The Pains of Being Pure At Heart har vi adskillige gange hypet her på bloggen, og vi kan såmænd stadig ikke få nok af dem. Deres selvbetitlede debutalbum har endnu ikke ramt de danske butikker, men mon ikke de snart gør det? Jeg ser frem til en intens koncert på Roskilde, og håber bandets The Smiths-inspirerede musik ikke rammer de danske p3-lyttere alt for hurtigt, så vi kan have dem lidt for os selv.
Den rene og catchy poplyd er New Yorker-sej igen. Kombiner den gerne med sol, forelskelse, sommerkjoler og Roskilde Festival, så er resultatet The Pains of Being Pure At Heart. Mit bud bliver, at det er denne lyd, der bliver dominerende (igen) på musikscenen i år.
Tag et lyt på et af de fineste numre, jeg længe har hørt, og glæd dig endnu mere til årets Roskilde Festival.

The Pains of Being Pure At Heart – Stay Alive
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/06-stay-alive.mp3]

Yeah Yeah Yeahs
Gang Gang Dance
The Pains Of Being Pure At Heart

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Gang Gang Dance!

gang-gang-dance

I slutningen af sidste måned udkom Gang Gang Dance‘s anmelderroste album, Saint Dymphna, som er opkaldt efter en gammel katolsk skytshelgen for de sindsyge.

Bandet består af tre unge mennesker fra Brooklyn som allerede har formået at skabe sig en kæmpe fanskare, heriblandt også et par kendte medmusikanter fra Hot Chip og Klaxons, som ved hvad de snakker om når man bringer fedt elektronisk musik på banen.
Alexis Taylor fra Hot Chip siger blandt andet: “Gang Gang Dance er min favoritgruppe lige nu, og har været det i nogle år. Deres live optrædener er fantastiske og deres lyd fuldstændig unik og opfindsom..”
Her får du et par lækre numre fra den nye plade + et remix:

Gang Gang Dance – Princes (feat. Tinchy Stryder)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2008/11/princes-feat-tinchy-stryder.mp3]

Gang Gang Dance – House Jam
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2008/11/house-jam.mp3]

Gang Gang Dance – House Jam (XXXChange Remix)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2008/11/house-jam-xxxchange-remix.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?