På opdagelse i det europæiske vækstlag

Gæsteindlæg: Vi har endnu en gang sendt Rasmus Damsholt sydpå – nærmere bestemt til en af de branchefestivaler, der udgør Europas vinterlige oversvømmelser. Januar dedikeres til den største af dem: Eurosonic i Holland. Rasmus arbejder til daglig på pladeselskabet Tambourhinoceros, er manager for hyper-aktuelle og hypede Schultz & Forever og har tidligere været tilknyttet Frost Festival, Volcano og teaterkoncerten Hey Jude.

I Groningen, Holland bor man på flydende hoteller forklædt som husbåde, man får serveret verdens mindste fadøl, og man ser flere cykler per indbygger end i København. Udover det så finder man hvert år i januar måned den yderst dedikerede Eurosonic Noorderslag Festival. En musikfestival fyldt med masser af tro, håb og også en god portion kærlighed.

Den ellers så afslappede lokalbefolkning må en gang om året leve med, at håbefulde unge bands, smarte hipsterbloggere og erfarne musikbranchefolk indtager deres by for en uge i den nye musiks tegn. For Eurosonic betegnes som den største såkaldte ”showcase festival” i Europa. En showcase er en koncert på halv time til 45 minutters varighed, sat op for at artister og bands kan vise sig frem for pladeselskaber, festivaler og andre relevante personer. Alle dem som man gerne vil vise, hvad man kan, deltager i Eurosonic. Derfor er der hård kamp om pladserne på Eurosonic Festivals program, og derfor altid et skarpt line-up – et line-up, der stiller skarpt på morgendagens stjerner.

Ingen Rihanna
Eurosonic Festival skiller sig ud fra andre festivaler på mange måder . En af de mest iøjenfaldende forskelle er, at der ikke bliver lavet en traditionel festival plakat, hvor alle navnene er listet op i forskellige skriftstørrelser, alt efter hvor store de defineres at være. I bedste idealistiske stil fungerer Eurosonic Festival efter princippet ”alle-bands-er-lige-meget-upcomming”, så der er ingen store navne til at trække billetsalget. Eurosonic er en pakke, hvor man må stole på indholdet, når man køber sin billet. Selvom navne som Jake Bugg og C2C måske alligevel har tryllet et par ekstra armbånd på de hollandske arme.

200 forlommer
Der er ingen tvivl om, at det almindelige publikum er til for at få forretningen til at løbe rundt. Branchefolkene kommer i første række over det hele. Det ses tydeligt i det kæmpe lukkede konferencecenter, der til lejligheden er indrettet med cafeer, konferencelokaler, speedmeetings og meget andet, hvor venner og kollegaer i musikbranchen på tværs af landegrænser kan mødes.
Men det vildeste eksempel på at Eurosonic tager ordet ”branche” meget alvorligt, blev for mig, da jeg var på vej til Jake Buggs koncert.
Jeg bliver mødt af en mange meter lang kø. Men køen er delt op i to rækker. En række for ”almindelige mennesker”, og så en for akkrediterede. Så jeg slanger mig ind med mit pressekort og kan med en smule skamfølelse overhale de småmopsede hollændere, som sandsynligvis aldrig fik hørt det engelske vidunderbarn. 200 forlommer på få sekunder er en lidt blandet følelse.

En anden sjov gimmick, der er lavet på forsøgsbasis, som er lige sej for branche, som for almindelige koncertgængere, er at alle festivalarmbånd er udstyret med en chip. Den lille fætter registrerer alle de koncerter og konferencer jeg er til, så hvis hele ens aften skulle være skyllet ud i al for små fadøl, så vil en venlig mail dagen derpå genopfriske ens hukommelse med hvad man hørte den foregående aften. Fantastisk – og så kan Eurosonic samtidig måle præcis hvor mange publikummer, der har været til alle koncerterne. Spændende at se om Danmarks egen showcase festival, Spot Festival, har været nede og hente inspiration i Eurosonics tjekkede add ons.

Jake Bugg
Eurosonic Noorderslag har som filosofi ikke at have headliners, alle acts er på vej op, ingen er større trækplastre end andre. Dog må en kun 18 årige Jake Bugg, trods Eurosonics idealistiske filosofi, betragets som et af dette års hovednavne. Med sin karakteristiske stemme og sin naive og oldschool tilgang til at skabe musik, der lyder som var det skrevet og indspillet i 60´erne eller endnu før, overrasker det ikke, at der denne aften er flere til stede, som sandsynligvis har oplevet 60’erne på egen hånd, selvom Eurosonics publikum almindeligvis afspejler, at Groningen er en universitetsby med en lav gennemsnitsalder.
En lang kø foran spillestedet indikerede, at forventninger var store, men Jake Bugg indtog noget ubekymret scenen. Publikum holdt ikke deres glæde tilbage, da han uimponeret leverede sine skramlede hits ”Lightning Bolt” og ”Two Fingers”, flankeret af sin guitar i samspil med trommer og bas. Hvis den unge Bugg bliver ved med at skrive nyklassikkere som de to førnævnte, så er der ingen tvivl om, at han nok skal få sig en plads i historiebøgerne, som ham der genopfandt en genre, få før ham har turde tage frem igen. Så er det spændende at følge med i, om han slavisk forfølger sine inspirationskilder, eller om han samler sig og finder sin egen retning, der kan sikre flere fremragende numre. Lige nu lyser han dog som et af de største engelske håb længe.

Juveniles
På festivaler som denne, hvor man – ligegyldig hvor indie og opsøgende man er – ikke kender halvdelen af programmet, så prøver jeg mindst en gang om dagen at gå til en koncert, hvor jeg ikke kender artisten. Det har givet mig nogle ret pudsige koncertoplevelser – eksempelvis på Roskilde Festival, hvor jeg især har fået nogle specielle oplevelser, da en decideret verdensscenen eksisterede, og man kunne blive overrasket af 20 saxofonister eller en kæmpe improviseret balkanfest.
Torsdag aften trådte jeg ind på den lille scene, på spillestedet Simpleon og blev næsten blæst helt ud igen af en smittende charme og energi, som jeg ikke har set magen til siden Turboweekend var på deres højeste.
Juveniles forsøger ikke at flygte fra den sterotype forestilling om fransk electropop. Hvorfor også gøre det, når det fungerer med sød 80’er synth og catchy basgange krydret med håndspillede effekter?
Men dybden og originaliteten i kompositionerne var stadig ikke helt på plads. Nede i publikumsrækkerne kunne vi godt mærke, hvor Juveniles ville hen, og vi ville gerne med, men vi kunne ikke helt følge med. Der var godt tryg på, oppe på scenen, men det blev til tider en monoton lyd, som smed os en lille smule af.
Hvis Juveniles får arbejdet på at gøre deres lyd mere nuanceret, og holder den gode liveenergi, så er jeg ikke i tvivl, at vi kommer til at se dem snart igen. Måske med en koncert i Danmark?

Ewert and the Two Dragons
Bandet formåede at fylde den store Maschinefabrik, selvom det er et af de venues, der ligger længst væk fra Groningens centrum. Publikum var tydeligvis kommet med store forventninger, og de estiske gutter kvitterede med et ni mand stort orkester – lidt af en kontrast til de ellers så direkte og skarpe indspilninger.

Albummet Good Man Down er en forfriskende omgang folkpop, med sange som er svære ikke at nynne med på.
På indspilninger er der ikke meget at klandre bandet for, men Ewert og hans band mangler måske stadig at finde deres stil live.
Jeg er helt sikkert på, at vi med afsæt i Good Man Down kommer til at høre mere til Ewert, men live blev de så fine numre lidt for storladne og prætentiøse – det overskyggede desværre de gode melodier. Numre som “Jolene“, “(In The End) There Is Only Love” og “Good Man Down” blev leveret med sikkerhed og uden violin, blæsere og jazztrommer, som i andre sange føltes som unødigvendigt fyld, der kun forstyrrede den gode sangskrivning. Det er ikke en opfordring til, at musikere skal præsentere præcis det som publikum forventer, men der må være en mellemvej mellem total naivitet (nogen gange nærmere arrogance over for publikum) og så det sikre. Men herfra skal lyde en stor anbefaling til at lytte til Good Man Down, og så må man håbe på at Ewert and the Two Dragons har fundet formlen live, når de forhåbentlig snart gæster Danmark.

Den er der næsten
Fælles for Juveniles, Jake Bugg og Ewert and the Two Dragons, er følelsen af ”at den næsten er der”, og sådan var følelsen generelt på hele festivalen. Men da jeg så det næste act, så var jeg ikke i tvivl om, ”at den allerede ER der.” Og mere til:

C2C
DJ-kollektivet er for mig at se det sikreste kort Eurosonic spillede på dette års festival, og der venter årets Roskilde Festival publikum et sublimt liveshow, når de fire turntable magikere bringer til sommer bringer publikum i gennem så forskellige genrer som hiphop, funk, soul, jazz og dubstep. På Eurosonics største scene, Cathedral, fyrede C2C den af torsdag nat. Ved første øjekast havde C2C medbragt et ret simpelt set up: fire dj-pulte med lidt visuals på forsiden af podierne. Men sammenspillet mellem lys, visuals og lyd fungerede fantastisk godt. Når de fire optrædende så samtidig havde små indøvede og diskrete koreografier, så bevæger vi os i grænselandet mellem show og koncert.

Men det må have været tydeligt for enhver, også selvom alle lige er blevet skræmt i deres grundvold af Beyoncé singback, at de her drenge spillede deres set live. Hvis man skal forklare, hvad publikum kan forvente til et C2C show, så var vi i Cathedral-teltet vidner til Den Sorte Skole med ekstra dimension af levering og udadvendthed. Fire fyre, som formår at inddrage publikum på en helt anden måde, med visuals som passer til rytmen, og dj’s, der bytter plads og med store armbevægelser hele tiden viser, hvem der gør hvad, så man kan føle musikken på en helt anden måde, end når en dj står sammenkrøbet over pulten og fedter med at få et mix til at passe. Dermed ikke sagt, at det også kan være helt retfærdigt, at være total indadvendt ved pulten, men der var noget originalt, friskt og især bredt appellerende ved C2Cs optræden.
Der, hvor showet kammer en lille smule over, er da gruppen pludselig hopper frem foran pulten og springer ud som MC’s. De rapper Beastie Boys for at hylde Adam Yauch, men her synes jeg så, at vi er ude i noget, der mere ligner et billigt plagiat, frem for de ellers så opfindsomme samples, mixes og nye numre, vi blev præsenteret for tidligere i settet. Følelsen var helt klart, at de skulle være blevet bag skranen. En blasfemisk fornemmelse nærede mig også, i en genrer, som jeg tidligere var imponeret i, som jeg ellers ikke føler mig hjemme i. Det skal dog siges at publikum var helt med hele vejen og sagtens kunne have klaret en time mere af samme skuffe.
Flere gange står der på min notesblog, at det her crew uden tvivl bliver det næste store. Og hvis jeg i anledningen af at Eurosonics store branchedel skal tillade mig at tage de briller på, så vil jeg, gerne tage hatten af for den person, som har set de firedobbelte vindere af VM i hold scratch og tænkt, at her er der både hit- og livepotentiale. Respekt for det – denne gruppe kommer til at ramme verden, som et frisk pust og modsvar til den kedelige og umusikalske EDM (electronic dance music), hvor hjernedøde navne som Swedish House Mafia og Deathmau5 leverer liveoptrædener for tusindvis af mennesker, hvor det stort set bare er en press-play performance, blottet for musikalsk levering, og hvor det hele bliver tabt i showet.
Her fik vi faktisk en oplevelse af originale og håndspillede mix.

Imponerende dansk line up
Det danske line up i år talte Broken Twin, MØ, Rangleklods, Indians, Lukas Graham, Nelson Can, The Good The Bad, Turboweekend, Efterklang. Disse artisters niveau giver en god indikator på, hvor ambitiøs en festival Eurosonic er. Men endnu vigtigere fortæller det danske line up også om, hvor stor talentmasse vi har i Danmark i øjeblikket, når man kan stille med en så lang række seriøse bud på acts, som har potentiale til at slå igennem i udlandet meget snart.
Jeg vil ikke gå i dybden med de danske artisters optræden, men der var nogle fantastiske præstationer i Holland, og jeg vil klart anbefale jer de danske faner fra Holland. Især anbefalelsesværdig var Efterklang og MØs optrædener.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

En reportage fra Reeperbahn Festival 2012: Ny musik og en gammel luder

GÆSTEINDLÆG: Vi sendte Rasmus Damsholt til Hamborgs Reeperbahn Festival. Bevæbnet med blok, kuglepen og et sæt ører med en fandens god evne til at spore talentfulde upcoming bands, har han vurderet 2012-udgaven af den tyske festival.
Rasmus er til dagligt manager for bandet Schultz & Forever, praktikant på pladeselskabet Tambourhinoceros og har tidligere været tilknyttet Volcano og Frost Festival.

Jeg går spejdende ned af Reeperbahn, jeg kigger efter et skilt eller et andet tegn, som kan hjælpe mig med at finde spillestedet, jeg leder efter. Jeg er som så mange gange før denne weekend på jagt efter et lille koncertsted på den berømte gade i Hamborg.
På vejen passere jeg både en sexbutik, et casino, en ølstue, en karaokebar og pludselig midt mellem en blanding af sexturister, fodboldtilhængere fra klubben St. Pauli og unge hipstere finder jeg det venue, jeg er på udkig efter.
Sådan er det hver gang, man skal finde et af de godt 30 koncertsteder på Reeperbahn Festival, festivalen som igen i år er rykket ind i Hamborgs lumre red light district. Alle beværtninger, som kan presse en scene og et lydanlæg ind, har livemusik fra Reeperbahn Festivals officielle program på menuen. Over 200 koncerter byder de tre dage på, så der er nok at se til for de mange internationale musikbranchefolk, journalister og almindelige musikentusiaster, som strømmer til Reeperbahn Festival for at finde fremtidens stjerner. Den ambitiøse festival har nemlig fået ry for at være en af de festivaler i verden, der er allerbedst til at præsentere morgendagens stjerner.

Derfor er det meget eftertragtet at få lov at optræde på Reeperbahn Festival, og mange håbefulde bands ansøger hvert år for at komme med i den tyske festivals program, der kan være netop den døråbner og øjenåbner i forhold til den opmærksomhed fra koncertarrangører, bookingagenturer, festivaler, pladeselskaber m.fl. fra hele verden, som nye bands har brug for.

I år er Danmark også rigtig fint repræsenteret med Rangleklods, Vinnie Who, Indians, Boho Dancer, Let Me Play Your Guitar, Veto, The Floor Is Made Of Lava, Veto, Asbjørn, Lukas Graham, I Got You On Tape, Dad Rocks!, Spleen United, The Asteroids Galaxy Tour, The Rumour Said Fire, The Eclectic Moniker og Reptile Youth. Lørdag aften viste det sig tydeligt, at vi har god grund til at være stolte af den spirende danske musikscene i øjeblikket, da en meget lang kø på flere hundrede mennesker hurtigt etableret sig foran stopfyldte Indra, der dannede rammen om ”Danish Night”, hvor en håndfuld af de Danske band får lov til at vise det tyske publikum, hvad de er lavet af, hvorfor de har succes herhjemme og selvfølgelig bevise, at de er klar til at slå igennem internationalt.

La Femme – Sur La Planche


Jeg finder endelig frem til Knust, som er et af de mere almindelige spillesteder Reeperbahn Festival har indtaget. Her spiller François and the Atlas Mountains. Jeg er spændt på samme måde til denne koncert, som jeg har været det til de foregående jeg har været til på dette års Reeperbahn Festival. Jeg er spændt, fordi jeg ikke aner, hvad der venter mig. Som da jeg fredag aften gik på opdagelse i den trashede Molotow Bars stopfyldte kælder og blev blæst bagover af det unge franske band La Femmes charmerende og skramlede indiepop.
Med al deres energi, legesyghed og spilleglæde kom La Femme virkelig til deres ret live og jeg blev straks forelsket i den mystiske og dybt sexede forsangerinde, hvis navn jeg ikke har kunne researche mig frem til efter jeg er kommet hjem, men som tog teten og førte forestillingen an.
Det meste fungerede denne aften for La Femme, som det ene øjeblik kunne lade et nummer gå op i dobbelttempo på få sekunder og kort efter lave en fuldstændig uventet overgang mellem to numre. En overgang, der egentlig ikke burde kunne lade sig gøre. Men La Femme havde publikum i deres hule hånd, og de opstemte koncertgæster forsøgte at mase sig frem i den bagende ovn af en kælder. Festen ville ingen ende tage og med ”Sur La Planche” som det retro-catchy højdepunkt, kogte de unge tyskere næsten over og leverede i hvert fald eftervarme nok til at baren kunne køre videre mange timer efter koncerten.

Netop denne følelse af at kunne blive overrasket så positivt er det, der driver mig til at gå til et tocifret antal koncerter hver dag på Reeperbahn. Men ligeså imponeret man kan blive, ligeså skuffet kan man også blive, når man træder ind til et band som Last Dinosaurs, der mest af alt lød som et utight efterskoleband, som lige var trådt ud af øvelokalet. Og det er en af de åbenlyse faldgrupper ved at hyre unge og uprøvede bands, uden den store liveerfaring, og som måske skal bruge flere år på at opbygge deres evner på en scene. Men også mere etablerede navne som Jonathan Boulet skuffede fælt ved en punkteret og rå liveudgave af de ellers legende og opfindsomme kompositioner, han er kendt for. Hvis man lyttede rigtig godt efter kunne man høre de fængende melodier, men de forsvandt hurtigt i et lydhelvede på natklubben Moondoo, hvor også publikum ret hurtigt forduftede. Det store rum var næsten tomt, da den ellers så formidable ”A Community Service Announcement” blev leveret på samme uinspirerede vis som resten af settet.

Joathan Boulet – A Community Service Announcement

Andre acts som Islands optræden fejlede ved ikke helt at have forstået, at en koncert på Reeperbahn Festival ikke bare er endnu en koncert på turnéen, men rent faktisk en branche-showcase koncert, hvor man ikke bør spille en mere end en time plus to ekstra numre, hvor det ene endda var et kikset cover af Ray Charles, indledt med ordene ”Sorry if we fuck it up”.

Ligesom med Islands faldt også de amerikanske überhypede Best Coast ned i den farlige grøft af ligegyldighed, hvor man som publikum føler, at det optrædende band har sat deres koncert på autopilot. Det blev illustrativt for min oplevelse af Reepebahn Festival, som har mantraet at der ikke bliver differentieret på samme måde mellem store og små navne som andre festivaler normalt gør. Således er der ikke en hierarkisk fordeling af navnene i forskellige størrelser på plakaten eller fremhævet nogle navne specifikt i presse for at trække publikum til.
Den nærhed og nerve som jeg manglede i de etablerede navne, fik jeg så til gengæld leveret af de upcomming navne, heriblandt tidligere nævnte, men så sandelig også Francios and the Atlas Mountains, Charlie XCX og Electric Guest.

Førstnævnte spillede selvsikkert sange, primært hentet fra deres nyeste album E Volo Love fra 2012, men med spændende elementer lagt ovenpå albumudgaverne. Man følte sig hele tiden godt underholdt af bandets sjove livedetaljer, som bl.a. var at medbringe en række ret særprægede instrumenter, som underlige rasleæg og bongotrommer, og hele tiden at skifte instrumenter bandmedlemmerne internt. Publikum var også henrykte, da de franske drenge brød ud i charmerende synkronhop- og dans.

Francios and the Atlas Mountains – Les Plus Beaux

Charli XCX er den meget karismatiske 19-årige Charli, der mest af alt ligner et gadekryds mellem Alice Glass fra Crystal Castles og Marina and the Diamonds med det pæne pige-look indkapslet i sort make-up. En pæn vokal, som står i kontrast til det dystre electrounivers Charlie XCX ellers bevæger sig i. Selvom det tydeligt var Charlis show, så havde hun medbragt en meget kompetent trommeslager og en synthmager, som fik Charli XCXs slæbende electro til at fremstå meget reelt. Efter en lidt sløv start fik Charli virkelig sunget sig selv og publikum op under koncerten, det var som om, at hendes selvtillid og mod fik et løft for hvert vellykket nummer og bifald. Koncerten kulminerede således i et vanvittigt cover af Gold Pandas ”You” samt egne indiehits som ”You’re The One”, ”Nuclear Seasons” og ”Stay Here”, hvor Charli XCX virkelig trak stikket hjem, især med sætningen ”I’m going to dance like you have never seen anyone dance before” ytret mellem de to sidste numre, fik hun publikum til at stemme i med dans. Alt i alt en dejlig forløsende oplevelse at se et band, der live kan leve op til de gode produktioner på udgivelserne.

Charlie XCX – Nuclear Season

Electric Guest lukkede og slukkede Reeperbahn Festivals musikprogram lørdag aften på Uebel & Gefärhlich, der udefra mest af alt ligner en høj grå klods af en gammel bunker, hvor der på 4. sal ligger et stort spillested, som Electic Guest denne aften fyldte med indiepop af bedste skuffe.
Frontmand Asa Taccone ligner lidt en ung og meget lille udgave af Enrique Iglesias og indtog faktisk også scenen med ligeså stor selvtillid, og det kan man godt forstå, når man har et så tight band med sig. Det kræver ellers noget at holde tungen lige i munden, imens de ret komplicerede popkompositioner i et højt tempo drøner derud af. For mig blev koncerten højdepunktet for Reeperbahn Festival 2012, og jeg glemte næsten at tage min blok op og notere noget, fordi jeg ikke kunne lade være at danse med til Electric Guests latterlig catchy sange fra debutalbummet Mondo, som jeg ikke synes indeholder en eneste dårlig sang.

Og på den måde sluttede mit Reeperbahn med et af de bands som festivalen måske i fremtiden vil kunne profilere sig på at have været med til at skyde ud over rampen, eller i hvert fald have opdaget dem på vej op.

Electric Guest – This Head I Hold

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brev, opfordring og fortræffelighed fra Ulige Numre.

Den danske kvartet Ulige Numre debuterer i dag med den blændende single “København”. Se videoen, læs om nummeret og download det gratis og lovligt nedenfor. Her bringer vi et brev fra debutantene om musikblogs betydning set fra deres synspunkt. I øjeblikket fratager sagen Regnsky-redaktionen det meste af den tid, som normalt bruges på at skrive om og promovere musikken, vi elsker. Læs mere om sagen her.

Kære Internet.

Mange, der starter et band eller blot begynder at spille musik, har en lille drøm om en dag at kunne leve af det – Ulige Numre er ingen undtagelse. Men det er hverken derfor, at vi begyndte eller derfor, at vi bliver ved. Vi skriver musik, fordi vi ikke kan lade være; fordi vi elsker musik, fordi vi har et behov for at udfolde os kreativt og – naturligvis – fordi vi håber, at der er nogen, som vil lytte.
Er det ikke de samme følelser som driver bloggerne?

De skriver om den musik, de elsker – måske enkelte har en drøm om at kunne leve af at skrive om musik, men det er ikke det, som driver værket. Det er musikken og håbet om, at nogen vil lytte.
Vi vil her undlade at gå ind i en principiel og detaljeret diskussion omkring den verserende sag mellem KODA og de danske blogs samt betaling eller ej, men det korte af det lange er, at den frivillige musikjournalistik er under pres.

Det kan få konsekvenser for nye danske bands (som vores), der forsøger at finde et publikum.
De etablerede medier kan af gode grunde ikke dække alt ny dansk musik – der er simpelthen så mange gode bands lige nu, at Politiken skulle have et særtillæg om ny dansk musik hver uge, hvis de skulle have en chance for at følge med.

Men skoven af danske blogs fremstår her som et fremragende alternativ. Vi håber derfor, at der vil blive passet godt på den frivillige og non-kommercielle musikjournalistik.
Kh Ulige Numre.

I dag debuterer Ulige Numre med “København” – en uforbeholden kærlighedserklæring til byen som ramme for ungdommen. Fra periodens brændende ønsker og nedbrydende skuffelser stammer den indestængte energi, som allerede vælter ud gennem nummerets første få sekunder, og som sparker døren til mit hjerte af hængslerne.
For jeg overvældes “København”. Af kraften, som ligger i de buldrende trommer. Af den massive mængde lyd, som vælder ud, således at klaveret må kæmpe sig til lysere toner for at blive synligt. Og af, at rytmen i vokalist Carl Emil Petersens tekst konstant skifter retning, men aldrig mister sin hjemstavn.
“København” er larger than life, nummerets følelserne flyder over og hurtigere end lyset brænder det sig vej fra lytterens ører til kroppens centrum. Det er, hvad jeg ønsker at videregive til jer. Det er derfor, jeg skriver. Fordi den brændende følelse er så uendeligt nødvendig.

Ulige NumreKøbenhavn
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/09/København.mp3]

Ulige Numres debutep udgives i slutningen af oktober. Fredag spiller bandet live på Nytorv i København 17:50. Der er gratis adgang. Om aftenen supporter de Nikolaj Nørlund på Loppen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Instra:mental og Beastie Respond samtaler

Det er efterhånden længe siden, Regnsky har haft besøg af en gæsteskribent. Men det er det tid til at lave om på nu. Vi præsenterer her et interview med den engelske drum’n’bass duoen Instra:mental, som om nogen har stået i spidsen for den moderne drum’n’bass, der vægter melodier på linje med rytmens drive. Intervieweren – eller samtalepartneren for at være mere præcis – er den danske drum’n’bass soloartist Beastie Respond aka Tobias Pedersen, for hvem ville være bedre til at interviewe Instra:mental end ham? Svaret giver sig selv, når man læser samtalen mellem de to.

Tjek tidligere omtale af Beastie Respond ud her og hør ham på Soundcloud her.

Under sommerens Strøm Festival havde Dunkel fint besøg af den ene halvdel af den populære producer/DJ duo, Instra:mental. Instra:mental har siden 2006 haft stor indflydelse på drum’n’bass-scenen, og på det seneste også Dubstep og andet elektronisk musik i den mere bastunge afdeling. Instra:mental spillede til arrangementet Ottoman, som har sit fokus på eksperimenterende ende af den bastunge elektroniske musik – hovedsageligt inden for drum’n’bass. I den forbindelse snakkede undertegnede med Al Bleek fra Instra:mental om hans overvejelser omkring deres historie, musik og succes.

[spoiler show=”Vis interview”]The brief history of Instra:mental, explained by Al Bleek:
“When we where younger we happened to meet Jim from Source Direct (drum’n’bass duo, red.) at The End in London. My partner and I had some studio equipment, which we were messing around with – but we didn’t know what we where doing as such. We hooked up with Jim from Source Direct, and started writing music together. We learned some stuff from him and we became very good friends. We where young, and we were partying really hard. And I got a daughter – certain things happened. We all decided to have our own ways for a few years. And it wasn’t until after a few years I realized that I wasn’t doing anything, I wasn’t really happy with my life and the one thing that was missing was writing music. Me and my partner realized that is what we’re here to do.
So we got all the old studio equipment out, we rented a space, we spent a lot more money on a lot more equipment and set it all up. That was about the summer of 2006. From there we wrote this one track called “Naked Zoo”, and we gave it to our friend DJ Lee who passed it on to Marcus Intalex (of Soul:R), who wanted to release it on the DAT-music project. We realized that we must be doing something right, and decided to continue to do what we’ve been doing – thats how we got this point now.”

When you listen to some of your old tunes like “Boomer” and “Yo Bitch” and then the tunes you made after starting up again, you hear something that’s really different in sound and style.
“
Definitely! You are talking seven years before we stepped back in the studio – we’ve grown up and listened to so much music. By that time, after all those years, we realized what we liked, it wasn’t just a sort of a guessing game no more, we realized what we really liked and what we really wanted to do. We got different ideas when we started up again. We where kids when we first started, but we came back as men.”

There is also a change in sound and style from you started back up till now.
“
Basically it wasn’t a conscious decision, we enjoyed messing around with beats and tempo and sounds – we never felt like we wanted to stand still and just write one thing. So I think the progression from where we started a few years ago and up until now is just evolution. Sounds are just evolving and we’re just having fun with different things; different drum machines, different synthesizers, different techniques. Its natural progression – we just do what we want to do, if it sounds good we will finish it. Thats why theres about 200-300 tunes that won’t finish – because we don’t think they’re good enough.
We’re perfectionist – I’m still not entirely happy with everything we’ve put out until now. A couple of my favourite tracks that we’ve done are “Pacific Heights”, ”Let’s talk”, “Vicodin” and “Watching you”. There are tunes I”m happy with, but there is also things that I would change about them, but you’ve got to let them go. Let them breathe and then carry on. I’m forever learning, forever teaching myself.”

Instra:mental has made a massive impact on the drum’n’bass scene and sound, in quite a short period of time. Both with your productions and you teaming up with dBridge and creating the Autonomic-concept. What do you, yourselves, feel about these achievements – both influencing drum’n’bass as well as dubstep and other electronic genres?
“
I’m definitely proud of it, but to best honest I don’t think about it too much. It’s still like, I don’t feel that I, or we, as Instra:mental, have done our best work. I am proud of what we’ve achieved and the recognition we get. Its not why I do it, I do it cause I love it. I’ll always be pushing forward.”

When listening to drum n bass now and maybe two years back, you’ll hear that many new artists are obviously inspired by yourselves.
“Like I said, I don’t think about it too much. The thing is, I can be quite arrogant sometimes, I think my ideas are good – I believe in what I do. We’ve got original ideas and I think it’s right that people have taken notice – I believe in what we do. It’s a beautiful thing – all I ever wanted was people listening to my music, enjoying it – music is a part of your life. I hear music that I absolutely adore, it takes me back to a certain place in time, you get nostalgic. And to think that people are getting that from my music that’s pretty much why I do it. ‘Cause I’ll never die, when I’m dead my music will always be there.

Plans for the future: finishing the autonomic podcasts, the Instra:mental LP, and Nonplus+?
“The podcast are being done now (11 out, 12 still to come). One of the podcasts is going to be 170 and the other is going to be multi-genre, multi-tempo – slower obviously. Once we’ve done the 12, I think we might leave it to that. Not sure. The Autonomic label is going to keep going – but I think we’re just gonna maintain what we said. We’ll do 12 podcasts. As far as the album, we are in the middle of writing it right now. Where about 2/3 of the way through. If I can ever be happy with what we’ve done it should be out for next march. At Nonplus – the label’s running strong. Latest release was Kassem Mosse (now Jimmy Edgar). Number 10 release is going to be an Instra:mental release. It may even end up being a sampler for the album. There are loads of new Instra:mental material written. And at the same time there’s a lot of new Boddika being written. There’ll be a Boddika release on Nonplus sooner or later.”

Can you tell a bit about Boddika, your solo-project?
“
My partner went away for 4 or 5 weeks – and I was left to my own devices in the studio. I wrote about 10 tracks, 5 are coming on Darkestral, 2 coming on swamp81, and the other 2 on Naked Lunch. They’re kinda my favourite labels out there at the moment. I like to keep it tight – I don’t want to release music on too many labels. We’ve wanted to keep it locked down to friends and people we believe in. Obviously Darkestral is where we (Instra:mental) started, Naked Lunch is a very good friend of ours from Ireland, Micky, he’s got such a passion for electronic music and what he does. He is running the label, but doesn’t make a lot of money from it. It’s because he loves it, so I am so happy to support Naked Lunch. They are also getting some really cool artists on board. And Loefah has become a very good friend of mine over the past year, I really much believe in what Swamp81’s doing and there is an Instra:mental 12 coming on Swamp as well. That’ll be followed by a Boddika 12” later in the year. It will all be out by the end of 2010.
Boddika was just me left to my own devices, and most of the stuff is much more sort of club orientated but it’s club on a level I can handle. It’s on a nice level without getting silly. Me having fun with my electro and house influences.”

If should point your finger at one word that describes the Boddika music, what would it be?
“
You know what? I can’t. ‘Cause if you hear the stuff on Darkestral you’ll be really like “what the fuck is that?” It’s very cinematic and the soundscape extremely dark. Rico (from Darkestral) came in and sat with me, had some concepts, and we went in on the sound design of a couple of things. There’s one track called “Last train to Lexington” that he wanted to sound like a train. I think when people here it, and they hear the concept behind it, they’ll really get the tune. I had Goldie trying to signe it from us the other week, he wanted to put out on Metalheadz, the whole project, but it’s staying at Darkestral. This is what I mean, I can’t sum up the whole body of work from Boddika up in one word.”

Where did you get the name from?
“Well, Boddika, Clearence Boddika, the baddy in RoboCop – it’s just a name that always stuck with me. Boddika suits me as well. For people that know me, it kind of suits me. I got a great love for 80’s films – I’m an 80’s kid.”

[/spoiler]

Instra:mentals LP er klar til udgivelse omkring februar 2011.


Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyden af økuller

Vi har været foruden hende i lang tid, og afsavnet har nærmest ikke været til at udstå. Vores yndlings-dj, Johanne Schwensen, fra den ligeså elskværdige duo Ung Flugt, har ikke beriget denne blog med et gæsteindlæg længe, men det har sine årsager. Nu kan vi igen prale af hendes pyntende tilstedeværelse, der beskriver de seneste måneders omvæltninger og ikke mindst anbefaler hendes seneste, musikalske kærlighed.

For lidt tid siden sad jeg til en forelæsning og blev overvældet af træthed. Ugidelighed. Den slags, som hverken søvn, kaffe eller frisk luft nogensinde vil kunne afhjælpe. Jeg begyndte derfor straks at undersøge hvordan jeg hurtigst, nemmest og mest drastisk kunne påføre mig forandring. Et “change of setting” der både skulle bringe uforudsigelighed og udfordre mine indgroede idiosynkrasier. Jeg fandt frem til et lille badehotel på en fjern ø, jeg aldrig før havde besøgt, og da jeg umiddelbart ikke kunne komme i tanke om en større modsætning til det københavnske byliv, trykkede jeg på standbyknappen og drog afsted. Studiet, arbejdet, mikserpulten, alt sammen på pause. Væk med det daglige trummerum, og ind med et forceret fællesskab af tyve tilfældige højskoleunger. De skulle udvide min horisont, give fra sig af deres musikalitet og dele ud af deres forskelligheder. Stoledans, improvisationssang, rollespil og en smeltedigel af særheder. Ægte grundtvigiansk dannelse.

Da introugens mindre skunkpsykose og den første omgang økuller var fortaget, gav jeg mig til at lede. Hvad jeg ledte efter var jeg ikke helt klar over, men jeg vidste at jeg ikke ville være et sekund i tvivl når jeg endelig havde fundet det. Jeg begyndte med steder der umiddelbart virkede fornuftige, som i samtaler, i naturen, i klaverundervisningen og i mit computersoftware. Men knap nok havde jeg påbegyndt jagten, før jeg opdagede, at det jeg søgte var endnu mere oplagt. Det sad nemlig lige over for mig – med tillukkede hørebøffer og en diskret dragende aura af koncentration. Måske derfor blev jeg nysgerrig, og måske derfor kunne jeg ikke lade være at anstrenge ørerne lidt ekstra for at opfange tonerne der tøjledes med. Jeg samlede mod til at spørge om jeg måtte lytte med, og da jeg fik lov, blev jeg lullet ind i et univers som jeg sidenhen ikke har kunne slippe. Jesper Ryoms elektroniske univers.

Jeg har før hen galet op om den gode musiks grundlæggende villedthed. Her har jeg fundet den i rendyrket elektronisk form fra en ung mand hvis publikum er ham komplet ligegyldig. Jesper komponerer hverken for fame eller fisse, men fordi musikken fylder alt og mere til – og derfor må ud. Med samples hentet fra en beundringsværdigt broget musiksamling, og med en forkærlighed for hip-hop, dub og selvspillede guitarriffs, sammensætter han stemninger der har så meget nødtvungenhed og originalitet over sig, at man ikke kan andet end at lytte. Jeg ved ikke om det er decideret smerte, der trænger sig på, men jeg kan med sikkerhed sige at han ville have ondt, hvis ikke han fik kanaliseret sine sindstilstande ud igennem computeren. Hvad end de manifesterer sig i drævende dagen-derpå electronica, reflekterende house, eller ukategorisérbare beats, afspejler de en indkapslet øjeblikkelighed som jeg sjældent har mødt i laptopmusik. Så jeg fandt hvad jeg søgte. Et legende, lovende og ligetil forårssoundtrack der giver mig den gnist jeg gik og manglede.

Faktisk fængslede Jespers musik mig i en sådan grad, at jeg var nødt til at sende det videre til København, for at få bekræftet at det ikke bare var mig der var blevet underlig sentimental af at være så øisoleret. For blot en uge siden spillede jeg ham for min dj-partner Najaaraq, og allerede i fredags blev han spillet for første gang på P3s Unga Bunga. Begyndelsen på en solstrålehistorie der viser at så længe den musikalske integritet er intakt, skal alt nok kunne lade sig gøre – også selv om man stinker til selvpromovering og kun har 25 MySpace-venner. Og ja, det siger vel næsten sig selv, at eventyret først lige er begyndt.

God søndag og god lytter.

Jesper RyomHold Me Close
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/03/Hold-Me-Close.mp3]

Jesper Ryom87 decks
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/03/87-decks-2.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. dejlig musik. Perfekt soundtrack til min søndag!

  2. Kristian says:

    Mere mere!
    Damn det er godt.

  3. rainair says:

    spheric and smile-making wondaful vibes, thumbz up, this way further !!!!
    best regardz from germany and symbiont-music

  4. torsten says:

    wow. super lækkert. dejlige melodier. elsker de der sample cut ups og vokal samples! GO jesper.

  5. Henrik Harmoni says:

    Lækkert lækkert..

  6. Orv. Det er fedt, Johanne!

  7. Nick says:

    87 decks er ret sej

  8. Kristine says:

    Fantastiske, tak for det :)

  9. Hans Peter says:

    hold me close, amen helt sikkert!!

  10. adam says:

    Det er virkelig godt!!

  11. blackcoffee says:

    :) mmm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?