The Great Escape: Hverdagsrim, kækhed og norsk pigecharme

Gæsteindlæg: Vores gæsterapporter Rasmus Damsholt studerer til dagligt Music Management på Rytmisk Musikkonservatorium i København og arbejder som manager for en række danske artister, herunder Sekuoia og Schultz and Forever. Rasmus har tidligere rapporteret for Regnsky fra Reeperbahn Festival, by:larm og Eurosonic. Denne gang er han taget England for at reportere fra festivalen The Great Escape.

The Great Escape

Torsdag den 19. maj om eftermiddagen ankommer mit tog i det sydlige England, nærmere bestemt Brighton. En charmerende by med en lang strand- og havnefront. Det er dog ikke årsag til mit besøg. Det er den festival, Brighton danner rammer om: The Great Escape. Forårsvejret i England inviterer dog ikke ligefrem til en dukkert. Jeg føler mig faktisk overbevist om, at Brighton må være det eneste sted i Europa, hvor vejret er mere omskifteligt end i Danmark. Men det sætter alligevel et eksotisk præg på byen at have en havnepromenade og en lang strand, der for øvrigt ender ud i et smukt naturområde med et klippelandskab næsten lig Iron Island (Game of Thrones måtte jo snige sig ind i artiklen på et tidspunkt).

Det første jeg observerer i bybilledet, er absurd mange polterabender. Et par festivalgæster forklarer mig, at det er meget almindeligt, at gifteklare mænd, kvinder og deres slæng trækker ud af storbyerne for at skeje ud i en weekend i den liberale kystby, der også er et af Europas største samlingssteder for homoseksuelle og LGBT communities. Som i enhver engelsk by med respekt for sig selv er der naturligvis også fyret op i samtlige pubs i byen, og værtshusene ligger nærmest på hvert et gadehjørne, så med The Great Escape festivalen oveni hatten, er det virkelig en by med gang i.

The Great Escape er en såkaldt venue festival, hvilket vil sige, at festivalen foregår på alle lokale koncertsteder, og derfor er hele byen indhyldet i festival denne weekenden. Brightons hovedvej er befærdet med musikere, journalister, branchefolk og et engageret publikum, og det føles på mange måder som at være midt i musikkens hovedstad.
Som en festival, der tiltrækker et stort opbud af musikbranchefolk (ala Spot Festival) er en koncert på The Great Escape Festival langt fra en garanti for et stort gennembrud, men en optræden på festivalen kan være kraftigt medvirkende til fremtidig succes.
Alle de festivalbookere, pladeselskaber mv. man kan forestille sig står lige rundt om hjørnet og spiser fish & chips, så hvis man er i stand til at lokke dem til netop ens show blandt de 500 officielle programlagte koncerter eller de næsten ligeså mange tillægskoncerten på The Alternative Escape, så er man langt. Derfor har mange spændende bands der har spillet på festivalen igennem årene.

Jeg har i det følgende udvalgt tre bands, som leverede nogle særlige koncerter. Det hører sig til showcasefestivaler som denne, at man ser upcoming bands, der er på et tidligt stadie i deres karriere. Derfor er det ikke sikkert, at alle koncerter går som planlagt. Netop derfor er det sjovt at være tilstede, fordi man kan være heldig at se næste års superstjerne på et lille intimt venue, men man kan altså også risikere at se et band, som falder helt igennem, måske fordi teknikken brænder fuldstændig sammen omkring ørene på dem eller fordi de bare ikke er et godt nok live act endnu.

Her
Her havde på en solrig torsdag formiddag medbragt tydelig spilleglæde samt fransk kækhed og charme. Det forholdsvis lille crowd, der havde fundet den lidt snørklede vej til Vevos interimistiske udendørsscene, blev forkælet af en legende guitar, som med ikonisk gennemtrægnede anslag og enkelte, men definerende rundgange rammesatte koncerten, blev bakket op af en yderst delikat og vuggende bas og diskrete strejf af synth og keys. Koncerten blev leveret med en overbevisende præcision, Jungle værdigt. Enkelte elementer såsom vokal- og synthlyd vækker da også en smule minder om det succesfulde engelske band.

At alle medlemmer i Her havde valgt at iklæde sig et cheesy og matchende bordeaux jakkesæt, og der til tider blev byttet lidt for meget rundt på forsangerrollen og instrumenteringen internt i bandet, gjorde ingenting, da først musikken startede og jeg lukkede øjnene og lod mig rive med af stærke numre som den gyngende ”Quite Like” og den fængende ”Five Minutes”.

Rejjie Snow
Rejjie Snows koncert startede før tid, noget jeg aldrig har oplevet før, men det var nu ret forfriskende at lade Rejjies hypeman gå på inden officiel koncertstart og varme folk op med lidt plader. Udover koncertintroen er fænomentet hypeman nok noget jeg aldrig lærer at elske. Den mindre talentfulde rapper, der står i baggrunden og råber impulsivt med i ny og næ og sørger for at trykke play på backing tracket på dj-pulten.
Rejjie havde på ingen måder svært ved at outshine sit sidekick. Så snart han entrerede scenen, ejede han publikum, som hurtigt fik armene op og råbte med på Rejjies opfordring.
Rejjie er på mange måder den moderne rapper, der er i stand til at skrive fantastiske melodier, i Drakesk luftlag (!). Bare hør hans “Blakkst Skn”, der gæstes af talentfulde Rae Morris. Rejjie mestrer også at skrive hårdtslående hverdagsrim, der til koncerten blev spyttet med attitude. Det var kærkomment at høre ham tage det hele en tand op fra den laid back stil hans udgivelser ellers bærer præg af- bare hør “All Around The World, en signatur sang for Rejjie.

En rapper med så meget melodisk talent kombineret med tekstskrivningens gave skal gøre meget galt, hvis han ikke snart topper den næste store tinde.

Ary
Ary kommer ud af en tid, hvor hun konkurrerer med mange nye artister af hendes slags: nordiske indiepop-darlings. Bare tænk Dagny, Mapei, Say Lou Lou, Tove Lo, Icona Pop, Niki & The Dove og til dels også vores egen MØ. Derfor er det kun mere tydeligt, at Ary er noget særligt, når man ser hende rejse sig over det store brede felt og bide skeer med nogle af de førnævnte.
Hun har den særlige nordic pop lyd, som ikke nødvendigvis passer ind i alle de traditionelle  mainstream kanaler, men som til gengæld – eller netop derfor – er hamrende catchy og medrivende. Fordi det er god sangskrivning pakket ind i dejlig lyd og produktion med en smule kant i finishen.
Koncerten på The Great Escape kunne dog alligevel ikke hæve sig meget over det ordinære, da hendes band ikke formåede at få det forprogrammerede backing track til at skinne nok igennem og det blev derfor en lidt flad oplevelse. Grunden til at jeg alligevel vil fremhæve hende i denne artikel er, at sangene uden tvivl er der sammen med den særegne, til tider Karin Dreierske vokal. Den generte norske pigecharme gjorde hele oplevelsen en tand mere nærværende, selvom Ary til tider druknede i den unuancerede produktion, der måske bare savnede en trommeslager og fuld bandopsætning, selvom det norske folk-talent Fay Wildenhagen på guitar og backing vocals var en glædelig omend stor overraskelse at se i bandet.

Jeg havde en weekend fyldt med fantastiske – og et par mindre gode musikoplevelser. Værd at nævne er også hollandske Amber Arcades, der med sit band stod for en fantastisk cool rockoplevelse, hvilket fik mig til at savne nogle nye stærke danske rocknavne med lidt mere personlighed og mod til at skrive noget unikt og moderne frem for at overforbruge de historiske referencer.

Songhoy Blues var et af de acts jeg havde glædet mig allermest til at se. Med deres moderne take på afrikansk rock er de et forfriskende pust til den alternative europæiske musikscene. Bandet er stormet frem og spillede den efterfølgende aften en udsolgt koncert for 3000 mennesker i Londons Roundhouse.

Pumarosas koncert tenderede til en ørkenvandring for mig, og det er noget man til tider ser på upcoming festivaler, at bands simpelthen ikke har et bredt nok katalog til at spille 30-40 minutter, men i enkelte glimt som eksempelvis med deres ”Priestess” ramte bandet mig lige i solar plexus.

Opdagelsesrejsen til kystbyen bød altså på mange spændende nye musikalske bekendtskaber. Der var nogle klare pletskud blandt det overvælende udbud. Hvis man er nysgerrig efter ny musik og har mod på at bruge en god håndfuld timer på at udforske det tætte program, så er The Great Escape med al sandsynlighed den bedste festival i Europa lige nu.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Af Med Hovedet rykker ud IRL

Af Med Hovedet

Af Med Hovedet annoncerede til deres juleshow på Mayhem lørdag nat, at deres ellers centrale domæne afmedhovedet.dk lukkes ned inden 2015 begynder. Derfor lyder altså herfra en opfordring til at gå på opdagelse i den kaotiske hjemmesides arkiv, hvor langt de fleste Af Med Hovedet-udgivelser er at finde til fri download.

Det spænder over alt fra gamle fødselsdagssamlinger til ganske nye plader fra blandt andre FAR, First Flush, Seksuelle Mennesker og naturligvis Synd Og Skam, der for mit vedkommende fungerede som gatewaydrug til Af Med Hovedets dansksprogede verden af befriende kaos.

Synd og Skam – Bruce

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Hør for eksempel her, hvordan Synd Og Skam på allerbedste vis får musik og poesi til at stemme overens. Trommerne, der som i ubehjælpsom iver snubler over hinanden og sig selv. De brudte tekststykker, der med vidunderlig sparsommelighed udtrykker en ganske indforstået magi over guitaren, der både forsigtigt og insisterende til sidst giver sig til kende i hvad der minder om en blanding af rolig lykke og melankoli.

Af Med Hovedet eksisterer fortsat som kollektiv efter årsskiftet. Der arbejdes på nye kanaler at udtrykke sig gennem – og indtil da kan det opleves i den virkelige verden.

Opråbet er skrevet af Agnete Hannibal Petri, og er hendes anden artikel til Regnsky. Læs den første om Frankrigs psych-håb Moodoïd her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Moodoïd – Frankrigs psykedeliske understrøm

Regnsky præsenterer her en kærlighedserklæring skrevet af gæsteskribent Agnete Hannibal Petri til det franske neopsychpop-band Moodoïd. Måske lærte I dem lidt at kende, da de spillede på Roskilde Festival. Måske ikke. Under alle omstændigheder kunne de være dit kommende yndlingsband, hvis du er til spraglerier. 

Moodoïd 2014

I øjeblikket bobler den psykedeliske scene næsten over med bands, der giver nyt liv til den allerede etablerede genre. Fra Paris kommer et bud på nytænkningen i form af gruppen Moodoïd, og hvis man er til nysgerrig og dygtigt udført syret musik, er der al god grund i verden til at lytte med.

Selvom de er højtflyvende, har Moodoïd benene solidt plantet i et godt, musikalsk fundament. Udgangspunktet er en psykedelisk lyd, der tillader dem at udforske mangt og meget – og det bliver gjort med glødende entusiasme. Netop den ubekymrede leg rundt i musikkens verden får Moodoïd til at skille sig ud fra andre børn af den psykedeliske scene, og deres uforudsigelighed får pr. automatik lytteren til at spidse ører.
Bandet ledes af multi-instrumentalist og forsanger Pablo Padovani. I funktion som guitarist i gruppen Melodys Echo Chamber har han allerede taget sine første skridt indenfor parisisk psykedelisk musik, og herfra er Padovani glædeligvis fortsat længere ind i musikken. Ud af dette er Moodoïd vokset, og i september 2013 udkom deres selvbetitlede EP, der – produceret af Tame Impalas Kevin Parker – er en fantastisk interessant start for gruppen.

”Moodoïd EP” præsenterer gode melodier, der giver anledning til brug af betegnelsen ”pop”, men som afvikles så flot, at de aldrig bliver banale. De indhylles i usædvanlige harmoniskift og afbrydes af raffinerede rytmer, der konstant holder lytteren på spidsen. Udgivelsen lyder som en uforudsigelig drøm, der virker både velkendt og overraskende. Den forløser, for så at love noget nyt, og efterlader en med en længsel efter at forblive i underbevidstheden bare en lille smule længere.

Dette ønske er nu endelig blevet opfyldt i form af deres debutalbum, som udkom d. 1. september. Forhåbninger i forhold til udgivelsen har for mit vedkommende været helt i top. Er de blevet indfriet? Helt bestemt.
Hvis Moodoïds EP er en mangefarvet port til deres luftige, mystiske verden, kan debutalbummet betragtes som et modigt, nysgerrigt skridt ind i ”Le Monde Möö”, som bandet passende har valgt at kalde udgivelsen. Navnet er et ordspil på det franske ”mou”, som direkte oversat betyder ”blød” eller ”slasket”, og vi introduceres altså til ”Den Bløde Verden” – et surrealistisk univers, der måske kan høres som en musikalsk pendant til Dalís malerier af smeltende ure og langbenede elefanter.

Alle albummets sange er – med en enkelt undtagelse – skrevet på fransk. Ud fra hvad mine sprogkundskaber tillader mig at forstå, befinder lyrikken sig let og legende et sted imellem bjerge og himmel, men musikken er i sig selv så fortællende, at teksternes konkrete betydninger virker underordnede – og på den måde drømmer musikken sig ud over sprogets grænser.
Albummet er – som EP’en – først og fremmest gennemført med enormt meget personlighed, der skinner igennem på alle produktionerne. Heldigvis. For ud over integritet er det mest iørefaldende ved ”Le Monde Möö” nok, hvor meget de enkelte numres udtryk adskiller sig fra hinanden. Pladen indeholder alt fra Connan Mockasinske stemninger til 80’er synth, der er som taget ud af GTA Vice City soundtracket, og det kunne ellers nemt have været en rodet omgang at lytte til. Især fordi det ikke bare er små hints af andre stilarter, vi præsenteres for. Elementer af blandt andet lounge, be-bob, free jazz, orientalsk musik og heavy metal lyder som prototyper på genrerne i en sådan grad, at det mest passende måske i virkeligheden er at kalde det for ”kitsch”. Det kan lyde stilforvirret, men hele albummet udspringer af samme syrede kilde, der sætter så tydelige spor i alle produktioner, at man glemmer eventuelle sammenfald – eller i hvert fald gladeligt lytter ud over dem. I stedet kan man lade sig opsluge af Moodoïds musikalske univers – selv gennem numre som ”Heavy Metal Be Bop 2” og ”Bongo Bongo Club”, der godt nok kommer som overraskelser, når øret er indstillet på lyd à la Animal Collective og Tame Impala. 

(Kollisioner verdener imellem begyndte faktisk allerede på deres EP – se dem bare i videoen til ”La Folie Pure” og fortæl mig så ikke, at man ikke får lyst til at lege med..!)

Selv de mest radikale sidespring på ”Le Monde Möö” er efter min mening en kærkommen og modig undersøgelse af, hvad man kan gøre med psykedelisk musik som platform. Det pibler frem med nye bands fra musikkens syrede skovbund, og netop derfor er de chancer, Moodoïd tager, vigtige. De baner nemlig vej for en spændende nytænkning, der virker fordrende for genrens fortsatte udvikling.
Udover at numrenes indbyrdes karakterer varierer meget, er de enkelte produktioner også fyldt til bristepunktet med forskellige dynamikker. Eksempelvis det ellers klassisk psykedeliske nummer ”La Lune”, der afbrydes af et næsten loungeagtigt mellemspil med en blød, legende saxofon over et tålmodigt guitarriff – en saxofon, der for øvrigt spilles af Pablo Padovanis far, kult jazzmusiker Jean-Marc Padovani.

Eller på ”Bleu Est Le Feu”, hvor man ledsaget af netop guitar og saxofon bobler rundt i et ildevarslende mørke, for pludselig at blive revet op og ind i en næsten r’n’b-agtig stemning, hvis bas og strygere lyder som noget, Robin Hannibal kunne have produceret.

Der er altså gennem hele albummet nok at lade sig overraske af, og netop det er en klar styrke for Moodoïds musik. Nogle melodier kan umiddelbart fremstå enfoldigt poppede, men numrene får altid kant ved overraskende skift mellem dur og mol. På den måde hele holdes man hele tiden i følelsen af, at noget nyt lurer, og det er en fornemmelse, der konstant bekræftes gennem de musikalske spidsfindigheder.
Trods albummets drømmende karakter falder man aldrig helt til ro. Musikken ender med at skærpe ens sanser frem for at bedøve dem, og en indtræden i ”Le Monde Möö” giver således mulighed for at lade sig overraske og overrumple af Moodoïds forunderlige univers.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Over undergrunden, under mainstream – lige i hjertet

Gæsteskribent Rasmus Damsholt rapporterer om by:Larm Festivalens stærke nordiske musikoplevelser med kvinder i front. Regnsky vil gerne give læserne et mangfoldigt billede af de bedste nordiske stemmer netop nu, og er derfor stolte af at have Rasmus ude i felten. Rasmus studerer til dagligt Music Management og arbejder som manager for Schultz and Forever og Sekuoia. God fornøjelse med musikken!

bylarm-live-2014-31
Musikbranchefestivalen by:Larm i Oslo præsenterer et præcist øjebliksbillede af, hvor den nordiske undergrundsmusik er lige netop nu, og hvilken retning den nordisk populærmusik er på vej i.

Der gælder det samme for by:larm, som for den danske pendant Spot Festival: der optræder en stor mængde virkelig interessante artister, og nogle få af dem går hen og bliver morgendagens helt store stjerner, f.eks. spillede MØ på festivalen sidste år. I år glædede jeg mig over at opleve mange unikke og ambitiøse musikalske projekter, hvoraf en stor del af disse har kvinder i front.

Den sidste kendsgerning vil jeg gerne bruge til at sætte en fed streg over en italesat fordom, som længe har været påstået af debattører og selvudnævnte eksperter i musikbranchen. De har længe hævdet, at der er mangler kvinder, som spiller guitar, bas, trommer og i det hele taget indtager andre roller i musiklivet end som den forudsigeligt uskyldige sangerinde. Det var en fantastisk oplevelse at se disse standpunkter blive bragt fuldstændig til skamme på by:Larm. Da jeg planlagte, hvilke koncerter på festivalen jeg ville gå til, og efterfølgende udvalgte de bedste oplevelser, var det, med undtagelse af Jaakko Eino Kalevi og Andre Bratten, udelukkende acts med kvinder i front, som havde imponeret mig.
Og det er altså over en hel weekend med et tocifret antal koncerter i hukommelsen.

All We Are stillede op med et setup, der hurtigt sendte mine tanker mod The XX. Dejlig simpelt og skåret ind til benet. Guitar, bas og elektroniske trommer. Med Guro Gikling sublime basgange i front, skabte hun grundlaget for sangene, hvor guitar og trommerne i baggrunden fungerede som lydlandskab, der gav hende mulighed for at folde sig ud. Til tider i en catchy og poppet retning, men andre gange blev kompositionerne mindre ligefremme. Det tillod større udskejelser at snige sig ind i settet, og sågar afstikkere mod et mere houset udtryk blev præsenteret. På toppen af de spændende sange lagde de tre bandmedlemmer unikke vokalharmonier, og sådan viste All We Are tydeligt, hvor simple komponenter musik kan bestå af for stadig at fungere sublimt live. 

Farao – Tell A Lie

Til koncerter har charmerende Kari Jahnsens musikalske alias Farao et fire-mandsorkester med sig. Men det var Jahnsens vokal, sangskrivning og guitar, som var det naturlige centrum for koncerten. Det er tydeligt, at inspirationerne kommer fra americanafolk, men Jahnsens guitarspil overrasker og suppleres af originale, ganske moderne trommefills. Jeg gik fra koncerten med en forbløffelse over Faraos bevis på, at det i 2014 stadig er muligt, at præsentere et originalt take på folk pop.

All We Are og Farao er nye lovende kvinder fra den norske, alternative pop-skole. Jenny Wilson er for længst blevet student fra den svenske pendant. Hvilket er et meget fint symbol på Sveriges plads på den internationale musikscene, hvor Sverige traditionelt set har været langt foran de andre lande i norden. Men de seneste par år har resten af de nordiske lande faktisk formået at hente lidt ind på vores svenske broderlands forspring. Der er stadig lang vej igen, da Sverige tydeligvis kan blive ved med at spytte talentproducere og -sangskrivere direkte ind i en mainstreammusikkens pulserende åre.

Jenny Wilson – Battle with God

Ralf Christensen, musikredaktør på Information, beskriver det således overfor mig, da jeg møder ham i Oslo: ”Sverige er en pop industri. De er så gode til at skabe skelsættende musikere. Der findes slet ikke undergrundsmiljøer på samme måde i Sverige, som der eksempelvis gør i Danmark.” I Sverige producere de så at sige eksportklare popmusikere fra bunden. Heldigvis har disse tit massere af kant som eksempelvis Robyn, The Knife og altså by:Larm-aktuelle Jenny Wilson.
Jenny Wilsons koncert på by:Larm føltes, da også som en selvsikkert leveret magtdemonstration. På trods af det skrabede set up, kun med keys (til tider skiftet ud med guitar) og trommer til at bakke Wilson op, gav koncerten et langt mere voluminøst indtryk. På backtracket hamrer synths derudaf, bakket op af et sæt gennemslagskraftige live-keys. For mig gik det hele gik op i en højere enhed, når Wilsons gennemtrængende vokal bragede igennem. Wilson er uden tvivl i sin egen liga, og det gav et gib i mig, da hun slap sig selv løs og skreg ”Run Away!”
Wilsons nye materiale passede fremragende til den store setting på Sentrum Scenen i de senere aftentimer. Koncerten foregik i et overrumplende højt tempo, og det gamle materiale blev på velfungerende vis hevet op på et nyt energiniveau i livesettet. På den måde fik Wilson på flotteste facon bundet sit mere eftertænksomme popbagkatalog sammen med sin nyeste plade Demand The Impossible!, hvilket ikke er et nemt kunststykke, da udgivelserne ikke ligefrem ligger i direkte forlængelse.

Guro Gikling, Kari Jahnsen og Jenny Wilson gav alle fantastiske koncerter i Oslo. Med hver deres projekt bevidste de over for mig, at kvinder i nutidens musikbranche både kan fungere som det centrale musikalske/instrumentale omdrejningspunkter, som mere traditionelle frontfigurer og som altoverskyggende egoer.
Det var bare tre af de bedste oplevelser. Jeg overværede også fantastiske koncerter med Zhala, Ice Cream Cathedral, Sumie, First Aid Kid, Naomi Pilgrim og Emilie Nicolas. Dertil er Danmarks Baby in Vain, Kill J og Linkoban jo altid garanter for forrygende koncertoplevelser.

Baby In Vain

De tre danske piger i Baby in Vain var et af de varme navne på årets festival. Pigerockbandet gider slet ikke udtale sig om deres køn, fordi de ikke synes, det er afgørende for deres musik, at de er piger. Publikum skal først og fremmest lytte til musikken. Det irriterer de tre piger, hvis publikum eller anmeldere vurdere dem med udgangspunkt i deres køn.
“Jeg har aldrig følt, at nogen vurderede på baggrund af mit køn” fortalte Sarah Jones, der spiller trommer i Hot Chip, Bat For Lashes og Bloc Party m.fl. sidst hun besøgte Danmark. Under et interview på et symposium i København blev hun konfronteret af interviewer Henrik Marstal (lektor, debattør m.m.) om hendes køn. Det virkede som om Jones var uforberedt på spørgsmålet, og ikke havde lyst til at tale om det. Hun synes ”ikke det er relevant”, fordi hun aldrig har følt, at nogen vurderede hende på baggrund af køn. Hun har tydeligvis heller ikke haft problemer med at få spillejobs, fordi hun er en fantastisk trommeslager. De bands, hun har spillet i, har skulle hyre den rette trommeslager, og så kan kønnet heldigvis være fuldstændig lige meget for de fleste.

I Sverige gik Arkiva Festival så langt som at indføre kvoter for kvindelige optrædener. Således at halvdelen af de optrædende skulle være kvinder. En meget politisk metode, som trækker ligestillingen tilbage et sted, hvor den bliver tvunget ned over hovedet på musikere og publikum. En fuldstændig forkert tolkning af, hvordan kvindelige musikere som Sarah Jones og Baby in Vain gerne vil behandles. Nemlig på lige fod med mænd. Branchen skal ikke skabe et problem eller italesætte noget, der ikke behøver at være problematisk. Hvem har lyst til at spille på en festival, fordi man er blevet favoriseret på baggrund af ens køn?
Man kan ikke lade være ved at stille spørgsmålstegn ved, om der overhovedet forskelsbehandles eller er dårligere vilkår for kvinder, som spiller musik. Der har indtil nu været færre kvindelige etablerede musikere end mænd, men netop derfor betyder det vel, at der ikke skal indføres kvoter eller forfordeles på baggrund af køn? Det virker til, at det ikke er her indsatsen, kritikken og debatten skal ligge. I stedet burde man kigge på, hvorfor færre piger spiller musik. Og de tiltag findes heldigvis allerede i folkeskoler, ungdomskoler mv. Resultatet af dem kunne mærkes på by:Larm i år og senere på foråret på aarhusianske SPOT Festival.

På by:larm har jeg talt mig frem til, at 45 ud af i alt 111 optrædende bands havde kvinder i front. Dertil kommer alle de bands, som har kvindelige bandmedlemmer. Det er næsten halvdelen. SPOTs offentliggjorte navne tæller lige nu 19/45 med kvinder i front. Også tæt på halvdelen.
Det skal ikke kun handle om antal, da man skal passe på at gøre kreativitet op i antal, statistikker, stjerner, hjerter og andre målbare egenskaber. Men det er alligevel en indikator på, hvor vi er i dag. Kritikken af manglende kønskvotering har tidligere regnet ned over Roskilde Festival, men mon ikke, at den som etableret festival nok skal komme efter det, og lige nu blot ligger et par år bag branchefestivalerne.
Kønsdebatten i musiklivet er et farligt vand at bevæge sig ud i. Især fordi den er båret af politiske motiver. Men på by:Larm viste de stærke optrædener, at realiteterne ser anderledes ud i undergrunden end hos de kønskvotebegejstrede og -diskuterende etablerede aktører. Der er brug for, at de mange debattører blinker de fastlåste perspektiver væk fra synsfeltet og i stedet ser på tendenserne, de nye (kvindelige) artister så overbevisende er ved at gøre til realiteter. by:Larm 2014 var kvindernes festival.

Oplev en lang række af de navne nævnt i artiklen på årets SPOT Festival den 1-4. maj i Århus.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Duften af din mormors parfume og smagen af æblekage er lyden af My Bubba

Det er sjældent, vi præsenterer gæsteindlæg på Regnsky, og endnu sjældnere, at vi bringer artist-portrætter. Nu gør vi imidlertid begge dele: Dette indlæg er (vel)skrevet af Bitten Kjærgaard, og handler om My Bubba, hvis fine og legende folkpop vi længe gerne har villet skrive om. Derfor passer Bitten Kjærgaards portræt fremragende ind på Regnsky i dag. 

Mad, sex og lejlighedsvis hjertesmerte er hovedingredienserne i My og Bubbas sange, når de altså ikke lige synger jingler i pausen til koncerterne. De to piger er historien om, hvordan tilfældigheder, åbenhed og mod kan føre til at drømme går i opfyldelse.

To unge damer mødes tilfældigt i en lejlighed på Amager, den ene fra Sverige, den anden fra Island. My er i København for at gå på cirkusskole, og hun leder efter en roommate. Ind flytter Bubba, der er kommet til den danske hovedstad for at studere fotografi.
Mens de pakker Bubbas flyttekasser ud, begynder My at nynne. Bubba lægger anden stemme på, og deres stemmer skaber sammen en klang sød som honning. Sådan går det til, at de to unge piger bruger mere og mere tid sammen derhjemme med en guitar og deres stemmer, som på en eller anden måde er meant to be.

De begynder at skrive sange og efter et halvt år beslutter de sig for at opføre dem på åben scene på Drop In. Samme aften cykler en italiener forbi og hører musikken strømme ud på gaden. Han inviterer pigerne til at spille på hans klub i Italien. Et par måneder befinder pigerne sig på tour i Italien, hvor de også indspiller debutalbummet How It’s Done In Italy.

My Bubba – Through & Through

Fra den ene tilfældighed til den anden spiller duoen pludselig på internationale festivaler som Eurosonic i Holland, CMJ i New York og Culture Collide Festival i LA. De signer deals med pladeselskaber i fem lande, turnerer i Europa og i USA, og ender til sidst hos Fake Diamond Records i København, som skal hjælpe dem med at samle trådende. Her befinder de sig nu, og er klar til deres første virkelig seriøse satsning.

The American Dream

Duoen er derfor rejst til LA for at indspille det nye album med deres drømmeproducer Noah Georgeson, der blandt andet har produceret musik for Little Joy og Joanna Newsom.
”Vores musik har været meget inspireret af amerikansk folkemusik fra før 60’erne, så derfor er det en kæmpe mulighed for os at komme til at indspille med Noah, ” fortæller My.
”Vores nye plade skal være et kunstværk, og derfor ønsker vi at løfte vores virke til det næste niveau. Vi er overbeviste om, at Noah Georgeson kommer til at gøre en kæmpeforskel både musikalsk og på grund af hans navn i det hjørne af musikverden, vi befinder os i. Det er det perfekte springbræt til et virkeligt gennembrud og betyder altså enormt meget for os som kunstnere, kreativt og karrieremæssigt”, supplerer Bubba.

Musikken skal leve, ikke begrænses

Ingen af de to piger har en musikalsk baggrund og ved i det hele taget ikke særlig meget om musik. Da de skulle lave en calypso på deres kommende album, spillede de bare, hvad de mente lød som en calypso, uden at vide hvordan. My Bubba vil ikke lade sig definere at genre eller teknik.
”Det musik, vi laver, kommer meget naturligt. Der er ikke noget koncept bag. Vi skaber meget på intuition, følelse og øjeblikkets inspiration. Det er næsten lidt mystisk, hvordan vores sange er opstået næsten af sig selv. Vi sidder bare og synger i harmonier, og så kommer der tekst, som vi nemt lægger fast. Vi kan inspireres af mange forskellige ting, musik fra hele verden og fra alle mulige perioder. Vi er meget visuelle og inspireres derfor også meget af film og billedkunst, design og mode, reklame, og også af litteratur.”
Det er næsten som om, man kan se alt den visuelle inspiration for sig, når man lytter til My og Bubbas musik. Som en falmet musikvideo fra 60’erne, der udspiller sig for det indre blik.

Det feminine dyrkes

My og Bubba skaber deres musik ved hjælp af få virkemidler; en Barslev guitar, en 1800tals harpe, en kontrabas og deres vidunderlige stemmer. Det simple er altid i front.
”Vi laver musik, som er enkelt og direkte, hvor melodier og stemmer får meget plads, og det minimalistiske, men udtryksfulde, er centralt. Vi laver musik, som tør være feminin og skrøbelig i en kantet verden,” fortæller pigerne, der har meget let til grin.

Deres nye musik adskiller sig fra det hidtidige, fordi det blander calypsorytmer med arabiske ørkenviser og gaderemser fra Samoa.
”Kort sagt leger vi med vores idéer om musik fra alle mulige steder i verden. Det lyder måske en smule barnligt, men det kan også ses som en moderne slags folkemusik, skabt i en meget global verden, hvor kulturer blandes sammen mere og mere. Vores skandinaviske oprindelse er dog altid til stede, den sidder i vores stemmer og melodier.”

Musik til folket

My og Bubba har gennemgående erfaret, at de bevæger mange forskellige mennesker med deres musik. Derfor har de også valgt, at deres musik skal være til alle, og det skal spilles for alle. På den måde er det My og Bubbas ønske at spille på plejehjem, medborgerhuse, i fængsler og alle andre steder, hvor der er folk, der vil lytte.
”Jeg tror, vi rører folk, fordi vi tilbyder noget enkelt og varmt, der minder om gode ting fra gamle dage. I en verden, hvor det meste musik skal have en stor del attitude og cool distance, tilbyder vi en autencitet og tilstedeværelse, som publikum ser ud til at savne.”

 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.