G Flip: Fra soveværelset til SXSW

2018 var G Flips år. Da australieren uploadede sin første single, ”About You”, til Triple J Unearthed (lidt a la KarriereKanonen) i midten af februar, var der nærmest tale om ’instant fame’. Indenfor en uge havde 15.000 mennesker fra 73 forskellige lande besøgt hendes Unearthed-profil, den hjemmelavede video til ”About You” var vist 120.000 gange, og hendes Facebook-likes var vokset med 300 % (og de tal er selvfølgelig kun vokset siden da). Under en måned senere spillede hun sin debutkoncert – på intet mindre end den anerkendte musikbranchefestival SXSW i Texas.

”Jeg lærer ting, mens jeg gør dem. Det er som om, at jeg har sprunget en masse trin over. Jeg spillede ikke mit første show i min hjemby, men røg direkte til SXSW,” fortæller Georgia Flipo, som er kvinden bag G Flip-projektet.

”Jeg har spillet verden over som trommeslager, men det er gået så stærkt med det her projekt. Jeg lærer foran publikum. Jeg er ikke en udlært sangerinde eller guitarist, jeg kaster mig bare ud i det. Det har jeg også lidt angst omkring. Men jeg har arbejdet så hårdt for det her, at jeg ikke kan lade mig selv tænke for meget over det. Det handler om musikken, og hvordan den ’connecter’ med folk.”

Flipo fik sit første trommesæt af en onkel, da hun var ni år gammel, og siden da har hendes liv handlet om musik. Hun fik trommeundervisning, lærte sig selv at spille guitar og klaver og begyndte faktisk allerede som 14-årig at skrive sange. Det har hun gjort lige siden, men de blev gemt væk i en notesbog i hendes skab.

Brud satte ild under soloprojektet
Det var først i slutningen af 2016, da hendes daværende band gik i opløsning, at hun besluttede sig for, at det var på tide at gøre noget mere seriøst ved soloprojektet. De mange koncerter bag trommesættet havde givet hende mere selvtillid, og hun var ikke længere bange for at stå foran et publikum. Trommeslager-baggrunden har også sat et klart aftryk på hendes percussion-drevne, upolerede popunivers. Men før hun kom så langt, at hun kunne udgive ”About You” og sidenhen andensinglen ”Killing My Time”, blev der lagt mange, MANGE timer i et skrive og indspille i hendes hjemmelavede soveværelsesstudie – hele 2017 faktisk.

”Jeg kunne spille en masse instrumenter, men jeg anede ikke noget om at indspille og producere og havde ikke råd til at betale nogen for det, så det blev jeg nødt til at lære mig selv,” forklarer hun.

”Jeg behandlede det som et job. Jeg har altid været meget målrettet. Hvis der er noget, jeg vil, går jeg store længder for at nå mit mål. Jeg arbejdede i mit soveværelse hele dagen, og så underviste jeg børn i trommer, guitar og klaver efter skoletid til ud på aftenen. Og så gik jeg i seng og gjorde det hele igen næste dag, fem dage om ugen.”

Det viste sig at være en strategi, der virkede. Efter SXSW blev hun blandt andet booket til The Great Escape i Brighton, hvor jeg så hende i maj. På det tidspunkt havde hun kun spillet omkring 15 koncerter, hvilket dog ikke var til at se. Det er blevet til mange flere siden, blandt andet hendes første headline-tour i hjemlandet, hvor samtlige shows blev udsolgt, og koncerter i USA. I juli spillede hun en af Australiens største festivaler, Splendour in the Grass.

”Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Det er nok den fedeste festival i Australien, men jeg har aldrig været der, fordi jeg ikke havde råd. Og så spurgte de mig, om jeg ville komme og spille. Jeg græd, da jeg fik det at vide.”

2018 var G Flips år
Jeg kan blive ved med at remse ting op, men jeg tror, I har fattet det: 2018 var virkelig G Flips år. Det har været en drøm, der gik i opfyldelse, og hvis du for 12 måneder siden havde spurgt hende, hvad der ville komme til at ske i løbet af året, ville hun nok ikke kunne have forudset, hvor vildt det ville blive. Men det har også været en stor mundfuld for den unge musiker, og nu sparker hun 2019 i gang med to singler, “Drink Too Much” og ”Bring Me Home”, som stemningsmæssigt giver et ganske godt indtryk af det forgangne år.

Førstnævnte handler om en bytur i Flipos hjemby Melbourne, dengang hun var lidt af et ’party animal’ og ikke var helt så seriøs omkring musikkarrieren. Den falder i samme kantede popkategori som de to første singler. Men på klaverballaden ”Bring Me Home” hører vi en ny og mere følsom side af G Flip.

”2018 var et helt vildt år for mig. Det var både spændende og udmattende, og min hjerne kæmpede for at følge med. Jeg har haft en del angst, og det skræmte mig virkelig,” fortæller hun ærligt. ”Det var ret overvældende, og det er dét, den her sang handler om. Det er okay ikke at være okay engang imellem.”

Nummeret har en tilhørende video, og det var vigtigt for Flipo, at den kom til at udtrykke præcist, hvordan hun havde det, da hun skrev det – på randen af et sammenbrud. Men hun måtte tage alternative metoder i brug for at få det til at lykkedes.

“Selv hvis det gjaldt liv og død, ville jeg ikke kunne spille skuespil. Så for at komme frem til den følelse, den totale udmattelse, så spillede jeg trommer seks timer i streg i et varmt varehus på en dag, hvor det i forvejen var 36 grader. Jeg spillede, indtil jeg fysisk ikke kunne mere,” fortæller hun.

Trods den følelsesmæssige rutsjebanetur, så er Flipo heldigvis mere end klar til at fortsætte sin musikalske færd. Hun starter med en række australske festivaler, men har netop offentliggjort, at hun spiller tre europæiske shows i London, Paris og Berlin til maj. Så man kan jo krydse fingre for, at der kommer nogle skandinaviske datoer på den liste, og så satser jeg altså også på en EP eller et album senere på året. Og hey, hun er virkelig underholdende på instagram, hvis det skulle være noget.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Great Escape, du er fandme en babe

G Flip The Great Escape
Foto: Mike Massaro

Vi havde sendt vores gæsteskribent Tanja Toubro til Brighton, hvor The Great Escape traditionen tro løb af stablen. Hvis du ikke kender festivalen, kan den beskrives som en slags britisk SPOT Festival. Senere følger interviews med nogle af de optrædende, men først kan du læse om hendes oplevelser på festivalen herunder. God læselyst – og tak til Tanja!

Allerede da jeg trådte ud i morgensolen fra togstationen i Brighton, kunne jeg mærke, hvordan byen summede af festivalstemning. Eller også var det bare mine sommerfugle i maven. Det var anden gang, jeg skulle på The Great Escape Festival (TGE), og jeg havde glædet mig helt ustyrligt til at komme tilbage til den sydengelske by. I løbet af tre dage spiller de 450 artister på lineuppet typisk to-tre koncerter, der er et tæt pakket konferenceprogram, et hav af netværksarrangementer for artister og branchefolk og en lang række uofficielle koncerter på byens pubs og barer. Så hvis man kommer til at kede sig i løbet af festivalen, er man selv ude om det.

De danske navne på plakaten var i år K-Phax, Simone Tang, KOPS, Nelson Can, Maximilian og M.I.L.K (som godt nok var registreret som fransk grundet signingen på Capitol Music France), og selvom det altid er sjovt at se, hvordan danske acts bliver taget imod af et udenlandsk publikum, så gik jeg ganske bevidst udenom dem. Noget af det, jeg elsker ved showcase-festivaler som TGE, er netop at opleve helt nye acts, som jeg ellers ikke har mulighed for at se live.

Australien bugner af store talenter
Nogle af de artister, som ikke er lige om hjørnet fra Danmark, er selvfølgelig de australske. Jeg er for nylig vendt hjem efter et år i Sydney, hvor jeg har fulgt den upcoming scene i landet tæt, og der er virkelig meget spændende musik på den side af kloden lige nu. Derfor var mit første stop i Brighton spillestedet Komedia, hvor Sounds Australia havde slået lejr, og det var her, jeg fandt de tre artister, som for alvor brændte sig fast på festivalens første dag: Alex the Astronaut, Didirri og Stella Donnelly.

De har, udover deres nationalitet, tre ting til fælles: De er singer-songwriters, de havde kun selskab af deres guitar på scenen, og de formår at skabe et helt specielt nærvær i rummet, både under og mellem numrene. Alex the Astronaut med sin skæve charme, Didirri med sin eftertænksomhed og Stella Donnelly med sine hverdagshistorier om akavede Tinder-dates, uduelige chefer og mærkelige familiemedlemmer, men også dybt alvorlige emner som seksuelt overgreb på den hjerteskærende ”Boys Will Be Boys”.

Der er virkelig mange stærke kvindelige acts i Australien lige nu, og Alex og Stella var langt fra de eneste, som havde taget turen til Brighton. De havde blandt andet selskab af Jack River, Hatchie, Odette, Caiti Baker og Smukfest-aktuelle Ecca Vandal (som jeg desværre ikke fik set på TGE, men var så heldig at fange i London i søndags). Og selvfølgelig G Flip. Selvfølgelig er måske så meget sagt, for her er der virkelig tale om et nyt navn. Det er blot tre måneder siden, at Georgia Flipo, som oprindeligt er trommeslager, udgav sin debutsingle, ørehængeren ”About You”, og da jeg fangede hende på den nye Beach House-scene på, ja, Brightons strand, var det kun 15. gang, at hun stod på en scene som frontkvinde for sit eget band. Lyden på scenen var ikke optimal, og der var øjeblikke, hvor vokalen ikke var helt skarp, men G Flip og hendes to bandmedlemmer gav sig fuldt ud, og hun er klart et navn, som er værd at holde øje med.

Det sidste australske act, som jeg gerne vil fremhæve, er powerpigerne Haiku Hands. Jeg kendte dem egentlig kun af navn, da jeg blev hængende på Horatio’s Bar efter Alaskalaska (som jeg nok skal komme mere ind på senere) lørdag aften, men hold nu op, hvor var de vilde. De tre tøser bankede rundt på scenen i mere eller mindre koordinerede moves, mens de præsenterede den ene dansable elektropop-banger efter den anden. Sjældent har jeg oplevet så meget energi og performance-glæde. Holy shit.

Amerikanske børn
Okay, nu er jeg vist færdig med Australien. Og så kan jeg jo bevæge mig videre til det amerikanske, nærmere bestemt Los Angeles, hvor begge andendagens highlights har base. Lo Moon var et helt ukendt navn for mig, men forsanger Matt Lowell og Co. fik mig hurtigt overbevist om, at det ikke var en fejl at tage forbi Coalition fredag aften. Svævende drømmepop mødte storslået indierock og i løbet af koncerten blev der bygget op til en lyd, som nemt ville kunne fylde et stadion. Jeg har ikke fået lyttet til gruppens nyligt udgivne debutalbum endnu, men jeg glæder mig til at finde ud af, om det fungerer lige så godt på plade, som det gør live.

Senere på aftenen vendte jeg tilbage til Coalition for at se et af festivalens hovednavne, og en af mine personlige favoritter, nemlig BØRNS. Jeg havde tårnhøje forventninger til amerikaneren med den stærke falset, som jeg ikke havde oplevet live før, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Han var kæk, charmerence, vokalen var lige så skarp som på pladen, og han forkælede det tætpakkede spillested med både nye tracks, som ”God Save Our Young Blood” og ”Faded Heart”, og kendinge som ”10.000 Emerald Pools”, ”American Money” og, selvfølgelig, ”Electric Love”. Mere er det vist ikke at sige. Det var bare en fandens god koncert.

De britiske artister strålede også
På festivalens sidste aften var det briterne, der brillerede. Alaskalaska var endnu et helt ukendt navn for mig, men sekstetten var tryllebindende, og jeg tog flere gange mig selv i at tænke over, hvad jeg egentlig ville kalde deres lækre lydunivers. Det er (elektro)poppet, næsten lidt jazzet, men alligevel også lidt rocket. Det er laid back, men alligevel dansabelt. Så ja, en nærmere definition kan jeg stadig ikke helt give. Men en kæmpe anbefaling er intet problem.

Min sidste koncert blev med et band, som har et helt specielt sted i mit musikhjerte: Ten Fé. Jeg opdagede dem, sidst jeg var på Great Escape, i 2016, og jeg har fulgt dem tæt lige siden. Jeg har set dem live flere gange, så jeg troede, jeg vidste præcis, hvad der ville ske, da jeg mødte op på tætpakkede The Prince Albert. Men jeg blev alligevel taget lidt med bukserne nede. Det er lidt over halvandet år siden, at Leo Duncan og Ben Moorhouse fik fast selskab af Rob Shipley, Johnny Drain og Alex Hammond, og de fremstår nu som et langt mere sammentømret band. Energien på scenen havde fået adskillige nyk opad, og selvom de kun spillede ’gamle’ numre, så var det på mange måder en helt ny oplevelse. Der var langt mere plads – og mod – til at trække numrene ud med lange instrumentaler og til at lege med tempoet, og jeg blev helt skuffet, da de annoncerede sidste nummer – jeg havde jo kun stået der i to minutter.

Jeg kunne blive ved og ved. Om alt det jeg ellers så, det jeg gik glip af, det jeg ville have mere af. Om solen, søvnunderskud og ømme fødder. Men lige meget hvor meget jeg ævler, så er konklusionen den samme: Great Escape, du er sgu en babe altså. Jeg glæder mig allerede til næste år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.