Sekuoia var bedst ud af tre, da Frost Festival kulminerede

Sekuioa. Foto. Jens Wulff

Hvis ikke arrangørerne selv har opfanget, hvor morsomt det er, at Smerz og AV AV AV spiller samme aften, så vil jeg meget gerne lige påpege det. Okay, det er måske ikke HAHA morsomt, men det er i hvert fald ekstra-luft-ud-af-næsen sjovt. Frost Festival holdte i lørdags afslutningsfest på Stødpudelageret med Smerz, Sekuoia og AV AV AV på plakaten. Den fire timer lange koncert bød på elektronisk musik og flagspætte-repeterende stortrommer, og det var lige præcis, som det skulle være.

Frost Festival havde valgt Stødpudelageret på Carlsberg som venue, og jeg må sige, at stedet var fremragende valgt til lejligheden. Det var hverken for stort eller for småt, og akustikken var petervælteme i orden, hvilket jeg synes er imponerende for en gammel industribygning. Garderobeforholdene er dog en helt anden snak, og alle der var til stede den aften, vil nok ikke lige foreløbig glemme den time, man stod i kø i regnvejret for at kunne få lov til at lægge sin jakke. Det er dog svært at skyde skylden på arrangørerne, da det virkede som om, alle gæsterne ankom samtidig, og der derfor blot var tale om et uheldigt sammenfald.

SMERZ. Foto af: Jens Wulff

Aftenen startede ud med Smerz-pigerne, der vel nok, med rette, er nogle af de mest hypede og interessante kunstnere i Danmark lige for tiden. De kom med debut-EP’en “okey” i bagagen, og havde fået det mindst tilgivende slot i dagens tredelte koncert. Der manglede publikum, der stadig stod i kø, da Smerz gik på, og det kunne mærkes. Måske desværre også lidt på engagementet fra pigerne, der kom lige fra en koncert dagen før i London. Det tog lidt tid at varme op, men halvvejs gennem koncerten fik publikum omsider danseskoene på, og det løftede hele stemningen, da publikum og Smerz-pigerne endelig fandt hinanden. Det endte med ikke at blive et skuffet selskab. Jeg vil vove at påstå, at Smerz slår SKAM i forhold til kvaliteten af nutidig norsk eksport.

Mellem koncerterne vendte Simon Dokkedal og Shaq nogle plader på en computer, og jeg er dybt imponeret over deres evne til at holde folk i gang. Deres musikvalg svingede fra det tungeste trap til electro-klassikeren Hyph Mngo af Joy Orbison, som fik folk til at fastholde fokus på trods af tisse- og øltrang.

Sekuoia. Foto af: Jens Wulff

Det har aldrig været en hemmelighed, at vi på Regnsky er glade for Sekuoia. Det er heller ingen hemmelighed, at vi måske er lidt besatte af Sekuoia. Men er det virkelig ikke fair nok, når der bliver leveret så solid en optræden, som der gjorde i lørdags? Med på scenen var livemusikere i form af en trommeslager, en guitarist (ham fra Chinah, måske?) og en gæsteoptræden af Marc Roland fra Kentaur på nummeret “Brace”. Det gav en helt anden følelse af liveoptræden, end man er vant til fra elektroniske musikere. På trods af den rå elguitar kunne man godt være med, selvom man led af nikkelallergi (elguitar -> metalmusik… Følg nu med!), fordi tonerne var alt andet end rockede. Det gik op for mig, hvor dygtig Sekuioa faktisk er, da jeg blev suget ind i lyduniverset, der spænder så evigt bredt. Han kan også synge, og gør det selv på sine numre. How about that. Det var uden sammenligning aftenens højdepunkt, og jeg vil valfarte til Sekuoias koncerter fremover.

Der skal lyde en special hyldest til Kasper Dauberg og Jannik Jensen, der har stået for lysinstallationerne. Min tanke var, at der var valgt varme røde og blå farver som grundpillerne i setuppet, men jeg blev ved med at blive overrasket. Noget af lyset var så hårdt og insisterende, at man ikke kunne se, hvad der foregik på scenen, og jeg håber ved gud ikke, der var epileptikere til stede i lørdags. Fantastisk setup og som resten af Frost Festivalen var lyset et kunstværk i sig selv.

2/3 del af AV AV AV i form af DJ E.D.D.E.H. og Eloq. Foto: Jens Wulff

Jeg vil ikke knytte så mange ord til AV AV AV, fordi her blev min ædruelighed for alvor sat på prøve. Det er ikke min kop te, men jeg kan sagtens se det smarte i at sætte dem på til at lukke ballet. Det blev mere klub-stemning, end det var koncert, da Unkwon, Eloq og Dj Er Du Dum Eller Hvad fyrede op for deres triumvirat af DJ-pulte. Deres setup var så vildt, at der måtte sættes ekstra lys op, før de spillede. Det var et stroboskop-helvede, på den måde der er fantastisk, hvis man alligevel er i en alkoholinduceret trance, men hvor det mest af alt føles som lyskeglerne under et opdaget flugtforsøg fra en koncentrationslejr under holocaust, hvis man er ædru. Min egen oplevelse skal dog ikke overskygge det brag af en afslutning, det var.

Fremragende måde at spendere sin lørdag på. Alt i alt er jeg fan af Frost Festival, og den måde hvorpå vinteren i København ikke nødvendigvis behøver at være kedelig. Det er også ok godt klaret at booke The Orb til en omgang opgraderet vinterbadning en stivfrossen søndag i februar. Dejligt bidrag til det københavnske kulturliv.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Moonface – Julia With Blue Jeans On

Moonface

Spencer Krug (Wolf Parade, Sunset Rubdown osv.) har netop udgivet sit album nummer fire som Moonface. Julia With Blue Jeans On er en højdramatisk og inderlig klaver/croon-plade med sturm und drang-følelserne uden på blazeren.

Det giver ikke mening at stille spørgsmål ved sangenes autenticitet. Selv hans lam/barbar-metaforer er gennemførte. Det vekslende spil mellem potent og blidt minder mig om, hvorfor klaver er det mest fantastiske instrument. Det, i sig selv, har samme kraft som Krugs hedengangne band Wolf Parade havde som kvartet. Selvfølgelig er Moonface nye plade et komplet andet æstetisk udtryk og andre følelser. Men intensiteten er ens. Det var den, jeg elskede Wolf Parade mest for.

Julia With Blue Jeans On er en af mine yndlingsplader fra i år. Den netop offentliggjorte koncert i Koncertkirken den 11. februar er en af grundene til at se frem mod februars tunghed med mildhed. The New Spring varmer i øvrigt op. Mit hjerte, hvad vil du mere?
Koncerten er arrangeret af Frost Festival og Smash!Bang!Pow!.
Forsalget er startet og det foregår lige her.

Moonface – Barbarian

Moonface – Julia With Blue Jeans On (live WBEZ)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nils Frahm & Mikael Simpson: Tænk ind i boksen!

Hvis du kan lide Nils Frahm og stadig ikke har været til en af hans koncerter, så er du næsten selv ude om det. Han har spillet i Danmark hele fire gange det seneste år. Hvor kommer den popularitet fra? I sidste uge prøvede jeg at forklare det med Frahms evne til at skabe hjemlighed. Her burde alarmklokkerne egentlig ringe hos os arbejdsmarkeds-opdrættede, innovations-søgende unge: Comfort zone er FORBUDT område! Ud af boksen med de tanker! Torsdag aften til Frost Festival på Louisiana viste Nils Frahm, at det ikke gælder om at forlade comfort zone, men om at hive ting med ind i den. Det er inde i boksen det sker, dybt inde i comfort zone, hvor navlepilleriet begynder at gøre ondt. Eksempel: Man er vandt til at Frahm mest spiller klaver, men nu lagde han ud med en synthesizer. Alligevel var det meget Frahmsk: En forsigtig rytme, der gyngede harmonisk, mens han gik i gang med at klimpre på flyglet. Først roligt, men langsomt kraftigere, typisk stemningsfuldt og indadvendt. Men så fløj den ene hånd tilbage til synthen og tændte for en bas! Smuk, bred og dyb skyllede den ind under det sprøde klaverspil som en bølge fyldt med farlig understrøm. Og så måtte Frahm spille op imod den eskalerede elektronik med kraftige, berusede akkorder. Det var mildest talt svedigt. Og det var helt nyt, men det foregik alt sammen dybt nede i Frahms navle, intimt, faktisk sexet.

Et par numre efter, kunne man så kravle ud af navlen og sige hej til Mikael Simpson, der med sit store hår og sin hættetrøje så ud som om han også kom lige fra Frahms navle. Men det gjorde han ikke. Han kom udefra med en smuk og syngende musikalitet, der sart, men præcist vuggede hen over Frahms tangenter. Han sang, spillede på guitar og på et par dejligt vrængende mundharmonikaer. Men de melodiske linjer med længselsfulde, langstrakte toner var de samme uanset instrument, hvilket kom fint til udtryk, da han et øjeblik halvt sang igennem sin ene mundharmonika. De to musikere klædte hinanden godt. Kun savnede man en større koordination af volumen de steder, hvor Simpson blev overdøvet af Frahms flygel, når bølgerne gik højt.

Der var også plads til masser af humor. Jeg så det i hvert fald som en humoristisk, let ironisk ide, da de indledte et nummer med altmodisch, ”eksperimenterende” elementer: Lang, udflydende lyd på guitaren, en (toilet)børste på klaverets strenge (rrrrritsh-iiiing) og lidt hårde, umelodiske anslag i klaverets bund og højde: Brumbrum, plimplim. Det virkelige eksperiment opstod imidlertid med et andet humoristisk greb, da der i det sidste fællesnummer kom en trommemaskine ind i billedet. Det havde de færreste nok set komme. Og beatet lød også helt usandsynligt i Frahms og Simpsons univers med sin hip-hop-rytme. Men det lykkedes mod forventning. Hip-hop-rytmen blev transporteret væk fra sit oprindelsessted og ind i en ny kontekst via Frahms og Simpsons melodiske snilde. Heri lå deres styrke: De gik ikke ud af deres comfort zone, men hentede tingene ind i den.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Om Status Quo, Punk & Wasteland. Et essay affødt af Frost Festival

Forestil dig Status Quo. Status Qou forstået som tingenes uforandrede tilstand. Forestil dig at Status Quo har form. Form som en rektangulær klippesten, der danner skygge for solen. Forestil dig en horde af unge mennesker. En horde af mennesker som har det til fælles at de er født fra 1985-1995. De søger skygge for solen. De er blevet kastet ind i livet og danser parringsdans i skyggen. Blege og begavede nejer de for klippestenen, for den har altid været i deres åsyn. De kender ikke til andet. De kender ikke til udsyn. De er blevet foræret denne situation af historien.

De maler swastika tegn i loftet over deres sengegærde, for at få deres soltegn tilbage. De danner par og bryder op, men først og fremmest vedligeholder de Status Quo. For uden Status Quo har de ingen skygge, så de kerer om klippestenen med vand og sæbe. Uden Status Quo som form og forestilling skal de træffe aktive beslutninger. Status Qou, konformismen og konsumerismen har dannet en hellig triangulering om vor generation. Den har rettet os til. Status Quos triangulering er slyngveninder med sandheden. De holder kaffemøder, hvor de drøfter hvorledes de kan vedligeholde deres magtpositioner.

Fra mit perspektiv har oprøret imod denne situation af stilstand været ganske tavs i kunsten. Generation 85-95 har danset parringdans i skyggen og ladet virkelighed være virkelighed, og der har ikke været meget i kunstens horisont, som kunne smadre eller blot ændre Status Qou. Selv om man kan fodre gribbe med grafiske designere og arbejdsløse dimittender fra designskolen har vi som generation ensrettet os selv i vores søgen på at være et unikke. Vi er unikke konformister.

Synd & Skam Live
P6 Beat Rocker Koncerthuset.

Du undrer dig måske over, at du beskæftiger dig med sociologiske overvejelser og platoniske analogier på en musikblog. Det har sin årsag. For lige så vel som sandhed og status qou er slyngveninder, har (rock)musikken og oprøret længe været bon kammerater. Musikken har en samtid. En sociologisk dimension.

Det er efterhånden mange år siden, at rocken har haft noget sociokulturelt momentum, men i skikkelse af orkestret Synd & Skam varetager rocken en opgave, som den har forsømt i umindelige tider. Den gør oprør imod de etablerede sandheder. Den fungerer som et talerør for en generations utilpassethed. En generation der stemte rødt og fik selskabsskattelettelser i stedet. En generation, der primært har haft repræsentanter fra dens reality-forgrening. En generation som vedligeholder Status Qou med en tiltagende bitterhed.

Synd og Skam spillede på JazzHouse i fredags i anledning af Frost Festival, og selvom det var et dejligt gensyn for undertegnede, var koncerten også et bevis på, hvor hurtigt man som orkester kan blive krammet ihjel af de kræfter, som man øjensynligt er i opposition til. Nok om det. Det er for så vidt uinteressant i det store hele.

For Synd og Skam har en særlige haiku kvalitet i deres tekst univers, hvor de formår at udvise samtidsbevidst begavelse i ganske få sætninger. Forsanger Asger Hartvig synger som en psykotisk mongol på kanten af epileptisk anfald. Teksterne emmer af knækprosa, beatpoetisk dadaisme & haiku på valium. Det virker tåbeligt ved første ørekast, men ved nærmere eftertanke, er det godt tænkt at formulere sig som en psykotisk idiot. Det er afvæbnende og uprætentiøst.

I selskab med Synd og Skam står det klart at den egentlig tåbelighed er afrundet, poleret og uniformeret som Viasat-pakken. For Synd & Skam er paradise-generationens negation, men samtidig er de også snot i ansigtet på Birgitte Nyborg og den akademiserede politiske korrekthed som hærger i Kongens København. Synd og Skam bruger punkens energi til at diktere frihed fra alle de kategorier og forestillinger som omgiver os, og det er denne aura af frihed som er så umådelig tiltrængt. Synd & Skam er et kollektiv i en individualistisk tidsalder. Synd og Skam er samfundspolemisk musik med en stor poetisk dybde.

Blafret Ør af Kjoler

Selvom intentionen bag titlen på Synd og Skams EP Blafret Ør af Kjoler, måske ikke er identisk med min tolkning af den, formår orkestret Synd og Skam med vilje eller utilsigtet, at diagnosticere deres samtid meget præcist. I modsætning til “Nik&Jay-Æraen” er liderligheden i Synd & Skams univers en urovækkende tilstand. En altopslugende hærgen i en ung mands krop og sjæl.

Skynd dig op af trappen

Selvom man som ung mand ikke kan undsige sig begæret som et grundvilkår, behøver det nødvendigvis ikke være en lyksagelig situation at være liderlig. Enhver som har interesse i at observere liderlighedens allestedsnærværende manifestation i min generation, kan tage på natklubben Simons eller give sig i kast med Justin Timberlakes diskografi, som har en tendens til at handle om begær og hvilken påklædning, der bedst foranlediger samleje (Suit & Tie).Men hvad nu, hvis man faktisk blev Blafret Ør af Kjoler. En følelse af afmagt.

I selskab med Viasat-pakken er det da ikke så underligt at unge mænd bliver vrede. Det er da faktisk mere underligt, at vi andre lader stå til og lader altings selvfølgelighed danse sin sejrsdans. Men dansken har aldrig været et revolutionært folkefærd. Så mens vi går pænt i højre side på vej imod Irma for at lufte hund og købe tofu til aftensmanden, stjæler Synd og Skam en parkeret Sankt Bernards Hund og sætter den fri. Men en hund som er flasket op i tryghed, med foder i skålen og daglige rutiner, forstår ikke den frihed som Synd og Skam tilbyder. For i denne frie verden er der ingen som renser dens pels eller roser den for at hoppe højt. Den er ikke længere et dyr. Den længes efter Status Quo. Den er ikke “dygtig”. Den er ikke unik. Den er bare til.

“Jeg har overlevet Auswitz, men jeg kan stadig ikke pille en appelsin”

(Spillemændene)

Der er en snigende fornemmelse af oprør på færde i musikken. Som en syndflod skylder den indover dannevangens sandslotte og kolliderer med den villavejs pænhed, der har lagt en rouge over vor samtid. Der er ingen PhotoShop i Synd & Skam. Der er ingen Status Quo. Kun intimiderende vidder af horisont.

Vi lever i en tid, hvor læderet klæber sig til Anne Linnets fysik, på samme måde som overfladen klæber sig til fordybelsen. En tid hvor Linnets integritet sygner hen, som et resultat af den samme mediehungrende narkomani, der har gjort Viasat-pakken til en normal tilstand.

Kære Anne Linnet:

Danmark har ikke brug for et nyt ligegyldigt Karaoke Boyband, hvis eneste talent består i at udvælge kansas-jakker fra Samsøe Samsøe. En kvartet som symptomatisk nok kalder sig Wasteland. Danmark har brug Synd & Skam og deres ligesindede. Danmark har brug for at musikken tager sig selv seriøst og bliver til mere end en vare.

Slutteligt vil jeg blot gøre opmærksom på en stor musiker som spillede før Synd og Skam til dette Frost arrangement. Colin Stetson berigede os med sin akustiske variationer over den elektroniske musik. Jeg er fan og beklager at hans musik ikke fik mere taletid i dette indlæg. Derfor virker det nærliggende at præsentere en mand som evner at skabe intimiderende vidder af horisont i sin musik.

Colin Stetson – High Above A Grey Green Sea

Del og kommentér

  1. Emmathiesen says:

    “Men en hund som er flasket op i tryghed, med foder i skålen og daglige rutiner, forstår ikke den frihed som Synd og Skam tilbyder.”

    Den mest rammende sætning for hele den tilstand, jeg går ud fra, der beskrives. En menneskelig nødvendighed for det, vi udelukker os selv fra. En nødvendighed af det fremmede, vi ikke forstår at bruge – som at tage i mod friheden, Synd og Skam tilbyder?

  2. Faux Effet says:

    ‘High above a grey green sea’ är mycket bra

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Nils Frahm og klavermusikken

I morgen, den 27. februar, spiller pianisten Nils FrahmLouisiana sammen med Mikael Simpson i forbindelse med Frost Festival. Det er blot få måneder siden, Frahm sidst var i København, men koncerten er alligevel udsolgt. Han spillede også på Roskilde og til sidste års Frost Festival. Hvad er det ved Frahms musik, der er så fortryllende? Lasse giver dig svaret.

Jeg elsker klavermusik. I mange år spillede jeg selv klaver. Det sker stadig en sjælden gang imellem, at jeg finder mine noder frem og øver lidt. Men jeg lytter mest. Nogle af de vigtigste plader i mit liv har været plader med klavermusik. Det er mærkeligt med instrumenter, på en vis måde afhænger alt jo af, hvad der spilles på dem, men samtidig har de deres egen specifikke lyd og historie. Lyden af et klaver er for mig det tætteste, jeg kommer på klangen af hjem, bortset fra mine nærmestes stemmer og lyden af en bil, der kører over brostenene i min barndomsgade. Jeg ved ikke hvorfor, men når jeg hører tonerne fra et klaver, kan jeg bedre se lykken for mig. Nils Frahm er en af de pianister, der forstår sig på netop dét: At lade klaverets oprindelige stemme stå i forgrunden og tale lykkens indsigtsfulde sprog. Som optakt til Frost Festivals spændende arrangement præsenterer jeg Frahms album Felt sammen med nogle af de plader, der har betydet mest for min lytning til klavermusik.

I. Melankolien: Jan Johansson

Felt har noget unægtelig nordisk over sig, som ligger i minimalismen, melankolien og Frahms varme anslag. En del af jer kender måske den svenske jazzpianist Jan Johansson. Han udgav i 60erne en lang række album af helt usædvanlig kvalitet og karakter, der gav nordisk jazz en ny distinkt lyd og indsigt: Minimalistisk, men levende, klassisk, men opfindsomt udover det sædvanlige. Hør bare åbningsnummeret til hans mest kendte plade Jazz På Svenska, hvor han fortolker svenske folkeviser.

Jan Johansson – Visa Från Utanmyra

Johanssons melodiske sprog besidder en ro og fortællelyst, der lader tonerne falde i så spontant indlysende rækker, at de lyder som melodier, der byder dig velkommen hjem. Melankolien sidder på hvert eneste anslag, ikke som tyngende vemod, men fuld af forståelse, tålmodighed og fred. Nils Frahm arbejder som Johansson enormt fokuseret med sit anslag. På et nummer som ”Less” bliver det endda musikkens centrale tema. Hør hvordan anslaget, der åbner kompositionen, kommer dalende som vinterens første snefnug.

Nils Frahm – Less

Ét anslag, og så åbner verden sig. Det lyder næsten kunstigt udvidet fordi ”Less”, som resten af numrene på Felt, er optaget med alle klaverets rumsterende lyde. Nedenunder den underskønne melodi knager mekanikken, som er forudsætningen for sangen. Frahm vil have os til at høre instrumentets krop, som stemmen kommer fra. Selvom melodien i “Less” knap nok er til stede, er nærværet ikke til at tage fejl af. Nærvær gennem anslag og sparsommelighed er en central del af den nordiske lyd, som Jan Johansson var med til at genopfinde, og som er tydelig på et nummer som den skønne “Emigrantvisa”.

Jan Johansson – Emigrantvisa

II. Hjemmet: Bach

Men Frahm har også tyske toner i sit sprog. Det er i øvrigt svært andet, da klavermusikken er så godt som opfundet i det tysksprogede Europa. Og man kan sagtens høre arven hos Frahm. Prøv bare at lytte til denne indspilning med den canadiske pianist Glenn Gould, som indeholder et lille udpluk fra en af musikhistoriens største frembringelser. Det drejer sig om Bachs Goldberg-variationer, en komposition bestående af et aria og 30 variationer. Her kan du høre det lille aria på tre minutter, der begynder og afslutter værket.

Bach – Aria fra Goldberg-variationerne (spillet af Glenn Gould)

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Hør hvordan tonerne lyder som dråber i en sø fuld af tilgivelse og tilstedeværelse. Det besidder en simpelhed og hjemlig ynde, som Frahm har taget til sig. Men hvor Frahm måske har det med at blive i det simple, tager Bach den store tur ud omkring hele 30 (!) variationer, inden han vender tilbage til hjemmet og afslutter med en gentagelse af ariet. For hver variation viser han med stigende kompleksitet nye og uventede sider af den fine, lille melodi. Når man efter de 30 variationer (potentielt mørbanket), genhører den enkle melodi, synger et helt univers af nye muligheder og stemninger med. (Til de hardcore der har lyst til at høre hele Bachs komposition, I kan lytte her.)

Nils Frahm – Kind

III. Ædrueligheden: Keith Jarrett

Selvom Nils Frahm har ladet sig inspirere af både folkeviser og klassisk musik, så er det nok alligevel jazz, der er den tradition, han trækker mest på. Da Frahm i november måned spillede i DRs Koncerthus, kom jeg især til at tænke på den verdenskendte, amerikanske jazzpianist Keith Jarrett. Hør f.eks. Jarretts smukke og enkle fortolkning af sangen ”I Loves You, Porgy”, som oprindeligt er skrevet af den store amerikanske komponist George Gershwin.

Keith Jarrett – I Loves You, Porgy.

Det lyder for mig som de kærlighedserklæringer, man siger, inden man ligger sig til at sove, eller måske under morgenmaden en lørdag formiddag, eller mens man skræller kartofler. Kærlighedserklæringer der kommer et roligt øjeblik midt i hverdagen. Følsomt men robust. For selvom melodien får masser af plads, er der noget bestemt og fattet over Jarretts tag i tangenterne. Han går til sangen med et ædrueligt anslag.

Nils Frahm – Keep

Hør til sammenligning Frahms tag i akkorderne på “Keep”. Lad os bare indrømme det, “Keep” lyder virkelig som regn en efterårsdag, hvor man har lyst til at drikke te og læse romaner eller samle kanstanjedyr med et barn. Men bliver det ikke filmmusik? Mens visse af Frahms album er så minimale, at det banale er faretruende tæt på, så synes jeg Felt holder skansen det meste af vejen. Og “Keep” er et godt eksempel: Ligesom hos Jarrett er anslaget alt for nøgternt til at slå over i føleri. Som om det vil sige, “hvis du bliver sentimental, så er det dig selv, der er skyld i det – jeg er lige så følelsesløs som efterårsregn”.

IV. Elegancen: Schubert

Kunsten at have et stærkt følelsessprog uden at miste det klarsynede og nøgterne blik, formår få lige så mesterligt som den sidste, jeg vil nævne i dag, nemlig den romantiske komponist Franz Schubert. Han har skrevet nogle af de smukkeste klaverstykker, jeg kender. Hør f.eks. det her stykke i a-dur.

Schubert – Klavierstuck in A D604

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Hos Schubert er det elegante aldrig stift, men altid personligt, og det personlige aldrig vulgært, men altid elegant. Hans musik besidder samme ro som et interiør af Hammershøi, hvor solen strømmer velsignet ind ad vinduet og en stue, ligesom helt for sig selv og i al ydmyghed, som noget af det smukkeste et menneske kan eje. Igen er det det hjemlige og hverdagslige, der gør hele arbejdet, giver dybde, kvalitet og spændstighed. Nils Frahm er måske hverken en Schubert eller Bach, men han forstår det hjemlige ganske godt, og han forstår dets ydmyghed og elegance. Hør bare ”Familiar”, der med sin titel peger eksplicit mod det nære. Ligesom i øvrigt mange andre af hans titler fra Felt, såsom ”Keep”, ”Old Thought”, ”Pause” eller ”Kind”, der jo både kan forstås som tysk for barn eller engelsk for omsorgsfuld. En ganske smuk dobbelttydighed, der siger meget om Frahms tilgang til musik.

Nils Frahm – Familiar

Vilhelm Hammershøi – Støvkornenes Dans i Solstrålerne (1900)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *