Et af mine absolutte yndlingsdansenumre er Steve Monites ’Only You’ fra 1984. Det er en vaskeægte kultklassiker med en af de mest funklende basgange nogensinde. Originalen har et futuristisk lydunivers og lyder stadig dugfrisk den dag i dag.
Theophilius London og Kevin Parker må være enige i, at sangen er yderst spændstig, for de har netop udgivet et cover af dansedjævlen. Jeg vil dog mere kalde det en genindspilning end et cover, for selvom man kan høre Tame Impalas patenterede slørede synths, har sangen fuldstændig samme struktur og lyd som Steve Monites version. På trods af, at man nok skal se udgivelsen som en hyldest til discohymnen, virker den stadig lidt ligegyldig, for det er ikke meget, de to kunstnere fornyer sangen. Genindspilningen ledsages af en musikvideo i VHS-retrostil tonet i lilla og guldglimmer.
London og Parker spillede for nyligt et udsolgt show i Los Angeles under gruppenavnet Theo Impala. Duoen har indtil videre kun udgivet ’Only You’, men rapperen har tidligere spillet et nummer fra samarbejdet ’Whiplash’ til koncerter tilbage i 2016. Efter sigende skulle begge sange være at finde på Theophilus Londons kommende album BeBey.
Theo Impala er ikke de eneste, der har fortolket Monites klassiker. Tilbage i 2017 spillede selveste Frank Ocean nummeret under sin koncert ved FYF Fest i Los Angeles. Hvis det ikke kan overbevise dig om, at ’Only You’ skal direkte ind på din danseliste, så ved jeg ikke, hvad der kan.
Northside 2017’s første dag er overstået. Jeg har valgt at bruge ordet overstået, fordi det endte som en Battle Royale-agtig kamp for de få tørre steder, der nu engang var på festivalen. Alle andre var overladte til vejrets nåde, og vejret havde ingen. Der er regn, og så er der Northside 2017-vejr. Jeg kan ikke huske, jeg har oplevet så slemt et festivalsvejr siden skybruddet på Roskilde i 2011. Den her gang havde jeg heldigvis regntøj på og adgang til et tørt pressetelt. Stakkels dem der ikke havde.
Hele festivalen var forvandlet til én stor mudderpøl, som man skøjtede rundt i, og der findes ikke den mængde flis i verden, der ville kunne have gjort det bedre. Man var konstant bange for, hvor man trådte, fordi man risikerede pludselig at stå i mudder til knæene. Det var næsten magisk, at Les Claypool et par timer inden regnen havde stået og spillet smadderbass og sunget “My Name Is Mud”.
TIL GENGÆLD så var det dejligt at se, at der skulle meget mere til at slå folk ud. En udendørs koncert vil altid have risikoen for regn, og Northside havde virkelig være brave med deres kommunikation i forhold til praktisk tøj og det kommende regnvejr. Det betød også, at folk var klædt praktisk på. Altså de fleste – der var stadig mange hvide sneaks, men det tror jeg nærmere bare var en modreaktion. Northside så ud til at have lært af 2015, hvor der også kom solide regnskyl, og folk endte med at tage hjem, fordi de ikke var forberedte og havde klædt sig derefter. Derfor synes jeg, at Northsides generelle håndteren af regnen har været helt fantastisk.
Jeg er afsted sammen med vores søde gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen. Hun bidrog også med en artikel fra SPOT. Vi har sammen valgt fire kategorier, som vi gerne vil kåre ud fra fredagens festival.
Dagens optur
Rasmus siger:
Sjældent har jeg set en mand mestre sit instrument så godt, som Les Claypool gør. Primus’ musik er kun til de meget trænede ører, men hvis man kan klare det, så går det straks op for én, at Les er noget helt særligt. Funk metal bliver aldrig noget, jeg sætter på anlægget, men jeg er glad over at have oplevet Primus live og set, hvordan man kan fortolke bass-spil på sin helt egen måde.
Foto: Magnus Hyltoft Thomsen
Dagens spise
Marie Louise siger:
Northside burgeren er igen i år en sikker vinder. Det er blevet en tradition, at den skal konsumeres i selskab med en Tuborg Rå, og den gør det bare skide godt. Den indeholder alle de essentielle ting, der skal i en burger, den er hverken smart eller fancy med agurkerelish eller syltede kastanjer, den har ost, bacon, salat, tomat, bøf, bolle, bum, burger! Less is more! Northside Burger – det her er en hyldest til dig!
Dagens overraskelse
Rasmus siger:
The Afghan Whigs leverede en fremragende overraskelseskoncert på Rød Scene. Det kom lidt bag på mig, at et internationalt navn af den kaliber skulle spille på den røde scene, men da jeg stod til koncerten, gav det hele mening. Der var et behageligt antal mennesker, og Greg Dulli og co. spillede røven ud af bukserne. Da jeg hørte Afghan Whigs på Spotify, fik jeg indtrykket af, at det var blød rock, men det var i hvert fald alt andet end blød rock, der blev spillet på Rød Scene. Det var hårdt, det var godt, og det gik lige i mellemgulvet. Det er et af de bands, som man ikke havde det store indtryk af, og som nu har efterladt et evigt minde i bevidstheden.
Foto: Jonas Svendsen
Dagens nedtur
Marie Louise siger:
Det skærer mig i hjertet at sige det, men dagens nedtur blev for mig Frank Oceans koncert på Grøn Scene. Frank gik på scenen 35 min. senere end planlagt, og det er jo sådan set, hvad det er. Måske var det bare mange timers festivalvandring i et noget så ubarmhjertigt vejr, der gjorde folk utålmodige og sløve. I hvert fald var det fra mit lille skjulested midt i menneskemængden tydeligt at mærke, at der skulle noget til, for at hive publikum op på det niveau de var på to timer forinden, da Frank endelig trådte på scenen. Og det skete bare ikke rigtigt. Størstedelen af koncerten gik med bløde dæmpede sange som blandt andet Solo og Thinkin Bout You. Sange som folk elsker, men som ikke rigtig formåede at vække publikum. Derudover måtte Frank genstarte flere af sangene, da hans vokal missede tonarten et par gange eller fire. Frank er Frank, og det er der ikke nogen der kan tage fra ham. Han er unik. Men da koncerten sluttede, gik jeg med følelsen af, at det var nødvendigt lige at lytte mit yndlingsalbum igennem endnu en gang, for at huske mig selv på, hvor fantastisk jeg synes, han er.
Northside, vi er klar til endnu en dag – også selvom vores Dr. Martens ikke er. Vi ses derude!
Northside 2017 har et anderledes program end de andre år – og det både på godt og på ondt.
Der er blevet smidt mange millioner efter tre bærende hovednavne. Det virker som om, det har været en klar taktik oven på sidste års festival, der ikke blev udsolgt – trods et meget mere varieret program. Den manglende variation har jeg det svært med. Jeg plejer at vandre fra koncert til koncert og nå at blive ædru, fordi der ikke er tid til at købe en Tuborg Rå mellem alle de kunstnere, jeg gerne vil se. Sådan bliver det ikke i år. På den ene side er det måske meget rart, at det ikke bliver så vildt – specielt oven på sidste uges kombinerede Distortion og Heartland-eventyr. Der fandt jeg ud af, at jeg ikke var for gammel til at være fuld fem dage i træk. Min krop sagde godt nok nej, og min mor ville nok også have gjort det, men det skete.
På den anden side så har Northside – trods manglende variation – formået at booke den kunstner, der betyder mest for mig, og som jeg aldrig har set live. Nej, jeg siger ikke, hvem det er, endnu. Du må læse videre. En slags metatekst-clickbait eller noget.
Nå, men sidste weekend gik det op for mig, at Northside slet ikke er Danmarks reneste og pæneste festival, efter jeg sammen med Peter besøgte Heartland. Den titel har de altså mistet. Haven er den nye indie-darling, så den titel har de altså også mistet. De har dog formået at booke to af de mest ønskede navne på de danske festivalsscener. HavFrank og Radiohoved. I festivalskontekst så bliver det ikke meget større. Jeg tror ikke engang, Roskilde kan booke noget større end Radiohead. Det er festivalssegmentets yndlinge i Thom og co. Det har givet pote, og vi kan se frem til en festival tilbage på den udsolgte trone, hvor Northside hører til. Det skal de have credit for, fordi det er fandme godt set. Jeg ville også mene, at det er satset at ændre sin booking-taktik og dermed risikere, at skræmme et etableret publikum væk, men det virker ikke sådan. Det virker som om at de etablerede Northside-gængere er trofaste uanset hvad.
Det bliver i hvert fald min fjerde tur til Ådalen, og det på trods af at programmet ikke tiltaler mig personligt, så kan jeg bare ikke holde mig væk fra Northside og den unikke stemning, de har fået opbygget. Jeg elsker Northside. There, I said it, og jeg er ligeglad, om Northside elsker mig. Det bliver fantastisk dejligt med endnu en tur til Ådalen, og jeg er spændt på at se, om klientellet er anderledes i år med deres satsninger indenfor indie-poppen og (lidt for?) mange danske navne. Her følger desuden en liste over, hvad jeg synes, du skal bruge tid på at se. Den er direkte kopieret fra en tidligere artikel, jeg har skrevet, der gav min helt egen objektive holdning til Northside Plakaten. Jeg har lavet lidt om i det siden, men brug det som inspiration til, hvad du skal tjekke ud. Vi ses i Ådalen, som altid <3.
Ride
Shoegaze-genren blev famøst dræbt fuldstændig af grunge tilbage i halvfemserne. Det endte med, at de bands der var kommet frem, gik fra hinanden – og blev det. Inden for de sidste fem år, er de dog begyndt at komme tilbage. Jeg ved ikke, hvorfor de gør det, men jeg er fandme glad for, at de spiller igen, fordi jeg var 4 år gammel, da de sidst var rigtigt relevante. Det startede med My Bloody Valentine, som udgav nyt album i 2013. Siden fandt andre ud af, at der faktisk var genetableret interesse i genren, så Slowdive startede også igen, og de har, efter min mening, udgivet årets album i 2017 – efter 22 år efter deres seneste. Ride er også med på de lange pauser og genatablering, og deres album Nowhere fra 1990 er decideret fantastisk. Der kommer også et nyt album den 16. juni, og man kan kun håbe på, at det når Slowdives niveau.
Primus
Den kortlivede succes for genren funk metal kan i høj grad tilskrives bands som Primus. Altså ikke at den var kortlivet, men at den overhovedet havde succes. Les Claypool er en fremragende bassist, som endda var til audition i 1986 for at overtage bassen fra afdøde Cliff Burton hos Metallica. Legenden siger, at medlemmerne i Metallica synes, at Les var for dygtig, og at han ville spilde sit talent ved at spille thrash metal sammen med dem. Nu spiller han med Primus. Et forholdsvist skævt og unikt band. Tag evt. et lyt til nummeret “American Life” og nyd Les’ unikke bassriff, eller sæt et afsnit af South Park på, og læg mærke til introsangen, som, you’ve guessed it, er lavet af Primus, da Trey Parker og Matt Stone er kæmpemæssige Primus-fans. Det bliver helt sikkert en koncert, hvor man ikke ved, hvad man skal forvente, udover at den bliver uforglemmelig.
Richard Ashcroft
Det er utroligt, at ingen andre medier har hevet fat i, hvor stort et scoop det her er. Jeg er måske lidt farvet, fordi Richard Ashcroft har været kilden til både min største eufori og kraftigste frustration siden jeg gik i gymnasiet. Eufori fordi han formår at være en singer/songwriter som ingen andre og skrive sange som “Drugs don’t work”, hvor man skal være lavet af ren granit for ikke at flække en tåre, når den høres. Og frustration fordi han ikke kunne forblive venner med de andre medlemmer i hedengangne The Verve, og fordi han ikke har spillet en koncert i Danmark siden år 2000, hvor han med sit første soloalbum i bagagen gav en koncert i Den Grå Hal. Nu sker det endelig, og selvom navnet Richard Ashcroft ikke ringer den store klokke for størstedelen af deltagerne på årets festival, så vil The Verve og Bittersweet Symphony nok gøre det. Det er altså en helt unik mulighed, der gør sig gældende her. Det er en koncert, jeg har så høje forventninger til, at den kun kan skuffe.
Agnes Obel
En dansk kvinde med internationalt appeal som ikke er MØ. Jeg rangerer stadig albummet Philharmonics, som et af de måske 25 bedste danske albums nogensinde indspillet. Det er desuden heller ikke et dansk navn, som er blevet en kliché i sig selv, fordi der er langt mellem hendes optrædener, og hoveddelen af de deltagende nok ikke før har fået lov til at opleve Agnes Obel live. Mig deriblandt.
The Prodigy
Northside har haft stor succes med deres vilde elektroniske nattekoncerter de tidligere år. Bagkataloget er bredt med alt fra The Chemical Brothers til Underworld over Jamie XX og Royksopp. Det har som regel været her, den akkumulerede brandert virkelig kunne slå sig løs, og man kunne bekæmpe morgendagens tømmermænd ved at svede alkoholen ud under rekordforsøget i vildeste dansemoves og størst antal af væsner af det modsatte køn skræmt væk på samme tid. The Prodigy er sgu next level. Det tegner til at blive et decideret rave. Det klæder Northside at bryde rammerne for, hvad man tror, man kan forvente af dem. Det klæder også festivalen at turde booke en koncert som The Prodigy på den ellers meget pæne, rene og ordentlige festival.
I dag fortsætter vi vores Frank Ocean-tema og kaster os over singlen “Pyramids”. Læs første del af artiklen her.
“Pyramids” udmærker sig ved at lade musikkens struktur følge det lyriske narrativ – mere om det senere. I “Pyramids” forsager Ocean den lyriske realisme, og fortæller en historie om, hvordan vi betaler for vore tidligere livs synder i det næste.
Frank Ocean – Pyramids
Ocean lader sjælen fra en gudinde fra år 31 før Kristi fødsel blive reinkarneret ind i vores virkelighed. Gudinden arbejder i vor tid på en stripklub, og Oceans figur agerer nu alfons for denne kvinde på et slibrigt hotelværelse, før hun igen skal ud og tjene. På “Pyramids” er Ocean ikke selvbiografisk, men blot en karakter i sin fortælling.
Hendes fald fra tinderne skyldes utroskab. En gudinde er ikke sin mand utro i Oceans optik.
”Remove her, send the cheetahs to the tomb
Our war is over, our queen has met her doom
No more she lives no more serpent in her room
No more it has killed Cleopatra”
Ocean udnytter en tvetydighed i sit ordvalg. Årstal og geografi er de opklarende faktorer. De geparder (cheetahs) som før beskyttede Cleopatra, er nu navnet på hendes arbejdsplads. Cheetahs er navet på en stripklub i Las Vegas. Ocean anvender ordenes tvetydighed til at insinuerer hendes nuværende beskæftigelse uden at konkretisere den.
Pyramiden er både gudindens gravplads i faraoernes tid, men også en arbejdsplads, hvor hendes skønhed er det optiske centrum, der iværksætter erotiske fantasier blandt beskuerne. ”She’s working at the pyramid” synger Ocean med melankolsk stemmeføring. Det, der før var helligt er nu allemandes eje.
Det er straffen.
En gudinde værner om det monogame og står ikke til falds for fristelsen. Hvis hun falder for fristelsen, skal hun udstilles i liderlighedens Zoo i den bygning, som før var tiltænkt som gravplads og monument over hendes storhed. Ocean udnytter ordets forskellige forståelsesmuligheder, og perverterer her funktionen af pyramiden. Læser man sangen således, rummer den altså en provokativ holdning til utroskab.
Historie og musik har et særligt forhold i “Pyramids”. Musikken underbygger historien. Indledningsvis lader Ocean storladne keyboard-samples iscenesætte sin fortælling. Pyramidernes storhed maler sig for lytterens indre øje mens Ocean begræder gudinden Cleopatras forhold til den bibelske figur Samson.
Langsomt men sikkert bliver musikken mere urban og kontemporær, fordi det lyriske univers Ocean nu befinder sig i er nutidigt. Hun er i et sonisk rum af slæbende 808’beats og R’n’B. Vi er i Las Vegas anno 2012 og Oceans vokal bevæger sig i et tilsvarende lydlandskab.
Det ville være belejligt at klandre Ocean for at være uoriginal i sit valg af stilistiske virkemidler i sangens outro, men han er på mange måder mere musikalsk eventyrlysten end eksempelvis Drake eller The Weeknd. Så når Ocean befinder sig i et Drake-inspireret univers er der en klar pointe bag. Musikken er determineret af historien.
Det er ikke en unik kompositorisk prioritering, men på “Pyramids” lykkedes det til en vis grad. “Pyramids” er dog også et vidnesbyrd om popmusik på et budget. Lyrisk er Ocean i en særlig liga, men når det kommer til produktion og arrangement har Oceans musik en laptop/DIY-fornemmelse, som ikke er i tråd med den pop-tradition, han indskriver sig i. Jeg holder personligt af ideen om sangen, men må også erkende at selve udførelsen ikke lever op til den lyriske tematik. Værst står det til i sangenes først halvdel, hvor man godt kunne ønske sig at produktion ikke forfaldt til laptop/neo-funk, når Ocean synger om Cleopatra. Det er en skizofren oplevelse, som han samtidig krydrer med et Eurodance tema.
Det er et digitalt præg, som man lever med. I vor tid sidder popstjerner ikke i store studier omgivet af talentfulde studie-musikere. De sidder foran en laptop med et midi-keyboard til 800 kr og sampler trommelyde fra Youtube. “Pyramids” blegner således ved sammenligning med fortidens glanspolerede pop-produktioner, men er samtidig et bevis på en ung sangskriver, som laver pop-musik med patina af levet liv, og det er en kvalitet, der har været savnet i den glanspolerede popmusik.
Vi stjæler konceptet fra VH1 og bruger de næste to dage på Frank Oceans bedste sange. Ocean har opnået stor succes med sit nyeste album Channel Orange, og vi prøver at forstå, hvorfor hans sange appellerer så bredt som de tilsyneladende gør. Unge smukke mænd, patos og R’n’B er en særlig trylledrik, som før har betaget en hel generation, men spørgsmålet er, om gratissamfundet også har medført at vores popstjerner anno 2012 går i lasede klæder, og at deres musik mister den overmenneskelige produktionsfernis, som en boomende musikøkonomi kunne genere i popmusikken guldalder. I dag sætter vi fokus på nummeret “Novacane”:
Popmusik er et fænomen, som fylder meget i vor kollektive bevidsthed. Popmusik har sine konger, sine dronninger og ikke mindst sin “kongerække”. Popmusikken antager et utal af former, som gør den særdeles uhåndgribelig, og når vi tror, at vi har forstået den og sat den på formel, glider den ud af vore fingre og gør det uigennemsigtige transparent. Den gør det skæve kommercielt. Popmusikken har heldigvis ingen tronfølge-lov.
Den tjener både som en flugt og en trøst. Den er både eskapisme og realisme. Den eskapistiske afart hæver dine hænder i beruset ekstase, selvom du i virkeligheden har kærestesorger og er på dagpenge (trods 5 år på universitet), og fordamper fra dine blodbaner i takt med alkoholen gør det samme. Den har uden tvivl sin berettigelse i denne verden.
Den eskapistiske afart af popmusik afspejler ikke din nuværende situation – denne opgave påtager Frank Ocean sig til gengæld.
Han bruger popmusikken som platform for at udlevere sit inderste. På empatisk vis observerer han verdenen omkring sig og beretter fra de yderste afkroge af sit sjæleliv og universet omkring de væsener, som han begærer og elsker – uafhængigt af køn. Ocean er biseksuel. Et faktum, som har tiltrukket megen medieopmærksomhed.
Frank Ocean – Novacane
I det nu knap så aktuelle hit ”Novacane” fra hans forrige album nostalgia, ULTRA, står Ocean i midten af en eskapistisk menighed, og leder efter remedier, der kan dulme den indre smerte, og gøre ham så bevidstløs som muligt. Han begraver sig i kærlighedsløs sex og anæstesi for at udholde smerten. Ocean er revet i stykker af sin egen følsomhed. Det bemærkelsesværdige er, at det uden tvivl også er denne sensitivitet, som gør Ocean til et rørende bekendtskab. Han er en blottet nerve i denne menighed af bedøvet kødelighed.
”Fuck me Numb” er i sig selv også paradoksalt udtryk, som netop rummer Oceans handlemønster. Et handlemønster, hvor Ocean søger at pervertere den egentlige effekt af sine handlinger. Han søger det modsatte af, hvad handlingen giver ham. Han søger følelsesløshed i nydelsens epicenter.
Ligeledes forsøger Ocean at flygte fra en indre smerte, i et rum som designet af elendighed og kærlighedsløst begær. Ocean antyder rummets beskaffenhed ved at synge:
“I’m feelin’ like Stanley Kubrick, this is some visionary shit
Been tryna film pleasure with my eyes wide shut but it keeps on movin’”
Med denne reference til Eyes Wide Shut fornemmer lytteren de omgivelser som præger Ocean, og det seksuelle kaos som han er draget af – og farvet af.
For flugten fra indre smerte i et kærlighedsløst rum, som er designet af elendighed, er en umulighed. Især i denne menighed, hvor korset af slanger bider sig fast og kvindernes elendighed blot spejler sig i hans. Ocean søger svar i blanke bibel-sider. Det samme handlemønster gentager sig. Ocean søger ro i en eksplosion af sanseindtryk. Han søger at pervertere effekten af sine handlinger.
”I can’t feel a thing
I can’t feel her
Novacane for the pain”
Absurditeten i hans handlemønster efterlader en tilbageværende mulighed. Anæstesi; bedøvelse for at undgå smerten. Ikke et stof som leverer orgasmiske oplevelser, men et stof som forkrøbler alle sanseindtryk. Han lader sensitiviteten opløse sig i det vakuum, som portrætteres i den tilhørende video. Det er en mulighed. Midlertidig ro.
Indtil virkningen fortager sig og Ocean igen skal forholde sig til sig selv. Ocean er et fejlende menneske, som du og jeg. En nærværende popstjerne – ikke et lamineret idol, men en patineret sjæl. Det er en af de ting, som gør ham til noget ganske særligt i popmusikkens verden anno 2012.
Vend tilbage i morgen, hvor vi bringer anden del af artiklen om Frank Oceans relevans som popstjerne i dag.
